What We Do in the Shadows
Film, New Zealand, 2014, 82 min.
Instr.: Jemaine Clement, Taika Waititi
Medv.: Jemaine Clement, Taika Waititi, Jonathan Brugh, Cori Gonzalez-Macuer m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment
En mockumentary er en film, der har fiktivt indhold, men i sin skildring giver sig ud for at være dokumentarisk. Ordet er en sammentrækning af det engelsk ”mock”, som betyder at håne, og ”documentary”, som bety… Okay, du har fanget den, kære læser; nu skal forklaringen jo heller ikke gå hen og blive patroniserende. Som det ligger i ordet, er der tale om en parodiering af dokumentarfilmgenren. Ofte foregår dette på subtil vis, så det er til at forveksle med den ægte vare, hvis man ikke lige er opmærksom eller har slået sin sunde skepsis fra.
Et af de mest oplagte eksempler på genren er musikportrættet This is Spinal Tap, hvor vi følger det britiske heavy metal-band Spinal Tap gennem den ene tåkrummende situation efter den anden. Det ret gennemførte koncept blev sågar fulgt op af musikudgivelser og koncerter. Også under de mere hjemlige himmelstrøg har vi bidraget til genren, bl.a. med den vidunderlige serie P.I.S. – Politiets indsatsstyrke.
I det nyere new zealandske skud på stammen, What We Do in the Shadows, handler det ikke om noget så jordnært som musikere eller specialtrænede, men alligevel sært uduelige politifolk, men derimod nattens langtandede yngel: vampyrerne! Et kamerahold skildrer livet (eller hvad sådan nogle nu har) hos fire noget umage vampyrer, der bor sammen i et hus i Wellington. De repræsenterer hver deres type, som vi kender dem fra underholdningskulturen.
Viago er den bløde, pæne og lidt tragiske helt à la Louis i Interview with the Vampire; Vladislav, som i sine dårlige perioder har en uvane med at spidde og torturere sine ofre, er en reference til den rumænske prins, Vlad Țepeș, som er den historiske inspiration til Bram Stokers Dracula; Brushovedet Deacon er med sine kun 183 år den yngste og mest utæmmede i gruppen, ikke ulig sin navnebror i filmen Blade; og 8000 år grimme Petyr holder til i husets kælder og er ren Nosferatu med flere og værre tænder. Tilsammen udgør de en ukonventionel neofamilie med homo-/biseksuelle undertoner, som trækker på Anne Rices vampyrunivers.
Når solen går ned, kimer vækkeuret, og Viago forlader sin kiste og vækker sine bofæller. Livet i huset går sin natlige gang med diskussioner om opvasken og blodsugning fra de ofre, Deacons mennesketjener, Alice, lokker til huset, fordi hendes herre har sat hende det evige livs gave i udsigt. Bedst er det selvfølgelig, hvis hun kan finde nogle jomfruer til dem. ”I think we drink virgin blood because it sounds cool,” funderer Viago, før Vladislav personligt konkluderer: ”If you are going to eat a sandwich you would just enjoy it more if you knew no one had fucked it!” Velbekomme! Men jomfruer eller ej går vampyrerne ikke af vejen for at lege med maden, hvilket vi får at se i en mægtig underholdende menneskejagt gennem det gamle hus.
Det er til gengæld lidt op ad bakke at feste i Wellingtons byliv. Uden et spejlbillede er de afhængige af hinandens personlige vurdering og illustrationer, når der skal sættes hår og vælges tøj, og vampyrernes regel om ikke at træde over en dørtærskel uden at være inviteret forhindrer dem i at se de fede natklubber indefra. Således spilder filmen ikke tiden, når det kommer til at gøre sig lystig på genrens bekostning, og vampyrens vel efterhånden traditionelle fjende, varulven, går heller ikke ram forbi.
Rutinen brydes, da gruppen stifter bekendtskab med Alices ekskæreste, Nick, og hans ven, Stu, en omgængelig systemanalytiker, der er enhver vampyrs rødmossede drøm af et måltid. Dette bliver kilde til en ny verden af muligheder, men også en bunke nye problemer.
I overensstemmelse med dokumentargenrens konventioner veksler filmen mellem at følge husets beboere i forskellige situationer, lade dem tale ud til kameraet enkeltvis og nu og da panorere hen over diverse sigende billeder krydret med stemningsmusik. Undervejs bliver filmen mindre dokumentarisk og mere filmisk konstrueret i sin skildring. Det er et nødvendigt onde, fordi den når alt kommer til alt ønsker at afvikle et plot, og i det mindste er den dog konsistent i dokumentarlooket. At kameraholdet fortsætter med at filme, længe efter de burde være løbet skrigende bort, er et klassisk problem hos mere seriøse, genrebeslægtede værker. Temaet taget i betragtning er det dog næppe noget, der ligefrem flår publikum ud af en illusion om indholdets ægthed.
De forskellige karakterer er alle underholdende, og deres respektive skærmtid er godt fordelt med undtagelse af Petyr, der glimrer (nej, ikke Twilight-agtigt!) ved sit fravær, også i henseende til personlighed. Han er velsminket og ækel, og jeg havde gerne set mere til ham, men på den anden side er det også svært at forestille sig ham implementeret mere aktivt i fortællingen; det kunne hurtigt gå fra sjovt til latterligt. Måske fungerer han bedst i sin ofte ensomme majestæt i kælderen – tavs, gådefuld og myndig. En oldgammel patriark, der skal værnes om.
Ligesom Petyr overforbruges specialeffekterne ikke, men fungerer til gengæld godt, når de er der. De er ikke store og kulørte og spiller derfor godt sammen med dokumentar-looket. Fordi filmens udtryk i forvejen ikke udstråler filmisk produktionsværdi, men tv-agtig billighed, fungerer det rigtig godt, når vores hovedpersoner bogstaveligt talt flyver op fra stolene, en mand forvandles til en flagermus for åben skærm eller varulvenes menneskeskikkelsers øjne lyser op i mørket. Nogle gange opnås mest med en lille smule på de rigtige tidspunkter, og i dette tilfælde opnår filmens udtryk den helt rigtige balance.
What We Do in the Shadows er en herlig lille film, der byder på mange skæve smil og gode grin, og så er det endda en komedie inden for de fantastiske genrer, hvilke der jo ikke ligefrem går 12 af på dusinet. En af kvaliteterne ved mockumentary-genren er efter min mening, at komikken i reglen serveres uden at fortrække en mine. Den bliver derfor ikke skabagtig, som eksempelvis spoof-film har tendens til, og får samtidig et dejligt absurd præg. Og vampyrerne i Wellington får en anbefaling med herfra. Der er et liv efter Twilight!
Tilbage er der vist bare at gøre opmærksom på, at du skal blive siddende både under og efter rulleteksterne.
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 44
