Revolution of the Mask

Udgivet den september 24, 2011 af Admin

Revolution of the Mask
Tegneserie, 32 sider, sort/hvid
Lewis Lovhaug (tekst), Leonardo Hector Freites (tegninger)
Brainscan Studios 2008-2009 (USA)

Revolution of the Mask er en del af revolutionen inden for downloadbare e-tegneserier på PDF-format, der gør det nemt og billigt at få fat på ret obskure titler fra udlandet – som sædvanligt er rettighederne det største problem, hvilket f.eks. skaber irriterende huller i de tilgængelige tegneserier på fx rpgnow.com.
Men nok om dét:
Tegneserien finder sted i en fremtid hvor alle er blevet gjort anonyme og ensrettede af et lige så anonymt regeringsorgan kaldet ‘the Alligarchy’. Idéen er at hvis der ikke er nogen religioner, racer, klasser etc., og ingen kan eller må være bedre end andre, er der heller ingen konflikter – men så er der heller ingen individer.
Som modsvar er der så opstået en modstandsbevægelse der klæder sig ud som superhelte, fordi superhelten er det stærkeste symbol på individet de kan komme i tanke om.
I løbet af de første par numre evakuerer superheltene en regeringsfunktionær (denne sekvens minder måske lovligt meget om The Matrix) – resten af pladsen er brugt på at fortælle baggrundshistorie, og introducere alle karaktererne.
Ikke desto mindre skinner grundidéen med tegneserien ret tydeligt igennem – nemlig at udforske hvad konceptet ‘superhelt’ i bund og grund går ud på, medens den dystopiske fremtid tydeligvis er tænkt som kontrast. Det gør det, indtil videre, svært at forestille sig f.eks. superskurke (individets bagside?) indgå i universet. Det gør det særligt spændende at se hvor historien fører hen
Lewis Lovhaug er erklæret kristen, Bee Gees-fan og feminist, hvoraf det sidste stikker ret tydeligt igennem, eftersom det er de kvindelige karakterer der er de mest aktive i serien, både med hensyn til at gå i aktion som helte, og i det parforhold der er under udvikling (med en korsidder-superhelt – hvad ellers?).
Lovhaug er til gengæld erklæret modstander af anti-helte, som de blev skabt i 90’erne, og af genrens selv-kannibalistiske dekonstruktion (læs: Garth Ennis), så forhåbentlig kan vi vente os en frugtbar søgen-tilbage-til-rødderne, der bekræfter genren og dens særtræk. Det store spørgsmål er blot om han også vil kunne bringe noget nyt til bordet.
Det første nummer er kompetent men anonymt tegnet, hvorimod det andet nummer er lidt af en skuffelse, hvilket gør det sværere at tage historien alvorligt. For et stykke tid siden skrev Lewis Lovhaug på sin blog at der var fundet en ny kunstner, så lad os håbe at det bliver til noget.
Men ved I hvad? I virkeligheden har Lovhaug langt større talent som amatør-filmmager (særligt kostumer og billige SFX) end som tegneserieskaber.
Han begyndte at bedrive tegneseriekritik på sin blog for nogle år siden, hvorefter han så gik over til et video-format, hvor han optræder i et kostume som nørd-helten ‘Linkara’, der ofte møder eller kæmper mod karakterer fra de tegneserier han kritiserer. I løbet af det sidste år er der endda blevet opbygget et stort galleri af originale karakterer til serien, såsom den (surprise!) vanvittige ‘Dr. Insano’, der debuterede i showet, men faktisk er stjerne på helt en anden hjemmeside!
Det er bedste af det hele, er at der er ved at blive opbygget et helt lille fiktivt univers bestående af karakterer der optræder på den amerikanske internet-kanal Channel Awesome, der er bygget op omkring et fast koncept (karakterer der enten er kritikere eller anmelder), samtidig med at hver især stadig er baseret på egen side/blog, med stor frihed til at udfolde sig. Det er en kreativ måde at gå imod ”hver man sin blog”-tendensen på. Det er den slags der har gjort USA til hvad det er, folk!
GOD BLESS AMERICA!
… æh…
Tegneserien kan findes her: brainscancomics.com
Du kan følge anmeldershowet på atopfourthwall.blogspot.com, eller thatguywiththeglasses.com‘Dr. Insano’ kan findes på spoonyexperiment.com
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Christoph Marzi – Lycidas

Udgivet den september 23, 2011 af Admin

Lycidas
Første bind i en romanserie af Christoph Marzi
Heyne-verlag 2004, 860 sider
Sprog: Tysk

Denne anmeldelse kommer vist til at handle lige så meget om forfatteren Christoph Marzi, som bogen der er første bind i hans mest succesfulde fantasyserie. Det er fordi, jeg ikke regner med, at i kender ham, og det synes jeg, at i alle sammen burde.
”Verden er grådig, og nogle gange sluger den små børn med hud og hår. Det erfarede Emily Laing, før hendes tid var kommet” (min egen oversættelse).
Sådan indledes Lycidas om pigen Emily Laing, der er rødhåret, har et glasøje og bor på et børnehjem i London. Der sker dog mærkelige ting i Brostenenes By. Børn forsvinder. For eksempel ser Emily spædbarnet Mara blive bortført fra børnehjemmet. Kort efter flygter Emily fra børnehjemmet med hjælp fra den talende rotte Lord Brewster. Den bringer hende sammen med en alkymist ved navn Wittgenstein, der tager hende til sig og introducerer hende for byen under byen. Den Urgamle Metropol, som den kaldes, består af alle de lag af byen, der i tidens løb er blevet bygget ovenpå.
De uforklarlige begivenheder har selvfølgelig sine rødder nede i denne klaustrofobiske verden, hvor tiden går helt anderledes, og legenderne lever i bedste velgående. Der er mange dagsordener og mægtige magter på spil.
Dermed er grundlaget ligesom lagt, og så kører den, indtil vi når det første af flere store twist.
Hvordan hænger det hele sammen?
Lad være med at spørge! Husk bare at tilfældigheder findes ikke og lad dig føre gennem et kompliceret spil, hvor Lycidas (ja ham den faldne engel), hans elskede Lilith, den frygtelig Nyx, Anubis af Islington og mange andre er på færre.
Ej, nu var det også for at låne lidt af romanens eget sprogbrug, men det er et stort plot, som ikke er nemt at koge ned. Nogle af de vigtige spørgsmål er helt klart, hvem der gjorde hvad og har hvilke motiver for at gøre det. Samt hvem der egentlig er til at stole på.
Marzi (født 1970) er nok det største nyere navn i tysk fantasy. Jeg synes han står for en rigtig god blanding mellem mere mainstream-forfattere som Cornelia Funke og gennemførte genrefolk som Markus Heitz og Wolfgang Hohlbein.
Hvis jeg helt kort skal prøve at karakterisere hans forfatterskab, så skriver han urbanfantasyhistorier om at finde sin plads i en verden, hvor legende og nutid flettes uløseligt sammen. Det gør han i det mest fantastiske poetisk-eventyrlige sprog, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at læse.
Det skal altså ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget stor fan af Christoph Marzi, men selvom et særligt træ i helvedet spiller en afgørende rolle i Lycidas, vokser tingene selvfølgelig ikke bare ind i himmelen.
Som det så ofte er med historier, der er drevet af personernes til tider mere og til tider mindre modsatrettede dagsordener, skal man ikke altid gruble alt for dybt over motiverne hos karaktererne, og de ting der pludselig vender situationen på hovedet. Tænk Pirates.
Der er heller ingen tvivl om, at bogen står på skuldrene af en hel del klassikere indenfor fantastikken. Det er dog helt bevidst og på mange måder det allerbedste ved den. Marzi er selv en ægte fan, der læser tonsvis af bøger, hører masser af musik og ser gamle film. Det originale er Marzis særlige tone, og den måde de velkendte ideer bruges.
Mere kritisk er de helt tydelige paralleller til Neil Gaimans Neverwhere. Jeg læste først Gaimans bog flere år efter Lycidas. Dengang kunne det derfor slet ikke være gået mig på. Jeg kan imidlertid godt forestille mig, at man visse steder hos Marzi kan komme i fnysehumør, hvis man har Neverwhere på rygmarven. Man må dog ikke lade det fordærve bogen for sig. Jeg vil gerne understrege, at Marzi har sin helt egen måde at behandle tingene på, som stadig gør historien om Den Urgamle Metropol helt og aldeles unik.
Lycidas er første bind i Emily Laing-trilogien. De to andre bøger, Lillith og Lumen, trækker på samme persongalleri, men tager os blandt andet også til Prag og Paris. Derudover dykker Christoph Marzi igen ned i Den Urgamle Metropol med Somnia – første bind i en ny trilogi der handler om Wittgensteins datter Scarlett på den anden side af Atlanten i New York.
Marzi er en af mine yndlingsforfattere, og det har været lidt trist ikke rigtig at kunne dele ham med nogen, fordi hans bøger kun fandtes på tysk. Efterhånden begynder de dog også at udkomme på engelsk, og jeg kan kun anbefale at læse ham! Jeg har dog ingen erfaring med, hvor godt hans særlige sprog fungerer, når det oversættes. Så hvis i kan, synes jeg da i skal læse ham på originalsproget.
Anmeldt af Andreas Markert i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Evighedens dal – Et rollespil om pingviner

Udgivet den september 22, 2011 af Admin

Evighedens dal
Et rollespil om pingviner
Juhana Pettersson og Claus Raasted
Rollespilsakademiet 2011
140 sider, 150kr.

Evighedens dal er et finsk rollespil om pingviner og deres kamp for at overleve den barske natur på Antarktis. Det frosne kontinent er en mytisk verden, hvor pingviner og de vilde antipingviner kæmper en konstant kamp for overlevelse mod naturen og mod rovdyr.
Langs kysterne til Overflødighedens Ocean ligger kolonier af pingviner, og blandt pingvinerne er der helte, som lægger familielivet bag sig for at blive forsvarere og krigere, der beskytter samfundet, de har lagt bag sig. I pingvinernes verden kan man ikke både have en familie og være en helt. Det tillader det barske klima og de mange rovdyr ikke.
Inde ved Skuffelsernes gletsjer lever de udstødte pingviner, som gletsjerens har taget til sig og forvandlet til de rå antipingviner. Blandt disse er der anti-heltene, som lægger vildskaben bag sig for en bedre morgendag.
Evighedens dal er ikke et klassisk fantasy-rollespil, men i stedet et eventyrligt rollespil, der bruger westernfilmene som genre. Spillet handler ikke om kampen mellem det gode og det onde, men i stedet vægter det de mange gråzoner, som også findes i westerns, hvor revolvermændene er ensomme omstrejfere og et nødvendigt onde. Her er det i stedet pingviner med spyd og knive, som strejfer omkring og beskytter samfundet mod rovdyr, antipingviner og andre, mindre hæderlige pingviner.
Evighedens dal er et stemningsfyldt rollespil. Med navne og landskaber skabes et fascinerende vista, som rummer sin helt egen stil, og det akkompagneres af stemningsfyldte illustrationer. Reglerne er simple og traditionelle. Der bruges sekssidede terninger, og systemet er holdt til et minimum for at sigte på de korte kampagner eller enkeltstående historier, som man kan spille på enkelt aften. Spillets regler er hurtige og effektive, og de tager ikke mange øjeblikke at lære.
Kapitlet for spilledere henvender sig mest af alt til nye rollespillere. Erfarne rollespillere kan let gå til Evighedens dal og finde underholdning i spillet, og nye og nysgerrige rollespillere kan kaste sig over Evighedens dal guidet af regelbogens simple, men effektive vejledninger. Der følger dertil to scenarier og mange forslag til nye historier.
Anmeldereksemplar leveret af Rollespilsakademiet.
Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Rollespil | Tagget , , | Skriv en kommentar

Reykjavik Whale Watching Massacre

Udgivet den september 21, 2011 af Admin

Reykjavik Whale Watching Massacre
Film, Island, 2009, 87 min.
Instr.: Július Kemp
Medv.: Gunnar Hansen, Pihla Vittala, Nae Yuuki m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Kunne det ikke være sjovt med en islandsk hyldest til The Texas Chain Saw Massacre, bare til havs og med såkaldte ‘fishbillies’ (fiske-industriens svar på bonderøve, hvilket vel så må hedde … fiskerrøve?) i stedet for originalens foruroligende hillbillies – og så bare kalde filmen Reykjavik Whale Watching Massacre?
Det synes en større mængde filmpublikummer og -anmeldere rundt omkring tilsyneladende ikke. I hvert fald flyder det ikke umiddelbart med pæne ord i kølvandet på dette islandske nik til Tobe Hoopers klassiker og genren i øvrigt.
Som i de fleste lignende film er plottet meget enkelt og blot en undskyldning for at bringe karaktererne i en kattepine, der kan tage livet af dem én efter én. Denne gang er der tale om en broget forsamling turister af forskellige typer og nationaliteter, hvilket betyder en sproglig blanding af islandsk, japansk, en smule fransk og – hovedsagelig – engelsk. Disse stikker til søs i islandske farvande på en såkaldt ‘hvalsafari’, altså med henblik på at se de store dyr i deres naturlige omgivelser.
Traditionen tro er flere af karaktererne både usympatiske og dumme, og det varer ikke længe, før en af turisternes uansvarlige adfærd får tilført kaptajnen en alvorlig, fangstspydrelateret skade. Kaptajnens assistent, som er i færd med at voldtægtsforsøg i sin kahyt, da ulykken sker, går i panik og drejer nøglen, før han stikker af i redningsbåden og overlader turisterne til deres skæbne.
Døden venter dog ikke i form af havet, men derimod en familie af afdankede hvalfangere, der samler turisterne op. Lediggang er som bekendt roden til alt ondt, og efter der blev nedlagt forbud mod hvalfangst, er de engang så stolte fangere blevet nogle bitre og forskruede sataner, der i stedet er forfaldet til menneskeligt bytte. Med andre ord er der altså ikke frygtelig meget nyt under plotsolen.
Som bekendt medvirker selveste Gunnar Hansen (nej, ikke den afdøde, danske sportskommentator, men navnkundige Leatherface fra The Texas Chain Saw Massacre), der selv er fra Reykjavik. Han giver den dog ikke som blodtørstig hvalfanger, men noget så fredeligt som kaptajn Pétur, der leder hvalsafarien og må lade filmens første blod. Det ville nok også være en tand for déjà vu at placere ham i endnu en mentalt forstyrret morderfamilie.
Filmens roller er i det store hele karikaturer. Rygtet vil vide, at nogle af dem er tænkt til at afspejle virkelige personer, instruktøren har et anstrengt forhold til, hvilket meget godt kan forklare, hvorfor flere af dem fremstår lidet sympatiske. De har hver især nogle underholdende momenter, f.eks. den japanske turist, der forarger alle ved at undskylde for sin “very ugly, stupid wife”, fordi hun bliver søsyg og kommer til at kaste op på en af de andres sko. Eller da han senere fyrer sin assistent, fordi hun ikke kan finde te på båden. Der er en herlig ironi over det, da denne ubehøvlede repræsentant for én af verdens førende hvalfangerindustrier selv havner på harpunen.
Selv om konceptet med en gruppe mennesker, der strander afsides blandt morderiske psykopater, er voldsomt slidt, formår Reykjavik Whale Watching Massacre alligevel at underholde med sådanne små skævheder og pudsige krøller. Det er f.eks. svært ikke at se det sjove i, når fiskemutter med et truende spyd i hånden og en tydelig reference til den berygtede voldtægtsscene i Deliverance, forsøger at true en stakkels turist til at synge som en hval.
Det er også en kærkommen afveksling fra mange af genrens øvrige film, at der ikke er tale om en flok teenagere i hovedrollerne, men derimod voksne, i nogle tilfælde endda ældre, mennesker. Et andet positivt træk er, hvordan filmen trods sit forudsigelige skelet til tider alligevel formår at trodse forventningerne. Dét understreger, hvor vigtigt filmens sorthumoristiske islæt er, for det er her og ikke på horrorelementet, den scorer sine afgørende point.
Dette bringer mig tilbage til den negative feedback, filmen har oplevet. Den blev i hjemlandet først markedsført som “Islands første splatterfilm” og efterfølgende som en ‘tryllir’, et islandsk udtryk for en krydsning mellem horror og thriller. Selv om humoren er underspillet, er den afgjort en så vigtig faktor, at ‘komedie’ eller ‘sorthumoristisk’ nok burde have figureret et eller andet sted. Brugeranmeldelserne på IMDb, hvor filmens gennemsnit ligger under middel, overser da også for de flestes vedkommende det humoristiske islæt og fokuserer på at brokke sig over en skuffende horrorfilm, der ikke lever op til sit forbillede. Én påpeger ligefrem, at man næsten skulle tro, at det var en komedie. Ding, ding, ding! Det er det … også! Og hvorom komediedelen ikke er dominerende (og for mange derfor åbenbart ikke til at få øje på!) udgør den altså en vis del af dét friske pust, der alligevel gør den værd at se blandt så uendeligt mange, lignende fortællinger.
Július Kemp har begået en underholdende og skæv lille sag, der hverken skriver filmhistorie eller fornyer genren. Ikke desto mindre føler jeg mig stadig godt underholdt efter det andet gennemsyn. Derfor søsætter jeg gerne en anbefaling midt i det rørte vande af sure opstød. Det har filmen vist brug for.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Camp 41

Udgivet den september 20, 2011 af Admin

Camp 41
1. del – Reservatet
2. del – Heksehammeren
Roman af Patrick Leis
Facet 2011, 256+186 sider

Vi befinder os i Patrick Leis’ Necrodemic-univers hvor Danmark er blevet inficeret af zombier. Camp 41 finder sted et stykke tid efter smitten har bredt sig, men inden alt håb er ude. I forhold til Necrodemic-universets tidslinje, betyder det et sted imellem de noveller man kunne læse i samlingen Necropolis.
Camp 41 er en sikker zone, opbygget og bevogtet af militæret for at have et sted hvor de overlevende civile kan søge tilflugt. Lejeren har dog kun plads til en begrænset mængde mennesker, og da bogen starter er den grænse nået, og nye flygtningestrømme betyder at folk må dele den trange plads, og det begrænsede antal senge endnu mere. For folk der i forvejen er pressede, og har oplevet traumerne ved at se dem de kender først blive dræbt, delvist ædt, for derefter at rejse sig som zombier, er oplevelsen af den manglede plads kun med til at give en mere anspændt stemning. Stemningen bliver ikke bedre da fødevarelagerne begynder at blive tømt.
Vi følger forskellige folk i lejren, bl.a. kommandanten der forsøger at holde styr på det hele, holde modet oppe, og ellers holde stand indtil hjælpen kommer. Dette bliver dog sværere og sværere da de militære kolonner der kommer oftere har flere flygtningen med, end de medbringer forsyninger.
En person er bedre stillet end de andre hvad angår forsyninger. Den unge mand Jason har fundet en hemmelig tunnel ud fra lejren, en tunnel der stammer fra dengang hvor lejren var en fangelejr under krigen imod IO (bøgerne om denne krig har vi endnu til gode). Han tager fra tid til anden på togt uden for lejren og henter varer hjem som han så sælger i en lille kiosk. Dette vækker naturligvis misundelse efterhånden som ressourcerne bliver knappe.
Efterhånden som folk bliver mere desperate, forsvinder tolerancen helt, og skrevne som uskrevne regler forsvinder, hvorefter det bliver den stærke der vinder. Der er forskellige grupperinger af unge i campen. Disse har det med at angribe hinanden og stjæle trofæer, for at få tiden til at gå. Disse grupper bliver dog mere og mere til bander, og de små tyverier bliver til deciderede røverier og overfald. En af de vi følger er Lomis som er lederen af en af disse bander, men da den nye dagsorden går op for hende for sent, går det hårdt ud over hendes gruppe.
På et tidspunkt ankommer sigøjner børnene Yazmin og Etzel til lejeren under mystiske omstændigheder. Drengen Etzel er stum, men kommunikerer via sin søster. Kort efter deres ankomst begynder en epidemi i lejren, en epidemi som Yazmin hjælper med til at bekæmpe via sin viden om naturmedicin. Det er dog ikke alle der ser lige pænt på hendes hjælp, og efterhånden som en fundamentalistisk prædikant får omvendt folk til en middelalderlig kristendoms tro (religion blev forbudt under IO krisen), bliver taknemligheden for Yazmins hjælp vendt til anklager og had.
Bogens omdrejningspunkt er hvordan forskellige mennesker reagerer i en tiltagende katastrofe, og hvordan folk i stedet for at stå sammen om at løse problemerne vender sig imod hinanden. Selvom truslen egentligt er de levende døde på den anden side af hegnet, så er den største trussel den desperation som følger personerne inden for hegnet. På samme måde som f.eks. The Walking Dead, så er Camp 41 en fortælling hvor zombierne spiller en lille rolle, men det er de udefrakommende farer, som folk med forskelligt held skal forsøge at forholde sig til, samtidig med at de skal få et liv til at fungere med de andre overlevende.
Allerede fra starten har man en god idé om hvordan dette ender, men det gør det ikke mindre spændende at følge begivenhedernes gang for at se hvordan historien kommer derhen. Det er også hurtigt tydeligt at blot fordi en person er en af dem vi følger, så betyder det ikke at de er fredet hverken fra zombierne eller fra den voksende trussel fra de andre mennesker.
Hvis man skal holde sig til Necrodemic-tidslinjen som den er trykt i bogen, så mangler der nu kun et bind for at afrunde zombie-delen, men der mangler stadig 2 bind om IO-krisen, den krise som startede med Psykonauten, og med de mange referencer der efterhånden er ved at have været til den fortælling, glæder jeg mig lige så meget til dem, som det sidste af zombie-bindene.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Albert Sánchez Piñol – Kold Hud

Udgivet den september 19, 2011 af Admin

Kold Hud
Roman af Albert Sánchez Piñol
Org. titel: La Pell Freda
Oversætter: Ane-Grethe Østergaard
Samleren 2008, 238 sider

På en lille ø ved Antarktis er en lille station placeret, hvortil der er knyttet en atmosfærisk officer. Det eneste andet der er på øen, er et fyrtårn og den mand der skal passe dette. Et job sådan et sted er perfekt for folk der gerne vil gemme sig. Dette gør sig gældende for hovedpersonen, en ung mand der er raget uklar med myndighederne efter han har taget del i den irske selvstændighedskamp.
Da han ankommer til øen, er den tidligere atmosfæriske officer forsvundet, og manden der passer fyrtårnet, Batis Caffó, lader til at være blevet lettere sindssyg. Den unge mand får derfor ikke nogen forklaring på forgængerens skæbne. Da det transportskib, der har sejlet ham til øen er taget af sted igen, og det bliver nat, kommer der dog en mulig forklaring. I løbet af natten hører han støj udefra, og pludselig bliver huset angrebet af fiskelignende humanoide væsner. Heldigvis er der et par rifler i huset, så det lykkedes ham at slå angrebet tilbage. Oplevelsen giver en mulig forklaring på hvad der er sket med forgængeren, men den gør også den unge mand vred, for hvorfor advarede Batis ham ikke om denne trussel? Bedre bliver humøret ikke da Batis nægter ham at flytte ind i det noget bedre befæstede fyrtårn. Efter et par dage giver Batis sig dog, dette er dog mest for at få del i den ammunition som den unge mand råder over.
Hver nat bliver fyrtårnet angrebet af væsnerne, og uanset hvor mange af dem, der bliver skudt, angriber de igen dagen efter. Og de to mænds nerver bliver tyndere og tyndere.
Bastis holder et af væsnerne fanget, et hunkønsvæsen som omtales som ‘maskotten’. Væsnet er ikke spæret inde, og viser ingen tegn på at ville flygte, heller ikke selvom Batis nogle gange behandler hende meget hårdt, og udnytter hende seksuelt. Den atmosfæriske officer indleder også et seksuelt forhold til maskotten, og langsomt begynder han at opfange en form for intelligens hos hende og hendes art, der viser at de ikke blot er instinktdrevne dyr. Han kan dog ikke blive klog på om hvilke former for følelser væsnerne indeholder. Han forsøger sig med at skabe fred med væsnerne, noget Batis dog ikke er meget for.
Til sidst er det også et spørgsmål om hvor meget hans sind har taget skade af det store pres han har været ude for, og det har sikkert ikke hjulpet at den eneste bog han har haft at læse er Sir James Frazers bog The Golden Bough om magi og mytologi.
Bogen starter intenst med de mange angreb og mange konflikter imellem de to mænd. Samtidig bliver nysgerrigheden vakt for hvad disse væsner er, og hvorfor de gang på gang angriber mændene, samt hvorfor maskotten ikke stikker af. Bogen lægger ikke op til at komme med svar på disse spørgsmål, men man følger den unge atmosfæriske officers forsøg på at forstå den situation han er havnet i. Det er noget Lovecraft-agtigt over rammen og væsnerne i bogen, dog er der mere karakterbeskrivelse end i en typisk Lovecraft fortælling.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

X-Men: First Class

Udgivet den september 18, 2011 af Admin

X-Men: First Class
Film, USA, 2011, 132 min.
Instr.: Matthew Vaughn
Medv.: James McAvoy, Michael Fassbender, Kevin Bacon, January Jones m.fl.

X-Men: First Class har den bedste type plot, jeg kan forestille mig: enkelt og baseret på en storslået idé. Ideen er at Cuba-krisen i 1962 i virkeligheden var nogle onde mutanters forsøg på at starte 3. verdenskrig og overtage verden som en ny herskerrace. I filmen ser man hvad der skete bag scenerne; hvad offentligheden aldrig fik at vide. Jeg har altid haft et blødt punkt for undergenren ‘secret history’, og i denne film er det smukt fortalt.
Filmen er en prequel til de tre andre X-Men-film, og det er ganske enkelt den bedste af filmene hidtil, og en af de 3-4 bedste superheltefilm nogensinde. Vi er tilbage i 1960erne, hvor vi følger Charles Xaviers tid på universitetet, og hvordan han involveres i et CIA-projekt som leder til dannelsen af X-Men for at imødekomme truslen fra Sebastian Shaw og de andre onde mutanter fra Hellfire Club (Helvedeshundenes Loge, som den hed i de danske Projekt X-hæfter). Filmens handling er en del anderledes end tegneseriernes, hvor Hellfire Club først dukker op i 1980’erne, men den er anderledes på den gode måde, hvor der er tænkt over tingene. Sebas­tian Shaw spilles fantastisk af Kevin Bacon, som i filmens første scene under 2. verdenskrig arbejder for nazisterne. Han opdager at den unge Erik Lens­herrs magnetiske kræfter manifesteres hovedsageligt gennem vrede, hvilket bliver begyndelsen på Magnetos vej mod sin skurkerolle. Da Shaw dræbte Eriks mor, bruger Erik sit liv som ung mand på at opspore Shaw så han kan slå ham ihjel. Under denne søgen møder han Charles Xavier, som rekrutterer Erik til X-mændene og faktisk klarer at få sat skik på både hans kræfter og hans temperament. Så længe det varer.
En gruppe unge mutanter rekrutteres ligeledes til gruppen, og X-Men er født! De angribes næsten øjeblikkelig af Shaw og hans kumpaner (herunder dæmonen Azazel, som kan teleportere og tydeligvis er Nightcrawlers far), som slår en af dem ihjel. Shaw forsøger her at konvertere nogle af X’erne til Hellfire Club. Klimakset i filmens sidste del er supergodt lavet – det er både følelsesmæssigt stærkt og spækket med gode effekter. Shaw og hans slæng er sejlet mod Cuba i deres avancerede atom-ubåd, men interceptes af X’erne som kommer flyvende i deres Blackbird. Magneto bruger sine kræfter til at hæve ubåden og crashe den på en caribisk ø, hvor de så har deres showdown. Magneto konfronterer Shaw, men da han har overvundet ham, er Magneto selv reelt blevet skurken. Og de mange russiske og amerikanske krigsskibe i farvandet beslutter at gøre op med alle de farlige mutanter (gode som onde) ved at sende en massiv missil-sværm mod øen. Magneto fanger missilerne med sine kræfter, og så er spørgsmålet om han sender dem tilbage og dræber alle soldaterne, eller… Det der dernæst sker er skæbnesvangert for Charles Xavier og for hans og Magnetos fremtidige forhold. Det hænger fantastisk godt sammen, og er både dramatisk og rørende på alle de rigtige måder. En stjernegod superheltefilm!
Man bør også lige nævne Emma Frost, eminent realiseret af January Jones. Hun passer vildt godt til rollen og fortjener stor ros. Mit eneste kritikpunkt er at hun ikke har det hvide korset på som hun har i tegneserien da hun bliver introduceret – det ville have passet endnu bedre ind i 1960erne end i 1980erne. Men det går nok endda!
Karakter: 9 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Never Let Me Go

Udgivet den september 17, 2011 af Admin

Never Let Me Go
Film. Fox/Warner m.fl.
Instrueret af Mark Romanek
Manus Alex Garland, baseret på roman af Kazuo Ishiguro
Medv.: Carey Mulligan, Andrew Garfield, Keira Knightley, m.fl.

De første 30 minutter af denne film er det svært at se, at dette er science fiction, når man lige ser bort fra den korte forskrift som gør opmærksom på, at kloningsteknikken blev udviklet i 1950’erne, og i 1967 var det almindeligt at folk blev 100 år gamle. Med det i mente er dette hård science fiction af den mere tænksomme og meget neddæmpede slags. Vi befinder os altså i et alternativt univers, der er en lille smule skævt i forhold til det, man kender. Det er her værd at bemærke, at romanforlægget er skrevet af samme forfatter som skrev den fremragende The Remains of the Day, en dyster, underspillet bog (og film!), der præcist beskrev en uforløst kærlighedshistorie mellem en meget engelsk butler og en stuepige og samtidig fik flettet en masse ind om britisk selvforståelse og opløbet og efterspillet til 2. verdenskrig. Og ja, forfatteren har japanske aner, men har boet i England siden han var 6 år gammel. Handlingen i denne film udspiller sig i 3 kapitler og følger primært 3 hovedpersoner – 2 af hunkøn og en af hankøn. Første del foregår på en meget typisk engelsk kostskole i det alternative 1978, hvor vores 12-13-årige fortæller og heltinde Kathy H iagttager livet på kostskolen med en spirende fornemmelse af, at der er noget galt – de må ikke forlade skolen, de opfordres ikke til udvikling, men alligevel til en slags kunstnerisk udfoldelse og alle tendenser til sygdom og skader bliver overvåget med gruopvækkende nidkærhed. Det er næsten en parafrase på skolesekvenserne fra The Wall. Kathy H er interesseret i outsider-drengen Tommy og betror sig til veninden Ruth, hvilket får Ruth til at se det spændende i ham. En dag får klassen en ny lærer, der fortæller dem formålet med deres eksistens, men de stakkels poder er så indoktrinerede, at det ikke rigtig siver ind. Spring til næste kapitel i filmen, der foregår en 8-10 år senere i nogle overvågede hyttesamfund – et klassisk engelsk landsby gårdmiljø, hvor elever fra de forskellige specielle kostskoler bor. Ruth og Tommy er blevet kærester, medens Kathy stadig er den ansvarlige, der overvåger begivenhedernes gang. De er dog nu bevidst om formålet med deres liv, men det er en slags resigneret viden, der ikke umiddelbart giver trang til oprør, og så alligevel…
Jeg vil stoppe beskrivelsen her med at understrege, at selvom den basale historie har fællestræk med CGI-actionbraget The Island, så er dette den diametralt modsatte måde at beskrive problem-stillingerne på og en meget bedre måde til at få voksne eller sågar ‘ældre’ mennesker til at se science fiction. Her beskrives konflikterne med langsomme, indesluttede følel­sesudbrud, og grundfornemmelsen er rent ud sagt depressiv. Stilmæssigt er vi mere i retning af film som Gattaca, Code 46 eller Children of Men, men de futuristiske elementer er endnu mere sparsomme. Ikke, at jeg personligt er modstander af god action og futurisme i science fic­tion, men jeg synes, at dette emne fungerer bedre her. Den adstadige afsløring af den forstyrrede dystopiske verden vi befinder os i er fint beskrevet og gør til og med brug af et eufemistisk nysprog. Alt i alt virker det hele mere brutalt fordi den ærke­engelske landidyl er så genkendelig. Skuespillet er forventeligt gedigent hele vejen igennem. Der vil uvægerligt være nogle, der synes, at denne film er gabende kedsommelig og andre, der synes, at dette er en velkonstrueret melankolsk tåreperser med stof til eftertanke. Et af de gode citater fra filmen: “Man er nødt til at vide hvem man er og hvad man er. Det er den eneste måde, hvorpå man kan føre en anstændig tilværelse.” Mao., i filmens kontekst, er man menneske eller ressource?
Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Patrick

Udgivet den september 16, 2011 af Admin

Patrick
Film, Australien, 1978, 112 min.
Instr.: Richard Franklin
Medv.: Robert Thompson, Susan Penhaligon, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

I de tre år siden drabet på sin mor og dennes elsker har Pa­trick befundet sig i en tilstand af tilsyneladende hjernedød. Da sygeplejersken Kathy bliver ansat som grøntsagens nye ‘gartner’, som hospitalets øvrige ansatte morbidt betegner stillingen, erfarer hun imidlertid, at patienten er i stand til mere end sin sporadiske spytterefleks. Det lykkes hende at kommunikere med ham – ét spyt for ja, to for nej – men hendes overordnede hverken tror på hendes opdagelse eller billiger hendes fascination.
Patrick opretholder facaden som en hjælpeløs grøntsag over for alle andre end Kathy, for han har nemlig også en særlig og måske knap så uskyldig interesse i hende. Ubehagelige hændelser rammer de to mænd (eksmanden og en læge) Kathy er splittet imellem, og hvem der ellers måtte komme imellem hende og Patrick. Han har slået ihjel før, og selv om der tilsyneladende kun er en tom skal tilbage af den, han engang var, er han i stand til at gøre det igen.
Det kan godt være, komapatienten ikke kan løfte en finger, men han er i stand til at rykke rundt på så meget andet…
Med sine knap to timer tager Patrick sig tid til at opbygge både et interessant og levende persongalleri og en solid stemning, det er svært ikke at blive fanget af. Den monobrynede, stift stirrende titelperson tilbringer hele filmen ubevægelig i sin seng, mens alle andre fortsætter deres rigtige liv omkring han. Alligevel formår han fra start til slut at være begivenhedernes centrum og fremstå intens og ildevarslende. Han er udefineret og uberegnelig, men måske også en tragisk påmindelse om den objektivisering menneskeliv udsættes for under lignende omstændigheder.
Det oplagte spørgsmål om liv og død, herunder hvor længe man skal forlænge det ene eller forhale det andet, kommer naturligvis også op at vende et par gange i løbet af filmen. Hvornår er et liv endegyldigt slut? Og hvorfor bruger man ublu summer på at holde liv i håbløse grøntsager, selv uden pårø­rende?
“Dying may occur slowly, but the moment of death is like a blink of an eye,” påpeger overlægen, dr. Roget, hvis personlige interesse i at eksperimentere med patienten dog synes noget mindre etisk end hans officielle holdning.
Hospitalets oldfrue, Cassidy, er noget mere kontant i sin udlægning, da hun kalder Pa­trick for “a daily reminder that medicine can prolongue death much more effectively that it can prolongue life!” Hun hælder absolut til, at apparatet, der holder manden i live, burde slukkes, og hun er tilbøjelig til at tage sagen i egen hånd, om det skal være.
Mellem disse kyniske, divergerende meninger, betragter den unge, humanistiske Kathy patienten som et menneske og nærer endda et naivt håb for hans fremgang. I denne henseende udgør hun tillige en god modvægt til den manipulerende og morderiske Patrick.
En tredje vurdering, som i mindre grad vedrører etik og i højere grad bidrager til filmens krybende stemning, kommer fra den ene af Kathys to kærlighedsinteresser, Dr. Wright. Han indvier hende i, hvordan lammelsen af nogle sanser får andre sanser til at kompensere. Dette rejser overvejelsen, at en sjette sans kan kompensere for Patricks fem øvrige i form af psykokinetik – evnen til at manipulere ting ved tankens kraft.
På sådan vis bidrager filmens funderinger om liv, død, etik og brug af sanserne til en mystik, der underbygges yderligere af summen, knitren og udslag fra de elektriske apparater omkring patienten. Den præcise årsag til Patricks koma forbliver også et mysterium, hvis forklaring vi ikke kommer tættere på, end det var noget med en ulykke.
Som tidligere nævnt, bruger filmen god tid på opbygning og kører rigtig godt langt hen ad vejen. Desværre fungerer klimakset ikke helt så tilfredsstillende, og den endelige konfrontation mellem Kathy og Patrick udvikler sig noget uklart og taber lidt af den kraft, filmen eller så omhyggeligt har opbygget. Afslutningen er måske også lige konventionel nok.
Patrick er dog et velskrevet, velspillet og atmosfæremættet gys. Visse dele af det moderne horrorpublikum vil måske finde tempoet for sløvt og savne den hurtige klipning og de høje lyde, der kendetegner mange af genrens moderne indspark. Hører du derimod til de, der værdsætter et snigende gys i kraft af filmens stemning og koncept, er det ganske sandsynligt, du vil synes om Patrick. Filmen, ikke patienten!
Ekstramaterialet består i et kommentarspor med instruktøren, trailers for både selve filmen og en række andre Another World Entertainment-udgivelser og en 4-siders booklet. Som en ekstra bonus medfølger filmens Psycho-inspirerede soundtrack på en separat skive.
Karakter: 6½ stjerner af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance

Udgivet den september 15, 2011 af Admin

Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance
Film, Japan, 1974, 89 min.
Instr.: Toshiya Fujita
Medv.: Meiko Kaji, Kazuko Yoshiyuki, Juzo Itami m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Frøken Blodsne er tilbage, og denne gang er det … upersonligt.
Året er 1905, og krigen mellem Rusland og Japan er faldet ud til sidstnævntes fordel. Yuki har siden den første films blodige hævntogt været på en konstant flugt fra lovens sværdbevæbnede arm. Da hun endelig fanges, dømmes hun til døden, men Seishiru Kikui fra det hemmelig politi benåder hende til gengæld for hendes tjeneste. I skikkelse af en bly tjenestepige skal hun infiltrere den intellektuelle socialist Ransui Tokunagas hjem og finde et dokument, der truer nationalistregeringen. Som Yuki lærer sit mål bedre at kende, og tingenes virkelige sammenhæng går op for hende, gør hun dog fælles front med en flok revolutionære fattiglemmer imod sine arbejdsgivere.
Det mærkes allerede fra starten, at Love Song of Vengeance er knap så ødsel med blodsudgydelserne som forgængeren. Efter nogle påfaldende nærige nedsablinger, begynder bekymringen så småt at melde sig: Er opfølgeren gået hen og blevet for pæn? Heldigvis er filmen ikke helt tørlagt, men de røde fontæner er dog nogen tid om at melde deres ankomst, og faktisk skal vi hen til filmens sidste akt, før der skrues ordentligt op for trykket. Jeg skal ikke kunne svare på, om hensigten er at give klimakset større effekt, eller om man bare har villet slå en anden, mere sober tone an. Jeg ved bare, at det føles forkert at se Yuki hugge flokkevis af modstanderne ned uden kaskader af blod til alle sider.
Trods undertitlen, Love Song of Vengeance, er der heller hverken den store kærlighed eller hævn at komme efter. Hvor den første film fokuserede på den ensomme hunulv Yukis opgør med sin blodige arv, må hun denne gang dele rampelyset med sine allierede. Uden at være indviklet, har historien med sin politik, idealisme og konspiration et større perspektiv end etterens blodhævn, og Yuki er i denne henseende reduceret fra den drivende kraft til blot endnu et plotelement.
Hun infiltrerer, spionerer, diskuterer, mægler sågar – og al den tid undgår jeg ikke at savne, at hun faktisk også hævner sig lidt, som hun blev skabt til, og som titlen giver indtryk af. Hun ryddede ganske vist bulen godt og grundigt sidst, og spørgsmålet er, hvad og hvem, der skulle være genstand for hævnen denne gang. Alternativet bliver, at netop denne karakter medvirker mere af navn end egentlig gavn. Historien lugter derfor af, at man ville følge op på etterens succes og skrev titelpersonen ind i et manuskript, der ikke oprindeligt var tiltænkt hende. Yuki ude af sit rette element i både sin funktion og selve fortællingen og mangler den intensitet, hun havde i den første film.
Indholds- og temamæssigt er Love Song of Vengeance måske mere moden end sin forgænger. Blizzard From the Netherworld var til gengæld mere stiliseret visuelt og fortællemæssigt med en større grad af nærhed og direkte underholdningsværdi. Ret skal være ret, og toeren er da i en vis udstrækning en ganske underholdende film, men den havde nok haft bedst af at træde ud af franchisens skygge og være sin egen på titlen også. Som en Lady Snowblood-fortsættelse undgår den hverken at blive holdt op imod den første eller at skuffe en smule.
Karakter: 6 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar