Dredd

Udgivet den december 12, 2012 af Admin

Dredd
Film, USA/UK/Indien, 2012, 95 min.
Instr.: Pete Travis
Medv.: Karl Urban, Olivia Thirl­by, Lena Heady, m.fl.

Det var længe ventet: den nye filmatisering af Judge Dredd-tegneserien, som i 1995 første gang blev bragt til filmlærredet med Sylvester Stallone i titelrollen. Den gamle film er generelt rimelig dårlig, men sine steder dog pænt underholdende. Den er meget lys i stilen, på en ‘80er-agtig måde (hvilket til dels er en god ting; lidt mindre godt er dens meget renvaskede look), men historien er ikke særlig god, og det håbløse comic relief sidekick er hammer-irriterende. Den film fortjente ikke mere end 5 stjerner ud af 10. Hvad sker der så i den nye film? Well, renvasket kan man ikke beskylde den for at være. Den er meget mørk og støvet, sådan som man også forestiller sig en post-apokalyptisk fremtid med radioaktivt nedfald, men den stil underminerer desværre det tegnese­rie-agtige look som man også kunnet have håbet på at få at se. Der er ikke meget at sige om historien; den består nærmest af én eneste lang action-scene, lukket inde i en mega-skyskraber, hvor der bor 75.000 mennesker. Narko-dronningen Ma-Ma forsøger at komme Judge Dredd og Judge Anderson til livs, men det er ikke lige så nemt som hun måske tror. Filmens visuelle højdepunkter (og 3D-effekter) består i at vise en langsom tidsgengivelse, som illustrerer hvordan folk der indtager stoffet Slo-Mo opfatter verden. Det er ganske godt lavet. Men, er det en god film? Ikke rigtigt. Det er en af de mest rendyrkede voldsfilm, jeg nogensinde har set. Jeg manglede nogle kulørte, satiriske elementer; lidt humor og noget mere beskrivelse af samfundet og handlingsuniverset – og i det hele taget en historie. En af filmens styrker er sådan set at den er opbygget fuldstændig ligesom et tilfældigt, enkeltstående 24-siders Judge Dredd tegneseriehæfte, men netop det at det er en lidt tilfældig historie er en svaghed; den formår ikke at introducere os ordentligt til universet. På den anden side plejer jeg også at være irriteret over at sådan en film lidt for ofte har en tendens til at bruge over halvdelen af spilletiden på en oprindelseshistorie, som er dødkedelig når man senere genser filmen (her tænker jeg f.eks. på en film som The Punisher fra 2004), og den fejl begås trods alt ikke her. Men den non-stop action som man udsættes for i Dredd 3D er der ikke meget substans i, og det er faktisk heller ikke noget jeg har voldsomt lyst til at se igen. De fleste af de mange one-liners er ikke særlig gode. Jeg debatterer med mig selv om jeg skal give filmen 6 eller 7 stjerner ud af 10, og det er svært at afgøre. Det bedste ved filmen er realiseringen af Judge Dredd og Judge Anderson; de er virkelig vellykkede (bortset fra at deres uniformer mangler lidt mere farve). En anden god ting ved filmen er at den (til forskel fra nylige remakes som Conan the Barbarian og Total Recall, f.eks.) ikke er et remake af den første film, men en ægte nyfortolkning af tegneserien. Blot er det en nutidsfortolkning af en serie som visuelt og attitude-mæssigt var funderet i den britiske punk-bevægelse fra slut-’70erne, og hele det freakede punk-element er overhovedet ikke tilstede i den nye film (ligesom det heller ikke var det i Stallone-filmen), hvilket des­værre gør at det ikke føles som det rigtige Judge Dredd-tegneserieunivers. Filmen tager kort sagt sig selv alt for seriøst og glemmer at tegneserien er ment som en fascist-satire. Men er man til ultra-vold i sig selv, så bliver man næppe skuffet.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Looper

Udgivet den december 11, 2012 af Admin

Looper
Film, USA/Kina, 2012, 118 min.
Instr.: Rian Johnson
Medv.: Bruce Willis, Joseph Gordon-Levitt, Emily Blunt, Piper Perabo, m.fl.

Looper er den seneste kontro­vers-film som har knækket internettet på midten. Nogle synes den er vildt genial, andre siger at den slet ikke fungerer. Den handler om nogle mafia-mordere i 2044 som har til opgave at skyde folk fra fremtiden som skal skaffes af vejen. Dvs. deres arbejdsgivere sidder ude i fremtiden og får myrdet deres ofre ved at sende dem tilbage i tiden til 2044, hvorfra de ikke kan spores. Disse mafia-mordere hedder ‘loopers’, åbenbart fordi de skal ende med at skyde sig selv – mafiaen kan jo ikke have den slags løse ender rendende omkring. Men, som tak for deres tro service, bliver disse mordere lovet 30 års liv (fra den dag hvor de har skudt deres fremtidige selv, og derved har ‘closed the loop’) inden de bliver sendt tilbage i tiden og skudt. Hvis det lyder pænt stupidt og overkompliceret og urealistisk (hvem ville dog synes, eller stole på, at et sådant arrangement var helt fint?), tjah, så er det nok fordi det også er det. Men filmen har alligevel noget på hjerte.

En looper ved navn Joe har lukket sit loop og lever i 30 år, mest som mafia-hitman. Men de sidste par år bliver han forelsket i en kinesisk kvinde, gift med hende og lever lykkeligt i en lille håndfuld år. Da så de 30 år er gået, og han skal sendes tilbage til fortiden for at blive ryddet af vejen, som det jo var aftalt, kommer mafia-fyrene til at skyde hans kone ved et uheld. Joe beslutter derfor at ændre på aftalen og lave hele tidslinjen om for at redde konen (og verden, mere eller mindre, da konens velfærd også afhænger af den store mafia-boss’ skæbne). Det forsøger han så på i fortiden (altså hans fortid; vores fremtid, nemlig 2044) sammen med den unge udgave af ham selv. Et sideplot om telekinetiske evner overlapper med denne handling, og sideplottet fungerer efter min mening ganske godt. De telekinetiske evner introduceres som en mindre detalje, og jeg sad og ventede på at det skulle begynde at få relevans for det overordnede plot, og dét får det sandelig også i det for mig ganske tilfredsstillende klimaks.

Tidsrejseplottet er hammer–kompliceret – især fordi det understøttes af et større antal dybt utroværdige ad hoc-elementer som skal holde det overordnede plot kunstigt sammen. Det er bestemt ikke lavet så elegant som det kunne have været. Efter en hel del analyse er jeg kommet frem til følgende: De fleste tidsrejsefilm præsenterer os for en tidslogik hvor tingene enten kan ændres (det gjorte kan gøres ugjort) eller ikke kan ændres (den frosne eller selv-konsistente tidslinje). Men i Looper får vi forvirrende nok begge dele; konceptet med en tidsløkke fungerer kun i en frossen tidslinje, men løkken brydes så der kan ske noget nyt og fremtiden kan laves om. Hvordan løkken kan brydes, gives der ikke noget rationelt svar på; den brydes pga. kærlighed, fordi Joe bliver forelsket i en kinesisk kvinde. I den gamle tidsløkke, hvor Joe slog sit fremtidige jeg ihjel, flyttede han aldrig til Kina sammen med konen, men endte i Frankrig. Dette vises ikke eksplicit, men det fremgår af den unge Joes planer, som man hører om i begyndelsen af filmen. At tidsløkken brydes, repræsenterer således hvad jeg vil kalde et kunstnerisk element, som har det budskab at social tarv og tilværelsens håbløshed gennem generation efter generation faktisk kan brydes, selvom det ofte virker som om det er umuligt. På den måde giver filmen god mening, og er en kombination af en sci-fi film og en kunstfilm, på trods af de mange plothuller i de dybere lag af fortællingen. Jeg synes ikke filmen tåler sammenligning med 12 Monkeys, men den er nu alligevel pænt underholdende og tankevækkende nok til at give en dundrende hovedpine.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

The Best Science Fiction and Fantasy of the Year 6 + Year’s Best SF 17

Udgivet den december 10, 2012 af Admin

The Best Science Fiction and Fantasy of the Year
Volume 6 (31)
Antologi
Jonathan Strahan (red.)
Night Shade Books, 2012, 594 sider.

Year’s Best SF 17 (23)
Antologi
David G. Hartwell og Kathryn Cramer (red.)
Harper Voyager, 2012, 489 sider.

Man kan sikkert få meget ud af, at to antologier, der begge har til formål at præsentere de bedste noveller fra et givent år, ikke har én eneste historie til fælles. Det er i hvert fald tilfældet med The Best Science Fiction and Fantasy of the Year Volume 6 og Year’s Best SF 17, og det er ikke en enlig svale, for året før var der kun én novelle, der overlappede mellem de to udgivelser.

En af forklaringerne er selvfølgelig deres forskellige ud­gangspunkter. Strahans antologi indeholder både science fiction og fantasy samt alt det, der befinder sig midt imellem, mens redaktørerne af YBSF17 i deres forord understreger, at de kun har medtaget noveller, som er rendyrket og uforfalsket science fiction.

Ud fra det vil det være let at konkludere, at BSFF6 befinder sig i den blødere og mere eksperimenterende ende af genren, mens YBSF17 er for traditionalisterne, men så sort/hvidt er billedet heller ikke. For eksempel er det i BSFF6, at man finder de to hårdeste SF-historier, Peter Watts’ “Malak” og finske Hannu Rajaniemis “The Server and the Dragon”, der er så hårde, at der ikke engang optræder mennesker i dem, kun maskiner. Begge stammer i øvrigt fra antologien Engineering Infinity, som Strahan selv var redaktør på.

Omvendt er det i YBSF17, at man finder eksperimenter såsom Yoon Ha Lees “A Vector Alphabeth of Interstellar Travel”, der er lige så krøllet, som titlen antyder, og Paul Parks “Ragnarok”, der efterligner stilen fra de islandske sagaer, men foregår i et fremtidigt Island.

Ser man på antallet af prisbelønnede noveller, bliver det til en klar sejr til Strahans antologi. Han har “The Man Who Bridged the Mist” af Kij Johnson, der fortjent vandt både en Hugo og en Nebula for bedste langnovelle, Geoff Rymans Nebula-vindende novelette “What We Found” og Ken Lius Hugo- og Nebula-belønnede novelle “The Paper Menagerie”.

YBSF17 har også en Ken Liu-historie, men har i stedet valgt “Altogether Elsewhere, Vast Herds of Reindeer”. Ellers er Charlie Jane Anders’ “Six Months, Three Days” den eneste prisvinder i samlingen, da den fik en Hugo for bedste novelette.

Sat overfor hinanden tipper vægten til fordel for BSFF6, der har et højere bundniveau end YBSF17, som har et par noveller, der føles en smule gammeldags og er lidt for moraliserende til min smag.

Det skader selvfølgelig heller ikke, at Strahan har taget en række af mine favorit-historier fra 2011 med i BSFF6: “Steam Girl” af Dylan Horrocks, “Tidal Forces” af Caítlin R. Kiernan, “The Invasion of Venus” af Stephen Baxter, “After the Apocalypse” af Maureen F. McHugh (en femi-udgave af The Road med den ondeste slutning) og ikke mindst K. J. Parkers vidunderlige “A Small Price to Pay for Birdsong”.

YBSF17 er dog ikke langt bagefter og byder på Ken MacLeods “The Best Science Fiction of the Year Three”, der selvfølgelig indleder antologien, Neil Gaimans “Weep Like Alexander” og Carolyn Ives Gilmans “The Ice Owl”, som var nomineret til både en Hugo og en Nebula for bedste langnovelle, men måtte se sig slået af Kij Johnson.

Så selv om det kan virke lidt underligt, at to årets bedste-antologier ikke kan blive enige om bare en enkelt historie, betyder det på den anden side, at man som læser trygt kan købe begge samlinger uden at føle, man betaler dobbelt for noget. Og begge er helt klart værd at investere i, hvis man er til genrebaseret kort fiktion.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy, Science Fiction | Tagget , | 1 kommentar

James Tiptree Jr. – Houston, Houston, kan I høre os?

Udgivet den december 9, 2012 af Admin

Houston, Houston, kan I høre os?
Novellesamling James Tiptree Jr.
Udvalgt og oversat af Niels Dalgaard.
Science Fiction Cirklen i 2012.

SFC har denne gang sat fokus på en forfatter, der så vidt jeg ved stort set ikke har været oversat til dansk. Det er med stor glæde, at jeg kan sige, at det er et rigtigt godt valg og det er velgørende som SFC bliver ved med udgive disse oversete klassikere. James Tiptree Jr. er et pseudonym for Alice B. Sheldon (1915-1987), der først debuterede som 51-årig efter i mange år at have arbejdet som bl.a. kunstner, kritiker og analytiker af overvågningsfotos hos CIA. Her holdt hun op i 1955 og be­gyndte i stedet på en universitetsuddannelse, der endte med en doktorgrad i biologi i 1967. Det var først herefter at hun begyndte at skrive noveller og altså under pseudonym indtil 1978, hvor hun blev afsløret ved et tilfælde. Personligt synes jeg det er relativt tydeligt at det er en kvindelig forfatter, men det var en stor historie dengang, hvor flere forfattere og redaktører var vildt uenige om Tiptree’s køn.

Det er efter min mening interessant at vide, at Alice havde problemer med både depression, amfetamin og sin egen (køns)-identitet, hvilket i sidste ende førte til at hun i en alder af 71 skød sin 13 år ældre mand, der var meget syg, og derefter sig selv. Det kan man selvfølgelig mene er irrelevant sladder, men når man læser historierne med det in mente, er der et nyt niveau af selvmorderisk dødsdrift, der flyder nedenunder mange af historierne. Stilistisk er det hård science fiction, da Tiptree er godt hjemme i videnskaben, men da de fleste af historierne mere drejer sig om relationer, så bevæger vi os mere i retning af new wave, hvor de sociale og psykologiske aspekter er mindst lige så vigtige.

Der er et repræsentativt udvalg på seks noveller i denne samling, der har vundet både Hugo, Locus og Nebula – altså de tre store, og det er absolut kvalitet. Novellerne forøges i læng­de fra den første på 10 sider til de to sidste, der begge er omkring 75 sider.

Jeg vil i det følgende forsøge at give et lille indtryk af de enkelte, men vil så vidt muligt undgå at spoile, så man kan roligt læse videre…

Den første og korteste er en ond lille sag fra 1969, der efter min mening er det, der har givet inspiration til introduktions sekvensen til Terry Nation’s oprindelige Survivors tv-serie fra 1975-77.

Så kommer den sløjeste, der også er fra 69, der handler om en pilot i Vietnam-krigen, der har et lidt for tæt forhold til Star Trek. En slags surrealistisk anti-fan-fiction.

Den tredje historie er samlingens latterbombe fra 1968 og dermed en af de første Tiptree får publiceret. Hvis man kan forestille sig et slags galaktisk toldkontor kaldet XKGG (Xenokulturel Gestaltgodkendelse – høhø), hvor diverse inkompatible aliens skal sørge for at fragt fra det ene sted til det andet forløber smertefrit, så har man lidt af ideen. Næsten udelukkende skrevet som en monolog under diverse ‘telefon’-samtaler.

Fjerde historie er forbløffende fremsynet i betragtning af, at den er fra 73; her er både et verdensomspændende netværk, avatarer, megacorporations, manipulerende reklamer og meget mere.

Titelnovellen fra 1976 er først et syretrip, der pludselig udvikler sig til en rumrejse, der tager en meget foruroligende drejning. Deprimerende, rystende og fantastisk.

Sjette og sidste novelle fra 1985 handler om offervilje i rummet. Og nej, det er slet ikke så banalt som det lyder.

Til sidst i samlingen har Niels Dalgaard skrevet en spændende lille introduktion til Tiptree’s liv og levned, den samtidshistorie, der har påvirket hende og lidt om baggrunden for enkelte af novellerne. Alt i alt er det en fremragende samling, oversættelsen er glimrende – specielt i de sidste 4 historier, der mestendels flyder rigtig godt. De 2 første er meget beskrivende historier, der præges af lidt for meget engelsk ordstilling og knudrede sætninger. Nu har jeg tidligere været kritisk overfor SFC’s lettere mangelfulde korrekturlæsning og kan nu trøste med, at det denne gang er overordentligt meget bedre, og det har virkelig hjulpet at Lars Ahn Pedersen fik det job denne gang. Også ros til omslaget af Manfred Christiansen, der umiddelbart ser meget forvirret ud, men efter læsning er det tydeligt, at forsiden er fra en af de lange noveller (undtagen en lille ting) og bagsiden fra en af de andre.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Frem jog nattens magter – En novellesamling til Ulvevinter

Udgivet den december 8, 2012 af Admin

Frem jog nattens magter
En novellesamling til Ulvevinter
Antologi redigeret Bjarne Sinkjær
Rollespilsforlaget og foreningen Fantastik, 2012, 216 sider

Lige som Ad mørke stier så finder historierne i Frem jog nattens magter også sted i Ulvevinter-universet. Mens det første gang var noveller skrevet af medlemmer af HUF, så er det denne gang skrivegruppen i Fantastik, der har ladet fantasien udforske Ulvevinter-universet.

Flere af novellerne lader til at hente inspiration i klassisk old school rollespil, hvor en gruppe eventyrere drager ud på en quest, hvor de skal besejre en fjende, finde en skat eller hente og bringe et objekt.

I Flemming Rasch historie “Mosekongens slot” mødes en flok venner efter syv års adskillelse. De har næsten alle spændende historier at fortælle om hvilke eventyr de har været ude på. De beslutter sig for i fællesskab at tage ud til Mosekongens slot for at finde den skat der skulle være der. Da de på turen møder farer viser det sig at de nok alle ikke har været helt ærlige omkring deres bedrifter, men i fællesskab kan deres manglende evner måske alligevel klare skærene.

“Lindormen i Langtorp” af Jesper Rugård Jensen er fortællingen om den lille landsby hvor en lindorm har slået sig ned. Nogle af byens borgere vil helst lave en aftale med lindormen, om at der bringes et menneskeoffer årligt til ormen, for at den lader dem i fred. En handlekraftig mand vil dog hellere besejre ormen, og drager ud for at finde en tyr der kan tage kampen op. Manden har allerede mistet sit syn til ormen, men på rejsen lader han sig lede af sin krøbling af en søn. Deres handikap til trods har de sat sig for at løse opgaven og tage kampen op.

I “Kaptajn Blodøkses skat” sætter to unge sig for at finde en skat der bevogtes af spøgelset efter Kaptajn Blodøkse. Ud over at besejre et spøgelse skal de også bekæmpe forræderi og ikke mindst myndighedernes skattesystem.

“Et uønsket sværd” af Lars Ahn Pedersen. Feskoven er befolket af talende og mere eller mindre intelligente dyr. Disse generer ikke Hakon så meget, lige bortset fra når egernene smider agern efter ham. Han kender skoven godt da han samler svampe derinde. Han bliver hyret til at lede en kvinde igennem skoven, noget han egentligt ikke er meget for, men både hendes skønhed og den lovede belønning overtaler ham. Selvfølgelig er intet som det foregiver at være, og pludseligt står han over for en Varulv.

I Rasmus Wichmanns “Ridderprøven” bliver det tydeligt at det kan være farligt at forsøge at stjæle fra de afdøde kejseres gravdysser. Der er både de magter der vogter graven, men også de andre som er på togt og som er ude efter det samme bytte.

Bjarne Sinkjær er manden bag Ulvevinter, men i denne antologi har han også kastet sig over at skrive en novelle. Det er historien “Skyggernes smed”, hvori en ung dreng sætter sig for at redde sin far fra galgen, noget der kræver at han løser Skyggernes smeds tre prøver. Det er prøven for sten, prøven for stål og prøven for blod. Opgaverne udfordrer drengen til at finde styrker han ikke vidste han havde, men de afslører også familiehemmeligheder han helst ikke ville have kendt.

I “Månegudindens opaler” overtaler en gammel troldkvinde den unge pige Hulda til at hjælpe hende med at stjæle Månegudindens opaler fra et tempel i elvernes land. Grunden til at Hulda er udvalgt som hjælper er at hun har jætteblod i årerne, og derfor har stor styrke. Man skal dog passe på med at ville stjæle fra elverne.

Historierne er generelt lette i tonen og med humor, hvilket gør at samlingen er meget anderledes i forhold til Ad mørke stier. Denne anderledes tilgang gør at bogen er markant anderledes end den første, men den er også med til at give Ulvevinter-verdenen mere tyngde og variation. Ligesom med Ad mørke stier er Frem jog nattens magter også velegnet til at læse som en ‘normal’ fantasy-antologi, da historierne også fungerer uden et rollespil i tankerne.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Ad mørke stier – En novellesamling til Ulvevinter

Udgivet den december 7, 2012 af Admin

Ad mørke stier
En novellesamling til Ulvevinter
Antologi redigeret af Line Lybecker & Bjarne Sinkjær
Rollespilsforlaget og Håbefulde Unge Forfattere, 2011, 124 sider

Rollespilsverdenen Ulvevinter er placeret i det kolde nord med de gamle sagn og guder som vi kender dem fra fortidens Skandinavien. Det er i denne verden at historierne i Ad mørkets stier finder sted, og de er med til at give denne verden endnu mere liv. Bogen er udgivet af Rollespilsforlaget som også udgiver Ulvevinter-rollespillet, men no­vellerne er alle skrevet af medlemmer af foreningen HUF Håbefulde Unge Forfattere. Bogen består af 7 noveller af 6 forskellige forfattere.

Der indgår magi i mange af historierne, men det er ikke gamle troldmænd med tryllestave og bøger med formularer. Der er historien om mosekoner med magiske bryg der giver den der drikker dem specielle kræfter. Ellers så er den magi der findes i historierne mere natur magi. Det er de ældgamle skove hvori magiske væsner holder til. Der er både de væsner der ønsker at hjælpe mennesker, men også de der ønsker at fortære de mennesker der kommer for langt væk fra skovens stier. I “Skovmandens brud” ofres en ung pige til skoven for at skovmanden via sin magi skal sikre en god høst for hendes familie, mens magien i “Jagten på hvalrossen” er et hvalrosskind der kan hjælpe en ung dreng på hans søgen.

Novellerne er generelt meget mørke og dystre og handler om død og afsavn. I “Vores drømmes pris” fortæller titlen allerede at der her er en der opnår sin drøm, men at han må betale en høj pris for den. “Den sidste vagt” handler om den afdøde kejsers livvagter der følger ham til gravstedet og nu skal vogte dette sted for evigt. Selvom dette betragtes som en ære, så er det stadig døden der venter dem, det er blot et spørgsmål om hvilken død.

Den mørke stemning passer godt til at beskrive at miljøet i den kolde Ulvevinter er barskt og ubarmhjertigt.

Ud over novellerne så indeholder bogen også materiale til rollespillet, således man kan bruge karakterer og ting fra novellerne i rollespillet. Det at bogens formål er at beskrive Ulvevinter-universet gør dog ikke at den kun er værd at læse som et rollespils supplement, fantasylæseren vil også finde en god læseoplevelse her.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Fremmed stjerne

Udgivet den december 6, 2012 af Admin

Fremmed stjerne
Lige under overfalden 6
Antologi redigeret af Carl-Eddy Skovgaard
Science Fiction Cirklen, 2012, 412 sider

Science Fiction Cirklen har de sidste år gjort meget for at udgive danske science fiction noveller, og flagskibet i det projekt er den årlige antologi i serien Lige under overfladen. Bind 6 i denne serie har titlen Fremmed stjerne. Denne gang er samlingen større end tidligere, og bogen er på over 400 sider. De forfattere, der har bidraget, er i høj grad gengangere fra tidligere bind, men der er også nye navne imellem.

Der fortælles rigtigt mange interessante historier i samlingen. I flere er forholdet imellem myndighederne og individet omdrejningspunkt. I “Savner du din far?” af Sofie Boysen er der en krig i gang, men for at sikre at man hele tiden har befolkningens opbakning, skal de pårørende til soldaterne dagligt udfylde spørgeskemaer omkring deres følelser for krigen. Der er dog også andre foranstaltninger der skal sikre at myndighederne får de data de skal bruge for at vinde krigen på hjemmefronten.

I “At bede en stille bøn” af Hanne Rump er fokus på befolkningens ret til religion og myndighedernes indgriben i dette. Der er også et element af at samfundslag ikke skal blandes.

I Beatrix Miranda Ginns “Orm” er det igen følelser der ikke må vises. Det er ikke velset at vise følelser som kærlighed og sorg, og folk går langt for ikke at afvige og vise følelser.

“Utilsigtet virkning” af Patrick Leis er en novelle om de etiske valg som forskningen må tage for at sikre fremdrift i udviklingen. Det er en god fremstilling af det klassiske dilemma om at målet helligere midlet og om hvilke overvejelser man må gøre sig når konsekvenser ikke altid er til at overskue.

I Maria Kjær-Madsens “Aldrig mere svag” er det illusioner der skal kæmpes imod. Mens nogle piger lokkes ud i prostitution for at klare sig, så er hovedpersonen i en form for psykisk prostitution. Folk kan betale for at opsætte illusionen af jagtscener som hun så skal igennem mens de observerer. For at komme fri af ham der holder hende fanget i dette, skal hun igennem 500 af disse seancer. En ting er dog at komme igennem, noget andet er hvilket menneske man er bagefter, samt til sidst at holde styr på hvad der er virkeligt og hvad der er illusion.

“Koden under huden” af Nicole Boyle Rødtnes refererer til DNA-kode. En novelle om hvad det kan føre til med åbne DNA-registre, hvis DNA-registre ikke kun bruges til at undersøge for sygdomme, men også kan bruges til at udvælge partner og ansatte. En god og tankevækkende historie.

“Hvis dette var science-fiction” er et digt af Oliver Ruby. Det er samlingens mest skæve bidrag, da det hverken er science fiction eller en novelle. Samtidig så er det virkelig velvalgt, da det på sin egen måde passer ind i samlingen. Godt at se at der åbnes op for flere former for science fiction.

“Julemandens store nat” af Klaus Æ Mogensen er en humoristisk, men også trist, lille novelle omkring en mand der har besluttet sig for at for en enkelt juleaften skal alle opleve julemanden. Til hjælp bruger han en tidsmaskine, men selv med den kan han ikke løse opgaven selv, så han må finde hjælpere han kan stole på.

Mine favoritter i denne samling hænger lidt sammen. Samlingens titel novelle “Fremmed stjerne” af Michael Kamp handler om hvordan folk reagerer hvis vi lige pludselig finder ud af vi ikke er alene i universet og hvilke tanker det sætter i gang. Der er ikke tale om en invasions historie, men der kommer en form for besøg fra en fremmed stjerne.

Ud over at være titelnovellen, så er bogens flotte omslag også baseret på denne historie. Omslaget er lavet af Manfred Christiansen, og han har også selv en novelle med i samlingen: “Peblingesøen er forsvundet”. Ikke ved at den er blevet beamet op af rumvæsner. Den er simpelthen blevet fyldt så meget med affald at den ikke længere kan regnes for en sø. Dette har været skidt for den trængte natur i København, men godt for de der forstår at udvinde kostbarheder af affald. Teknologien til at udvinde metaller af affald er dog i høj kurs.

Endnu en favorit er “Zoo” af Lars Ahn Pedersen. En mand bortføres af rumvæsner på den måde som alle klicheerne foreskriver. Han vågner i et gråt lokale, hvor han ofte får besøg af vogtere, men det går dog hurtigt op for ham at han ikke er blevet bortført for at indgå i fysiologiske forsøg, men at han er blevet taget for at blive brugt i en intergalaktisk Zoo. Som i zoologiske haver her på jorden, så er fremvisning kun en af delene, der er også avlsarbejde.

Endnu engang viser antologiserien at der er en bred skare af science fiction-forfattere i Danmark og at den danske novelle bestemt har noget godt at byde på. Bogen er bestemt et værdigt bind til serien Lige under overfladen, og med denne er der som nævnt åbnet op for nye former for science fiction, da digte nu er nævnt som et format man også må benytte til fremtidige samlinger.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Alden Bell – Høstens Engle

Udgivet den december 5, 2012 af Admin

Høstens Engle
Roman af Alden Bell
Originaltitel: The Reapers Are The Angels
Forlaget Iris, 2012, 252 sider

25 år efter de døde rejste sig og civilisationen gik under, rejser den 15-årige Temple igennem USA. Hun er på flugt fra minderne fra sin fortid, og efter hun dræber en voldtægtsmand, er hun nu også på flugt fra dennes bror som har svoret hævn. Hun er handlekraftig. og da hun redder en retarderet mand fra zombierne, sætter hun sig for at få ham tilbage til hans familie. Rejsen går igennem et øde land med forbryderbander, indavlede mutanter og kannibaler (eller hvad man nu skal kalde mennesker der spiser zombiekød). Der er stadig folk i verden der ønsker at hjælpe andre, men selvom hun også støder på disse venligtsindede folk, så har hun svært ved at falde til ro sammen med dem, og hun søger hele tiden videre. Hun har drømmen om at se Niagaravandfaldene og i det hele taget hvad der måtte være tilbage i verden som er værd at se.

Det at hovedpersonen er en 15-årig leder tankerne hen på at dette må være en ungdomsbog, men den henvender sig også i høj grad til voksne. Det er ikke en typisk zombiebog, da zombierne kun spiller en lille rolle, meget i stil med Walking Dead serien. Det er mere historien om den unge kvinde der forsøger at finde forsoning og oplevelser inden verden går helt under.

Selvom verden er gået under, så kæmper Temple videre, og da hun ikke kender til verden inden zombierne, så er dette hendes verden, og hun følger det håb der alligevel er i den golde ødemark.

Bogens forfatter er Alden Bell, hvilket er et pseudonym for Joshua Gaylord, og med Høstens Engle vandt han ALA Alex Award 2011 og var nomineret til Philip K. Dick Award 2010 og Shirley Jackson Award 2010.

En ting der dog undrer mig ved denne bog er forlagets valg af forside. Den viser et fyrtårn, men det er kun bogens første kapitel der finder sted i et fyrtårn, og det har ikke nogen betydning i resten af bogen, heller ikke symbolsk som jeg ser det. Det virker til at designeren af omslaget kun har læst starten af bogen, og forlaget har ikke tænkt over at dette omslag ikke er specielt sigende for bogen. De omslag jeg har set til de engelske udgaver af bogen, er bedre, specielt det der viser Temple i en ruinverden. Det kan være at forlaget har tænkt at det valgte omslag ville gøre den mere til en voksenbog, men jeg tror bare at mange potentielle læsere vil gå lige forbi bogen som den er her. Omslagsvalget skal dog ikke ødelægge at det er en godt skrevet og stemningsfyldt bog og en bog der henvender sig til mange andre end zombiefans.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Til deres dages ende

Udgivet den december 4, 2012 af Admin

Til deres dages ende
Ny dansk Fantasy 2012
Antologi redigeret af Nikolaj Højberg
Kandor 2012, 350 sider

At fantasy ikke bare er historier om magi og middelalderlige samfund, er denne antologi et godt eksempel på. Dette er anden gang at Højberg har samlet en antologi med ny dansk fantasy, og lige som første bind, så er der en meget stor variation i samlingens historier. Der er de der minder om historisk realisme, der er fabler, der er fortællinger om væsner der lever i træer og så er der de mere klassiske fortællinger.

Samlingen starter med Aske Munk-Jørgensens “Seidr”, som finder sted i Norden omkring den tid hvor kristendommen holdt sit indtog. Der er dog stadig nogle der dyrker de gamle traditioner, og den magi der ligger i de gamle runer og viden.

Samlingens nok mærkeligste historie er om en zebraunge der har muskedonnere som ben. Novellen er skrevet af Sven Ørnstrup, der anmelder fantasy på fantasyboger.com, så fra ham havde jeg forventet noget mere klassisk fantasy, men her er det en fantasifuld fabel han bidrager med.

Der findes mange historier hvis morale er at rigdom ikke kun bringer lykken med sig. I “Tale er guld, tavshed er sølv” af Kristoffer J. Andersen formår en alkymist at frembringe ting der kan lave guld, ting som hønen der lægger guldæg og guldringen der kan kopiere sig selv. Han er meget gavmild og forære disse ting væk, så nu har folk masser af guld. Som man nok kan tænke sig, forsvinder guldets købekraft, men det betyder ikke at den kloge ikke godt kan forblive rig.

“Til deres dagens ende” af Lars Ahn Pedersen er ikke en enkelt novelle, men en samling ekstra kapitler til klassiske eventyr. Her hører man om hvor paranoid Snehvide udviklede sig til at blive selv efter prinsen havde reddet hende. Også Tornerose og Rødhætte var ikke kommet psykisk uskadte igennem deres oplevelser. For slet ikke at tale om faderen der satte sine to børn ud i skoven. Selvom de kom tilbage med rigdomme, så vil den dårlige samvittighed ikke slippe ham.

De ekstra kapitler er både humoristiske og rigtigt godt skrevet og giver en ny vinkel på de gamle eventyr.

I Silvestris humoristiske novelle “Et horn i siden” møder vi den klassiske eventyrer der er taget ud på opdagelse. Han har sat sig for at fange en enhjørning, da dette vil bringe ham såvel rigdom som berømmelse. Han fanger sagndyret, men da han finder ud af at der er en hel flok af dem i skoven, lader han grådigheden løbe af med sig, for når han nu har kunnet fange en, så kan en vel også fange flere.

Endnu en favorit er Teddy Vorks novelle “Mare, Mare minde” der handler om at Ole Lukøje ikke er det eneste væsen der besøger børn i deres senge om natten.

Jeg kunne godt efterlyse et forord i bogen. Jeg ved godt at mange springer forordet over når de skal læse en bog, men jeg kan godt lide at læse redaktørens præsentation af samlingen, og høre om hvilke tanker han har gjort sig om udvælgelsen.

Ved at novellerne er så forskellige, vil der nok være delte meninger om flere af dem, om de hører til i en fantasy-samling eller ej. Der er også et par stykker af dem som jeg føler, er ved siden af, men det er Højbergs valg, og evt. uenigheder i valg til trods, så er det en rigtig god samling, der viser at fantasy er mange forskellige ting.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Proxima nr. 95

Udgivet den december 3, 2012 af Admin

Proxima nr. 95
Science Fiction Cirklen, 2012

Proxima er Science Fiction Cirklens tidsskrift, som har eksisteret i mere end 35 år, og som dækker anmeldelser, noveller samt mindre artikler og transkriptioner af debatter fra science fiction-konventer, alt sammen med science fiction i fokus, og nr. 95 er ingen undtagelse.

Dette nummer rummer ud over de faste elementer fem artikler, hvor de to af dem gennemgår de seneste års danske science fiction-udgivelser, den ene i form af en bibliografi, og den anden i form af en gennemgang af 11 nye danske science fiction antologier. Begge er forfattet af Niels Dalgaard, der fast skriver til Proxima og har en meget stor indsigt i science fiction genren. Foruden disse to artikler er der en artikel, som er en samtale med Lise Andreasen om antologien Sense of Wonder, et opus på 225 noveller, essays og digte fordelt på omtrent 1000 sider om science fiction i sine mange afskygninger. Men som samtalen mellem Lise og Niels afslører, så er science fiction en mangfoldig størrelse, som selv med sine 225 artikler kommer bogen til kort, og til trods for at de to debatører fastholder, at Sense of Wonder er en anbefalelsesværdig udgivelse, så har deres store viden og indsigtsfulde kommentarer om værkets mangler efterladt en med så meget tvivl om værkets kvaliteter, at man lades noget i tvivl om, hvorvidt værket er pengene værd.

Et fast element i mange Proxima er en transkription af en debat mellem science fiction-entusiaster, -forfattere og -redaktører mv. om et givent emne, og som er loyalt nedskrevet til eftertidens glæde, og denne gang gælder det emnet “Er modernismen i science fiction død?”.

Den sidste artikel er et oplæg til den ene af tidsskriftets fire noveller, som er en genudgivelse fra 1949 af Albert Dam og derfor er interessant at læse som et blik ind i en anden tids opfattelse af fremtidig eller fantastisk teknologi og hvordan den kan bruges til at fortælle historier. De tre andre er korte historier på knap to sider hver, som er hentet fra tidsskriftet Nature, hvor de blev udgivet i 2010, og nu foreligger de på dansk. De tre noveller fra Nature er underfundige, og på den korte plads formår de at præsentere et novum og dets indflydelse på samfundet.

Som altid er der en lang serie anmeldelser, og Proximas styrke er dets evne til at komme godt rundt i litteraturen ved ikke kun at inddrage danske og engelske udgivelser, men f.eks. også ved at have en sektion med tyske udgivelser.

Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Bøger, Faglitteratur, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar