Niels E. Nielsen – To sole stod op

ToSoleStodOpTo sole stod op
Roman af Niels E. Nielsen
(gen)udgivet af Science Fiction Cirklen, 2014.

Mange læsere af Himmelskibet vil nok huske filmen The Road med Viggo Mortensen i hovedrollen som en vandrer på tur igennem et postapokalyptisk landskab. Denne film er baseret på en roman fra 2005 af Cormac McCarthy som er en af meget få science fiction-romaner, der er anerkendt som et litterært mesterværk – den har sågar fået en Pulitzer-pris… Hvad har det så med en gammel dansk roman at gøre, spørger den kvikke læser? Jo, denne historie af danske Niels E. Nielsen fra 1961 har utroligt mange fællestræk med The Road. Vi befinder os i efterveerne af 3. verdenskrig, hvor de sidste atomvåben er brugt op og det meste af jorden er blevet til en radioaktiv ruinhob. Den belgiske Oberst Geryt van Groote har siddet i sikkerhed og beregnet missilbaner i årevis og fulgt i hælene på fronten hele vejen til asien og nu vil han meget gerne hjem til sin kone og børn, som han har en begrundet mistanke om er i live, fordi de bor i et øde marsk område uden militær betydning i det nordlige Belgien. Der er dog meget langt hjem fra de kinesiske sletter og det bliver en større odyssé igennem et på flere måder fjendtligt miljø, der tærer voldsomt på vores (anti-)helts psykiske og fysiske helbred. Det eneste hjælp han har er sin snilde og intelligens og, ikke at forglemme, en sibirisk ulvehund, som han redder fra stråledøden og som derefter er en trofast støtte både i kamp og som en god ven på rejsen.

Vores helt støder på turen ind i flere meget forskellige typer af overlevelsesstrategier – lige fra isolering, stagnation og afvisning af teknologi, til forskellige grader af underdanighed overfor enten en stærk mand, religion eller det rene anarki. Uden at spoile for meget kan det nævnes at et af de mere interessante samfund, han møder, styres af en rigmand der er i gang med at bygge et rumskib!

For at overleve må den kære oberst flere gange foretage nogle temmelig dramatiske valg, der medfører både død og yderligere ødelæggelse i hans kølvand. Nu er det dog nogle mere bevidste valg, og ikke valg der er en konsekvens af krigens ubønhørlige logik.

Samtidig med at han skal overleve disse strabadser, forsøger han at afklare sin egen skyldfølelse omkring den ret anseelige rolle han har spillet i krigens forløb.

Det er påfaldende, at Nielsen allerede da han skriver denne roman har en klar holdning imod fanatisme og for teknologi på trods af, at han bruger det meste af sit forfatterskab på at advare imod farerne ved ukontrolleret brug af selvsamme teknologi. I modsætning til mange af hans senere romaner er denne ikke skåret over en skabelon og fremstår derfor meget mere helstøbt, og karaktererne er heller ikke så sort/hvide i deres holdninger og føles derfor mere menneskelige, selvom de er lavet for at symbolisere forskellige -ismer og idealer i en efterkrigstid. Man kan til en hvis grad forstå årsagerne til deres mere eller mindre tossede overlevelsesstrategier, selvom vi selvfølgelig ledes i retning af, at heltens metode nok trods alt er den bedste …

Sprogligt er romanen lidt bedaget og ikke noget fantastisk, men til gengæld er det en elementært spændende og fascinerende rejse og eftersom vi heldigvis endnu ikke har oplevet tiden efter en verdensomspændende atomkrig, så holder science fiction-delen stadig 100% og er ikke spor svær at forstå for en moderne læser – dette i modsætning til i 1961, hvor flere anmeldere synes romanen var noget teknisk. Det er så absolut ikke tilfældet ifølge denne anmelder.

Niels Dahlgaard har som vanligt lavet en fin lille efterskrift, hvor han fortæller lidt om Niels E. Nielsens baggrund og sætter romanen i kontekst til tiden. Det er lærerigt og god service.

Manfred Christensens forside er en skæg og helt igennem relevant hilsen til Mad Max 2, hvor Mel Gibson (lige som helten i denne bog) vandrer på en vej ud i intetheden med sin hund.

Alt i alt en fin bog, der hører til blandt Nielsens bedste og som bør læses af enhver med hang til postapokalyptisk ramasjang med politiske overtoner.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet 46

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | 3 kommentarer

Torbjørn Øverland Amundsen – Bian Shen

bianshenforsideBian Shen
Ungdomsroman af Torbjørn Øverland Amundsen
Oversat af Rasmus Klitgaard Hansen
Forlaget Turbine 2015, 521 sider

Bian Shen er en dramatisk fortælling om den norske dreng Arthur som tilhører en gruppe af sjæle som evigt dør og genfødes efter deres 14 års fødselsdag. Historien begynder med at Arthur ikke dør på sin fødselsdag, fordi – viser det sig – han er udvalgt til at redde verden. Af hvem han er valgt og fra hvem han skal redde verden, får man at vide igennem fortællingen, som især i bogens midterste del er ret medrivende, fordi tempoet i fortællingen her virker mest naturligt.

Mellem hovedhandlingens kapitler er der sorte sider med sidehistorier i kursiv som jeg opfattede som nedslag i de vandrende sjæles talrige liv, fortalt i jeg-form, hvilket var ret forvirrende, fordi det tog et dusin fortællinger, før det gik op for mig at det ikke var den samme jeg-fortæller. Jeg kunne godt have undværet sidefortællingerne, fordi min smag i det hele taget ikke er til lyriske indledninger i kursiv.

Hovedpersonen, Arthur, forlader ret hurtigt sin søde norske familie uden at se sig meget tilbage – hvilket undrede mig, selvom der kommer en forklaring på det. Læseren tages med til Frankrig og Skotland og USA, hvor en galaktisk intrige har sat sig forskellige spor … Og mere skal jeg ikke spoile af handlingen. Norge er beskrevet som det kedelige, normale sted, men da bogen er oversat til dansk er Norge også et eksotisk sted for mig, og jeg ville ikke have haft noget i mod lidt mere miljøbeskrivelse fra et sted, hvor forfatteren er på hjemmebane.

Slut-intrigen handler om hvem, der i virkeligheden er den gode eller den onde, og her ville jeg gerne have haft uddybet karakterenes portrætter tidligere i fortællingen, så jeg kunne have involveret mig mere i det.

Jeg følte mig godt underholdt, men kunne mærke at bogen ikke er skrevet til min aldersgruppe.

Bogen er i sit sprog og sit tema – den unge udvalgte – målrettet unge, så her får Himmelskibets 13-årige gæsteanmelder, Ea Marie Løfstedt ordet:

Jeg syntes at Bian Shen er en utroligt spændende bog, men den kan også føles lidt langtrukken i det, fordi den skifter mellem personer; det vil sige at man skal “gætte” hvem man følger ved hvert kapitel. I starten af hvert kapitel er der en sort side med hvid tekst – da jeg lige var begyndt med bogen, anede jeg ikke hvad dét skulle til for; senere forstod jeg det lidt mere, men aldrig helt.

Arthur eller Eshu er en meget klog og sjov hovedperson; han kan snakke næsten alle sprog. Da man mødte ham første gang troede jeg bare han var en helt normal dreng, men det var han da i hvert fald ikke – han kan jo ikke fylde mere end 14 år.

Nathaniel er også utrolig klog, og er ret sjov at følge igennem bogen, men jeg syntes nu Vogteren og Mercer er de mest spændende og gådefulde personer, da de ikke kommer fra Jorden. Men Paolo er også ret sej, da han er den onde, og jeg ret godt kan lide de onde personer, da de er mere spændende og uforudsigelige at følge.

Til min aldersgruppe passer bogen glimrende, den er spændende og med et fint tempo, og det kan jeg lide!

Anmeldt af Ea Marie Løfstedt, 13 år, og Majbrit Høyrup, 47 år i Himmelskibet 46

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Crimson Peak

crimsonpeakCrimson Peak
Film, USA 2015, 119 min.
Instr.: Guillermo del Toro
Medv.: Mia Wasikowska, Jessica Chastain, Tom Hiddleston, Charlie Hunnam m.fl.

Guillermo del Toro (f. 1964) er en glimrende filminstruktør, men skuffede efter min mening med sin næstsidste film Pacific Rim. Med Crimson Peak retter han ikke helt op det.

Handlingen i Crimson Peak foregår i slutningen af 1800- /starten af 1900-tallet. Filmen indledes med at hovedpersonen Edith Cushings mor dør, da Edith er barn. Edith ser sin mors genfærd, hvor hun advarer hende om Crimson Peak, uden at Edith forstår hvad der menes. Der springes frem i tid i handlingen, og vi møder Thomas Sharpe, der er en forfalden aristokrat med titlen baronet. Sharpe drømmer om komme til penge. Han bor i Cumberland i England og er i New York for at søge penge til sin opfindelse.

Han har søgt penge til projektet forskellige steder, men får afslag alle steder. Og han får også afslag i New York af bl.a. Ediths far. Men Sharpe og Edith forelsker sig og bliver gift. De flytter til hans forfaldne slot i England.

Her finder Edith ud af, at “Crimson Peak” er hvad det forfaldne slot bliver kaldt. Hun er således røget i den fælde, moderens genfærd forsøgte at advare hende imod. Langsomt opdager Edith den grusomme sandhed om Thomas Sharpe, hans søster Lucille Sharpe og Crimson Peak. En sandhed der rummer en forfærdelig kriminalhistorie. Men selv om alt dette kan lyde spændende, er filmens historie svag. Vi ser et mord, men krimiens spændingselement med opklaring og falske spor, etc., er næsten fraværende, selv om der henvises til Sherlock Holmes’ skaber Arthur Conan Doyle. Endvidere er spøgelset på den forfaldne borg ikke rigtig truende for Edith, og derfor ikke så skræmmende. Og en spøgelseshistorie bør efter min mening skræmme. Den mest skræmmende scene er således mordscenen, som er godt lavet.

Spøgelseshistorien og kriminalhistorien er således for tynde og filmen er for lang. Og del Toro har ikke rigtig noget at sige med historien. Men filmen reddes af, at den visuelt er forrygende. Den nedslidte borg er meget godt lavet. Det samme kan siges om spøgelserne. Og skuespillet er godt. Specielt Jessica Chastain er glimrende som Lucille Sharpe. Således er Crimson Peak bedre end Pacific Rim. Men hvis del Toro skal lave et nyt mesterværk, bliver han nødt til at fortælle en bedre historie.
Karakter: 6 ud af 10 stjerner

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 46

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Fantastic Four

fantastic-fourFantastic Four
Film, USA 2015, 97 min.
Instr.: Josh Trank
Medv.: Miles Teller, Jamie Bell, Kate Mara, Michael B. Jordan, Toby Kebbell, m.fl.

Roger Corman producerede en Fantastic Four-film i 1994 som endte med aldrig at blive udgivet. Dem der arbejdede på filmen anede ikke at filmselskabet (New Horizons) kun lavede filmen for at beholde rettighederne nogle år endnu, og faktisk aldrig havde i sinde at udgive filmen (åbenbart overholdt produktionen i sig selv reglerne for fornyelse af rettighederne). Deres plan var angiveligt at lave en nødtørftig film som bare skulle blive stående uset på hylden, og så senere lave en bedre version. Den bedre version kom de aldrig til (men man kan se 1994-filmen på Youtube; den er vitterligt ikke særlig god – jeg giver den 4 stjerner ud af 10). Senere blev filmrettighederne opkøbt billigt af 20th Century Fox, da Marvel var i betalingsstandsnings-problemer i 1997-98. Fox lavede så to FF-film, en i 2005 og en efterfølger i 2007; de indtjente mange penge, men begge har generelt et dårligt ry. Personligt fandt jeg 2005-filmen ganske udmærket, men toeren mildt sagt var en kæmpe skuffelse.

Nu er det så Fox der er noget i retning af to år fra at miste filmrettighederne hvis ikke de laver en ny FF-film (det skal de åbenbart senest ti år efter at have lavet den forrige), og det har de så gjort. Som instruktør har de valgt Josh Trank, der slog sit navn fast med indie-filmen Chronicle (2012), som handlede om et hold unge venner der på mystisk vis fik superkræfter, og hurtigt blev korrumperet af den nye magt, de baksede med. Den dystre Chronicle blev en succes, og har en del fans, men jeg var ikke selv imponeret over den. Jeg foretrækker lyse, optimistiske historier hvor superkræfterne også vækker et heroisk super-ansvar hos hovedpersonerne: den gode, gamle “Marvel style”.

Josh Tranks nye FF-film har været plaget af voldsomt negativt “buzz” blandt tegneserie-fans, især siden det kom frem for over et år siden at Johnny Storm (the Human Torch) skulle spilles af en afro-amerikansk skuespiller. De fleste nyheder om filmen har kun eskaleret de negative fan-reaktioner, så meget desto mere siden der fremkom rygter om at Trank ikke var opgaven voksen, og gebærdede sig med en dårlig attitude under indspilningerne (kom for sent, og ikke kunne svare på spørgsmål og tage beslutninger, etc.). Hans opførsel og manglende erfaring har siden ledt til at han er blevet fyret fra den Star Wars-film, som han ellers var blevet hyret til at skulle lave efter Fantastic Four, og rygter siger at han også var tæt på at blive fyret fra FF-filmen i løbet af produktionen. Efterfølgende er det imidlertid kommet frem at Fox-bosserne ikke kunne lide Tranks vision, og halvvejs igennem indspilningen af filmen forlangte at den skulle laves helt om. Trank nægtede, med det resultat at filmen tilsyneladende reelt er blevet færdiginstrueret af produceren, Simon Kinberg. Da Trank dog ifølge sin kontrakt skulle være tilstede på settet under indspilningen, blev han forståeligt nok mere og mere tvær og umedgørlig, da han jo nu faktisk var koblet af filmen. Men han blev nødt til at dukke op, da det ellers havde været kontraktbrud, hvilket utvivlsomt ville have kostet ham rigtig mange penge. Men den film der kom ud af det er altså ikke den film, instruktøren havde sat sig for at lave – i stedet er den grundlæggende omskrevet, og det har været intet mindre end katastrofalt for filmen på alle ledder og kanter.

Historien begynder med at man ser Reed Richards som ca. 10-årig – han er allerede da i gang med et projekt om at teleportere ting, og bliver ved med at arbejde på det indtil han er i high school syv år senere. Dér bliver hans fremsynede videnskabsprojekt opdaget af den afro-amerikanske videnskabsmand Franklin Storm, som rekrutterer Reed til et kæmpe forskningsprojekt i Baxter-bygningen, sammen med andre unge genier, heriblandt Victor Domashev (den senere Dr. Doom) og Storms adoptiv-datter, Susan. Hans biologiske søn, Johnny, slutter sig senere til dem. “Teleportationsmaskinen” er deres (eneste?!) store projekt, og det viser sig (i tråd med Ultimate Fantastic Four-tegneserien) at den sender ting ind i en “alternativ dimension”. Da de får den til at virke rejser de selv dertil, og møder en fjendtlig verden bestående af et klippelandskab gennemsyret af en mystisk energiform. De vender tilbage med underlige kræfter – og kort efter springer filmen pludselig et år frem i tiden. Reed er undsluppet, men de andre tre holdes isoleret på en hemmelig militærbase, hvor the Thing nu er blevet sat ind som våben i udenrigspolitiske konflikter, og Human Torch også er ved at være klar til det: De er super-soldater. Susan, den usynlige kvinde, er også blevet god til at bruge sine kræfter, men lader sig ikke manipulere af militæret. Hun hjælper dem dog med at fange Reed, og sammen må de fire bekæmpe en trussel fra den alternative dimension som truer med at ødelægge Jorden.

Filmen er desværre en enorm fiasko, som tydeligt signalerer at den hverken er baseret på en klar vision eller en sammenhængende historie. Den er generelt mørk og uden humor, og figurerne er ikke specielt karismatiske eller velskildrede. Reed skal forestille et super-intelligent geni, men hverken historien eller hans påfund virker særlig intelligente; det er som om han er en one-trick-pony, der ikke kan andet end at lave den interdimensionelle maskine. Antydningen af romantik mellem Reed og Susan indfinder sig aldrig. Mange andre basale elementer fra tegneserien er også udeladt, og resultatet er en film som overhovedet ikke føles som om den er særlig “Fantastiske Fire”-agtig i stemningen.

I en tid hvor der er store mængder superheltefilm i biograferne er det ærgerligt at vi igen får en film som mest af alt er en oprindelseshistorie, og aldrig rigtig når til de arketypiske superhelte-eventyr som vi ser i de fleste af tegneserie-historierne. En film-serie holder sjældent mere end 3-4 film, og når hele første film næsten kun er en oprindelsehistorie, så ender det jo med at en tredjedel eller en fjerdedel af hele filmserien går med oprindelsen, som i en tegneserie-serie typisk kun fylder det første af flere hundrede hæfter. Så i filmene når vi sjældent til de seje sagaer fra tegneserierne – problemet var det samme i f.eks. den seneste Superman-film, Man of Steel. Seneste FF-film er på ingen måde på niveau med Marvel Studios’ superheltefilm; både hvad angår figurerne og det visuelle udtryk spænder den ærligt talt fra det jævnt kedsommelige og til det direkte tåkrummende. Den forsømmer mange chancer for gode replikker, og figurerne er for en-dimensionelle. De har også en underlig alder; de skal forestille at være i high school-alderen, men skuespillerne er sidst i tyverne og først i trediverne. Skuespillerne er ellers ikke dårlige i sig selv, men det materiale de har at arbejde med her gør dem bestemt ingen tjenester. FF-konceptet har et enormt potentiale, og der findes så mange gode FF-historier at det ikke burde være spor svært at lave en god FF-film. Men Fox har her begået så gudsjammerlig en brøler – årtiets skuffelse! – at selskabets ry for stedse vil være brændemærket af det.

Karakter: 3 stjerner ud af 10 – og dermed faktisk endnu værre end Roger Cormans 1994-version!

