Chronicle of Innsmouth

Udgivet den september 6, 2019 af Admin

Chronicle of Innsmouth
Computerspil
Udviklere: Umberto Parisi og Amedeo Vasaturo
Psychodev, 2017, USD 12,99
PC på Steam

Der har været mange forsøg på Lovecraft-spil gennem tiderne, men de er typisk endt med at firmaerne bagved ikke havde penge til at lave flere spil. Sarah Fürst anmeldte engang mange af dem i Thomas Winthers blad Nyarlathotep. Senere anmeldte jeg selv The Last Door sæson 1 og 2. Det firma skulle også have lavet fire sæsoner, men fik ikke penge nok. Nu er der kommet nye forsøg. Der er lige kommet Call of Cthulhu, som er i 3D. Det er et lidt dyrere spil. Der har været en ny kickstarter af de to udviklere bag Chronicle of Innsmouth som har nået sit mål. De skal lave historien om Mountains of Madness som computerspil. Noget lignende ville firmaet bag det legendariske Dark Corners of the Earth, men de havde ikke økonomi til det.

Chronicle of Innsmouth er lavet ligesom The Secret of Monkey Island fra 1990. Der er den samme grafik og de samme verber nede i bunden som man kan bruge på objekter. Verberne stammer jo fra tekst-eventyrerne, og da det blev til grafiske point-and-click eventyr, beholdt man dem i starten. Senere var der færre og færre verber. Mange moderne eventyr har ingen verber, men man peger bare og klikker. Selv da kan de jo være svære, og man kan sidde fast.

Spillet er den samme fortælling som A Shadow Over Innsmouth. Mange kender jo godt historien i forvejen. Når man kommer ind på ens hotelværelse, skal man låse døren og prøve at komme væk, når fiskemændene kommer. Læsere kender formentlig Lovecrafts historie, ellers kan de høre den på YouTube. Charmerende er det dog. Spillet er lidt mærkeligt nogle steder, da det prøver både at foregå både i nutiden og 30’erne. Det kan være uhyggeligt til tider. Der er et sted, hvor man skal gemme sig bag en søjle på et hotel. Mange på Steam skriver at her er en bug, men det synes jeg dog ikke. Man skal vælge søjlen sådan at der står ‘column’, og klikke. Så virker det at man gemmer sig, ellers ikke.

Jeg tænker at spillet ikke er noget for børn, men godt til unge. Det er særligt for Lovecraft-fans. De vil elske det. Man spiller det med mus. Det fungerer godt at spille det om natten med ikke for meget lys. Jeg følte mig godt underholdt. De har også senere tilføjet engelske stemmer til spillet.

Jeg vil give spillet 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 57

Udgivet i Spil | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

No70: Eye of Basir

Udgivet den september 5, 2019 af Admin

No70: Eye of Basir
Computerspil
Oldmustache Gameworks, 2017, € 4,99

No70: Eye of Basir er et gyserspil fra Oldmoustache Gameworks. Det udkom i 2017 til PC på Steam. Det har haft en lidt turbulent opstart, hvor spiludvikleren trak spillet tilbage fra spillere på Steam. Det er folk blevet sure over. De havde jo betalt for det. Senere har spiludvikleren sendt nye nøgler til kopier af spillet til dem som havde købt spillet. Folk har syntes at det var en anelse mærkeligt. Spillet kostede ikke så meget, da det lige blev udgivet. Det var 1,50 euro, men nu er det steget til 5 euro. Jeg fik det i en ‘bundle’ på Groupees.

Det er et gyserspil fra en tyrkisk udvikler. Det foregår i tre kapitler. Man starter i et gammelt hus men kommer også uden for dette. Der er en hel del ‘jump scares’, hvor man kommer til at gyse. Man er i dette mørke og uhyggelige hus som man har arvet af sin onkel. Der er mange hemmeligheder i huset. Eye of Basir er et artefakt; en amulet formet som et øje, man kan se en anden virkelighed igennem. Det artefakt finder man senere i spillet. Det er måske en rigtig ting man kan læse om i okkulte bøger. Jeg skal dog ikke kunne sige det med sikkerhed.

Der er en masse noter rundt om i spillet, som man kan læse. Der er en hel lille historie i spillet og en masse baggrundsmateriale. Spillet tager 7 timer at gennemføre. Man kan finde løsninger på nettet. Man kan godt sidde fast. Der er en del ting som skal findes og bruges andre steder ligesom i en point-and-click. Jeg havde nogle problemer med at få spillet til at køre glidende, men måske kan det være at man skal have 4 gigabyte RAM på grafikkortet for at få det til at glide. Jeg har 2 gigabyte. Jeg havde specielt problemer med tredje del. Jeg var dog godt underholdt af spillet. Det har en fed og uhyggelig stemning. Spillet er lidt stort på 15 gigabyte. Dermed kan jeg godt forestille mig at teksturerne i spillet skulle fylde en hel del. De virkede også ret detaljerede.

Der har altid været uhyggelige spil. Der var det meget uhyggelige Forbidden Forest til Commodore 64 i 80’erne. Senere var der Phantasmagoria 1 og 2 til PC. Jeg syntes ikke Phantasmagoria var så uhyggeligt. Senere er spillene blevet rigtigt uhyggelige til PC og konsol. Der var nogle spil, som spillet over Slenderman, hvor man møder et væsen som bliver stående, når man kigger på det og kommer tættere på, når man kigger væk.

