Himmelskibet

Fortællingen om blodet – Forbundsbrydersken
Af Anders Björkelid
Oversat af Kamilla Jørgensen
Ulven og Uglen, 2014, (Udgivet på svensk 2010)

Fortællingen om blodet er en svensk fantasy-serie for unge og voksne af Anders Björkelid. Bogen med det ikke særligt mundrette navn Forbundsbrydersken er det tredje bind i serien, der bliver afsluttet i det fjerde bind, SOM allerede er udkommet på svensk med titlen Frostskymring. Det er en serie for alle aldre, og den griber dybt ned i posen med skandinaviske motiver og ryster den godt og grundigt.

Politiken udgav de første to bind, som jeg læste for lang tid siden og var meget begejstret over, men der kom så aldrig flere, måske fordi de ikke solgte godt nok. Men det forholdsvis nye forlag Ulven og Uglen tog over, hvor Politiken gav op, og udgav bind Tre. En ret stor satsning for så lille og nyt et forlag, men serien fortjener det.

Det er på en gang meget tilgængelig og meget kompliceret historie, der er fyldt med symbolik og metalag, men som også er et gedigent eventyr. Björkelid spiller på mange strenge, men han formår at opbygge et helt specielt univers, der på én gang virker meget fremmedartet og meget genkendeligt nordisk. Specielt spiller årets gang en central rolle i bøgerne, lige fra den dybeste kulde og vinter til forår og sommer, hver sæson med deres tilknyttede myter og ritualer, der har afgørende betydning for handlingen.

Historien foregår i en verden efter at en stor civilisation, Imperiet, er gået under. Imperiet bestod af folk af Blodet, der alle havde særlige kræfter. For lang tid siden regerede dem af Blodet over (næsten) hele verden. Nu er deres magt forsvundet, deres rige gået under, og der er kun spredte, usammenhængende samfund tilbage. En slags forfalds-fantasy, men ikke mere post­apokalyptisk end, at der stadig er byer og stater; kun bliver tanken om forgangne tiders storhed ved med at florere. Engang havde man magiske veje, hvor det kun tog timer at rejse over afstande, der nu tager dage eller uger. En gang kunne man sende beskeder fra landsdel til landsdel uden besvær. Nogen drømmer om at samle Imperiet igen, men den største trussel er Kulden, der truer med at overtage verden. Kulden er ikke bare en ny istid, den er også psykisk. Den trænger ind over alt og ødelægger menneskene.

Seriens to hovedpersoner, Sunia og Wulff er søskende – tvillinger – der er vokset op
sammen med deres far på en gård noget uden for en lille landsby. De to har et særligt bånd. De kan høre hinandens tanker, næsten som deler de sind, og de har særlige evner, evner som de undervejs i historien må lære at kende og som de har brug for for at redde verden. Selv om de har været tætte, så er de er alligevel realiseret som to distinkte personer, og Björkelid får dem til at fremstå levende og bevægende. Sunia er krigerisk og handlekraftig, hvorimod Wulff er mere tænksom og mindre modig.

Første bog, Ondvinter, er historien om, hvordan Wulff og Sunia mister deres fader og hvordan de må opgive deres hidtidige liv og flygte, skarpt forfulgt af galgemændene, der vil ombringe dem, som de ombragte børnenes fader. Langsomt går det op for de to søskende, at intet er som de forestillede sig, og at deres far både var en anden end de troede og langt mere end de troede. De er begge af Blodet, og det er dette der giver dem deres særlige evner. Deres fader har aldrig fortalt dem noget om deres oprindelse eller deres moder, men han har åbenbart gemt noget inden i dem, noget som de har brug for at overleve. På deres flugt får de hjælp af andre af Blodet, og de lærer mere og mere om dem selv. De møder Bjergfruen, en mytisk skikkelse, der hjælper dem videre. Kulden kommer, og den må stoppes, også selvom de ikke hvad den er.

Anden bog, Ildbærerne, handler om deres rejse til en af Imperiets gamle byer for at stoppe kulden. De når til byen Funisburg, hvor de bliver og forsøger at få hjælp til kampen. Men byen er ikke som de forventede, og de andre af Blodet, som de møder der, og som de forventer vil kunne hjælpe dem, har deres eget at slås med og deres egne mål og intriger at gå op i.

Tredje bog er historien om hvordan de forsøger at bryde Forbundet, den særlige aftale, der giver folk af Blodet deres magt over landet. De er rejst nord på, helt op til de nomadestammer, der bor, hvor Forbundet og dermed Blodet ikke har nogen kraft. Det er her de må op for at bryde og genskabe Forbundet.

En væsentlig del af bogen foregår blandt et stammefolk, der minder noget om samekulturen og som hjælper Sunia og Wulff mod underverdenen, da det viser sig at de har behov for at komme derhen. Rejsen i underverdenen, som beskrives som amorf og som en verden, der ikke følger vores almindelige logik, er håndteret særdeles kompetent af forfatteren. Selvom vi er ude et sted, hvor der intet håndfast er og alt er spejlinger af tvillingernes tanker og handlinger andre steder, så virker det fantastisk godt. Specielt slutningen er så udsyret, at den mindede mig om Robert Holdstocks Mythago Wood-serie og dennes jonglering med myter og væsener af alskens slags. Den eneste anke jeg har, er at den golllumlignende Gytak er alt for lidt med, men jeg trøster mig med at det kommer han måske i bind fire.

Jeg er, som det nok fremgår, ret glad for bøgerne og har læst dem med glæde. De har ikke været letlæste, sådan forstået at der er meget indhold i dem, der skal fordøjes, men som historier har de gledet let ned. Det er en serie, der vinder ved at blive læst i ét stræk og som har lidt lidt under, at jeg har læst den over relativ lang tid og med mange afbrydelser, mellem både bøger og kapitler. Der er mange referencer og spejlinger mellem de forskellige dele; som Wulff siger på et tidspunkt, så er deres oplevelser gentagelser, og de genbesøger dele af deres forgange eventyr, og valg de har gjort i fortiden, har konstant indvirkning på deres historie.

En af de tråde, der især i tredje bog (og i slutningen af anden) træder frem, er figurernes modvilje mod blot at være statister i en myte. Specielt Sunia gør oprør mod dette, og mange af hendes overvejelser bærer Forbundsbrydersken, der på mange måder er den mest metaagtige af bøgerne, hvad der nok er uundgåeligt når så stor en del af bogen foregår i en underverden, hvor alt er flygtigt og tåget og underlagt andre regler end den almindelige verden, som Sunia og Wulff kommer fra, og som handler om årstidernes gang og om død og genskabelsen.

Et andet punkt, jeg finder særdeles vellykket, er de mange mytiske figurer der optræder, både i forbindelse med fortællingerne om Blodets folk, men også de figurer Sunia og Wulff møder undervejs i tredje bog, i særdeleshed Bösen, der virker som en trickster-gud af rang; på én gang farlig og hjælpsom og hele tiden med et eller andet i baghånden. Og derudover er bogen fyldt med tidsløkker og knækkede sværd, metafortællingselementer og løfter til de underjordiske, ugleshamaner og dunkelgrise og meget meget mere.

Oversættelsen af Kamilla Jørgensen virker i øvrigt yderst kompetent, og sproget flyder fint i bogen.

Anmeldt af Jesper Rugård Jensen i Himmelskibet 45