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 46

Udgivet i Film | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

[•REC] 4 – Apocalypse

REC4[•REC] 4 – Apocalypse
Film, Spanien, 2014, 95 min.
Instr.: Jaume Balagueró
Medv.: Manuela Velasco, Paco Manzanedo
På DVD fra Another World Entertainment

Jaume Balaguerós spanske zombiesuccess [•REC](2007) er gået hen og er blevet en franchise, hvor der nu netop er udkommet den fjerde spansk-sprogede film, men der er også kommet en amerikansk udgave af den første film under titlen Quarantine, og denne kom der sågar en fortsættelse til, som ikke havde noget med den spanske 2’er at gøre.
Den fjerde spanske film har undertitlen Apocalypse. Vi er nu helt borte fra at det hele opleves igennem det håndholdte kamera som var objektivet i de to første. Filmen starter i samme hus som de to første fandt sted i, da den starter med at journalisten Angela bliver reddet ud af bygningen lige inden den sprænges i luften af militæret. Hun sættes i isolation ombord på et forskningsskib hvor man forsøger at blive klogere på virussen. Forskningen bliver selvfølgelig afbrudt af endnu et udbrud.

Rammen med et skib fungerer fint, da den giver samme klaustrofobiske stemning som huset gjorde. Forskerne arbejder ud fra at finde en medicinsk kur, men som man vil huske fra nogle af de foregående film, så er zombieinfektionen her måske nærmere en dæmonisk besættelse. Heldigvis så er der i denne film ikke tale om at de paralyserer zombierne ved at læse bibelcitater op for dem. I det store hele så bekæmper de ikke zombierne særligt godt i denne film, de har nemlig kun begrænset med våben, så det eneste de rigtigt kan gøre er at løbe og forsøge at forskanse sig, og håbe på at de bliver klogere på virussens oprindelse og finder en kur. Der er dog et par zombier der bliver splittet ad ved hjælp af en påhængsmotor.

Vi er nu næsten helt væk fra ideen om at oplæste bibelcitater kan paralysere zombierne, og tilbage ved at en lille gruppe er spærret inde og prøver at overleve, og som det altid er når der er zombier på spil, så betyder én mindre overlevende at der samtidig rejser sig endnu én fjende.

Filmen er godt i tråd med de to første i serien, og uden at den helt ignorerer treeren (de omtaler det bryllup et par gange som var omdrejningspunktet i den), men den fortsætter heldigvis ikke den mere fjollede fortællestil fra treeren, men vender tilbage til en klaustrofobisk zombiefortælling, hvor ingen kan vide sig sikker.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 46

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

I, Frankenstein

I FrankensteinI, Frankenstein
Film, USA, 92min, 2014
Instruktør: Stuart Beattie
Medvirkende: Aaron Eckhart, Bill Nighy, Yvonne Strahovski, Jai Courtney, Miranda Otto

Da Frankensteins monster har taget sin hævn over sin skaber efter at denne har haft udstødt ham, bliver han angrebet af dæmoner der er sendt ud for at fange dette mægtige væsen. Han reddes dog af krigere fra gargoyle-ordenen som i umindelige tider har kæmpet imod dæmonerne. Disse krigere tager form af de gotiske sten gargoyles på kirker og slotte, og vogter der over mennesket og beskytter dem.

Frankensteins skabning gives af ordenen navnet Adam, og indbydes til at slutte sig til dem. Han vælger dog at gå sine egne vejen og tager kampen op imod dæmonerne. Da Adam er upåvirket af alder og tidens gang, så fortsætter han kampen helt op til vor tid.

Dæmonfyrsten Naberius har et stort ønske om at lære hemmeligheden bag genoplivningen af de døde, da han vil bruge det til at skabe en hær af udøde besat af dæmoner som han vil bruge til at underlægge sig verden med. Han ønsker derfor at fange og undersøge Adam. Dette gør at Gargoyledronningen ikke tør lade Adam gå af frygt for at dæmonerne fanger ham.

Adam er således blevet en vigtig brik i en krig der har stået på i årtusinder, og som videnskaben nu er ved at bringe til sin afslutning.

Filmen er baseret på tegneserien af samme navn skabt af Kevin Grevioux, og er et actionbrag af en film. Den er ganske underholdende hvis man blot har lyst til at se nogle effektfulde kampe, og ikke føler behov for at skulle reflektere det store over det der finder sted foran øjnene på en, så er dette et godt valg. Så en kedelig aften hvor du bare vil koble af, så bestil en pizza og en cola, og sæt dig til rette og se I, Frankenstein.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 46

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Joe Abercrombie – Half the World/Half a War

half-the-world-uk-hbHalf the World/Half a War
Romaner af Joe Abercrombie
Harper Voyager 2015, 484/497 sider.

Første bind i Joe Abercrombies Shattered Sea-trilogi, Half a King, blev anmeldt i Himmelskibet nr. 42, og mindre end et år senere er bind to og tre også udkommet, så det nu er muligt at bedømme hele serien.

Trilogien adskiller sig fra Abercrombies øvrige romaner ved at have teenagere i hovedrollerne og – gisp! – romancer, hvilket har fået nogen til at kategorisere dem som YA (Young Adult). På den anden side er historien lige så barsk, brutal, blodig og kynisk, som man er vant til fra Abercrombies side, og faktisk gør hovedpersonernes unge alder, at de trængsler, de udsættes for, kun føles endnu værre.

Men først og fremmest er der tale om nogle eminent underholdende bøger, som man nærmest sluger i ét væk og har svært ved at lægge til side, når man er kommet i gang. Joe Abercrombie er i hvert fald skyld i, at jeg i en periode kom i underskud på søvnkontoen.

De tre bøger udspiller sig alle i et vikinge-inspireret univers, der umiddelbart lyder som fortidig fantasy, men i det sidste bind, Half a War, afsløres der detaljer, som antyder, at vi måske snarere befinder os ude i fremtiden.

I bind et, Half a King, møder vi prins Yarvi, som pludselig bliver konge, da hans far og storebror bliver myrdet i et baghold. Yarvi når dog ikke at sidde længe på tronen, før han forrådes af sin onkel og ender som slave på et skib, mens omverdenen tror, han er død. En vissen hånd gør, at Yarvi aldrig bliver en sand kriger, men i stedet er han i besiddelse af snuhed og gode taleevner, og det gør ham i stand til at kæmpe sig tilbage til sit hjemland, så han kan få hævnet sin far og sin bror.

Yarvis ønske om hævn gennemsyrer de to øvrige bind, Half the World og Half a War, men nu indtager han blot en markant birolle, mens historien fortælles gennem andre personer.

Half-a-War-Final-HBI Half the World er hovedrollerne overladt til de to unge krigere, Thorn og Brand. Thorn er den fødte kriger, men fordi hun er pige, har hun trods sine åbenlyse evner svært ved at blive accepteret i det mandsdominerede samfund. Brand er den unge mand, som drømmer om at vinde hæder og ære på slagmarken, men snart erfarer, at virkeligheden er en ganske anden end i heltekvadene.

Begge havner på et farefuldt togt med Yarvi fjernt fra deres hjem i et forsøg på at skaffe allierede i kampen mod den magtfulde High King. Det er også her, at Abercrombie introducerer sin kærlighedshistorie, for Thorn og Brand kan til at begynde med ikke døje hinanden, og så ved de fleste nok, hvordan det går …

Thorn og Brand er også med i Half a War, hvor krigen går ind i sin afgørende fase, men nu er det dem, som må nøjes med at være bipersoner. I stedet er synsvinklerne overladt til den unge prinsesse Skara, hendes livvagt Raith og træskæreren Koll (der også optræder i de to forrige bind). Skara befinder sig i en lignende situation, som Yarvi gjorde i Half a King: Hun har overtaget en trone efter blodige omstændigheder, men har intet tilbage og må søge tilflugt hos sin kusine, Yarvis mor.

Af Yarvi lærer hun en vigtig lektie: At kun halvdelen af en krig vindes på slagmarken, og at ord kan bruges som våben. Men hun erfarer samtidig, hvor langt Yarvi er villig til at gå for at opnå sin hævn, så det betyder, at helten fra det første bind ender med at få noget, der minder om en skurkerolle.

Det er også interessant at observere, hvad det medfører, når en person går fra at være hovedperson i et bind til at blive reduceret til biperson i det næste. Både Thorn og Brand, og til dels også Yarvi, fremstår mere karikerede og unuancerede i de efterfølgende bind, fordi man ikke længere har adgang til deres tanker og følelser, men kun ser dem beskrevet gennem andres øjne.

Så for at opsummere serien: Half a King er en stærk indledning med en interessant helt, Half the World er min personlige favorit, fordi den gør seriens verden større og har to stærke hovedpersoner i Thorn og Brand, mens Half a War er en tilfredsstillende afslutning, som dog lider under, at det kun er Skara, der for alvor brænder i­gennem af de tre fortællesynsvinkler (det er næppe en tilfældighed, at antallet af hovedpersoner stiger for hvert bind, men det er begrænset, hvad de to andre bidrager med i bind tre, så den idé burde Abercrombie måske have droppet).

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 46

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | 1 kommentar

Emily St. John Mandel – Station Eleven

StationElevenStation Eleven
Roman af Emily St. John Mandel
Vintage Books 2014, 333 sider.

Den canadiske forfatter Emily St. John Mandels hidtidige romaner har været litterære fortællinger med krimi/thriller-elementer, men med Station Eleven prøver hun kræfter med den post-apokalyptiske genre, der har en tradition for at tiltrække forfattere, som normalt ikke beskæftiger sig med science fiction. Bare tænk på On the Beach af Nevil Shute og The Road af Cormac McCarthy.

En anden tradition er at science fiction-verdenen har det med at reagere med en vis skepsis over for disse “outsidere”, som trænger ind på dens ene­mærker. Så hvordan klarer Emily St. John Mandel sig i den sammenhæng?

Ganske godt, såmænd. Station Eleven vandt årets Arthur C. Clarke Award, så det kan ses som en form for blåstempling fra inderkredsen, og selveste George R. R. Martin har udnævnt bogen til sin yndlingsroman fra 2014. Men der har også været kritiske røster fremme om, at science fiction-elementet står ret svagt i romanen, ligesom den mangler et egentlig plot.

Begge kritikpunkter er værd at tage med i bedømmelsen af romanen, men er i mine øjne ikke svagheder, der trækker fra læseoplevelsen. Godt nok er der intet banebrydende ved Mandels måde at lade verden gå under på. I hendes tilfælde er det en ekstrem smitsom og dødbringende influenza-epidemi, som i løbet af kort tid tager livet af 99 procent af menneskeheden.

Til gengæld er Station Eleven væsentlig mere optimistisk på menneskehedens vegne i forhold til andre post-apokalyptiske romaner. Efter de indledende scener fra den aften, hvor smitten for alvor begynder at sprede sig, vælger Mandel nemlig at spole handlingen tyve år frem i tiden, hvor der er faldet mere ro over tingene efter de første mareridtsagtige år. Vi slipper ikke for de for genren nærmest obligatoriske elementer som militser, kannibalisme og religiøse fanatikere, men langt de fleste steder er folk bare interesseret i at leve fredeligt i de samfund, de har slået sig ned i.

Det er til disse byer at The Travelling Symphony rejser rundt til for at opføre værker af Shakespeare og spille klassisk musik for på den måde at holde fortidens kunst i live. Og det er måske her, at Station Eleven kan siges ikke at være en “rigtig” science fiction-roman, for den er mere optaget af fortiden end af fremtiden, men det er heller ikke Mandels ærinde.

Hendes historie er først og fremmest en hyldest til alt det, der var, og den er besat af ting, vi i dag tager for givet så som kaffe, flyrejser, tv-serier, internet, osv., men som i romanens fremtid kun huskes af dem, der var født, inden katastrofen ind­traf. Det gør Station Eleven til en tragisk, men også livsbekræftende læseoplevelse, som kun forstærkes af Mandels smukke og præcise sprog.

Station Eleven er heller ikke en traditionelt opbygget roman. Store dele af handlingen udspiller sig i fortiden og er centreret omkring skuespilleren Arthur Leander, som dør på scenen i det allerførste kapitel under en opførelse af Kong Lear. Bogens øvrige personer har alle en forbindelse til ham, der­iblandt Kirsten, der som lille pige var med i det samme teaterstykke og nu som voksen er medlem af The Travelling Symphony.

Kirsten er det nærmeste, romanen kommer en egentlig hovedperson, selv om hun for­svinder ud af handlingen i lange stræk, mens vi i stedet hører om Arthur, hans ekskone Miranda (forfatter til Kirstens yndlings­tegneserie Station Eleven), hans ven Clark, eller Jeevan, som forsøgte at redde ham, da han faldt om på scenen. I sidste ende giver det hele dog mening, og man tilgiver Mandel svinkeærinderne, for hun er først og fremmest eminent til at skabe levende personer, som man i løbet af et enkelt kapitel føler, man er kommet ind under huden på og gerne vil tilbringe lang tid sammen med – hvorefter hun introducerer læseren for en ny person, som er mindst lige så interessant.

Det er muligt, jeg kommer til at læse en bedre roman i år end Station Eleven, men jeg har svært ved at forestille mig det – science fiction eller ej.

Station Eleven er udgivet på dansk af Forlaget Iris under titlen Station 11, men her er originaludgaven anmeldt.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 46

Udgivet i Bøger | Tagget , | 2 kommentarer

The Peanuts Movie

00031073_filmen-om-radiserne-med-nuser-og-soren-brun-3-d_teaser_360
(”Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun”)
Tegnefilm, USA, 2015,  88 min, Twentieth Century Fox Animation / Blue Sky Studios
Instruktør: Peter Sohn, Manuskript: Bryan Schulz, Craig Schulz, Cornelius Uliano

Det er en af verdens mest populære tegneserier. Den foregår i et stærkt forenklet univers, og handler om en gruppe børn, der med humor og indsigt viser os en miniudgave af det vi kalder livet.

I den seneste filmudgave af Peanuts – eller Radiserne på dansk – får vi et gensyn med figurerne fra Charles M. Schulz’ klassiske tegneserie: Den evige taber Søren Brun, den sarkastiske Trine, pianisten Schrøder, den fandenivoldske Rikke Rask, Den Lille Rødhårede Pige og alle de andre.

Men ikke mindst er det et gensyn med Søren Bruns hund Nuser og hans lille ven, fuglen Woodstock. I Nusers univers er der ingen dybsindig filosoferen, her er det hele skæg og ballade.  Nuser finder en gammel skrivemaskine og begynder at skrive ”Den største kærlighedshistorie som nogensinde er fortalt”, som blandt andet involverer hans gamle fjende flyveresset Den Røde Baron, hunhunden Fiffi og Woodstocks team af flymekanikere.

Parallelt med Nusers flyver-epos følger vi Søren Bruns forsøg på at have succes med drageflyvning, med skoleopgaver og med at komme i kontakt med Den Lille Rødhårede Pige. Der bliver så ikke meget plads til de andre børns historier, men til gengæld er filmen holdt på en børnevenlig længde.

Radiserne-filmen er tydeligvis lavet som en familiefilm. Nuser og Woodstoks fjollerier kan forstås af de helt små, Søren Brun og hans venners oplevelser i og udenfor skolen henvender sig til de lidt større, mens der også er noget for de voksne, i form af referencer der ikke er nødvendige for at følge med i filmen, men giver et ekstra niveau af forståelse.

Hvis man allerede kender serien, kan Søren Bruns historie virke en smule kedelig, som en gentagelse af noget man har set mange gange før. Men Nuser-sekvenserne udnytter til fulde at der er kommet animation på tegningerne, og giver en fin modvægt til den mere afdæmpede historie med børnene. Og de to dele flettes fint ind i hinanden, hvor for eksempel Nusers jagt på Fifi modsvarer Søren Bruns forsøg på at komme til at tale med Den Lille Rødhårede Pige. Noget jeg især vil fremhæve ved filmen er dens morale: At have succes og blive berømt, betyder ikke noget i forhold til det at være et godt menneske. Et budskab mange kunne have godt af at høre og forstå i disse præstationsfikserede tider.

Anmeldt af Flemming R.P Rasch i Himmelskibet 47

Udgivet i Animation, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 46

Himmelskibet46Efterår, 2015
84 sider. 65kr
Forsideillustration: Christoffer Gertz Bech fra Tegneseriekollektivet Urkraft
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Tue Sørensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6956

Indhold:
Redaktionelt
Omegadamen: Mors dag – Tegneserie af Peder Riis
Star Wars-tema: Star Wars og videnskab – Artikel af Flemming R.P. Rasch
Star Wars-tema: Star Wars Holiday Special – Artikel af Thomas Winther
Middagsmørke – Novelle af Mikkel Harris Carlsen
Obskuriøst Forever – Artikel af Rasmus Wichmann
Star Wars-tema: Danske Star Wars-samlerobjekter – Artikel af Henrik Wulff Rasmussen
Stjernebase Halter – Del 1 – Novelle af Martin Willer
ANMELDELSER
Film:
* The Martian
* I, Frankenstein
* [•REC] 4
* Crimson Peak
* Fantastic Four
Bøger:
* Torbjørn Øverland Amundsen – Bian Shen
* Emily St. John Mandel – Station Eleven
* Joe Abercrombie – Half the World/Half a War
* Niels E. Nielsen – To sole stod op
* Kristoffer Jacob Andersen – Cirkelørkenens hemmelighed
* Bo Sejer – Dead World
* Kenneth Bøgh Andersen – Den faldne engel
* H.P. Lovecraft – Dyret i grotten/ Pickmans model/ Hinsides søvnen
* Jesper Wung-Sung – Zam
* A. Silvestri – Al kødets gang
* Aske Munk-Jørgensen – Kærlighedens væsen
* Anika Eibe – Tvisten
* David Garmark – En ørn fanger ikke fluer
* Thorbjørn Haugaard Eriksen – Galskab gør fri
* Brandon Sanderson – Stålhjerte
* Gry Pil Lund Ranfelt – Tidsfangen
* Eleanor Hawken – Den blå dame
* Michael Olesen – Den sidste syndflod
Computerspil:
* The Inner World
* Lumino City
Tegneserier:
* Trillium
Tv-serie:
*Jessica Jones
Star Wars-tema: Star Wars som computerspil – Artikel af Andreas Søe
Science fantasy-tegneserier: Flash Gordon – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Star Wars-tema: Historien om Stjernekrigerne – Artikel af Michael C.T. Andersen
Star Wars-tema: Rollespil – Artikel af Thomas Winther
Fraktal – Tegneserie af Lars Kramhøft og Josie Grant
Wes Craven – Nekrolog af Morten Carlsen
Hans Rancke – Nekrolog af Klaus Æ. Mogensen og Erik Swiatek
Nyt om fantastik – Klumme ved Klaus Æ. Mogensen
Sørøverens list – Novelle af Rasmus Wichmann

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 27 kommentarer