Jeg vil give spillet 7 ud af 10 stjerner. Det kan ikke rigtigt spilles af børn. Det kan dog godt spilles med en Xbox-controller. Det fungerer fint til spillet.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 57

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

The Journey Down

Udgivet den september 4, 2019 af Admin

The Journey Down
Computerspilserie
SkyGoblin 2013-2017
Samlet pris: USD 32,00

The Journey Down er et point-and-click adventure i tre dele. Det fås på Steam til PC, Mac og Linux. Det er udkommet fra 2013 til september 2017. Det har en afro-caribisk stil over sig. Der er også en del film noir til tider i spillet. Man spiller Bwana, som arbejder sammen med sin ven Kito som flymekanikere i havnen i en by. De møder en dame som vil have dem til at fragte hende til “The Underland” i deres flyvemaskine. Hun har en bog som hun vogter. Denne dame er søgt efter af gangstere af en eller anden grund. Jeg vil ikke nævne mere for ikke at røbe handling.

Sådan starter en flot historie med vores helte. Historien er rigtigt godt fortalt, men jeg synes spillet er en smule for let. Man kan kalde det et spil for begyndere.

Der er rigtig meget flot film noir. Det er en længere historie. Jeg synes dog at det er en anelse irriterende med al den snak i spillet. Man siger selv en enkelt sætning og den man snakker med, giver aldrig et simpelt svar. Det er altid adskillige sætninger.

Der er en del fantastiske væsener i spillet. Særligt i anden del er der meget ude i havet som bliver beskrevet. Alting i spillet er rigtigt godt forklaret, og man kan rigtigt leve sig ind i verdenen. Der er også en hel by i spillets tredje del som er rigtigt flot afbilledet.

Man sidder til tider fast i The Journey Down, men det er sjældent i længere tid. Jeg synes at sværhedsgraden er tilpas. Der er en god stemning i spillet og handlingen skrider godt fremad.

Grafikken er rigtig flot, og musikken er bare fantas­tisk. Man kan lytte til den på YouTube. Der er jazzmusik. Al tale er indtalt, og det lyder godt. Grafikken er meget tegneserieagtig og fungerer godt. De har brugt lang tid på at udvikle de tre dele som spillet består af. Det har taget nogle år.

Man kommer vidt omkring i spillet og kommer ind i diverse lokationer. Det foregår mest om natten, og det er en meget mørk verden, man er i. Der er det store hav som de flyver hen over og nødlander i. Der er også de store byer med deres personligheder af karakterer. Man møder også fatale damer og mange gangstere.

Det tager måske 12 timer at gennemføre det hele, men det er en fantastisk rejse. Det er bedst at begynde ved den første del. Nogle har fået det gennem Humble Bundle Monthly, men det var kun den tredje del. Det spilles med mus og kan spilles af børn uden problemer.

Spillet vil jeg give 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 57

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Gudrun Østergaard – Kodeks

Udgivet den september 3, 2019 af Admin

Kodeks
Roman af Gudrun Østergaard
Calibat, 2017, 143 sider, kr. 99,00
Omslag af Manfred Christiansen

Kodeks er en roman skrevet af Gudrun Østergaard. Gudrun har før skrevet bøger, blandt andet Tidsfordærv udgivet af Science Fiction Cirklen. Det er en bog om venskabet mellem tre unge, som bliver skabt da de bliver angrebet af nazister, der smadrer den enes guitar. De tre unge laver et kodeks mellem dem. Et kodeks er en række regler og love for medlemmer af en gruppe. Ordet kommer fra latin “codex” og betyder oprindeligt bog.

Bogen fortæller om de unges dagligdag. Der sker noget i deres verden, som jeg ikke vil røbe her, men som er inden for science fiction. Gudrun har skrevet meget i stil med socialrealisme. Der er også indimellem sekvenser i kursiv som fortæller noget om personerne i en lidt surrealistisk stil. Jeg tænker at det er det som personen drømmer om om natten. Det er en afspejling af personens dagligdag.

To af de unge er af dansk oprindelse, og en, Khalil, er af mellemøstlig oprindelse. Der fortælles lidt om en krig. Der er også oversvømmelse sydpå, og regeringen prøver at lukke grænsen for flygtningene derfra. De unge går i skole og bor hos deres forældre.

Bogen er hurtigt læst. Jeg synes den er godt skrevet. Den kan godt læses af børn og unge, men jeg tænker at den måske mere er skrevet for voksne. Den virker som en moderne bog. Jeg syntes bøger havde en lidt anden stil i 80’erne. Der var ikke rigtigt nogen fejl i opsætning eller stavefejl.

Jeg fik mere smag for Gudruns historie jo længere ind i historien jeg kom. Til sidst syntes jeg at det var rigtigt godt. Jeg vil give bogen 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 57

Udgivet i Bøger | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Captain Marvel

Udgivet den september 2, 2019 af Admin

Captain Marvel
Film, USA 2019, 123 min.
Instr.: Anna Boden & Ryan Fleck
Medv.: Brie Larson, Samuel L. Jackson, Jude Law, Ben Mendelsohn, Lashana Lynch, Clark Gregg, m.fl.

Vi bragte en spoiler-fri anmeldelse af denne film i forrige nummer af Himmelskibet; i dette nummer er det tid til en spoiler-fyldt anmeldelse  i anledning af filmens udgivelse på DVD/Blu-ray.

Wonder Woman var ikke den første DC-film med en heltinde; det var Supergirl fra 1984. Captain Marvel var ikke den første Marvel-film med en heltinde; det var Elektra fra 2005. Men hvor Wonder Woman var en meget bedre film end Elektra, er Captain Marvel efter min mening desværre ikke en meget bedre film end Supergirl. Nu har jeg set Captain Marvel to gange, og mens jeg vil indrømme at den er aldeles underholdende og fungerede bedre anden gang, så er det desværre stadig en film som ved en nærmere analyse falder delvist fra hinanden og er utroligt uklart fortalt, samt, synes jeg, dårligt gennemtænkt. Der ligger en idé til en god film inde i Captain Marvel, men den kigger kun frygtsomt ud mellem filmens frames og får aldrig lov til at skinne igennem. Man kan godt sige at der er to film i filmen som hver kæmper om søgelyset, med det resultat at ingen af dem kommer ordentligt frem. Jeg har faktisk så mange indvendinger og kritikpunkter at jeg ikke aner hvor jeg skal begynde – men jeg skal gøre mit bedste for at koge det ned til en række rimeligt overskuelige punkter.

Jeg kan jo starte med en ting som glædede mig, fordi det er en reference til en stor storyline i de gamle tegneserier: Vi finder ud af at The Kree-Skrull War er i gang før filmens handling starter og bestemt ikke er slut da filmen slutter!

Skrullerne er i tegneserierne næsten altid bad guys, men denne film vender dem om til good guys. Kree-imperiet har ødelagt Skrullernes hjemplanet og gjort de overlevende Skruller til flygtninge. Om Skrullerne selv havde et stort imperium, ligesom Kree’erne, ligesom i tegneserierne, informerer filmen os dog desværre ikke om. Vi ved således endnu ikke om alle Skruller er good guys på flugt fra the bad guys, eller hvor mange Skruller der er i det hele taget. Jeg håber at der også er nogen Skruller som i stil med tegneserierne er bad guys; ellers ville the Marvel Cinematic Universe have slettet lidt for mange klassiske tegneseriehistorier.

Men det hører vi sikkert mere til i de næste to Captain Marvel-film (som jeg hørte Brie Larson sige i et tv-interview vil blive filmet back-to-back). Indtil videre lader det ikke til at der er specielt meget ‘krig’ over denne version af The Kree-Skrull War; der er mest bare tale om at Skruller bliver forfulgt og slået ihjel af Kree’erne. Dette er et eksempel på hvad der skete mange gange for mig i denne film: en forventning om noget stort og spektakulært endte med skuffelse over elementer som viste sig at være små og langt mindre spektakulære. Jeg forventede at Jude Law ville spille den klassiske Mar-Vell i en eller anden form (perfect casting!!), men han spillede bare forrædderen Yon-Rogg. Jeg forventede vitterligt en kosmisk film med masser af sci-fi og rum-action, men næsten hele filmen foregår bare på Jorden og handler om at Carol Danvers skal genvinde ting fra sin hukommelse som publikum delvist allerede ved.

Derved kommer hele fortællestilen og engagementet til at hvile på Brie Larsons evner som skuespiller; hendes forvirring, hendes reaktioner, hendes “drive” … ingen af hvilke desværre skærer klart nok igennem til at få denne film op på niveau med de øvrige MCU-film. Det er sjældent at jeg mener mig i stand til at kritisere en skuespillers faglige kunnen (og jeg har intet overhovedet imod Brie Larson som person; jeg støtter fuldt og helt hendes aktivistiske arbejde), men i dette tilfælde forsømmer hun altså i høj grad at give udtryk for den handlekraft og beslutsomhed der skulle have gjort hende til en overbevisende action-helt/superhelt. Hun har simpelthen ikke det nødvendige drevne blik i øjnene, og det er tydeligvis fordi hun som person og skuespiller aldrig har været synderligt interesseret i action- eller genrefilm, men er mere til mainstream-drama.

Det overordnede plot i Captain Marvel er ligeledes utilgiveligt uklart. Carol er ude for en eksplosion som slår hende bevidstløs, og så bliver hun kidnappet af Kree’erne, fordi de vil bruge hende som våben. Til dette formål bliver hun hjernevasket til at tro at hun selv er Kree – men de nærmere omstændigheder forklares ikke. Vi ved faktisk ikke om hun reelt fik hukommelsestab, eller om hendes erindringer om sit tidligere liv er blevet slettet af Kree’erne med vilje. Hun får Kree-blod fra Yon-Rogg, men om dette var en transfusion for at redde hende, eller om det bare var en måde at få hende til at tro at hun selv var Kree, er ikke klart – ingen af delene give faktisk mening. Med sine nye superkræfter var hun næppe i fare for at dø, og hvis formålet er at bedrage hende til at tro at hun er Kree, hvorfor er hun så klar over at hun fik Yon-Roggs blod?

Og det bliver værre: Hvis hun skulle tro at hun er Kree, hvorfor gav de hende så navnet Vers fra den overlevende halvdel af hendes Carl Danvers dog-tag? Hvorfor giver de hende hvad de selv tror er et jordnavn, baseret på jordisk alfabet? Hvorfor gav de hende ikke i stedet et Kree-navn og en falsk Kree-baggrund? Og hvilken forklaring har de givet hende på at hun har superkræfter? Og hvorfor viser The Supreme Intelligence sig for Carol i form af Dr. Wendy Lawson/Mar-Vell, som netop kan stimulere Carol til at genvinde sin hukommelse om hvem hun i virkeligheden er? Det er bestemt ikke særligt intelligent at gøre hvis man vil opretholde en illusion om at hun faktisk er Kree. Og sidst men ikke mindst; hvis Kree’erne så gerne vil bruge Carol og hendes kræfter som våben, hvorfor bruger de så SEKS ÅR på blot at træne hende til at blive en rumpoliti­kvinde? Missionen i begyndelsen af denne film er hendes første! Det virker dybt besynderligt at et super-rumimperie ikke har kunnet finde på at bruge hende til noget særligt i så lang tid, og at deres store plan bare er at hun skal være med i deres Starforce-patrulje.

Enten er der et eller andet som jeg misforstår totalt, eller også er manuskriptet meget mangelfuldt gennemarbejdet, givetvis fordi det er blevet omskrevet et halvt dusin gange. Det virker som om mange elementer kun er inkluderet for at få publikum til at forstå hvad der foregår (dvs. hvad Carols rigtige hukommelse og baggrund er), men ikke giver mening på sine egne fortællemæssige præmisser. Med andre ord er denne film offer for at den fokuserer for meget på karakteren (og skuespilleren), mens den er dybt mangelfuld hvad angår ideerne og præmissets logik.

Og hvordan får Carol så egentlig sine erindringer om sit liv på Jorden tilbage? Sker det af sig selv, eller fordi Skrullerne putter hende ind i en maskine der undersøger hendes hukommelse? Det får vi ikke klart at vide.

Ville Skrullerne af-hjernevaske Carol fordi de vidste at hun var en allieret til Wendy Lawson/Mar-Vell og derfor ville hjælpe dem med Mar-Vells projekt om at lave en overlysmotor som kunne transportere de flygtende Skruller til en anden galakse? Det får vi ikke klart at vide! Muligvis sker disse ting rent tilfældigt.

Ender Skrullerne i filmen med at have fået fat i den overlysmotor, de skulle bruge og som er så central for plottet? Det får vi ikke klart at vide – og dermed forløses filmens plot overhovedet ikke! Men alt tyder på at de ikke gør, selvom de tager afsted til det ydre rum med Carol til sidst. Motoren blev jo ødelagt af Carol for seks år siden i den eksplosion der gav hende hendes kræfter, og kraftkilden til motoren – the Tesseract – forbliver på Jorden (det beder Carol specifikt Fury om!). Måske har Skrullerne nu tegningerne til motoren, men så vidt filmen fortæller os. har de ikke hverken motoren selv eller kraftkilden til den (om end det selvfølgelig er muligt at Carol selv kan agere kraftkilde – men det får vi ikke noget at vide om at hun gør).

Det er en utrolig uklar og utilfredsstillende slutning. Men måske er det også noget der bliver gemt til næste film? Eller også er det noget de simpelthen har glemt at inkludere i det endelige manuskript. Det må tiden vise. I hvert fald er det ingenlunde godt nok til at leve op til MCU-seriens standard.

En af årsagerne til filmens struktur er åbenbart (ifølge interviews) at publikum skulle gå ind til filmen i den tro at Kree’erne var the good guys, da Carol jo siger i traileren at hun tilhører en gruppering af “noble warrior heroes” – og derfor skal det forestille et stort reversal da det afsløres at Kree’erne er skurkene og Skrullerne er the good guys. Men det fungerer desværre dårligt hvad angår Kree’erne, idet alle som har læst tegneserierne og alle som har set Agents of SHIELD tv-serien er udmærket klar over at Kree-imperiet i det store hele er fascistisk. Plottet har således bundet knuder på sig selv ved at forsøge at appellere til et totalt uvidende publikum og fejler fælt over for et vidende (nørd-/MCU-)publikum, som hele filmen igennem er aldeles klar over hvor tingene bærer hen og bliver irriteret over at Carol bruger så meget tid på at finde ud af ting som er ret indlysende for os.

Og jeg kunne sådan set blive ved længe endnu med mine indvendinger, men jeg vil stoppe mens anmeldelsen stadig har en begrænset længde. Næst efter Guardians of the Galaxy Vol. 2 (som jeg syntes var MCUs største skuffelse) og The Incredible Hulk (som kun lige knap er med i MCU; den er nærmest apokryf), så må jeg med sorg erklære Captain Marvel den dårligste MCU-film i hele serien. Filmen har da også gode ting, og er som sagt generelt underholdende og seværdig, men det er umuligt for mig at se bort fra dens meget markante mangler og svagheder. Jeg er skuffet over at Kevin Feige syntes at dette utroligt rodede manuskript var godt nok.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 57

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Aniara

Udgivet den september 1, 2019 af Admin

Aniara
Film, Sverige/Danmark 2018, 106 min.
Instr.: Pella Kagerman og Hugo Lilja
Medv.: Emelie Jönsson, Bianca Cruzeiro, Arvin Kananian, Anneli Martini, m.fl.

Man rammes af overraskelse og begejstring når man pludselig finder ud af at der netop er lavet en ny filmversion af den gamle svenske rum-opera, Aniara, fra 1960! [Som igen er baseret på Harry Martinsons episke digt af samme navn fra 1956. som var en hovedårsag til at forfatteren vandt Nobelprisen i 1974. Red.] Og at filmen tilmed er en dansk koproduktion (like, whaaat?!).

Jeg fangede originalversionen på Danmarks Radio – om det var 3 eller K eller what­ever, har jeg ikke styr på – for et par år siden, og selv om jeg syntes den faktisk var ret dårlig (4 stjerner ud af 10), så er den ikke desto mindre legendarisk i Sverige, hvor de snakker meget om den og husker den meget nostalgisk. Og når jeg siger det er en rum-opera, så er det fordi det faktisk er en science fiction-opera. Den nye filmudgave er imidlertid (heldigvis?) hverken en opera eller en musical, men ganske enkelt en straightforward science fiction film, og en fri fortolkning, eller versionering, af historien i den gamle opera.
Aniara er et enormt krydstogtskib der færger folk fra en næsten ødelagt Jord til de spæde kolonier på Mars – en tur der normalt blot tager tre uger. Men da noget rumvraggods kommer i vejen, må Aniara skifte kurs, men bliver alligevel ramt af nogle ting, så de er nødt til at dumpe ALT deres brændstof. Og så kan de ikke længere styre skibet, men må bare drive længere og længere ud af kurs. Og der kommer ikke nogen og redder dem. De driver hjælpeløst ud af solsystemet.

Forskellige mulige løsninger overvejes undervejs, men årene går, og går, og skibets ressourcer svinder ind. Vi følger en videnskabskvinde som vokser med opgaverne og bevarer håbet, til trods for mange både faglige og personlige setbacks. Hvordan det slutter, skal jeg ikke komme ind på (se selv filmen!), men jeg vil gå så langt som til at kalde det realistisk. Og ligeledes episk. Det er en flot film svenskerne har begået her, og bestemt et værk som jeg vil anskaffe mig på disk når filmen udkommer. For indeværende kan den streames med engelske undertekster på Viaplay.

Konceptuelt er filmen ganske basal, og visse uperfektheder kan man godt pege på, men den er godt lavet og opnår dét, den har sat sig for at opnå. Skuespillet er fint; specielt kan jeg godt lide kaptajnen (Arvin Kananian), som til trods for at han misbruger sin magt en smule, faktisk tager sit ansvar for skibet og dets passagerer meget seriøst. Det er også smukt at filmen indeholder adskillige referencer til videnskab og teknologier der er mere fremskredne end de nuværende; på et tidspunkt bruger de f.eks. en form for gravitationskontrol til at decelerere en rumsonde med.

Glædeligvis er denne film i min optik en hel del mere meningsfuld og umiddelbart til at sluge end den ret bizarre, gamle opera, så jeg er både tilfreds med, og imponeret over, denne lille nordiske sci-fi perle!

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 57

 

 

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | 1 kommentar

Supergirl sæson 4

Udgivet den august 30, 2019 af Admin

Supergirl sæson 4
Tv-serie, The CW, 2019
Medv.: Melissa Benoist,
Mechad Brooks, Chyler Leigh m.fl.

Tv-serien Supergirl, der har været streamet på HBO Nordic de senere år, har været et letbenet og sjovt (man fristes til at sige sødt) alternativ til de mørke og dystre superhelteserier på tv med Marvel- og DC-figurer. Der har været taget seriøse emner op såsom fremmedfrygt, barnløshed og mediernes magt på godt og ondt, men det har altid stået lidt i anden række i forhold til traditionelle superheltehistorier med superskurke, gale opfindere og invasion fra rummet. Fjerde og seneste sæson byder stadig på den slags elementer, men serien er samtidig blevet langt mere politisk end tidligere, med klar reference til Donald Trumps præsidentperiode.

I serien har aliens altid været stand-in for indvandrere og flygtninge, i den grad at marsboere har været portrætteret af sorte skuespillere. I denne sæson er den udbredte fremmedfrygt over for aliens kammet over i fremmedhad, og selvtægtsgrupper overfalder aliens under sloganet “Earth First” (en slet skjult reference til Trumps “America First”). USA’s kvindelige præsident bliver i forbindelse med et attentat afsløret som alien og må gå af, og i stedet indtræder hendes vicepræsident Philip Baker, portrætteret af Bruce Boxleitner, som mange vil huske fra Babylon 5.

Situationen bliver tilspidset fordi en gruppe skurke iscenesætter noget der ligner overfald af aliens mod mennesker, godt hjulpet af hjernekontrol og en formskifter. Det viser sig hurtigt at Præsident Baker ikke er bleg for at samarbejde med selvtægtsgrupperne, under ledelse af den maskerede Agent Liberty, en mand der på grund af sin personlige historie har god grund til at hade aliens. Et britisk supermenneske, Manchester Black, går til voldelig kamp mod selvtægtsgrupperne efter at de slår hans kæreste ihjel, og det dæmper ikke ligefrem spændingerne.

Det hjælper ikke at en kopi af Supergirl dukker op og angriber det Hvide Hus mens den rigtige Supergirl ligger hjælpeløs af kryptonitforgiftning. Denne kopi, der blev skabt af ’sort kryptonit’ i slutningen af Sæson 3, er blevet opdraget og manipuleret af militæret i et lille eks-sovjetisk land til at hade USA. Det viser sig at Præsident Baker (og en skurk, der ikke skal afsløres her) er involveret i dette plot, der ender med en invasion af USA med den falske Supergirl (der kalder sig ”Red Daughter”, med reference til DC’s Elseworlds-historie Red Son) i spidsen.

De tematiske ligheder med nutidens USA er klare: En præsident der samarbejder med russere, som har hjulpet ham til magten (her ved at afsløre den tidligere præsident som alien), nationalistiske slogans der dækker over en egoistisk agenda, voksende selvtægt som præsidenten ikke tager afstand fra, fake news osv. Desværre har vi i den virkelige verden ikke e Supergirl, der kan redde ærterne for os – men seriens budskab er faktisk også at superhelte ikke er løsningen på problemet. Løsningen skal findes i dialog, fredelige demonstrationer og ikke mindst seriøse mediers vilje til at tage afstand fra udviklingen og evne til at afsløre hvad der foregår bag facaden.

Under dette hovedtema udspiller der sig flere historier af mere personlig karakter. En af de vigtigste handler om den nye figur, Nia Nal, der starter som journalist hos Catcom Media, hvor Supergirls alter ego Kara Danvers arbejder under ledelse af James “Jimmy” Olsen. Nia får, ligesom sin efterkommer fra det 31. århundrede, Nura “Dreamgirl” Nal, profetiske visioner når hun sover, men forstår ikke helt hvordan hun skal fortolke dem, med katastrofale følger. Nia Nal er transkønnet og bliver spillet af en transkønnet skuespiller, Nicole Maines; noget der har vakt en del debat i USA hvor netop kønsidentitet er en af de store emner for tidens debat.

Også James Olsen får sin egen personlige historie. I Sæson 3 startede han en karriere som helten The Guardian, der uden superkræfter bekæmper forbrydere. Han bliver gjort til et symbol for “Earth First”-erne som eksempel på at mennesker også kan være helte og at man ikke har brug for aliens. Han søger at bruge sin position til skabe dialog med selvtægtgrupperne, med blandet held.

Den vigtigste sidehistorie er dog Lena Luthors. Lena har gennem de sidste sæsoner hjulpet Supergirl og co., men der har været en del mistillid mellem dem da Lena er Lex Luthors søster og har overtaget hans firma LexCorps. Hvordan det går frem og tilbage med denne mistillid er et centralt tema, og Lena er splittet mellem flere loyaliteter og forskellige, modsatrettede veje til at tackle situationen.

Oven i det hele bliver der også plads til et crossover med heltene fra DC’s tv-univers Arrowerse, Flash og Green Arrow. Det er lidt irritende, fordi disse serier streames på Netflix og slet ikke er så langt fremme at man kan se de andre crossover-afsnit.

Denne sæson er altså åbenlyst mere politisk end de tidligere og spiller på flere strenge, hvoraf mange nok kan ses som temmelig politisk korrekte (hvad der da også har været et kritikpunkt fra især mandlige superheltefans). Der er dog ikke nogen tvivl om relevansen af sæsonens budskaber, og da skurken jo er den fæle Præsident Baker, kan serien ikke direkte anklages for at kritisere Trump – medmindre man indrømmer at de grimme ting Baker gør, har stor lighed med Trumps handlinger som præsident.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 57

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Men in Black: International

Udgivet den august 29, 2019 af Admin

Men in Black: International
Film, USA, 2019
Columbia/Sony
114 minutter
Instruktør: F. Gary Gray
Medv.: Chris Hemsworth, Tessa Thompson, Emma Thompson m.fl.

Men in Black: International er den fjerde film i Men in Black-franchisen. Den første film om agenterne i Men in Black kom i 1997. Men in Black  er en meget god komedie, og det synes jeg også de andre  film i franchisen er, omend toeren var den svageste. Spørgsmålet er så om Men in Black: International kan leve op til de andre film i franchisen.

I denne nye film er der kommet nogle nye agenter på banen i stedet for Will Smith som agent J og Tommy Lee Jones som agent K: agent H (spillet af Chris Hemsworth) og agent M (spillet af Tessa Thompson).

I Men in Black: International får agenterne H og M fat i et masseødelæggelsesvåben og får at vide at der muligvis er en forræder i Men in Black organisationen. Samtidig er der to mystiske aliens som jagter dem og åbenbart også vil have fat i våbenet.  Mere skal der ikke siges om handlingen her.

Filmen har fået mindre gode anmeldelser, men jeg synes faktisk at den var underholdende, dog uden være mesterlig, og at de nye skuespillere spiller godt.  De udfylder rollerne som agenter tilfredsstillende.  Historien har en enkelt lille svaghed med,  hvordan agenterne fik information om,  at der er en forræder hos Men In Black.  Og filmen har måske ikke så meget på hjerte. Men det synes jeg ikke gør så meget. Filmen er en komedie og tager ikke sig selv så højtideligt.  Og filmen er sjov og kan leve op til de andre i franchisen. Dog synes jeg at etteren er bedre end Men in Black: International. Hvis man kunne lide de andre Men in Black-film, så kan denne anbefales.

Karakter: 7 stjerner ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 57

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Chilling Adventures of Sabrina

Udgivet den august 24, 2019 af Admin

Chilling Adventures of Sabrina
TV-serie, sæson 1, 2018
10 afsnit af ca. 1 time

Skabt af Roberto Aguirre-Sacasa efter tegneserien af samme navn
Med: Kiernan Shipka, Miranda Otto, Lucy Davis, Michelle Gomez m.fl.
Teenageheksen Sabrina har en lang historie. Den begyndte i 1941, da den første tegneserie med teenageren Archie blev udgivet. Serien blev et hit og fik flere spinoffs. En af dem, Sabrina the Teenage Witch, der første gang så dagens lys i 1962. Sat i samme univers som Archie var Sabrina en harmløs humorserie, dog med okkulte temaer i form af den kønne, lyshårede heksepige Sabrina, der boede sammen med sine to heksetanter Zelda og Hilda. 1971-74 optrådte Sabrina i sin egen tegnefilmserie på tv i i alt 31 afsnit. Rigtig populær blev Sabrina dog først med live action-serien Sabrina the Teenage Witch, som løb i syv sæner fra 1996 til 2003 med Melissa Joan Hart i titelrollen. Derefter kom endnu en animeret serie, der kørte med pauser i tre sæsoner fra 1999 til 2004. I 2012 kom så en computeranimeret serie med titlen Sabrina: Secrets of a Teenage Witch.

I 2015 relancerede forlaget Archie Comics så Archie i en ny udgave, der bedre kunne tiltrække et moderne teenage-publikum. Serien var mere voksen og mindre harmløs end før, med fortsatte historier i stedet for korte, humoristiske episoder der kunne læses i vilkårlig rækkefælge. De tre første numre blev skrevet af den kendte tegneserieforfatter Mark Waid og tegnet af Fiona “Saga” Staples, og satsningen gav pote. Serien fik en Eisner Award som bedste nye serie og fik flere spinoffs, heriblandt Chilling Adventures of Sabrina, en ny udgave af teenageheksen med langt klarere horrorelementer end de tidligere udgaver. Det er denne tegneserie, som Netflix-serien er baseret på.
Serien starter få dage før Sabrina fylder 16. Fødselsdagen falder sammen med Halloween og med fuldmåne – perfekt for hendes ‘mørke dåb’, et hekseritual der minder om den kristne konfirmation. I denne udgave er hekse ikke mennesker, men en selvstændig race af udødelige væsener, som er født med magiske evner. Sabrina er halvblods, da hendes far, ypperstepræsten Edward Spellman, valgte at gifte sig med en dødelig kvinde. Hendes forældre blev dræbt i et flystyrt kort efter hun blev født, og siden da har hun været opdraget af sine to heksetanter. Fordi hun kun er halvt heks, har hun muligheden for at undslå sig sin mørke dåb og blive almindelig dødelig i stedet for at træde i Mørkets Fyrstes tjeneste. Stærke kræfter presser på for at hun (som hører og bør sig) skal skrive sit navn med blod i ‘Bæstets Bog’, men hun undslår i sidste øjeblik og flygter. Herefter følger et spil hvor Nattens Kirke og den mystiske Ms. Wardwell (spillet af Michelle Gomez, kendt som ‘Missy’ fra Doctor Who) med alle midler søger at overtale hende til at skifte mening. Sabrinas forsøg på at bruge magi i det godes tjeneste trods sin manglende dåb (der virkelig vil forløse hendes evner) fører til stadigt mere dystre resultater, og sæsonen ender ret apokalyptisk.

Chilling Adventures of Sabrina balancerer på en knivsæg mellem sort humor og makaber horror, og det er svært at kalde den en egentlig humorserie, men den er heller ikke en ren gyserserie. Tættest i stil ligger serien nok på Buffy the Vampire Slayer, bortset fra at grænsen mellem godt og ondt er langt mere udflydende i Sabrina. Mange figurer er tvetydige. Sabrinas ældste tante, Zelda, er traditionalist og presser Sabrina til at rette ind, men hjælper alligevel Sabrina når det står værst til. Ypperstepræsten Faustus Blackwood er klart på Satans side, men er ikke gennemsyret af ondskab, og Sabrinas plageånder, tre teenagehekse kendt som ‘the Weird Sisters’, kan godt overtales til at hjælpe. Heksene er generelt ikke rent onde, men kan godt finde på at spise menneskekød og gøre andre makabre ting uden at tænke på det som noget særligt.

Serien er godt kastet, og den unge Kiernan Shipka er et godt valg i titelrollen med sin blonde uskyldighed med skarpe kanter. Hun bærer en slående lighed med Emma “Hermione” Watson, og det kan også have været en faktor i valget. Man kan også nævne Miranda Otto – Eowyn fra Ringenes Herre-filmene – i rollen som Zelda. De unge skuespillere som portrætterer Sabrina dødelige venner, kæresten Harvey og veninderne Zoe og Susie, gør det også ganske godt som modvægt til Sabrinas bizarre familie.
Jeg synes vældig godt om Chilling Adventures of Sabrina og ser frem til anden sæson, som lægger op til at Sabrina dykker dybere ned i mørket. Den kommer til april næste år. Inden da kommer der en enkeltstående juleepisode, som forhåbentlig når den danske Netflix inden julen er omme. [Begge er kommet siden anmeldelsen blev skrevet. Red.]

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Fullmetal Alchemist: Brotherhood

Udgivet den august 23, 2019 af Admin

Fullmetal Alchemist: Brotherhood
TV-serie 2009-2010
64 afsnit af 23 min.
Instruktør: Yasuhiro Irie
Forfatter: Hiroshi Ōnogi

“A lesson without pain is meaningless. For you cannot gain something without sacrificing something else in return.”

Den animerede japanske tegnefilmserie Fullmetal Alchemist: Brotherhood (Hagane no renkinjutsushi) er baseret på Hiromu Arakawas populære manga Fullmetal Alchemist udgivet 2001-2010 og senere samlet i 27 samlebind. Det er ikke første gang, mangaen er blevet lavet til tegnefilm. Det skete første gang 2003-2004 under titlen Fullmetal Alchemist, men mangaen var langt fra færdig da denne serie blev lavet, så halvvejs gennem serien begynder den at afvige fra tegneserien, ligesom det er sket med tv-serien Game of Thrones, og har en helt anderledes slutning. Denne nyere udgave holder sig til gengæld tæt til tegneserien. Begge har rigtig flotte karakterer på IMDb – den første 8.6 og Brotherhood ikke mindre end 9.0. I 2017 kom desuden en live action-filmudgave, der i lighed med begge serier kan ses på Netflix – men den skulle være ret dårlig.

Vi befinder os i en fantasyverden, men ikke den traditionelle middelalderagtige slags. Teknologisk set er den omtrent som Mellemkrigstidens Europa, med tog, radio, biler, tanks og telefoner, men ingen flyvemaskiner. Til gengæld kan man lave avancerede arm- og benproteser (kaldet automail), der kan styres af nerveimpulser – noget vi kun lige er begyndt at kunne i den virkelige verden.

Fantasyelementet er alkymi, men alkymien er at betragte som en videnskab underlagt ubrydelige love. Man kan transformere ting, men ikke skabe noget af ingenting – noget kendt som ‘loven om lige udveksling’. Der er dog rygter om at der findes De Vises Sten, der gør det muligt at bryde disse regler, og sådan en er vores hovedpersoner på jagt efter.
Brødrene Edward og Alphonse Elric har haft talent for alkymi siden de var børn; et talent de angiveligt har arvet fra deres far, som forlod familien da de var små. Da drengenes mor dør, søger de at bruge alkymi til at vække hende til live, på trods af at dette er alkymismens største tabu. Det går da også galt, og prisen for forsøget er høj: Storebror Edward mister en arm og et ben (der erstattes af automail), men hele lillebror Alphonses krop forsvinder, og Edward må binde hans sjæl til en stor metalrustning.

Nogle år senere er Edward blevet statsalkymist med Alphonse som assistent, og de er mellem andre pligter på jagt efter en måde til at få Alphonses krop og Edwards arm og ben tilbage – og måske er De Vises Sten vejen.

Historien foregår i landet Almestris, der ledes af Store Leder King Bradley, som er en mellemting mellem konge og diktator. Nogle år forinden vores historie starter har landet været ude i en borgerkrig, hvor den etniske minoritet i delstaten Ishval gjorde oprør; et oprør som centralmagten slog hårdt og blodigt ned på ved hjælp af statsalkymisterne, der blandt andet kan forvandle luft til ild og brosten til spyd. Der er dog i det store og hele fred nu, omend oprøret lurer og en ishvalisk alkymist ved navn Scar søger hævn ved at myrde statsalkymister.

Edward og Alphonses søgen efter De Vises Sten får rodet dem ind i et temmelig kompliceret plot, der involverer en håndfuld mægtige homunculi (kunstige mennesker skabt af alkymi), der har navn efter de Syv Dødssynder, og deres mystiske leder kaldet Fader. Hvad plottet går ud på – og hvordan det hænger sammen med brødrenes fortid – bliver langsomt oprullet gennem de første sæsoner, hvor vi også får en del flashbacks til tidligere hændelser af betydning. Efterhånden arbejder historien sig frem mod et klimaks af episke proportioner, som fylder det meste af sidste sæsons 13 afsnit.

Det er en spændende og anderledes fantasyhistorie med et stort og kulørt persongalleri, der omfatter både alkymister, homunculi og mere almindelige mennesker, der alle har deres unikke personlighed. Det er larger than life, men samtidigt også et dystert univers, der kun bliver mørkere efterhånden som fortidens hemmeligheder bliver afsløret. Selvom historien er dybt alvorlig, bliver der dog, som så ofte i japanske tegnefilm, også tid til situationskomik og direkte slapstick-humor, hvor den ellers (efter japanske forhold) forholdsvis realistiske tegnestil kammer over i en simpel og vildt karikeret streg. Det skal man lige vænne sig til, men det forhindrer at serien bliver én lang vandring i mørket.
Jeg kan varmt anbefale Fullmetal Alchemist: Bro­therhood. Det er ikke en serie, man bliver færdig med på en enkelt weekend (medmindre man er meget ihærdig), men til gengæld får man en god historie, der er velgennemtænkt fra starten af. Det er ikke ren underholdning, for serien byder på både filosofi og politisk kommentar fortalt som allegori. Seriens musik er i øvrigt glimrende, og hver sæson har sin egen introsang, hvor især den første er rigtig god.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar