Himmelskibet

Dantes Inferno: An animated epic
Film, USA og halvdelen af Asien 2010, 84 min.
Instruktør: Boy, is that the million dollar question.
Medvirkende: Mark Hamill er gemt væk et sted derinde.
Baseret på spillet fra Electronic Arts

Erasmus Miles: ”Hvor… hvor er jeg? Dette er ikke det layout jeg forventede. Hvor er farverne? Her er 3 spalter – og 3 gange 3 er… Åh Gud!” 

Vergil: ”Det er sandt, dødelige. Du er i filmverdenens 9 helveder… i den yderste kreds, i Limbo, hvor de middelmådige instruktører laver den samme film igen og igen.” 

EM: ”Som… som Erik Clausen?” 

Vergil: ”Haha, nej dødelige, ikke endnu. Men der er blevet reserveret en plads til ham her.” 

EM: ”Min Gud! Er det dig… er det virkeligt dig, min yndlingsforfatter? Hvad gør du dog her? Sandelig må Gud da have reserveret en plads til dig ved hans side, om end du har skrevet nogle ret stride kroniker fra tid til anden!” 

Vergil: ”Nej, dødelige, jeg er hverken H. H. Løyche eller Kenneth Krabat. Jeg er Vergil, som endskønt jeg levede mange år før Kristus, forudså jeg hans komme, som Gud ønskede det.” 

EM: ”Pis også! Det her betyder vel at jeg er død, og at min straf vil være at finde kerne og adled i al evighed… Det var meget sjovt i latin-timerne, men…” 

Vergil: ”Endnu en gang tager du fejl, min unge ven udi fiktionen. Du er ikke død, men du har dømt forfattere der bare prøvede at tjene til dagen og vejen, for deres læseres synder. Det være sig elendig smag. Dette er
vredens synd. 

Du har også misbrugt dit talent ved at skrive anmeldelser uden ophør, og gå til endeløse møder der ikke kom dig ved. Dette er gerrigheds synd. 

Men Gud er nådig, og du kan endnu frelse dig selv. Kom… lad os vandre rundt i den særeste film der er blevet lavet i løbet af de seneste år.” 

EM: ”Jeg vil følge dig, oh romerske poet. Men hvad er disse rædselsscener jeg skuer? Hvem er den korsridder med den kæmpestore le?” 

Vergil: ”Det er Dante.” 

EM: ”Dante Aligheri?! Den store digter?” 

Vergil: ”Nej… Dante Aligheri var en detektiv der løste mordgåder om lys og mosaikker, i en setting tyvstjålet fra Umberto Eco, hvor alle irriterende nok kaldte hverandre for ’Messer’ hele tiden.” 

EM: ”Men hvem er denne ’Dante’ så?” 

Vergil: ”En korsridder fra Richard Løvehjertes og Saladins tid, der vender hjem for endelig at møde sin elskede Beatrice igen, men finder hende i Djævelens vold, bundet af alle de synder han har begået i den tro at korstoget gav ham syndsforladelse.” 

EM: ”Det var dog frygteligt! Er han så fortællingens skurk?” 

Vergil: ”På en måde. Lucifer har narret både ham og Beatrice, så han er den virkelige skurk… men Dante er trods sin hæse Chistian Bale-stemme ikke helten – den rolle er bestemt for Gud alene.” 

EM: ”Så han må gå igennem ild og vand for at frelse sin elskede?” 

Vergil: ”Det må han, ja. Bogstaveligt talt.” 

EM: ”Og betale en høj pris for sine synder? Tvunget til at se dem igen og igen for sit indre øje?” 

Vergil: ”Ja og nej. I filmens bedste scener konfronteres han igen og igen med de frygtelige ting han har gjort. Resten af tiden bruger han på at dræbe alt og alle han overhovedet kan få øje på.” 

EM: ”Så det var vold i Guds navn der bragte hans elskede i Helvede, og nu får han lov til at betale prisen… ved at gøre præcis det samme?” 

Vergil: ”Ingen sagde at denne Dante var særligt kvik… Hans ordforråd består alene af at råbe ’Beatrice!’ og ’AAAAAAAAaaaaaghhhhhhhhh’…” 

EM: ”I sandhed fordummende. Hans nedslagtning af helvedes legioner er lige så stupide som de er bjergtagende smukke. Det er som Disneys Fantasia … fra Helvede!” 

Vergil: ”I dét har du ret, min unge ven. Men jeg er også med i filmen i rollen som ’Captain Exposition.’ Men selv om jeg slynger rundt med navne uden mål og med, når jeg i det mindste at ytre navne og historisk baggrund for de fleste af dæmonerne og de fortabte sjæle… et par sekunder før Dante hugger dem i småstumper i sit hellige raseri.” 

EM: ”Så du mener at der også er noget at kommer efter, for andre end de, med klassisk mytologi, indforståede?” 

Vergil: ”Det er hvad jeg siger. Tør du fælde dom, du, hvis domme over andres skaberværker har bragt dig til dette sted?” 

EM: ”Jeg vil forsøge at være retfærdig, vel vidende at der kun én sandfærdig dommer er. Vorherre. Og det skal jeg jo udpensle. For læsernes skyld. 

Jeg har hidtil altid hævdet at det ikke er godt nok hvis et kunstværk når ud til sin målgruppe, for hvis det alene gør dét, udfordres de ikke – og det er nemt at sige at noget vil falde i målgruppens smag, hvis målgruppen er analfabetiske 15-årige…” 

Vergil: ”Vid at du graver dig selv dybere og dybere ned til hovmods kreds…” 
 
EM: ”Nuvel. Ergo må man se på hvad et kunstværk er – og hvad det ikke er. Først og fremmest har det intet med Dantes Guddommelige Komedie at gøre. Titlen er valgt fordi det lyder godt. Derfor er der ingen grund til at rase over alle de steder den går fejl. Den må bedømmes som en visuel oplevelse, og for sin egen historie. Rent æstetisk set er den mesterlig, og selv om nogle måske vil føle at de mister tråden fordi den er animeret på 6 forskellige måder af 6 forskellige instruktører og deres hold, betyder det at næsten hver eneste af Helvedes kredse byder på noget radikalt nyt og spændende at se på. Det er en historie om en ond mand der konfronteres med sin fortid, og vil redde en kvinde. Samme plot som tegneserien Requiem, Chevalier Vampire og filmen Solomon Kane, og ligesom med Requiem foregår det bogstavelig talt i Helvede. 

Til forskel fra henholdsvis Heinrich og Kane er helten – eller hvad man nu skal kalde ham – fåmælt, unuanceret og virker ikke som en angrende synder. Dialogen er skrevet som et digt, men uden for de mange flashbacks er det ren liren af, og man kunne virkelig have ønsket sig færre personer, der hver især havde mere baggrundshistorie. 

Filmen er baseret på et computerspil. Det er forståeligt at der i et spil konstant må ske noget i form af action og med masser af fjender at bekæmpe – derfor er det uforståeligt hvorfor filmen skal føles som at se på et computerspil. Den ligeledes ganske flot animerede Dead Space: Downfall var også baseret på et action/rpg-spil, men føltes mere som en film, selv om den – ulig denne film – ikke var designet til at stå alene. 

Der er noget at komme efter, men fuldt tilfredsstillende er den ikke. Dixi.” 

Vergil: ”Bravo, min unge ven. Jeg gratulerer. Endelig har du lært at se en film på dens egne præmisser.” 

EM: ”Har… har jeg dét? Så jeg er fri?!” 

Vergil: ”Så fri som du selv ønsker at være, min unge ven. Sandheden er at vi alle er Helvede nogle gange. Nogle gange som fanger, nogle gange som vogtere. Du har været din egen vogter. Ingen har tvunget dig til at bruge din energi på fanzines, undtagen dig selv. Du har hele tiden været i dit eget, personlige Helvede!” 

EM: ”Jeg forstår… ja, ved Gud, jeg har set lyset! Men… uden for er her stort… og lyst… Jeg har vænnet mig til mørket. Måske har jeg fortjent stedet, som det har fortjent mig!”Vergil: ”Måske! Der har altid været godt fyldt op i Helvede, men i Himlen er der altid plads til flere. Gud har tilgivet dig, unge ven. Tilgiv nu dig selv, og gå ud herfra… og synd ej mere.”

 Anmeldt af Erasmus Miles og Vergil, poet af Guds Nåde (Rasums Wichmann) i Himmelskibet nr.28