Interstellar
Film, 2014 USA/UK, 169 min.
Instr.: Christopher Nolan
Medv.: Matthew McConnaughey, Mackenzie Foy, Jessica Chastain, Anne Hathaway, John Lithgow, m.fl.
Advarsel: Denne anmeldelse indeholder SPOILERS!
Manden bag skønne film som The Prestige, Inception og Batman-trilogien, Christopher Nolan, præsenterer her sin med spænding ventede science fiction-opus, Interstellar. Mine forventninger til filmen var skruet helt i vejret, og jeg havde indtryk af at Nolan var en ægte SF-fan og -ekspert, som endelig havde fået mulighed for at lave et stort personligt SF-projekt, sådan som han synes det skulle være. Virkeligheden viste sig dog at være anderledes, og jeg må erkende af filmen var noget af en brat opvågnen for mig.
Præmissen handler om at Jorden er ved at dø pga. et ikke-specificeret “problem med tyngdekraften”. Det lyder mystisk, og man får heller ingen forklaring på det i filmen, men laver man lidt research finder man ud af at filmens oprindelige og senere omskrevne manuskript nævner at tyngdekraften (kun på Jorden, eller i hele universet? Vides ikke) er begyndt at blive kraftigere, så planter og afgrøder har sværere ved at vokse. Hvorfor denne naturkraft er begyndt at ændre sig, får man ingen forklaring på.
Hovedpersonen, Cooper, er en landmand som engang var rumpilot og som ærgrer sig over at Jorden er ved at kollapse, både ressourcemæssigt og socialt. Lærerne i skolen tror ikke længere på månelandingen, og hele samfundet er nærmest blevet skeptisk overfor al videnskab. Cooper sætter sin lid til sin ti-årige datter, Murph, som det er lykkedes ham at gøre en god lille videnskabspige ud af.
I Murphs værelse på farmen spøger det. Et underligt fænomen bruger en kode til at fortælle Cooper og Murph om nogle koordinater ikke så langt derfra, som de straks tager hen til. Dér finder de en hemmelig NASA-base, hvor der arbejdes på en rumstation og nogle rumskibe, som skal redde Jorden ved at lave missioner til nogle kolonisérbare planeter på den anden side af et ormehul som på mystisk vis har manifesteret sig i nærheden af Saturn. Cooper skænkes som den mest kvalificerede pilot jobbet med at flyve gennem ormehullet, selvom dette betyder at han tragisk må forlade sin datter (og lidt ældre søn) i måske mange år.
På den anden side af ormehullet viser det sig at de tre måske-kolonisérbare planeter kredser om et enormt sort hul. Okaaaay – meget sej idé, men hvordan lader det sig lige gøre? Alle de videnskabelige detaljer om dette sorte hul er lagt ud på nettet; det er på 110 millioner solmasser (altså næsten så stort som et centralgalaktisk sort hul), og roterer med over 98% af lysets hastighed! Det giver nogle sjove visuelle effekter, men hvordan der skulle kunne være Jord-lignende planeter i kredsløb om dette sorte hul, henstår i det ukendte. Hvis det sorte hul er så stort, så må det ligesom et centralgalaktisk sort hul slubre hele stjerner i sig hver eneste dag, og derfor have et så voldsomt strålings- og partikelmættet nærmiljø at enhver form for lokal beboelighed er helt umulig. Eller ligger det sorte hul ude i interstellart rum, uden andet stof omkring sig end de tre planeter? Det virker ekstremt usandsynligt. Men, lad os så endda bare sige at hele systemet er kunstigt skabt. Det forklarer ikke hvordan der kan være noget nær dagslys og menneske-komfortabelt klima på de tre planeter, for et sort hul der ikke konstant suger stof ind, udsender heller ikke noget som helst, udover måske lidt gammastråler.
Men anyway, da Cooper og hans astronauthold ankommer til det sorte hul-system, vælger de som det første at gå ned på den planet der er nærmest det sorte hul, selv om de ved at der er voldsomme relativistiske effekter på spil; så meget at én time på overfladen svarer til 7 år oppe i rummet! Hvilke videnskabsfolk ville vælge som det første at gå ned på den klart mest risikable planet ud af tre? Hvor, hvis noget går galt, hele missionen (plus chancen for at komme hjem til børnene mens de stadig er i live) vil blive bragt i ekstrem fare? Ingen, naturligvis.
Det er sådan set meget sejt at en enorm tidevandsbølge konstant fejer hen over den første planet – men mindre sejt at de ikke kunne se den fra kredsløb. Men det var måske noget med tidsforskydningen. Anyway, det videnskabelige fungerer ikke perfekt, for så tæt på et sort hul ville en planet have bunden rotation, og tidevandet ville således slet ikke flytte sig, men være samlet det samme sted. Man spørger også sig selv hvordan de kommer op i rummet igen fra både denne og den næste jordlignende planet, for de har kun et lille rumskib og ikke de løfteraketter der fik dem op fra Jordens tyngdebrønd tidligere i filmen.
Den anden planet har sendt positive rapporter tilbage om mulighederne for kolonisering, men det viser sig at det er en isplanet hvor den ledende videnskabsman, Dr. Mann, bare har sendt løgnagtige rapporter for at redde sig selv. Og da de så kommer for at redde ham, og hans plan således er lykkes, synes han lige at han skal ødelægge det hele ved at prøve at slå dem ihjel, hvilket ender med at han får slået sig selv ihjel. Ikke lige en adfærd der passer sig for en genial videnskabsmand. Nå, men han var åbenbart angrebet af rumsyge.
For at komme til den tredje planet bliver de nødt til at sling-shot’e rundt om det sorte hul, hvilket i sig selv er en udmærket idé (som jeg også selv engang brugte i et stykke Star Wars/Star Trek fanfic for snart tyve år siden). Men Cooper ved (eller rettere, eftersom det næppe holder videnskabeligt, lad os sige at Cooper tror) at det kun kan lade sig gøre hvis han ofrer sig, og ned styrter han så i det sorte hul. Men, det sorte hul er i virkeligheden et stykke teknologi skabt af nogle fremtidsaliens (som givetvis er fremtidsmennesker), og ved at se tidsdimensionen som en slags rumdimension kan Cooper nu pludselig sende beskeder tilbage til sit tidligere selv på Jorden, hvor han bliver årsag til spøgelseskoordinaterne som sender ham ud på hele eventyret in the first place. Altså en tidsløkke-ting.
Der er mange grunde til at filmen slet ikke fungerer logisk. Cooper, i det sorte hul, har fortrudt at han tog afsted, så han sender beskeden STAY til sig selv – men det er jo samtidig med at han sender koordinaterne om at tage af sted?! Så han beder sig selv om at blive og tage af sted på samme tid? Og siden det nu er en tidsløkke skabt af fremtidsmenneskene, hvordan kan de så være et resultat af en fortid som de selv har været med til at skabe fra fremtiden? Logisk set kun på én måde, nemlig ved at tiden ikke er fremadskridende og kausal, men frossen og deterministisk; at alting altså sker samtidig. Hvilket medfører at der ikke findes fri vilje. Og så er det hele ligesom lidt ligegyldigt.
Og tyngdeproblemet? På Jorden har videnskabsmanden spillet af Michael Caine åbenbart for længst ‘løst’ den ligning der skulle til for at løse tyngeproblemet, men på en sådan måde at der ikke er nogen løsning. Men det er jo ikke sådan videnskab fungerer. Man kan ikke komme definitivt frem til en ikke-løsning! Så har man bare opgivet at gøre sig nye antagelser. I filmen påstås det at løsningen KUN kunne findes ved hjælp af insider-information fra det sorte hul, men hvordan skulle videnskabsmanden kunne vide det definitivt? Hvorfor skulle han ikke fortsætte med at revidere sine antagelser og komme videre med undersøgelserne? Anyway, de får så oplysningerne fra det sorte hul og finder en metode til at få deres rumstation løftet op fra Jorden og ud i rummet. Vi hører selvfølgelig ikke noget om detaljerne; hvad er dette tyngdeproblem, og hvis det bare er lidt stærkere tyngdekraft, hvorfor kræves der så en kompliceret ny ligning til at finde ud af hvordan man skal få noget masse op fra Jordens overflade? Der er sikkert en del detaljer om disse plotelementer som engang figurerede et eller andet sted, men nu er blevet slettet fra manuskriptet.
Til slut sidder man tilbage med mange spørgsmål. Skulle rumstationen i slutningen af filmen igennem ormehullet for at kolonisere nogle andre planeter? Hvorfor skulle Cooper kolonisere den tredje planet kun sammen med Dr. Brand (Anne Hathaway), som en anden Adam og Eva, når de sagtens kunne få flere kolonister med? Da den tredje astronaut sad og ventede i 23 år mens de var nede på den første planet, hvorfor sendte han ikke beskeder hjem til Jorden om hvad der skete, hvilket vi igen og igen så at de godt kunne? Og jeg kunne nævne mange, mange flere ting der ødelagde filmoplevelsen for mig. Manuskriptet er ganske enkelt hullet som en si. Filmen citerer også Murphys lov forkert, på en måde som er noget nonsens. Det er bittert at gå ind i biffen med håb om en fantastisk space opera-film og så bagefter rejse sig fra sædet med en brændende trang til at gå i gang med en liste over “100 stupide ting, jeg lærte af Interstellar…”
Jeg forventede faktisk interstellare rejser, ude i rummet mellem stjernerne. Det fik vi desværre ikke noget af. Jeg forventede en sober udforskning af chancerne for kolonisering af planeter omkring andre stjerner. I stedet får vi en banal kunst-film med et umuligt sort hul-system og en 2001-agtig slutning, hvor det ikke handler om ideer med relevans for hele menneskeheden (som det gjorde i 2001!), men om nogle få personers relationer til hinanden via en fortænkt tidsløkke. Nej, jeg er ikke tilfreds! Jeg ville have storladen space opera, men med denne film var Nolan opsat på at være realistisk på en måde som alligevel ikke giver mening i sådan et B-filmmanuskript. F.eks. ser man kun rumrejserne fra personlige perspektiver og close-ups; næsten aldrig udefra og på afstand. Der er bevidst skåret ned på det spektakulære og den sci-fi-mæssige “sense of wonder”, hvilket bare overhovedet ikke fungerer for mig. Filmen er enig med mange andre rumfilm om at rummet er et frygteligt farligt og fjendtligt sted, og det er denne pessimisme og dysterhed der hovedsageligt fokuseres på, selv om filmens pointe og slutning er at vi godt kan komme ud i rummet og redde os fra en døende jord. Det giver en ubalance i filmens budskab, som på mig virker forskruet.
Skuespillet i filmen er det bedste, man kan fremhæve; Mackenzie Foys ti-årige Murph er filmens bedst udviklede person og står for den stærkeste scene, som er en kvintessentiel science fiction-scene: dér, tidligt i filmen, hvor det går op for hende at hendes far ikke aner hvor mange år han kommer til at være væk, pga. de relativistiske effekter. Dét er sgu’ skuespil! Desværre har Anne Hathaways Dr. Brand-figur en alt for lille rolle, og bliver ikke synderligt udviklet (jo tak, lidt romantik mellem hende og Coop ville have været et kærkomment og forfriskende pust). Matt Damons første scene som Dr. Mann er rigtig god, men dens gennemslagskraft undermineres af figurens efterfølgende selviskhed og idiotiske opførsel.
Der er folk der synes at filmen er totalt storslået og fungerer for dem hele vejen igennem. I mine øjne er det en film der skiller fårene fra bukkene – det er en manipulerende og kommerciel film som forsøger, og lykkes med, at tække et mainstream-publikum som alligevel ikke forstår alle hullerne. Men hvis man tænker som en forfatter, som en videnskabsmand, eller som en intelligent SF-fan, så er Interstellar simpelthen en af SF-filmhistoriens største skuffelser. Et prætentiøst B-filmmanuskript med en A-films produktionsværdier og bestemt ikke en film der med nogen ret kan skrives ind på nogle som helst lister over bedste SF-film nogensinde. At den så i skrivende stund er nr. 15 på IMDb.coms liste over bedste film nogensinde, kan man jo kun sukke og rulle med øjnene over.
Karakter: 5 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 43
Ascension
