Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Life of Pi

Life of Pi
Film, USA/Kina 2012, 127 min.
Instr.: Ang Lee

Life of Pi er endnu en usædvanlig og original film fra Ang Lees hånd, baseret på en roman af Yann Martel. Den tilhører en af de få fantastiske genrer som er anerkendt af mainstream-publikum og -kritikere, fordi den for det meste (og også her) befinder sig på et meget højt litterært niveau: magisk realisme. I denne genre, som især Salman Rushdies værker er eksponent for, gør man virkeligheden hyper-intens ved at indgyde hverdagsartefakter med en kulørt symbolik og metaforik som får dem til at fremstå som larger-than-life; som magiske. I Life of Pi følger vi den unge indiske mand Piscine Patel, som i sin barndom drilles med sit franske navn (der lyder stort set ligesom “pissing”), indtil han beslutter at blive et omvandrende leksikon hvad angår tallet pi, så folk i stedet vil huske ham som “Pi”. Hans forældre driver en zoologisk have, og da familien kommer i økonomiske problemer, beslutter de at sælge de fleste af dyrene til en amerikansk zoo. Pi og hans familie tager med dyrene i skib over stillehavet, men skibet går ned under en storm, og Pi ender på en redningsbåd sammen med nogle af dyrene, inklusive en sulten tiger, som snart får has på de andre dyr.

Pi må nu bruge al sin snilde til at hjælpe tigeren og sig selv med at overleve, uden at blive spist. Længe sejler de rundt på stillehavet, og møder alle de ting som man kender fra bl.a. Jules Vernes romaner: flyvefisk, flydende øer, etc.

Man fristes meget hurtigt til at begynde at tolke symbolikken i det, man ser; er tigeren f.eks. et udtryk for den indiske folkesjæl eller identitet som Pi har med på slæb, og desperat forsøger at holde i live? Well, en af de innovative ting ved filmen er at den faktisk selv begynder at svare på sådanne spørgsmål. Rammefortællingen består nemlig i at en journalist får fortalt den aldrende Pis historie, og den ender med et åbenbarende twist som tilføjer historien en kraftig yderligere dimension af symbolsk analogi. Hvis nogle af begivenhederne i det først præsenterede plot virkede anstrengte og ad hoc-agtige, så får man serveret en aha-oplevelse der forklarer hvorfor!

Life of Pi er utvivlsomt en af årets bedste film; den er præget af utrolig flotte sekvenser (f.eks. en hval der springer op over overfladen midt i et hav af fluorescerende morild-plankton), og så er den også i 3D, just for the hell of it. Den bruger sine teknologiske værktøjer fuldt ud; alle dyrene er nemlig lavet med ultra-realistisk computer-animation, og det ser så brandgodt ud at man faktisk ikke tænker over det; det virker ægte. Ang Lee har instrueret endnu et mesterværk af en film.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.35

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Han, hun og algobatoren

Han, hun og algobatoren
Tegneserie af Ole Comoll Christensen
Fahrenheit 2012
Hardcover-album
72 sider, kr. 149,50

To rumvæsener nødlander en sommeraften på Jorden og har brug for en algobator for at kunne genstarte deres rumskib. Den håber de at kunne finde i den nærliggende villaby Tuchola; en typisk amerikansk forstad i Spielberg-stil. De to strandede er heldige, dels fordi de taler de indfødtes sprog, og dels fordi de ankommer en aften hvor der er (mindst) en stort kostumefest i byen, så deres noget aparte udseende skaber ingen problemer. En, de har snakket med, foreslår at en fyr ved navn Andy måske kan hjælpe dem – han kan skaffe lidt af hvert. Men Andy dukker ikke op til festen fordi hans kæreste (af god grund) er blevet sur på ham. I stedet hænger de ud forskellige steder og snakker med de indfødte om livet, kærligheden og andre svære spørgsmål mens de tyller dåseøl – en drik, der er ny for dem, men som de hurtigt lærer at sætte pris på. Det er i store træk hvad albummet Han, hun og algobatoren – med den meget passende undertitel En historie om dåseøl, kærlighed og rumvæsener – handler om, indtil en afslutning med nogle krøller jeg ikke vil afsløre her.

Ole Comoll Christensen er trods en relativt begrænset produktion en gammel rotte i tegneseriefaget med en karriere på mere end 20 år. Han er mest kendt for den prisbelønnede serie Dimensionsdetektiven, skrevet af Niels Søndergaard, men har også lavet tre samlinger af korte historier. Comoll mestrer mange forskellige stilarter, og dette album er tegnet i sort/hvid i en relativt enkel streg med meget brug af sorte flader – en stil der ikke er ulig den som hans ven og tegneseriekollega Peter Snejbjerg bruger, blot en kende mere rå. Eftersom Comoll har været assistent på flere af Snejbjergs amerikanske serier, er det måske ikke så underligt.

Han, hun og algobatoren er ikke ligefrem et handlingsmættet tegneseriealbum. Det fokuserer i stedet på stemning og en afdæmpet humor i sin afbilding af dels den øvre middelklasseungdom i USA og dels de to bananlignende rumvæsener, der på én gang har det som fisk i vandet og fisk på land. Comoll viser sin modenhed som tegner i en udpræget mangel på effektjageri; til gengæld er hvert eneste billede perfekt komponeret med stor variation i kameravinkel og god balance mellem figurer og baggrund. Der er mange fine detaljer omkring de udklædte festgæster, blandt andet en pige der er klædt ud som Nofret, eller i hvert fald noget der ligner til forveksling, og en skægget Luke Skywalker, der bæller øl med Darth Vader.

Der er nok for meget ‘art movie’ over albummet til at det bliver nogen stor kommerciel succes, men Ole Comoll Christensen kan så i det mindste glæde sig over at have skabt en kunstnerisk succes. Det er meningen at albummet også skal udkomme på engelsk, og arbejdstitlen har faktisk været Earthling Andy.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Joe Abercrombie – The Heroes

The Heroes
Af Joe Abercrombie
570 sider, forlaget Orbit 2011

I et slag der vil vare tre dage, bliver ‘Nordens’ skæbne afgjort i dalen Osrung. De kæmpende parter er de frie og vilde krigere fra ‘Norden’, og deres modpart i alle ting, de organiserede, sofistikerede og dekadente styrker fra imperiet Unionen. Det er ikke fordi Osrung har nogen strategisk betydning. Her er hverken frodige marker eller værdifulde mineraler. Slaget skal mest stå (og helst overstås i en fart), på grund af et andet og langt vigtigere slag på en anden front, og på grund af en ide. At Norden skal forblive fri.

Vi følger flere hovedpersoner på begge sider. Der er den hærdede veteran Curnden Craw, en overlever fra mange andre slag, som mest slås fordi krigen er gået ham i blodet. Der er ungersvenden Beck, der forlader gården med sit fars sværd og hovedet fyldt med heltedrømme. Og så er der den faldne prins Caldar, søn af den gamle døde konge. Han er den kloge og intrigante lillebror, mens hans storebror er mere tykhovedet og i øvrigt en brav kriger. Begge brødre risikerer at deres liv får en brat slutning af den nye konge, Black Dow, som har kæmpet sig vej til tronen over dynger af lig, og som absolut ikke bryder sig om potentielle udfordrere. På Unionens side følger vi blandt andet Bremer dan Gorst, kongens tidligere livvagt, som nu er faldet i unåde og kæmper for at få sin gamle position og selvrespekt tilbage. Der er ingen mangel på mistro og intriger internt i nogen af hærene. Når personerne følges hver især, føles de realistiske og naturlige i den måde de taler og agerer, og du begynder hurtigt at føle med dem og deres trængsler. Abercrombie roder sig dog ud i stereotyper når han betragter kulturerne som helhed. De to kulturer er næppe mere end klicheer. Norden er grov, morderisk, fri og stærk. Unionen er civiliseret, men også dekadent og intrigant.

Der findes mange militære science ficton romaner, men emnet er ikke så udbredt i fantasy. I The Heroes er krig en beskidt affære. Slagene er beskrevet detaljeret og realistiske, og det er relativt nemt at følge med. Ofte følger vi en person indtil han møder sin død ganske brutalt, hvorefter vi følger hans banemand videre i kampens kaos indtil han også møder døden på slagmarken. Det er sigende at The Heroes, som har givet bogen sin titel, ikke er nogen af personerne, men en kreds af stående kæmpesten som begge parter tillægger strategisk betydning og bittert kæmper om.

The Heroes er sat i samme univers som First Law trilogien, som jeg ikke har læst. Det er vist både en styrke og en svaghed, for nogle anmeldere har ment at elementer og personer fra trilogien er inddraget i The Heroes på en lidt forkrampet måde. Klimakset tager en uventet drejning, og virkede for mig lidt påklistret. Heldigvis kan bogen sagtens læses alene. The Heroes bryder, ligesom A Game of Thrones, genrens konventioner og bidrager med en helt ny realisme. Fantasy elementet er nedtonet i romanen. Det har den svaghed at romanen i lige så høj grad handler om romere og gallere, og Cæsars krig i Gallien. Alt i alt har jeg lidt blandende følelser omkring romanen, men The Heroes har en klar styrke i de realistiske beskrivelser af krigens brutalitet, og det er ikke mindst på grund af disse at jeg anbefaler romanen.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , | Skriv en kommentar

Galaxina

Galaxina
Film, USA 1980, 90 min.
Instr.: William Sachs
Medv.: Dorothy Stratten, Stephen Macht, J.D. Hinton, Avery Schreiber, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.

Med Galaxina satte forfatter og instruktør William Sachs sig for at lave en spektakulært dårlig sci-fi-komedie, og det lykkedes. Filmen er et lav-budget plagiat af Star Wars, med en hel del elementer fra bl.a. Alien tilføjet, og som kirsebærret på toppen finder vi Playboy-centerfold Dorothy Stratten i uden tvivl den dårligste af hendes få filmroller. Er filmen lavet hovedsageligt for at tjene kassen på hendes popularitet? Dét har næppe virket. Historien, som skrider utroligt langsomt frem, omhandler et politirumskib i år 3008, som får til opgave at tage på en 27 år lang rejse til planeten Altair One (tydeligvis med underlyshastighed, for de beklager sig til deres overordnede over at de ikke har fået installeret en overlysmotor), hvor et rumvæsen fra en anden galakse (som tydeligvis kan rejse med overlyshastighed) er ved at stjæle The Blue Star (da da daaaaaahh!! Ja, den har sin egen lydeffekt), som man aldrig får at vide hvad er – udover at den vistnok kan gøre sin besidder til universets hersker, hvis man skal tro planetens lokale motorcykelbande. Besynderligt nok er rumvæsnet stadig i gang med at stjæle den blå stjerne (da da daaaaaahh!!) da politirumskibet ankommer efter 27 år … Suk! Anyway, Dorothy Stratten spiller en robot med følelser som er politirumskibets pilot, og udover at udvikle en romance med rumskibets sergent, har hun ikke den store betydning for plottet. At se filmen føles lidt ligesom at være manden i Edvard Munchs “Skriget”, men, den reddes dog på målstregen af enkelte komediescener og one-liners som rent faktisk er morsomme. Der er faktisk ganske få sekvenser hvor man glemmer at filmen er kedelig og bliver kortvarigt fanget af den. Ikke desto mindre er filmen og dens plot en farce i alle ordets betydninger, og bestemt ikke en film som jeg kan anbefale kvalitetsbevidste cineaster at spilde tid på.

Karakter: 3 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Ray Bradburys Fahrenheit 451

Ray Bradburys Fahrenheit 451
Tegneserie af Tim Hamilton
Forlaget Fahrenheit 2012
160 sider,149,50 kr.

Forfatteren Ray Bradbury døde 5. juni i år (se nekrolog i forrige nummer), og meget passende kommer hans hovedværk, romanen Fahrenheit 451, nu på dansk som tegneserie – eller ‘graphic novel’, som det åbenbart nu hedder på dansk hvis formatet ligger et sted mellem en jumbobog og et traditionelt tegneseriealbum. Udgiveren er – også meget passende – forlaget Fahrenheit, som de seneste år har udvidet sortimentet fra kun at udgive originale danske tegneserier til også at udgive udvalgte oversættelser.

Tegneserien er tegnet og fortalt af Tim Hamilton, et for mig ukendt navn, men det fremgår af en biografi bag i bogen at han blandt andet har tegnet til Mad Magazine. Der er nu ikke meget Mad over hans tegnestil, som er afdæmpet realistisk. Den dynamik, der er, kommer fra brugen af sorte flader og hyppige skift i kameravinkel og beskæring. Farverne er store flader af afdæmpede farver, undtagen når den for historien så centrale ild bliver tegnet. For romanen – grafisk eller ej – handler som bekendt for de fleste om en fremtid, hvor brandvæsenet ikke slukker brande, men i stedet brænder bøger (451 grader fahrenheit er angiveligt den temperatur, hvorved papir antændes).

Hovedpersonen er brandmanden Guy Montag, der efter mødet med en spørgelysten og eftertænksom ung pige begynder at stille spørgsmål ved sin rolle som bogbrænder og bliver nysgerrig efter hvad der mon kan gemme sig i de forbudte bøger, der ligefrem kan få nogle mennesker til at vælge at gå i døden sammen med bøgerne. Det bliver starten på en deroute for den tidligere gode samfundsborger, der ender historien som vagabond på flugt fra loven. Her kunne man drage en parallel mellem fascinationen af bøgernes fiktive universer og rusen og afhængigheden af narko, som også kan føre folk på en kriminel deroute, men det er ikke Bradburys pointe – og så lidt alligevel. Bøgerne bliver for Montag en flugt fra en tom og overfladisk tilværelse hvor hverdagens eneste indhold er tomhjernet underholdning i hjemmet med en kone, som ikke forstår ham, og et arbejde han føler sig stadigt mere distanceret fra; en type tilværelse der har drevet mange mennesker til druk og det der er værre.

Grundtanken om et korps der brænder bøger, virker ikke specielt realistisk, men skal også snarere ses som en metafor for et samfund, der bedøver befolkningen med ligegyldig under­holdning – brød og cirkus – og helst ikke ser at man bliver udsat for ideer, der kunne få en til at stille spørgsmål ved tilværelsen og magthavernes politiske dispositioner, såsom grunden til at føre krig (en trafik af bombemaskiner med ukendt destination er en del af baggrundsstøjen i Montags verden). På denne måde minder bogens tanker om censur og meningstyranni en del om George Orwells 1984, som udkom blot fire år før Fahrenheit 451, og den har også en hel del aktualitet i vores tid hvor befolkningen bekymrer sig mere om hvem der er med i et realityshow end om hvorfor vi fører krig i Afghanistan og Irak.

I et forord skriver Ray Bradbury om bogens tilblivelse og gør selv opmærksom på at den er en metafor, hvor detaljerne ikke skal overfortolkes. Bradburys holdning er at mennesket bør finde fordybelse i de små ting: at gå en tur, at betragte naturen, og at fordybe sig i en bog. Af en science fiction-forfatter at være, er han i forbavsende grad modstander af det moderne og udstiller i Fahrenheit 451 moderne medier såsom tv og – ironisk i forbindelse med denne udgivelse – tegneserier som noget der nødvendigvis må være mere overfladisk, da det visuelle ikke kan indeholde samme dybder som det skrevne. Bradbury slutter sit forord med at opfordre læseren til at overveje lige netop den bog, som vedkommende ville vælge at lære udenad for at beskytte den mod censur og brandmænd. Det er et udmærket sentiment, men jeg ville udvide registeret til også at omfatte film, tegneserier og tv – selvom det er mere moderne medier.

Alt i alt synes jeg der er tale om en fin udgivelse, der på flere måder udkommer på et passende tidspunkt. Prisen er heller ikke høj for en grafisk flot hardcover-udgivelse med farvetryk på kraftigt papir.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Maria Louise Staffe – Blå engel + Hvid engel

Blå engel
Hvid engel
Romaner af Maria Louise Staffe
Skriveforlaget 2011, 2012
292 og 293 sider; 199 kr./bind

Blå engel og Hvid engel er de to første bind i en fantasy-trilogi rettet mod et yngre publikum (forfatteren skriver selv 8-16 år). Inden deadline nåede jeg kun hurtigt at skimme Hvid engel, så denne anmeldelse handler mest om første bind, Blå engel.

I starten af bogen får søskendeparret Emma på 14 og Oscar på 9 at vide at de i virkeligheden er engle og at de er udset til at være spydspidserne i kampen mod de onde, sorte engle. Englene her har intet med Gud at gøre; de er blot en magisk race, som bliver genfødt af mennesker. Der er tre underarter; blå og hvide engle, der er gode, og sorte engle, som er onde. De blå engle er unikke ved at kunne formere sig selv i stedet for kun at blive genfødt af mennesker og er derfor de mest talrige. Det forhindrer dog ikke de sorte engle i at være en alvorlig trussel mod freden på jorden, for sorte engle trives ved at suge energi ud af mennesker når de er triste og bange, så deres plan er at skabe ufred ved at opildne til snigmord, terror, vold og krig.

Emma og Oscar bliver sendt i træningslejr for at lære at bruge engles særlige evner til at gøre sig usynlige, teleportere og udsende stråler af energi, der kan slå sorte engle ihjel. Træningen starter i København, hvor dele af det gamle Universitetsbibliotek i virkeligheden er en engleskole, og senere på de blå engles egen planet, Zariardis. Det viser sig nemlig at hver engleart har deres helt egen planet i solsystemet, større end Jorden, men skjult for menneskeøjne af magi og skydække (lige præcis hvordan det andet skulle fungere, fremgår ikke). Den nuværende krise skyldes at de sorte engles leder, Zorran, har fundet en måde at transportere større mængder af sorte engle til Jorden, hvor det ellers er ret besværligt at rejse mellem planeterne.

Inden de forlader Jorden, bliver de to børn venner med varkatten Enigma, den diminutive gargoyle Gekida og den magiske hest Sirius, som er i stand til at føre dem frem og tilbage mellem Jorden og Zariardis. På Zariardis bliver de optrænet på klosteret Azariardis, der blandt andet indeholder en magisk have, der fungerer som fristed for truede, overnaturlige væsener såsom enhjørninge, nisser og alfer. Under træningen rejser de også rundt på Zariardis og møder hekse, løvegriffer, nisser og lykkedrager, der sætter dem på prøver, som giver adgang til særlige evner, markeret med tatoveringer på deres arme.

Det meste af første bog går med denne træning, men mod slutningen sendes børnene så tilbage til København for at tage kampen op mod de sorte engle, der er begyndt at sætte verden i kaos. Det er en meget hård kamp, men netop da det ser ud til at de gode vil sejre, finder Zorran en måde til at trænge igennem til de hvide engles verden, Zunumi, og Emma og Oscar må følge efter. På Zunumi bliver børnene udstyret med englevinger; noget som de ikke har haft før og som de blå engle på Zariardis heller ikke havde. Hvad der mere sker, vil jeg ikke afsløre – især fordi jeg ikke har fået læst det grundigt nok – men jeg afslører næppe for meget ved at sige at serien fortsætter med en rejse ind i de sorte engles verden i et tredje (formentligt afsluttende) bind.

Handlingen i Blå engel er sådan set spændende nok, for selvom rigtig meget af tiden går med at de to hovedpersoner bliver trænet, sker der også dramatiske hændelser hvor de kommer i fare eller nogle af deres venner blandt mennesker og engle bliver dræbt af de sorte engle. De steder, børnene besøger på Zariardis, er også farverige og interessante. Problemet er blot at sproget er så fladt og kedeligt, at man aldrig som læser bliver revet med af historien.

Maria Louise Staffe har valgt at skrive historien i første person nutid, fortalt af Emma mens tingene sker. Det er et fortælle­kneb, der kan medvirke til at gøre historien mere vedkommende, fordi man kommer mere ind under huden på hovedpersonen. Desværre virker det ikke her, for man får aldrig rigtig fornemmelsen af at komme ind under huden på Emma. Hun beskriver alting som om hun var lettere bedøvet, og selv når hun er bange eller ked af det, er det noget man får fortalt i stedet for beskrevet. Forfatteren er tilsyneladende ikke bekendt med reglen show, don’t tell, så bogen kommer trods sin længde på næsten tre hundrede sider mest af alt til at virke som et referat. Om dette har noget at gøre med forfatterens andet erhverv som underviser i retsretorik, er svært at sige.

Det fremgår af kolofonen i Blå engel at bogen er udgivet med forfatteren som medudgiver og at forlaget fralægger sig ansvaret for det redaktionelle. Det virker som en dårlig beslutning fra forfatterens side, for bogen er skæmmet af et utal af grammatiske fejl, layout-mæssige smuttere og stavefejl af den slags som stavekontrollen ikke fanger, fx at bruge pression i stedet for præcision og tilsvarende. Kolofonen i Hvid engel har ikke et tilsvarende notat, så måske har forfatteren denne gang valgt at tage forlaget med på råd – i hvert fald ser der ikke ved en hurtig gennemgang ud til at være helt så mange fejl.

Bøgerne kan anbefales til yngre læsere, der ikke bekymrer sig så meget om sprog, for der er mange gode ideer i dem og en klassisk fortælling om kampen mellem det gode og det onde. Bøgernes længde og det flade sprog gør dem dog ikke velegnede til højtlæsning eller til langsomme læsere. Jeg vil også fremhæve de flotte forsider (især til Hvid engel) af Per O. Jørgensen, der er kendt for de danske forsider til Harry Potter-bøgerne.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Return of the Living Dead III

Return of the Living Dead III
Film, USA, 1993, 96 min.
Instr.: Brian Yuzna
Medv.: Melinda Clarke, Sarah Douglas, J. Trevor Edmond, Kent McCord, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.

Braaaaaaaiins!! En af de ting, alle ved om zombier, er at de elsker at spise hjerner. Men nævner man dette for den store zombiefilmskaber George A. Romero (Night of the Living Dead, Day of the Dead, Dawn of the Dead, etc.), så bliver han irriteret. Der’ sgu’ ingen af hans zombier der nogensinde har spist hjerner! Så hvor kommer ideen fra? Jo, den kommer faktisk næsten udelukkende fra den filmserie som startede i 1985 med Return of the Living Dead, skrevet og instrueret af Dan O’Bannon, screenplay-forfatteren bag film som Alien (1979) og Total Recall (1990)! I stedet for mere eller mindre rendyrket horror, tilførte O’Bannon zombie-genren et science fiction-element; hos ham var det militæret der havde opfundet en gas som kunne vække de døde til live, så de kunne bruges som udødelige soldater! Disse eksperimenter går selvfølgelig galt, så zombierne rager rundt i byen og spiser en masse uskyldige mennesker (og hjerner). Der er ingen tvivl om at de populæreste sci-fi/zombie-film i dag, Resident Evil-serien (baseret på computerspillet af samme navn), som i år byder på den femte live action-film i serien, samt den anden computeranimerede film, er dybt inspireret af Return of the Living Dead-serien. I Resident Evil handler det også om at nogle onde og militaristiske videnskabsfolk (the Umbrella Corporation) vil lave biologiske våben ved hjælp af en kunstig virus som skal lave folk om til lydige zombie-soldater. Return of the Living Dead-filmene er kategoriseret som komedier, fordi de er ret overdrevne mht. blodsprøjt og derfor ikke kan tages helt alvorligt, men de er faktisk ikke komiske; de bliver played straight; som drama (om end tydeligvis low budget). Og i film nr. tre fungerer det faktisk bedre end de fleste andre steder. Teenagerne Curt og Julie sniger sig i starten ind på Curts fars militærbase, hvor de afskyelige eksperimenter foregår. De ser en død mand blive vækket til live ved hjælp af ‘trioxin-gas’, og skynder sig så ud derfra. Men senere samme aften kører de galt på motorcyklen, og Julie bliver dræbt. I chok tager Curt hende med tilbage til militærbasen for at bruge den mystiske gas til at genoplive hende! Det lykkes – på en måde. Julie vågner op igen, men hendes hjerte slår ikke, og hun bliver hurtigt meget, meget sulten… Historien skildrer hvordan Julie langsomt bliver mere og mere zombificeret og fuldt ud mærker hvad der sker med hende. Hun bliver kold, og dødsstivheden indfinder sig, og kun ved at påføre sig selv smerte kan hun udholde den frygtelige sult. Til sidst må hun lemlæste sig selv på det grusomste for at holde fast i den sidste rest af sin menneskelighed. Det er faktisk effektivt uhyggeligt og creepy; bestemt min idé om en ægte horrorfilm. Melinda Clarke som Julie giver en virkelig strålende præstation. Og noget som jeg synes er ekstra fascinerende er at den stil, som denne film er holdt i, er næsten identisk med den horror-stil som invaderede de amerikanske superheltetegneserier i nøjagtig denne periode; ca. 1991-1995. Dér omkring skulle alting handle om punk-frisurer, piercinger, klo-agtige negle, sort (ofte laset) lædertøj, og formidles i en outreret, grim & gritty, næsten psykedelisk tegnestil. Det var ikke en stil jeg brød mig særlig meget om, men man må indrømme at den var et symptom på nogle strømninger i tiden, og Return of the Living Dead III er et klart udtryk for det samme fænomen.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Dredd

Dredd
Film, USA/UK/Indien, 2012, 95 min.
Instr.: Pete Travis
Medv.: Karl Urban, Olivia Thirl­by, Lena Heady, m.fl.

Det var længe ventet: den nye filmatisering af Judge Dredd-tegneserien, som i 1995 første gang blev bragt til filmlærredet med Sylvester Stallone i titelrollen. Den gamle film er generelt rimelig dårlig, men sine steder dog pænt underholdende. Den er meget lys i stilen, på en ‘80er-agtig måde (hvilket til dels er en god ting; lidt mindre godt er dens meget renvaskede look), men historien er ikke særlig god, og det håbløse comic relief sidekick er hammer-irriterende. Den film fortjente ikke mere end 5 stjerner ud af 10. Hvad sker der så i den nye film? Well, renvasket kan man ikke beskylde den for at være. Den er meget mørk og støvet, sådan som man også forestiller sig en post-apokalyptisk fremtid med radioaktivt nedfald, men den stil underminerer desværre det tegnese­rie-agtige look som man også kunnet have håbet på at få at se. Der er ikke meget at sige om historien; den består nærmest af én eneste lang action-scene, lukket inde i en mega-skyskraber, hvor der bor 75.000 mennesker. Narko-dronningen Ma-Ma forsøger at komme Judge Dredd og Judge Anderson til livs, men det er ikke lige så nemt som hun måske tror. Filmens visuelle højdepunkter (og 3D-effekter) består i at vise en langsom tidsgengivelse, som illustrerer hvordan folk der indtager stoffet Slo-Mo opfatter verden. Det er ganske godt lavet. Men, er det en god film? Ikke rigtigt. Det er en af de mest rendyrkede voldsfilm, jeg nogensinde har set. Jeg manglede nogle kulørte, satiriske elementer; lidt humor og noget mere beskrivelse af samfundet og handlingsuniverset – og i det hele taget en historie. En af filmens styrker er sådan set at den er opbygget fuldstændig ligesom et tilfældigt, enkeltstående 24-siders Judge Dredd tegneseriehæfte, men netop det at det er en lidt tilfældig historie er en svaghed; den formår ikke at introducere os ordentligt til universet. På den anden side plejer jeg også at være irriteret over at sådan en film lidt for ofte har en tendens til at bruge over halvdelen af spilletiden på en oprindelseshistorie, som er dødkedelig når man senere genser filmen (her tænker jeg f.eks. på en film som The Punisher fra 2004), og den fejl begås trods alt ikke her. Men den non-stop action som man udsættes for i Dredd 3D er der ikke meget substans i, og det er faktisk heller ikke noget jeg har voldsomt lyst til at se igen. De fleste af de mange one-liners er ikke særlig gode. Jeg debatterer med mig selv om jeg skal give filmen 6 eller 7 stjerner ud af 10, og det er svært at afgøre. Det bedste ved filmen er realiseringen af Judge Dredd og Judge Anderson; de er virkelig vellykkede (bortset fra at deres uniformer mangler lidt mere farve). En anden god ting ved filmen er at den (til forskel fra nylige remakes som Conan the Barbarian og Total Recall, f.eks.) ikke er et remake af den første film, men en ægte nyfortolkning af tegneserien. Blot er det en nutidsfortolkning af en serie som visuelt og attitude-mæssigt var funderet i den britiske punk-bevægelse fra slut-’70erne, og hele det freakede punk-element er overhovedet ikke tilstede i den nye film (ligesom det heller ikke var det i Stallone-filmen), hvilket des­værre gør at det ikke føles som det rigtige Judge Dredd-tegneserieunivers. Filmen tager kort sagt sig selv alt for seriøst og glemmer at tegneserien er ment som en fascist-satire. Men er man til ultra-vold i sig selv, så bliver man næppe skuffet.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Looper

Looper
Film, USA/Kina, 2012, 118 min.
Instr.: Rian Johnson
Medv.: Bruce Willis, Joseph Gordon-Levitt, Emily Blunt, Piper Perabo, m.fl.

Looper er den seneste kontro­vers-film som har knækket internettet på midten. Nogle synes den er vildt genial, andre siger at den slet ikke fungerer. Den handler om nogle mafia-mordere i 2044 som har til opgave at skyde folk fra fremtiden som skal skaffes af vejen. Dvs. deres arbejdsgivere sidder ude i fremtiden og får myrdet deres ofre ved at sende dem tilbage i tiden til 2044, hvorfra de ikke kan spores. Disse mafia-mordere hedder ‘loopers’, åbenbart fordi de skal ende med at skyde sig selv – mafiaen kan jo ikke have den slags løse ender rendende omkring. Men, som tak for deres tro service, bliver disse mordere lovet 30 års liv (fra den dag hvor de har skudt deres fremtidige selv, og derved har ‘closed the loop’) inden de bliver sendt tilbage i tiden og skudt. Hvis det lyder pænt stupidt og overkompliceret og urealistisk (hvem ville dog synes, eller stole på, at et sådant arrangement var helt fint?), tjah, så er det nok fordi det også er det. Men filmen har alligevel noget på hjerte.

En looper ved navn Joe har lukket sit loop og lever i 30 år, mest som mafia-hitman. Men de sidste par år bliver han forelsket i en kinesisk kvinde, gift med hende og lever lykkeligt i en lille håndfuld år. Da så de 30 år er gået, og han skal sendes tilbage til fortiden for at blive ryddet af vejen, som det jo var aftalt, kommer mafia-fyrene til at skyde hans kone ved et uheld. Joe beslutter derfor at ændre på aftalen og lave hele tidslinjen om for at redde konen (og verden, mere eller mindre, da konens velfærd også afhænger af den store mafia-boss’ skæbne). Det forsøger han så på i fortiden (altså hans fortid; vores fremtid, nemlig 2044) sammen med den unge udgave af ham selv. Et sideplot om telekinetiske evner overlapper med denne handling, og sideplottet fungerer efter min mening ganske godt. De telekinetiske evner introduceres som en mindre detalje, og jeg sad og ventede på at det skulle begynde at få relevans for det overordnede plot, og dét får det sandelig også i det for mig ganske tilfredsstillende klimaks.

Tidsrejseplottet er hammer–kompliceret – især fordi det understøttes af et større antal dybt utroværdige ad hoc-elementer som skal holde det overordnede plot kunstigt sammen. Det er bestemt ikke lavet så elegant som det kunne have været. Efter en hel del analyse er jeg kommet frem til følgende: De fleste tidsrejsefilm præsenterer os for en tidslogik hvor tingene enten kan ændres (det gjorte kan gøres ugjort) eller ikke kan ændres (den frosne eller selv-konsistente tidslinje). Men i Looper får vi forvirrende nok begge dele; konceptet med en tidsløkke fungerer kun i en frossen tidslinje, men løkken brydes så der kan ske noget nyt og fremtiden kan laves om. Hvordan løkken kan brydes, gives der ikke noget rationelt svar på; den brydes pga. kærlighed, fordi Joe bliver forelsket i en kinesisk kvinde. I den gamle tidsløkke, hvor Joe slog sit fremtidige jeg ihjel, flyttede han aldrig til Kina sammen med konen, men endte i Frankrig. Dette vises ikke eksplicit, men det fremgår af den unge Joes planer, som man hører om i begyndelsen af filmen. At tidsløkken brydes, repræsenterer således hvad jeg vil kalde et kunstnerisk element, som har det budskab at social tarv og tilværelsens håbløshed gennem generation efter generation faktisk kan brydes, selvom det ofte virker som om det er umuligt. På den måde giver filmen god mening, og er en kombination af en sci-fi film og en kunstfilm, på trods af de mange plothuller i de dybere lag af fortællingen. Jeg synes ikke filmen tåler sammenligning med 12 Monkeys, men den er nu alligevel pænt underholdende og tankevækkende nok til at give en dundrende hovedpine.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar