Himmelskibet

The 100 – Sæson 1
Tv-serie, USA 2014, 13 episoder à 42 min.
Medv.: Eliza Taylor, Bob Morley, Thomas McDonell, Paige Turco, m.fl.

I forhold til hvor meget klassisk og beundringsværdigt science fiction-litteratur der ville være som skabt til film og tv-serier, så slår det én som næsten ubærligt ironisk, at den litteratur der faktisk laves til film og tv-serier i dag, næsten udelukkende er nye “bestsellers” af unge og forholdsvis inkompetente forfattere. Men det er desværre sådan vores kommercielle samfund og dets lunefulde trends fungerer. I film/tv-versionerne er det så op til skuespillerne at redde de voldsomt plothullede historier, eller i hvert fald gøre dem nogenlunde seværdige, og det klarer de sådan set også en stor del af tiden – omend der stadig er et stykke vej derfra og så til hvad man kan kalde “godt”.

The 100 er baseret på Kass Morgans Young Adult roman fra 2013 af samme navn, og der udkom en toer i september i år. Forfatteren har tilsyneladende haft held til at få tv-stationen CW til at udvikle en tv-serie samtidigt med udgivelsen af den første bog; tv-serien havde premiere i marts 2014. Jeg har ikke læst bogen (men antager at tv-seriens første sæson cirka dækker den første bogs hand-ling); denne anmeldelse handler kun om tv-serien.

Der har været atomkrig, og i 97 år har de sidste (så vidt de selv ved) overlevende mennesker levet i kredsløb om Jorden på rumstationen The Ark, som er sammensat af de dusinvis af andre rumstationer som overlevede apokalypsen. Omkring 2600 mennesker er ombord. De venter på at Jordens miljø skal komme sig, så de kan flytte tilbage til den. Imidlertid har de – til trods for at deres teknologi er ca. 100 år længere fremme end nutidens – åbenbart ingen instrumenter der kan overvåge Jordens miljø, så de ved ikke om man kan overleve dernede eller ej. Desuden er de ved at løbe tør for ilt, så noget må gøres i en fart. Forsøgsvis starter man med at sende 100 “disposable” ungdomskriminelle ned på Jorden (heriblandt nogle af ledernes egne børn!) for at teste om planeten er “survivable” – et ord der bruges meget i serien – og man følger så hvad der sker blandt både dem og lederne på rumstationen. De unges eneste forbindelse til The Ark er deres elektroniske armbånd, som de fleste af dem i trods straks begynder at fjerne da de ankommer til overfladen. Alt hvad de i øvrigt havde af radioer, gik bekvemt nok i stykker ved landingen.

Naturligvis er Jorden både survivable og beboet af diverse overlevende (inkl. nogle kannibalske “reapers” som er godt og vel identiske med “the reavers” fra Firefly – man ser tydeligt hvad forfatteren er vokset op med), og vi følger især de to ledere af de unge hundrede, den intelligente og beslutsomme Clarke Griffin (en pige, opkaldt efter Arthur C.) og den ambivalente bad boy Bellamy. Efter et par episoder ryger Clarke ind i et jalousidrama, mens Bellamy har nok at gøre med at kontrollere sin lillesøster, som han og deres (enlige, prostituerede) mor opfostrede i deres lille modul på rumstationen i hemmelighed (!), da det ikke var tilladt at få mere end ét barn, og som hurtigt bliver romantisk involveret med én af de lokale, en såkaldt “ground­er”.

Jeg var oprindeligt holdt op med at se serien efter det indled­ende afsnit, som var lidt for teenager-agtigt efter min smag, men vendte i mangel af andre acceptable sci-fi serier tilbage og fik set resten af sæsonen. Det første der slår én ved serien er de mange huller og udeladelser i selve dens præmis. Stammer folkene fra rumstationen fra en elite der blev reddet, eller er de bare tilfældige overlevende? Det forklares ikke, men det nævnes ofte at der til at begynde med var en storstilet plan og vejledning til hvordan de skulle vende tilbage til Jorden. Den må dog være gået grueligt galt, for udover den meget begrænsede mængde ilt, er der heller ikke redningskapsler nok til mere end 700 af de 2500 beboere. Og både det med ilten og redningskapslerne har det ledende råd (som skal forestille at være næsten ulasteligt demokratisk) klaret at hemmeligholde for de øvrige beboere, til trods for at sådanne basale ressourcer ville være blandt de vigtigste ting som folk ville kræve at blive informeret om – og i øvrigt ville være ret åbenlyse i så lille og kompakt en social habitat, hvor et stort antal teknikere må holde styr på det hele og vedligeholdelse af redningskapslerne må være en væsentlig prioritet. Da de har været for mange mennesker i flere generationer, skulle man tro at lidt simpel prævention kunne have løst problemet (og samtidig fået ilten til at vare længere), men åbenbart ikke. Det er ting som disse der får plottråden i historien til at knække godt og grundigt og viser at forfatteren ikke har tænkt noget videre over de videnskabelige (eller i øvrigt logiske) dele af narrativet.

Alligevel kan man godt sige noget positivt om serien, for rent dramatisk og spændings-mæssigt fungerer den faktisk ganske godt. Skuespillerne er så at sige opgaven voksen, og de emotionelle scener er for det meste pænt effektive. Det er heller ikke en totalt “stueren” serie, som mange amerikanske ungdomsserier ofte er; her er der både sexscener og vold-somme drab (også begået af hovedpersonerne), og som sådan har serien faktisk væsentlig “kant”. Man kan rose den for at personerne ikke er sort/hvide; flere af dem som introduceres som bad guys, viser sig at være mere nuancerede end som så (andre igen gør dog ikke), mens selv den fornuftige Clarke ikke er bleg for at bruge vold når det er påkrævet. Samtidig glemmer figurerne dog aldrig at der engang var atomkrig, og det ligger dem meget på sinde at forsøge at undgå endnu en stor-krig. Så vi har faktisk at gøre med en imponerende handle-kraftig blanding af både civili-seret idealisme og konkret, usentimental beslutsomhed, og det viser sig at være en særdeles velegnet måde at skabe drivkraft i historien på. Derfor ender serien alligevel med at trans-cendere det rent middelmådige en lille smule, og jeg regner be-stemt også med at fange anden sæson, der allerede begynder her i efteråret (oktober).

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 42