Fantastic Four

Udgivet den august 5, 2015 af Admin

fantastic-four-poster-2015Fantastic Four
Film, USA 2015, 97 min.
Instr.: Josh Trank
Medv.: Miles Teller, Jamie Bell, Kate Mara, Michael B. Jordan, Toby Kebbell, m.fl.

OBS:  Anmeldelsen indeholder små spoilers

Roger Corman producerede en Fantastic Four-film i 1994 som endte med aldrig at blive udgivet. Dem der arbejdede på filmen anede ikke at filmselskabet (New Horizons) kun lavede filmen for at beholde rettighederne nogle år endnu, og faktisk aldrig havde i sinde at udgive filmen (åbenbart overholdt produktionen i sig selv reglerne for fornyelse af rettighederne). Deres plan var angiveligt at lave en nødtørftig film som bare skulle blive stående uset på hylden, og så senere lave en bedre version. Den bedre version kom de aldrig til (men man kan se 1994-filmen på Youtube; den er vitterligt ikke særlig god). Senere blev filmrettighederne opkøbt billigt af 20th Century Fox, da Marvel var i betalingsstandsningsproblemer i 1997-98. De lavede to FF-film, en i 2005 og en efterfølger i 2007; de indtjente mange penge, men begge har generelt et dårligt ry. Personligt fandt jeg 2005-filmen ganske udmærket, men toeren var en kæmpe skuffelse.

Nu er det så Fox der (så vidt jeg har kunnet finde ud af) er noget i retning af to år fra at miste filmrettighederne hvis ikke de laver en ny FF-film, og det har de så gjort. Som instruktør har de valgt Josh Trank, der slog sit navn fast med indie-filmen Chronicle (2012), som handlede om et hold unge venner der på mystisk vis fik superkræfter, og hurtigt blev korrumperet af den nye magt, de baksede med. Den dystre Chronicle blev en succes, og har en del fans, men jeg var ikke selv imponeret over den. Jeg foretrækker personligt lyse, optimistiske historier hvor superkræfterne også vækker et heroisk super-ansvar hos hovedpersonerne: den gode, gamle “Marvel style”.

Josh Tranks FF-film har været plaget af voldsomt negativt “buzz” blandt tegneserie-fans, især siden det kom frem for over et år siden at Johnny Storm (the Human Torch) skulle spilles af en afro-amerikansk skuespiller. De fleste nyheder om filmen har kun eskaleret de negative fan-reaktioner, så meget desto mere siden der fremkom rygter om at Trank ikke var opgaven voksen, og gebærdede sig med en dårlig attitude under indspilningerne (kom for sent, og ikke kunne svare på spørgsmål og tage beslutninger, etc.). Hans opførsel og manglende erfaring har siden ledt til at han er blevet fyret fra den Star Wars-film, som han ellers var blevet hyret til at skulle lave efter Fantastic Four, og rygter siger at han også var tæt på at blive fyret fra FF-filmen i løbet af produktionen. Nu hvor den nye FF-film endelig er ude i biograferne skal den store test så stå: Blev det en god film eller ej?

Jeg var personligt længe skeptisk overfor projektet, men da de seneste trailere kom begyndte jeg at nære håb: De så faktisk ganske godt ud – det lignede en film med tydeligt bedre-end-forventede produktionsværdier. Også selvom historien var baseret på de nyere Ultimate FF-tegneserier i stedet for de gamle Lee/Kirby-klassikere.

Historien begynder med at man ser Reed Richards som ca. 10-årig – han har allerede da et projekt om at teleportere ting, og bliver ved med at arbejde på det indtil han er i high school syv år senere. Dér bliver hans fremsynede videnskabsprojekt opdaget af den afro-amerikanske videnskabsmand Franklin Storm, som rekrutterer Reed til et kæmpe forskningsprojekt i Baxter-bygningen, sammen med andre unge genier, heriblandt Victor Domashev (den senere Dr. Doom) og Storms adoptiv-datter, Susan. Hans biologiske søn, Johnny, slutter sig senere til dem. “Teleportationsmaskinen” er deres (eneste?) store projekt, og det viser sig at den sender ting ind i en “alternativ dimension”. Da de får den til at virke rejser de selv dertil, og møder en fjendtlig verden bestående af et klippelandskab gennemsyret af en mystisk energiform. De vender tilbage med underlige kræfter – og kort efter springer filmen et år frem i tiden. Reed er undsluppet, men de andre tre holdes isoleret på en hemmelig militærbase, hvor the Thing nu er blevet sat ind som våben i udenrigspolitiske konflikter, og Human Torch også er ved at være klar til det: De er super-soldater. Susan, den usynlige kvinde, er også blevet god til at bruge sine kræfter, men lader sig ikke manipulere af militæret. Hun hjælper dem dog med at fange Reed, og sammen må de fire bekæmpe en trussel fra den alternative dimension som truer med at ødelægge Jorden.

Filmen er generelt mørk og uden humor, og figurerne er desværre ikke specielt karismatiske eller velskildrede. Reed skal forestille et super-intelligent geni, men hverken historien eller hans påfund virker særlig intelligente; det er som om han er en one-trick-pony, der ikke kan andet end at lave den interdimensionelle maskine. Antydningen af romantik mellem Reed og Susan indfinder sig aldrig. Mange andre basale elementer fra tegneserien er også udeladt, og resultatet er en film som ikke føles som om den er særlig “Fantastiske Fire”-agtig i stemningen.

I en tid hvor der er store mængder superheltefilm i biograferne er det ærgerligt at vi igen får en film som mest af alt er en oprindelseshistorie, og aldrig rigtig når til de arketypiske superhelte-eventyr som vi ser i de fleste af tegneserie-historierne. En film-serie holder sjældent mere end 3-4 film, og når hele første film næsten kun er en oprindelsehistorie, så ender det jo med at en tredjedel eller en fjerdedel af hele filmserien går med oprindelsen, som i en tegneserie-serie typisk kun fylder det første af flere hundrede hæfter. Så i filmene når vi sjældent til de seje sagaer fra tegneserierne – problemet var det samme i f.eks. den seneste Superman-film, Man of Steel. Seneste FF-film er slet ikke på niveau med Marvel Studios’ superheltefilm; både hvad angår figurerne og det visuelle udtryk er den ærligt talt jævnt kedsommelig. Den forsømmer mange chancer for gode replikker, og figurerne er for en-dimensionelle. De har også en underlig alder; de skal forestille at være i high school-alderen, men skuespillerne er sidst i tyverne og først i trediverne. Skuespillerne er ellers ikke dårlige i sig selv, men det materiale de har at arbejde med her gør dem bestemt ingen tjenester.

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 46

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Karina Laurberg Bidstrup – Homo Bestia

Udgivet den juli 7, 2015 af Admin

homobestiaHomo Bestia
Roman af Karina Laurberg Bidstrup
Egolibris, 2014, 600 sider

Homo Bestia er en medrivende fortælling om forholdet mellem en bestietræner og hans ”bestie” – en genssplejsning mellem en leopard og et menneske. Romanen beskriver i detaljer forholdet mellem den mishandlede og mistroiske Sky og den først hårdhændede og siden mere medfølende mennesketræner Jack. Beskrivelsen af tæmningen af Sky udgør de først to tredjedele af romanen og er drevet af forfatterens passion for emnet. Ideen med en ny art af halvmennesker og deres anvendelse som levende våben er spændende. Forfatteren antyder her og der, hvilke andre perspektiver, der er i ideen, og hvordan det også påvirker den tænkte fremtid.

Det ærgerlige: Romanen er mindst 200 sider for lang. Den mangler i høj grad redigering. En redaktør burde have klippet alle dobbeltscener og transport-scener fra. Med dobbeltscener mener jeg f.eks. når to personer refererer til hinanden, hvad fortælleren har beskrevet et par sider før. Eller når fortælleren uddyber, hvad læseren bør mene og føle om det, der er foregået.

Bipersonerne er dårligt beskrevne papfigurer. Især forspildes chancen med den politiske søster, som ikke får lov til at folde sine irriterende, men rigtige synspunkter ud. Jacks kæreste træder heller aldrig ordentligt i karakter og det er svært at forstå, hvorfor Jack og kæresten bliver forelskede. Romanen levner ikke plads til en indbygget kærlighedsfortælling, trods sine 600 sider.

Romanen trænger til nogle nærportrætter af skurke og antagonister og mangler det bid, som “skurkens tale” kan give. Dialogen er tung og utroværdig og afspejler ikke de forskellige personers karakterer; dialogen består af venlige mennesker, der giver hinanden ret – det er behageligt, men alt for kedeligt. Det burde en redaktør have slettet.

Redaktøren burde også have slettet alle de meningsforstyrrende og forkert satte kommaer, og have rettet de talrige grammatiske fejl og sprogfejl.

Jacks forhold til bestiet Sky bærer hele bogen. Da jeg efter et par hundrede sider havde vænnet mig til at det var dét, og kun dét, bogen handler om, fordybede jeg mig helhjertet og interesseret i de små og store følelsesmæssige forskydninger, deres forhold gennemgår. I den sidste tredjedel af bogen tager handlingen fart og bliver mere dramatisk, og slutningen er fin.

Jeg håber jeg får lov at læse flere romaner af Karina Laurberg Bidstrup, som har spændende ting på hjerte, men jeg ønsker hende en langt bedre korrektur og redigering med den næste udgivelse.

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 44

Udgivet i Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Michael Kamp – Samlerne

Udgivet den juli 5, 2015 af Admin

SamlerneSamlerne
Roman af Michael Kamp
Tellerup, 2015. 249 sider.

Selvom der godt kan være kriser i Thomas og Mariannes familieliv, som når deres pre-teenagedatter diskuterer brugen af mobiltelefoner ved middagsbordet med sin mor, og Thomas tager sig i at lyde som sin far når han taler til sine børn, så lever de et stille normalt liv som Thomas under ingen omstændigheder vil bytte væk.

Alt dette ændrer sig.

En aften ser Thomas et lyn slå ned på naboens mark; et lyn som ikke var efterfulgt af et tordenbrag. Han går ud for at undersøge hvad det er. Han får det dog dårligt og husker dårligt hvordan han er kommet hjem igen. Næste dag er alt anderledes. Hans kone har stærke smerter, hans datter frygter ham og sønnen har gemt sig i kælderen i frygt for de fremmede der er i huset. Naboen kommer forbi og tager Thomas med ud på sin mark, hvor fire køer er blevet maltrakteret i løbet af natten.

Og pludseligt er Thomas’ familie væk. Og han bevæger sig rundt som i en febervildelse for at lede efter dem.

Et mareridt begynder hvor Thomas flytter sig imellem forskellige lokationer i eftersøgningen efter sin familie uden at kunne godtgøre for hvordan det sker, men han oplever flere gange et skarpt lys hvori der bevæger sig skygger. Thomas starter ud som den konfliktsky underkuede mand, som nu skal finde alle de ressourcer frem som han også rummer, for at finde sin familie igen.

Han ender et sted hvor det ser ud til at nogen opsamler legemsdele af mennesker og dyr, og udfører eksperimenter i makabre laboratorier.

Det er en intens mareridtsfortælling som Michael Kamp har skabt med bogen Samlerne. Thomas’ frustrerede søgen efter en forklaring på hvad der sker, og ikke mindst på at finde sin familie, er en intens og medrivende historie. Kamp har i de sidste par bøger gjort meget ud af at opbygge mareridtsuniverser, men i denne er det hele blevet til en mere sammenhængende historie end det f.eks. var i Hospitalet. Han skriver fængende beskrivelser af groteskheder, og af paranoide sindsstilstande på en måde så historierne bliver page-turners. Som læser er det svært at lægge bogen fra sig inden den er læst færdig, for på samme måde som hovedpersonen så vil man gerne kæmpe sig igennem det vanvid der udspiller sig, i håbet om at der er noget at komme ud til på den anden side.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

[Redaktørens note: Vi har denne gang modtaget to anmeldelser af Michael Kamps roman, Samlerne, og valgt at bringe dem begge.]

Samlerne er horror. De første få sider fortæller om en tidligt ældet familiefar i krise med et skrantende parforhold med en alt for sur og temperamentsfuld kone, en søn der er ved at forsvinde ind i computerlands tåger og en datter på vej ind i puberteten. Det var faktisk ret spændende; jeg ville også gerne have hørt hvad anslaget kunne have ført til i en realistisk roman.

Men – sådan skal det ikke gå. Samlerne er ren, grufuld horror med science fiction elementer. Spejlet er ikke den uhyggelige sandhed, og manden på den anden side af spejlet er ikke romanens rigtige far. Michael Kamp har taget alle de ting, som en far kan være bange for og skrevet dem ind i romanen som konkrete trusler. Angsten for alderen, for ikke at være en god far, for at være en dårlig ægtemand, en dårlig elsker, angsten for lemlæstelse, angsten for at miste kone og børn, angsten for at miste forstanden og for at gøre uhyrlige ting.

Naboens køer bliver flået om natten i det andet kapitel (sådan, amerikansk ufo-style) og vor hovedperson kan ikke huske hvad der skete. Det er noget af det mindst uhyggelige der sker – derfra bliver det værre og værre. Børn og kone forsvinder, huset de bor i er kun en kulisse og farens kamp for at få sin familie tilbage udgør resten af romanen. Forfatteren lægger ikke bånd på sin morbide fantasi, men skriver de mest uhyrlige scener ud.
Det eneste jeg savnede var, at de parforholdsproblemer, der blev ridset op i starten, i endnu højere grad blev integreret i sidste tredjedel af romanen. Efter konen forsvinder, forsvinder mandens ambivalens over for hende også. Mht. til datteren og sønnen sker der ting (grufulde ting), som er poetisk uretfærdige, men logiske i forhold til det miljø, som forfatteren i starten har ridset op, men mht. til konen springer historien over et lavt gærde – jeg følte mig snydt for enten en forsoning eller et endeligt opgør med den sure kone. I fantastisk litteratur kan man på den anden side argumentere for, at de konkrete rædsler, der sker, udgør den symbolske konsekvens af de følelsesmæssige konflikter, så dette spørgsmål vil sikkert dele læserne.

Hvis man er til skrækkelig horror, så får man hvad man kan lide med Samlerne. Jeg kunne også godt lide den og læste den hurtigt og i et stræk. Sproget er lettilgængeligt og plottet holder og jeg tænkte at romanen var lige til at filmatisere. Alt i alt slår romanen fast at Michael Kamp er en ægte horrorforfatter med en afskyelig fantasi og en god sans for suspense – jeg læste i et langt, neglebidende stræk.

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

e-Noveller af Michael Kamp

Udgivet den juli 4, 2015 af Admin

The WidowEnd of Days
Holodeck
Flugten fra Roskilde
Prank Call
The Widow
e-Noveller af Michael Kamp
Tellerup, 2012-14.

Det har været spændende at følge Michael Kamps forfatterskab siden han som selvudgiver udgav Bobs Saga. Det var en humoristisk fantasyfortælling om den uintelligente kriger Bob. Som selvudgiver blev det til tre bind om Bob, samt de anmelderroste bøger Hvor de gamle visner og folkeskole-zombiefortællingen Fordærv (kan downloades gratis fra hans hjemme-side) inden han kom ind på forlaget Tellerup. På dette forlag har det været horrorudgivelser, vi har set fra hans hånd. Det startede med novellesamlingen Moln – jorden husker, hvor han som skolelærer kunne få lov til at hævne sig på eleverne. Han har også haft noveller med i forskellige antologier, og vandt bl.a. Niels Klim-prisen i 2011 for novellen “Homo Arachnida” (som også kan læses på hans hjemmeside).

Han har også udgivet en række novelle-ebøger igennem Tellerup, hvoraf de fleste er på engelsk. Da vi igennem tiden har anmeldt hans andre udgivelser i Himmelskibet, så vil jeg her lave en opsamlingsanmeldelse af novelle-ebøgerne.

“The Widow” (2012): En mand der er på forretningsrejse er gået på en bar for at få aftenen til at gå, og måske finde et one-night-stand til at forsøde aftenen med. Efter at have observeret kvinderne på baren i nogle timer ankommer der en mulig partner for aftenen. Han tager kontakt med den smukke kvinde, som viser sig at være enke. I en gysernovelle med denne titel, hvori der optræder en enke der er klædt i sort, så er det ikke så svært at gætte hvordan den historie udvikler sig.

Telefonfis“Prank Call” / “Telefonfis” (2012): Denne novelle findes både i en dansk og en engelsk udgave. Den var oprindeligt skrevet til Undervisningsministeriets drengelitteraturpris-konkurrence i 2011, en konkurrence som novellen vandt.

Et par drenge sidder og laver telefonfis med pigerne fra klassen. På et tidspunkt kommer de dog til at taste et forkert nummer, og det bliver en tilfældig mand de forsøger at skræmme, ved bl.a. at sige ”Jeg ved hvad du har gjort”. Kort efter ringer deres telefon fra et ukendt nummer…

Flugten fra Roskilde“Flugten fra Roskilde” (2012): Camilla vågner midt om natten da hendes mand ringer til hende fra sit arbejde som nattevagt. Han fortæller hende at hun skal skynde sig at tage børnene og køre ud af byen så hurtigt som muligt. Hun undrer sig, men gør som han siger. På vej ud af byen ser hun militæret, der kører ind mod byen, og snart hører hun skud, og fra deres skjul uden for Roskilde kan de se at byen står i brand. De kan dog ikke holde sig skjult længe for miltæret er meget grundige i deres jagt på alle byens indbyggere, så snart dukker der soldater op i beskyttelsesdragter ved deres skjulested.

“Holodeck” (2013): Verden er efterhånden blevet så effektiviseret og automatiseret at folk ikke behøver forlade deres hjem. Alle har hver deres lejlighed hvor de via hologrammer kan skabe den verden de ønsker at leve i. Om det så er som Kaptain for et rumskib, eller i det gamle Rom. Når folk dør så bliver hologrammet afbrudt og nanorobotter rydder op i lejligheden og nedbryder liget.

HolodeckDer er dog nogle mennesker der enten er født med, eller har pådraget sig hjerneskader der gør at de ikke kan se hologrammerne. Disse folk lever i den virkelige verden og har som job at være reparatør når hologrammerne går i stykker. Hvis folk dør og oprydningsprogrammet ikke starter automatisk så bliver reparatørerne tilkaldt.

Et sted bliver de dog stillet i det dilemma at hologrammerne er bevidste om at de ikke er rigtige mennesker, men de ønsker ikke at blive slettet selvom lejlighedens beboer er død. De bliver derfor stillet over for spørgsmålet om hvad der er liv, og om kunstige intelligenser ikke også er liv med rettigheder.

End of Days“End of Days” (2013): Dette er en historie sat i H.P. Lovecrafts univers. Et terrorangreb på en teknologisk installation fører til at stort set alle mennesker simpelthen forsvinder. Vi følger det sidste menneskes beretning som han forsøger at nedfælde inden galskaben overtager og han overvejer om døden ikke vil være et bedre alternativ end det liv han er fanget i.

Alle omkring ham er forsvundet op i den blå luft. I stedet er der kommet et lavt hængende skydække, og ud af dette er der kommet tentakelvæsner og væsner der minder om store krabber. Spørgsmålet er hvor disse væsner stammer fra, og om alle mennesker virkeligt er forsvundet helt. Novellen er opbygget som typiske Lovecraft-inspirerede historier, men har alligevel sin egen vinkel på genren.

Novellerne er meget forskellige. Der er dystopier, science fiction og klassisk horror. De er gode præsentation af Kamps forfatterskab. Specielt “End of Days” og “Holodeck” vil jeg anbefale som gode steder at starte.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mikkel Harris Carlsen – Midnatsmuse

Udgivet den juli 3, 2015 af Admin

MidnatsmuseMidnatsmuse – Noveller til natten
Novellesamling af Mikkel Harris Carlsen
Kandor, 2015. 228 s.

I titelnovellen “Midnatsmuse” har en forfatter sat sig for at hente inspiration på en beværtning som er kendt for at mange kunstnere holder til der. Han får kontakt til en kunstmaler hvis karrierer må siges at være for nedadgående. Han kan dog fortælle en historie karrierens højdepunkt, hvor han havde mødt en kvinde som inspirerede ham. Når hun stod model for ham som præsterede han det bedste som overhovedet var muligt. På den måde skabte de to sammen stor kunst som vandt meget anseelse. Han blev dog så besat af hende, at det kun var nå hun var der at han overhovedet kunne fungerer, og den dag hun så ikke længere skulle stå model for ham gik alt i stå for ham. Besættelsen havde været så altomsluttende at den ikke havde efterladt meget tilbage, og den havde efterladt ham fortabt. Til gengæld er det som om alt den kraft og energi der har forladt ham er strøget over til hende.

Ud over at være titel novellen så er det også et meget godt eksempel på hvad det er for noveller denne bog byder på. Det er dystre fortællinger om personer der på forskellig hvis bliver besatte eller opslugt af enten andre mennesker eller situationer. Der er bl.a. fortællingen om en mand hvis nye kollega går ham så meget på at han må sygemelde sig. Dette er dog ikke nok for det virker hele tiden til at den nye kollega kommer tættere og tættere på, og til sidst kan manden dårligt bevæge sig i frygt for dette andet menneske.

Bogen lægger godt ud med novellen “Hr. Schaday”. Som i flere af de andre noveller så finder denne sted på et lettere trøstesløst men billigt herberg. En af beboerne har nyt stilheden ved at naboværelset i en periode ikke havde været lejet ud. Roen får dog end ende da Hr. Schaday, flytter ind. Det er ikke fordi de to mødes, og hovedpersonen får decideret en advarsel om at han skal sørge for at de to aldrig kommer til at være tilstede i samme lokale. Denne advarsel modtager han fra en af sine venner, og uden der følger nogen yderligere forklaring med, ud over at det gælder alles sikkerhed. Han er dog ikke et øjeblik i tvivl om at der er noget sandhed i advarslen, og en dag da det virker til at Hr. Schaday ved en fejl er ved at gå ind på det forkerte værelse og derved ind til hovedpersonen, der rammes denne af en handlingslammende panik, da han kan mærke hele vejen igennem sin krop at universet ikke ønsker at disse to mennesker skal møde hinanden.

Dette er en fantastisk novelle. Den er fyldt med antydninger, og meget få forklaringer, og den er samtidig også en god måde at starte samlingen, for den er også meget kendetegnende for Mikkel Harris Carlsens stil og tone.

Der er historierne om folk der bytter identitet, uden at det decideret er bevidste valgt de tager, men det er det der sker, som følge af noget udefra kommende, eller noget så uskyldigt som en ombyttet kuffert, som der dog følger et helt andet liv med til. I en af novellerne bliver identitetsombytningen påtvunget, da en journalist efterforsker en rigmands forsvunden, og pludseligt reagerer alle som om han er denne rigmand. Han må nu tage stilling til om han tør sige at han ikke er det, for hvorfor er det at alle har besluttet sig til at det skulle være sådan?

I en af de andre fortællinger der finder sted på et pensionat, bliver en beboer anklaget for at havde haft kvindebesøg om natten, og for at have haft så højlydt sex at naboen har været holdt vågen. Dette kender han dog ikke noget til, men da det sker flere gange sætter han sig for at undersøge det, og det viser sig at der er noget om snakken. Der kommer en kvinde og har sex med ham når han sover, men det er kun det kødelige ham, for det virker til at han er besat under agten.

Jeg kunne have lyst til at referer de fleste af novellerne i bogen, men ofte vil det være svært at gøre dette, da det er let at referere handling, men svært at refere stemning. Og stemingen er vigtig, for ikke nok med at novellerne bygger på gode og interessante ideer, de formidles også på så stemningsfyldt en måde at det vil være en skam at forfladige dem for meget med korte handlingsreferater. Så lad de her ovenstående omtaler være dét, jeg vil gengive af handlingerne.

I novellerne ligger der noget sælsomt og mystisk. I nogle sker der direkte noget overnaturligt, mens det i andre antydes, eller man er i tvivl om det blot er i personerne sind at disse mystiske ting finder sted. På den måde er det en dyster bog, uden at det bliver en deprimerende bog at læse. Man sidder ikke er ler, men heller ikke og græder, men man sidder og fascineres af de skæbnefortællinger, som Mikkel Harris Carlsen på formidabel vis får beskrevet. I alt 18 noveller er der blevet plads til på de knap 230 sider, men hver historie er også kun udbredt over det antal sider som lige den historie havde behov for at fylde. Det er således korte, men skarpe historier som man sidder med.

Historierne indeholder ikke de samme groteske elementer som Mikkel Harris Carlsens samling Kakerlakmennesket fra 2013 (Valeta). På den måde er Midnatsmuse ikke “bare” en fortsættelse, eller “bare” mere af det samme. Den er helt sin egen, og på mange måder svær at sammenligne med den foregående samling. Dog kan man roligt sige at hvis man kan lide Kakerlakmennesket, eller de noveller som Carlsen med tiden har fået trykt her i Himmelskibet, så bør man bestemt læse Midnatsmuse. Kender man ikke til hans forfatterskab, men man er til det sælsomme og forunderlige, så vil jeg bestemt anbefale at man sørger for at stifte bekendtskab med det, uagtet om det så er i Midnatsmuse eller Kakerlakmennesket.

Forlaget Kandor har slået sig godt fast som et forlag der gang på gang har leveret kvalitetslitteratur til de danske læsere af de fantastiske genrer, og Midnatsmuse er en udgivelse som følger den tråd (læs også anmeldelsen af Teddy Vorks Sprækker). Det er en helstøbt novellesamling, som både formår at præsenterer en række meget forskellige noveller, men som samtidig formår at holde samme stil og stemning igennem dem alle.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jupiter Ascending

Udgivet den juli 2, 2015 af Admin

Jupiter AscendingJupiter Ascending
Film, USA 2015, 127 min.
Instr.: Andy og Lana Wachowski
Medv.: Mila Kunis, Channing Tatum, Eddie Redmayne, Tuppence Middleton, Sean Bean, m.fl.

Ægte space opera! Det seneste science fiction opus fra Andy & Lana Wachowski er et strange beast – en ambitiøs omgang rumromantisk skæv-komedie som ikke lever helt op til de høje forventninger, men alligevel er en forbandet fin og flot B-film, med både campiness og action-scener som vil vise sig at være forud for deres tid.

Mila Kunis spiller Jupiter Jones, en (på trods af navnet, russisk, omend emigreret til USA) rengøringsassistent for de rige, som hader sit liv. En dag forsøger nogle aliens at dræbe hende, og hun reddes af Caine Wise (Channing Tatum), en slags rumlejesoldat/falden engel som er blevet genmodificeret med et ulvelignende væsen (wise canine = klog hund!). Hun kommer med op til et kosmisk samfund, hvor menneskeracen er bogstaveligt talt en milliard år gammel, og vedligeholder tusinder af planeter lidt ligesom Jorden, indtil de bliver overbefolkede og så skal “høstes” til et dystert formål, som igen koger suppe på Wachowskiernes yndlingsfilm, Soylent Green.

Jupiter viser sig at være af interesse for universets herskere fordi hun er en reinkarnation (a recurrence) af selveste universets dronning! Og de nuværende herskere, de tre søs-kende, Balem, Titus og Kalique, er hendes – dvs. den afdøde dronnings – børn, som er titusinder af år gamle. Jupiter involveres således i magtpolitikken mellem de tre søskende, og det leder til en utrolig masse vilde action-scener. Der er mange historiske detaljer og masser af fin world-building og skønne rumskibsdesigns (jaaah!).

Rumvæsnerne har været på Jorden siden de plantede menneskerne her for 100.000 år siden – næh, faktisk siden de udryddede de intelligente dinosaurer for 65 mio. år siden – og været en del af samfundet, men på en måde så ingen almindelige mennesker har vidst det. Hver gang de viser sig, så sletter de vidnernes korttidshukommelse (á là Men in Black), og genopbygger på få minutter eventuelle ødelæggelser. De har helt sikkert ført til meget overtro op gennem historien, bl.a. fordi en af deres tjener-racer ligner drager.

Desværre er det spektaku­lære kosmiske rumsamfund blot en omgang deprimerende, gammelkendt kapitalisme med tudsegamle ritualer og et håbløst – men komisk – bureaukrati som fra instruktørernes side tydeligvis skal afspejle verdens tilstand her på Jorden. Det er ærgerligt at det ikke er mere indbydende for seeren, for det giver os ikke synderligt lyst til at udforske dette univers yderligere, selv om det er både visuelt imponerende og detaljeret.

Planeten Jupiter spiller også en rolle; rumfolkene har en kæmpe base inde i den store røde plet! Ret fedt, faktisk. Filmen er flot, flot science fiction – effektsmæssigt fremragende og fyldt med fascinerende elementer, også med hyldester til bl.a. Flash Gordon og Brazil. Der er noget udmærket kød på historien hist og her, men fordi hovedpersonerne ikke er særligt gode, og universet på trods af de virkeligt fantastiske effekter og designs ikke er specielt indbydende, går det hele desværre ikke op i en højere enhed. Værst af alt er det dog at begge de to hovedrolleindehavere – Kunis og Tatum – virker som om de stort set overhovedet ikke føler for, eller forstår, materialet. Muligvis er de bare dårlige skuespillere. Og det er sgu ærgerligt, for nogle velskrevne og velspillende figurer kunne have reddet meget ved denne film. Men det må nok indrømmes at manglen på nu-ancerede figurer er en kendetegnende svaghed for Wachowski-parrets film i det hele taget. Det var jo rent held at den ret talent- og udtryksløse Keanu Reeves fungerede så godt som han gjorde i The Matrix.

Et andet irritationsmoment som jeg bliver nødt til at nævne er sproget. På Jorden gås der meget op i at Jupiters russiske familie taler snart russisk og snart engelsk, men oppe i rumsamfundet taler alle perfekt engelsk (og rum-Sean Bean har beholdt sin South Yorkshire accent!). De bruger Jordens termer for tid, og der er endda jordbogstaver på nogle af rumskibene (!). Hvis dog bare man havde hørt lidt til rumfolkenes rumsprog, og fået en fornemmelse for at de virkelig var alien, så havde hele rum-aspektet været så meget mere overbevisende og fremmedgørende på den gode måde. Damn for en wasted opportunity! På den anden side kan man vælge at tolke det som at de store jordsprog i virkeligheden oprindeligt kommer fra rummet, og er blevet indført på Jorden af rumvæsnerne – den type detaljer er der rigtig mange af i filmen, så … men i så fald synes jeg at filmen burde have givet nogle specifikke sproglige antydninger i den retning.

Filmen er blevet både et kritisk og et kommercielt flop (i hvert fald i USA), hvilket nok bl.a. skyldes at den udsender nogle voldsomt blandede genresignaler. I min optik er filmen nemlig et bevidst genreeksperiment: halvt dystopisk space opera og halvt campy romantisk komedie – sikkert i forsøg på at tækkes lige dele mandlige og kvindelige publikummer, og i øvrigt gå nye veje med glimt i øjet. Mange af de ting der kan virke lidt latterlige er faktisk netop et forsøg på at gå helt til grænsen for hvor næsten-alvorligt man kan tage campiness. Dét synes jeg er et dristigt og spændende eksperiment, men det fungerer desværre ikke 100% – der er, fra scene til scene, enten for meget alvor eller for meget komik – og det gør at publikum aldrig helt ved om filmen er selvsatirisk eller skal tages seriøst.

Jeg tror at filmen er et forsøg på at sammenflette det seriøse og det bevidst kitschede til en ny type genre, der udgør en slags “alvorlig campiness” – enten dét, eller også blev manuskriptet på et tidspunkt skrevet helt om i en anden stil, så vi nu har en film hvor to ret forskellige toner strides med hinanden. Men jeg tror nu mere på det første.

I den endelige analyse vil jeg sige at filmen er god (eller måske snarere at der ligger en god film gemt inde i den), fordi den – udover det rent visuelle indhold som er chokerende fedt, og de lange action-scener som enkelte gange bliver næsten for eksplosive – indeholder en lang række skønne og stort tænkte sci-fi elementer af typen som man sjældent ser udført godt på film. Desuden er der tydeligvis tænkt utrolig meget over filmens type og tone. Hvis skuespillerne havde været bedre, hvis tonen var gået ordentligt i hak, og hvis slutningen havde været bare lidt mere tilfredsstillende – så havde det her været en storslået og udødelig science fiction klassiker til 10 ud af 10 stjerner. Som det er, er den “bare” en spektakulært underholdende og storladen rumfilm som bør ses på et stort lærred, og som uden tvivl vil markere sig for eftertiden som en af dette års flotteste og mest opfindsomme sci-fi film.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Skabt for hinanden – og andre dystopier

Udgivet den juli 1, 2015 af Admin

Zoom on_Skabt for hinanden og andre noveller_omslag_FINAL.inddSkabt for hinanden
– og andre dystopier
Novelleantologi redigeret af Christel Amundsen
Høst & Søn / Rosinante & Co, 2014. 69 sider.

2014 var dystopiernes år. Håbefulde unge forfattere (HUF) viste at de også kan skrive om knap så håbefulde emner i dystiantologien Skybrud. Fra forlaget Valeta var det lidt ældre forfattere der viste at de kunne skrive dystopier i antologien Undergang. En af disse forfattere var A. Silvestri, og for ham stoppede det ikke her; han udgav også dobbelt-(kort)romanen Ambrosia/-Live, som også bestod af dystopiske historier.

Skabt for hinanden var den tredje dystopisk antologi som udkom i 2014, denne var dog af et mindre omfang end de to andre, da der her kun er tre forfattere med, men der er her tale om forfattere som har slået deres navn fast uden for fankulturen. Alle tre noveller har været udgivet tidligere, men er her samlet omkring dystopien.

I Karen Skovmands novelle “Opklaring” (2005) er samfundet opdelt imellem efterkommerne af de der kom i sikkerhed inden katastrofen oprandt, og de der må lide med eftervirkningerne fra den radioaktive stråling. Plebserne, som de muterede kaldes, lever primært af at samle skrald, og selvom de kan bevæge sig iblandt andre, så bliver der set skævt til dem, og man skal helst ikke have for meget at gøre med dem. Skolepigen Shetla lægger specielt mærke til én i bussen en dag på vej hjem, da denne smiler til hende og hilser på hende. Hun håber ingen har set det, da hun er bange for drillerierne. Bussen stoppes af Patrioterne, et Hitlerjugend-lignende spejderkorps, som har ret frie hænder til at opføre sig som de har lyst. Det er en historie om et opdelt samfund med et A- og et B-hold, som man vil kunne finde pendanter til flere steder i verdenshistorien. Shetla gør sit eget lille oprør imod dette – noget som det viser sig at hun har sine familiære grunde til.

Kenneth Bøgh Andersen – “78°” (2009). Ikke engang i skyggen er det til at holde ud at være i løbet af dagen, så det er primært om natten at det er til at holde ud at bevæge sig rundt. Der er dog væsner der bevæger sig rundt i natten, som gør at det ikke er sikkert. Adam bevæger sig kun rundt i morgengryet, for hans bror Markus forsvandt tidligere i nattens mørke. Men rundt, det skal han, for at finde vand, mad, solcreme og andre fornødenheder for at overleve i en verden hvor der bliver op til 78 grader i solen. Og ikke mindst så skal han finde sine forældre. Det er historien om at klare sig i en verden der er i et kogende forfald, men også om en verden der kører i cyklusser.

Svend Åge Madsen – “Skabt for hinanden” (1996). I et tv-program kan man som seer vædde på hvem af to terminalpatienter der kommer sig bedst efter online-transmitterede operationer. I et andet tv-program følger man et pars kamp om et stort pengebeløb, men hvor der kan være live-transmitteret dødeligt udfald, hvis de ikke klarer opgaven. Folk har flere hundrede, eller rettere tusinde, tv-kanaler som nu sendes direkte ind i folks hoved og vises for deres øjne. Dette gør selvsagt at folk stort set ser fjernesyn hele tiden for at gå glip af mindst muligt, hvilket leder til en del trafikuheld, da der nu er andet end de andre trafikanter at holde øje med.

Denne novelle blev trykt første gang for tyve år siden, men den er endnu mere aktuelt nu hvor man ser mange uheld i trafikken pga. mobiltelefoner, og hvor folk bl.a. lige skal tjekke hvad der er sket mens de holder for rødt.

Med de forskellige udgivelser må 2014 siges at have været et godt år for den danske dystopiske fortælling; noget som med denne bog blev yderligere understreget (uagtet at novellerne heri var genudgivelser).

Samlingen er tænkt som en ungdomsbog, hvilket nok mest ses i Skovmands novelle, hvor vi følger den unge skolepige. Madsens novelle henvender sig til unge via dens behandling af folks medieforbrug, men den vil bestemt også henvende sig til andre læsergrupper, og specielt dén novelle betyder at jeg også vil anbefale samlingen til den voksne læser. Alt i alt en god omgang dystre fortællinger.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Antologi, Bøger | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Tatiana Goldberg – Anima

Udgivet den juni 30, 2015 af Admin

Anima-tegneserie-Tatiana-Goldberg-TellerupAnima
Tegneserie af Tatiana Goldberg
Tellerup, 2014, 104 sider.

En mand i en heldragt begiver sig ind i en nedlagt fabrik i en ødemark for at lede efter overlevende, men hvad han finder er et væsen der er som taget ud af John Carpenters The Thing. Da han kommer ud er der mistanke om at han kan være blevet inficeret, og han underkastes forskelige undersøgelser.

Hospitalet som undersøgelserne finder sted på viser sig også hurtigt at gå i forfald omkring ham om monstret dukker op igen.

Langsomt viser det sig at den ødelagte ødemark han bevæger sig rundt i måske skal forstås på mere end et plan.

Det er en tegneserie som langsomt fanger læseren ind i en psykologisk gyser og fortælles stemningsfuldt både via fortællingen og illustrationerne. Dette gør den så godt at tegneserien blev nomineret til årets horrorpris fra Dansk Horror Selskab.

Bagerst i bogen er der et kort efterord der via tekst og billeder forklarer noget om lagene og referencerne i tegneserien. Normalt vil jeg mene at værket burde kunne stå selv uden at skulle forklares, for hvis en forklaring er nødvendig, så er tingene ikke tydelige nok i selve historien. Det skal dog siges at efterordet at efterordet gjorde at jeg fik endnu mere ud af anden gennemlæsning af tegneserien, for da plottet nu var kendt for mig kunne jeg nu kigge efter de ting som efterordet havde fremhævet.

Det er svært at genfortælle eller skrive noget af historien, uden at afsløre for meget, for intet er helt som det ser ud til at være i denne historie – noget man allerede aner tidligt, hvor en lille pige pludseligt skyder tentakler ud til alle sider.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Horror, Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Agnete Friis – Farlig vrede

Udgivet den juni 29, 2015 af Admin

Farlig_vredeFarlig vrede
Roman af Agnete Friis
People’s Press, 2014, 248 sider

En befriende ting ved at bevæge sig hen på bibliotekets ungdomsafdeling er at her må der gerne skiltes med at det er en gyserbog, man er ved at samle op. Bevæger man sig i voksenafdelingen så er de oftest betegnet “Krimi”, eller det mere neutrale “Roman”. Da det var på ungdomssektionens hylder at Agnete Friss’ bog Farlig vrede er opstillet, så har forfatter og forlag valgt at skrive bogens rette genrebetegnelse på forsiden, nemlig “gyser”.

William er en teenager der mest af alt går op i fodbold, men han er da også ved at fatte interesse for pigerne, specielt Laura, som han både går i klasse med, men som også ofte træner sammen med drengene når der spilles fodbold. Det hele ændrer sig dog da der kommer en ny dreng i klassen og på holdet. Drengen Victor har det smarte tøj, han er vellidt af alle og får pigernes interesse, og han er fantastisk til at spille fodbold. Alt dette går William på, specielt det at Victor ser ud til at få Williams plads på førsteholdet.

Dagen efter et kraftigt regnvejr er William forbi kirkegården for at besøge sin fars gravsten, og han kommer forbi en grav der er faldet sammen, og hvor kisten er gået i stykker. Han kan se det næsten opløste lig, noget der drager ham i en grad der gør at han går ned i graven, og tager en ørering som liget bar.

Det virker til at William nu er i kontakt med den afdøde, og han indgår handler med den døde Billy. William begynder nu at få det fede tøj, og pludseligt vinder hans mor i en konkurrence så der bliver en ny computer til William. Men alting har en pris, og da William i vrede over Victor ønsker sin plads tilbage på fodboldholdet bliver dette ønske også opfyldt, dog på en noget anden måde end William havde forestillet sig. Situationen bliver nu til et spørgsmål om liv eller død, og William skal nu sammen med sine venner Agger og Laura forsøge at bekæmpe Billy og den vrede som er ved at opbygge sig i William.

Ved første øjekast så ligner historien en klassisk historie om at man skal passe på med hvad man ønsker sig, og at man ikke skal tro at man kan snyde djævelen i en handel. Denne erkendelse går dog hurtigt op for William, og derved læseren, og historien går nu mere ud på at prøve at få tingene bragt i orden igen. Dette kan de kun gøre ved at forsøge at forstå hvor den vrede som driver Billy stammer fra, for på den måde at uddrive ham igen, og derved rede William og Victor.

Plottet er der som nævnt ikke meget nyt i, men som mange ungdomsbøger holder bogen et højt tempo, samtidig med at den hele tiden øger spændingen. Så har man lyst til en god, hurtigt læst gyser, skal man ikke være bange for at gå forbi ungdomshylderne på biblioteket eller i boghandlen og samle denne bog op.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Teddy Vork – Sprækker

Udgivet den juni 28, 2015 af Admin

SprækkerSprækker
Novellesamling af Teddy Vork
Kandor, 2014. 213 sider.

Teddy Vork har efterhånden haft bidrag med i en række antologier, og når jeg sidder og kigger mine anmeldelser igennem af disse antologier, så er hans bidrag ofte en af dem som jeg har haft fremhævet blandt mine favoritter i samlingerne. Flere af disse antologibidrag er nu blevet samlet i novellesamlingen Sprækker, sammen med en ræk­ke nye noveller.

Det at nogle af novellerne er genbrug, ændrer bestemt ikke ved at det er noveller som bestemt fortjener at blive genlæst, og ikke mindst fortjener at blive udgivet samlet.

Der er novellen “De rette omgivelser” om hvor vigtigt det er at sætte den rette stemning omkring en horrorfortælling, og at det er et ansvar der deles af læseren og forfattere.

I antologien Pix var min favoritnovelle “Den usynlige verdens undere”, som handler om en mand der igennem en bog finder en måde at blive usynlig. Dette er en magt som han udnytter, men selvom han bliver usynlig for mennesker, så bliver han synlig for det som vi ellers ikke kan se. Det er ikke den eneste novelle om en sprække i virkeligheden som er blandt mine favoritter, det samme gælder novellen “Mare, mare minde” fra antologien Til deres dages ende hvor det er en fortælling om hvad der slipper ind lige inden man lægger sig til at sove.

Bogen er ikke kun genbrug, men byder også på nye favoritter som “Folden”, hvori en mand er ved at klargøre et gammelt hus til at han kan bo med sin gravide kæreste. Han opdager en sprække i tapetet, og hans nervøsitet over det at skulle være far, og alle de ting der kan gå galt, bliver projekteret over på denne sprække, som han ikke rigtigt kan lukke. I “Hic sunt dracos” er det en kvinde som forsøger at finde rundt i sit mørke hjem hvor strømmen er gået. Mange tanker går igennem hende hoved imens hun prøver at finde frem i mørket. Det er dog ikke kun i boligen der er mørt, det trænger også ind i hendes tanker.

Alle novellerne beskriver i en eller anden form sprækker i virkeligheden, eller måske nærmere i opfattelsen af virkeligheden, så selvom novellerne er meget forskellige, så er der alligevel noget der binder dem sammen, og gør dette til en helstøbt samling.

Når Teddy Vork skriver så er det ofte tungt og dystert, men også dragende og indfangende, og han formår med sin stil at indfange læseren i de stemninger han beskriver. Samtidig er mange af historierne meget simple i deres handling, for her er det stemningen og ikke handlingen der er i fokus. Det at jeg havde læst flere af novellerne før gjorde på ingen måde at jeg ikke endnu engang lod mig fange af historierne. Jeg vil derfor både anbefale denne novellesamling til de der har fulgt og læst Vorks tidligere udgivelser, samt anbefale den til de der gerne vil stifte bekendtskab med disse dystre velskrevne noveller.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | 1 kommentar