Joe Abercrombie – Half the World/Half a War

half-the-world-uk-hbHalf the World/Half a War
Romaner af Joe Abercrombie
Harper Voyager 2015, 484/497 sider.

Første bind i Joe Abercrombies Shattered Sea-trilogi, Half a King, blev anmeldt i Himmelskibet nr. 42, og mindre end et år senere er bind to og tre også udkommet, så det nu er muligt at bedømme hele serien.

Trilogien adskiller sig fra Abercrombies øvrige romaner ved at have teenagere i hovedrollerne og – gisp! – romancer, hvilket har fået nogen til at kategorisere dem som YA (Young Adult). På den anden side er historien lige så barsk, brutal, blodig og kynisk, som man er vant til fra Abercrombies side, og faktisk gør hovedpersonernes unge alder, at de trængsler, de udsættes for, kun føles endnu værre.

Men først og fremmest er der tale om nogle eminent underholdende bøger, som man nærmest sluger i ét væk og har svært ved at lægge til side, når man er kommet i gang. Joe Abercrombie er i hvert fald skyld i, at jeg i en periode kom i underskud på søvnkontoen.

De tre bøger udspiller sig alle i et vikinge-inspireret univers, der umiddelbart lyder som fortidig fantasy, men i det sidste bind, Half a War, afsløres der detaljer, som antyder, at vi måske snarere befinder os ude i fremtiden.

I bind et, Half a King, møder vi prins Yarvi, som pludselig bliver konge, da hans far og storebror bliver myrdet i et baghold. Yarvi når dog ikke at sidde længe på tronen, før han forrådes af sin onkel og ender som slave på et skib, mens omverdenen tror, han er død. En vissen hånd gør, at Yarvi aldrig bliver en sand kriger, men i stedet er han i besiddelse af snuhed og gode taleevner, og det gør ham i stand til at kæmpe sig tilbage til sit hjemland, så han kan få hævnet sin far og sin bror.

Yarvis ønske om hævn gennemsyrer de to øvrige bind, Half the World og Half a War, men nu indtager han blot en markant birolle, mens historien fortælles gennem andre personer.

Half-a-War-Final-HBI Half the World er hovedrollerne overladt til de to unge krigere, Thorn og Brand. Thorn er den fødte kriger, men fordi hun er pige, har hun trods sine åbenlyse evner svært ved at blive accepteret i det mandsdominerede samfund. Brand er den unge mand, som drømmer om at vinde hæder og ære på slagmarken, men snart erfarer, at virkeligheden er en ganske anden end i heltekvadene.

Begge havner på et farefuldt togt med Yarvi fjernt fra deres hjem i et forsøg på at skaffe allierede i kampen mod den magtfulde High King. Det er også her, at Abercrombie introducerer sin kærlighedshistorie, for Thorn og Brand kan til at begynde med ikke døje hinanden, og så ved de fleste nok, hvordan det går …

Thorn og Brand er også med i Half a War, hvor krigen går ind i sin afgørende fase, men nu er det dem, som må nøjes med at være bipersoner. I stedet er synsvinklerne overladt til den unge prinsesse Skara, hendes livvagt Raith og træskæreren Koll (der også optræder i de to forrige bind). Skara befinder sig i en lignende situation, som Yarvi gjorde i Half a King: Hun har overtaget en trone efter blodige omstændigheder, men har intet tilbage og må søge tilflugt hos sin kusine, Yarvis mor.

Af Yarvi lærer hun en vigtig lektie: At kun halvdelen af en krig vindes på slagmarken, og at ord kan bruges som våben. Men hun erfarer samtidig, hvor langt Yarvi er villig til at gå for at opnå sin hævn, så det betyder, at helten fra det første bind ender med at få noget, der minder om en skurkerolle.

Det er også interessant at observere, hvad det medfører, når en person går fra at være hovedperson i et bind til at blive reduceret til biperson i det næste. Både Thorn og Brand, og til dels også Yarvi, fremstår mere karikerede og unuancerede i de efterfølgende bind, fordi man ikke længere har adgang til deres tanker og følelser, men kun ser dem beskrevet gennem andres øjne.

Så for at opsummere serien: Half a King er en stærk indledning med en interessant helt, Half the World er min personlige favorit, fordi den gør seriens verden større og har to stærke hovedpersoner i Thorn og Brand, mens Half a War er en tilfredsstillende afslutning, som dog lider under, at det kun er Skara, der for alvor brænder i­gennem af de tre fortællesynsvinkler (det er næppe en tilfældighed, at antallet af hovedpersoner stiger for hvert bind, men det er begrænset, hvad de to andre bidrager med i bind tre, så den idé burde Abercrombie måske have droppet).

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 46

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | 1 kommentar

Emily St. John Mandel – Station Eleven

StationElevenStation Eleven
Roman af Emily St. John Mandel
Vintage Books 2014, 333 sider.

Den canadiske forfatter Emily St. John Mandels hidtidige romaner har været litterære fortællinger med krimi/thriller-elementer, men med Station Eleven prøver hun kræfter med den post-apokalyptiske genre, der har en tradition for at tiltrække forfattere, som normalt ikke beskæftiger sig med science fiction. Bare tænk på On the Beach af Nevil Shute og The Road af Cormac McCarthy.

En anden tradition er at science fiction-verdenen har det med at reagere med en vis skepsis over for disse “outsidere”, som trænger ind på dens ene­mærker. Så hvordan klarer Emily St. John Mandel sig i den sammenhæng?

Ganske godt, såmænd. Station Eleven vandt årets Arthur C. Clarke Award, så det kan ses som en form for blåstempling fra inderkredsen, og selveste George R. R. Martin har udnævnt bogen til sin yndlingsroman fra 2014. Men der har også været kritiske røster fremme om, at science fiction-elementet står ret svagt i romanen, ligesom den mangler et egentlig plot.

Begge kritikpunkter er værd at tage med i bedømmelsen af romanen, men er i mine øjne ikke svagheder, der trækker fra læseoplevelsen. Godt nok er der intet banebrydende ved Mandels måde at lade verden gå under på. I hendes tilfælde er det en ekstrem smitsom og dødbringende influenza-epidemi, som i løbet af kort tid tager livet af 99 procent af menneskeheden.

Til gengæld er Station Eleven væsentlig mere optimistisk på menneskehedens vegne i forhold til andre post-apokalyptiske romaner. Efter de indledende scener fra den aften, hvor smitten for alvor begynder at sprede sig, vælger Mandel nemlig at spole handlingen tyve år frem i tiden, hvor der er faldet mere ro over tingene efter de første mareridtsagtige år. Vi slipper ikke for de for genren nærmest obligatoriske elementer som militser, kannibalisme og religiøse fanatikere, men langt de fleste steder er folk bare interesseret i at leve fredeligt i de samfund, de har slået sig ned i.

Det er til disse byer at The Travelling Symphony rejser rundt til for at opføre værker af Shakespeare og spille klassisk musik for på den måde at holde fortidens kunst i live. Og det er måske her, at Station Eleven kan siges ikke at være en “rigtig” science fiction-roman, for den er mere optaget af fortiden end af fremtiden, men det er heller ikke Mandels ærinde.

Hendes historie er først og fremmest en hyldest til alt det, der var, og den er besat af ting, vi i dag tager for givet så som kaffe, flyrejser, tv-serier, internet, osv., men som i romanens fremtid kun huskes af dem, der var født, inden katastrofen ind­traf. Det gør Station Eleven til en tragisk, men også livsbekræftende læseoplevelse, som kun forstærkes af Mandels smukke og præcise sprog.

Station Eleven er heller ikke en traditionelt opbygget roman. Store dele af handlingen udspiller sig i fortiden og er centreret omkring skuespilleren Arthur Leander, som dør på scenen i det allerførste kapitel under en opførelse af Kong Lear. Bogens øvrige personer har alle en forbindelse til ham, der­iblandt Kirsten, der som lille pige var med i det samme teaterstykke og nu som voksen er medlem af The Travelling Symphony.

Kirsten er det nærmeste, romanen kommer en egentlig hovedperson, selv om hun for­svinder ud af handlingen i lange stræk, mens vi i stedet hører om Arthur, hans ekskone Miranda (forfatter til Kirstens yndlings­tegneserie Station Eleven), hans ven Clark, eller Jeevan, som forsøgte at redde ham, da han faldt om på scenen. I sidste ende giver det hele dog mening, og man tilgiver Mandel svinkeærinderne, for hun er først og fremmest eminent til at skabe levende personer, som man i løbet af et enkelt kapitel føler, man er kommet ind under huden på og gerne vil tilbringe lang tid sammen med – hvorefter hun introducerer læseren for en ny person, som er mindst lige så interessant.

Det er muligt, jeg kommer til at læse en bedre roman i år end Station Eleven, men jeg har svært ved at forestille mig det – science fiction eller ej.

Station Eleven er udgivet på dansk af Forlaget Iris under titlen Station 11, men her er originaludgaven anmeldt.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 46

Udgivet i Bøger | Tagget , | 2 kommentarer

The Peanuts Movie

00031073_filmen-om-radiserne-med-nuser-og-soren-brun-3-d_teaser_360
(”Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun”)
Tegnefilm, USA, 2015,  88 min, Twentieth Century Fox Animation / Blue Sky Studios
Instruktør: Peter Sohn, Manuskript: Bryan Schulz, Craig Schulz, Cornelius Uliano

Det er en af verdens mest populære tegneserier. Den foregår i et stærkt forenklet univers, og handler om en gruppe børn, der med humor og indsigt viser os en miniudgave af det vi kalder livet.

I den seneste filmudgave af Peanuts – eller Radiserne på dansk – får vi et gensyn med figurerne fra Charles M. Schulz’ klassiske tegneserie: Den evige taber Søren Brun, den sarkastiske Trine, pianisten Schrøder, den fandenivoldske Rikke Rask, Den Lille Rødhårede Pige og alle de andre.

Men ikke mindst er det et gensyn med Søren Bruns hund Nuser og hans lille ven, fuglen Woodstock. I Nusers univers er der ingen dybsindig filosoferen, her er det hele skæg og ballade.  Nuser finder en gammel skrivemaskine og begynder at skrive ”Den største kærlighedshistorie som nogensinde er fortalt”, som blandt andet involverer hans gamle fjende flyveresset Den Røde Baron, hunhunden Fiffi og Woodstocks team af flymekanikere.

Parallelt med Nusers flyver-epos følger vi Søren Bruns forsøg på at have succes med drageflyvning, med skoleopgaver og med at komme i kontakt med Den Lille Rødhårede Pige. Der bliver så ikke meget plads til de andre børns historier, men til gengæld er filmen holdt på en børnevenlig længde.

Radiserne-filmen er tydeligvis lavet som en familiefilm. Nuser og Woodstoks fjollerier kan forstås af de helt små, Søren Brun og hans venners oplevelser i og udenfor skolen henvender sig til de lidt større, mens der også er noget for de voksne, i form af referencer der ikke er nødvendige for at følge med i filmen, men giver et ekstra niveau af forståelse.

Hvis man allerede kender serien, kan Søren Bruns historie virke en smule kedelig, som en gentagelse af noget man har set mange gange før. Men Nuser-sekvenserne udnytter til fulde at der er kommet animation på tegningerne, og giver en fin modvægt til den mere afdæmpede historie med børnene. Og de to dele flettes fint ind i hinanden, hvor for eksempel Nusers jagt på Fifi modsvarer Søren Bruns forsøg på at komme til at tale med Den Lille Rødhårede Pige. Noget jeg især vil fremhæve ved filmen er dens morale: At have succes og blive berømt, betyder ikke noget i forhold til det at være et godt menneske. Et budskab mange kunne have godt af at høre og forstå i disse præstationsfikserede tider.

Anmeldt af Flemming R.P Rasch i Himmelskibet 47

Udgivet i Animation, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 46

Himmelskibet46Efterår, 2015
84 sider. 65kr
Forsideillustration: Christoffer Gertz Bech fra Tegneseriekollektivet Urkraft
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Tue Sørensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6956

Indhold:
Redaktionelt
Omegadamen: Mors dag – Tegneserie af Peder Riis
Star Wars-tema: Star Wars og videnskab – Artikel af Flemming R.P. Rasch
Star Wars-tema: Star Wars Holiday Special – Artikel af Thomas Winther
Middagsmørke – Novelle af Mikkel Harris Carlsen
Obskuriøst Forever – Artikel af Rasmus Wichmann
Star Wars-tema: Danske Star Wars-samlerobjekter – Artikel af Henrik Wulff Rasmussen
Stjernebase Halter – Del 1 – Novelle af Martin Willer
ANMELDELSER
Film:
* The Martian
* I, Frankenstein
* [•REC] 4
* Crimson Peak
* Fantastic Four
Bøger:
* Torbjørn Øverland Amundsen – Bian Shen
* Emily St. John Mandel – Station Eleven
* Joe Abercrombie – Half the World/Half a War
* Niels E. Nielsen – To sole stod op
* Kristoffer Jacob Andersen – Cirkelørkenens hemmelighed
* Bo Sejer – Dead World
* Kenneth Bøgh Andersen – Den faldne engel
* H.P. Lovecraft – Dyret i grotten/ Pickmans model/ Hinsides søvnen
* Jesper Wung-Sung – Zam
* A. Silvestri – Al kødets gang
* Aske Munk-Jørgensen – Kærlighedens væsen
* Anika Eibe – Tvisten
* David Garmark – En ørn fanger ikke fluer
* Thorbjørn Haugaard Eriksen – Galskab gør fri
* Brandon Sanderson – Stålhjerte
* Gry Pil Lund Ranfelt – Tidsfangen
* Eleanor Hawken – Den blå dame
* Michael Olesen – Den sidste syndflod
Computerspil:
* The Inner World
* Lumino City
Tegneserier:
* Trillium
Tv-serie:
*Jessica Jones
Star Wars-tema: Star Wars som computerspil – Artikel af Andreas Søe
Science fantasy-tegneserier: Flash Gordon – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Star Wars-tema: Historien om Stjernekrigerne – Artikel af Michael C.T. Andersen
Star Wars-tema: Rollespil – Artikel af Thomas Winther
Fraktal – Tegneserie af Lars Kramhøft og Josie Grant
Wes Craven – Nekrolog af Morten Carlsen
Hans Rancke – Nekrolog af Klaus Æ. Mogensen og Erik Swiatek
Nyt om fantastik – Klumme ved Klaus Æ. Mogensen
Sørøverens list – Novelle af Rasmus Wichmann

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 27 kommentarer

The Martian

martianposter1The Martian
Film, USA, 141 minutter.
Instruktion: Ridley Scott, med Matt Damon, Jessica Chastain, Jeff Daniels m.fl.
Baseret på romanen af samme navn af Andy Weir.

Vi befinder os et stykke ude i fremtiden. Her er man godt i gang med et program der skal sende en serie af missioner af sted til Mars, ligesom man gjorde det med Månen for omkring halvtreds år siden. Og ligesom det skete med Apollo-missionerne til Månen, går der noget galt ved det tredje forsøg på at sende astronauter til Mars. Hvad der skete på de to første, succesfulde missioner, og hvad der i det hele taget er sket på Jorden de ca. tyve år ude i fremtiden, får vi ikke meget at vide om, men det er heller ikke nødvendigt for at forstå filmen. Det er en film om en mands kamp for at overleve, men på det meget eksotiske sted overfladen af Mars, og med en for science fiction-film usædvanlig omhyggelighed i de teknologiske og naturvidenskabelige detaljer, uden at den virker overdynget med forklaringer.

Matt Damon spiller missionens biolog Mark, som sammen med sine astronaut-kolleger faktisk når ned på overfladen af Mars, før det går galt. Efter uheldet formodes Mark død og de andre må forlade Mars, før de kan få det bekræftet, for ikke selv at omkomme. Men Mark er ikke død. Han har på mirakuløs vis overlevet, og resten af filmen går med at han må løse det ene problem efter hinanden for at overleve på Mars’ barske overflade, ved hjælp af sin viden om naturvidenskab og teknologi og sin evne til hele tiden at finde på nye løsninger. I starten har Mark mistet kontakten med Jorden, men dette er også et af de problemer der bliver løst. Vi får også at vide hvad der sker nede på Jorden imens, mest med NASA og hvordan de håndterer situationen politisk og teknisk, og siden også hvordan det går Marks kammerater, som er på vej tilbage til Jorden. Hen mod slutningen flettes de tre handlinger efterhånden sammen til rigtig fin slutning på både hovedhistorien og sidehistorierne.

Hvor de fleste af de problemer der opstår for vor strandede astronaut er ret forudsigelige, mangel på mad, afbrudt kommunikation o.s.v., er løsningerne ofte ret ret overraskende og fantasifulde. Det vil jeg gerne rose filmen for: Konfliktløsning i science fiction-film er som regel ikke lavet på science fiction-genrens præmisser. Mangel på mad løses måske ved at bygge et apparat, som på en ikke særlig godt forklaret måde laver mad ud af nogle af de andre forsyninger. Sådan er det ikke i The Martian. Her løses problemet som om det var et virkeligt teknologisk problem, hvilket lægger begrænsninger på filmens plot, men samtidig giver en masse muligheder, som man næppe ville have set i en film der behandler teknologi som ren magi.

I romanen, som filmen er baseret på, er den svageste del af handlinger nok den del der foregår på Jorden. Her er chefen for NASA, i filmen spillet af Jeff Daniels, fremstillet som lidt af en kliche-chef, der er mere interesseret i at NASA ser godt ud i medierne end i at gøre det rigtige, og der er en lang række personer som kommer og går uden de efterlader det helt store indtryk. Men i filmen er den del af handlingen skåret ned til hvad der er nødvendigt for at understøtte hovedhistorien, og mange af de små biroller er faktisk gjort ganske levende.

Der er også skåret ting fra selve Mars-historien væk i forhold til romanen. Det er dels nogle af de mere komplicerede tekniske ting, der er forsimplet, dels er der skåret nogle af problemerne med de tilhørende løsninger væk. Med hensyn til det første, så synes jeg filmen gør det rigtig godt med faktisk at vise de ting, som kun bliver forklaret ganske kort eller slet ikke. Så dem der har læst romanen eller dem som tænker lidt over hvad der sker, får det med, uden de lange forklaringer, som sikkert ville have kedet de fleste biografgængere. Om at skære nogle af Marks problemer væk, så synes jeg historien havde godt af det – i romanen blev det lidt for meget til sidst. De har så bevaret det allersidste problem, som desværre har en løsning der minder lidt rigeligt meget om noget man har set før, men på den anden side havde det virket mærkeligt at skære det væk, og lade en film med spænding hele vejen igennem ende næsten uden spænding.

Til slut får vi en lille opsang om at vi skal blive ved med at sende mennesker ud i rummet. Det virker som en naturlig forlængelse af filmens budskab og ikke påklistret. De citerer ikke Kennedys ”not because they are easy, but because they are hard”, men det var lidt af den samme filosofi: Det vil ikke være let at sende mennesker til Mars, men udforskningen af rummet er så vigtig for os at vi bliver nødt til at påtage os den svære opgave det er. Samtidig er der bjergbestiger-mentaliteten i det: Det er en udfordring som vi må tage, på trods af de risici der er. Man kan da håbe at lidt af den begejstring kan smitte af på biografpublikum og især på de politikere der sidder på pengekasserne rundt omkring i verden. Under alle omstændigheder er The Martian en film der leverer varen til både dem der holder af actionfilm og os der holder af god science fiction. Det er en fryd at se et stort budget gå til imponerende flotte science fiction-kulisser, der ikke bare skal understøtte en gang ramasjang.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 46

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | 1 kommentar

Claus Villumsen – Science Fiction

Wllumsen sfScience Fiction
Roman af Claus Villumsen
Selvudgivet, 2015
clauswillumsen.dk

Gecko og Munch er en slags kombinerede lejemordere og privatdetektiver i et science fiction-univers. De løser, eller prøver at løse, et antal opgaver i løbet af Claus Villumsens (kort-)roman, der er godt krydret med velkendte science fiction-troper, såsom store brutale aliens, mystiske, gigantiske rumskibe og udhulede asteroider, men også enkelte ting fra den hårdkogte detektiv-genre, såsom den kæderygende Munch.

Vi starter med noget der ligger nær slutningen og arbejder os så fremad igen. Det bliver efterhånden mere og mere klart, hvad der sker. På en måde er alt sammensat af klicheer. Det er måske også sådan at romanens titel skal forstås: Dette her er et sammenkog af hvad forfatteren mener science fiction er. Der er ingen specielt sympatiske personer og ingen detaljerede beskrivelser af universet. Men vi kender både personerne og stederne fra mange andre science fiction-historier.

I form minder Science Fiction om nogle af de eksperimenter med genren der blev lavet i New Wave-bølgen i 1960’erne og 1970’erne. Jeg kom til at tænke på de senere romaner i Michael Moorcocks Jerry Cornelius-serie, der også handler mere om at vise en række scener end at fortælle en fortløbende, sammenhængende historie med personer der udvikler sig i løbet af romanen. Man kan måske sige at Science Fiction er sat sammen af brudstykker af andre science fiction- (og krimi-) historier, men ud fra helt andre kriterier for hvordan en sådan historie skal se ud.

Som eksperiment er romanen forholdsvis vellykket. Forfatteren har styr på sit sprog, kan skrive spændende scener som det hører sig til i genrerne, og har også en form for plot, der hænger sammen. Men som science fiction-fan føler man sig nok lidt snydt. New Wave var en reaktion på den science fiction man skrev i 1950’erne og før. Det opgør blev taget for meget længe siden, og den bedre del af genren er noget helt andet nu, end den var i 1950’erne. Det gør at Science Fiction virker som noget fra en anden tid på mig. Men velskrevet og læseværdig er den så også.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 45

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Star Wars – Agent of the Empire

starwarsagentoftheempirevol2Star Wars – Agent of the Empire
Vol. 2: Hard Targets
Tegneserie (trade paperback), Dark Horse 2013, 120 sider

Nu hvor der kommer en ny Star Wars-film til december er min interesse for Star Wars-tegneserier blomstret lidt op igen, og når man kigger nærmere på hvad der er kommet inden for de sidste par år, så får man sig faktisk nogle særdeles positive overraskelser. Fra januar 2015 har Marvel jo overtaget licensen til at lave Star Wars-serier fra Dark Horse, som ellers har haft tegneserie-licensen siden 1991 (!). Serierne fra Dark Horse har været svingende, og i tiden omkring og efter prequel-trilogien var der ikke super-meget godt at komme efter. Men i de senere år havde de oppet sig og fået bedre tegninger og farvelægning på serierne, så hovedforfatter John Ostrander – en stabil arbejdshest der kan sit håndværk, men som desværre blev hægtet af da Marvel overtog licensen i år – fik bedre vilkår til at excellere. De to Agent of the Empire-mini-serier, der udkom mellem 2011 og 2013 (og som sagtens kan læses hver for sig), er rigtig gode eksempler. De er samlet i Vol. 1: Iron Eclipse og Vol. 2: Hard Targets (fem numre i hver TPB). Hovedpersonen er Jahan Cross, som arbejder for Imperiet, men ikke er helt ligeså moralsk korrupt. Perioden er fem år inden A New Hope, dvs. mens en person som Princess Leia er ganske ung og Imperiet er i sine velmagtsdage.

Star Wars 1Tegningerne, begået af Da­vidé Fabbri, med fabelagtig farvelægning af Wes Dzioba, samt skønne forsider af Stéphane Roux, er ganske enkelt en fryd for sjælen. Og historien halter bestemt ikke bagud. I Hard Targets bliver Jahan Cross sendt til planeten Serenno, hvor Imperiet har en favorit de gerne vil have indsat som lokal hersker. Da Cross jo som imperie-agent er en af the bad guys, ender han med at komme i væsentlige etiske og andre personlige såvel som farlige forviklinger, i et virvar af snigmord, magtkampe, lejesoldat-angreb, snedige planer og hyppigt forræderi. Planetens herskende familie er efterkommere af Count Dookus familie, og efter et snigmord på den regerende Count Dooku skal vores imperie-agent bl.a. beskytte dennes unge søn, som er arving til at regere planeten. Og derefter udspiller historien sig ellers med planer inde i planer, sølet ind i hæsblæsende action, næsten uden et roligt øjeblik. Historien fanger læseren fra første side, ikke mindst fordi handlingen og tegningerne fremstår i fremragende forening.

Der er masser af referencer til kendte ting og plotlinjer fra filmene, men aldrig på en måde så det føles forceret. Tegneren er eminent til at tegne rumskibe og andre fartøjer, som på det nærmeste flyver ud af siderne. Skal man kritisere nogle småting, så er det f.eks. at en tronraner på Serenno ikke tror på at hans søn virkelig er hans søn, hvilket man jo kan undre sig over i et sci-fi univers: kender de ikke til DNA-tests i et samfund med interstellar hyperrums-transport?! Men det er måske et forsøg på at vedligeholde en lidt middelalderlig stemning. Derudover henvises der også til at det er usædvanligt at en kvinde er sikkerhedschef; en sådan tydeligt patriarkalsk samfundsorden virker ret underlig i et fremmedartet univers bestående af helt fremmede kulturer fyldt med forskellige aliens og cyber-enhancements. Men det kan jo igen være at det blot refererer til lokale forhold på netop denne planet. Det kan også bare være en tanketorsk. Hvorom alting er; dette er en smuk tegneserie som varmt kan anbefales til alle Star Wars-fans eller bare fans af sci-fi-tegneserier.
Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 45

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Månebarnet

MånebarnetMånebarnet
– Spejlporten 1
Roman af Patrick Leis
Valeta, 2015, 190 sider

En krig der hører til på et fremmet plan, er ved at finde sin vej igennem til vores verden. Først skal der dog åbnes en adgang igennem en drømmepassage, som kan opstå igennem et spejl; en passage som man skal bruge det specielle månebarn til at oprette. For at finde dette barn er der sendt vogtere til vores verden. Der er dog også nogle der er draget af sted for at forpurre vogternes opgave.

Mark er en fjorten år gammel dreng, der egentligt ikke er noget specielt. Til gengæld så er hans tre år gamle lillebror Lucas speciel. Lucas virker intelligent nok, men han siger aldrig en lyd. Dette undrede selvfølgelig forældrene, men da den ældre kvinde Fru Berger en dag dukker op og tilbyder at passe Lucas, ender de lidt med at glemme det specielle ved deres barn.

På Lucas tre år fødselsdag begynder han dog at synge eller messe. Mark kan høre dette, men det virker ikke til at det er alle der kan høre lillebroderens sang. Fuglene kan dog, og de flokkes om ham.

Mark er ikke den eneste der oplever specielle ting. Hans ven­inde Sille lægger en dag mærke til en pige som sniger sig rundt i nærheden af Marks hus. Det er dog kun Sille der ser pigen, alle andre ser en kat der sniger sig rundt.

Sille og Mark sætter sig for at undersøge disse hændelser sammen med et par venner, og hurtigt går det op for dem at de er fanget midt i en større konflikt som vil kunne medføre at jorden vil blive lagt øde af en invaderende styrke som kun har til formål at bruge jorden og dens indbyggere som føde.

De fleste af Patrick Leis ungdoms bøger har været forholdvist korte og har holdt et meget højt tempo. Denne gang har han kastet sig ud i et fire binds dystert fantasy-værk, hvad der betyder at han også har givet sig selv muligheden for at vise os læsere at han også formår at bygge karakterer op og gøre dem interessante, uden at det går ud over spændingen.

Bind ét er for så vidt afsluttet, på sammen måde som man kan sige at det indledende slag i en krig er afsluttet, for selvom den ene part kan trække sig tilbage med en sejr, så er det også tydeligt er krigen stadig ligger forude. På samme måde stifter man her i bind ét bekendtskab med et fortælleunivers, som man kun kan tro bliver endnu mere spændende og actionfyldt, og jeg vil da også bestemt glæde mig til at få læst de efterfølgende tre bind. Patrick Leis har til forskel fra mange andre forfatterne valgt at udgive alle fire bind samtidig, og det betyder at man ikke skal sidde og vente fra man har læst et bind til det næste udkommer; man kan blot straks gå videre. Jeg havde dog en deadline jeg skulle overholde, så derfor dækker denne anmeldelse kun bind ét, men jeg vil straks herefter kaste mig over de efterfølgende bind Drømmepassagen, Tågefolket og Blodherskeren.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 45

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Anders Björkelid – Forbundsbrydersken

ForbundsbryderskenFortællingen om blodet – Forbundsbrydersken
Af Anders Björkelid
Oversat af Kamilla Jørgensen
Ulven og Uglen, 2014, (Udgivet på svensk 2010)

Fortællingen om blodet er en svensk fantasy-serie for unge og voksne af Anders Björkelid. Bogen med det ikke særligt mundrette navn Forbundsbrydersken er det tredje bind i serien, der bliver afsluttet i det fjerde bind, SOM allerede er udkommet på svensk med titlen Frostskymring. Det er en serie for alle aldre, og den griber dybt ned i posen med skandinaviske motiver og ryster den godt og grundigt.

Politiken udgav de første to bind, som jeg læste for lang tid siden og var meget begejstret over, men der kom så aldrig flere, måske fordi de ikke solgte godt nok. Men det forholdsvis nye forlag Ulven og Uglen tog over, hvor Politiken gav op, og udgav bind Tre. En ret stor satsning for så lille og nyt et forlag, men serien fortjener det.

Det er på en gang meget tilgængelig og meget kompliceret historie, der er fyldt med symbolik og metalag, men som også er et gedigent eventyr. Björkelid spiller på mange strenge, men han formår at opbygge et helt specielt univers, der på én gang virker meget fremmedartet og meget genkendeligt nordisk. Specielt spiller årets gang en central rolle i bøgerne, lige fra den dybeste kulde og vinter til forår og sommer, hver sæson med deres tilknyttede myter og ritualer, der har afgørende betydning for handlingen.

Historien foregår i en verden efter at en stor civilisation, Imperiet, er gået under. Imperiet bestod af folk af Blodet, der alle havde særlige kræfter. For lang tid siden regerede dem af Blodet over (næsten) hele verden. Nu er deres magt forsvundet, deres rige gået under, og der er kun spredte, usammenhængende samfund tilbage. En slags forfalds-fantasy, men ikke mere post­apokalyptisk end, at der stadig er byer og stater; kun bliver tanken om forgangne tiders storhed ved med at florere. Engang havde man magiske veje, hvor det kun tog timer at rejse over afstande, der nu tager dage eller uger. En gang kunne man sende beskeder fra landsdel til landsdel uden besvær. Nogen drømmer om at samle Imperiet igen, men den største trussel er Kulden, der truer med at overtage verden. Kulden er ikke bare en ny istid, den er også psykisk. Den trænger ind over alt og ødelægger menneskene.

OndvinterSeriens to hovedpersoner, Sunia og Wulff er søskende – tvillinger – der er vokset op
sammen med deres far på en gård noget uden for en lille landsby. De to har et særligt bånd. De kan høre hinandens tanker, næsten som deler de sind, og de har særlige evner, evner som de undervejs i historien må lære at kende og som de har brug for for at redde verden. Selv om de har været tætte, så er de er alligevel realiseret som to distinkte personer, og Björkelid får dem til at fremstå levende og bevægende. Sunia er krigerisk og handlekraftig, hvorimod Wulff er mere tænksom og mindre modig.

Første bog, Ondvinter, er historien om, hvordan Wulff og Sunia mister deres fader og hvordan de må opgive deres hidtidige liv og flygte, skarpt forfulgt af galgemændene, der vil ombringe dem, som de ombragte børnenes fader. Langsomt går det op for de to søskende, at intet er som de forestillede sig, og at deres far både var en anden end de troede og langt mere end de troede. De er begge af Blodet, og det er dette der giver dem deres særlige evner. Deres fader har aldrig fortalt dem noget om deres oprindelse eller deres moder, men han har åbenbart gemt noget inden i dem, noget som de har brug for at overleve. På deres flugt får de hjælp af andre af Blodet, og de lærer mere og mere om dem selv. De møder Bjergfruen, en mytisk skikkelse, der hjælper dem videre. Kulden kommer, og den må stoppes, også selvom de ikke hvad den er.

IldbærerneAnden bog, Ildbærerne, handler om deres rejse til en af Imperiets gamle byer for at stoppe kulden. De når til byen Funisburg, hvor de bliver og forsøger at få hjælp til kampen. Men byen er ikke som de forventede, og de andre af Blodet, som de møder der, og som de forventer vil kunne hjælpe dem, har deres eget at slås med og deres egne mål og intriger at gå op i.

Tredje bog er historien om hvordan de forsøger at bryde Forbundet, den særlige aftale, der giver folk af Blodet deres magt over landet. De er rejst nord på, helt op til de nomadestammer, der bor, hvor Forbundet og dermed Blodet ikke har nogen kraft. Det er her de må op for at bryde og genskabe Forbundet.

En væsentlig del af bogen foregår blandt et stammefolk, der minder noget om samekulturen og som hjælper Sunia og Wulff mod underverdenen, da det viser sig at de har behov for at komme derhen. Rejsen i underverdenen, som beskrives som amorf og som en verden, der ikke følger vores almindelige logik, er håndteret særdeles kompetent af forfatteren. Selvom vi er ude et sted, hvor der intet håndfast er og alt er spejlinger af tvillingernes tanker og handlinger andre steder, så virker det fantastisk godt. Specielt slutningen er så udsyret, at den mindede mig om Robert Holdstocks Mythago Wood-serie og dennes jonglering med myter og væsener af alskens slags. Den eneste anke jeg har, er at den golllumlignende Gytak er alt for lidt med, men jeg trøster mig med at det kommer han måske i bind fire.

Jeg er, som det nok fremgår, ret glad for bøgerne og har læst dem med glæde. De har ikke været letlæste, sådan forstået at der er meget indhold i dem, der skal fordøjes, men som historier har de gledet let ned. Det er en serie, der vinder ved at blive læst i ét stræk og som har lidt lidt under, at jeg har læst den over relativ lang tid og med mange afbrydelser, mellem både bøger og kapitler. Der er mange referencer og spejlinger mellem de forskellige dele; som Wulff siger på et tidspunkt, så er deres oplevelser gentagelser, og de genbesøger dele af deres forgange eventyr, og valg de har gjort i fortiden, har konstant indvirkning på deres historie.

En af de tråde, der især i tredje bog (og i slutningen af anden) træder frem, er figurernes modvilje mod blot at være statister i en myte. Specielt Sunia gør oprør mod dette, og mange af hendes overvejelser bærer Forbundsbrydersken, der på mange måder er den mest metaagtige af bøgerne, hvad der nok er uundgåeligt når så stor en del af bogen foregår i en underverden, hvor alt er flygtigt og tåget og underlagt andre regler end den almindelige verden, som Sunia og Wulff kommer fra, og som handler om årstidernes gang og om død og genskabelsen.

Et andet punkt, jeg finder særdeles vellykket, er de mange mytiske figurer der optræder, både i forbindelse med fortællingerne om Blodets folk, men også de figurer Sunia og Wulff møder undervejs i tredje bog, i særdeleshed Bösen, der virker som en trickster-gud af rang; på én gang farlig og hjælpsom og hele tiden med et eller andet i baghånden. Og derudover er bogen fyldt med tidsløkker og knækkede sværd, metafortællingselementer og løfter til de underjordiske, ugleshamaner og dunkelgrise og meget meget mere.

Oversættelsen af Kamilla Jørgensen virker i øvrigt yderst kompetent, og sproget flyder fint i bogen.

Anmeldt af Jesper Rugård Jensen i Himmelskibet 45

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Fall of Gods – She is gone

Fall-of-gods-1Fall of Gods – She is gone
Illustreret historie af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
MOOD, 2015

Jeg har i et par år fulgt med i hvad der var af spændende projekter på crowdfunding-sider som Kickstarter, Indigogo og Booomerang.dk og har været med til at støtte forskelige bog-, tegneserie- og spilprojekter. Siden crowdfunding-tjenesten Kickstarter gjorde det muligt for danskere at oprette projekter, har jeg specielt holdt øje med hvilke projekter som har deres udspring herhjemme.

Et af de projekter som virkeligt fangende min opmærksomhed, var Fall of Gods, et bogprojekt om en verden i vikingetiden hvor der er trolde og jætter, men hvor guderne ikke gør meget væsen af sig. Udover at dette selvfølgelig er en interessant scene for en bog, så var det det grafiske udtryk der virkeligt fangede mig. Folkene bag bogen laver normalt illustrationer og grafik til computerspil og film, og det grafiske spiller en stor rolle i denne bog.

Fall-of-gods-3Historien er ret simpel. En tidligere kriger er faldet til ro og har slået sig ned i ødemarken med sin hustru. En dag han kommer hjem, er hun blevet bortført, og han drager ud for at finde hende og hendes bortførere. Hans jagt er fortalt ved en masse virkeligt fede illustrationer, som hver følges af en kort tekst. Man følger således hvordan han kæmper mod skovfolk, jætter, trolde og ikke mindst hans møde med Fenrisulven.

Historien er som sådan ikke den store, men illustrationerne er hele bogen værd. De er detaljerede og fortæller bedre end teksten en historie om en dyster nordisk mytologiverden hvor der er mange andre væsner end mennesker der bebor Midgård. Det er således også en bog jeg har bladret igennem flere gange for at se på illustrationerne.

Bogen afsluttes med et afsnit hvori forfatterne beretter lidt om tilrettelæggelsen og arbejdet med det grafiske udtryk, samt en række skitser og billeder der blev lavet for at sætte en ramme om universet.

Historien afsluttes ikke, så jeg kommer helt sikkert til at holde øje med hvornår næste bind kommer på Kickstarter.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 45

Fall-of-gods-2

Udgivet i Bøger | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar