PIX – Nygotiske skæbner

Udgivet den juli 18, 2014 af Admin

PIX_RAS_largePIX – Nygotiske skæbner
Novelleantologi, 244 sider
H. Harksen Productions 2013
Redigeret af Henrik Harksen

PIX er en antologi hvor forfatterne er med via invitation, og hvor redaktøren har bedt dem om at give deres bud på hvad en ”nygotiske skæbner” er. De har yderligere hver fået udleveret et billede som de skulle lade sig inspirere af.

Forfatterrækken starter med Thomas Strømsholt og novellen “Flimmer”. Skæbnen heri er manden der er blevet forladt af sin kæreste, og som nu er ved at lægge sit liv om, og derfor ikke længere ønsker at have fjernsyn, noget hans naboer i liguster­idyllen ikke kan forstå. Der er dog meget andet der kan flimre foran ens øjne end fjernsynet.

Der er mange af de ‘gammel’- gotiske noveller som handler om kvinder der er udsat for overgreb eller reelt terror. Dette er også noget der går igen i flere af denne samlings historier.

I Sandra Schwartzs “Sin mors søn” er det kvinden hvis mand forlader hende og deres søn for at være sammen med en anden kvinde. Kvinden har svært ved at håndtere dette, hvilket bestemt også kan siges om hendes søn.

I Nikolaj Johansens “Livmoder” er det en kvindes brændende ønske om et barn som gør hende sårbar og resulterer i, at hun finder sig i en række overgreb fra en mand der vil udnytte hendes situation.

I “Mærket” af Sarah Fürst følger vi en kvinde som lever i et voldeligt forhold. Hun har vænnet sig til situationen, og gør generelt hvad hun kan for at undgå de konfrontationer der kan lede til volden. Der spirer dog et oprør i hende, og hun kan ikke lade være med at sætte sig op imod sin voldelige kæreste. Det hele eskalerer da hun begynder at se vildsvin i deres have; svin som hun er i tvivl om hvorvidt det kun er hende der kan se, og hvad der har tilkaldt dem. Det viser sig dog at de ikke bare er tavse observatører til hendes situation, hvilket er med til at eskalere spændingerne i hjemmet og historien.

I Teddy Vorks bidrag, “Den usynlige verdens undere”, finder en mand en sjælden bog; en grimoire hvori der er skrevet en række noter helt tilbage fra tiden omkring hekseforfølgelserne. Han udtaler nogle af de skrevne ord, og ender med at blive usynlig. Tilstanden skræmmer ham, men han udnytter den dog også til at komme tæt på en kvinde, som han længe gerne har villet i kontakt med. Det skræmmende er dog først lige begyndt, for det kan godt være han er blevet usynlig for mennesker, men han er blevet synlig for de skabninger som normalt skjuler sig lige i hjørnet af vores øjenkrog, og som normalt kun kan ses af de folk som vi andre betegner som sindssyge. Dette er nok min favorit i samlingen, da den har en virkeligt fængende stemning , og som bibliofil er der nogle virkeligt gode og genkendelige beskrivelser af bøger og kærlighed til dette vidensbærende medie.

“Telefon fra afdøde” af Lars Ahn Pedersen fortæller om Robert der har mistet sin telefon, og da han yderlige har mistet sine, og sine venners, penge, har han måttet tage imod tilbuddet om at få en gammel aflagt telefon fra en kammerat. Telefonen har tidligere tilhørt kammeratens farmor, så det er hverken en smart-phone, eller en der kan noget som helst smart. Han har ikke givet det nye nummer til særligt mange, men alligevel ringer telefonen. Det er dog ikke behagelige opkald, da det er desperate og skræmte mennesker der ringer. Det viser sig at det er afdøde mennesker der ringer fra den anden side af efterlivet. Ikke at de er ude på at skræmme eller hjemsøge ham, de har blot behov for at snakke med nogen.

Dette er en samling af virkeligt gode historier; jeg savner blot et for- eller efterord som kunne være med til at samle fortællingerne. Jeg ved godt at mange læsere springer forordet over i antologier, men jeg holder derimod af at læse for- og efterord, for derigennem at få et indtryk af hvilke tanker, redaktøren har gjort sig i forhold til den samling, der er blevet sat sammen. PIX har desværre ikke sådan et forord, selvom den eksperimenterer med billederne, og genren “nygotisk” nok skulle kunne give en redaktør rig mulighed for at skrive et par sider.

En ting som et forord kunne have givet var redaktørens syn på hvad det “nygotiske” dækker. Her har vi de 12 forfatteres bud på hvad nygotisk skæbner dækker over, og uden for alvor at kunne godtgøre hvad jeg lægger i denne betegnelse, så er der ikke nogen af historierne, som jeg vil sige ikke passer ind i samlingen og genren.

Ang. brugen af billederne, så er der kun få af novellerne hvor man for alvor kan se inspirationen fra billederne. For de fleste kan man snarere se at billedet er forsøgt indarbejdet i en historie hvor den måske ikke helt passer ind. Der er dog ikke nogen hvor det virker helt malplaceret, men der er dog et par steder hvor man som læser ikke kan lade være med at smile lidt over hvordan en scenen tydeligt er sat ind for at få billedet med i historien.

Til bogen følger også en CD med stemningsmusik, som i sig selv virker fint, men kun passer sammen med enkelte af novellerne.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 40

Udgivet i Antologi, Bøger | Tagget , , , | 1 kommentar

Mestertyvens sidste ønske

Udgivet den juli 17, 2014 af Admin

MestertyvensMestertyvens sidste ønske – Ny dansk fantasy 2013
Novelleantologi
Kandor/Replikant, 362 sider.
Redigeret af Toke Riis Ebbesen

Mestertyvens sidste ønske er en fantasy novelleantologi udgivet af Kandor/Replikant. Som de tidligere samlinger er det fantasy i sin bredeste forstand, og indeholder fortællinger der grænser op til science-fiction, horror eller ren surrealisme. I denne samling er der seksten fortællinger.

“Næsten der” af Stefanie Fallesen – Pigen Amy er fanget sammen med den kappeklædte vogter Nakirim. Det er et tomt og bart rum, der må fyldes ud med en rejsendes skæbne. En skæbne, fanget et sted mellem det gode og det onde, og som må finde en form for forløsning før rejsen finder sit mål. Det er en helstøbt novelle, der måske lider under at nogle af fortællingens præmisser ikke er vedkommende for et moderne publikum.

“Mester Prosopido” af A. Silvestri – I Paris lever maskemageren Prosopido. Han laver masker af forunderlig skønhed og kræfter, der kan vinde hjerter og fører folk til storhed. Prosopido afviser ingen, for selv de ringeste af stand har ét eller andet de kan betale med. Som ringe i vandet kan selv den ubetydeligstes handlinger sætte voldsomme kræfter i gang. Novellen er fint skrevet, men uden at kunne sætte fingeren på noget, har jeg svært ved at blive grebet af fortællingen. Det er måske lidt for meget en stiløvelse.

“Troldens hjerte” af Jesper Rugård Jensen – I mange år måtte dronningen leve i Troldens fangeskab dybt under jorden i hans golde huler, afsondret fra lyset og håbet. Her måtte hun trælle, og udholde alle slags overgreb, før hun blev befriet af kongen. To børn kom der ud af dronningens skød i de år. Da de tre endelig blev befriet, blev de taget med tilbage til slottet. Her må prinsen sande, at det ikke er nemt at have både menneske- og troldeblod i årene, og at det kan være skæbnesvangert at følge sit hjerte. Denne fortælling er det nærmeste vi kommer klassisk fantasy. Det er en helstøbt fortælling, men personerne havde svært ved at trænge helt i gennem til mig – dertil manglede de dybde.

“Mestertyvens sidste ønske” af Lene Hundborg Koss – Siddende ved bedstefars dødsleje vandrer drengen Anders’ tanker. Tynget af sorg over at miste sin ven og mentor, må Anders’ tage på en indre rejse, for at forløse både sin sorg og sin fremtid. Præmissen for fortællingen er god, men også denne novelle lider under at jeg som læser lærer fortælleren for lidt at kende, til at jeg helt kan bekymre mig om hans svære valg.

“Hammerslag” af Sofie Boysen – Der findes en auktion hvor kun de mest sjældne genstande udbydes til salg, og hvor kun de mest eksklusive rigmænd får muligheden for at byde. Anne er presenter. Hendes opgave er ligetil; bære varen ind på auktionen, smile sødt mens den vises frem, og bære varen ud igen. Auktionen i år er til gengæld alt andet end ligetil, for det store nummer er et særpræget billede, der vil få voldsomme konsekvenser for Annes fremtid. Sikkert en udmærket novelle, men jeg blev hægtet af til sidst, da jeg ikke kendte til fortællingens litterære referencer.

“Hvad der skete i byen K” af Mikkel H. Carlsen – En familie på rejse i det mørke Jylland, kommer til et skummelt provinshul. Det skal vise sig svært at slippe væk fra byen og dens sære indbyggere. Det er en vellykket Lovecraftïansk novelle, der er fuld af vantestrikkende kultister, og truslen om fortabelse bag de hæklede gardiner.

“Kaptajn Furidastos’ logbog” af Katrine S. Rasmussen – Julie og Lasse. To børns liv er låst sammen i rollerne som mobbeoffer og mobber. For at finde en vej ud af hendes ulidelige dagligdag, finder Julie trøst i Kaptajn Furidastos’ logbog. En bog med tomme sider, der lokker med håbet om en anden og bedre verden. Denne novelle er mere en start på en større fortælling, end en novelle i sin egen ret. Jeg ville gerne have fulgt de to børn i deres videre eventyr.

“Velfærdskomplottet” af Flemming Rasch – Der er noget råddent i Danmark. Efter ti år med rød regering, er det borgelige håb, Andrea Lykke kommet til magten. Men i stedet for skattenedsættelser, sætter den nye regering i gang med Operation Velfærd, til vælgernes vrede og vantro. Dansk politik stinker af svolv, og vores navnløse detektiv må genskabe ordenen. Det er en fin ironisk fortælling, men der måtte gerne have været mere på spil.

“Anusjkas sidste tanke” af Mette Christensen – I en ikke så fjern fremtid har Logikerne forbudt drømme og fantasy, og i kulturens højborge er malerier og skulpturer forvandlet til aske og marmorbrokker. Der er dem der kæmper imod, og den sidste magiker er endnu ikke død. En fin fortælling, der også ville have egnet sig som en kort roman, så man kom mere ind under huden på hovedpersonerne.

“Når lyset skifter” af Vagn Grønkilde – Jorden er overtaget af to væsner, der konkurrerer om hvem der kan slå flest mennesker ihjel – og aldrig har trafikken været så dødelig. Da Jenny ved et uheld opdager at hun besidder sære kræfter, bliver hun hurtigt en brik i det dødsensfarlige spil. Jeg skimmede kun fortællingen, for jeg synes ikke helt at verdenen hang sammen.

“På den anden side” af Natasja Erbillor – Det starter med en gul post-it på døren af køleskabet, med den lakoniske besked “Følg mig”. Det er starten på en surrealistisk rejse i gennem flere planer, hvor drengen Lee skal i gennem mange prøvelser, for at han kan redde livet fra katastrofen. Det er en syret blanding af fantasy og science-fiction, der efter min smag ikke helt véd hvad den vil.

“Overbåren” af Birgitte Hollegaard og Caroline Mogensen – Den 10. september 1903 skriver Emma i sin dagbog. Hun og hendes veninde er på vej til familiens sommervilla i Haugby, der ligger ensomt og isoleret på den yderste vestkyst. Det skal blive en rejse ind i helvede. Rædslerne i denne gotiske splatterroman er malende beskrevet, og kryber helt ind under huden.

“Vidunderlige Verden” af Tim Sørensen – Et sind splintres i en fortælling om fremmedgørelse og ensomhed. Pigen Arianne er ikke som alle andre, og kæmper med at finde sin plads i en moderne og hektisk verden. Det skal vise sig, at det ikke kun er en ung piges nykker. Fortællingen er poesi, skrevet i et sprog der nærmer sig prosa. Det er en fortælling der kræver noget af sin læser.

“På gloende pæle” af Signe Fahl – Skønt mikrobryggerierne med held har fremtryllet herlige alternativer til storbryggeriernes ensformige konformitet på flaske, så kan selv de ikke leve op til de sære øl der bliver serveret i værtshuset ‘På gloende pæle’. Her er øl der kan nedsænke trolde i alkoholtåger, vække mandsmod i lammehjerter og få sandheden ud af en politiker. Det er en skælmsk fortælling, med masser af stemning.

“Gadeorkestret” af Jakob Friis Andersen – En ensom ung mand vandrer rundt i Københavns nattetomme gader, og møder her orkestret. Et bizart ensemble af karikerede personager, der med deres overjordiske musik lokker med både eks­tase og lurende fortabelse. Godt skrevet novelle, der formår at benytte et meget musikalt sprog.

“Det sidste hus i Vesthimmerland” af Jonas Wilmann – Et sidste hus i Vesthimmerland, og dets ældre beboer, modstår alle forsøg på kommunal udflytning og nedrivning. Der må gøres noget, og #2197 Hedenius, statslig kvæler og snigmorder, sættes på sagen. Også en ironisk science fiction-fortælling, der er ganske underholdende.

Ny Dansk Fantasy 2013 skulle have være anmeldt for et halvt år siden, men jeg gik simpelthen i stå. Jeg tror måske at samlingen lider under to problemer. Flere af temaerne i fortæl­lingerne er de samme, som kredser om parallelverdener og ditto eksistenser – og stiller det spørgsmål om det måske ikke er så galt bare at give slip. Det andet problem jeg ser, er at novellerne er for korte til rigtigt at giver hovedpersonerne dybde; jeg kender dem, deres hverdag og deres problemer for lidt til at jeg helt kan identificere mig med dem – og hvad vedkommer de-res trængsler så mig? Det er også en svær øvelse som er vanskelig at løse i novellens korte form. Flere af novellerne udfordrer hvad fantasy er, og nærmer sig det surrealistiske. Om man kan lide det er et spørgsmål om smag, men jeg synes det viser at der er en lyst til at afprøve grænserne hos danske forfattere. Hvis du selv tumler med at skrive, er samlingen god til at aflure fortælleformer. Som samling synes jeg, at den er lidt ujævn.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 40

Udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Abernes planet: Revolutionen

Udgivet den juli 16, 2014 af Admin

Abernes_planet-RevolutionenAbernes planet: Revolutionen
(Orig. titel: Dawn of the Planet of the Apes)
Film, USA 2014, 130 min.
Instr.: Matt Reeves
Medv.: Andy Serkis, Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell, Kodi Smit-McPhee, m.fl.

Et af de første spørgsmål, der meldte sig, da jeg skulle se Rise of the Planet of the Apes i 2011 var: Ville filmen være en prequel, der passede sammen med de gamle Abernes planet-film, eller ville det være en reboot, der starter en ny (men lignende) historie? Ud fra de tidlige anmeldelser lod mange til at tro det første, men da jeg så filmen, konkluderede jeg det andet. Historien begyndte forfra, men filmen havde bare så mange hyldest-referencer til de gamle film at dens relation til dem virkede lidt forvirrende. Rise of the Planet of the Apes var en yderst habil film, selvom den havde sine imperfektioner. Historien var engagerende, figurerne (især James Franco og John Lithgow) var levende og emotionelt troværdige, og det visuelle udtryk var virkelig flot og mindede ikke om nogen anden film. Den havde da et par problemer; slutningen blev f.eks. til en meget lang action-scene der løb en smule ud i sandet uden en ordentlig afrunding. Men alt i alt var det en udmærket film, som rigeligt fortjener en karakter på 7 stjerner ud af 10. En forfriskende start på en ny Abernes planet-franchise.

Nu har den næste film i serien så materialiseret sig på det store lærred: Dawn of the Planet of the Apes. Her er det ti år efter den forrige film; det stof som gjorde aberne intelligente udgjorde også en dødelig influenza-virus for menneskene, som næsten alle sammen er døde, og civilisationen er brudt sammen. Lederen af aberne, Caesar, bor i Muir-skoven fem miles udenfor San Francisco, hvor aberne har bygget en slags by, udvikler deres nye intelligens (lærer f.eks. ungerne tegnsprog), og virker lykkelige. Men en koloni af overlevende mennesker har sendt nogle folk ud i skoven for at finde en gammel vandkraftsgenerator i en dæmning, som de håber at få op og køre, så de kan få strøm igen. Det lykkes deres leder, Malcolm, at få en aftale i gang med Caesar, næsten uden vold, om at menneskene må reparere generatoren, hvis bare de i øvrigt holder sig væk fra aberne. Men nu hvor menneskene har opdaget abernes eksistens er de straks skrækslagne for dem, og finder en masse våben frem for at forsvare sig mod et eventuelt angreb. Magtbegær og misforståelser på begge sider fører selvfølgelig til krig, og det handler resten af filmen om. Især sidste tredjedel er næsten én lang action-scene.

De første amerikanske anmeldelser af den nye film var særdeles positive, hvilket satte forventningerne i vejret. Man ser også på IMDb.com at mange brugere er helt oppe og køre over filmen. Desværre kan jeg ikke tilslutte mig dette anerkendelsens kor. Jeg sad filmen igennem og ventede forgæves på at der skulle ske noget interessant, men dels syntes jeg ikke at der var det mindste engagement at hente i figurerne (som ellers er nogle fine skuespillere), og dels syntes jeg at alle elementer af historien var et harsk opkog af de gamle film i serien. Intet nyt; intet forfriskende; intet unikt. Manuskriptet var flere steder klodset sammensat, bl.a. for på politisk korrekt vis at gøre aberne og menneskene præcis og totalt lige gode/onde – men hvis de to grupper grundlæggende er de samme, hvad hulen skændes de så om? I de gamle film undertrykte den ene part altid den anden, så dér handlede det om oprør og frihed, men sådan er det ikke i denne film; her er de bare bange for hinanden og kan ikke lade være med at trykke på aftrækkerne. Hvis temaet er motivationsløs aggression, hvad er så budskabet? Der lader ikke til at være noget, ud over at Ting Går Galt. Det er ikke nok.

Og det er brand-ærgerligt at denne film ikke er god, for med forrige film havde de faktisk taget det første skridt i en forfriskende retning; det lignede en mulighed for at denne franchise kunne opnå noget nyt og interessant og anderledes i forhold til den gamle. Men med den seneste film har de imidlertid skiftet retning tilbage mod de gamle film, og bare lavet mere abe-action af samme type som vi har set før, bare uden nuancer og logisk motivation. Øv!

Filmens world-building var der heller ikke meget gods i; jeg måtte f.eks. tage mig til hovedet over de frygtelige smykker og slør som hun-aberne havde på – det virker helt hen i vejret at de skulle kopiere menneskekvinders praksis på den måde (hvorfor ikke høje hæle, nu de var i gang?), og det var helt sikkert kun inkluderet for at publikum skulle kunne kende forskel på han- og hun-aberne. Og der var næsten intet fokus på menneskenes koloni i San Francisco; hvad skulle de helt præcis bruge strømmen til? Hvad brugte de det høje tårn til? Hvad levede de i øvrigt af inde i byen? Og siden de havde benzin og køretøjer, hvorfor anede de så efter ti år intet om hvorvidt der var andre overlevende mennesker i nabobyerne? Der var en alenlang række elementer i filmen som slet ikke hænger sammen. Analysen munder således ud i at Dawn of the Planet of the Apes er en passions- og idéløs omgang Hollywood-middelmådighed – med gode special effects. Værd at se mere end én gang er den ikke; så vil jeg ærligt talt hellere gense Tim Burtons film fra 2001.

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 41

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Neil Gaiman – Den sygeste løgnehistorie

Udgivet den juli 15, 2014 af Admin

Gaiman_den_sygeste_historie_FINAL_300_dpi_RGBDen sygeste løgnehistorie
Børnebog af Neil Gaiman
Originaltitel:
Fortunately, the Milk …
Høst & Søn 2014
128 sider, kr. 199,95
Illustreret af Skottie Young

Det er jo en gal bog. Den er vanvittig gal … på den helt rigtige måde. Når en bog indeholder sætningen “Vil det sige at der er en stegosaurus i en varmluftballon udenfor?”, så ved man at dette kun kan være en vanvittig underholdende bog.

I Neil Gaimans bøger findes der gerne alternative verdner som findes lige ved siden af vores, og hvor hovedpersonerne krydser imellem disse verdner. I Coraline er det igennem en lille tunnel i en væg, i Neverwhere er det igennem døre, og i Stardust er det ved at passere et lille stendige. I Den sygeste løgnehistorie sker det hele ved at en far går ud for at hente mælk til sine børns morgenmad. Han er længe om at komme tilbage, men den historie som han fortæller om hvorfor det har taget så lang tid involverer såvel rumvæsner, pirater, saltvandspiratfisk, og ikke mindst en dinosaurus i en tidsmaskine.

Gaimans forunderlige og finurlige historie er velillustreret af Skottie Young, med billeder der virkeligt underbygger historien og som bare gør den endnu mere underholdende.
Bogen er en børnebog, men den henvender sig til alle der formår at leve sig ind i en underholdende, fantastisk og urealistisk historie på samme måde som et barn.
Børnene i historien tror ikke på deres far, men omvendt kan man så finde på en så vanvittig historie, uden at der er et gran af sandhed i den?

Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Neil Gaiman – Amerikanske Guder

Udgivet den juli 14, 2014 af Admin

Amerikanske-Guder---Neil-GaimanAmerikanske Guder
Roman af Neil Gaiman
People’s Press 2014, 578 sider
Oversat af Steffen Rayburn- Maarup

I 1991 var jeg lige blevet færdig med gymnasiet og var godt i gang med at opbygge et solidt fundament af nørd-interesser. Horror havde stået øverst på listen i mange år, og jeg levede i en verden befolket af figurer og monstre skabt af H.P. Lovecraft, Algernon Blackwood, M.R. James, Daphne Du Maurier og mange andre. Også musik gennemsyrede mit liv dengang og kunne fortælle mig næsten alt om mig selv og omverdenen. Til gengæld læste jeg ikke rigtig tegneserier. Jo, de gamle børneklassikere som Smølferne, Splint & co., Henrik og Hagbart, Buddy Longway, Yakari og den slags læste jeg stadig med nostalgisk glæde, men jeg vidste ikke særlig meget om de amerikanske superheltetegneserier eller hvad der skete på området. Helt blank var jeg dog ikke; jeg kendte naturligvis Edderkoppen, Superman og flere af de andre, men jeg anede dårligt nok, at de to største forlag hed DC Comics og Marvel. Superhelte havde aldrig rigtig interesseret mig. Det forekom uoverskueligt at gå i gang med nogle i mine øjne uendelige serier, der svingede voldsomt i kvalitet (det var i hvert fald mit indtryk). Men en dag fik jeg et brev fra en ven, der vidste en hel del mere om, hvad der rørte sig på tegneseriefronten end jeg gjorde. Han skrev begejstret om en serie, der hed Sandman og vedlagde de første otte hæfter. Det lød spændende, og jeg var klar til at give ‘voksentegneserier’ en chance. Det var jo åbenbart graphic novels, der var det nye sort netop nu, og denne her lød lovende.

Jeg åbnede det allerførste blad og så forandrede virkeligheden sig. De følgende uger foldede hele Sandman-universet sig i al sin storslåethed ud i mit hoved, og jeg levede en underlig halvfantastisk tilværelse, hvor guderne, menneskene og store, kosmiske begreber interagerede helt naturligt og dagligdags. Jeg drømte om Sandman, jeg inhalerede Sandman, jeg talte om Sandman, og jeg endte med at blive en lille kopi af Death.

Med andre ord brændte serien sig ind i min bevidsthed og jeg var fuldstændig fascineret af forfatteren Neil Gaimans historier. Hans måde at flette myter, religion og historiske fakta sammen med fortællinger om almindelige mennesker og deres møde med det fantastiske var så medrivende og inspirerende, at jeg blev øjeblikkelig fan og siden har Gaiman været fast inventar i det Hindbergske hjem, og jeg er selvfølgelig kommet på fornavn med ham.;)
For en inkarneret fan er det altid svært at udpege et hovedværk eller favorit, og Gaimans produktion er så stor og spænder over en del genrer, at det er voldsomt udfordrende for mig at vælge, men American Gods må nok (sammen med Sandman) alligevel være den af Neils bøger, jeg sætter mest pris på. Siden den udkom første gang har jeg læst den igen og igen og igen, og jeg overvejer nu at købe en paperbackudgave, da min hard-cover for det første er en 1. udgave og for det andet har en hilsen fra Neil på en af de første sider, og jeg er meget bange for, at den skal blive slidt op og falde fra hinanden. Det er før sket med bøger. Nu er denne utrolige roman endelig udkommet på dansk, og jeg er meget glad for at få lejlighed til at anmelde den.

Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at der er noget specielt overnaturligt eller fantastisk på spil i romanen. Vi møder Shadow, der sidder i fængsel for røveri, men som bliver løsladt før tid, da hans elskede kone Laura er død i en tragisk bilulykke. På vej i flyet til begravelsen møder Shadow den underlige Mr. Wednesday. Mr. Wednesday synes at vide ting om Shadow, som han ikke burde vide, og han tilbyder ham et job. I første omgang afslår Shadow men det skal snart vise sig, at han ikke rigtig har nogle alternativer. Modstræbende indvilger han i at blive den enøjede Mr. Wednesdays håndlanger og nu begynder en uhyggelig, morsom, dyster og episk rejse igennem Amerika, der fører Shadow til et møde med unge og gamle guder, lader ham møde de særeste personer, både levende og døde og tvinger ham til at tage stilling i en af de største slag nogensinde.

Så langt handlingsreferatet. Hvis man endnu ikke har læst bogen, vil jeg ikke ødelægge fornøjelsen ved at skulle samle de forskellige tråde og forstå, hvad præcis det hele drejer sig om.

Jeg har oprindeligt læst Amerikanske guder på engelsk, og Neil Gaimans skrivestil er på en gang næsten anonym i sin nøgternhed og aldeles genkendelig. Han er ikke den store beskriver. Der bliver ikke brugt mange og lange sætninger på at beskrive hverken personer, steder eller følelser. Til gengæld er ordene præcise og (fornemmer jeg) omhyggeligt udvalgt. Det er som om Gaiman har tænkt, at han ville printe sine tanker og idéer ned nøjagtigt som de formede sig i hans hoved og så lade resten være op til læseren. Det giver fantasien meget spillerum. Han giver bekrivelser nok til, at man som læser danner sine egne fascinerende billeder, men han insisterer ikke på, at der kun er en rigtig måde at opfatte tingene på. Hans humor er også meget diskret. Den er sjældent af den lårklaskende slags. Den er langt mere skæv og trækken-på­smilebåndet-agtig. Her er et lille uddrag af en samtale mellem den unge pige Sam, der kort har mødt Shadow og de skumle typer Mr. Town og Mr. Road (s.253):

”Mit navn er Town. Min kollega her er Mister Road. Vi undersøger to af vores kollegers forsvinding”
”Hvad hed de?”
”Undskyld?”
”Fortæl mig deres navne. Jeg vil vide, hvad de hed. Jeres kolleger. Fortæl mig deres navne, og så kan jeg måske hjælpe jer.”
”… Okay, deres navne var Mister Stone og Mister Wood. Kan vi nu stille dig nogle spørgsmål?”
”Ser I bare ting og vælger et navn? ”Nå, du kan være Mister Sidewalk, han er Mister Carpet, sig goddag til Mister Airplane”.”

Er det så lykkedes at overføre Neil Gaimans rolige, omhyggelige og alligevel billedskabende og karakteristiske skrivestil til dansk? Ikke helt, vil jeg mene. Det er ikke en dårlig oversættelse. Tydeligvis har oversætteren et godt kendskab både til engelsk og dansk. Og han forsøger også at fange den særlige Neil Gaimanske tone. Når det alligevel ikke helt lykkes, skyldes det flere ting. For det første virker oversætteren meget opsat på, at det skal være en præcis oversættelse, men dansk og engelsk er så forskellige sprog, at det er stort set umuligt at oversætte direkte. Gør man det, vil sproget hurtigt virke gumpetungt, livløst og tørt. Især når det gælder dialog, som altid er vanskeligt at få til at klinge troværdigt og flydende. Dialogerne i Amerikanske guder virker konstruerede og har ikke det liv og den nerve, som de gerne skulle have. Ønsket om at være så trofast over for den oprindelige tekst som muligt resultere også i, at der ind imellem kommer ord, som enten slet ikke findes på dansk eller som i det mindste ikke er en del af de fleste danskeres aktive ordforråd. Ind imellem bliver der også taget sære valg. I den citerede dialog synes jeg for eksempel, at det ville være mere mundret at sige ”Okay, de hed Mr. Stone og Mr. Wood”, og lige sådan på side 169, hvor Shadow siger: ”… De fik folk til at gøre det for sig”. Ganske vist er det en korrekt, direkte oversættelse af det, der står på engelsk, men det ville lyde naturligere og mere flydende at skrive: ”Det havde de folk til”. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at en af figurerne i bogen bliver kaldt for ”den tekniske dreng”, hvor jeg ville have valgt at oversætte det til ”teknodrengen” i stedet. I det hele taget er der problemer med at oversætte mytologiske navne eller begreber, og det er lidt ærgerligt, fordi det kommer til at virke sjusket eller i værste fald dovent.

Overordnet set er det dog en udmærket oversættelse, der fortjener at blive læst, og initiativet med at få den oversat og udgivet på dansk er prisværdigt. Jeg håber meget at det kan få folk, der ellers ikke har stiftet bekendskab med Neil Gaiman, til at give sig i kast med andre af hans bøger. Foreløbig er det kun Amerikanske guder, Neverwhere, Coraline og Nobody (The Graveyard Book), der er udgivet herhjemme [samt også tegneserien Marvel 1602 og senest børnebogen Den sygeste løgnehistorie (Fortunately, the Milk…), anmeldt herunder. -Red.], men jeg krydser fingre for, at f.eks. Gaimans herlige samarbejde med Terry Pratchett, Good Omens, bliver oversat til dansk snart.

Anmeldt af Helene Hindberg i Himmelskibet 40

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | 1 kommentar

Snowpiercer

Udgivet den juli 13, 2014 af Admin

Snowpiercer-posterSnowpiercer
Film, Sydkorea/USA/Frankrig/Tjekkiet 2013, 126 min.
Instr.: Joon-ho Bong
Medv.: Chris Evans, Jamie Bell, Tilda Swinton, John Hurt, Ed Harris, Octavia Spencer, m.fl.
Set på CPH PIX 2014

Ligeså snart jeg hørte om Snowpiercer havde jeg høje, høje forventninger til den. Konceptet – baseret på en europæisk tegneserie – og udførelsen lød så vildt at jeg med det samme fornemmede at dette nok ville blive en af årets tre sejeste sci-fi film, hvilket siger ikke så lidt om et år der bød på skønne filmoplevelser som Gravity, Elysium, Ender’s Game og Her (dk.: Hende; også anmeldt i dette nummer) – for slet ikke at snakke om franchise-blockbustere som Star Trek Into Darkness, Iron Man 3, The Wolverine og Thor: The Dark World. For mig var det ganske enkelt the scoop at CPH PIX festivallen denne gang kunne byde på min suverænt højst ønskede film, så jeg langt om længe kunne se om filmen levede op til mine store forventninger.

Wow. Dét gjorde den.

Handlingen udspiller sig om-bord på et luksuriøst hurtigtog, som – drevet af en næsten-evighedsmaskine – drøner rundt og rundt om Jorden under en ny istid forårsaget af et fatalt fejl-slået forsøg på at modvirke global opvarmning. Alt på planeten er dødt; kun på toget Snow­piercer lever de sidste mennesker, som overlever via forskellige planter og dyr der dyrkes og opdrættes i nogle af togets mange vogne. Toget er – selvfølgelig! – delt op i tre klasser, udgørende (og symboliserende i den virkelige verden) hhv. den herskende klasse, middelklassen og de fattige (den Tredje Verden; 3. klasse, bagerst i toget). En fantastisk lejlighed til en omgang skummende og sprøjtende samfundskritik!

Før jeg fortæller mere om filmen vil jeg lige komme lidt ind på den originale tegneserie, skrevet og tegnet af Jacques Lob og Jean-Marc Rochette, som først udkom i 1982 (Lob døde i 1990, og en anden forfatter, Ben-jamin Legrand, lavede en fortsættelse i 1999, som jeg ikke har læst endnu, men den skulle ikke være så god som originalen).

I tegneserien følger vi Curtis, en beboer fra bagerst i toget, som har besluttet at begive sig op til forenden af toget for at få præsidenten i tale – lidt af en opgave, idet toget har tusind vog-ne. Man hører om nogle oprør der har været tidligere, men nu er situationen rolig, og Curtis kommer et godt stykke frem i toget, før han omkring midt på bliver tilbageholdt og sat i fængsel.

En idealistisk sagsbehandler fra middelklassen påtager sig at tale hans sag, og der udvikler sig også en kort romance mellem de to. Til sidst får Curtis lov til at fortsætte, og ender med at komme helt frem til lokomotivet, hvor han finder en ensom og aldrende lokomotivfører, der beder ham overtage hans plads, og ”holde maskinen med selskab”. Curtis ser intet andet valg, og bliver den nye lokomotivfører – og toget kører videre.
Filmatiseringen er ret ander-ledes (og det er slutningen også). Og det er en god ting. Ikke fordi tegneserien var dårlig, men fordi der er brug for langt mere action i en film for at holde på seernes opmærksomhed. Romancen og den sympatiske sagsbehandler er ikke med i filmen; til gengæld er der voldsom action lige fra start, idet Curtis hurtigt tager téten i en imponerende kontinuerlig revolution, der bruser frem fra togets bagende, og kæmper sig vej gennem hele det lange tog. Undervejs kommer de gennem en lang række togvogne med bizarre optrin som Terry Gilliam nemt kunne have været ansvarlig for (en af figurerne hedder også Gilliam, som hyldest til instruktøren af Brazil, m.fl.), og som samtidig beskriver hvordan dette samfund opretholder sig selv og brødføder de mange mennesker ombord. Man hører også en del karakteristiske vendinger, som er opstået i togsamfundet (såsom ”the whole wide train”, m.m.), og toget har også sin egen kalender, baseret på at det tager præcist et år at køre en gang rundt om Jorden. Man kan derfor også regne ud at toget, med en lidt knudret rute, bevæger sig med en næsten konstant fart på mellem 100 og 200 km/t. Det er skøn world-building, fyldt med spændende detaljer og relevant symbolik.

Chris Evans, som senest er aktuel som Captain America i en af de absolut bedste superhelte-film der hidtil er lavet (se anmeldelsen først i denne sektion), spiller Curtis, og det gør han smertefuldt fremragende. Han er simpelthen en fantastisk skuespiller. Curtis er en reformeret bølle, som er blevet en naturlig leder i kraft af både sin stærke overlevelsesevne og sin vilje til at gøre sig til forkæmper for de svages kår.

Han er allieret med den gamle leder af fattigfolkene i bagenden, Gilliam (spillet af John Hurt), og har nærmest adopteret en vilter ung fyr, Edgar (Jamie Bell), som han engang var lige ved at … well, that would be spoiling! Den revolutionære fortrop har også en kampsports-ekspert med, og drives desuden af driften efter at finde et kidnappet barn. De må kæmpe sig igennem flere omgange af soldater og body­guards, og flere af kampene er de rene massakrer. Med sig på færden får de også en koreansk tekniker, som har designet, og dermed kan åbne, alle dørene mellem togvognene. Teknikerens datter er også med, og har tilsyneladende en form for telepatiske kræfter.

De tos betaling for at hjælpe de revolutionære med at kæmpe sig vej gennem toget, er et nar-kotikum, populært blandt mange af de rige i toget, som er lavet af kemisk affald. Heldigvis har det også andre egenskaber …

Slutningen på filmen skal ikke udpensles her, men den er fyldt med twists, som vender op og ned på hvordan Curtis troede at togets verden hang sammen, og det skader bestemt ikke at præsidenten spilles flot af Ed Harris.

Filmen lever heldigvis til fulde op til forventningerne, og er helt sikkert blandt de tre bedste sci-fi film i 2013. Tegneserien er i sort/hvid, hvilket passer til både tegnestilen og det omgivende miljø, men filmen er en kaskade af farvemættede stemninger, hvilket netop passer til filmmediet, og i øvrigt gør filmens verden og historie til sin helt egen. Højeste anbefaling herfra.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 40

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Dead Snow: Red vs. Dead

Udgivet den juli 12, 2014 af Admin

dod_sno_2_xlgDead Snow: Red vs. Dead
(Død snø 2)
Film, Norge 2014, 100 min.
Instr.: Tommy Wirkola
Medv.: Vegar Hoel, Ørjan Gamst, Martin Starr, Stig Frode Henriksen, m.fl.

Til trods for min store glæde ved film er jeg desværre ekstremt dårlig til at udnytte ellers spændende filmfestivaller som CPH PIX. Og da jeg for et års tid siden rykkede Ringsted-rødderne op og flyttede til Silkeborg, blev det ikke ligefrem nemmere at boltre sig i hovedstadens filmarrangementer.

Men da CPH PIX i år annoncerede, at fortsættelsen til Tommy Wirkolas Dead Snow var på programmet, oven i købet i selskab med manusforfatter og aktør Stig Frode Henriksen, og forestillingen faldt sammen med min påskeferie, var der ikke så meget at betænke sig på.
For de uindviede kan jeg lige ridse plottet fra den første film op: En gruppe medicinstuderende tager op til en afsidesliggende fjeldhytte for at give den gas. Lidet aner vennerne, at den tidligere besættelsesmagt hjemsøger området, og da de finder en skjult guldskat i hytten, vrimler det pludselig med blodtørstige nazizombier.

NB: Der forekommer spoilers fra den første film i det nedenstående:
Dead Snow veksler mellem klassisk gys og absurd voldskomik, men som situationen eskalerer, tager sidstnævnte mere og mere over. Og så, da en af vores hovedpersoner, Martin, hugger sig igennem en rådden kødrand af nazister med en økse, og publikum klukkende over de groteske ulækkerheder har sænket paraderne, snurrer manden omkring og planter ved et uheld en økse i halsen på sin kæreste. Mens hun døende synker sammen, og den stakkels nordmands øjne fyldes med tårer, bliver filmen et øjeblik gravalvorlig, kun for kort efter at genoptage de tegneserieagtigt blodsjaskende eskapader.

Nogle oplever sådanne momenter som ødelæggende ujævnheder i tonen, men jeg kan nu godt lide, hvordan filmen roder med sit publikums opfattelse af grin kontra gru. En vægtig inspiration er tydeligvis Evil Dead-franchisen, som ligeledes blander klassisk gys med blodig komik (såkaldt “splatstick”). Da Martin, efter at have dræbt sin kæreste, bliver bidt i hånden af en zombie og ser det nødvendigt at amputere sin egen underarm med en motorsav, er der da heller ingen tvivl: Dette er Norges Ash!

Som den sidste overlevende genforener Martin nazisterne med deres skat og skal til at flygte i sin bil, da det går op for ham, at nogen har plantet en guldmønt i hans lomme. I et afsluttende twist dukker den mugne nazikommandant Herzog op, hamrer sin næve igennem ruden og får altså umiddelbart ram på Martin, idet skærmen går i sort. Men ligesom åndsfællen Ash, er denne nordbo ikke sådan at få has på.

Dead Snow: Red vs. Dead tager tråden op, hvor den første film sluttede, og sender Martin af sted i bilen for fuld fart med Herzog klamrende sig til siden af den. Det lykkes vores antihelt at tvære zombien af på en modkørende lastbil, inden han selv kører galt og mister bevidstheden. Han vågner senere op på et sygehus, hvor en læge fortæller ham, at hans arm takket være kulden var velbevaret nok til, at de kunne sætte den sammen igen. Desværre ønsker politiet at drage Martin til ansvar for mordene i fjeldet. Dette problem synes dog mindre væsentligt i forhold til, at det faktisk ikke engang er Martins arm, de har opereret fast på ham …! Som om det hele ikke i forvejen var slemt nok, skal den allerede hårdt prøvede mand også lige tilføres et slemt “alien hand”-syndrom – igen helt i tråd med Ash-figuren – og med meget voldsomme følger.

Herzog er naturligvis også temmelig sejlivet, og nu, da nazisterne har generobret deres skat, er hævnen over Øksfjord (hvis indbyggere oprindeligt slog dem ihjel) næste punkt på dagsordenen. Til dette formål vækker Herzog flere zombier og lægger da også lige vejen omkring et krigsmuseum for at erhverve en tysk Tiger-kampvogn. Mens ligene hober sig op, jagter en inkompetent og usympatisk politikommissær (der vækker mindelser om Wirkolas debutspillefilm Kill Buljo: The Movie) Martin, der på sin side får hjælp af den amerikanske beredskabsgruppe, “The Zombie Squad” – en nørdtrio uden skyggen af erfaring med “the real thing” – og den fimsede museumsassistent Glenn Kenneth. Og som den kvikke læser allerede har bemærket, antyder filmens internationale undertitel også en vis rød assistance mod de døde horder.

Som i Evil Dead-filmene slipper 2’eren også i højere grad horrorelementet til fordel for alskens vanvittige optrin. Der er ikke meget gys i filmen (hvilket en af publikummerne til den efterfølgende Q&A lød noget skuffet over), men der er til gengæld helt enormt mange grin, indsmurt i kaskader af blod og indvolde. Dead Snow: Red vs. Dead antager – som en direkte fortsættelse – at folk har set den første film, og uhyret har derfor ikke nogen grund til at dvæle stemningsopbyggende i skyggerne. Filmen kommer hurtigt fra start, trækker et konstant underholdende blodspor mod sit forrygende opgør og tager ingen fanger undervejs; hvis det kan kvases under eller sprænges i luften af en kampvogn, gør det klogt i at holde sig langt væk! På papiret kan det lyde smagløst, men det er vidunderligt befriende, som filmen kompromisløst bortødsler statister i alle afskygninger.
Den første films snedækkede fjelde bidrog med en visuel lækkerhed, som fik den til at syne dyrere, end den egentlig var, og i sig selv skabte kontrasten mellem blod og sne mange fine billeder. I fortsættelsen er budgettet blevet langt større, men sneen er til gengæld i højere grad noget, der hører titlen til. Kapløbet om at destruere eller undsætte Øksfjord bevæger sig gennem mere beboede egne (læs: mere kanonføde), og det skorter ikke på optrin og splattereffekter undervejs.

Efter Wirkolas Hansel & Gretel: Witch Hunters kunne man måske frygte, at det større budget igen ville sætte instruktørtalentet på autopilot og lade filmens specialeffekter og skuespillernavne styre showet, men heldigvis er Wirkola tilbage i storform. Det betyder dog ikke, at der ikke er blevet plads til at indhente en mere internationalt kendt skuespiller, nemlig amerikanske Martin Starr (fra bl.a. Knocked Up, Superbad og This is the End), der giver den som Daniel, lederen af The Zombie Squad. Filmen bliver dog aldrig bare hans show, og ligeledes forbliver dens drab og specialeffekter underholdende og kreative undervejs, fordi Wirkola husker at spille på de aktuelle situationer i stedet for blot masser af teaterblod. Hvad skal man eksempelvis med en fuld benzintank, hvis man har nogle meter tarm?

Dead Snow: Red vs. Dead er den mest underholdende zombiefilm, jeg længe har set. Det er ikke her, du skal lede efter underliggende analogier, dybsindige tanker eller realistiske skildringer af menneskers overlevelseskamp under sådanne forhold. Og selv om man har taget udgangspunkt i en tysk besættelsesmagt på de egne under 2. verdenskrig, ophører den historiske akkuratesse vist også dér. Nogle vil måske afskrive filmen som en omgang pubertært pjat eller tage afstand fra den som værende smagløs, men for os, der elsker film som førnævnte Evil Dead-franchise, Peter Jacksons Braindead og Troma-produktionen Poultrygeist: Night of the Chicken Dead, er Wirkolas seneste udskejelse en såkaldt no-brainer!

Hvis filmholdet kan holde dampen oppe på dette niveau, ser jeg gerne en tredje film også, selv om Stig Frode Henriksen bedyrede, at der ikke var planer om dette. Han fortalte tillige, at det heller ikke havde været planen at lave en fortsættelse efter den første film, men dét faldt jo alt andet lige storartet ud.

Og husk så lige at blive siddende efter rulleteksterne …

Karakter: 8 stjerner ud af 10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 40

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Only Lovers Left Alive

Udgivet den juli 11, 2014 af Admin

Only-Lovers-Print-AdOnly Lovers Left Alive
Film, UK/Tyskland 2013, 123 min.
Instr. Og manus: Jim Jarmusch
Medv.: Tom Hiddleston, Tilda Swinton, John Hurt, Anton Yelchin og Mia Wasikowska

Det er ikke en uhyggelig, men en underfundig og på mange måder harmonisøgende vampyrfilm, Jim Jarmusch her har kreeret. Stemninger, musik og drøm-mende tableauer sammensmelt-es til en litterær meditation over store temaer. Hovedpersonerne er de to vampyrer Adam og Eve, som har meldt sig ud af det øvrige vampyrsamfund, og lever en kunstmættet undergrundstil-værelse, hvor de skaffer trans-fusionsblod fra et hospital, så de ikke behøver slå nogen men-nesker ihjel. I filmens begynd-else tilbringer de en periode i hver deres yndlingslokation; Adam er anonym avantgarde-musiker i USA og ved at bukke under for akkumulerende welt-schmerz, mens Eve er en dvælende livsnyder i Marokkos stemnings-fulde natteliv. De elsker hin-anden højt, og da diverse problematiske hændel-ser bringer dem sammen igen, forsøger Eve at forstå hvorfor Adam er på selvmordets rand.

De tos bedste ven er ingen ringere end Shakespeares litterære mentor, Christopher Mar-lowe, nu udødelig vampyr, som i denne films virkelighed også har skrevet Shakespeares værker. Man tænker så straks på om Adam og Eve monstro også er historisk betydningsfulde per-soner. En kommentar til en af sonnetterne, som Eve læser på natflyet til USA, fik mig til at tænke på om disse figurer – Adam og Eve – mon skal fore-stille at være the young man og the dark lady fra Shake-speares sonnetter, men det passer ikke med deres personligheder og udseende. Det er til gengæld muligt at Jarmusch har vendt kønnene om, så det er den deprimerede Adam der er the dark lady, og den livslystige Eve der er the young man – dét passer faktisk ret godt, da det så er Adam som den (homo- eller biseksuelle) Marlowe engang var forelsket i.

Der er ikke voldsomt meget, eller overraskende, handling i historien, og man kan ikke sige at der er fart over feltet, men filmen er alligevel fyldt med tungtvejende kunstneriske spor og detaljer, samt stærkt skuespil, og det gør den til en særdeles smuk og inspirerende oplevelse.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 40

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Congress

Udgivet den juli 10, 2014 af Admin

THE-CONGRESS-PosterThe Congress
Film, Israel oa. 2013, 122 min.
Instr. og manus: Ari Folman
Medv.: Robin Wright, Harvey Keitel, Paul Giamatti, m.fl.
Set på CPH PIX 2014

I fremtiden kan vi ikke bare gå ind i en virtual reality-verden. Vi vil leve derinde hele tiden og faktisk kan vi ikke komme ud af den igen. For den virkelige verden findes ikke mere, eller er et så forfærdeligt sted, at vi heller ikke ville have lyst til at leve i den. Hvis det lyder som filmen The Matrix fra 1999, så er det det ikke. Det er Stanislaw Lems roman Fremtidskongressen fra 1971.

Ari Folman har lavet ret meget om i sin fimatisering af romanen. Faktisk vidste jeg ikke at det var en filmatisering af Lems roman da jeg så filmen, og fandt først ud af det et godt stykke inde. Hvor Lems roman er en skør sorthumoristisk dystopi, er Folmans film mere alvorlig og bygget op om hovedpersonens liv og forhold til sin søn. Men den sære dystopi er mere eller mindre intakt.

Vi starter med en anden slags miks af virkelighed og kunstig verden. Skuespilleren Robin Wright (prinsessen fra Princess Bride!) har formået at køre sin karriere af sporet, trods en lovende start. Hun spilles af sig selv. Hendes agent Al, spillet af Harvey Keitel, skaffer hende en aftale med et filmselskab: Overgiv alle rettigheder til dig selv som skuespiller og få penge nok til at gå på pension. Hun skal da lade sig scanne ind i, så selskabet kan bruge hende som virtuel skuespiller. Det er et stort dilemma, for hun må skrive under på aldrig mere at spille skuespil.

Først et godt stykke inde i filmen kommer vi til selve fremtidskongressen. Den foregår inde i den virtuelle verden, hvor Robin Wright nu befinder sig. Som i Lems roman er det ikke computer-teknologi, men kemi, som bringer folk ind i den falske verden. En mere tydelig metafor for den underholdning og kunstige lykke det moderne menneske fylder sit liv med.

Den midterste del af filmen minder da også meget om et syretrip. Det er også først her vi går over i den animerede del af filmen. Siden det er en helt anden slags historie end Lems, er det naturligvis en anden handling, men mange af Lems pointer er stadig med. Hvor Lems hovedperson Tichy bare prøver at slippe ud af den vanvittige verden, leder Robin Wright efter sin forsvundne søn.

Folman har virkelig fået meget ud af Lems roman, og de ting han tilføjer passer perfekt ind. Robin Wright er rigtig god i rollen, både som “sig selv”, som animeret eks-skuespiller og som virtuel skuespiller (hun blev kvindelig action-helt i den virtuelle version!) Det er også en af de sjældne film der både fungerer som en film om mennesker og en film om ideer. De psykedeliske scener midt i filmen kan måske virke for mærkelige på nogle, men det er flot animeret. Et godt bud på den bedste science fiction-film på årets CPH PIX.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 40

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

The Babadook

Udgivet den juli 9, 2014 af Admin

The Babadook
Film, Australien 2014, 92 min.
Instr. og manus: Jennifer Kent
Medv.: Essie Davis, Daniel Henshall, m.fl.
Set på CPH PIX 2014

Det hjemsøgte hus, det uhyggelige monster, dæmonbesættelse, den voksne som ikke tror på barnets advarsler. Alle klicheerne er her, men i forfriskende nye udgaver og elegant bundet sammen.

Manden døde i trafikuheld på vej til hospitalet, hvor hun fødte sønnen. Siden skete der ikke mere i hendes liv. Sønnen er hyperaktiv og ser monstre alle vegne. Så finder de en børnebog om Mister Babadook. Ham man for alt i verden ikke må lukke ind. Men ind kommer han – selvfølgelig.

Horror-elementerne bruges dygtigt til at fortælle en historie om to mennesker som prøver at håndtere hhv. traumet over mandens død og savnet af en far. Der er rigeligt at komme efter for både horror-fans og fans af psykologiske thrillere hvor det ubevidste finder vej ud til filmlærredet. Ganske fremragende skuespil fra de to i hovedrollerne.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 40

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar