Debug

Udgivet den marts 7, 2015 af Admin

DebugDebug
Film, Canada 2014, 86 min.
Instr. & manus: David Hewlett
Medv.: Jeananne Goossen, Jason Momoa, Jadyn Wong, Adam Butcher, Sidney Leeder m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

David Hewlett – født brite, men blev amerikansk statsborger i 2009 – vil være kendt af sci-fi fans som skuespilleren der spiller Dr. Rodney McKay i tv-serierne Stargate: Atlantis og Stargate: Universe. Han er også gået i gang med at skrive og instruere, og hans første science fic­tion-film, Debug, har ikke fået specielt gode anmeldelser. Ikke desto mindre er det en film der er meget målrettet til science fic­tion fans. Den indeholder rigeligt med replikker fra en del kendte film og serier, fra Star Trek: Voyager til Clerks og Deliverance, og det overordnede plot minder ikke så lidt om plottet fra den efter min mening meget dårlige sci-fi/horror-film Event Horizon. Men selvom Debug også har mindre horror/thriller-elementer, så er det ikke en horror-film, men hvad jeg vil kalde en rigtig science fiction-film (omend af B-filmtypen). Meget ligesom The Anomaly (anmeldt ovenfor) er den nemlig kraftigt idé-drevet og ikke tynget ned af det kunstige og påskruede karakterdrama som mange forfattere fejlagtigt tror er et krav til en god og ‘kunstnerisk’ historie og som alt for ofte bare gør historien langsom og kedelig og udvander sci-fi elementerne.

I Debug er vi et godt stykke ude i fremtiden, og et hold småkriminelle er blevet dømt til samfundstjeneste, hvilket bl.a. består i at tage ombord på faldefærdige rumfragtskibe og rydde ud i computersystemerne, som består af en lang række mere eller mindre intelligente programmer, som kører i selvsving og ikke har lyst til at blive lukket ned. De kommer til et skib hvor en specielt psykopatisk og morderisk A.I. (fint spillet af en mestendels digitaliseret Jason Momoa) har kontrol med det hele og gradvist går i gang med ikke bare at slå vores antihelte ihjel, men også downloade deres bevidstheder via de hjerneimplantater som folk naturligvis går rundt med i fremtiden. Han vil så fusionere deres bevidstheder med sin egen, som er et kludetæppe af en masse hærdede kriminelles hjerner.

Vores hovedpersoner må tage kampen op, både fysisk og virtuelt, ledet af den seje Kaida (den halv-japanske skuespiller og stuntwoman Jeananne Goossen, der også spillede kvindelig samurai i tv mini-serien River­world fra 2010), som har lavet en digital samurai-avatar af sig selv, som kan tage kampen op mod den onde intelligens inde i computersystemet. Fede og meget tegneserieagtige idéer hele vejen igennem, og ganske OK spillet af attraktive skuespillere.

Produktionsværdierne er ganske udmærkede, og hvis man er til rumfilm med solid spænding, action og udvikling, så skal man bestemt ikke snyde sig selv for denne fine lille canadisk-producerede film, som er tilgængelig på både DVD og Blu-ray.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 43

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Anomaly

Udgivet den marts 6, 2015 af Admin

Low Resolution Approval PDFThe Anomaly
Film, UK 2014, 97 min.
Instr.: Noel Clarke
Medv.: Noel Clarke, Ian Somer­halder, Alexis Knapp, Brian Cox, Luke Hemsworth

Low-budget britisk sci-fi action! Det er ikke altid noget at råbe hurra for, men nogle gange sker miraklet. Noel Clarke, kendt som Mickey Smith i de tidligere sæsoner af den nye Doctor Who-serie, er ikke blot skuespiller, men også forfatter og instruktør og fik en BAFTA Award i 2009 som årets mest lovende navn inden for britisk film og tv. Udover Doctor Who og en mindre rolle i Star Trek Into Darkness har han dog ikke lavet sci-fi før nu, hvor han instruerer og spiller hovedrollen – som også er titelrollen – i The Anomaly. Manuskriptet er skrevet af Simon Lewis.

Historien er ganske kompleks. Clarke spiller den forvirrede Ryan, som gentagne gange – ja, faktisk hele filmen igennem – vågner op et nyt sted, hvor han er bevidst i præcis 9 minutter og 47 sekunder. Derefter blacker han out og vågner igen senere. Han finder ud af at han ikke har nogle minder fra de sidste fem år og at nogen har overtaget kontrollen med hans krop. Han vågner første gang i en varevogn hvor en dreng holdes fanget. Han slipper drengen løs og prøver hele filmen igennem at redde denne dreng fra de terrorister som står bag det hele. Ryan finder også ud af at den teknologi der giver bagmanden mulighed for at overtage hans krop, er prototypen for en storstilet plan om at … but that would be spoiling! Undervejs møder Ryan en smuk prostitueret som han får til at hjælpe sig, og da seeren kun finder ud af hvad der sker i takt med Ryan, er der mange bizarre og tilsyneladende forvirrende optrin i løbet af historien. Men det hele forklares lidt efter lidt, og forklaringerne er meget tilfredsstillende. Skurkenes motivation er endda sympatisk – kind of.

Der er da småting, man måske kan kritisere, men kritikpunkterne handler stort set kun om at vigtige plot-elementer kun nævnes så kort og obskurt at de er lige lovlig nemme at misse – og dette er faktisk en del af hele historiens Memento-lignende koncept og er derfor slet ikke nogen fejl. I kombination med den rigelige action, det gode manuskript og aldeles udmærkede produktionsværdier (for en indie-film), ender dette med at være en virkelig fed og intelligent britisk B-film; pulp fiction af høj kaliber. Den holder ikke seeren i hånden hele vejen, men stiller krav til din hjerne. En ægte skjult sci-fi-perle, der naturligvis fik masser af dum­smarte klaps af fatteevne-udfordrede mainstream-anmeldere.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 43

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Young Ones

Udgivet den marts 5, 2015 af Admin

young-ones-posterYoung Ones
Film, USA 2014, 100 min.
Instr.: Jake Paltrow
Medv.: Kodi Smit-McPhee, Michael Shannon, Nicholas Hoult, Elle Fanning

Engang i nær fremtid er der vandmangel i landbruget, og vi følger en lille familie som på trods af udviklingen er blevet på deres farm i tiltro til at lykken nok skal vende. De kan ikke dyrke noget længere, så de ernærer sig ved lidt handel og smugleri, mens de forsøger at overtale de lokale vandmyndigheder til at lægge en vandledning ud i nærheden af deres marker. Da deres æsel, som de er afhængige af, brækker benet og må aflives, køber de i stedet et robotmulddyr.

Filmen er et drama som ikke har noget voldsomt stort science fiction element, men robotmulddyrets programmering og video-optagelser bliver dog afgørende for plottets udvikling. Filmen er opdelt i tre kapitler, hvor man følger henholdsvis faren (Michael Shannon), datterens kæreste (Nicholas Hoult) og sønnen (Kodi Smit-McPhee). Der sker ting og sager som sønnen gradvist finder frem til, og i denne proces må man især rose alle hovedpersonernes fremragende skuespil. Elle Fannings rolle som datteren er måske lidt forsømt, men hun har i det mindste én god scene. Som intenst drama er det en kraftfuld film, som spænder mellem både det meget dystre (f.eks. salg af spædbørn) og det mere optimistiske, altid med øje for de store menneskelige omkostninger.

Man kan diskutere om slutningen er lykkelig, men historien er under alle omstændigheder velafrundet og endnu en fjer i hatten for især den unge australier Kodi Smit-McPhee, som har imponeret i stort set alle de film, han hidtil har været med i – f.eks. for relativt nylig A Birder’s Guide to Everything og Romeo & Juliet, begge fra 2013. Young Ones er en god film, men hvis man ser den for at se en science fiction-film, så kan man godt blive lidt skuffet over det beskedne sci-fi indhold.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 43

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Predestination

Udgivet den marts 4, 2015 af Admin

PREDESTINATION_27X40_R3MECH.inddPredestination
Film, Australien 2014, 97 min.
Instr.: Michael & Peter Spierig
Medv.: Ethan Hawke, Sarah Snook, Noah Taylor, m.fl.

Det er sjældent at der kommer en virkelig god og tro filmatisering af en klassisk science fic­tion-roman eller -novelle, og dermed er den australsk-producerede Predestination netop en bemærkelsesværdig sjældenhed. Den translaterer nemlig smukt Robert A. Heinleins roste gender-bender novelle “All You Zombies…” til en stramt plottet spillefilm hvori næsten samtlige detaljer fra novellen er med, plus lidt ekstra.

Ethan Hawke (som inden for genrefilm senest imponerede med den glimrende vampyr-/sci-fi-film Daybreakers fra 2009) spiller den unavngivne ‘The Bartender’, som er en rumtidsagent for The Temporal Bureau der rejser rundt i historien og forhindrer diverse katastrofer. En stor del af filmen foregår, ligesom novellen, i en bar, hvor The Bartender fortæller sin historie til en kvindelig pulp-forfatter der kun kendes under dæknavnet ‘The Unmarried Mother’. Det er svært at fortælle noget som helst om handlingen uden at spoile den, men det drejer sig om et af Heinleins yndlingsplots, nemlig at rejse tilbage i tiden og på paradoksal vis blive forælder til sig selv. Hvad dette i øvrigt involverer, vil jeg ikke afsløre for meget om her, udover at der selvfølgelig er tale om et tidsløkke-plot, som dog til forskel fra andre tidsløkker er skabt med vilje og gradvist gjort stabilt, med det formål at skabe den perfekte rumtidagent. Det er kompliceret og chokerende – og hvis man ikke har læst “All You Zombies…” (eller ikke kan huske den) i forvejen, så bør man vente med at (gen)læse den til efter man har set filmen, så man kan få det fulde og overraskende udbytte af hvad der sker i denne imponerende velproducerede og velspillede filmatisering. Sarah Snook er en skuespiller som virkelig fortjener opmærksomhed for sin rolle som The Unmarried Mother; forhåbentlig hører vi meget mere til hende fremover. Det er fedt at læse novellen umiddelbart efter at have set filmen, fordi man så kan se hvor meget af dialogen fra novellen der faktisk er brugt i filmen.

Filmen har tilføjet et sideplot til historien for at gøre den mere helstøbt (og lang nok til en spillefilm), og det fungerer udmærket, selvom det er endnu et komplicerende element. Det handler om en katastrofe der skal afværges, og det er meget godt at det er med, for ellers ville filmen næsten overhovedet ikke fortælle noget om hvilken type missioner, rumtidsagenten tog ud på – og det er en baggrund, man har brug for at høre om, så man får sat historiens hovedplot bedre i perspektiv.

Alt i alt en storslået science fiction filmatisering som kun kan anbefales – den må ganske enkelt kåres til årets bedste sci-fi-film. Tidsrejselogikken er så indviklet at man skal tænke sig virkelig godt om og gøre sig nogle gevaldige antagelser, før det rigtig begynder at blive bare en lille smule logisk præcis hvordan filmens tidsløkke skabes (ja, det er den gamle gåde med hønen og ægget – hvilket også diskuteres i filmen). Og holder logikken så? Well, filmen er under alle omstændigheder tilstrækkelig fængslende til at man rigtig gerne vil tro på dens præmis. Man indstiller hjertens gerne sin vantro. Og så kan man ikke forlange ret meget mere af god (science) fiktion.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 43

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | 1 kommentar

Godzilla

Udgivet den marts 3, 2015 af Admin

godzillaGodzilla
Film, Legendary/Warner 2014
Instrueret af Gareth Edwards
Screenplay: Max Borenstein
Story: Dave Callaham
Med bl.a. Aaron Taylor-Johnson, Elizabeth Olsen, Bryan Cranston og Ken Watanabe

Så forsøger man igen at lave en amerikansk version af det klassiske japanske monster Godzilla/ Gojira – monsteret, der er “født” af atombomberne over Japan.

Fra starten af er det klart, at dette er en film, der tager sig selv meget mere alvorligt end man umiddelbart skulle tro det var muligt med en monsterfilm. Det starter nemlig med, at den sædvanlige præsentation af skuespillere og teknik introduceres via sort/hvide klip fra atom­prøve­sprængningens barndom i 50’erne iblandet tekst, der vil glæde enhver fan med tendens til paranoia og konspirations-teorier. (Det er stærkt nødvendigt at pause filmen for at læse det, da teksten lynhurtigt overstreges igen, som om det hele er hemmeligstemplet…). Det ender med en kæmpe atombombeeksplosion, hvorfra titlen Godzilla dukker frem. Så er stilen ligesom lagt.

Vi springer nu til 1999, hvor der først sker noget mærkeligt i en filippinsk mine, og siden oplever vi Bryan Cranstons figur som en stresset chef for et japansk atomkraftværk, der opfører sig sært pga. nogle uforklarlige jordskælv. Cranstons kone (sørgeligt spild af Juliette Binoche), der også er ansat på kraftværket, dør, da det hele styrter sammen, men han overlever – og det er til og med hans fødselsdag!

Klip til ‘nutiden’, hvor Cranstons søn kommer hjem til kone og barn fra militær udsendelse som sprængningsekspert. Næp­pe inde af døren må han af sted til Japan, da far er blevet anholdt efter endnu et forsøg på at trænge ind i den afspærrede zone omkring det ødelagte atomkraftværk. Sønnike bliver selvfølge involveret i farens konspirationsteorier, og så kommer der gang i monsterfilmen, hvor militæret skiftevis jager de usårlige uhyrer og forsøger at undgå for store civile tab.

Instruktøren Gareth Edwards har tidligere kun lavet én film (indie-filmen Monsters, anmeldt i Himmelskibet nr 28), så det er egentlig fantastisk, at han har fået lov til at lave denne potentielle mega-blockbuster allerede. Til hans ros må jeg sige, at jeg synes, at han er sluppet ualmindelig godt fra opgaven. Både Godzilla og de andre monstre er vanvittig godt lavet med en form for personlighed, der samtidig afslører en ligegyldighed over for de små menneske-myrer, der render rundt om uhyrernes tæer.

Når monstrene er flintrende ligeglade med vores stærkeste våben (atombomber) – ja, de spiser dem bogstaveligt talt til morgenmad – så bliver vores lidenhed overfor naturen ligesom skåret ud i pap. At det så er lidt langt fra virkelighedens verden, er så en anden sag. Dette illustreres yderligere af, at vi konsekvent ser monstrene fra en af hovedpersonernes synsvinkel, så det ender ikke med, at vi ser monstrene slås som i en eller anden boksekamp i en sær baggrund af ruiner, men hele tiden mindes man om, at disse monstre bare er kolossalt store i forhold til os.

Filmen er også så snedig, at den giver det ene monster et effektivt EMP-skjold, så al elektronik dør, hvis militæret kommer for tæt på. Det virker i hvert fald storladent på mig, i modsætning til 1998-versionen, hvor man somme tider blev ret bevidst om, at Godzilla skiftede størrelse i tide og utide, militæret angreb i en uendelighed, og filmen kunne bare ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt den skulle være humoristisk eller alvorlig. Jeg havde ikke det store mod 1998-versionen, der teknisk set er flot lavet, men det her fungerer bare bedre.

Effekter og lyd er, som man må forvente af en blockbusterfilm i vore dage, ganske imponerende, og man bør absolut se filmen med et godt surroundanlæg eller nogle gode hørebøffer, da der er rigtig god gang i de dybe toner og Godzillas brøl lyder bare bragende godt. Det eneste som jeg var lidt utilfreds med, var skuespillet, der haltede en del fra specielt vores hovedperson. Godt nok skal han forestille at være en kold fisk med militærbaggrund og traumer fra barndommen, men han udviser simpelthen for få følelser hele vejen igennem. Det er muligt at han ikke rigtig har vidst, hvad han skulle gøre med al den green screen han utvivlsomt har spillet meget med/mod, men det virker kunstigt. De øvrige er ret gennemsnitlige, men formår dog at se måbende ud med en vis overbevisning. Ergo er det som forventeligt kun Bryan Cranston, der rigtig brænder igennem i den lidt mere taknemmelige rolle som forskellige grader af desperat.

Flere har brokket sig over, at filmen er for mørk – både bogstaveligt og handlingsmæssigt – og at man ser for lidt monsterslagsmål, men det er jeg slet ikke enig i. De der synes det kan passende gå ind og se Transformers 4, der er 2½ times konstant eksplosion på lærredet – gaaaab…

Det er tydeligt at instruktøren her er endog meget glad for genrefilm, og der er talrige vink til både tidligere Godzilla-film og andre film, såsom Alien(s), 2001 m.fl. Rigtig god monsterfilm, der i øvrigt fint kan ses af børn, selvom de måske vil synes, den er lidt kedelig den første time…

Filmen har i biografdistribution alene indtjent mere end tre gange sit budget, så en toer i en planlagt trilogi kommer formentlig i 2018, også med Gareth Edwards som instruktør. I første omgang er han dog lige hyret til at lave en spin-off til de nye Star Wars-film!

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet 43

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Thale

Udgivet den marts 2, 2015 af Admin

Thale_0Thale
Film, Norge 2012
Instruktør: Aleksander Nordaas
Medvirkende: Silje Reinåmo, Erlend Nervold, Jon Sigve Skard
Yesbox Productions, 76 min

Leo og Elvis arbejder med at rydde op efter mord og andre steder der er modbydeligt beskidte, når politiet er færdige med deres arbejde. De bliver hyret til at gøre rent i et hus ude i en skov hvor en mand er blevet fundet flået i stykker. I huset finder de en skjult kælder, der er fyldt med gammel konserves og mærkelige medicinbøger og leksikoner. Der er også en gammel båndoptager, og da de to rengøringsfolk tydeligt ikke har set Evil Dead, spoler de båndet lidt tilbage og trykker play. En stemme begynder at fortælle en historie, og pludseligt fra et badekar der er fyldt med en hvid væske, rejser der sig en kvinde. Hun er panisk, men uden sprog, og langsomt går det op for de to mænd at dette bestemt ikke er nogen normal kvinde, og bedre bliver det ikke da de finder en bortopereret hale.

Selvom hun falder til ro, så er der stadig ting der ikke er som de bør være, og det viser sig at der er andre der er interesseret i denne unge kvinde kaldet Thale. Pludseligt finder de sig selv spærret inden i kælderen med den mystiske kvinde, og det er tydeligt at hun er meget bange for hvad end det er som forsøger at komme ind til dem.

Ligesom med filmen Troldjægeren har nordmændene endnu engang formået at skabe en film byggende på folklore sat i en nutidig kulisse. Det meste af filmen finder sted i den trange kælder, da der er en ukendt trussel udenfor som de to mænd ikke har tænkt sig at tage kampen om imod.

Det er film som denne der viser at det er muligt at lave genrefilm med et skandinavisk islæt, uden at det er noget der skal laves på et meget lille budget, eller som skal være en ungdoms- eller børnefilm. Det er ikke fordi jeg nærmere kan forklare hvad jeg mener med det skandinaviske præg, for det er ikke blot et spørgsmål om sproget, men ligesom med Troldjægeren og Lad den rette komme ind, så er man ikke i tvivl om at den film ville have set noget anderledes ud hvis det var amerikanere der skulle fortælle historierne (hvilket vi kunne se med genindspilningen af Lad den rette komme ind).

Indtil dansk film begynder at lave film med et mytologisk islæt, så er det godt at vores norske naboer har fundet formlen og giver os gode, stemningsfyldte og spændende film som denne.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 43

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Tuschmørke 2

Udgivet den marts 1, 2015 af Admin

Tuschmørke 2Tuschmørke 2
Tegneserieantologi
Ondskabens Flydende Vatikan
2014, 74 sider
Tegnet og skrevet af diverse

Vatikanets halvårlige antologi, Tuschmørke, er nu ude for anden gang og tilbyder en god palette af interessante historier. Her får vi:

“Lullaby Watchmen” af Patrick Leis (14 sider): Hvad laver børnenes tøjdyr om natten? Jo, de fyrer den af med vold, sex og stoffer, for hvordan skulle de ellers kunne holde ud at blive pussenusset og lege teselskab og far, mor og børn hele dagen? Og så er der også lige børnenes mareridt, som skal stoppes og bekæmpes. Det er hårdt og opslidende arbejde! Patrick Leis, bodypainter og forfatter, er en mand med mange talenter, og siderne i denne historie er tætpakkede med spændende og dystre detaljer, udført i en øvet streg på fuldt professionelt niveau.

“Venskab” af Asger Grevil (5 sider): En kort vignet om en personlig samtale mellem to venner. Tegnestilen er enkel, men effektiv til formålet.

“Evolutionisme” af Peder Riis (24 sider): Denne længere historie er hurtigt læst, for den indeholder ingen tekst. Alligevel er den meget tankevækkende. Den handler om evolutionen af to intelligente arter på en planet; en reptil-lignende og en skaldyr-lignende. De to spenderer så æoner med at bekrige og slavebinde hinanden, alt imens de udvikler stadig mere avanceret teknologi og gennemgår indtil flere apokalypser. En klar lignelse over menneskets dårskab og hvad det hele dog skal ende med.

“20 års udødelighed” af Henning Larsen (7 sider): En veltegnet, men besynderlig historie, som er svær at blive klog på. Den handler om to intelligente dinosaurer som er i gang med morgenmaden i en tilsynela­dende menneskelig tilværelse. Den ene lader til at drømme om forskellige ting, men ender med at blive trukket tilbage til virkeligheden igen. Tankerne virker til at kredse om et parforhold, men hvad det har at gøre med titlens udødelighed, kan jeg ikke lige gennemskue. Alligevel en flot historie, med albummets suverænt bedste lydeffekt: “GRAHAM!”

“Pedro Navaja” af Romen (12 sider): En historie baseret på sangtekster (oversat til dansk) af Ruben Blades. Handler om vold og sex i storbyens natteliv. Tegningerne må siges at være lidt primitive; det virker som om de er tegnet i fri hånd, uden at have lavet skitser først (på dén måde minder de mig ikke så lidt om Johan Pedersens Bill Nash-albums, som dog er endnu mere primitive i stregen). Men sådan er de fleste tegnere jo nok startet.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 43

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Warp

Udgivet den februar 28, 2015 af Admin

warpforsideWarp
Tegneserieantologihæfte
Ondskabens Flydende Vatikan
2014, 32 sider
Tegnet og skrevet af diverse

“Stjernespækket sci-fi magazin!” står der på forsiden af OFVs lille A5-hæfte, Warp. Dét er ægte og uforfalsket varebetegnelse! Fire serieskabere fra tegneseriekollektivet har hver deres humoristiske SF-historie i dette hæfte, alle med et godt twist til sidst, og det drejer sig om:

“Guldregn” af Casper Sand Christiansen (7 sider): Hæftets skøreste historie, om to flyvende tallerkner – den ene bemandet af en ko (“Yver kalder Stalden!”) – der begge forsøger at gøre krav på en guldmeteorit som er på vej ned gennem atmosfæren. Tegnestilen er enkel, men effektiv, og der bliver også plads til en tilfredsstillende wow-oplevelse på sidste billede!

“Intergalaktisk Cuisine” af Rikke Lindskov Loft (7 sider): Meget fint fortalt historie om en tarikansk videnskabs-rummand som bare vil smage på Jordens almindeligste retter – mon han kan tænkes at have mindre harmløse bagtanker…? Tegningerne er stærkt domineret af gråtoner, hvilket fungerer godt.

“Permafrost” af Asger Grevil (7 sider): Hvordan forløber et simpelt kioskærinde når man bor på en polarplanet (eller muligvis en fremtidig Jord) befolket af monstre, og kun har en sne-myresluger at ride på? Dét illustrerer Asger Grevil ganske upåklageligt i denne udmærkede lille historie, som har adskillige nik til både Star Wars og Alien.

“Kvalitetskontrol” af Peder Riis (6 sider): En lurvet og lovløs rumbar er nys faldet ind under en pertentlig civilisations territorium, og den får derfor besøg af denne civilisations sundheds­myndigheder, som ikke har småting at beklage sig over. “Notat: Prostitution af tentakelmonster. Notat: Servering for tidsrejsende og hans yngre selv. Fare for paradoks.” Det er en fantastisk sjov historie, hvor hver side er spækket med seje detaljer og især kropssproget hos figurerne er vidunderligt karikeret. Dejligt meget indhold på kun 6 sider. Det er ikke til at komme uden om at Peder Riis er superstjernen i Ondskabens Flydende Vatikan, og lur mig om ikke der venter ham en større tegneseriekarriere lidt ude i fremtiden. Hans serier kan – udover her i Himmelskibet, selvfølgelig – også læses på nettet på www.ageofpeder.dk.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 43

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Helga Berg – Ørkenvandring

Udgivet den februar 27, 2015 af Admin

ørkenvandringØrkenvandring – & andre noveller
Novellesamling af Helga Berg
Forlaget Genspejling, 2013

Helga Berg er en dansk forfatter som siden 1985 har skrevet krimier på dansk. Senere er hun kommet i gang med at skrive science fiction.

Ørkenvandring er en bog med 11 korte historier. De handler om mennesker som får et bedre liv ved at bevæge sig ud over det hverdagsagtige. Temaer som går igen er det religiøse, dystopier og samfundskritik af fremtidige samfund. Gudrun Østergaard har skrevet noget lignende. Historierne er meget mørke og dystre med en undergangsagtig stemning. De stiller sig kritisk overfor samfundets fremtid.

Det er lidt svært at se hvem historierne er skrevet til og hvem de henvender sig til. Det er ikke klart om det er voksne, unge eller børn. Der er bl.a. en historie om turbusterne som er nogle fremtidige én-personers transportmidler som man ligger ned i.

Selve bogen er ret dårligt layoutet. Det virker også som om man skal passe meget på ikke at presse siderne for meget, så de begynder at falde ud. Der skal ikke meget til før siderne begynder at sidde løst.

Jeg tænkte først, da jeg fik bogen, at det var forfatterens første bog som hun havde fået udgivet billigt. Den virker ikke som om der er brugt mange penge på selve udgivelsen. Jeg har senere været på nettet for at læse om forfatteren og har set at man kan få bogen som e-bog. Måske har den aldrig helt været tænkt som papirudgave.

Bogen med dens historier faldt ikke helt i min smag. Der er sikkert nogen som har den smag og er vilde med den slags. Der mangler også en slags pointe med historierne i bogen. Hvad er det som forfatteren vil med dem?

Jeg vil give bogen 5 ud af 10.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet 43

Udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Jon Bing – Zalt – dampherrernes planet

Udgivet den februar 26, 2015 af Admin

zaltZalt – dampherrernes planet
Ungdomsroman af Jon Bing
Science Fiction Cirklen, 2014
Oversat fra norsk
194 sider, 198 kr

Zalt foregår i en fremtid, hvor menneskeheden har kolonier rundt omkring i galaksen. På grund af de enorme afstande er der ingen direkte kommunikation mellem disse kolonier. Den eneste måde viden bliver opsamlet og spredt på, er ved hjælp af gigantiske biblioteksrumskibe med en besætning af bibliotekarer, der bruger årtier på at rejse på tværs af de enorme afstande. Det er anvendelse af den viden bibliotekarerne indsamler, der er et af de vigtigste elementer i bogen, som derved beviser at pennen er stærkere end sværdet.

I bogen følger vi et sådan skib, som ankommer til planeten Zalt. Kolonien på planeten har med tiden omdannet sit samfund til en gruppe feudale riger, som hver er styret af en herremand. Ankomsten af biblioteksskibet truer magtstrukturen, og der opstår derved uvægerligt en konflikt mellem bibliotekarerne og eliten.

De fleste af den slags historier ender altid med, at man i et enkelt afgørende slag til sidst står hårdt mod hårdt. Men ikke i denne historie; her er det faktisk viden som i sidste ende sejrer. Det skal siges, at det ikke kun er viden man lige kan slå op i en bog der sejrer, men man skal også bruge viden der opnås med analyse, diskussion og formidling. Viden er ikke noget man bare har stående på en hylde, det skal også plejes og forædles. Det koncept er noget der varmer mit Humboltske hjerte.

På en skala fra “efter at have læst den bog, ser jeg frem til min endoskopi” til “denne bog har fundamentalt ændret mit syn på den verden der omgiver mig, og Kirkegaard er en taber”, ligger den nok et sted midt imellem.

Jeg vil nok ikke læse bogen igen, men den var fængende og interessant nok til, at jeg vil prøve at kigge på nogle andre bøger som Jon Bing har skrevet. 

Anmeldt af Martin Hjort Eriksen i Himmelskibet 43

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar