Patrick

Udgivet den september 16, 2011 af Admin

Patrick
Film, Australien, 1978, 112 min.
Instr.: Richard Franklin
Medv.: Robert Thompson, Susan Penhaligon, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

I de tre år siden drabet på sin mor og dennes elsker har Pa­trick befundet sig i en tilstand af tilsyneladende hjernedød. Da sygeplejersken Kathy bliver ansat som grøntsagens nye ‘gartner’, som hospitalets øvrige ansatte morbidt betegner stillingen, erfarer hun imidlertid, at patienten er i stand til mere end sin sporadiske spytterefleks. Det lykkes hende at kommunikere med ham – ét spyt for ja, to for nej – men hendes overordnede hverken tror på hendes opdagelse eller billiger hendes fascination.
Patrick opretholder facaden som en hjælpeløs grøntsag over for alle andre end Kathy, for han har nemlig også en særlig og måske knap så uskyldig interesse i hende. Ubehagelige hændelser rammer de to mænd (eksmanden og en læge) Kathy er splittet imellem, og hvem der ellers måtte komme imellem hende og Patrick. Han har slået ihjel før, og selv om der tilsyneladende kun er en tom skal tilbage af den, han engang var, er han i stand til at gøre det igen.
Det kan godt være, komapatienten ikke kan løfte en finger, men han er i stand til at rykke rundt på så meget andet…
Med sine knap to timer tager Patrick sig tid til at opbygge både et interessant og levende persongalleri og en solid stemning, det er svært ikke at blive fanget af. Den monobrynede, stift stirrende titelperson tilbringer hele filmen ubevægelig i sin seng, mens alle andre fortsætter deres rigtige liv omkring han. Alligevel formår han fra start til slut at være begivenhedernes centrum og fremstå intens og ildevarslende. Han er udefineret og uberegnelig, men måske også en tragisk påmindelse om den objektivisering menneskeliv udsættes for under lignende omstændigheder.
Det oplagte spørgsmål om liv og død, herunder hvor længe man skal forlænge det ene eller forhale det andet, kommer naturligvis også op at vende et par gange i løbet af filmen. Hvornår er et liv endegyldigt slut? Og hvorfor bruger man ublu summer på at holde liv i håbløse grøntsager, selv uden pårø­rende?
“Dying may occur slowly, but the moment of death is like a blink of an eye,” påpeger overlægen, dr. Roget, hvis personlige interesse i at eksperimentere med patienten dog synes noget mindre etisk end hans officielle holdning.
Hospitalets oldfrue, Cassidy, er noget mere kontant i sin udlægning, da hun kalder Pa­trick for “a daily reminder that medicine can prolongue death much more effectively that it can prolongue life!” Hun hælder absolut til, at apparatet, der holder manden i live, burde slukkes, og hun er tilbøjelig til at tage sagen i egen hånd, om det skal være.
Mellem disse kyniske, divergerende meninger, betragter den unge, humanistiske Kathy patienten som et menneske og nærer endda et naivt håb for hans fremgang. I denne henseende udgør hun tillige en god modvægt til den manipulerende og morderiske Patrick.
En tredje vurdering, som i mindre grad vedrører etik og i højere grad bidrager til filmens krybende stemning, kommer fra den ene af Kathys to kærlighedsinteresser, Dr. Wright. Han indvier hende i, hvordan lammelsen af nogle sanser får andre sanser til at kompensere. Dette rejser overvejelsen, at en sjette sans kan kompensere for Patricks fem øvrige i form af psykokinetik – evnen til at manipulere ting ved tankens kraft.
På sådan vis bidrager filmens funderinger om liv, død, etik og brug af sanserne til en mystik, der underbygges yderligere af summen, knitren og udslag fra de elektriske apparater omkring patienten. Den præcise årsag til Patricks koma forbliver også et mysterium, hvis forklaring vi ikke kommer tættere på, end det var noget med en ulykke.
Som tidligere nævnt, bruger filmen god tid på opbygning og kører rigtig godt langt hen ad vejen. Desværre fungerer klimakset ikke helt så tilfredsstillende, og den endelige konfrontation mellem Kathy og Patrick udvikler sig noget uklart og taber lidt af den kraft, filmen eller så omhyggeligt har opbygget. Afslutningen er måske også lige konventionel nok.
Patrick er dog et velskrevet, velspillet og atmosfæremættet gys. Visse dele af det moderne horrorpublikum vil måske finde tempoet for sløvt og savne den hurtige klipning og de høje lyde, der kendetegner mange af genrens moderne indspark. Hører du derimod til de, der værdsætter et snigende gys i kraft af filmens stemning og koncept, er det ganske sandsynligt, du vil synes om Patrick. Filmen, ikke patienten!
Ekstramaterialet består i et kommentarspor med instruktøren, trailers for både selve filmen og en række andre Another World Entertainment-udgivelser og en 4-siders booklet. Som en ekstra bonus medfølger filmens Psycho-inspirerede soundtrack på en separat skive.
Karakter: 6½ stjerner af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance

Udgivet den september 15, 2011 af Admin

Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance
Film, Japan, 1974, 89 min.
Instr.: Toshiya Fujita
Medv.: Meiko Kaji, Kazuko Yoshiyuki, Juzo Itami m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Frøken Blodsne er tilbage, og denne gang er det … upersonligt.
Året er 1905, og krigen mellem Rusland og Japan er faldet ud til sidstnævntes fordel. Yuki har siden den første films blodige hævntogt været på en konstant flugt fra lovens sværdbevæbnede arm. Da hun endelig fanges, dømmes hun til døden, men Seishiru Kikui fra det hemmelig politi benåder hende til gengæld for hendes tjeneste. I skikkelse af en bly tjenestepige skal hun infiltrere den intellektuelle socialist Ransui Tokunagas hjem og finde et dokument, der truer nationalistregeringen. Som Yuki lærer sit mål bedre at kende, og tingenes virkelige sammenhæng går op for hende, gør hun dog fælles front med en flok revolutionære fattiglemmer imod sine arbejdsgivere.
Det mærkes allerede fra starten, at Love Song of Vengeance er knap så ødsel med blodsudgydelserne som forgængeren. Efter nogle påfaldende nærige nedsablinger, begynder bekymringen så småt at melde sig: Er opfølgeren gået hen og blevet for pæn? Heldigvis er filmen ikke helt tørlagt, men de røde fontæner er dog nogen tid om at melde deres ankomst, og faktisk skal vi hen til filmens sidste akt, før der skrues ordentligt op for trykket. Jeg skal ikke kunne svare på, om hensigten er at give klimakset større effekt, eller om man bare har villet slå en anden, mere sober tone an. Jeg ved bare, at det føles forkert at se Yuki hugge flokkevis af modstanderne ned uden kaskader af blod til alle sider.
Trods undertitlen, Love Song of Vengeance, er der heller hverken den store kærlighed eller hævn at komme efter. Hvor den første film fokuserede på den ensomme hunulv Yukis opgør med sin blodige arv, må hun denne gang dele rampelyset med sine allierede. Uden at være indviklet, har historien med sin politik, idealisme og konspiration et større perspektiv end etterens blodhævn, og Yuki er i denne henseende reduceret fra den drivende kraft til blot endnu et plotelement.
Hun infiltrerer, spionerer, diskuterer, mægler sågar – og al den tid undgår jeg ikke at savne, at hun faktisk også hævner sig lidt, som hun blev skabt til, og som titlen giver indtryk af. Hun ryddede ganske vist bulen godt og grundigt sidst, og spørgsmålet er, hvad og hvem, der skulle være genstand for hævnen denne gang. Alternativet bliver, at netop denne karakter medvirker mere af navn end egentlig gavn. Historien lugter derfor af, at man ville følge op på etterens succes og skrev titelpersonen ind i et manuskript, der ikke oprindeligt var tiltænkt hende. Yuki ude af sit rette element i både sin funktion og selve fortællingen og mangler den intensitet, hun havde i den første film.
Indholds- og temamæssigt er Love Song of Vengeance måske mere moden end sin forgænger. Blizzard From the Netherworld var til gengæld mere stiliseret visuelt og fortællemæssigt med en større grad af nærhed og direkte underholdningsværdi. Ret skal være ret, og toeren er da i en vis udstrækning en ganske underholdende film, men den havde nok haft bedst af at træde ud af franchisens skygge og være sin egen på titlen også. Som en Lady Snowblood-fortsættelse undgår den hverken at blive holdt op imod den første eller at skuffe en smule.
Karakter: 6 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Lady Snowblood: Blizzard From the Netherworld

Udgivet den september 14, 2011 af Admin

Lady Snowblood: Blizzard From the Netherworld
Film, Japan, 1973, 97 min.
Instr.: Toshiya Fujita
Medv.: Meiko Kaji, Toshio Kurosawa, Masaaki Daimon m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Yuki bliver født i et fængsel, hvor hendes mor kort efter dør på barselslejet. Moderen Sayo har dog inden da fået jordemoderen til at sværge, at datteren vil blive opdraget til hævn. Inden Yuki kom til verden, blev hendes far og storebror nemlig brutalt myrdet og moderen selv voldtaget af fire skurke. Yukis mor endte i fængsel efter drabet på den ene, men der er endnu tre regnskaber, der mangler at blive gjort op, og fra en ung alder overlades pige til en munk, som skånselsløst træner hende til formålet. Yuki udvikler sig til den smukke og dødbringende frk. Blodsne, der udgyder ondskabens blod, hvor hun kommer frem.
Og det bliver skam udgydt i rigelige mængder. Når nogen stikkes eller hugges ned, står der røde fontæner fra dem, så det er en ren fornøjelse for blodhundene blandt publikum. Da filmen er fra 1973, taler vi selvfølgelig det vidunderligt misfarvede filmblod fra de gamle dage, hvilket er et kærkomment syn blandt al den horrible CGI-splat i ørigets moderne filmvold.
Historien er også fri for de absurde indslag og barnligheder, der hører mange af den kants nyere produktioner til. Instruktøren bag Lady Snowblood gjorde sig muligvis ingen illusioner om at skabe stor kunst, men turde tage sin fortælling alvorligt, og det er der kommet en voldsom, melankolsk og medrivende hævnerfortælling ud af, som stadig holder den dag i dag. Dette til trods, er den i 2001 gen­indspillet i en nærfuturistisk version med titlen The Princess Blade, men hvorvidt dette bør give anledning til bange anelser, skal jeg ikke kunne sige.
Ifølge omslaget er dette filmen, som inspirerede Quentin Tarantino til Kill Bill. Hvorimod Kill Bill snarere er en pastiche over genren i det hele taget, er det da også åbenlyst, at Tarantino har set og elsket Lady Snowblood og har taget rigeligt til sig fra denne, både til- og indholdsmæssigt: hævntemaet, blodet, den kapitelinddelte fortælling, den visuelle stilisering, musikken … ja, sågar et hævnoffer, hvis datter Yuki efterlader til selv at søge hævn, bare for at nævne nogle let genkendelige elementer.
Lady Snowblood: Blizzard of the Netherworld er måske knap så liret eller legesyg som Tarantinos senere modsvar og helt blottet for bagklogskabens overflødighedshorn af selvbevidsthed og glimt i øjet. Filmen leveres til gengæld med en oprigtig og uforfinet råhed, det er svært ikke at lade sig rive med af.
Fortællingen skærer ind til benet og leveres befriende ukompliceret, selv om den samtidig formår at fylde tilstrækkelige nuancer i sit persongalleri og historien. Et af de individer, der i sin tid var med til at forbryde sig mod Sayo, er ad åre blevet en alkoholiseret taber med faretruende spillegæld, og hans trofaste og kærlige datter sælger uden faderens vidende sin krop for at kunne tage sig af ham; et sideplot, der viser flere sider af mennesket og illustrerer, hvordan Yukis hævn ikke kan undgå at have følgeskader.
Historiens manga-rødder mærkes i til tider unødigt forklarende tekster og voiceovers, f.eks. om, hvordan vreden voksede og virkede i Yuki, eller som da den døende Sayo fortæller sine cellekammerater, hvorfor hun var nødt til at bringe et barn til verden, der kunne overleve hende og fuldbyrde hævnen. Dette er dog også medvirkende til, at man som publikum roligt kan læne sig tilbage og nyde voldsunderholdningen uden risiko for at glippe vigtige detaljer.
Udgivelsen, der efterhånden har et par år på bagen, kan de fleste steder købes ret billigt, eksempelvis ligger prisen i skrivende stund på sølle 29,95 hos Fona på Strøget i København. Kan du på nogen måde lide samurai- og hævnerfilm, har du sikkert allerede anskaffet dig denne blodige genreklassiker. Men hvis du stadig mangler den, er dette en oplagt mulighed for at få styr på dine prioriteringer … absolut anbefalet!
Karakter: 7½ stjerner af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Anders Jørgen Mogensen – Virkeligheden er ikke virkelig

Udgivet den september 13, 2011 af Admin

Virkeligheden er ikke virkelig
Fortællinger af Anders Jørgen Mogensen
Forlaget Ostenfeld 2011, 126 sider

En dag hvor Anna sidder i skolen, går det op for hende at hun er lavet af vand og at alle hende kammerater er tørstige og vil drikke hende.
En dreng leger i skoven. Han leger at han er en ræv og går så meget op i legen at han æder en død grævling.
En anden dreng har plantet et træ sammen med sin far. Da faderen dør, får drengens længsel efter faderen træet til at vokse. Ud af træet laves en kælk så han stadig kan lege med sin far.
Dette er kort de tre første fortællinger i denne samling, af hvad forfatteren selv betegner som surreelle og fantastiske fortællinger. Det surreelle slår igennem i flere af fortællingerne, bl.a. i fortællingen hvor en fugl først hakker ansigtet af en mand, og derefter rykker hove­det af ham. Fuglen gylper et nyt hoved op og sætter ansigtet på det nye hoved. I en anden historie kommer en dreng til at gøre skade på sin lillebror. Drengen bliver senere slugt af en politibetjent, og igennem en samtale med betjentens hjerte lærer drengen at tilgive sig selv.
Andre historier handler om døden eller rettere det der kommer efter. Der er drengen der får besøg af en pige der flyver ind igennem hans vindue. Kort forinden lå hun syg i en lejlighed længere nede i bygningen. Der er også historien om en dreng der hver nat går en tur med sin døde lillebror og fortæller hvor meget han savner ham.
Betegnelserne fantastiske og surreelle passer godt på denne samling af underfundige og mærkelige historier.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Kristoffer J. – Erik Jernhånd – Et rablende riddereventyr

Udgivet den september 12, 2011 af Admin

Erik Jernhånd – Et rablende riddereventyr
Roman af Kristoffer J.
Andersen
Gyldendal 2011, 184 sider

Erik Jernhånd er en ægte ridder, der lever op til alle de dyder en rider skal. Han er galant, ærlig, modig og en ægte helt. Spørger man ham selv, så lever han fuldt op til de beskrivelser der findes i bøgerne om hans store idol Prins Constantin. Erik er desværre også arrogant og har ikke den store respekt for bønderne i sit land. Han får et problem da han bliver frataget titlen som arving til tronen, som nu kommer til at gå til hans bror der er administrator og langt fra en helt.
Erik samler en lille gruppe eventyrere omkring sig og drager ud for at finde en prinsesse han kan redde, så han kan bevise sit værd og igen få et kongerige. Det er faktisk så heldigt at der i et andet kongerige er udskrevet en konkurrence hvori man kan vinde prinsessen og det halve kongerige. De viser sig at konkurrencen mere minder om en talentkonkurrence, men da prinsessen undervejs bliver bortført af det frygtelige monster Demo-kraken, får Erik mulighed for at vise sig som en helt.
Bogen er historien om en prins der gerne vil være den klassiske helt, men desværre for ham begiver han sig rundt i en verden der ikke længere er gearet til helte. Dragerne gider ikke forsøge at æde ham, prinsesserne sidder ikke blot i et tårn og venter på deres prins, og troldene er blot handelsmænd der faldbyder deres varer, eller de er brobyggere der egentligt blot vil have lidt broafgift for at have råd til at vedligeholde broen. De tre bukke bruse er derimod modbydelige væsner, men da de er udødelige. kan Erik heller ikke gøre noget ved dem.
Bogen vender underholdende om på det klassiske riddereventyr og fortæller historien om en ung mand der må prøve at finde sin plads i et samfund der er under forandring og ikke helt lever op til de forventninger han havde. Heldigvis får han god hjælp af sine venner, selvom det ikke altid ved første øjekast ser ud til at være en hjælp.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Alien vs. Ninja

Udgivet den september 11, 2011 af Admin

Alien vs. Ninja
Film, Japan, 2010, 81 min.
Instr.: Seiji Chiba
Medv.: m.fl. Masanori Mimoto, Shûji Kashiwabara, Donpei Tsuchihira m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Efter et par Alien vs. Predator-film og Alien vs. Zombies – The Dark Lurking, skulle man mene, verden havde set nok af tarvelige produktioner efter skabelonen “Alien vs. ikoniske skabninger”. Nu er turen imidlertid kommet til ninjaer, og stik mod al fornuft indvilgede undertegnede fjols i at anmelde filmen. Kald det morbid nysgerrighed, momentan sindssyge eller måske et spinkelt håb om en i det mindste mildt underholdende 1½ time på sofaen.
Allerede åbningsscenen, hvor en gruppe elendige CGI-ninjaer kommer springende ned fra et tag fulgt af en eksplosion, lover dog desværre skidt, ikke mindst da der ikke er tale om en animeret film. På vej tilbage fra missionen bemærker ninjaerne et rødt skær bevæge sig over himmelen, og snart efter hjemkomsten bliver de sendt ud i skoven for at undersøge dette. Der viser sig at være tale om en meteorlignende sten, som er revnet ved landingen i skovbunden, og det står hurtigt klart, at den har medbragt en udenjordisk uhyrlighed.
Én efter én bliver ninjaerne slagtet, når den effektive dræber stik imod deres forventning slår til nedefra. Ninjaerne er dog kompetente krigere, der ved, man skal imødegå en sådan situation ved at stille sig i en cirkel, ryg mod ryg, selv om der nu ellers er rigeligt med træer at søge tilflugt i…
På dette tidspunkt, hvor flokken er reduceret til omtrent hovedpersonerne, beslutter filmens alien på belejlig vis at være sportslig. Den kommer op til overfladen (i skikkelse af en mand i fjollet gummidragt), så de kan få nogle stød ind og såre den.
Det er også tiltrængt! Skabningen kan nemlig både forlænge sin hale og bruge den i kamp, rulle sig sammen og lave Sonic the Hedgehog-lignende spins og regenerere. Som om det ikke var nok, kan den fra huller i sit hoved udskille små, lyserøde, salamanderlignende ting, der kravler ind i næsen på ninjaerne. De stakkels individer forvandles så til ninjazombier, som af lidet åbenlyse årsager vælter diverse ukvemsord på engelsk af sig.
“Fuck you, fuck you, fuck you,” messer de i kor, mens de hæver deres sværd til kamp. Filmningen og skuespillernes udtryk tyder på, at den pågældende scene skulle forurolige sit publikum, men den eneste rys­ten, den afstedkom hos under­tegnede, foregik med hovedet.
Mere tilsigtet humoristisk er det, da monstret i kampens hede får øjnene op for den kvindelig ninja Rins ynder, og en meget seksuelt ladet slåskamp følger med væsenets hale som åbenlys fallosreference. Bare så ingen behøver frygte for Rins dyd, demonstrerer hun ved at smække hænderne sammen, at hendes handsker bærer påskriften “Den stærkeste”. Der er med andre ord ingen velgørende alien-rape at komme efter for hentai-folket.
Trods al sin vold og splat er filmen gennemsyret af en meget naiv tone. Karaktererne er klart definerede – den modige Yamata, den søde og seje ninjapige Rin, selvfede Jinnai og den kujonagtige klodsmajor Nezumi, hvis tilsyneladende unyttige gadgets måske alligevel kan ende med at komme til deres ret. Læg dertil replikker som “hvordan var missionen? Fik du brug for din specialitet?”, og du har et mislykket sammenkog af plottet fra den første Predator og ånden fra et afsnit Naruto – konceptuelt, forstås, ikke kvalitetsmæssigt!
Som det var tilfældet med Alien vs. Zombies – The Dark Lurking står også denne omgang juks håbløst tilbage for sine forbilleder. Ret skal dog være ret, og koreografien i kampscenerne er skam ganske hæderlig og underholdende, indtil den – som desværre oftest – bliver spoleret af en uheldig blanding af slowmotion og CGI-effekter. Disse er naturligvis tænkt til at øge sejhedsfaktoren, men virker snarere hæmmende. Et par af actionscenerne rundes af med en ganske sjov krølle, og Rin er da også fin at se på i sit stramme tøj. Og … tja.
Lad os bare sige, at jeg har fattet tendensen og lært lektien: En af redaktionens andre anmeldere får hermed lov at tage fremtidige Alien vs.-kugler for mig! Forhåbentlig bliver de hårdt prøvede aliens’ næste modstander et svigtende publikum, så vi kan slippe for flere af disse møghybrider.
Karakter: 2 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Melancholia

Udgivet den september 10, 2011 af Admin

Melancholia
Film, Zentropa 2011, 136 min.
Inst.: Lars von Trier.
Medv.: Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg, Kiefer Sutherland m.fl.

Lars von Triers seneste film er bygget op på samme måde som den foregående: Først en kort sekvens i slowmotion der lægger grunden til det følgende, dernæst en sekvens hvor vi er i en ekstrem, men dog velkendt verden, og dernæst en sekvens hvor det fantastiske element introduceres gradvist. I Antichrist var det en ikke så håndgribelig overnaturlig ondskab der udgjorde det fantastiske, her er det noget straks mere materielt, nemlig en
planet der er på kollisionskurs med Jorden. Det gør Melancholia til en science fiction-film, og det er det også på en måde, men så alligevel ikke helt.
I første sekvens får vi en meget flot og helt ordløs fremstilling af verdens undergang. Dernæst hopper vi til et bryllup. Claires søster Justine skal giftes med Michael, og bryluppet holdes på det gods, hvor det meste af filmen foregår, som er ejet af Claires mand John. Som et forvarsel om hvad der siden sker, opstår der store problemer, da den absurd lange stretch-limosine skal nå frem ad den snoede vej til godset med bruden og gommen.
Siden erfarer vi at det ikke er nogen lykkelig familie vi har med at gøre. De to søstres forældre, spillet af John Hurt og Charlotte Rampling, er hhv. meget excentrisk og i stand til at fornærme alle hun kommer i nærheden af. Justine er derimod plaget af svære depressioner, eller melankoli, som det også kan kaldes. Denne del af filmen fungerer perfekt, ikke mindst på grund af Justine – Kirsten Dunst, men også opsætningen og instruktionen med en lang række interessante personer, virker rigtig godt.
Man kan spekulere over hvor meget af von Trier der er i Justine. I hvert fald er hun også genial til det hun gør og plaget af depressioner, sådan som von Trier kan lide at fremstille sig selv. Men under alle omstændigheder kan jeg ikke mindes en film hvor depression er fremstillet så realistisk og uden den sædvanlige film-melodrama. Det centrale i denne del af filmen er at Justine prøver så godt hun kan at leve op til omverdenens forventninger om at hun skal være lykkelig, men det fejler selvfølgelig. En der er ramt af depression har valget mellem at lade andre mærke lidt af det helvede de befinder sig i, eller at lade som om alt er i orden. Men hvis omgivelserne fornemmer at den depressive blot lader som om hun er lykkelig, og forlanger at hun faktisk bliver lykkelig, stilles hun overfor en umulig opgave: Man kan nemlig ikke få en depression til at gå væk med ren viljestyrke eller en fest, sådan som man kan gøre det med et forbigående dårligt humør.
Men som sagt, von Trier forfalder ikke til melodrama her, eller i hvert fald ikke i generende høj grad, så selv om der er en del ekstreme personer i første del af filmen, virker de troværdige. Desværre kan det samme ikke siges om science fiction-elementet i den sidste del af filmen: Von Triers astrofysik kunne have fungeret med nogle få ændringer, men for mig ødelagde det en del af filmen, at den ikke gør. Meningen er at man skal se hvordan personerne, primært de to søstre, reagerer på verdens undergang. Claire, der er et normalt menneske som er glad for at leve, bliver meget bange, mens Justine, der til at starte med er faldet ned i en dyb depression efter bryllupsfesten, faktisk liver lidt op, da der omsider er en ydre begivenhed som er i stand til at trænge igennem til hende. Imens render Claires mand John, spillet af Kiefer Sutherland, rundt og spiller amatørastronom sammen med sønnen. Det er godt spillet af de skuespillere der er med i denne del, men jeg synes det er lidt for forudsigeligt hvad der skal ske, ikke kun med verden, men også med personerne. Enden på filmen kommer også, og den holder og er rigtig smuk. Selv om jeg er utilfreds med astrofysikken, vil jeg sige at de billeder von Trier viser os af verdens undergang gør at jeg næsten glemte mine forbehold. Det gælder i øvrigt hele filmen. Trier er suveræn med billeder, selv om ordene af og til bliver lidt forvrøvlede. Skal man så se filmen som science fiction-fan? Nej, det er ikke stor science fiction. Men det er en rigtig flot film, og den første ca. halvdel af den er en fremragende film. Så gå ind og se den (eller se den på tv) for billederne og skuespillet og lad den indre nørd holde fri.
Efterfølgende har jeg opdaget af von Trier faktisk havde konsulenter på til at sørge for at astrofysikken kunne holde. (Detaljer kan læses på videnskab. dk). Har man valget mellem at komme med lange forklaringer (infodumps, som de kaldes) eller vise hvad der sker med billeder og handling, er det sidste klart at foretrække. Men desværre får vi stort set intet af førstnævnte, mens von Tiers tager sig en del kunstneriske friheder med det hans konsulenter nåede frem til, som gør at man heller ikke kan gætte sig til hvad der foregår. Det går bare ikke at lave science fiction på den måde: Det der sker, som ligger ud over hvad publikum kender fra virkeligheden, må på en eller anden måde gøres sandsynligt og rimeligt, ellers tvinger man folk til at opfatte det der skulle forestille at være tænkt virkelighed, som en ren fantasi. Det kunne så lige så godt have været et kæmpeuhyre som slugte Jorden. Så det er dobbelt ærgerligt at filmen ikke holder som sf, når von Trier faktisk gjorde en hel del mere ud af den del af filmen, end man sædvanligvis ser med filmfolk.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Harry Potter og Dødsregalierne, del 2

Udgivet den september 9, 2011 af Admin

Harry Potter og Dødsregalierne, del 2
Film efter J.K. Rowlings roman.
Inst. David Yates.
Medv.: Daniel Radcliffe, Emma Watson, Rupert Grint m.fl.
Warner 2011, 130 min.

Så fik vi omsider slutningen på serien om den lille troldmand med brillerne, med det borgerlige navn Harry. Der er ingen tvivl om at det har været en af de mest succesfulde filmserier nogensinde, baseret på en af de mest succesfulde romanserier nogensinde, men er det hele bare varm luft udsendt af en meget velfungerende pr-maskine og de medier som har spillet med på det?
Måden Harry Potter-serien er bygget op på er sådan set ret enkel: Skriv en serie bøger om en drengs oplevelser i en skole og hvordan han vokser op, men erstat ligegyldig viden og lektier med magi og halvkedelige lærere med excentriske troldmænd og -kvinder. Find på en skurk som er en meget personlig fjende til vores dreng, ved at han har dræbt begge dennes forældre, og lad skurken have en god grund til at blive ved med at plage ham. Giv helten to venner, en dreng og en pige. Så er det bare at fylde med halløj på skolen og talløse forsøg fra skurken på at få ram på helten.
Når Harry Potter var værst, blev ovennævnte recept fyldt ud med næsten pinagtig dårlig slapstick, hvor børne-heltene måtte redde dagen fordi de voksne opførte sig som rene idioter, eller der blev brugt uforholdsmæssigt meget tid på ret uinteressante sidehistorier. Når Harry Potter var bedst, føltes magien som andet end bare kostskole med et lag magisk graffiti, og personerne trådte ud af deres kliche-båse og føltes virkelige. I den anden film i serien, Hemmelighedernes Kammer, er der for eksempel et interessant magisk monster i form af en basilisk, man får gjort skurken til andet end bare end ond fjende, og selv en større omgang slapstick i form af en uduelig lærer kan man tilgive, fordi de har fået Kenneth Branagh til at spille ham. Det er så en generel meget positiv ting man kan sige om Potter-filmene – de mange førsteklasses skuespillere i de gennemgående voksen-roller, herunder specielt Michael Gambon (Dumbledore), Alan Richman (Snape), Ralph Fiennes (Voldemort) og Helena Bonham Carter (Bellatrix).
Fantasy viser os en forsimplet udgave af verden, som er lettere at forstå end vores komplekse moderne verden. En psykopatisk morder, der myrdede en lille drengs forældre, bliver til en superskurk, som er ude på at omstyrte hele samfundet og derfor myrdede forældrene. I virkelighedens verden ville det blot være et tilfældigt møde mellem morderen og de to ofre. Et emotionelt bånd mellem drengen og morderen bliver til et magisk bånd, der påvirker dem gensidigt. I virkelighedens verden ville kun offeret blive ramt emotionelt, mens en psykopat (som ikke kan føle empati) hurtigt ville have glemt det der skete. Den gode fantasy er så ikke bare en flugt fra en uforståelig virkelighed, men prøver at bruge den transformerede virkelighed til noget. Tolkien prøvede for eksempel at sige noget interessant om mennesker og magt i sin ring-trilogi. Hos Rowling er det unge Potters forhold til Døden (i skikkelse af Voldemort), der for mig er det interessante omdrejningspunkt. Desværre er det blandet op med alt muligt andet, så helhedsindtrykket er en underlig blanding af lavkomik og patos. Af og til fungerer det, andre gange ikke. For eksempel er der Voldemorts tilhængere, der blandt andet har raceteorier til fælles med nazister, men det virker bare ikke at vise hvor forkerte raceteorier er, når mennesker uden magiske evner fremstilles som lettere demente gennem hele serien.
Den syvende film, første del af filmatiseringen af den syvende og sidste bog, huskede jeg som en meget langstrakt affære, hvor de tre hovedpersoner var på flugt efter begivenhederne i den sjette bog/film, men ellers tilbragte det meste af tiden med ikke at kunne finde ud af de spor de havde fået til at få ram på skurken, at skændes indbyrdes og i øvrigt bare trække tiden ud, indtil plottet kunne gå videre i den næste film. Med ved gensyn kan jeg se at det kun er sidste halvdel af den der virker langtrukken, og det nok er fordi denne del af filmen stort set kun bæres oppe af de tre (nu voksne) børneskuespilleres skuespil, hvilket de nok magter, men ikke til topkarakter.
Under alle omstændigheder havde jeg håbet på lidt mere fart på handlingen, da jeg gik i biografen for at se den sidste Harry Potter-film. På det punkt blev jeg ikke skuffet. Her tages der for alvor fat på at fortælle historien om Harry Potter og Voldemort, frem for at lade personerne fjolle omkring med alle mulige sidehistorier. På dette tidspunkt i historien har Voldemort, udover at være en ret mægtig troldmand og være udødelig, fået fat i noget som giver ham endnu mere magt. Så der er faktisk for en gangs skyld lagt op til at Harry Potter ikke bare kan slippe godt fra endnu et møde med Voldemort ved hjælp af held og sin mystiske forbindelse til ham, og der er efterhånden heller ingen venlige, voksne troldmænd som kan hjælpe ham. Samtidig når de godes kamp mod de onde til et klimaks, i form af et større slag om troldmandsskolen, med mange døde til følge.
Dødsregalierne del 2 er en meget mørk og dyster film, selv i forhold til de andre Potter-film af Peter Yates (nr. fem og frem). Men jeg synes at trådene fra de foregående film bindes fint sammen, og konflikten mellem den unge, knap nok udlærte troldmand Harry Potter og den udødelige, almægtige Voldemort ender på en måde der er troværdig både plotmæssigt og karaktermæssigt. Til gengæld virker mange af de andre personer ret statistagtige her. Jeg tror man med fordel kunne have ladet den syvende film få lidt mere af handlingen, og så til gengæld have brugt lidt mere tid på personerne i den ottende film. Eller bare forlænget den sidste film, som faktisk er den korteste i hele serien. Men alt i alt en ganske seværdig film, som man dog ikke bør se uden at have læst bøgerne eller set de foregående film, som minimum i hvert fald de to foregående, da de tre sidste film plotmæssigt hænger temmelig meget sammen.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Hell’s Ground + Dracula in Pakistan / The Living Corpse

Udgivet den september 8, 2011 af Admin

Hell’s Ground
(Zibahkhana)
Film, Pakistan 2007, 75 min.
Instruktion: Omar Khan

Dracula in Pakistan / The Living Corpse
(Zinda Laash)
Film, Pakistan 1967, 103 min.
Instruktion: Khwaja Sarfraz

Mens den indiske filmindustri har fejret triumfer på verdensplan, står det anderledes skralt til i nabolandet Pakistan. Det forsøger Another World Entertainment at råde bod på med udgivelsen af landets første splatterfilm, Hell’s Ground, og som bonus får man også den over 40 år gamle Dracula in Pakistan.
Desværre er filmenes nationalitet også det mest interessante, der er at sige om dem, og det er heller aldrig et godt tegn, når ekstramaterialet fænger mere end hovedfeaturen.
Hell’s Ground rummer for eksempel en danskproduceret minidokumentar, der beskriver instruktøren Omar Khans problemer med at få sin film vist i sit hjemlands biografer.
Omar Khan dukker også op på kommentarsporet til Dracula in Pakistan sammen med sin medforfatter til Hell’s Ground, Peter Tombs, og han optræder desuden som ekspert i yderligere en dokumentar om indiske horrorfilm.
Netop Khans forkærlighed for horrorgenren skinner tydeligt igennem i Hell’s Ground, hvis handling er som kopieret fra en amerikansk 70’er gyser. Fem unge skulker fra skole for at tage til en koncert, men kører forkert undervejs og havner så langt ude på landet, at det får omgivelserne i Motorsavsmassakren til at virke urbane.
Pludselig er de omringet af kødædende zombier, som er blevet skabt af forurenet drikkevand, men den del bruger filmen aldrig rigtig til noget. I stedet flygter de unge videre blot for at have i kløerne på en morderisk familie, hvis mest skræmmende medlem er en burkaklædt galning med en kæmpe morgenstjerne som våben.
Det i sig selv er et syn for guder, men denne figur bliver introduceret så sent i filmen, at det føles som det rene spild. Der spares hverken på det kunstige blod, løsrevne kropsdele eller gustne makeup-effekter, men de integreres aldrig rigtig i handlingen og virker mest til at være til stede, fordi Omar Khan har set, at det er sådan, man gør i andre film.
Til gengæld fortjener han plusser for brugen af tegneseriepaneler og gammel pakistansk musik til at skabe en kitschet Grindhouse-stemning, uden at det dog opvejer den usammenhængende historie eller den manglende spænding.
Hell’s Ground fungerer faktisk bedst som kulturelt dokument og giver et alternativt indblik i det pakistanske samfund. De unge går for eksempel alle vestligt klædt, og deres dialog veksler hele tiden mellem urdu og engelsk. Og så rummer filmen denne interessante karakteristik af Pakistan: Halvdelen af befolkningen går til modeshows, mens den anden halvdel lever i middelalderen.
Dracula in Pakistan er, som titlen antyder, Bram Stokers klassiker omplantet til pakistanske forhold og er nogenlunde tro over for handlingen, hvis man ellers kan abstrahere fra danse- og sangscenerne! Med andre ord er filmen mest at betragte som et kuriosum, men dele af den er faktisk ganske stemningsfulde og indeholder mere uhygge end det meste af Hell’s Ground.
De to film udgør dog et fint match – ikke mindst fordi Dracula, skuespilleren Rehan, har en cameo i Hell’s Ground.
Karakter: 5 ud af 10.
Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Summer Time Machine Blues

Udgivet den september 7, 2011 af Admin

Summer Time Machine Blues
Film, Japan, 2005, 107 min.
Instr.: Katsuyuki Motohiro
Medv.: Yoshiaki Yoza, Juri Ueno, Riki Honda, m.fl.

En af mine britiske Facebookvenner anbefalede mig denne meget nørdede japanske live action-tidsrejsefilm, som faktisk er baseret på et teaterstykke. En gruppe venner i 18-års-alderen har en sci-fi klub, komplet med rodet klublokale. De lever en sorgløs men klodset teenage-tilværelse, da der en dag pludselig materialiserer sig en tidsmaskine i deres klublokale (den virker tydeligt inspireret af maskinen i 2002-filmatiseringen af Wells’ Time Machine). Det viser sig at en ung fyr fra samme sci-fi klub 25 år ude i fremtiden er rejst tilbage til 2005 for at opleve klubbens spæde start. Men tidsmaskinen materialiserede sig også bare i hans tid, og han ved ikke hvor den egentlig kom fra. Gutterne fra sci-fi klubben vil selvfølgelig straks prøve maskinen og debatterer først hvad de skal gøre med den. Den har en fortids- og fremtidsgrænse på 99 år, men de beslutter at starte med at tage tilbage til dagen i forvejen og hente fjernkontrollen til deres air-condition-anlæg! Det er nemlig hedebølge, og fjernkontrollen gik i stykker tidligere samme dag, da de spildte cola på den. Så en lille gruppe tager tilbage til dagen før, hvor de selvfølgelig ikke kan modstå fristelsen til at spionere på deres dobbeltgængere (altså dem selv). Rejsen til igår (og tilbage til ‘i morgen’) illustreres ved at lave en horisontal split-screen, hvor tidsmaskinen så går fra den øverste halvdel af skærmen til den nederste når den rejser tilbage, og fra den nederste til den øverste del af skærmen når den rejser frem. Det fungerer fint! Men plottet begynder hurtigt at blive meget rodet. To af hovedpersonerne tager tilbage til nutiden, men så må de tilbage til gårsdagen igen for at hente de andre, men så kan de ikke finde dem, og det hele bliver meget forvirrende – især da de jo hurtigt begynder at bekymre sig for om de nu kommer til at ændre på tidslinjen! Det element som får filmen til alligevel at fungere ret godt, er at tidslinjen faktisk ikke kan ændres. Forvirringen skyldes delvist at effekterne af tidsrejserne indfinder sig før rejserne finder sted, dvs. tidslinjen er frosset og deterministisk (eller med Holger Bech Nielsens nok mere tekniske term: selvkonsistent!), og tingene kan kun ske på én måde. Men da vores hovedpersoner det meste af tiden ikke er klar over dette, forsøger de febrilsk at undgå at skabe tidsparadokser.
En morsom ting er at nøjagtig samme præmis blev brugt i den geniale spanske tidsrejsefilm Timecrimes fra 2007, og jeg spørger mig selv om den spanske instruktør mon fik sin idé fra den japanske film? De er tæt på hinanden i tid, og det virker næsten som mere end et tilfælde. In any case, Summer Time Machine Blues er en morsom og meget japansk tidsrejsekomedie (med en del lidt for overspillet komik, især i den lidt tegnefilmsagtige måde, figurerne taler på), som klart kan anbefales. Flere af plotelementerne er inspireret af Tilbage til Fremtiden, men på en ganske subtil måde.
Denne film er indtil videre kun udkommet på japansk DVD, men heldigvis med engelske undertekster. Filmen kan bl.a. anskaffes på www.yesasia.com.
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar