John Kenn Mortensen – De utilpassede

Udgivet den juni 27, 2015 af Admin

De_utilpassedeDe utilpassede
– Et blodigt eventyr fra udkantsdanmark
Roman af John Kenn Mortensen
Carlsen, 2014. 312 sider.

John Kenn Mortensen er primært kendt for sine Post-It monsters, som er eventyrlige monstertegninger udført på Post-It labels. Hans illustrationer er også dukket op andre steder, som f.eks. plakaten til Copenhagen Comics 2013 og ikke mindst på forsiden af Himmelskibet nr. 42. Med bogen De utilpassede viser han nu også sine evner som forfatter.

Rundt om på Lolland er der blevet sat et opslag op om et infomøde om hvordan der kan bringes velstand tilbage til lokalsamfundet, men det er nok lige så meget det at der loves gratis forfriskninger der lokker alle voksne til mødet. Af opslaget fremgår det at det kun er voksne der er inviteret, så børnene har måttet være alene hjemme. Johan har dog ikke været helt alene hjemme, for hans forældre har sørget for at han har en barnepige, hvilket han dog selv mener han er for stor til. Det hjælper heller ikke at barnepigen er Dorthea som han går og er vild med, og det er ikke specielt sejt at være nød til at skulle have en barnepige.

Dagen efter vågner alle børnene op og finder ud af at de voksne ikke er kommet tilbage, og det viser sig snart at der er en sammenhæng mellem mødet og de voksnes forsvinden. Da de voksne begynder at vise sig igen ved mørkets frembrud, viser det sig at de nu ikke længerer er forældre der vil passe på deres børn, men derimod vampyrer der vil æde dem.
Det viser sig at Johans ven Jacob er blevet bidt, men da smitten virker anderledes på børn, så er han ikke helt omvendt endnu. Da de dog ikke helt stoler på at han ikke kan finde på at bide dem, så får han et fuglebur over hovedet som en stor mundkurv.

De unge forsøger at opbygge et forsvar, men Johan, Jacob, Dorthea og et par andre passer ikke rigtigt ind og drager selv afsted for at slippe væk fra vampyrerne og Lolland. Der er dog nogle der har planer for Jacob, og vil bruge ham i kampen for at stoppe vampyrkongen i at sprede mere død og ødelæggelse.

John Kenn Mortensens Post-It monstre er ikke direkte uhyggelige, og det er ofte billeder af børn der nysgerrigt står og kigger på blodtørstige monstre, uden tegn på frygt. Det er samme tilgang der er til at fortælle denne gyserhistorie, for selvom der er masser af vampyrer, blod og ødelæggelse i bogen, så er det heller ikke rigtigt uhyggeligt. Det er dog heller ikke den klassiske ungdomsbog hvor man næsten fra starten kan regne ud at de unge nok skal redde situationen, for her ser det virkeligt sort ud, og man kan blive helt i tvivl om hvad der er tilbage af Lolland at redde.

Med hans baggrund i Post-It monstrene ville jeg have forventet at bogen ville være mere rigt illustreret end den er, men den indeholder dog en række eksempler på forfatterens fantastiske og fantasifulde streg, men nu er det selvfølgelig en roman og ikke en billedbog.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Avengers: Age of Ultron

Udgivet den juni 26, 2015 af Admin

avengers-2-ultron-posterAvengers: Age of Ultron
Film, USA 2015, 142 min.
Instr.: Joss Whedon
Medv.: Robert Downey Jr., Chris Evans, Chris Hemsworth, Scarlett Johansson, Mark Ruffalo, Jeremy Renner, Paul Bettany, James Spader, m.fl.

“I think a lot about meteorites…”
– Ultron

Kaotisk og kaleidoskopisk action! Sådan kan man med rette beskrive efterfølgeren til den super-succesfulde Avengers fra 2012, som udgør seneste kapitel i Marvel Studios’ cinematiske superhelte-saga. Den første film var en af de største og bedste superheltefilm hidtil – får vi mere af samme skuffe med 2’eren? Well, let’s check it out!

Vores helte starter i denne efterfølger med at tilbage-erobre Lokes magtfulde scepter-spyd fra en Hydra-base i det fiktive øst-europæiske land Sokovia, hvor store dele af filmens efterfølgende handling også foregår. Fra spyddet og Hydras computere får Tony Stark fat i noget rudimentær artificial intelligence, som han sammen med Bruce Banner kombinerer med sin egen research i et forsøg på at skabe et avanceret A.I.-program som kan fungere som et skjold for hele Jorden imod trusler fra rummet: Ultron. Det lykkes lidt for godt. Ultron vågner op, og accepterer opgaven om at skabe fred i verden, men den er ikke enig med Stark om hvori truslen består. Ultron mener at menneskene og deres hang til krig er det store problem, og inspireret af de meteorer som tidligere har forårsaget masseudryddelser på Jorden for årmillioner tilbage, går Ultron i gang med en stor plan. Han køber desuden en masse sortbørs-vibranium og bygger en hær af robot-avatarer som han alle selv kan fungere igennem. Og så er det op til vores kulørte helte at redde dagen i noget nær det vildeste superhelte-action-brag, man kan forestille sig. Det er særdeles tegneserieagtigt; episk og heroisk.

Men, har historien et komplekst budskab? En ordentlig substans? Man skulle tro at et plot med artificial intelligence kunne bruges til lidt mere end blot at have en mega-ond skurk – og det gør det da også: Ultron og The Vision repræsenterer to forskellige tolkninger af ideer om udødelighed og dødelighed. Begge de to maskiner har kun været i live få dage, men alligevel adopterer de hver deres holdning om menneskelivets flygtighed, og afsiger hver deres dom over den. Ultron konkluderer at dødelige livsformer er patetiske i det store perspektiv, og at de lige så godt kan dø først som sidst, mens Vision mener at livets skrøbelighed gør det smukt og kostbart. En fint beskrevet dikotomi.

Udover disse observationer er der også den større kosmiske sammenhæng: der er stor sandsynlighed for at det meste af Ultrons bevidsthed kom fra scepter-spyddet, som jo er et våben som den gudelignende rumskurk Thanos har plantet på Jorden (det var ham der gav det til Loke i den første film). Hans overordnede mål er at dræbe så mange livsformer (inkl. jordboere) som muligt, for at indynde sig hos sit idol, personificeringen af Døden. Vi må ikke glemme at den forrige Avengers-film sluttede med en scene hvor Thanos’ lakej siger om jordboerne: “To challenge them is to court death.” Og det er netop hvad Thanos ude i kulisserne gør her. Så på den måde giver det udmærket mening.

Den eneste ting ved filmen som skuffede mig lidt [spoiler-advarsel!], var at Quicksilver døde. Han er en væsentlig figur, og det er ikke tilfredsstillende at han skulle dø i samme film som han bliver introduceret i. Men hvem ved; måske bliver han genoplivet senere (det er der en del fans som er overbeviste om at han bliver, dels fordi hans død er baseret på en historie i Marvels Ultimate Universe, hvor han ender med at komme tilbage, og dels fordi Whedon allerede har afsløret at han filmede en alternativ slutning på Age of Ultron, hvor Quicksilver overlevede sine sår). Hans døds funktion i denne film var nøjagtig den samme som Coulsons “død” i den første film; at vores helte (især hans søster, Scarlet Witch) skulle have nogen at hævne. Dette element må derfor karakteriseres som en “Whedonisme”. Det passer ikke ret godt sammen med tegneserierne, hvor væsentlige helte praktisk talt aldrig dør. På den anden side er det anderledes med Marvel-film, som der jo ikke kommer et halvt hundrede af hver eneste måned, og som derfor må indeholde lidt flere højdramatiske udviklinger.

En anden ting som kunne være årsag til rynkede øjenbryn er S.H.I.E.L.D.s pludselige tilstedeværelse i filmen (efter at organisationen blev opløst i Captain America: The Winter Soldier). Men dette adresseres heldigvis i “Agents of S.H.I.E.L.D.” tv-serien, så det fungerer i sidste ende ganske upåklageligt. Men faktisk por­trætteres S.H.I.E.L.D. og Nick Fury generelt problematisk, for den/han er på én gang beskrevet som en slags NSA på den ene side, der foregribende bygger våben for at imødekomme fremtidige trusler og vil kontrollere alle folk med superkræfter, og en heroisk FN-agtig organisation på den anden side, som bare sørger for at redde menneskeliv når der er fare på færde. Hvilken af delene er det? Det er samme problematik som Tony Stark er ude i, specielt i denne film (hvor dele af Ultrons tankegang er ekstrapoleringer af Starks egen). Der er for mig ingen tvivl om at disse temaer netop vil blive centrale i den næste store Marvel-film: Captain America: Civil War, som kommer om et år (løst baseret på en tegneseriebegivenhed fra 2008).

Mindre spørgsmål/kritikpunkter, man kan rette mod Age of Ultron, er f.eks. at Scarlet Witchs superkræfter bare er former for telepati og telekinese, og ikke noget mystisk/”overnaturligt” kvantemekanisk manipulationshalløj som i tegneserierne. Men her vil jeg vælge at tro at hendes kræfter ganske enkelt endnu ikke har udviklet sig til de højder, vi ser i tegneserie-sagaerne. Det forudsiges i denne film at Scarlet Witch vil “tear the Avengers apart”, og det er sikkert en foregribelse af fremtidige films udlægninger af tegneseriehistorier som f.eks. Avengers Disassembled, hvor Scarlet Witch har en yderst central rolle. Alt tyder i hvert fald på at hun får en væsentlig rolle i de næste to Avengers-film, Infinity War Part I og Part II. Det kan man kun glæde sig til.

En anden sej ting ved filmen er at Ultron skaber The Vision (mesterligt gengivet af Paul Bettany!), nøjagtig som i den originale Avengers-tegneserie – #57 fra 1968! – begge steder er der én kunstig intelligens der skaber en anden, og de to ser verden særdeles forskelligt.

Og så er der jo Hulks kamp mod Iron Man i sidstnævntes specialbyggede “Hulk Buster” rustning, som ødelægger en del af Johannesburg. Denne kamp er en vigtig plot-pointe der leder frem til det internationale samfunds insisteren på at alle folk med superkræfter skal registreres i the Superhero Registration Act, som bliver plot-fundament for Captain America: Civil War. Alle scenerne i Avengers: Age of Ultron har betydning i en overordnet struktur, og det er en af de fedeste og dristigste ting ved denne og andre Marvel-film. Og genialiteten stopper ikke dér; filmen har bevidst et specielt fokus på de figurer, som ikke har deres egne solo-film: Hawkeye, Hulk og Black Widow. Det er fanme godt skruet sammen.

Nogle kritikere lader til at mene at denne film er tæt på at være en superheltefilm for meget – at den burde indeholde noget væsentligt og fundamentalt nyt i forhold til de forrige superheltefilm. Det kan man selvfølgelig også godt argumentere for, men som en superheltefan der gennem mange år har ønsket at se denne type historier på det store lærred i live action form, er det særdeles svært at finde noget væsentligt at beklage sig over. Som en fan der har fulgt med i både tegneserier og film, ved man at filmen er væsentligt mere kompleks end de fleste tilfældige publikummer aner. Hvad den end måtte mangle af dybe persondramaer, kompenseres der rigeligt for i så ren og passioneret underholdningsværdi at jeg vil sammenligne den med Star Trek-filmen fra 2009, som jeg har set over tyve gange. Skurkens plan burde have været en del bedre fortalt og forklaret, men spændingen, miljøet, det visuelle lir og personernes stimulerende samspil er alligevel rigeligt til at give filmen topkarakter. Jeg har set Avengers: Age of Ultron i biffen tre gange, og blev gladere for den hver gang.

Ender filmen så med at leve op til de skyhøje forventninger? Det må blive et rungende “ja”! Filmen er tætpakket med både veldrejet action, opslugende historie og et væld af straks-klassiske one-liners, og kritikpunkterne er ret uanselige. Visuelt ser filmen brandgodt ud, og indeholder flere scener der rører en ægte superhelte-fan til tårer. Man mærker tydeligt at Whedon gerne ville have puttet endnu mere materiale ind i filmen; en række af de lidt uklare detaljer (såsom hvordan Ultron under en biljagt pludselig kan få stykker af vejen til at hæve sig, så diverse biler kører galt) er helt sikkert kun uklare fordi der ikke var tid til at inkludere lidt flere forklarende scener. Så hvis der her og der mangler noget logik, så er det næppe fordi der ikke er nogen forklaring, men fordi der ikke var plads til at inkludere den! Jeg havde gerne set en 20minutter længere film; det er tydeligt at der ligger flere tanker bag scenerne end vi får tid til at opleve til fulde, og derfor er det glædeligt at Marvel allerede har erklæret at der udkommer en forlænget version på disk efter sommerferien, som indeholder en alternativ slutning og mange slettede scener, og hvor mange af de uklare detaljer forhåbentlig er gjort klarere (om ikke i filmen, så i det mindste på kommentarsporet). Og så længe historien er intelligent skrevet, så har jeg faktisk ikke noget imod at man som seer selv skal gætte eller fabulere sig til nogle af forklaringerne. Så er der bare så meget desto mere at tænke over.

Og ligesom de andre film fra Marvel Studios er Avengers: Age of Ultron naturligvis endnu et gudeeksempel på at den visuelle action og den fysiske helte-æstetik fra tegneserierne nu kan translateres forbløf­fende overbevisende til levende billeder. Smukt, fantastisk, strålende!

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Paul J. McAuley – Under Mars

Udgivet den juni 25, 2015 af Admin

Under-Mars-front1Under Mars
Novellesamling af Paul J. McAuley
Science Fiction Cirk-len, 2014. 252 sider.

SFC opretholder deres gode tra-dition med at udgive novellesamlinger med de fleste af de forfattere, der kommer på den årlige Fantasticon. Denne samling er af den engelske Paul J. McAuley, der gæstede Fantasticon sidste år, og som primært skriver det vi kalder “hård” science fiction – altså baseret på ekstrapolerede ideer fra nutidens videnskab. Han er således stilmæssigt i familie med Alistair Reynolds, Iain M. Banks, Stephen Baxter og Charles Stross, der alle tilhører det nye kuld af moderne science fiction forfattere, som gerne kobler mange ideer sammen i samme historie, og dermed skaber betydeligt mere komplekse historier end den klassiske hårde science fiction, hvor det oftest var én eller to ideer man tog udgangspunkt i, og derefter så på hvad der ville ske hvis man accelererede udviklingen. Faktisk synes jeg, at McAuleys personer er mere spændende og bedre beskrevet end hos mange af de andre, jeg har læst i denne genre – i hvert fald bedømt ud fra denne samling og ud fra, hvad jeg har læst af de andre.

Dette kan måske! (min helt egen teori her) hænge sammen med at McAuley i modsætning til mange andre forfattere der skriver “hård” science fiction ikke er uddannet indenfor fysik, astronomi, matematik og andre ingeniør-agtige fag, men derimod er uddannet biolog, nærmere bestemt med botanik som speciale, hvorfor hans tilgang måske er lidt anderledes. Dette gør novellerne i denne samling mere læsevenlige end længe set, på trods af de ofte komplekse problemstillinger og det er derfor en god bog at læse som indgang til “moderne hård science fiction” …

De enkelte noveller spænder meget vidt – titelnovellen kan f.eks. dårligt betegnes som science fiction, da den foregår i en satire over en relativt genkendelig forlystelsespark, der nu har temaer fra science fiction klassikere, og så noget med et euforiserende stof der måske (?) får ting til at blive virkelige … Det er med andre ord lidt en meta-historie, ligesom også en anden historie, der leger med, hvad der ville være sket, hvis det var briterne, der havde snuppet Werner von Braun og de øvrige tyske top-raketforskere, i stedet for amerikanerne. Den er ret sjov, både som tankevækkende historieundervisning og bliver endnu mere underholdende, hvis man, som Niels Dalgaard påpeger i sit udmærkede efterskrift om for-fatterskabet, kan genkende de mange referencer til klassisk science fiction.

I den anden ende er to meget spændende og rimeligt lange historier (Tilflyttere og Rev), der foregår i et McAuley-univers han kalder The Quiet War. Her er solsystemet koloniseret og menneskene er begyndt at modificere sig voldsomt for at tilpasse sig de ændrede omgivelser. McAuley har skrevet mindst fire romaner og flere noveller der foregår i dette relativt realistiske fremtidsscenarie.

Der er også en historie om turisme på Antarktis, som jeg ville ønske, jeg havde læst før jeg kæmpede mig igennem Kim Stanley Robinsons langgaber af en roman med samme titel, og som også har lidt den samme pointe – her fylder det bare en tyvendedel, og man er ikke tvunget til at læse endeløse beskrivelser af bjergbestigning …

Vi har derudover noveller om udødelige transhumanister, genkrige, månens forsvinden, gensplejsede sexslaver i et cyberpunk-miljø, og Philip K. Dicks møde med Richard Nixon.

Der er med andre ord noget for enhver smag, og generelt har Niels Dalgaard gjort det fint med oversættelsen, og Bente Riis har fundet fejlene under korrekturlæsningen. Jeg er glad, og glæder mig allerede til den næste samling.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , | Skriv en kommentar

Marksmen TPB

Udgivet den juni 24, 2015 af Admin

marksmenMarksmen TPB
Tegneserie, Image Comics 2012, 180 sider
Forfattere: David Baxter & Dave Elliott
Tegnere: Javier Aranda & Garry Leach

Denne trade paperback samler den 6-numres Mad Max-agtige mini-serie om hele verdens civiliserede infrastrukturs fatale undergang efter et katastrofalt økonomisk kollaps. Den eneste fungerende by der er tilbage på den amerikanske vestkyst er New San Diego, hvor indbyg-gerne sætter deres lid til videnskab og teknologi, og håber at genvinde kontrollen med en laser-satellit, så de kan forsvare sig mod deres barbariske (og religiøse) naboer. Plottet minder således ikke så lidt om Mad Max: The Road Warrior, og en Max-lignende figur er også med, i form af Drake, som er skeptisk overfor det nærmest totalitære sociale netværks-system som binder borgerne i New San Diego sammen. Han påtager sig derfor diverse opgaver ude i den barbariske ødemark, men vender tilbage til byen når det brænder på. Og det gør det snart, da de i flere omgang angribes af deres fjender, ledet af den hensynsløse Duke, som viser sig at have en del flere ressourcer i ærmet end man skulle tro.

Plottet er udmærket opbygget. Der gås ikke i så mange detaljer om hverken miljøet eller personerne som man måske kunne ønske, men man får de essentielle ting at vide, og så er der ellers fin action og død og ødelæggelse for resten af penge-ne. Handlingen er pænt pakket, og der sker faktisk adskillige overraskende ting som hele tiden sår tvivl om hvorvidt vores videnskabelige helte nu også vil vinde, og hvem der egentlig er på hvis side. Særdeles action-film-agtig tegneserie, som da også er udgivet på DVD som såkaldt “motion comic”, hvor man dynamisk gennemgår siderne med tilsat dramatiseret lyd (jeg har dog kun læst tegneserien). Der er et efterord af ingen ringere end SF-forfatter Vernor Vinge, som kommer med nogle, haha, be-Vingede ord om hvor skrøbelig og teknologi-afhængig vores civilisation er.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Star Trek: The Next Generation – Sæson 7

Udgivet den juni 23, 2015 af Admin

star-trek-tng-season-7Star Trek: The Next Generation – Sæson 7
Tv-serie, USA 1993/1994, 26 episoder à 44 min.
Medv.: Patrick Stewart, Jonathan Frakes, Brent Spiner m.fl.
På Blu-ray fra Paramount Home Entertainment

“Man skal huske at stoppe, mens legen er god,” lyder et gammelt, men eviggyldigt råd, som alt for mange tv-serier har ignoreret gennem tiderne. “The X-Files” nærmest snublede over målstregen i sin niende sæson – omtrent tre år efter, at serien nåede sit kreative toppunkt. Krimiserien “Dexter” gik fra at være både seernes og kritikernes kæledægge til en bespottet petitesse, før den omsider stillede træskoene ovenpå otte års glimtvis gribende blodsudgydelser. “Heroes” tabte pusten allerede efter sin første årgang, og selv “Twin Peaks” – en af tv-historiens mægtigste titaner – kom aldrig helt op i gear igen i sin anden sæson, efter at mordet på skønhedsdronningen Laura Palmer var blevet opklaret.

Men gudskelov nåede “Star Trek: The Next Generation” ikke at overskride sin udløbsdato, før seriens bagmænd trak stikket ud i 1994 efter syv sæsoners intergalaktisk ramasjang. Skuespillerne var fortsat i topform, både anmelderne og seerne flokkedes stadig omkring serien uge efter uge, og sæson 7 udløste tilmed seriens første, prestigefyldte Emmy-nominering i kategorien ‘bedste drama-serie’. Man når man genser seriens syvende og sidste sæson i dag – altså godt 20 år efter, at den oprindeligt blev transmitteret – indser man alligevel hurtigt, at manuskriptforfatterne tydeligvis var ved at løbe tør for gode ideer, og at det derfor var en klog, veltimet beslutning at fjerne rumskibet Enterprise og dets galante besætning fra sendefladen.

Faktisk var manuskriptforfatterne ikke alene begyndt at løbe tør for ideer, de genbrugte også hyppigt de samme. Her i sæson 7 er det eksempelvis påfaldende (og næsten morsomt), hvor jævnligt Enterprises forskellige Starfleet-officerer støder ind i familiemedlemmer, der tvinger dem til at se fortiden i øjnene. Data – den evigt ærværdige, troskyldige androide, som levendegøres af den eminente Brent Spiner – konfronterer sin onde tvillingebror Lore for sidste gang i “Descent, Part II” (et action-spækket afsnit med en rørende coda); maskinmesteren Geordi La Forge forsøger at redde sin mor med en fjernstyret dingenot i “Interface” (en anderledes middelmådig episode, som ofte har svært ved at bunde i manuskriptets kringlede technobabble); rumskibets rådgiver, Deanna Troi, får besøg af sin mor i “Dark Page” og hører for første gang om sin lillesøster (spillet af en purung Kirsten Dunst), der døde for mange år siden; Data møder en kvinde, der hævder at være en af hans medskabere og således hans “mor” i “Inheritance”; den klingonske sikkerhedsofficer Worf går i clinch med sin følelsesladede stedbror i “Homeward”; og i “Bloodlines” viser det sig, at Enterprises hæderkronede kaptajn, Jean-Luc Picard, tilsyneladende har en søn, han ikke kendte til, og som trues på livet af en slyngel, der er ude efter hævn på Picard.

De påfaldende ligheder mellem ovennævnte afsnit havde selvfølgelig ikke gjort så meget, hvis afsnittene i sig selv havde været glimrende, men udover en håndfuld mindeværdige øjeblikke er de desværre relativt forglemmelige (med undtagelse af “Descent, Part II”, som kickstarter sæsonen med et brag). Værre er det rodede mordmysterium “Eye of the Beholder”, det uengagerende syretrip “Masks” (hvori Data bliver “besat” af en håndfuld fjollede figurer) og “Sub Rosa” – seriens første decideret skrækkelige afsnit siden sæson 2, hvori Enterprises overlæge, Beverly Crusher, forføres af et spøgelse(!), som bor i et, øh, stearinlys. Udover at have en gyselig historie er afsnittet særligt skæmmet af teatralsk skuespil og forældede visuelle effekter, som ikke ligefrem er blevet behandlet blidt af tidens tand.

Men selvom sæson 7 – overordnet set – ikke når det samme tårnhøje kvalitetsleje som sæson 3-6, så er her altså adskillige hæderlige afsnit og endda et par gedigne guldklumper. Dobbeltafsnittet “Gambit” er en pragtfuld pendant til Steven Spielbergs klassiske Indiana Jones-film, hvori Picard og hans førsteofficer, William Riker, kæmper en brav kamp for at forhindre, at et oldgammelt, altødelæggende våben havner i de forkerte hænder. I “Attached” er Picard og Crusher på flugt fra autoriteterne på en ugæstfri planet, og undervejs rives der op i parrets betændte fortid, hvilket udløser et karakterdrama af højeste klasse. I den stærkt fornøjelige og fantasifulde episode “Parallels” bliver Worf uvilligt slynget fra det ene parallelle univers til det andet, mens han desperat forsøger at vende tilbage til sin egen virkelighed. “Pegasus” er en uforudsigelig thriller af rang, der endelig besvarer et spørgsmål, som trekkies har stillet i årtier: hvorfor i alverden slører Føderationen ikke deres rumskibe på samme måde som klingonerne og romulanerne?

“Lower Decks” er i øvrigt en mindre genistreg. Her følger vi en række mindre bifigurer på Enterprise og får lov til at se begivenhedernes gang fra deres synspunkt, hvilket giver os en enestående mulighed for at se seriens velkendte persongalleri i et helt nyt lys – det er en yderst opfindsom opskrift på en tv-episode, som mange andre serier har genbrugt siden da. En anden personlig favorit er det bevægende, “Frankenstein”-agtige “Thine Own Self” – en af seriens bedste Data-centrerede episoder, hvori androidens hukommelse slettes efter et uheld på en fremmed planet, hvor Data forsøger at redde den mistroiske lokalbefolkning fra en dødelig syge. Jeg nød endda det generelt forhadte gyserafsnit “Genesis”, hvori Picard og Data forsøger at finde kuren til en virus, der har forvandlet alle ombord på Enterprise til dyriske bæster (særligt en enkelt skræmmende scene i Enterprises maskinrum får mig altid til at hoppe i sædet!).

Men seriens svanesang, dobbeltafsnittet “All Good Things…”, er på alle måder rosinen i pølseenden. Den guddommelige, spøgefulde Q sender Picard frem og tilbage mellem fortiden, nutiden og fremtiden, og i alle tre tidsperioder må Picard og Co. sætte alle sejl til for at redde, ja, hele universet. Jeg har set mange tv-serier (inklusive flere, jeg vægter højere end “Star Trek: The Next Generation”), men jeg kan simpelthen ikke mindes en mere perfekt afslutning på en tv-serie. “All Good Things…” er på én gang hjerteskærende og opløftende – spækket med spændingsmættet action, hjertevarm humor, udsøgte twists og sågar lidt rørende romantik. Samtlige karakterer får lejlighed til at brænde igennem i rampelyset, og det er også imponerende, hvordan manuskriptforfatterne Ronald D. Moore og Brannon Braga formår at trække en klar rød tråd mellem seriens første og sidste afsnit. Man kunne vitterligt ikke have forlangt et bedre punktum på denne skelsættende science fiction-saga.

I sig selv er “All Good Things…” næsten fremragende nok til at gøre denne Blu-ray-udgivelse til et must, og det hjælper naturligvis også, at den 20 år gamle serie stadig ligner en million i HD takket være Paramount og CBS’ blændende restaureringsarbejde. Udgivelsens seks skiver huser også en masse superbt ekstramateriale: deriblandt alle dokumentarerne fra den gamle dvd-udgivelse af sæsonen, tv-trailere til samtlige afsnit, adskillige minutters fornøjelige fraklip, massevis af slettede scener, tre informative kommentarspor (til afsnittene “Parallels”, “Lower Decks” og “Preemptive Strike”) samt en stak spændende, splinternye dokumentarer, hvori diverse skuespillere, producere, manuskriptforfattere og andet godtfolk reflekterer over seriens afrunding og eftermæle.

Kære læser – hvis du er glad for Star Trek eller sci-fi i al almindelighed, så sæt prompte kurs mod din foretrukne Blu-ray-butik. Engage!

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Johan Albrechtsen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film, Science Fiction, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Halo: Nightfall

Udgivet den juni 22, 2015 af Admin

Halo NightfallHalo: Nightfall
Film, USA 2014, 99 min.
Instr.: Sergio Mimica-Gezzan
Medv.: Steven Waddington, Mike Colter, Christina Chong, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

“Halo: Nightfall” er en tv-serie på fem 20-minutters afsnit – baseret på det berømte sci-fi computerspil Halo – som her er klippet sammen til en film. Det samme skete for den første tv-serie, “Halo 4: Forward Unto Dawn”, i 2012, og dengang var det en pinligt kedsommelig og hurtigt glemt affære. Med Nightfall går det dog bedre. Stor kunst er der nok ingen der vil kalde det, men vi har dog en historie som både er anstændig science fiction og også er klart fortalt og relativt velspillet. Steven Waddington har et af de ansigter man har set flere gange før, og Mike Colter er et nyere, hot navn som vi snart får at se i titelrollen i Marvels kommende “Luke Cage” tv-serie. Her spiller de to øverstbefalende for hver sit militær; Colter er leder af et hold elitesoldater fra de avancerede indre kolonier, mens Waddington er den lokale oberst på den fjerne koloniplanet Sedra, hvor handlingen starter.

En våbenhvile mellem menneskene og den fremmede kultur The Covenant er ikke særlig stabil, og Sedra udsættes for et ter­roristangreb med et nyt våben: Et hidtil uset grundstof som er giftigt for mennesker men ikke for andre aliens. Dette unikke grundstof er skabt i den supernova som i sin tid splittede den kunstige ringverden-lignende habitat Halo op i mange stykker, og nu må vores to hold soldater rejse til den stjerne, som dette Halo-stykke er endt i kredsløb om, for at destruere dette farlige stof. Halo-stykket er så tæt på stjernen at man kun kan opholde sig på stykket (som er stort nok til at have sin egen tyngdekraft) i få timer, da dets rotation vender sin engang-beboelige overflade i retning af stjernen i det meste af sit “døgn”, og overfladen derfor er ganske forkullet. Deres rumskib forulykker på Halo-stykket, og nu må de kæmpe mod nogle kunstige biologiske organismer som tiltrækkes af al teknologi, og se om de kan både overleve og ødelægge det skæbnesvangre grundstof. Som Captain Kirk ville have sagt: “The odds are against them and the situation is grim.”

Figurerne er ikke voldsomt dybe, men de er gode nok til at være relativt levende. Historien tematiserer soldaterlivet; hvor­dan de lever for at dræbe, men også dør for at andre kan leve. Og hvordan en soldat som skal vente for længe på at komme i kamp, risikerer at tænke for meget over sin situation og blive opslugt af tvivl, angst og panik. Som sådan er det en ganske velskrevet historie, omend den bestemt også indeholder prætentiøse og uoverbevisende dele. Ingen der springer denne film over vil være gået glip af noget vigtigt, men hvis man (som mig!) er hungrende sci-fi fan, kan man sagtens være bekendt at bruge 100 minutter på Halo: Nightfall.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

What We Do in the Shadows

Udgivet den juni 21, 2015 af Admin

ShadowsWhat We Do in the Shadows
Film, New Zealand, 2014, 82 min.
Instr.: Jemaine Clement, Taika Waititi
Medv.: Jemaine Clement, Taika Waititi, Jonathan Brugh, Cori Gonzalez-Macuer m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

En mockumentary er en film, der har fiktivt indhold, men i sin skildring giver sig ud for at være dokumentarisk. Ordet er en sammentrækning af det engelsk ”mock”, som betyder at håne, og ”documentary”, som bety… Okay, du har fanget den, kære læser; nu skal forklaringen jo heller ikke gå hen og blive patroniserende. Som det ligger i ordet, er der tale om en parodi­ering af dokumentarfilmgenren. Ofte foregår dette på subtil vis, så det er til at forveksle med den ægte vare, hvis man ikke lige er opmærksom eller har slået sin sunde skepsis fra.

Et af de mest oplagte eksempler på genren er musikportrættet This is Spinal Tap, hvor vi følger det britiske heavy metal-band Spinal Tap gennem den ene tåkrummende situation efter den anden. Det ret gennemførte koncept blev sågar fulgt op af musikudgivelser og koncerter. Også under de mere hjemlige himmelstrøg har vi bidraget til genren, bl.a. med den vidunderlige serie P.I.S. – Politiets indsatsstyrke.

I det nyere new zealandske skud på stammen, What We Do in the Shadows, handler det ikke om noget så jordnært som musikere eller specialtrænede, men alligevel sært uduelige politifolk, men derimod nattens langtandede yngel: vampyrerne! Et kamerahold skildrer livet (eller hvad sådan nogle nu har) hos fire noget umage vampyrer, der bor sammen i et hus i Wellington. De repræsenterer hver deres type, som vi kender dem fra underholdningskulturen.

Viago er den bløde, pæne og lidt tragiske helt à la Louis i Interview with the Vampire; Vladislav, som i sine dårlige perioder har en uvane med at spidde og torturere sine ofre, er en reference til den rumænske prins, Vlad Țepeș, som er den historiske inspiration til Bram Stokers Dracula; Brushovedet Deacon er med sine kun 183 år den yngste og mest utæmmede i gruppen, ikke ulig sin navnebror i filmen Blade; og 8000 år grimme Petyr holder til i husets kælder og er ren Nosferatu med flere og værre tænder. Tilsammen udgør de en ukonventionel neofamilie med homo-/biseksuelle undertoner, som trækker på Anne Rices vampyrunivers.

Når solen går ned, kimer vækkeuret, og Viago forlader sin kiste og vækker sine bofæller. Livet i huset går sin natlige gang med diskussioner om opvasken og blodsugning fra de ofre, Deacons mennesketjener, Alice, lokker til huset, fordi hendes herre har sat hende det evige livs gave i udsigt. Bedst er det selvfølgelig, hvis hun kan finde nogle jomfruer til dem. ”I think we drink virgin blood because it sounds cool,” funderer Viago, før Vladislav personligt konkluderer: ”If you are going to eat a sandwich you would just enjoy it more if you knew no one had fucked it!” Velbekomme! Men jomfruer eller ej går vampyrerne ikke af vejen for at lege med maden, hvilket vi får at se i en mægtig underholdende menneskejagt gennem det gamle hus.

Det er til gengæld lidt op ad bakke at feste i Wellingtons byliv. Uden et spejlbillede er de afhængige af hinandens personlige vurdering og illustrationer, når der skal sættes hår og vælges tøj, og vampyrernes regel om ikke at træde over en dørtærskel uden at være inviteret forhindrer dem i at se de fede natklubber indefra. Således spilder filmen ikke tiden, når det kommer til at gøre sig lystig på genrens bekostning, og vampyrens vel efterhånden traditionelle fjende, varulven, går heller ikke ram forbi.

Rutinen brydes, da gruppen stifter bekendtskab med Alices ekskæreste, Nick, og hans ven, Stu, en omgængelig systemanalytiker, der er enhver vampyrs rødmossede drøm af et måltid. Dette bliver kilde til en ny verden af muligheder, men også en bunke nye problemer.

I overensstemmelse med dokumentargenrens konventioner veksler filmen mellem at følge husets beboere i forskellige situationer, lade dem tale ud til kameraet enkeltvis og nu og da panorere hen over diverse sigende billeder krydret med stemningsmusik. Undervejs bliver filmen mindre dokumentarisk og mere filmisk konstrueret i sin skildring. Det er et nødvendigt onde, fordi den når alt kommer til alt ønsker at afvikle et plot, og i det mindste er den dog konsistent i dokumentarlooket. At kameraholdet fortsætter med at filme, længe efter de burde være løbet skrigende bort, er et klassisk problem hos mere seriøse, genrebeslægtede værker. Temaet taget i betragtning er det dog næppe noget, der ligefrem flår publikum ud af en illusion om indholdets ægthed.

De forskellige karakterer er alle underholdende, og deres respektive skærmtid er godt fordelt med undtagelse af Petyr, der glimrer (nej, ikke Twilight-agtigt!) ved sit fravær, også i henseende til personlighed. Han er velsminket og ækel, og jeg havde gerne set mere til ham, men på den anden side er det også svært at forestille sig ham implementeret mere aktivt i fortællingen; det kunne hurtigt gå fra sjovt til latterligt. Måske fungerer han bedst i sin ofte ensomme majestæt i kælderen – tavs, gådefuld og myndig. En oldgammel patriark, der skal værnes om.

Ligesom Petyr overforbruges specialeffekterne ikke, men fungerer til gengæld godt, når de er der. De er ikke store og kulørte og spiller derfor godt sammen med dokumentar-looket. Fordi filmens udtryk i forvejen ikke udstråler filmisk produktionsværdi, men tv-agtig billighed, fungerer det rigtig godt, når vores hovedpersoner bogstaveligt talt flyver op fra stolene, en mand forvandles til en flagermus for åben skærm eller varulvenes menneskeskikkelsers øjne lyser op i mørket. Nogle gange opnås mest med en lille smule på de rigtige tidspunkter, og i dette tilfælde opnår filmens udtryk den helt rigtige balance.

What We Do in the Shadows er en herlig lille film, der byder på mange skæve smil og gode grin, og så er det endda en komedie inden for de fantastiske genrer, hvilke der jo ikke ligefrem går 12 af på dusinet. En af kvaliteterne ved mockumentary-genren er efter min mening, at komikken i reglen serveres uden at fortrække en mine. Den bliver derfor ikke skabagtig, som eksempelvis spoof-film har tendens til, og får samtidig et dejligt absurd præg. Og vampyrerne i Wellington får en anbefaling med herfra. Der er et liv efter Twilight!

Tilbage er der vist bare at gøre opmærksom på, at du skal blive siddende både under og efter rulleteksterne.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mænd og høns

Udgivet den juni 20, 2015 af Admin

MH-1Mænd og høns
Film, Danmark 2015, 104 min.
Instr. og manus: Anders Thomas Jensen
Medv.: Mads Mikkelsen, David Dencik, Nicolas Bro, Nicolaj Lie Kaas, Søren Malling, Ole Thestrup

Det er nærmest umuligt at anmelde den danske film Mænd og Høns uden at komme med spoilers – nu er I advaret.

Filmen starter med at to brødre, Gabriel (David Dencik) og Elias (Mads Mikkelsen) finder ud af at manden, som de troede var deres far, ikke er det. Deres biologiske far er en mys-tisk doktor, som bor på den lille danske ø Ork. De to brødre drager ud for at finde faderen, og så begynder det at gå galt.

Gabriel og Elias er et temmelig umage par. Førstnævnte er en følsom universitetslektor, mens den anden er en lettere evnesvag hyperonanist. Deres eneste fællestræk er en læbespalte. På Ork finder de tre brødre (Kaas, Bro og Malling) bo i et gammelt, faldefærdigt sanatorium. Alle brødrene har læbespalte og er temmelig voldelige og ukultiverede. Elias falder hurtigt ind, mens Gabriel påtager sig den umulige opgave at opdrage på sine brødre.

Der går nogle underlige dyrekrydsninger rundt på sanatoriet; resultater af eksperimenter foretaget af den mystiske doktor, som er død nogle år forinden (men stadig ligger som indtørret mumie i en seng på førstesalen). Langsomt går det også op for Gabriel at han og hans brødre selv er resultater af krydsninger mellem dyr og mennesker.

Filmen er præget af sort humor. Den ene bror slår folk i hovedet med udstoppede dyr når han er sur, en anden er helt vild med ost og kan ikke lade være med at analysere historier, mens en tredje er underdanig og hele tiden bliver hundset med. Der er en del mærkelige optrin undervejs, og filmen er bestemt ikke for sarte sjæle. En del af hu-moren minder om Anders Thomas Jensens tidligere film De grønne slagtere (som har et stort personsammenfald på rollelisten med denne film), men her er det groteske kørt helt ud.

Filmen fungerer bedre som sort folkekomedie end som science fiction. Temaet er det samme som i H.G. Wells’ flere gange filmatiserede Dr. Moreaus ø; her er dyre/menneske-hybrid-erne blot blevet til via gen-teknologi i stedet for kirurgi. Det er dog lige lovlig fjollet at hybridernes dyriske træk er taget fra kulturelle snarere end biologiske egenskaber ved de forskellige dyr. Gabriel, som er meget klog og akademisk, har fx lidt ugle i sig, mens at den osteglade bror har noget mus i sig og den hundsede bror er delvist hund. Det biologiske laboratorium minder også mere om noget fra midten af det 19. århundrede end om noget fra slutningen af det 20. århundrede.

Hvis man gerne vil se en god og original science fiction-film, er det ikke Mænd og høns, man skal se. Men hvis man gerne vil se en grotesk komedie med nogle af de bedste danske mandlige skuespillere, er filmen ikke helt dårlig.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

These Final Hours

Udgivet den juni 19, 2015 af Admin

The Final HoursThese Final Hours
Film, Australien 2013, 83 min.
Instr.: Zak Hilditch

På DVD fra Another World Entertainment

Der findes post-apokalyptiske film og der findes præ-apoka-lyptiske film. I den sidste slags – tænk f.eks. Melancholia, 4:44 – Last Day on Earth og Seeking a Friend for the End of the World – er apokalypsen lige om hjørnet, og historien handler om hvad folk gør når de ved at verden vil ende om kort tid. Det har en stærk tendens til at involvere store mængder sex og selvmord. Det gør det også i det australske drama The Final Hours. En kæmpe asteroide er slået ned i atlanterhavet, og chokbølgen har allerede udslettet både Amerika og Europa. Omkring 12 timer senere (siges det i filmen) vil ildhavet nå Australien, og ingen vil overleve. Samfundet er allerede brudt sammen; mange har skudt sig selv, andre er søgt ud i ødemarken – men nogen har arrangeret en stor “verdens ende” (sex)fest hvor de går amok med druk, stoffer og skydevåben. Den 30-årige fyr James er på vej til denne fest, da han opdager to skumle fyre der tydeligvis har bortført en 11-12-årig pige. Han befrier hende, og bruger de næste adskillige timer på at forsøge at føre hende sam-men med hendes familie. Sam-tidig hører vi om hans kæreste og hans elskerinde; det er natur-ligvis “kompliceret”. Til sidst når han frem til festen, hvor hans kammarat (kærestens bror) også har forsøgt at organisere et overlevelses-kælderrum… Det er egentlig et udmærket og vel-spillet drama, men der er ikke rigtig noget nyt eller originalt i det, og detaljerne bag apoka-lypsens komme forbliver eks-tremt vage. Som drama fungerer det, men som sci-fi er der ikke meget at komme efter.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Under the Skin

Udgivet den juni 18, 2015 af Admin

Under the SkinUnder the Skin
Film, Skotland 2013, 108 min.
Instr.: Jonathan Glazer
Medv. Scarlett Johansson, m.fl.

Scarlett Johansson kører rundt i Glasgow og omegn i en vare-vogn og spørger diverse mænd, hun møder, om vej. Nogle af dem tager hun en længere snak med, og enkelte inviterer hun hjem til et forfaldent hus med løfte om sex (og hvem siger nej til det, når det er Scarlett der spørger?). I huset bliver de lyst-ige, nøgne mænd opslugt af et delvist gennemsigtigt, sort gulv, hvor de bliver absorberet, mulig-vis af et rumskib som Scarlett og en håndfuld andre aliens, for-klædt som motorcykelkørende mænd, er ankommet i.

Scarlett får lokket flere i fælden, men hun lader et af ofrene løbe og stikker selv af fra sine artsfæller. Hun er begyndt at føle sympati for sine ofre, og hun kan ikke længere bare slå dem ihjel. Hun forsøger at leve som et almindeligt menneske, men hun er for anderledes – fx kan hun ikke fordøje menneske-mad. Man får en klar for-nemmelse af at det ikke kan ende godt, og det gør det ikke.

Sådan er handlingen i Jonathan Glazers science fic-tion-film Under the Skin – tror jeg nok. Som tilskuer får man ikke nogen forklaring og må bare prøve at regne ud hvad der sker – man får ingenting for-æret. Filmen er baseret på en roman af samme navn fra 2000, skrevet af Michael Faber. Bogen anses for en gyser, men trods flere lettere makabre dødsfald, er filmen ikke så meget en gyser som en mørk og surrealistisk stemningsfilm. Fotograferingen af det skotske landskab er flot, og de få special effects der er, er mere grafisk flotte end de er spektakulære. Filmens blanding af sex og død minder om filmen Species fra 1995, men stem-ningen er helt anderledes.

Filmens titel har dobbelt betydning. For det første gemmer der sig en ikke helt menneskelig alien under Scarlett Johansson hud, og for det andet kommer menneskene under huden på hende, så hun ikke længere kan fuldføre sin opgave. Til sidst får man et glimt af hvordan den kvindelige alien ser ud under Scarletts hud.

Filmen udmærker sig ved at mange af figurerne ikke bliver spillet af professionelle skue-spillere. Faktisk er mange af de samtaler, som Scarlett har med folk på gaden, en slags skjult kamera hvor deltagerne ikke med det samme ved at de bliver optaget til en film. En motor-cykelkørende alien, som ud over Scarlett er den eneste tilbage-vendende figur, bliver spillet af Jeremy McWilliams, som er pro-fessionel testkører af motor-cykler og tidligere konkurrence-kører. Derfor er nogle scener hvor motorcyklen kører af våde skotske efterårsveje i halsbræk-kende tempo, ikke special effects.

Det store spørgsmål er om Under the Skin er en god film eller ej. Dens mangel på forklaringer betyder i hvert fald at den ikke er for alle, og den kommer ikke under huden på tilskuerne helt så meget som den måske burde. Noget som mange sikkert vil betragte som en bonus, er at man får Scarlett Johansson at se splitternøgen i flere scener, om end ikke på nogen speciel sensuel måde. Hun spiller sin rolle med en blanding af kølighed og sår-barhed som skaber en distance til tilskueren – det er aldrig helt klart hvad der driver hendes figur. Trods disse mangler synes jeg ikke at det er nogen dårlig film, især fordi den er flot og fordi de ofte trøstesløse skotske miljøer godt understøtter filmens stemning. Men som sagt, det er næppe en film for alle.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar