Amityville – Huset som gud glemte 3D

Udgivet den marts 11, 2013 af Admin

AmityvillyAmityville – Huset som gud glemte 3D
Film, USA, 1983
Org titel: Amityville 3-D aka Amityville III: The Demon
Instruktør: Richard Fleischer
Medvirkende: Tony Roberts, Tess Harper, Meg Ryan mfl.
På DVD fra Another World Entertainment 2012

Den virkelige historie om Amityville-huset går tilbage til start-halvfjerdserne, hvor Ronald DeFeo Jr. dræbte 6 medlemmer af sin familie i huset. Et år senere flytter familien Lutz ind i huset, men de bor der kun i 28 dage hvorefter de flytter pga. paranormale oplevelser i huset. Begivenhederne og de oplevelser som Lutz-familien havde i huset er beskrevet i bogen The Amityville Horror: A True Story (Prentice Hall, 1977) af Jay Anson. I 1979 udkom den første film der bygger på historien om Amityville-huset, og til dato er der kommet ikke mindre end 10 film, hvor den seneste er fra 2011.

Amityville 3-D er den tredje film i rækken, og som titlen antyder så er den i 3D, og medfølgende DVD’en er to sæt 3D-briller af den gode gamle slags med et blåt og et rødt ‘glas’.

Journalisten John Baxter og hans partner Melanie udgiver sig for at være et par der har mistet et barn, for at afsløre en gruppe der udnytter folk ved at lave falske seancer hvor man kan komme i kontakt med afdøde. Seancen finder sted i Amity­ville-huset, og Baxter er sikker på at historierne om de paranormale hændelser i huset er fup, lige som den seance de lige har afsløret. Han køber derfor huset, da det er billigt til salg, og han står og mangler et sted at bo efter en skilsmisse. Han begynder selv at opleve mystiske hændelser, som han dog først affærdiger, men Melanie er ikke så sikker og huset skræmmer hende som hun aldrig er blevet skræmt før, og snart kan han heller ikke blive ved med at finde logiske forklaringer.

Baxters datter Susan og hendes veninde Lisa (Meg Ryan) besøger huset med et par fyre for at undersøge det nærmere via et Ouija-bræt. Lisa er meget interesseret i husets historie og har helt styr på hvor i huset de forskellige mord er blevet begået. Seancen bliver dog lige skræmmende nok for dem, da Ouija- brættet fortæller dem at Susan er i fare, hvorefter glasset splin­tres. Da Susan senere kommer ud for en ulykke, beslutter Baxter sammen med videnskabsmanden doktor West (desværre ikke Herbert West, men en Elliot West) sig for at undersøge huset nærmere.

På DVD’en er filmen både i en 3D-udgave og i en normal udgave. Personligt er jeg ikke meget til at se 3D-film på fjernsynet, og en halv times tid inde i filmen skiftede jeg da også til at se resten af filmen i normaludgaven, da jeg blev træt af at have brillerne på og ikke oplevede den store 3D-effekt. Der er dog en række scener der tydeligt er lavet til at fremme effekten (et lokale hvor væggene trænger ind på personen, og et jernrør der ryger igennem en bilrude).

Man kunne godt forvente at det ville være med denne film som med så mange andre franchise-horrorfilm, at jo længere man kommer i serien, jo mindre interessante bliver filmene, og de ‘blot’ lever videre på den første film succes. Amityville 3-D var da heller ikke noget nyskabende mesterværk, men det er en solid 80’er-gyserfilm med de elementer som hører til en sådan. Den kræver ikke at man har set de foregående, men der er naturligvis referencer til den oprindelige historie om huset.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Night of the Living Dead 3D

Udgivet den marts 10, 2013 af Admin

Night 3DNight of the Living Dead 3D
Film, USA, 2006, 80 min.
Instr.: Jeff Broadstreet
Medv.: Sid Haig, Brianna Brown, Joshua DesRoches, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2012

I 1968 gav George A. Romero os mesterværket Night of the Living Dead, der redefinerede zombiegenren.

I 1990 genindspillede Tom Savini på glimrende vis Night of the Living Dead på baggrund af et opdateret manuskript fra Romero selv.

I 1998 relancerede John A. Russo, en af manuskriptforfatterne fra den originale film, så Night of the Living Dead i en 30 års jubilæumsudgave, hvor nogle scener var fjernet og andre scener, filmet 30 år senere, tilføjet sammen med ny musik. En fuser af et jubilæum, der en periode florerede (og måske stadig gør det) på det danske marked og formentlig gav mange intetanende stakler en noget undervældende førstehåndsoplevelse af klassikeren.

Vi skruer tiden endnu otte år frem, og gravfreden forstyrres atter, denne gang i form af Jeff Broadstreets Night of the Living Dead 3D, der angiveligt skal være både en hyldest til og gendigtning af Romeros klassiker …

Barb (fordi ‘Barbra’ åbenbart er SÅ 1968…!) og Johnny er sent på den til deres tantes begravelse og ankommer til en tom kirkegård. Det kunne tyde på, at ceremonien var overstået, var det ikke for kisten, der endnu befinder sig over jorden. Pludselig dukker de levende døde op og angriber søskendeparret.    John­ny skynder sig bort i bilen, og Barb må flygte til fods og mister undervejs sin mobiltelefon.

Hjælpen er heldigvis nær i form af Ben, en lokal studerende, som tager hende med hen til en nærliggende gård, hvor hans venner, familien Cooper, bor. De hygger sig netop foran tv’et med den originale Night of the Living Dead (– dette må simpelt hen være moderen til alle meta-indfald!), popcorn og fjolletobak og har selvfølgelig svært ved at tage den fortvivlede kvindes zombie-historier alvorligt. Og eftersom man ydermere dyrker afgrøder af den mere lyssky slags på gården, har man ingen intentioner om at tilkalde politiet.

Da huset belejres af de levende døde, må farmand Cooper dog rimeligvis sande, at “when the dead walk you gotta call the cops!” (!) Men da er telefonlinjen afgået ved døden, og vil de stakkels mennesker ikke selv følge dette eksempel, er der jo ikke andet for end at holde stand mod horderne af menneske­ædende kadavere, der samler sig om gården.

Beklageligvis kan jeg allerede nu afsløre, at publikums interesse næppe kommer til at stå som den sidste overlevende.

Som i så mange andre B-gyserfilm er dialogen forceret, karaktererne motiveret af, hvad der nu skal til for at skabe de farlige situationer, logikken     usam­menhængende osv. Jeg vil ikke sige mig fri for at kunne lade mig underholde af film, der måske ikke tåler en nærmere kvalitetskontrol. Forskellen er dog, at underholdningsværdien i sådanne tilfælde formår at distrahere fra manglerne; man kan komme langt med et lig, hvis det er sminket ordentligt. Eller, alternativt, så ubehjælpeligt sminket, at resultatet er sjovt! (Bare så der ikke er nogen, der misforstår: Metaforikken vedrører på ingen måde gravkrænkende usømmeligheder!)

Night of the Living Dead 3D er ingen af delene. Dumheder er der ellers nok af; eksempelvis da Barb efter flugten fra kirkegården ringer til Johnnys mobil og bliver ved med at skvadre på hans voicemail om, at han skal tage telefonen (hvilket er lidt svært, så længe hun ikke har lagt på…). Eller da Cooper vil ud og finde sin forsvundne datter og Ben med en pistol tvinger ham til at blive inde, da han ikke vil have, Cooper bliver dræbt. Barb indvender, at Ben skal fjerne pistolen, men han beroliger hende med – stadig pegende på vennens hoved, og mens denne hører det – at han kun har tænkt sig at skyde manden i foden, hvis det nu er. Men heldigvis for de stakkels mennesker, der på intet tidspunkt tænker over at barrikadere husets mange vinduer og døre (hvilket filmens forlæg ellers gjorde meget ud af), bryder zombierne først igennem disse, når det er belejligt for plotfremdriften.

Sådan kunne jeg desværre fortsætte frem til filmens slutning, der ydermere kun synes at lade sig gøre i kraft af et plothul, i hvert fald hvis filmens egen forklaring på zombiernes herkomst skal have nogen berettigelse.

Night of the Living Dead 3D vil så pokkers gerne være cool og selvbevidst og er i sin anmassende reference-iver ikke ked af, endda forholdsvis tidligt, at afsløre originalens slutning. Man kan undre sig over instruktørens trang til så direkte at udstille sin opkomling ved siden af originalen, da sammenligningen kun får den i forvejen skrækkelige genfortolkning til at fremstå endnu værre. Jeg ville ønske, filmen så i det mindste kunne være så ringe produceret eller spillet eller bare så underlig, at den var ufrivilligt morsom, men desværre falder den kun hårdt til jorden, aldrig igennem. Scenerne er ofte træge i udførelsen, og konflikterne påklistrede og idiotiske.

Men er der så i det mindste noget ved den 3D, filmen disker op med? Altså, lad os få på det rene, at der er tale om den gammeldags 3D, hvor man bruger papbriller med to forskellige farver glas. Der er nogle scener hist og her, hvor der flyver ting ud i hovedet på én, men i det store hele virker effekten forringende på billedet, ligesom brillerne i sagens natur spolerer filmens farver. Dermed ikke sagt, jeg vil anbefale den ene version frem for den anden.

Hverken eller!

Karakter: 1/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.35

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Dværgtroldens hævn

Udgivet den marts 9, 2013 af Admin

Dværgtroldens hævnDværgtroldens hævn
(Leprechaun)
Film, USA 1993, 86 min.
Instr.: Mark Jones
Medv.: Warwick Davis, Jennifer Aniston, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2012

En dør går op, og det blege skær fra åbningen falder på en vindeltrappe ned til en støvet kælder. Ned træder en grim mandsling iført grøn jakke og tophat, stribede sokker og sko med guldspænder. Han sætter sig på trappen og kæler for en krukke med guld, mens han fornøjet opsummerer præmissen: “Try as they will, and try as they might, who steals me gold won’t live through the night!”

Dette udgør omtrent det første halve minut af Dværgtroldens hævn; subtil skal den i hvert fald ikke have skyld for at være!

Og ja, ‘dværgtrold’ er åbenbart, hvordan man har valgt at fordanske væsnet ‘leprechaun’. Personligt så jeg gerne, de blot havde beholdt originaltitlen/-udtrykket, da jeg er ret sikker på, flere så alligevel havde forstået, hvad der var tale om (eller alternativt kaldt filmen for Rumpenissen, hvilket selvfølgelig både havde været ukorrekt og ulovligt, men i det mindste lydt sjovere…).

Men som nævnt ovenfor, handler det hele altså om denne leprechaun/dværgtrold (i skikkelse af Warwick Davis, der i sin tid spillede ewok, Willow og halvdelen af småskravlet i Harry Potter-filmene), som selvfølgelig får stjålet sin elskede krukke med guld og vil slå ihjel for at få den igen. Bevares, så nogen mig i dén fjollede mundering, skulle de da heller ikke få lov at leve til at fortælle det videre…

Heldigvis for de kære protagonister tæller dværgtroldens svagheder firkløvere, som har en hæmmende effekt på dens kræfter, samt en decideret besættelse af sko; på et tidspunkt holder de trolden fra livet ved at kaste sko efter den, hvilke den er nødt til at standse op og pudse. Mangt et tragisk udfald kunne være undgået, hvis den slags havde virket på zombier.

I det hele taget er filmen gennemgående både naiv og fjollet. Ifølge titelrolleindehaveren var den da også oprindeligt ment som en børnegyser, og selv om filmselskabet tilføjede diverse blodige scener for at satse på et voksent publikum, hænger fornemmelsen ved. I hænderne på en    mere    rutineret     horror- instruktør kunne den aparte kombination måske være blevet foruroligende nok til faktisk at kvalificere som et habilt voksengys. Dette er dog ikke lykkedes for Mark Jones, og fortællingen om den hævngerrige dværgtrold planter sig derfor solidt mellem de oplagte to stole.

Dermed ikke sagt, at det er en frygtelig film. Warwick Davis hygger sig tydeligvis i titelrollen, og præ-Venner-Jennifer Aniston er så uuung og så yndig ser hun uuud. Another World Entertainment har puttet etiketten ‘kult-gyser’ på filmen, og jeg kan såmænd godt se kult-potentialet hos et publikum, der så den i de unge år.

Derudover har filmen så absolut potentiale som et underholdende drukspil. Hver gang nogen siger ‘leprechaun’, skal der drikkes; når væsnet selv siger det, skal der bundes; når dværgtrolden pudser sko, skal der skåles; når den kører på trehjulet cykel, skal der tylles nonstop imens; ved corny oneliners skal glassene genopfyldes, osv. – og pludselig sidder man med en meget bedre film!

Men en ligefrem god film? Dét kan jeg ikke stå inde for at kalde den. Snarere harmløs og mildt underholdende til 86 hjernedøde minutter på sofaen.

Sidenhen begik instruktøren i øvrigt også en gyserfilm om eventyrfiguren Rumleskaft, men dét er en anden historie. Og firkløvere og deslige til trods er jeg ikke sikker på, jeg føler mig heldig nok til at turde tage chancen…

Karakter: 4/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.35

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Defying Gravity + Virtuality

Udgivet den marts 8, 2013 af Admin

defyingDefying Gravity
TV-serie ABC, 2009
13 gange 42 min.
Instr.: af James Parriott
Medv.: bRon Livingston, Malik Yoba, Christina Cox, Laura Harris m.fl.

Virtuality
TV-pilot Fox, 2009, 87 min
Instr.: Ronald D. Moore, Peter Berg m.fl.
Medv.: Nikolaj Coster-Waldau m.fl.

Science Fiction for kvinder og Grey’s Anatomy in Space. Ja, det var helt seriøst de reklameslogans som Defying Gravity blev markedsført med. Det er der på en måde en vis ræson i, men i betragtning af, at denne serie er noget af det mere realistiske science fiction der er produceret og skylder en hel del af sin inspiration til Rumrejsen 2001/2010 og Mission To Mars, så bliver det en ret frustrerende oplevelse af se den. Disse forskellige inspirationskilder er jo som forhåbentlig bekendt fremragende, hvilket gør at ens forventninger er ganske høje.

Vi følger en gruppe på 8 astronauter – 4 mænd og 4 kvinder – i 2052, der fra starten er ved at skulle af sted  på en seks år lang mission, der skal besøge et udvalg af planeter og måner i solsystemet. Det indledende dobbeltafsnit beskæftiger sig primært med de problemer, der opstår da rumskibets kaptajn og ene pilot begge må udskiftes 24 timer før afgang, mens de stadig er i kredsløb om jorden pga. en mystisk forkalkningssygdom. Hvis man skal nå afrejsevinduet, må de i huj og hast byttes ud med to andre, som tilfældigvis er dem vi har fokuseret mest på i de flashbacks til astronaut-træningen som serien allerede nu er blevet flittig bruger af.

Disse flashbacks vil hurtigt vise sig at blive lidt af en forbandelse for serien, da de bruges lige så ofte som i serien Lost, men de er desværre ikke nær så opfindsomme. Næsten 40 % af tiden i samtlige episoder bruges til  flash­backs, og det nedsætter fremdriften i historien en hel del. Vi skal således helt frem til afsnit 8 og 9 før det egentlige formål med rejsen bliver afsløret, selvom vi er blevet drillet en del undervejs med mystiske hæn­delser og hallucinationer med grædende babyer! Desværre for serien var seerne allerede her faldet fra og dermed opgivet af tv-selskabet, der kun viste de første 8 afsnit… Det er lidt synd, for serien er velproduceret med flotte effekter, masser af NASA-rumteknologi som næsten er for realistisk, og skuespillet er tilforladeligt. Ganske typisk for en serie, der er født i hjernerne hos folkene bag flere lægeserier, så ligger fokus på forholdene imellem de forskellige astronauter og videnskabsfolk både på jorden og i rummet. Ikke at diverse sex­skandaler er et ukendt fænomen hos NASA, men når det fylder mere end halvdelen af showet, så bliver science fiction-delen noget tam og forbavsende fantasiløs.

Hvis man er til realistisk rum-romantik, så er det dog absolut en serie som kan ses, selvom man nok må leve med en del uafsluttede plottråde. Serien nævnes dog stadig rundt omkring som en, der kan tages op igen af f. eks. Netflix.

VirtualitySå er der lidt mere bid i Virtuality. Som det ofte ses i USA, har serier med beslægtede temaer det med at få premiere meget tæt på hinanden på forskellige netværk. Desværre har de så også samme målgruppe og ender gang efter gang med at kannibalisere hinanden indtil mindst en af dem bliver aflyst. Eks: Grimm og Once Upon a Time (lever begge endnu), V og Falling Skies, New Amsterdam og Journeyman, Medium og Ghost Whisperer (overlevede dog begge længe),  Alphas og The Cape (lever også), Threshold og Invasion og Surface m.fl. I kan sikkert selv finde på masser af eksempler på dette uheldige fænomen. Uanset – Virtuality har stort set samme præmis som Defying Gravity, men rumskibet befinder sig her i udkanten af solsystemet og er ved at gøre klar til at skyde en kontinuerlig serie af atombomber ind mod et stort skjold, der vil få rumskibet op i nærheden af lysets hastighed. Dette er tydeligvis ikke en motor man bare lige kan stoppe igen, så kaptajnen (vores egen Nikolaj Coster-Waldau) er noget i tvivl om hvorvidt han skal fyre den af eller ej. Beslutningen besværes yderligere af, at der er ‘spøgelser i computeren’, en besætning på 12, der allerede er i totterne på hinanden og et pres fra Jorden, hvor man er meget forhippet på at få dem af sted for at finde en ny Jord i stedet for den vi har ødelagt.

Der bliver altså smidt en hel del bolde op i luften og det er reelt set kun én der bliver grebet igen, når denne tv-pilot er færdig. Hvis man kan leve med denne frustrerende oplevelse, så er også dette et meget velproduceret rum drama med Emmy-nominerede effekter og gedigent skuespil.

Begge de her nævnte titler benytter sig af fortælleteknikker fra reality tv-genren. I Defying Gravity skal besætningen selv producere direkte undervisnings-tv, der sendes til Jorden, og i Virtuality er næsten hele rumskibet et stort Big Brother-hus komplet med skriftestol og tv-producer.

Personligt syntes jeg, der var mest potentiale i Virtuality, men man får afgjort mere for pengene i Defying Gravity, og man sidder i begge tilfælde tilbage med en utilfredsstillende fornemmelse af, at os, der kan lide science fiction, igen er blevet snydt.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet nr.35

Udgivet i Science Fiction, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Star Trek: The Next Generation – Sæson 1

Udgivet den marts 7, 2013 af Admin

Star-Trek-PackshotStar Trek: The Next Generation – Sæson 1
Tv-serie, USA 1987-1988
Blu-ray. 25 episoder
Medv.: Patrick Stewart, Jonathan Frakes, Marina Sirtis, Denise Crosby, Gates McFadden, Michael Dorn, Levar Burton, Wil Wheaton m.fl.

Verdens efter min mening bedste sci-fi tv-serie, Star Trek: The Next Generation, er begyndt at udkomme på Blu-ray! Nu kan man gense Picard og hans besætning i high definition ved hjælp af en krævende restaurationsproces hvor hvert afsnit er blevet sammenklippet endnu engang fra de oprindelige film-elementer. DVD-versionen af TNG er i widescreen, mens Blu-ray versionen er i 4:3 (gammelt tv) format; alene dét er nok til at jeg ikke skiller mig af med mine DVD-versioner foreløbig. Men ellers – og især hvis man har en stor skærm – er det selvfølgelig de langt skarpere Blu-ray versioner, der er interessante nu, og som gør serien et systematisk gensyn værd!

Da første sæson af TNG blev sendt på dansk TV tilbage omkring 1990, var jeg på pletten og optog hvert eneste afsnit på video. De sendte kun den første sæson, så hvis jeg ville have kvalitets-sci-fi tv var jeg ‘tvunget’ til at se afsnittene igen og igen – og det gjorde jeg selvfølgelig, med det resultat at Sæson 1 stadig er den sæson jeg har set flest gange. Alligevel er det nu ved at være nogle år siden jeg sidst genså den, så denne Blu-ray var en kærkommen chance til et nostalgisk gensyn. Og i denne opløsning er denne udgivelse til omtrent 450 kr. absolut alle pengene værd (bortset fra at der ikke er noget vedlagt hæfte med oversigt over afsnittene, hvilket virker en kende skrabet).

Flere af afsnittene er eklatant bedre end jeg husker dem; det gælder især for det indledende dobbelt-afsnit, “Encounter at Farpoint”, som ellers aldrig har været blandt de mest fristende kopper Earl Grey, men her kommer det virkelig til sin ret. Et af de dårligste afsnit, “Skin of Evil”, hvor Tasha Yar dør på en ret åndssvag måde, er også en lille smule bedre end jeg husker det (det er et af de TNG-afsnit som mest minder om et TOS-afsnit, hvor Yar bliver slået i hjel som om hun var en ‘redshirt’). Et af de afsnit jeg altid har anset for ringest, “Arsenal of Freedom”, var noget bedre end jeg huskede det, især pga. subplottet med Geordi LaForge som bridge commander. Lidt det samme var tilfældet med “When the Bough Breaks”, som altid har været et af de svagere afsnit. “Angel One”, om et matriarkalsk samfund, var et af de afsnit jeg nød mest at se igen; det var en del bedre end jeg husker det. Den moralske udfordring i “Symbiosis” var også spændende at få præsenteret igen; her ser vi et vaskeægte dilemma som the prime directive hives frem for at behandle. “Justice” er pga. det tydeligt utopiske element efter min mening også et af de bedste afsnit i første sæson.

Mit yndlingsafsnit fra første sæson (og et af de bedste i hele serien) forbliver nu det afsluttende “The Neutral Zone”, hvor Picard fortæller nogle optøede overlevende fra det 21. århundrede om hvor utopisk og pengeløst fremtidens samfund er, og hvordan de kapitalistiske værdier er blevet erstattet af dybere og mere meningsfulde menneskelige værdier. Dét er hvad essensen af alt Star Trek burde være, men hvilket forfatterne desværre alt, alt for sjældent husker.

Blu-ray udgivelsen indeholder også et par timers dokumentarer med nye interviews med skuespillere og forfattere, og historien om hvordan serien blev til (vidste du at Deanna Troi oprindelige skulle have haft tre bryster?!). Good stuff!

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.35

Udgivet i Science Fiction, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Ægte Mennesker – Sæson 1

Udgivet den marts 6, 2013 af Admin

Ægte menneskerÆgte Mennesker – Sæson 1
(Äkta Människor)
Tv-serie, Sverige 2012
10 episoder
Idé og manus: Lars Lundström
Medv.: Lisette Pagler, Pia Halvorsen, Andreas Wilson, Johan Paulsen, Marie Robertson, m.fl.

Mange vil huske Ægte Mennesker fra dansk tv, hvor seriens ti afsnit i efteråret 2012 kunne nydes hver torsdag. Ved den lejlighed fik jeg kun set

første afsnit, for det er henved ti år siden at jeg sidst har ladet mig tyrannisere af tv-programmernes faste tidspunkter, eller fjernsynsprogrammer i det hele taget. Så det passede mig rigtig godt at serien nu også er udkommet på dansk DVD til en rimelig pris (99 kr. for fire skiver – hvert af de ti afsnit varer 58 min.).

Det foregår i en omtrentlig nutid hvor der bare lige er den forskel at man har opfundet menneskelignende androider, der bliver anvendt overalt i samfundet som billig arbejdskraft (tjenestefolk, lagerarbejdere, besøgsvenner til ældre mennesker, osv.), sex-legetøj og meget mere. Androiderne, som kaldes ‘hubotter’, er ikke særlig intelligente og har ingen følelser at såre selvom de bliver mishandlet. Opfinderen bag androiderne har dog også opfundet et stykke programkode som gør dem intelligente nok til at eksistere uafhængigt af mennesker (hvilket også betyder at de bliver i stand til at dræbe, da ‘Asimov-spærringerne’ bliver fjernet!), men kun brugt det på en lille håndfuld af sine egne androider. Én af disse intelligente androider, Mimi, bliver stjålet og omprogrammeret på det sorte marked og solgt til en almindelig familie som tjenestepige. Moderen i familien er advokat og bliver på et tidspunkt overtalt af en veninde til at føre en sag om androiders rettigheder.

Serien indeholder utrolig mange forskellige typer beskrivelser af hvordan sådanne androider kan bruges og hvilke forviklinger det fører med sig – og det er ikke så få! Et hovedtema er selvfølgelig kunstig intelligens og dennes etiske implikationer: hvornår er en android avanceret nok til at være en selvstændig livsform, med ret til egne ‘menneske’-rettigheder? Vi ser også hvordan nogle af de intelligente androider giver sig ud for at være rigtige mennesker i vigtige positioner. Der er ingen tvivl om at serien står i gæld til Blade Runner; faktisk kunne den sagtens fungere som en prequel til dén klassiker.

Et andet hovedtema er menneskenes had til de allestedsnærværende androider, som jo tager de rigtige menneskers job og nogle gange endda også overtager samleverens sexliv. Således opstår der en rabiat anti-android-bevægelse som kalder sig “Ægte Mennesker” og som tyr til terror-handlinger. Dette følger vi også på næreste hold.

Det overordnede plot i serien er fermt skruet sammen, til trods for at det ofte kredser om de samme små grupper personer og androider, nogle af hvis tråde nu og da blandes sammen på lige lovlig usandsynlige måder. Der er små plot-elementer som man ikke rigtig får forklaret, men det er ikke alvorligt – og det kan jo være der kommer en forklaring senere.

Jeg er meget imponeret over Ægte Mennesker. Serien er måske intet mindre end den bedste science fiction-produktion i Skandinavien nogensinde, lige bortset fra Iron Sky. Den er alvorligt og professionelt produceret, har et ordentligt budget, består af imponerende karakteristiske figurer, har skuespil af høj karat (især fra ‘androiderne’, som minder mig meget om den undervurderede replikant-film Surrogates fra 2009) og har også adskillige tankevækkende budskaber på hjerte. Men dét in mente er det jo vidunderligt at høre at der starter en sæson 2 til efteråret!

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.35

Udgivet i Science Fiction, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Livid

Udgivet den marts 5, 2013 af Admin

LividLivid
Film, Frankrig, 2011
Instr: Alexandre Bustillo & Julien Maury
DVD fra Another World Entertainment

Den unge pige Lucie er under oplæring som hjemmesygeplejerske. Hun er dygtig og viser stor forståelse for de patienter de er ude hos. Hende der skal lære Lucie op, virker ikke glad for sit job, og hun viser ikke den store respekt for patienterne. En af patienterne er en gammel dame der i mange år har ligget i koma i sit eget hjem. Hun er meget rig, og da hendes ønske er at dø i eget hjem, har hun fået lov til at blive der i stedet for at blive indlagt. Plejeren fortæller Lucie at rygtet vil sige at der et sted i det enorme hus skulle være opbevaret en formue. Tanken om denne formue kan Lucie ikke ligge fra sig, da hun selv kommer fra en fattig familie, og hun ser her en mulighed for at bryde ud af dette og få en ny chance. Sammen med sin kæreste begår de indbrud i huset for at finde de omtalte værdigenstande.

Det gamle hus er støvet og fyldt med udstoppede dyr og låste døre. De bryder en af de lukkede døre op, og bag den finder de hvad der ligner en fuldstørrelse spilledåse, men ballerinaen der pryder toppen, er et ægte lig. Da de aktiverer spilledåsen, går tingene lige pludseligt stærkt. Tremmer dækker pludseligt alle udgange fra huset, og den gamle dame er lige pludseligt ikke i koma længere. Ligeledes viser det sig at ballerinaen ikke er død, selvom man næppe kan betegne hendes tilstand som levende.

Selvom mange af elementerne i denne film ikke er overraskende eller nye, så opbygges der en god uhyggelig stemning i filmen, og visuelt fungerer filmen rigtigt godt. Mens de unge jagtes igennem huset, vises det hvad der tidligere er foregået i huset, uden man dog får forklaringen på hvad det er for en okkultisme det er, der finder sted, som holder liv i husets hemmeligheder.

Filmens instruktører har tidligere lavet den roste film Inside, og de betegnes som værende en del af eliten inden for ny fransk horror.

Filmen er en mareridtsfortælling og er ikke bange for at bruge brutale virkemidler, og både stemning og visuelt fungerer den rigtigt godt.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hobbitten: En uventet rejse

Udgivet den marts 4, 2013 af Admin

hobbittenplakat_0Hobbitten: En uventet rejse
Film, 2012, 169 minutter.
Instr.: Peter Jackson
Medv.: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Sylvester McCoy, m.fl.

Hobbitten er en ny film i Ringenes Herre-universitet. Det er første del ud af tre i en serie. J.R.R. Tolkien skrev historien i 1937.

Bogen er skrevet som en børnebog. På en måde er det lidt den samme historie som Ringenes Herre. Der er denne kristne moral med at der er sket noget fordærv som man vil prøve at rette op på. Det er lidt som dansen omkring guldkalven. Her er guldkalven bjerget Erebor, hvor dværgene har gravet for dybt igen ligesom i Moria. De har haft for mange skatte og dermed tiltrækket en drage som hedder Smaug.

Det er en historie om en rejse. Der er en troldmand Gandalf som starter et ‘fellowship’ ligesom i Ringenes Herre, denne gang med en håndfuld dværge. Jeg kommer til at tænke på Fight Club, hvor hovedpersonen boede i en fin stor lejlighed, men er nødt til at komme ud af den for at få et liv. På samme måde må hobbitten ud af sit hobbithul for at opleve noget og for at udvikle sig. Man kan fornemme at Hobbitten kommer lidt af at Tolkien skulle i krig i 1. Verdenskrig og at det var svært at samle mod til sig, både for ham og ligeledes for hobbitten. Den afspejler dette.

Det er lidt mærkeligt i historien at Gandalf bare sådan uden grund, har valgt netop hobbitten Bilbo i sit selskab, men sådan er bogen også.

Der er også nogen sjove øjeblikke i filmen hvor hobbitten snyder Gollum, et underjordisk væsen. Gollum er utroligt glad for sin ring. Så laver de en gætte­konkurrence med gåder. Jeg var lige ved at dø af grin. Gollum skal gætte hvad hobbitten har i sin lomme, og det kan han ikke. Så opdager han at han mangler ringen. Han siger så “What have it got in its filthy lille pocketses?”

I filmen er der tilføjet en hel del ekstramateriale i forhold til bogen. Der er også en historie om en troldmand som er ‘watcher’ i den østlige del af riget. Denne historie skulle komme fra de ældre sagn.

Alt i alt følte jeg mig underholdt i biografen, men historien var ikke så ny som da jeg så Ringenes Herre. Man føler at man har set noget af historien i forvejen, men den er flot og underholdende.

8 ud af 10.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr.35

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Caprica

Udgivet den marts 3, 2013 af Admin

tv_caprica05Caprica
Tv-serie, 18 episoder
USA/Canada 2009-2010
Medv.: Eric Stoltz, Esai Morales, Allessandra Torresani, Magda Apanowicz, Polly Walker, m.fl.

Den nye version af tv-serien Battlestar Galactica udkom i fire sæsoner, men rent seertalsmæssigt var den en tilstrækkelig stor succes til at den godt kunne have fortsat. Producenterne valgte at “stoppe mens legen var god”, og det var nok meget godt, eftersom fjerde sæson var skuffende for en hel del af fans’ene, undertegnede indbefattet. De valgte i stedet at producere en spin-off serie, Caprica, som foregår omkring 50 år før hovedserien og skulle skildre baggrunden for, og forhistorien til, den krig mellem Cylon’erne og menneskene som Battlestar Galactica begynder med. Caprica blev ingen stor success og varede kun én sæson (18 afsnit). Den fik selvsagt ikke fortalt hele forhistorien, og serien var lidt længe om at komme op i omdrejninger, men den endte overraskende nok (i hvert fald for mig) med at være rigtig god.

Serien omhandler den første skabelse af kunstig intelligens i dette rumsamfund (Caprica er hovedplaneten i en civilisation der tæller 12 koloni-planeter; man har glemt hvor menneskene oprindelig kom fra). Daniel Graystone er et teknisk og finansielt geni som har opbygget en stor  Microsoft-lignende virksomhed. Det viser sig at hans rebelske teenage-datter, Zoe (spillet af smukke Alessandra Torresani), er endnu mere genial, og det lykkes hende at lave en fungerende digital kopi af sin egen bevidsthed – lige inden hun bliver slået ihjel i et terroristangreb. Kopien render rundt i en virtuel verden i et stykke tid, men ender med at blive overført til en mekanisk Cylon-krop. I mellemtiden er der masser af forviklinger i gang; Daniel Graystone forsøger at fange den kunstige intelligens-udgave af sin datter og prøver også på selv at udvikle en anden AI, med begrænset succes. Vi følger også den religiøse monoteist-gruppe som stod bag terrorangrebet, og som ønsker at lave samfundet om. Bl.a. konstruerer de et virtuelt himmerige til deres mar­tyrer…

Historien starter lidt trægt, men man bliver mere og mere fanget af personerne og deres dramatiske udvikling (især Zoes skolekammarat, Lacy Rand, imponerende spillet af Magda Apanowicz). Da først serien er kommet ordentligt i gang, begynder det at gå stærkt, måske fordi producenterne godt vidste hvilken vej vinden blæste og indså at der nok ikke blev nogen sæson 2. De sidste to-tre afsnit er i særklasse imponerende, og serien formår faktisk at få afrundet historien på effektivt tilfredsstillende vis, så man kun i ganske mild grad sidder tilbage med følelsen af en afbrudt serie som burde havde fortsat i et par sæsoner mere. Personerne i historien, delvist bestående af adskillige stærke kvinderoller, er til sidst blevet så levende for seeren at man ender med at have lyst til straks at starte forfra. En overraskende sej serie, som jeg klart skal have set igen. Eneste kritikpunkt er at samfundet og dets design (biler, huse, møbler, tøj, etc.) generelt forekommer alt, alt for ‘jordisk’ i forhold til at det jo skal forestille at foregå på en anden planet i en anden tid. Selvfølgelig handler det om et begrænset budget på miljøbeskrivelsen, men jeg synes nu at de godt kunne have lavet tingene lidt mere anderledes. Nogle lidt mere fremmedartede og eksotiske omgivelser ville have fået serien til at virke en hel del mere gennemført og sci-fi-agtig.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.35

Udgivet i Science Fiction, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Continuum – Sæson 1

Udgivet den marts 2, 2013 af Admin

Continuum – Sæson 1
Tv-serie, 10 episoder
Medv.: Rachel Nichols, Erik Knudsen, m.fl.
Canada 2012

Der er for mig ingen tvivl om at den canadiske sci-fi tv-serie Continuum er det bedste der er sket på sci-fi tv-fronten i 2012. Det var der heldigvis også en del andre der syntes, og vi kan derfor se frem til endnu en sæson af denne excellente serie i 2013. Historien starter i et mere eller mindre dystopisk/totalitært 2077 hvor en terroristgruppe er ved at blive dømt for deres forbrydelser. På mystisk vis sendes terroristgruppen pludselig tilbage i tiden til år 2012, sammen med én af de politifolk der bevogtede dem, Kiera Cameron. I nutiden går terroristgruppen straks i gang med en storstilet plan som skal lave om på fremtiden, og det er op til den strandede Kiera at prøve at stoppe dem – altimens hun længes efter at komme tilbage til fremtiden, hvor hun har en lille søn. Kieras eneste våben er sin ‘smart suit’; hendes politiuniform som er spækket med avanceret computerudstyr. Den blev dog beskadiget af tidsrejsen, og der går nogle afsnit før den kommer op at køre på fuld kraft. Kiera har dog en microchip i hovedet som i 2077 var koblet til en ny form for hyper-avanceret internet, og i 2012 får hun via denne chip kontakt til det unge computer-geni som i sin tid skabte dette nye internet og blev fremtidens Bill Gates. Han er kun en teenager i 2012, men har allerede bygget sig et avanceret computer­hovedkvarter i sine forældres lade.

Seriens kunstgreb er at seeren ikke ved hvem der egentlig er the good guys og the bad guys. Er Kieras fremtid virkelig et dystopia, og er terroristerne således de virkelige helte og frihedskæmpere? Eller skal vi tage det for pålydende at terroristerne er hensynsløse voldsmænd, mens Kiera kæmper for civiliserede værdier, sådan som serien hovedsageligt fremstiller det? Jeg håber og tror på at serien vil overraske os med nye og uventede twists, herunder hvem der i virkeligheden står bag tidsrejsen og hvad de har i sinde at opnå med den. Som med mange andre tidsrejsehistorier udmønter det sig sikkert i en konflikt mellem to sammensværgelser: dem der vil sikre at den kendte fremtid kommer til at ske, og dem som hellere vil lave om på den. Men spørgsmålet står stadig tilbage: hvem har retten på deres side?

Alt i alt en spændende og vellavet serie, med den billedskønne Rachel Nichols i hovedrollen som Kiera Cameron. Seriens kvalitet vil i sidste ende komme an på hvor gode de senere twists bliver, men indtil videre er serien i hvert fald særdeles lovende.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.35

Udgivet i Film, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar