En sand kunstner
– Den 2. bog om satan
Roman af Jakob Friis Andersen
Kandor, 2015, 62 sider
Historien er fortalt i dagbogsform med en jeg-fortæller som ikke lægger skjul på at han er den som folk kalder bl.a. for Satan, Djævelen eller fristeren. De sider fra hans dagbog som han deler her, er blot for at illustrere hans virke; ikke for at retfærdiggøre, blot for at vise.
Handlingen finder sted i Firenze i starten af reformationen. Vi er nu ude af middelalderens mørke tid, hvor Satan var en dæmon der herskede i helvede og pinte folk. Her er han i en oplysningstid, hvor der er plads til at kunstnere kan udfolde sig, og det er da også via kunsten at han her vil gøre sin indflydelse.
Han sætter sig for at hjælpe to unge kunstnere med at blive bedre, men han sætter også sit præg på deres stil, så der kommer noget blasfemisk over deres optræden. Den ene er den unge Adalberto som er gadekunster, og den anden er Fortunato som er fra en af byens mest indflydelsesrige familier. Fortunato er egentligt udset til at skulle læse teologi, men har en forkærlighed for musikken.
De to kunstnere er ikke tilfældigt udvalgte. De er udvalgt da de begge bejler til den underskønne Isabella, som de håber på at komme nærmere via deres kunst.
Satan har dog også fået et godt øje til hende, så han kaster sig ind i dette trekantsdrama, men med hans evner er det ikke en lige kamp, og Isabella får hurtigt et godt øje til ham.
Flere af de korte dagbogsafsnit afsluttes af udsagn der viser hvem Satan er i denne historie:
“Hvem er jeg? Jeg er bare gæsten i selskabet, som keder sig og råber “ryst posen’.”
“Jeg er den styrke og stolthed i dig, som svage mennesker kalder ‘synd’ og ‘ondskab’.”
Disse to udvalgte udsagn viser godt hvilken karakter vi har med at gøre i denne bog og at her ikke er tale om en decideret rendyrket ondskab, blot en legemliggørelse af menneskelige egenskaber, samlet i en person der ikke er styret af moral, men mere gerne vil lave lidt ravage, også i den helt lille skala hvor han går efter enkelte mennesker og ikke nødvendigvis efter det store opgør med gud.
Jeg skal ærligt indrømme at jeg kun ved meget lidt om reformationens Firenze, men så velskrevet som bogen er, kan man sagtens sætte sig ind i den tid og det sted som beskrives heri. Den Satan-karakter der beskrives heri, er den klassiske fristerskikkelse, som ikke dikterer eller beordrer folk til at gøre ting, men kun frister og påvirker dem til at gøre andet end de oprindeligt ville have gjort, simpelthen ved at tale til deres undertrykte lyster og instinkter.
Dette er bog 2 i Kandors serie om Satan, og den er på alle måder anderledes end seriens første bog, hvilket viser at forfatterne har fået frit spil til at fortælle den historie som de ville fortælle. Så nu er det blot spændende at vente på næste bind og næste vinkel på Satan.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 45
