What We Do in the Shadows

ShadowsWhat We Do in the Shadows
Film, New Zealand, 2014, 82 min.
Instr.: Jemaine Clement, Taika Waititi
Medv.: Jemaine Clement, Taika Waititi, Jonathan Brugh, Cori Gonzalez-Macuer m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

En mockumentary er en film, der har fiktivt indhold, men i sin skildring giver sig ud for at være dokumentarisk. Ordet er en sammentrækning af det engelsk ”mock”, som betyder at håne, og ”documentary”, som bety… Okay, du har fanget den, kære læser; nu skal forklaringen jo heller ikke gå hen og blive patroniserende. Som det ligger i ordet, er der tale om en parodi­ering af dokumentarfilmgenren. Ofte foregår dette på subtil vis, så det er til at forveksle med den ægte vare, hvis man ikke lige er opmærksom eller har slået sin sunde skepsis fra.

Et af de mest oplagte eksempler på genren er musikportrættet This is Spinal Tap, hvor vi følger det britiske heavy metal-band Spinal Tap gennem den ene tåkrummende situation efter den anden. Det ret gennemførte koncept blev sågar fulgt op af musikudgivelser og koncerter. Også under de mere hjemlige himmelstrøg har vi bidraget til genren, bl.a. med den vidunderlige serie P.I.S. – Politiets indsatsstyrke.

I det nyere new zealandske skud på stammen, What We Do in the Shadows, handler det ikke om noget så jordnært som musikere eller specialtrænede, men alligevel sært uduelige politifolk, men derimod nattens langtandede yngel: vampyrerne! Et kamerahold skildrer livet (eller hvad sådan nogle nu har) hos fire noget umage vampyrer, der bor sammen i et hus i Wellington. De repræsenterer hver deres type, som vi kender dem fra underholdningskulturen.

Viago er den bløde, pæne og lidt tragiske helt à la Louis i Interview with the Vampire; Vladislav, som i sine dårlige perioder har en uvane med at spidde og torturere sine ofre, er en reference til den rumænske prins, Vlad Țepeș, som er den historiske inspiration til Bram Stokers Dracula; Brushovedet Deacon er med sine kun 183 år den yngste og mest utæmmede i gruppen, ikke ulig sin navnebror i filmen Blade; og 8000 år grimme Petyr holder til i husets kælder og er ren Nosferatu med flere og værre tænder. Tilsammen udgør de en ukonventionel neofamilie med homo-/biseksuelle undertoner, som trækker på Anne Rices vampyrunivers.

Når solen går ned, kimer vækkeuret, og Viago forlader sin kiste og vækker sine bofæller. Livet i huset går sin natlige gang med diskussioner om opvasken og blodsugning fra de ofre, Deacons mennesketjener, Alice, lokker til huset, fordi hendes herre har sat hende det evige livs gave i udsigt. Bedst er det selvfølgelig, hvis hun kan finde nogle jomfruer til dem. ”I think we drink virgin blood because it sounds cool,” funderer Viago, før Vladislav personligt konkluderer: ”If you are going to eat a sandwich you would just enjoy it more if you knew no one had fucked it!” Velbekomme! Men jomfruer eller ej går vampyrerne ikke af vejen for at lege med maden, hvilket vi får at se i en mægtig underholdende menneskejagt gennem det gamle hus.

Det er til gengæld lidt op ad bakke at feste i Wellingtons byliv. Uden et spejlbillede er de afhængige af hinandens personlige vurdering og illustrationer, når der skal sættes hår og vælges tøj, og vampyrernes regel om ikke at træde over en dørtærskel uden at være inviteret forhindrer dem i at se de fede natklubber indefra. Således spilder filmen ikke tiden, når det kommer til at gøre sig lystig på genrens bekostning, og vampyrens vel efterhånden traditionelle fjende, varulven, går heller ikke ram forbi.

Rutinen brydes, da gruppen stifter bekendtskab med Alices ekskæreste, Nick, og hans ven, Stu, en omgængelig systemanalytiker, der er enhver vampyrs rødmossede drøm af et måltid. Dette bliver kilde til en ny verden af muligheder, men også en bunke nye problemer.

I overensstemmelse med dokumentargenrens konventioner veksler filmen mellem at følge husets beboere i forskellige situationer, lade dem tale ud til kameraet enkeltvis og nu og da panorere hen over diverse sigende billeder krydret med stemningsmusik. Undervejs bliver filmen mindre dokumentarisk og mere filmisk konstrueret i sin skildring. Det er et nødvendigt onde, fordi den når alt kommer til alt ønsker at afvikle et plot, og i det mindste er den dog konsistent i dokumentarlooket. At kameraholdet fortsætter med at filme, længe efter de burde være løbet skrigende bort, er et klassisk problem hos mere seriøse, genrebeslægtede værker. Temaet taget i betragtning er det dog næppe noget, der ligefrem flår publikum ud af en illusion om indholdets ægthed.

De forskellige karakterer er alle underholdende, og deres respektive skærmtid er godt fordelt med undtagelse af Petyr, der glimrer (nej, ikke Twilight-agtigt!) ved sit fravær, også i henseende til personlighed. Han er velsminket og ækel, og jeg havde gerne set mere til ham, men på den anden side er det også svært at forestille sig ham implementeret mere aktivt i fortællingen; det kunne hurtigt gå fra sjovt til latterligt. Måske fungerer han bedst i sin ofte ensomme majestæt i kælderen – tavs, gådefuld og myndig. En oldgammel patriark, der skal værnes om.

Ligesom Petyr overforbruges specialeffekterne ikke, men fungerer til gengæld godt, når de er der. De er ikke store og kulørte og spiller derfor godt sammen med dokumentar-looket. Fordi filmens udtryk i forvejen ikke udstråler filmisk produktionsværdi, men tv-agtig billighed, fungerer det rigtig godt, når vores hovedpersoner bogstaveligt talt flyver op fra stolene, en mand forvandles til en flagermus for åben skærm eller varulvenes menneskeskikkelsers øjne lyser op i mørket. Nogle gange opnås mest med en lille smule på de rigtige tidspunkter, og i dette tilfælde opnår filmens udtryk den helt rigtige balance.

What We Do in the Shadows er en herlig lille film, der byder på mange skæve smil og gode grin, og så er det endda en komedie inden for de fantastiske genrer, hvilke der jo ikke ligefrem går 12 af på dusinet. En af kvaliteterne ved mockumentary-genren er efter min mening, at komikken i reglen serveres uden at fortrække en mine. Den bliver derfor ikke skabagtig, som eksempelvis spoof-film har tendens til, og får samtidig et dejligt absurd præg. Og vampyrerne i Wellington får en anbefaling med herfra. Der er et liv efter Twilight!

Tilbage er der vist bare at gøre opmærksom på, at du skal blive siddende både under og efter rulleteksterne.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mænd og høns

MH-1Mænd og høns
Film, Danmark 2015, 104 min.
Instr. og manus: Anders Thomas Jensen
Medv.: Mads Mikkelsen, David Dencik, Nicolas Bro, Nicolaj Lie Kaas, Søren Malling, Ole Thestrup

Det er nærmest umuligt at anmelde den danske film Mænd og Høns uden at komme med spoilers – nu er I advaret.

Filmen starter med at to brødre, Gabriel (David Dencik) og Elias (Mads Mikkelsen) finder ud af at manden, som de troede var deres far, ikke er det. Deres biologiske far er en mys-tisk doktor, som bor på den lille danske ø Ork. De to brødre drager ud for at finde faderen, og så begynder det at gå galt.

Gabriel og Elias er et temmelig umage par. Førstnævnte er en følsom universitetslektor, mens den anden er en lettere evnesvag hyperonanist. Deres eneste fællestræk er en læbespalte. På Ork finder de tre brødre (Kaas, Bro og Malling) bo i et gammelt, faldefærdigt sanatorium. Alle brødrene har læbespalte og er temmelig voldelige og ukultiverede. Elias falder hurtigt ind, mens Gabriel påtager sig den umulige opgave at opdrage på sine brødre.

Der går nogle underlige dyrekrydsninger rundt på sanatoriet; resultater af eksperimenter foretaget af den mystiske doktor, som er død nogle år forinden (men stadig ligger som indtørret mumie i en seng på førstesalen). Langsomt går det også op for Gabriel at han og hans brødre selv er resultater af krydsninger mellem dyr og mennesker.

Filmen er præget af sort humor. Den ene bror slår folk i hovedet med udstoppede dyr når han er sur, en anden er helt vild med ost og kan ikke lade være med at analysere historier, mens en tredje er underdanig og hele tiden bliver hundset med. Der er en del mærkelige optrin undervejs, og filmen er bestemt ikke for sarte sjæle. En del af hu-moren minder om Anders Thomas Jensens tidligere film De grønne slagtere (som har et stort personsammenfald på rollelisten med denne film), men her er det groteske kørt helt ud.

Filmen fungerer bedre som sort folkekomedie end som science fiction. Temaet er det samme som i H.G. Wells’ flere gange filmatiserede Dr. Moreaus ø; her er dyre/menneske-hybrid-erne blot blevet til via gen-teknologi i stedet for kirurgi. Det er dog lige lovlig fjollet at hybridernes dyriske træk er taget fra kulturelle snarere end biologiske egenskaber ved de forskellige dyr. Gabriel, som er meget klog og akademisk, har fx lidt ugle i sig, mens at den osteglade bror har noget mus i sig og den hundsede bror er delvist hund. Det biologiske laboratorium minder også mere om noget fra midten af det 19. århundrede end om noget fra slutningen af det 20. århundrede.

Hvis man gerne vil se en god og original science fiction-film, er det ikke Mænd og høns, man skal se. Men hvis man gerne vil se en grotesk komedie med nogle af de bedste danske mandlige skuespillere, er filmen ikke helt dårlig.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

These Final Hours

The Final HoursThese Final Hours
Film, Australien 2013, 83 min.
Instr.: Zak Hilditch

På DVD fra Another World Entertainment

Der findes post-apokalyptiske film og der findes præ-apoka-lyptiske film. I den sidste slags – tænk f.eks. Melancholia, 4:44 – Last Day on Earth og Seeking a Friend for the End of the World – er apokalypsen lige om hjørnet, og historien handler om hvad folk gør når de ved at verden vil ende om kort tid. Det har en stærk tendens til at involvere store mængder sex og selvmord. Det gør det også i det australske drama The Final Hours. En kæmpe asteroide er slået ned i atlanterhavet, og chokbølgen har allerede udslettet både Amerika og Europa. Omkring 12 timer senere (siges det i filmen) vil ildhavet nå Australien, og ingen vil overleve. Samfundet er allerede brudt sammen; mange har skudt sig selv, andre er søgt ud i ødemarken – men nogen har arrangeret en stor “verdens ende” (sex)fest hvor de går amok med druk, stoffer og skydevåben. Den 30-årige fyr James er på vej til denne fest, da han opdager to skumle fyre der tydeligvis har bortført en 11-12-årig pige. Han befrier hende, og bruger de næste adskillige timer på at forsøge at føre hende sam-men med hendes familie. Sam-tidig hører vi om hans kæreste og hans elskerinde; det er natur-ligvis “kompliceret”. Til sidst når han frem til festen, hvor hans kammarat (kærestens bror) også har forsøgt at organisere et overlevelses-kælderrum… Det er egentlig et udmærket og vel-spillet drama, men der er ikke rigtig noget nyt eller originalt i det, og detaljerne bag apoka-lypsens komme forbliver eks-tremt vage. Som drama fungerer det, men som sci-fi er der ikke meget at komme efter.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Under the Skin

Under the SkinUnder the Skin
Film, Skotland 2013, 108 min.
Instr.: Jonathan Glazer
Medv. Scarlett Johansson, m.fl.

Scarlett Johansson kører rundt i Glasgow og omegn i en vare-vogn og spørger diverse mænd, hun møder, om vej. Nogle af dem tager hun en længere snak med, og enkelte inviterer hun hjem til et forfaldent hus med løfte om sex (og hvem siger nej til det, når det er Scarlett der spørger?). I huset bliver de lyst-ige, nøgne mænd opslugt af et delvist gennemsigtigt, sort gulv, hvor de bliver absorberet, mulig-vis af et rumskib som Scarlett og en håndfuld andre aliens, for-klædt som motorcykelkørende mænd, er ankommet i.

Scarlett får lokket flere i fælden, men hun lader et af ofrene løbe og stikker selv af fra sine artsfæller. Hun er begyndt at føle sympati for sine ofre, og hun kan ikke længere bare slå dem ihjel. Hun forsøger at leve som et almindeligt menneske, men hun er for anderledes – fx kan hun ikke fordøje menneske-mad. Man får en klar for-nemmelse af at det ikke kan ende godt, og det gør det ikke.

Sådan er handlingen i Jonathan Glazers science fic-tion-film Under the Skin – tror jeg nok. Som tilskuer får man ikke nogen forklaring og må bare prøve at regne ud hvad der sker – man får ingenting for-æret. Filmen er baseret på en roman af samme navn fra 2000, skrevet af Michael Faber. Bogen anses for en gyser, men trods flere lettere makabre dødsfald, er filmen ikke så meget en gyser som en mørk og surrealistisk stemningsfilm. Fotograferingen af det skotske landskab er flot, og de få special effects der er, er mere grafisk flotte end de er spektakulære. Filmens blanding af sex og død minder om filmen Species fra 1995, men stem-ningen er helt anderledes.

Filmens titel har dobbelt betydning. For det første gemmer der sig en ikke helt menneskelig alien under Scarlett Johansson hud, og for det andet kommer menneskene under huden på hende, så hun ikke længere kan fuldføre sin opgave. Til sidst får man et glimt af hvordan den kvindelige alien ser ud under Scarletts hud.

Filmen udmærker sig ved at mange af figurerne ikke bliver spillet af professionelle skue-spillere. Faktisk er mange af de samtaler, som Scarlett har med folk på gaden, en slags skjult kamera hvor deltagerne ikke med det samme ved at de bliver optaget til en film. En motor-cykelkørende alien, som ud over Scarlett er den eneste tilbage-vendende figur, bliver spillet af Jeremy McWilliams, som er pro-fessionel testkører af motor-cykler og tidligere konkurrence-kører. Derfor er nogle scener hvor motorcyklen kører af våde skotske efterårsveje i halsbræk-kende tempo, ikke special effects.

Det store spørgsmål er om Under the Skin er en god film eller ej. Dens mangel på forklaringer betyder i hvert fald at den ikke er for alle, og den kommer ikke under huden på tilskuerne helt så meget som den måske burde. Noget som mange sikkert vil betragte som en bonus, er at man får Scarlett Johansson at se splitternøgen i flere scener, om end ikke på nogen speciel sensuel måde. Hun spiller sin rolle med en blanding af kølighed og sår-barhed som skaber en distance til tilskueren – det er aldrig helt klart hvad der driver hendes figur. Trods disse mangler synes jeg ikke at det er nogen dårlig film, især fordi den er flot og fordi de ofte trøstesløse skotske miljøer godt understøtter filmens stemning. Men som sagt, det er næppe en film for alle.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

A. Rune – Blodsværmen

BlodsværmenBlodsværmen
Roman af A. Rune.
Turbine, 2014. 384 sider.

Forfatteren A. Rune introducerede sit Traia-univers for os læsere første gang i 2011 med bogen Natdværgen (anmeldt i Himmelskibet nr. 32), hvori vi fulgte de unge venner ridderen Askil, præsten Horan og troldmanden Josol. Tre år efter har vi nu fået fortsættelsen Blodsværmen. Der er gået nogle år for vennerne, og de er blevet spredt.

Horan sender sin søn Rusha ud for at tage ørkenprøven i en meget ung alder, hvor sønnen er flere år yngre end hvad er normalt for prøven. Sønnen møder slangedronningen, og ender lige pludseligt i et spil imellem guderne, hvor det bliver tydeligt at mennesker blot er brikker i deres spil. Rusha ender med at blive bortført af slavehandlere, og Horan skal nu fortælle sønnens moder hvad der er sket. Hun bliver naturligtvist oprørt over dette og sætter sig for at finde sin søn. Hun har visse magiske evner som hun genopliver for at finde ud af hvad der virkeligt skete. Noget af det første hun finder ud af er at hun ikke kan stole på en som står meget tæt på hende.

Horan sætter sig også for at finde sin søn igen, men drager i en anden retning end moderen, men også han skal genoplive sine evner for at kunne udføre missionen.

Horans ven, ridderen Askil fra skjoldordenen, en orden der beskytter de svage og som ikke blander sig i stor politik, kommer også hurtigt i problemer. Da han vender tilbage til sin hjemby viser det sig at kejseren har udpeget ordenen og dets medlemmer som forrædere, og han fængsles. Han får muligheden for at forsvare sig i kamp, men dette er efter længere tids fængsling, så han er ikke i den bedste form. Han ender som slave i gladiatorarenaen, hvor kampene efterhånden gør at han må udskifte ødelagte legemesdele med kybernetiske implantat­er.

Også den sidste af venneflokken, troldmanden Josol ender i en kamp, men der er det en kamp på magiske evner, og en kamp som har en stor pris for ham.

I baggrunden for vennernes problemer og kampe er det et større komplot som udspiller sig, og som vennerne ikke direkte har aktie i, men som udspiller sig omkring dem, og som de alligevel bliver blandet ind i.

Historien løber over nogle år, med nedslag i hvor de forskellige er. Dette gør at vi følger deres bestræbelser på at komme ud af de problemer de er i, samtidig med at vi følger deres personlige udvikling, i en veltænkt fantasy verden.

Bogen er tiltænkt et voksent publikum, hvilket jeg bestemt mener den rammer. Selvom vi følger de sammen personer som i Natdværgen, så er dette en selvstændig fortsættelse som ikke kræver at man har læst det første bind, eller kræver at man genlæser den hvis man på de tre mellemliggende år skulle have glemt deltagerne fra Traia-universet. Så herfra kan det kun siges at de der læste og var underholdt af Natdværgen, bestemt også bør læse Blodsværmen, mens andre fantasylæsere der ikke lige skulle have bind 1 stående, sagtens kan starte her. Hvad enten man starter med den ene eller den anden bog, så skal man ikke snyde sig selv for denne bog, hvis man holder af voksenfantasy.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Hvad skoven skjuler

Hvad skoven skjulerHvad skoven skjuler
– Danske fantasynoveller
Antologi
Forlaget Ulven og Uglen, 2015. 276 sider.

Hvad skoven skjuler er en af de første udgivelser fra det nye forlag Ulven og Uglen som Line Lybecker og Peter Buch Mortensen står bag. De var begge tidligere aktive i HUF, og har haft en finger med i spillet på nogle af deres udgivelser, og er nu klar til at sende endnu mere fantasy ud på det danske marked. Bogen indledes af et forord skrevet af de to hvor de både skriver om forlaget og bogens mission, der er at gøre mere fantasy tilgængeligt på dansk til den voksne læser. Bogen har også en indledning skrevet af Jørgen Riber Christensen om fantasygenren generelt.

Der er de seneste år udkommet mange danske antologier med noveller fra de fantastiske genrer, så det er altid spændende når der udkommer nye, om der stadig er plads til flere, eller om markedet er ved at være fyldt. Det er dog kun et fåtal der har været decideret fantasysamlinger som denne.

Titlen Hvad skoven skjuler er en meget passende overskrift for de første af samlingens noveller. ”Bag masken” af Louise Floor Frellsen er den novelle som omslagsillustrationen bygger på. En mand har i skoven fundet en maskeklædt tilskadekommen kvinde. Ved at redde hende bliver de knyttet sammen, men ikke på en positiv måde, for hun bliver på det nærmeste udstødt i sin verden. Det er en verden på den anden side af skoven, hvor alle går med masker. Da han ikke har en maske får han en hætte over hovedet. Han vil dog gerne passe ind, så han får på uærlig vis fat i en maske, og for en tid kommer han nærmere den nye verden. Det varer dog ikke ved. En god novelle om gerne at ville passe ind, og i det hele taget om at selvom tingene er gjort i den bedste mening så er det ikke sikkert at det ender godt.

Bogens anden novelle er også om en parallelverden på den anden side af skoven. I ”Skovkong­en” af Mette Løgstrup, bliver en spæd pige bortadopteret da hendes moder dør i barselssengen og faderen findes uegnet til at passe hende. Hun vokser op uden en viden om dette, men da hun bliver en ung kvinde misundes hendes skønhed af hendes stedsøster. Skovkongen falder for hendes skønhed, og han prøver via magi, tricks og stedsøsterens kærlighed til ham at få fingrene i den unge kvinde. Denne novelle er skrevet i samme stil som en folklore-fortælling vil blive fortalt, hvilket passer rigtigt godt til historien

I alt er der 7 noveller i bogen, og i næsten dem alle spiller en skov eller træer en større eller mindre rolle.

I ”Bonde og barde” af Holger Bjørnholt-Fink gør en bonde oprør mod greven, og bliver dømt fredløs, så han må drage ud i skoven. Dette er den novelle i bogen der har færrest fantastiske elementer i form af magi eller overnaturlige væsner. Men der er dog nogle mystiske ting der sker i forbindelse med kampen mod greven.

”I mørket skal vi mødes” af Nina Svensson tilkaldes en præstinde for at kaste beskyttelser over et børnehjem, da det snart er blodmåne. Når dette fænomen tidligere har været indtruffet er børn forsvundet hvilket man denne gang gerne vil undgå. Der er dog det med magi at det kan have utilsigtede sideeffekter, og gøre mere og andet en det ønskede. Det lykkes hende at kaste beskyttelsen, men Skyggen der ville have taget et barn vil ikke lade sig snyde, og kommer nu efter hende. Hendes magi har dog også bragt en beskytter til hende i spil.

Flere af novellerne er dystre og dramatiske, men der er også en lille latterpause i novellen ”Spetakelkompagniet” af Niels Kjærgaard hvor en nyindflyttet mand bliver kontaktet af husets nisser der er utilfredse med at han ikke stiller grød frem. Han lover at begynde på dette, men de har andre planer. De vil bryde ind på en grødfabrik og stjæle både grød og opskrift. På den ene side bryder denne novelle stilen drastisk for bogens andet indhold, men omvendt er det også et kærkommet lettere ind­slag.

I Signe Fahls novelle ”Værnetræet” er vi på Askegården hvor der altid har stået et stort gammelt aksetræ i gården som en beskytter for både gården og slægten. Det er den største gård i området, og da bonden dør er der en kamp om at blive bejler til datteren, så man kan blive den nye herre på den store gård. Det lykkedes Anders at få sig talt ind på enkefruen så han kan blive trolovet med datteren. Det viser sig at der er en pagt imellem træet og slægten, og at datteren er en central brik i dette. Vi er her tilbage i fantasy der læner sig op af folklore, med historier om folk der lever nær naturen, og deres aftaler med de underjordiske der lever her.

I bogens sidste novelle ”Skoven” af Jakob Svane er det skoven i sig selv der er i centrum. Skovens ånd der i tusinder af år har observeret hvad der er sket omkring den, men som nu er i problemer i forhold til mennesket, da disse opfører sig på en helt anden måde end dyrene og de naturfænomener som skoven ellers har skullet tage stilling til. Der er dog nogle mennesker som den stadig føler et slægtskab med. Vi følger også to skovhuggere der er ude for at fælde et træ så de kan tjene til mad til deres familier, men de har hver især forskellige tilgange til hvad skoven er.

Om markedet er ved at mættes for antologier inden for de fantastiske genrer skal jeg ikke kunne sige, og det er heller ikke kvaliteten af den enkelte bog der afgør det, det er udelukkende om der bliver ved med at være købere. Kvaliteten af novellerne i denne samling fejler bestemt heller ikke noget, selvom der selvfølgelig er forskel på hvilke der var favoritter og hvilke der ikke helt faldt i min smag. Men ingen tvivl om at med denne udgivelse er det nye forlag kommet godt i gang, og jeg vil bestemt følge hvad der ellers kommer af bøger fra dem.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy | Tagget , , , | 1 kommentar

Himmelskibet 44

Himmelskibet44

Forår / Sommer 2015
80 sider. 65kr
Forsideillustration: Christoffer Gertz Bech fra Tegneseriekollektivet Urkraft
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Tue Sørensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6958

Indhold
Redaktionelt – Ved Tue Sørensen
Spacegirl Speeda – Tegneserie Af Tue Sørensen & Peder Riis
Tegneserietema: Den Evige Helt – Artikel Af Klaus Æ. Mogensen
Tegneserietema: Urkraft I Undergrunden – Interview Med Anders Fjølvar Fra Urkraft, Af Tue Sørensen
Mig Og Sci-Fi – Genretanker Af Morten Leth Jacobsen
Mennesket Og Dets Monstre – Artikel Af Lars Kramhøft
Den Fantastiske Virkelighed: Solceller – Artikel Af Jeppe Holm
Tegneserietema: Hvem I Alverden Er Julius Schwartz? – Artikel Af Flemming R.P. Rasch
Anmeldelser – Film og tv-serier:

  • Avengers: Age of Ultron
  • Jupiter Ascending
  • Under the Skin
  • Hjem
  • Mænd og høns
  • These Final Hours
  • What We Do in the Shadows
  • Halo: Nightfall
  • Star Trek: The Next Generation – Sæson 7

Anmeldelser – Bøger og tegneserier:

  • Marksmen TPB
  • Paul J. McAuley – Under Mars
  • Hvad skoven skjuler
  • John Kenn Mortensen – De utilpassede
  • Teddy Vork – Sprækker
  • Agnete Friis – Farlig vrede
  • Tatiana Goldberg – Anima
  • Skabt for hinanden
  • A. Rune – Blodsværmen
  • Michael Kamp – End of Days / Holodeck / Flugten fra Roskilde / Prank Call / The Widow
  • Mikkel Harris Carlsen – Midnatsmuse
  • Michael Kamp – Samlerne (to anmeldelser)
  • Karina Laurberg Bidstrup – Homo bestia

Sf-Tegneserier: Alan Moores Supreme – Artikel Af Tue Sørensen
Fantasy-Tegneserier: Thieves & Kings – Artikel Af Klaus Æ. Mogensen
Sir Terry Pratchett – Mindeord Af Amdi Silvestri
Leonard Nimoy Var Spock! – Nekrolog Af Johan Albrechtsen
Ib Melchior: 1917-2015 – Nekrolog Af Klaus Æ. Mogensen
Otto Frello: Det Sidste Menneske – Nekrolog Af Ida Holst
Nyt Om Fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen
Nyt Fantastik På Dansk – Ved Janus Andersen
Væddergudens Slave – 1. Del – Novelle Af Rasmus Wichmann

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 16 kommentarer

Hjem

Hjem
Tegnefilm, komedie / science fiction. Instruktion: Tim Johnson.
USA 2015, 94 minutter.

Invasion fra rummet er noget vi temmelig ofte har set i science fiction-film. Men måske ikke lige på den måde den foregår på i filmen Hjem (eller Home som den hedder på engelsk). Bøverne er om ikke venligtsindede, så meget venlige rumvæsener. Og ganske nuttede! De beslutter sig for at invadere Jorden, og rykke alle menneskene sammen på et enkelt kontinent. Ikke i en koncentrationslejr, men i en kæmpestor og tæt befolket, men meget hyggelig by.

Oh er en af bøverne, som har det med at opføre sig forkert og komme galt af sted. Faktisk har han fået noteret hele 62 gange han har begået alvorlige fejl. Det hindrer ham dog ikke i at begå endnu en fejl. Denne gang en ret fatal en, som gør ham til bøvernes eftersøgte forbryder nummer et. Han møder da pigen Tip og hendes kat Gris, som ved et usandsynligt held ikke blev samlet op, da alle de andre mennesker blev interneret. Efter en lidt kedelig start på deres møde, bliver de venner, og hjælper hinanden med først deres mere private problemer, og siden nogle meget større problemer. Det viser sig nemlig at bøvernes dødsfjender gorgerne er på vej til Jorden! Selv bøvernes mægtige leder Kaptajn Smek er bange for dem og kun Oh og Tip kan redde bøverne, menneskene og Jorden.

En ting jeg altid godt har kunnet lide i tegnefilm for børn, er at det sjove og det gode får et snert af alvor også. Bambis mor, der dør. Den onde dronning, der får ram på Snehvide f.eks. Det er der ikke meget af her. De farlige ting viser sig i de fleste tilfælde at være ganske harmløse. Filmen foregår i en eventyrverden hvor ondskaben er bandlyst. Der er så det positive i det, at filmen kan ses af de helt små, uden at risikere at give dem traumer. Jeg har også lidt svært ved at finde ud af hvad filmens budskab egentlig er, på trods af at handlingen til tider går lidt stå, fordi vi skal dvæle ved venskab, komme hinanden ved, familie og alt muligt andet. Bevares, det er ganske sødt at filmen bringer gode budskaber, men lidt færre havde været at foretrække, i hvert fald for mig.

Ellers er det en tegnefilm med alt hvad der hører til: Bøverne er sjove og ganske godt designede, som hverken alt for lig mennesker eller alt for forskellige fra os. De taler ikke gebrokkent, men med en lidt sær grammatik. Jeg så filmen med dansk tale, men jeg ved at Oh i den engelske udgave får stemme af selveste Sheldon fra Big Bang Theory. Hvilket passer perfekt med at Oh er en lidt sær type, som både kommer galt af sted og kan ting som de andre bøver ikke kan. Tip er det handlekraftige unge menneske, vi kender fra så mange andre børnefilm. Hvor det i andre film ofte kan virke lidt usandsynligt at de voksne er så uduelige og børnene så kloge, virker det ret godt her, fordi der simpelthen ikke er nogen voksne. Selv om bøverne er teknologisk meget avancerede, opfører de sig nemlig mere som børn end som voksne mennesker.

Der er rigeligt med vittig dialog og skøre påhit i Hjem. Jeg kunne især godt lide de modifikationer Oh laver på Tips mors bil. Ofte er vi er lidt i klicheernes verden med f.eks. Kaptajn Smek, der kan lide at give den som den store leder, men som vi alle godt ved er en kujon inderst inde. Det gør dog ikke noget: At bruge sådanne klicheer hører til komedien som genre – det er udførslen der tæller, og jeg synes de får ret meget ud af f.eks. Smek. Der er endda også et ganske udmærket plot til at holde styr på løjerne, hvor mange andre film i genren bare ender i en overdosis af vittigheder. Det rækker dog ikke helt til en film på halvanden time, så som sagt er der nogle døde perioder undervejs. Men Hjem er glimrende underholdning for børn, og for voksne som ikke har mistet evnen til at grine ad tegnefilms-humor.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 44

Udgivet i Animation, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

The Dream Machine

The Dream MachineThe Dream Machine
Spil til Flash
Cockroach Inc., 2010-2015

The Dream Machine er et computerspil som er lavet som et klassisk adventure-spil i stil med Monkey Island. Det er et spil, hvor man skal gennemføre en stor og lang mission ved at pege og klikke med musen. Man samler objekter op som man skal bruge bestemte steder for at komme videre. Det er typisk meget lineært og ikke særligt langt.

De klassiske point og klik-adventure-spil var Sierra OnLines serier med Police Quest, King’s Quest, Quest for Glory, Space Quest, Leisure Suit Larry og meget andet. Lucasarts lavede en konkurrende serie som hed Monkey Island. Endvidere er der lavet en Myst-serie af Cyan som har en meget svær sværhedsgrad.

The Dream Machine er lavet til at have seks kapitler. De bliver løbende udgivet. Kapitel 5 er netop kommet ud. Man køber dem enkeltvis eller som en samlet pakke. Jeg har spillet de tre første kapitaler igennem. The Dream Machine fungerer godt. Det er ikke lavet som Telltale Games’ adventure-spil, hvor spillene er alt for lette. The Dream Machine prøver ikke at nå et moderne publikum som falder fra spillet ved den første udfordring. Det har nogenlunde den rigtige sværhedsgrad.

The Dream Machine foregår i et lejlighedskompleks, hvor en ung mand flytter ind med sin gravide kone. De har en udlejer som også er vicevært. Han hedder Morton. De finder ud af at han overvåger dem i deres soveværelse ved hjælp af et kamera. Den unge mand beslutter sig for at undersøge sagen og finder en drømmemaskine i bunden af huset, hvor Morton kan gå ind i beboernes drømme. Maskinen har taget magten, og den unge mand må ind i hver af beboernes drømmebevidsthed for at dræbe maskinen.

Spillet er meget stilfuldt. Det er lavet ved at filme lerfigurer. Baggrunde er lavet vha. pap, jern, træ og andre materialer. I den unge mands kones drømmebevidsthed var det meget science-fiction-agtigt, hvor man kunne se flyvende transportmidler langt borte og en Blade Runner-agtig atmosfære. Det er lavet i Sverige, og Sverige er ved at komme efter mht. computerspil. Der er også kommet glimrende spil som Amnesia-serien og Penumbra-serien fra Fictional Games i Sverige.

Jeg syntes dog at de godt kunne have lavet spillet i et andet sprog end Flash, som mest er til film og internet. Der var tider, hvor jeg bare sad fast et sted pga. dette. Det er måske fordi de ville have at man skulle kunne spille spillet direkte i en browser. Det er muligt at erhverve sig The Dream Machine via Steam eller direkte fra Cockroach Inc.s hjemmeside. Det findes ikke på GOG endnu.

Spillet har ikke voice-overs, dvs. at dialogerne ikke er indtalte. Der er dog et system med at få læst det højt af et computerprogram, men dette lyder ikke godt. Hvis man ikke kan leve uden voice-overs, skal man ikke købe spillet. Man er nødt til selv at forestille sig hvordan personerne i spillet taler.

Jeg giver spillet 8½ ud af 10.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet 43

Udgivet i Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

I’ll Follow You Down

Ill-follow-you-down-PosterI’ll Follow You Down
Film, Canada 2013, 93 min.
Instr.: Richie Mehta
Medv.: Haley Joel Osment, Gillian Anderson, Susanna Fournier, Victor Garber, Rufus Sewell

Så er der tidsrejse på programmet! Haley Joel Osment – drengen fra The Sixth Sense (1999) og Artificial Intelligence: A.I. (2001) – spiller Erol, en genial fysikstuderende hvis endnu mere geniale far (spillet af Rufus Sewell) opfandt en tidsmaskine da Erol var lille. Han rejste tilbage i tiden for at møde Einstein, men noget gik galt, og han vendte aldrig tilbage (måske var det Einstein, der dræbte ham for at forhindre rod i tidslinjen?! Nej, jeg pjatter bare!). Sammen med sin bedstefar får den voksne Erol, efter diverse genvordigheder med familien – den selvmorderiske mor og den gravide kæreste – mulighed for at genskabe tidsmaskinen og tage ud for at redde sin far.

Det er på mange måder en flot og velspillet film. Skuespillerne er sympatiske og lidt mere ‘almindelige’ end i en typisk Hollywood-film, og instruktøren håndterer det beskedne budget godt. Som enhver god tidsrejsefilm sætter den en del tanker og ideer i gang, men fortællestilen er lidt snæver i sin iver efter at avancere et meget bestemt plot. Ideen er at farens fravær er en abnormalitet som har gjort hele denne tidslinje ‘forkert’, så hans efterladte familie er ulykkelig og får deres liv ødelagt. Faren må forhindres i at forlade familien og således tilskyndes til at sætte sin familie før sit videnskabelige arbejde.

Filmens tema er altså ‘commitment’; budskabet er at en mand først og fremmest skal være der for sin familie og komme hjem til børn og kone til aftensmadstid hver dag. Altså drømmen om den harmoniske (borgerlige) kernefamilie ophøjet til den største menneskelige værdi, som det er værd at ofre hvad som helst for. Således anser denne film kun videnskaben som allerhøjst af sekundær vigtighed og hævder at man ikke kan vælge både videnskaben og kærligheden på en gang, men kun kan være primært loyal overfor den ene af dem. Som sci-fi betragtet er dette tema efter min mening ikke videre progressivt, men det er stadig en fin lille film som er effektivt engagerende undervejs og som frem for alt italesætter sin tidsrejseproblematik på en intelligent måde.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 43

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar