Skabt for hinanden – og andre dystopier

Udgivet den juli 1, 2015 af Admin

Zoom on_Skabt for hinanden og andre noveller_omslag_FINAL.inddSkabt for hinanden
– og andre dystopier
Novelleantologi redigeret af Christel Amundsen
Høst & Søn / Rosinante & Co, 2014. 69 sider.

2014 var dystopiernes år. Håbefulde unge forfattere (HUF) viste at de også kan skrive om knap så håbefulde emner i dystiantologien Skybrud. Fra forlaget Valeta var det lidt ældre forfattere der viste at de kunne skrive dystopier i antologien Undergang. En af disse forfattere var A. Silvestri, og for ham stoppede det ikke her; han udgav også dobbelt-(kort)romanen Ambrosia/-Live, som også bestod af dystopiske historier.

Skabt for hinanden var den tredje dystopisk antologi som udkom i 2014, denne var dog af et mindre omfang end de to andre, da der her kun er tre forfattere med, men der er her tale om forfattere som har slået deres navn fast uden for fankulturen. Alle tre noveller har været udgivet tidligere, men er her samlet omkring dystopien.

I Karen Skovmands novelle “Opklaring” (2005) er samfundet opdelt imellem efterkommerne af de der kom i sikkerhed inden katastrofen oprandt, og de der må lide med eftervirkningerne fra den radioaktive stråling. Plebserne, som de muterede kaldes, lever primært af at samle skrald, og selvom de kan bevæge sig iblandt andre, så bliver der set skævt til dem, og man skal helst ikke have for meget at gøre med dem. Skolepigen Shetla lægger specielt mærke til én i bussen en dag på vej hjem, da denne smiler til hende og hilser på hende. Hun håber ingen har set det, da hun er bange for drillerierne. Bussen stoppes af Patrioterne, et Hitlerjugend-lignende spejderkorps, som har ret frie hænder til at opføre sig som de har lyst. Det er en historie om et opdelt samfund med et A- og et B-hold, som man vil kunne finde pendanter til flere steder i verdenshistorien. Shetla gør sit eget lille oprør imod dette – noget som det viser sig at hun har sine familiære grunde til.

Kenneth Bøgh Andersen – “78°” (2009). Ikke engang i skyggen er det til at holde ud at være i løbet af dagen, så det er primært om natten at det er til at holde ud at bevæge sig rundt. Der er dog væsner der bevæger sig rundt i natten, som gør at det ikke er sikkert. Adam bevæger sig kun rundt i morgengryet, for hans bror Markus forsvandt tidligere i nattens mørke. Men rundt, det skal han, for at finde vand, mad, solcreme og andre fornødenheder for at overleve i en verden hvor der bliver op til 78 grader i solen. Og ikke mindst så skal han finde sine forældre. Det er historien om at klare sig i en verden der er i et kogende forfald, men også om en verden der kører i cyklusser.

Svend Åge Madsen – “Skabt for hinanden” (1996). I et tv-program kan man som seer vædde på hvem af to terminalpatienter der kommer sig bedst efter online-transmitterede operationer. I et andet tv-program følger man et pars kamp om et stort pengebeløb, men hvor der kan være live-transmitteret dødeligt udfald, hvis de ikke klarer opgaven. Folk har flere hundrede, eller rettere tusinde, tv-kanaler som nu sendes direkte ind i folks hoved og vises for deres øjne. Dette gør selvsagt at folk stort set ser fjernesyn hele tiden for at gå glip af mindst muligt, hvilket leder til en del trafikuheld, da der nu er andet end de andre trafikanter at holde øje med.

Denne novelle blev trykt første gang for tyve år siden, men den er endnu mere aktuelt nu hvor man ser mange uheld i trafikken pga. mobiltelefoner, og hvor folk bl.a. lige skal tjekke hvad der er sket mens de holder for rødt.

Med de forskellige udgivelser må 2014 siges at have været et godt år for den danske dystopiske fortælling; noget som med denne bog blev yderligere understreget (uagtet at novellerne heri var genudgivelser).

Samlingen er tænkt som en ungdomsbog, hvilket nok mest ses i Skovmands novelle, hvor vi følger den unge skolepige. Madsens novelle henvender sig til unge via dens behandling af folks medieforbrug, men den vil bestemt også henvende sig til andre læsergrupper, og specielt dén novelle betyder at jeg også vil anbefale samlingen til den voksne læser. Alt i alt en god omgang dystre fortællinger.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Antologi, Bøger | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Tatiana Goldberg – Anima

Udgivet den juni 30, 2015 af Admin

Anima-tegneserie-Tatiana-Goldberg-TellerupAnima
Tegneserie af Tatiana Goldberg
Tellerup, 2014, 104 sider.

En mand i en heldragt begiver sig ind i en nedlagt fabrik i en ødemark for at lede efter overlevende, men hvad han finder er et væsen der er som taget ud af John Carpenters The Thing. Da han kommer ud er der mistanke om at han kan være blevet inficeret, og han underkastes forskelige undersøgelser.

Hospitalet som undersøgelserne finder sted på viser sig også hurtigt at gå i forfald omkring ham om monstret dukker op igen.

Langsomt viser det sig at den ødelagte ødemark han bevæger sig rundt i måske skal forstås på mere end et plan.

Det er en tegneserie som langsomt fanger læseren ind i en psykologisk gyser og fortælles stemningsfuldt både via fortællingen og illustrationerne. Dette gør den så godt at tegneserien blev nomineret til årets horrorpris fra Dansk Horror Selskab.

Bagerst i bogen er der et kort efterord der via tekst og billeder forklarer noget om lagene og referencerne i tegneserien. Normalt vil jeg mene at værket burde kunne stå selv uden at skulle forklares, for hvis en forklaring er nødvendig, så er tingene ikke tydelige nok i selve historien. Det skal dog siges at efterordet at efterordet gjorde at jeg fik endnu mere ud af anden gennemlæsning af tegneserien, for da plottet nu var kendt for mig kunne jeg nu kigge efter de ting som efterordet havde fremhævet.

Det er svært at genfortælle eller skrive noget af historien, uden at afsløre for meget, for intet er helt som det ser ud til at være i denne historie – noget man allerede aner tidligt, hvor en lille pige pludseligt skyder tentakler ud til alle sider.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Horror, Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Agnete Friis – Farlig vrede

Udgivet den juni 29, 2015 af Admin

Farlig_vredeFarlig vrede
Roman af Agnete Friis
People’s Press, 2014, 248 sider

En befriende ting ved at bevæge sig hen på bibliotekets ungdomsafdeling er at her må der gerne skiltes med at det er en gyserbog, man er ved at samle op. Bevæger man sig i voksenafdelingen så er de oftest betegnet “Krimi”, eller det mere neutrale “Roman”. Da det var på ungdomssektionens hylder at Agnete Friss’ bog Farlig vrede er opstillet, så har forfatter og forlag valgt at skrive bogens rette genrebetegnelse på forsiden, nemlig “gyser”.

William er en teenager der mest af alt går op i fodbold, men han er da også ved at fatte interesse for pigerne, specielt Laura, som han både går i klasse med, men som også ofte træner sammen med drengene når der spilles fodbold. Det hele ændrer sig dog da der kommer en ny dreng i klassen og på holdet. Drengen Victor har det smarte tøj, han er vellidt af alle og får pigernes interesse, og han er fantastisk til at spille fodbold. Alt dette går William på, specielt det at Victor ser ud til at få Williams plads på førsteholdet.

Dagen efter et kraftigt regnvejr er William forbi kirkegården for at besøge sin fars gravsten, og han kommer forbi en grav der er faldet sammen, og hvor kisten er gået i stykker. Han kan se det næsten opløste lig, noget der drager ham i en grad der gør at han går ned i graven, og tager en ørering som liget bar.

Det virker til at William nu er i kontakt med den afdøde, og han indgår handler med den døde Billy. William begynder nu at få det fede tøj, og pludseligt vinder hans mor i en konkurrence så der bliver en ny computer til William. Men alting har en pris, og da William i vrede over Victor ønsker sin plads tilbage på fodboldholdet bliver dette ønske også opfyldt, dog på en noget anden måde end William havde forestillet sig. Situationen bliver nu til et spørgsmål om liv eller død, og William skal nu sammen med sine venner Agger og Laura forsøge at bekæmpe Billy og den vrede som er ved at opbygge sig i William.

Ved første øjekast så ligner historien en klassisk historie om at man skal passe på med hvad man ønsker sig, og at man ikke skal tro at man kan snyde djævelen i en handel. Denne erkendelse går dog hurtigt op for William, og derved læseren, og historien går nu mere ud på at prøve at få tingene bragt i orden igen. Dette kan de kun gøre ved at forsøge at forstå hvor den vrede som driver Billy stammer fra, for på den måde at uddrive ham igen, og derved rede William og Victor.

Plottet er der som nævnt ikke meget nyt i, men som mange ungdomsbøger holder bogen et højt tempo, samtidig med at den hele tiden øger spændingen. Så har man lyst til en god, hurtigt læst gyser, skal man ikke være bange for at gå forbi ungdomshylderne på biblioteket eller i boghandlen og samle denne bog op.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Teddy Vork – Sprækker

Udgivet den juni 28, 2015 af Admin

SprækkerSprækker
Novellesamling af Teddy Vork
Kandor, 2014. 213 sider.

Teddy Vork har efterhånden haft bidrag med i en række antologier, og når jeg sidder og kigger mine anmeldelser igennem af disse antologier, så er hans bidrag ofte en af dem som jeg har haft fremhævet blandt mine favoritter i samlingerne. Flere af disse antologibidrag er nu blevet samlet i novellesamlingen Sprækker, sammen med en ræk­ke nye noveller.

Det at nogle af novellerne er genbrug, ændrer bestemt ikke ved at det er noveller som bestemt fortjener at blive genlæst, og ikke mindst fortjener at blive udgivet samlet.

Der er novellen “De rette omgivelser” om hvor vigtigt det er at sætte den rette stemning omkring en horrorfortælling, og at det er et ansvar der deles af læseren og forfattere.

I antologien Pix var min favoritnovelle “Den usynlige verdens undere”, som handler om en mand der igennem en bog finder en måde at blive usynlig. Dette er en magt som han udnytter, men selvom han bliver usynlig for mennesker, så bliver han synlig for det som vi ellers ikke kan se. Det er ikke den eneste novelle om en sprække i virkeligheden som er blandt mine favoritter, det samme gælder novellen “Mare, mare minde” fra antologien Til deres dages ende hvor det er en fortælling om hvad der slipper ind lige inden man lægger sig til at sove.

Bogen er ikke kun genbrug, men byder også på nye favoritter som “Folden”, hvori en mand er ved at klargøre et gammelt hus til at han kan bo med sin gravide kæreste. Han opdager en sprække i tapetet, og hans nervøsitet over det at skulle være far, og alle de ting der kan gå galt, bliver projekteret over på denne sprække, som han ikke rigtigt kan lukke. I “Hic sunt dracos” er det en kvinde som forsøger at finde rundt i sit mørke hjem hvor strømmen er gået. Mange tanker går igennem hende hoved imens hun prøver at finde frem i mørket. Det er dog ikke kun i boligen der er mørt, det trænger også ind i hendes tanker.

Alle novellerne beskriver i en eller anden form sprækker i virkeligheden, eller måske nærmere i opfattelsen af virkeligheden, så selvom novellerne er meget forskellige, så er der alligevel noget der binder dem sammen, og gør dette til en helstøbt samling.

Når Teddy Vork skriver så er det ofte tungt og dystert, men også dragende og indfangende, og han formår med sin stil at indfange læseren i de stemninger han beskriver. Samtidig er mange af historierne meget simple i deres handling, for her er det stemningen og ikke handlingen der er i fokus. Det at jeg havde læst flere af novellerne før gjorde på ingen måde at jeg ikke endnu engang lod mig fange af historierne. Jeg vil derfor både anbefale denne novellesamling til de der har fulgt og læst Vorks tidligere udgivelser, samt anbefale den til de der gerne vil stifte bekendtskab med disse dystre velskrevne noveller.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | 1 kommentar

John Kenn Mortensen – De utilpassede

Udgivet den juni 27, 2015 af Admin

De_utilpassedeDe utilpassede
– Et blodigt eventyr fra udkantsdanmark
Roman af John Kenn Mortensen
Carlsen, 2014. 312 sider.

John Kenn Mortensen er primært kendt for sine Post-It monsters, som er eventyrlige monstertegninger udført på Post-It labels. Hans illustrationer er også dukket op andre steder, som f.eks. plakaten til Copenhagen Comics 2013 og ikke mindst på forsiden af Himmelskibet nr. 42. Med bogen De utilpassede viser han nu også sine evner som forfatter.

Rundt om på Lolland er der blevet sat et opslag op om et infomøde om hvordan der kan bringes velstand tilbage til lokalsamfundet, men det er nok lige så meget det at der loves gratis forfriskninger der lokker alle voksne til mødet. Af opslaget fremgår det at det kun er voksne der er inviteret, så børnene har måttet være alene hjemme. Johan har dog ikke været helt alene hjemme, for hans forældre har sørget for at han har en barnepige, hvilket han dog selv mener han er for stor til. Det hjælper heller ikke at barnepigen er Dorthea som han går og er vild med, og det er ikke specielt sejt at være nød til at skulle have en barnepige.

Dagen efter vågner alle børnene op og finder ud af at de voksne ikke er kommet tilbage, og det viser sig snart at der er en sammenhæng mellem mødet og de voksnes forsvinden. Da de voksne begynder at vise sig igen ved mørkets frembrud, viser det sig at de nu ikke længerer er forældre der vil passe på deres børn, men derimod vampyrer der vil æde dem.
Det viser sig at Johans ven Jacob er blevet bidt, men da smitten virker anderledes på børn, så er han ikke helt omvendt endnu. Da de dog ikke helt stoler på at han ikke kan finde på at bide dem, så får han et fuglebur over hovedet som en stor mundkurv.

De unge forsøger at opbygge et forsvar, men Johan, Jacob, Dorthea og et par andre passer ikke rigtigt ind og drager selv afsted for at slippe væk fra vampyrerne og Lolland. Der er dog nogle der har planer for Jacob, og vil bruge ham i kampen for at stoppe vampyrkongen i at sprede mere død og ødelæggelse.

John Kenn Mortensens Post-It monstre er ikke direkte uhyggelige, og det er ofte billeder af børn der nysgerrigt står og kigger på blodtørstige monstre, uden tegn på frygt. Det er samme tilgang der er til at fortælle denne gyserhistorie, for selvom der er masser af vampyrer, blod og ødelæggelse i bogen, så er det heller ikke rigtigt uhyggeligt. Det er dog heller ikke den klassiske ungdomsbog hvor man næsten fra starten kan regne ud at de unge nok skal redde situationen, for her ser det virkeligt sort ud, og man kan blive helt i tvivl om hvad der er tilbage af Lolland at redde.

Med hans baggrund i Post-It monstrene ville jeg have forventet at bogen ville være mere rigt illustreret end den er, men den indeholder dog en række eksempler på forfatterens fantastiske og fantasifulde streg, men nu er det selvfølgelig en roman og ikke en billedbog.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Avengers: Age of Ultron

Udgivet den juni 26, 2015 af Admin

avengers-2-ultron-posterAvengers: Age of Ultron
Film, USA 2015, 142 min.
Instr.: Joss Whedon
Medv.: Robert Downey Jr., Chris Evans, Chris Hemsworth, Scarlett Johansson, Mark Ruffalo, Jeremy Renner, Paul Bettany, James Spader, m.fl.

“I think a lot about meteorites…”
– Ultron

Kaotisk og kaleidoskopisk action! Sådan kan man med rette beskrive efterfølgeren til den super-succesfulde Avengers fra 2012, som udgør seneste kapitel i Marvel Studios’ cinematiske superhelte-saga. Den første film var en af de største og bedste superheltefilm hidtil – får vi mere af samme skuffe med 2’eren? Well, let’s check it out!

Vores helte starter i denne efterfølger med at tilbage-erobre Lokes magtfulde scepter-spyd fra en Hydra-base i det fiktive øst-europæiske land Sokovia, hvor store dele af filmens efterfølgende handling også foregår. Fra spyddet og Hydras computere får Tony Stark fat i noget rudimentær artificial intelligence, som han sammen med Bruce Banner kombinerer med sin egen research i et forsøg på at skabe et avanceret A.I.-program som kan fungere som et skjold for hele Jorden imod trusler fra rummet: Ultron. Det lykkes lidt for godt. Ultron vågner op, og accepterer opgaven om at skabe fred i verden, men den er ikke enig med Stark om hvori truslen består. Ultron mener at menneskene og deres hang til krig er det store problem, og inspireret af de meteorer som tidligere har forårsaget masseudryddelser på Jorden for årmillioner tilbage, går Ultron i gang med en stor plan. Han køber desuden en masse sortbørs-vibranium og bygger en hær af robot-avatarer som han alle selv kan fungere igennem. Og så er det op til vores kulørte helte at redde dagen i noget nær det vildeste superhelte-action-brag, man kan forestille sig. Det er særdeles tegneserieagtigt; episk og heroisk.

Men, har historien et komplekst budskab? En ordentlig substans? Man skulle tro at et plot med artificial intelligence kunne bruges til lidt mere end blot at have en mega-ond skurk – og det gør det da også: Ultron og The Vision repræsenterer to forskellige tolkninger af ideer om udødelighed og dødelighed. Begge de to maskiner har kun været i live få dage, men alligevel adopterer de hver deres holdning om menneskelivets flygtighed, og afsiger hver deres dom over den. Ultron konkluderer at dødelige livsformer er patetiske i det store perspektiv, og at de lige så godt kan dø først som sidst, mens Vision mener at livets skrøbelighed gør det smukt og kostbart. En fint beskrevet dikotomi.

Udover disse observationer er der også den større kosmiske sammenhæng: der er stor sandsynlighed for at det meste af Ultrons bevidsthed kom fra scepter-spyddet, som jo er et våben som den gudelignende rumskurk Thanos har plantet på Jorden (det var ham der gav det til Loke i den første film). Hans overordnede mål er at dræbe så mange livsformer (inkl. jordboere) som muligt, for at indynde sig hos sit idol, personificeringen af Døden. Vi må ikke glemme at den forrige Avengers-film sluttede med en scene hvor Thanos’ lakej siger om jordboerne: “To challenge them is to court death.” Og det er netop hvad Thanos ude i kulisserne gør her. Så på den måde giver det udmærket mening.

Den eneste ting ved filmen som skuffede mig lidt [spoiler-advarsel!], var at Quicksilver døde. Han er en væsentlig figur, og det er ikke tilfredsstillende at han skulle dø i samme film som han bliver introduceret i. Men hvem ved; måske bliver han genoplivet senere (det er der en del fans som er overbeviste om at han bliver, dels fordi hans død er baseret på en historie i Marvels Ultimate Universe, hvor han ender med at komme tilbage, og dels fordi Whedon allerede har afsløret at han filmede en alternativ slutning på Age of Ultron, hvor Quicksilver overlevede sine sår). Hans døds funktion i denne film var nøjagtig den samme som Coulsons “død” i den første film; at vores helte (især hans søster, Scarlet Witch) skulle have nogen at hævne. Dette element må derfor karakteriseres som en “Whedonisme”. Det passer ikke ret godt sammen med tegneserierne, hvor væsentlige helte praktisk talt aldrig dør. På den anden side er det anderledes med Marvel-film, som der jo ikke kommer et halvt hundrede af hver eneste måned, og som derfor må indeholde lidt flere højdramatiske udviklinger.

En anden ting som kunne være årsag til rynkede øjenbryn er S.H.I.E.L.D.s pludselige tilstedeværelse i filmen (efter at organisationen blev opløst i Captain America: The Winter Soldier). Men dette adresseres heldigvis i “Agents of S.H.I.E.L.D.” tv-serien, så det fungerer i sidste ende ganske upåklageligt. Men faktisk por­trætteres S.H.I.E.L.D. og Nick Fury generelt problematisk, for den/han er på én gang beskrevet som en slags NSA på den ene side, der foregribende bygger våben for at imødekomme fremtidige trusler og vil kontrollere alle folk med superkræfter, og en heroisk FN-agtig organisation på den anden side, som bare sørger for at redde menneskeliv når der er fare på færde. Hvilken af delene er det? Det er samme problematik som Tony Stark er ude i, specielt i denne film (hvor dele af Ultrons tankegang er ekstrapoleringer af Starks egen). Der er for mig ingen tvivl om at disse temaer netop vil blive centrale i den næste store Marvel-film: Captain America: Civil War, som kommer om et år (løst baseret på en tegneseriebegivenhed fra 2008).

Mindre spørgsmål/kritikpunkter, man kan rette mod Age of Ultron, er f.eks. at Scarlet Witchs superkræfter bare er former for telepati og telekinese, og ikke noget mystisk/”overnaturligt” kvantemekanisk manipulationshalløj som i tegneserierne. Men her vil jeg vælge at tro at hendes kræfter ganske enkelt endnu ikke har udviklet sig til de højder, vi ser i tegneserie-sagaerne. Det forudsiges i denne film at Scarlet Witch vil “tear the Avengers apart”, og det er sikkert en foregribelse af fremtidige films udlægninger af tegneseriehistorier som f.eks. Avengers Disassembled, hvor Scarlet Witch har en yderst central rolle. Alt tyder i hvert fald på at hun får en væsentlig rolle i de næste to Avengers-film, Infinity War Part I og Part II. Det kan man kun glæde sig til.

En anden sej ting ved filmen er at Ultron skaber The Vision (mesterligt gengivet af Paul Bettany!), nøjagtig som i den originale Avengers-tegneserie – #57 fra 1968! – begge steder er der én kunstig intelligens der skaber en anden, og de to ser verden særdeles forskelligt.

Og så er der jo Hulks kamp mod Iron Man i sidstnævntes specialbyggede “Hulk Buster” rustning, som ødelægger en del af Johannesburg. Denne kamp er en vigtig plot-pointe der leder frem til det internationale samfunds insisteren på at alle folk med superkræfter skal registreres i the Superhero Registration Act, som bliver plot-fundament for Captain America: Civil War. Alle scenerne i Avengers: Age of Ultron har betydning i en overordnet struktur, og det er en af de fedeste og dristigste ting ved denne og andre Marvel-film. Og genialiteten stopper ikke dér; filmen har bevidst et specielt fokus på de figurer, som ikke har deres egne solo-film: Hawkeye, Hulk og Black Widow. Det er fanme godt skruet sammen.

Nogle kritikere lader til at mene at denne film er tæt på at være en superheltefilm for meget – at den burde indeholde noget væsentligt og fundamentalt nyt i forhold til de forrige superheltefilm. Det kan man selvfølgelig også godt argumentere for, men som en superheltefan der gennem mange år har ønsket at se denne type historier på det store lærred i live action form, er det særdeles svært at finde noget væsentligt at beklage sig over. Som en fan der har fulgt med i både tegneserier og film, ved man at filmen er væsentligt mere kompleks end de fleste tilfældige publikummer aner. Hvad den end måtte mangle af dybe persondramaer, kompenseres der rigeligt for i så ren og passioneret underholdningsværdi at jeg vil sammenligne den med Star Trek-filmen fra 2009, som jeg har set over tyve gange. Skurkens plan burde have været en del bedre fortalt og forklaret, men spændingen, miljøet, det visuelle lir og personernes stimulerende samspil er alligevel rigeligt til at give filmen topkarakter. Jeg har set Avengers: Age of Ultron i biffen tre gange, og blev gladere for den hver gang.

Ender filmen så med at leve op til de skyhøje forventninger? Det må blive et rungende “ja”! Filmen er tætpakket med både veldrejet action, opslugende historie og et væld af straks-klassiske one-liners, og kritikpunkterne er ret uanselige. Visuelt ser filmen brandgodt ud, og indeholder flere scener der rører en ægte superhelte-fan til tårer. Man mærker tydeligt at Whedon gerne ville have puttet endnu mere materiale ind i filmen; en række af de lidt uklare detaljer (såsom hvordan Ultron under en biljagt pludselig kan få stykker af vejen til at hæve sig, så diverse biler kører galt) er helt sikkert kun uklare fordi der ikke var tid til at inkludere lidt flere forklarende scener. Så hvis der her og der mangler noget logik, så er det næppe fordi der ikke er nogen forklaring, men fordi der ikke var plads til at inkludere den! Jeg havde gerne set en 20minutter længere film; det er tydeligt at der ligger flere tanker bag scenerne end vi får tid til at opleve til fulde, og derfor er det glædeligt at Marvel allerede har erklæret at der udkommer en forlænget version på disk efter sommerferien, som indeholder en alternativ slutning og mange slettede scener, og hvor mange af de uklare detaljer forhåbentlig er gjort klarere (om ikke i filmen, så i det mindste på kommentarsporet). Og så længe historien er intelligent skrevet, så har jeg faktisk ikke noget imod at man som seer selv skal gætte eller fabulere sig til nogle af forklaringerne. Så er der bare så meget desto mere at tænke over.

Og ligesom de andre film fra Marvel Studios er Avengers: Age of Ultron naturligvis endnu et gudeeksempel på at den visuelle action og den fysiske helte-æstetik fra tegneserierne nu kan translateres forbløf­fende overbevisende til levende billeder. Smukt, fantastisk, strålende!

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Paul J. McAuley – Under Mars

Udgivet den juni 25, 2015 af Admin

Under-Mars-front1Under Mars
Novellesamling af Paul J. McAuley
Science Fiction Cirk-len, 2014. 252 sider.

SFC opretholder deres gode tra-dition med at udgive novellesamlinger med de fleste af de forfattere, der kommer på den årlige Fantasticon. Denne samling er af den engelske Paul J. McAuley, der gæstede Fantasticon sidste år, og som primært skriver det vi kalder “hård” science fiction – altså baseret på ekstrapolerede ideer fra nutidens videnskab. Han er således stilmæssigt i familie med Alistair Reynolds, Iain M. Banks, Stephen Baxter og Charles Stross, der alle tilhører det nye kuld af moderne science fiction forfattere, som gerne kobler mange ideer sammen i samme historie, og dermed skaber betydeligt mere komplekse historier end den klassiske hårde science fiction, hvor det oftest var én eller to ideer man tog udgangspunkt i, og derefter så på hvad der ville ske hvis man accelererede udviklingen. Faktisk synes jeg, at McAuleys personer er mere spændende og bedre beskrevet end hos mange af de andre, jeg har læst i denne genre – i hvert fald bedømt ud fra denne samling og ud fra, hvad jeg har læst af de andre.

Dette kan måske! (min helt egen teori her) hænge sammen med at McAuley i modsætning til mange andre forfattere der skriver “hård” science fiction ikke er uddannet indenfor fysik, astronomi, matematik og andre ingeniør-agtige fag, men derimod er uddannet biolog, nærmere bestemt med botanik som speciale, hvorfor hans tilgang måske er lidt anderledes. Dette gør novellerne i denne samling mere læsevenlige end længe set, på trods af de ofte komplekse problemstillinger og det er derfor en god bog at læse som indgang til “moderne hård science fiction” …

De enkelte noveller spænder meget vidt – titelnovellen kan f.eks. dårligt betegnes som science fiction, da den foregår i en satire over en relativt genkendelig forlystelsespark, der nu har temaer fra science fiction klassikere, og så noget med et euforiserende stof der måske (?) får ting til at blive virkelige … Det er med andre ord lidt en meta-historie, ligesom også en anden historie, der leger med, hvad der ville være sket, hvis det var briterne, der havde snuppet Werner von Braun og de øvrige tyske top-raketforskere, i stedet for amerikanerne. Den er ret sjov, både som tankevækkende historieundervisning og bliver endnu mere underholdende, hvis man, som Niels Dalgaard påpeger i sit udmærkede efterskrift om for-fatterskabet, kan genkende de mange referencer til klassisk science fiction.

I den anden ende er to meget spændende og rimeligt lange historier (Tilflyttere og Rev), der foregår i et McAuley-univers han kalder The Quiet War. Her er solsystemet koloniseret og menneskene er begyndt at modificere sig voldsomt for at tilpasse sig de ændrede omgivelser. McAuley har skrevet mindst fire romaner og flere noveller der foregår i dette relativt realistiske fremtidsscenarie.

Der er også en historie om turisme på Antarktis, som jeg ville ønske, jeg havde læst før jeg kæmpede mig igennem Kim Stanley Robinsons langgaber af en roman med samme titel, og som også har lidt den samme pointe – her fylder det bare en tyvendedel, og man er ikke tvunget til at læse endeløse beskrivelser af bjergbestigning …

Vi har derudover noveller om udødelige transhumanister, genkrige, månens forsvinden, gensplejsede sexslaver i et cyberpunk-miljø, og Philip K. Dicks møde med Richard Nixon.

Der er med andre ord noget for enhver smag, og generelt har Niels Dalgaard gjort det fint med oversættelsen, og Bente Riis har fundet fejlene under korrekturlæsningen. Jeg er glad, og glæder mig allerede til den næste samling.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet 44

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , | Skriv en kommentar

Marksmen TPB

Udgivet den juni 24, 2015 af Admin

marksmenMarksmen TPB
Tegneserie, Image Comics 2012, 180 sider
Forfattere: David Baxter & Dave Elliott
Tegnere: Javier Aranda & Garry Leach

Denne trade paperback samler den 6-numres Mad Max-agtige mini-serie om hele verdens civiliserede infrastrukturs fatale undergang efter et katastrofalt økonomisk kollaps. Den eneste fungerende by der er tilbage på den amerikanske vestkyst er New San Diego, hvor indbyg-gerne sætter deres lid til videnskab og teknologi, og håber at genvinde kontrollen med en laser-satellit, så de kan forsvare sig mod deres barbariske (og religiøse) naboer. Plottet minder således ikke så lidt om Mad Max: The Road Warrior, og en Max-lignende figur er også med, i form af Drake, som er skeptisk overfor det nærmest totalitære sociale netværks-system som binder borgerne i New San Diego sammen. Han påtager sig derfor diverse opgaver ude i den barbariske ødemark, men vender tilbage til byen når det brænder på. Og det gør det snart, da de i flere omgang angribes af deres fjender, ledet af den hensynsløse Duke, som viser sig at have en del flere ressourcer i ærmet end man skulle tro.

Plottet er udmærket opbygget. Der gås ikke i så mange detaljer om hverken miljøet eller personerne som man måske kunne ønske, men man får de essentielle ting at vide, og så er der ellers fin action og død og ødelæggelse for resten af penge-ne. Handlingen er pænt pakket, og der sker faktisk adskillige overraskende ting som hele tiden sår tvivl om hvorvidt vores videnskabelige helte nu også vil vinde, og hvem der egentlig er på hvis side. Særdeles action-film-agtig tegneserie, som da også er udgivet på DVD som såkaldt “motion comic”, hvor man dynamisk gennemgår siderne med tilsat dramatiseret lyd (jeg har dog kun læst tegneserien). Der er et efterord af ingen ringere end SF-forfatter Vernor Vinge, som kommer med nogle, haha, be-Vingede ord om hvor skrøbelig og teknologi-afhængig vores civilisation er.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Star Trek: The Next Generation – Sæson 7

Udgivet den juni 23, 2015 af Admin

star-trek-tng-season-7Star Trek: The Next Generation – Sæson 7
Tv-serie, USA 1993/1994, 26 episoder à 44 min.
Medv.: Patrick Stewart, Jonathan Frakes, Brent Spiner m.fl.
På Blu-ray fra Paramount Home Entertainment

“Man skal huske at stoppe, mens legen er god,” lyder et gammelt, men eviggyldigt råd, som alt for mange tv-serier har ignoreret gennem tiderne. “The X-Files” nærmest snublede over målstregen i sin niende sæson – omtrent tre år efter, at serien nåede sit kreative toppunkt. Krimiserien “Dexter” gik fra at være både seernes og kritikernes kæledægge til en bespottet petitesse, før den omsider stillede træskoene ovenpå otte års glimtvis gribende blodsudgydelser. “Heroes” tabte pusten allerede efter sin første årgang, og selv “Twin Peaks” – en af tv-historiens mægtigste titaner – kom aldrig helt op i gear igen i sin anden sæson, efter at mordet på skønhedsdronningen Laura Palmer var blevet opklaret.

Men gudskelov nåede “Star Trek: The Next Generation” ikke at overskride sin udløbsdato, før seriens bagmænd trak stikket ud i 1994 efter syv sæsoners intergalaktisk ramasjang. Skuespillerne var fortsat i topform, både anmelderne og seerne flokkedes stadig omkring serien uge efter uge, og sæson 7 udløste tilmed seriens første, prestigefyldte Emmy-nominering i kategorien ‘bedste drama-serie’. Man når man genser seriens syvende og sidste sæson i dag – altså godt 20 år efter, at den oprindeligt blev transmitteret – indser man alligevel hurtigt, at manuskriptforfatterne tydeligvis var ved at løbe tør for gode ideer, og at det derfor var en klog, veltimet beslutning at fjerne rumskibet Enterprise og dets galante besætning fra sendefladen.

Faktisk var manuskriptforfatterne ikke alene begyndt at løbe tør for ideer, de genbrugte også hyppigt de samme. Her i sæson 7 er det eksempelvis påfaldende (og næsten morsomt), hvor jævnligt Enterprises forskellige Starfleet-officerer støder ind i familiemedlemmer, der tvinger dem til at se fortiden i øjnene. Data – den evigt ærværdige, troskyldige androide, som levendegøres af den eminente Brent Spiner – konfronterer sin onde tvillingebror Lore for sidste gang i “Descent, Part II” (et action-spækket afsnit med en rørende coda); maskinmesteren Geordi La Forge forsøger at redde sin mor med en fjernstyret dingenot i “Interface” (en anderledes middelmådig episode, som ofte har svært ved at bunde i manuskriptets kringlede technobabble); rumskibets rådgiver, Deanna Troi, får besøg af sin mor i “Dark Page” og hører for første gang om sin lillesøster (spillet af en purung Kirsten Dunst), der døde for mange år siden; Data møder en kvinde, der hævder at være en af hans medskabere og således hans “mor” i “Inheritance”; den klingonske sikkerhedsofficer Worf går i clinch med sin følelsesladede stedbror i “Homeward”; og i “Bloodlines” viser det sig, at Enterprises hæderkronede kaptajn, Jean-Luc Picard, tilsyneladende har en søn, han ikke kendte til, og som trues på livet af en slyngel, der er ude efter hævn på Picard.

De påfaldende ligheder mellem ovennævnte afsnit havde selvfølgelig ikke gjort så meget, hvis afsnittene i sig selv havde været glimrende, men udover en håndfuld mindeværdige øjeblikke er de desværre relativt forglemmelige (med undtagelse af “Descent, Part II”, som kickstarter sæsonen med et brag). Værre er det rodede mordmysterium “Eye of the Beholder”, det uengagerende syretrip “Masks” (hvori Data bliver “besat” af en håndfuld fjollede figurer) og “Sub Rosa” – seriens første decideret skrækkelige afsnit siden sæson 2, hvori Enterprises overlæge, Beverly Crusher, forføres af et spøgelse(!), som bor i et, øh, stearinlys. Udover at have en gyselig historie er afsnittet særligt skæmmet af teatralsk skuespil og forældede visuelle effekter, som ikke ligefrem er blevet behandlet blidt af tidens tand.

Men selvom sæson 7 – overordnet set – ikke når det samme tårnhøje kvalitetsleje som sæson 3-6, så er her altså adskillige hæderlige afsnit og endda et par gedigne guldklumper. Dobbeltafsnittet “Gambit” er en pragtfuld pendant til Steven Spielbergs klassiske Indiana Jones-film, hvori Picard og hans førsteofficer, William Riker, kæmper en brav kamp for at forhindre, at et oldgammelt, altødelæggende våben havner i de forkerte hænder. I “Attached” er Picard og Crusher på flugt fra autoriteterne på en ugæstfri planet, og undervejs rives der op i parrets betændte fortid, hvilket udløser et karakterdrama af højeste klasse. I den stærkt fornøjelige og fantasifulde episode “Parallels” bliver Worf uvilligt slynget fra det ene parallelle univers til det andet, mens han desperat forsøger at vende tilbage til sin egen virkelighed. “Pegasus” er en uforudsigelig thriller af rang, der endelig besvarer et spørgsmål, som trekkies har stillet i årtier: hvorfor i alverden slører Føderationen ikke deres rumskibe på samme måde som klingonerne og romulanerne?

“Lower Decks” er i øvrigt en mindre genistreg. Her følger vi en række mindre bifigurer på Enterprise og får lov til at se begivenhedernes gang fra deres synspunkt, hvilket giver os en enestående mulighed for at se seriens velkendte persongalleri i et helt nyt lys – det er en yderst opfindsom opskrift på en tv-episode, som mange andre serier har genbrugt siden da. En anden personlig favorit er det bevægende, “Frankenstein”-agtige “Thine Own Self” – en af seriens bedste Data-centrerede episoder, hvori androidens hukommelse slettes efter et uheld på en fremmed planet, hvor Data forsøger at redde den mistroiske lokalbefolkning fra en dødelig syge. Jeg nød endda det generelt forhadte gyserafsnit “Genesis”, hvori Picard og Data forsøger at finde kuren til en virus, der har forvandlet alle ombord på Enterprise til dyriske bæster (særligt en enkelt skræmmende scene i Enterprises maskinrum får mig altid til at hoppe i sædet!).

Men seriens svanesang, dobbeltafsnittet “All Good Things…”, er på alle måder rosinen i pølseenden. Den guddommelige, spøgefulde Q sender Picard frem og tilbage mellem fortiden, nutiden og fremtiden, og i alle tre tidsperioder må Picard og Co. sætte alle sejl til for at redde, ja, hele universet. Jeg har set mange tv-serier (inklusive flere, jeg vægter højere end “Star Trek: The Next Generation”), men jeg kan simpelthen ikke mindes en mere perfekt afslutning på en tv-serie. “All Good Things…” er på én gang hjerteskærende og opløftende – spækket med spændingsmættet action, hjertevarm humor, udsøgte twists og sågar lidt rørende romantik. Samtlige karakterer får lejlighed til at brænde igennem i rampelyset, og det er også imponerende, hvordan manuskriptforfatterne Ronald D. Moore og Brannon Braga formår at trække en klar rød tråd mellem seriens første og sidste afsnit. Man kunne vitterligt ikke have forlangt et bedre punktum på denne skelsættende science fiction-saga.

I sig selv er “All Good Things…” næsten fremragende nok til at gøre denne Blu-ray-udgivelse til et must, og det hjælper naturligvis også, at den 20 år gamle serie stadig ligner en million i HD takket være Paramount og CBS’ blændende restaureringsarbejde. Udgivelsens seks skiver huser også en masse superbt ekstramateriale: deriblandt alle dokumentarerne fra den gamle dvd-udgivelse af sæsonen, tv-trailere til samtlige afsnit, adskillige minutters fornøjelige fraklip, massevis af slettede scener, tre informative kommentarspor (til afsnittene “Parallels”, “Lower Decks” og “Preemptive Strike”) samt en stak spændende, splinternye dokumentarer, hvori diverse skuespillere, producere, manuskriptforfattere og andet godtfolk reflekterer over seriens afrunding og eftermæle.

Kære læser – hvis du er glad for Star Trek eller sci-fi i al almindelighed, så sæt prompte kurs mod din foretrukne Blu-ray-butik. Engage!

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Johan Albrechtsen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film, Science Fiction, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Halo: Nightfall

Udgivet den juni 22, 2015 af Admin

Halo NightfallHalo: Nightfall
Film, USA 2014, 99 min.
Instr.: Sergio Mimica-Gezzan
Medv.: Steven Waddington, Mike Colter, Christina Chong, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

“Halo: Nightfall” er en tv-serie på fem 20-minutters afsnit – baseret på det berømte sci-fi computerspil Halo – som her er klippet sammen til en film. Det samme skete for den første tv-serie, “Halo 4: Forward Unto Dawn”, i 2012, og dengang var det en pinligt kedsommelig og hurtigt glemt affære. Med Nightfall går det dog bedre. Stor kunst er der nok ingen der vil kalde det, men vi har dog en historie som både er anstændig science fiction og også er klart fortalt og relativt velspillet. Steven Waddington har et af de ansigter man har set flere gange før, og Mike Colter er et nyere, hot navn som vi snart får at se i titelrollen i Marvels kommende “Luke Cage” tv-serie. Her spiller de to øverstbefalende for hver sit militær; Colter er leder af et hold elitesoldater fra de avancerede indre kolonier, mens Waddington er den lokale oberst på den fjerne koloniplanet Sedra, hvor handlingen starter.

En våbenhvile mellem menneskene og den fremmede kultur The Covenant er ikke særlig stabil, og Sedra udsættes for et ter­roristangreb med et nyt våben: Et hidtil uset grundstof som er giftigt for mennesker men ikke for andre aliens. Dette unikke grundstof er skabt i den supernova som i sin tid splittede den kunstige ringverden-lignende habitat Halo op i mange stykker, og nu må vores to hold soldater rejse til den stjerne, som dette Halo-stykke er endt i kredsløb om, for at destruere dette farlige stof. Halo-stykket er så tæt på stjernen at man kun kan opholde sig på stykket (som er stort nok til at have sin egen tyngdekraft) i få timer, da dets rotation vender sin engang-beboelige overflade i retning af stjernen i det meste af sit “døgn”, og overfladen derfor er ganske forkullet. Deres rumskib forulykker på Halo-stykket, og nu må de kæmpe mod nogle kunstige biologiske organismer som tiltrækkes af al teknologi, og se om de kan både overleve og ødelægge det skæbnesvangre grundstof. Som Captain Kirk ville have sagt: “The odds are against them and the situation is grim.”

Figurerne er ikke voldsomt dybe, men de er gode nok til at være relativt levende. Historien tematiserer soldaterlivet; hvor­dan de lever for at dræbe, men også dør for at andre kan leve. Og hvordan en soldat som skal vente for længe på at komme i kamp, risikerer at tænke for meget over sin situation og blive opslugt af tvivl, angst og panik. Som sådan er det en ganske velskrevet historie, omend den bestemt også indeholder prætentiøse og uoverbevisende dele. Ingen der springer denne film over vil være gået glip af noget vigtigt, men hvis man (som mig!) er hungrende sci-fi fan, kan man sagtens være bekendt at bruge 100 minutter på Halo: Nightfall.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 44

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar