Tom Becker: Darkside

Udgivet den januar 1, 2010 af Admin

Darkside
Roman af Tom Becker
Flachs 2009, 272 sider.

På en skoleudflugt forsvinder drengen Ricky, midt på den åbne Trafalgar Square, sporløst. Et andet sted i London går den 14 årige Jonathan Starling rundt og passer sig selv, mere end han passer sin skole. Han bor sammen med sin far, men er oftest alene da faderen ofte er indlagt for sine sindslidelser. Under en af faderens indlæggelser roder Jonathan i faderens ting, og finder en lang række bøger og dokumenter om et sted kaldet Darkside, hvilket skulle være en skyggeside af London, og da Jonathan en dag forsøges bortført, flygter han dertil. Darkside er et ondt sted ledet af Jack the Rippers slægtninge. Det viser sig at der er flere i Darkside der vil have fat på Jonathan, bl.a. vampyren Vendeta. Jonathan får dog hjælp af en varulve-detektiv som faderen engang reddede. Det ender med at Jonathan ikke bare skal sørge for at holde sig selv i live, men også redde Ricky og sin far.

Bogen er første bind i en serie, men er en afsluttet historie, der dog lægger op til mere.

Jonathan finder bl.a. spor efter sin mor, som han aldrig har mødt, og som han har fået at vide er død. Generelt er der kun stemningsbeskrivelser af Darkside, ikke særligt meget konkret, hvilket gør at forfatteren ikke har udelukket noget i forhold til de kommende bøger.

Bogen er henvendt til 10-12 årige, men holder sig ikke tilbage for blod og død, og jeg vil derfor tro at målgruppen vil finde den både spændende og uhyggelig.

For mig var bogen hurtig læst, uden at efterlade sig noget synderligt indtryk, men jeg var godt underholdt.

Når det handler om dystre parallelsider af London, vil jeg dog foretrække Neil Gaimans Neverwhere.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.23

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Den hemmelige dal – under overfladen 3

Udgivet den januar 1, 2010 af Admin

Den hemmelige dal
Den hemmelige dal – under overfladen 3
Antologi
Redaktør: Carl-Eddy Skovgaard
Med bl.a. A Silvestri, Thomas Strømsholt, Patrick Leis og H.H. Løyche
Science Fiction Cirklen 2009
294 sider, kr. 289 kr.

Når det gælder dansk science fiction-litteratur kan man ikke komme udenom Science Fiction Cirklen. Foreningen, der blandt andet har det prisværdige formål at udbrede kendskabet til genren, samt at formidle kontakt mellem ligesindede, er en institution indenfor dansk science fiction. For de litterært interesserede udgiver SFC desuden bøger, både fag- og skønlitteratur, ikke mindst tager de hånd om en del af den efterhånden store mængde af danske sci-fi forfattere. Når det gælder science fiction litteratur er der mange der automatisk vender blikket mod udlandet, men der er bestemt god grund til at lægge mærke til vores hjemlige forfattere.

I 2007 udgav SFC novellesamlingen Lige under overfladen. Den efterfulgtes af endnu en samling det følgende år, og her igen i 2009 præsenteres 21 noveller i samlingen Den hemmelige dal – lige under overfladen 3. Kendte og ukendte danske forfattere har haft chance for at deltage, og ud af dem er der så valgt en række historier. Umiddelbart et prisværdigt projekt, som bestemt er værd at støtte, men en investering i novellesamlingen vil absolut ikke være velgørenhed, for man får i den grad noget for pengene. Novellesamlinger er normalt ikke den bogform, der sælges mest af, men i og med at der i Den hemmelige dal præsenteres så mange forfattere, er det en uforlignelig måde, hvorpå man kan komme godt og grundigt rundt om genren. Såvel tematisk som genremæssigt spænder samlingen vidt og vi får blandt andet både decideret scince fiction, space opera og magisk realisme.

Det vil både være uoverskueligt og formålsløst at komme ind på samtlige noveller, men enkelte er dog værd at fremhæve.

”Cargo Cult” er en kort lille sag på kun tre sider skrevet af Brian P. Ørnbøl. Han formår at kombinerer et flydende, lyrisk sprog med en dyster fremtidsvision, og det er både enkelt, smukt og en lille perle i samlingen.

Novellesamlingens længste fortælling er ”Alien Ghost Ballet” af Lars Ahn Pedersen. Her har Jorden fået besøg af en race fra en anden planet. Spøgelserne kaldes de, da de bedst kan beskrives som nogle udefinérbare, flimrende skabninger. Hovedpersonen skal rejse til deres planet, for at lære dem at danse ballet, nærmere betegnet Svanesøen. Hvor skørt det end lyder, så formår Lars Ahn Petersen at formidle en fantastisk historie, der er såvel velskrevet som kreativt skruet sammen. I novellesamlingens introduktion gør redaktør, Carl-Eddy Skovgaard rede for at ”Alien Ghost Ballet” teknisk set er en hel del længere end kravet for at deltage, men at han bare måtte have denne novelle med – og det kan man bestemt ikke fortænke ham i.

I novellen, der også har lagt navn til hele samlingen tager Klaus Æ. Mogensen os med tilbage til en barndom og et fund i en grusgrav, og med sans for spænding og komposition fortæller han en enkelt, men kompleks historie og sammenvæver fortid, nutid og fremtid.

Novellesamlingens spændvidde betyder naturligvis, at det ikke er det hele, der vil appellere til en. Men det er først og fremmest en styrke, både at give så mange forfattere chance for at vise hvad de kan, men også så håndgribeligt at demonstrere hvor bred en genre science fiction kan og bør være. Generelt kan man sige at niveauet i Den hemmelige dal er højt, og at alle noveller er såvel fantasifulde som velskrevne. At der gemmer sig en stor talentmasse under overfladen i den danske sci-fi-litteratur kan der ikke være tvivl om.

Anmeldt af Helle Perrier i Himmelskibet nr.23

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Avatar

Udgivet den december 1, 2009 af Spritt

Film, USA 2009, 162 min.
Instr.: James Cameron
Medvrk.: Sam Worthington, Sigourney Weaver, Zoe Saldana, Michelle Rodriguez, Stephen Lang, m.fl.

NB: Denne anmeldelse indeholder bittesmå spoilere!

I Troldspejlet kort efter Avatars danske premiere fik man at vide at idéen til Avatar kom til James Cameron i en drøm i 1995, og at han således har arbejdet på filmen i 14 år. Sigourney Weaver fortalte desuden i The Daily Show d. 14/12-09 at Avatar er den film som Cameron gerne selv ville have set da han var 14. Tydeligvis er filmen i høj grad lavet specifikt til 14-årige; faktisk i så høj grad at den virker som om den også er skrevet af en 14-årig.

Handlingen kort: Et ondt Company, der har købt sig en hær af lejesoldater og våben, har oprettet en ”videnskabelig” base på planeten Pandora, hvor der findes et meget kostbart metal, ”unobtainium”, som, ja, er meget kostbart. Vi hører ikke noget om hvad det skal bruges til. På planeten bor der nogle tre meter høje blå humanoide naturfolk, som lever i dyb harmoni med deres eksotiske junglemiljø. Hovedåren af ”unobtainium” findes tilfældigvis lige under de indfødtes kæmpemæssige livstræ, og da de indfødte (som hedder ”the Na’vi”; ”the natives”) ikke vil flytte sig, må det onde Company sætte sin lejehær ind og bortdrive dem.

Samtidig er en soldat ved navn Jake Sully blevet udvalgt til at få sin bevidsthed overført, via fjernstyring, til en klonet Na’vikrop, mens hans rigtige krop ligger i en dvaletank. Som tre meter høj, blå indfødt skal han spionere for the Company, og det gør han. De indfødte beslutter uden videre forklaring at optage ham i deres stamme, selvom de normalt aldrig kunne finde på sådan noget. Jake, en lidt enfoldig men ellers loyal marinesoldat, bliver forelsket i sin indfødte skytsengel, Neytiri, og beslutter så (jeg har igen lyst til at tilføje ”uden videre forklaring”, for udviklingen blev ikke skildret på en for mig overbevisende måde) at skifte side og kæmpe imod Company’ets onde lejesoldater. Beslutningen kommer lidt sent; livstræet står ikke til at redde. Men ved at tæmme en farlig drage opnår Jake de andre indfødtes tillid og leder dem i et afsluttende slag til en noget usandsynlig sejr over lejesoldaterne (små flyveøgler mod krigsmaskiner); en sejr som hovedsagelig kommer i hus fordi den levende planet Pandora i bedste Disneystil mobiliserer alle junglens dyr til at kæmpe mod de onde Company- soldater! Alle børnene jubler.

Og de voksne krummer tæer. Jeg kan godt lide at se en storfilm to gange før jeg anmelder den, men i dette tilfælde kan jeg næsten ikke bære tanken om at skulle sidde igennem den igen. Historien overrasker på intet tidspunkt, og man føler stort set intet for personerne. Bortset fra det visuelle, som naturligvis er flot, blev intet i filmens historie ordentligt udpenslet, hverken hvad angår beskrivelsen af miljøet eller figurernes motivationer. Science fiction bør i nogen grad være videnskabelig, og der bør derfor være højere krav til niveauet af plot-sammenhæng og verdensbeskrivelse end i mainstream-genrerne. Og her skuffer Avatar fælt. Der er snart sagt ingen scene hvor en lang række spørgsmål ikke melder sig, og de forbliver alle ubesvarede. Det er som om der simpelthen ikke er ofret ret meget opmærksomhed på at få historien til at fungere i dybden. Manuskriptet er håbløst klichéfyldt og detaljeløst, og så gennemsigtigt sammenskruet at Cameron burde skamme sig.

Der er blevet øst enorme mængder af anmelder-roser ud over Avatar; mange påstår at det er en ”Oplevelse!!” nærmere end en film, at den er cinematisk banebrydende, etc., etc. Jeg kan kun sige, gu’ er den ej. Bevares, den har et CGI-indhold som er både nyt og flot (og meget, meget dyrt!), og den anskueliggør at man nu kan lave hvadsomhelst på biograflærredet. Fedt nok. Men i yderste konsekvens må det stadig komme an på historien: holder den? For flere CGI-spækkede film skal der jo nok komme; der kommer adskillige hvert år. I Avatar virker det ærgerligt at, nu hvor man endelig kan lave hvadsomhelst med CGI, så vælger de bare endnu en gang at lave usandsynligt humanoide rumvæsner, i en simplistisk feel-good action-historie. Vi venter stadig på den film som for alvor vil være den nye CGI-tekniks gennembrud; en film som vil præsentere os for noget nyt. Jeg vil vove den påstand at Avatar er en type film som nok bliver en succes, men ikke vil kunne vedligeholde den succes for eftertiden. Om få år vil den være overgået af andre nyskabende CGI-film og ikke længere ses som værende specielt vellykket. Den vil derfor ikke fortjene, og ej heller opnå, klassikerstatus. Dertil er historien for tynd og personerne for flade.

Man kan således desværre med god ret hævde at Cameron med Avatar, længe efter fordums triumfer som Terminator, Aliens og Abyss, nu slutter sig til Spielberg og Lucas som gamle ”washed- up” instruktører der ikke længere har ordentligt styr på den fortælletekniske gnist, men fokuserer på det teknisk flotte mens det kunstneriske nedtones til det rene ingenting. Her serveres der bare overfladisk underholdning til et masse-publikum, sprængfyldt med visuelt men i sidste ende visionsløst lir. Der er gode idéer tilstede, men filmen virker mest af alt som en halvdårlig filmatisering af en eller anden sci-fi/fantasy-børnebog.

Karakter: Den fortjener måske nok et 6-tal ud af 10 for den imponerende visuelle side, men jeg er så skuffet over den platte og forudsigelige historie, det effektløse skuespil og den totale mangel på seje eller klassiske replikker, at jeg ikke kan give den mere end 5: et nedslående middelmådigt Hollywood-produkt. Måske er jeg hård ved den, men det er fordi jeg synes, jeg havde ret til at have høje forventninger. SF-fans – Camerons kernepublikum – havde ret til at forvente en langt bedre sammenskruet historie. Det er fint hvis andre synes det var en fed film, men jeg kan ikke karakterisere den som andet end årtiets skuffelse.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.23

James Cameron grundlagde sin karriere med filmen The Terminator, som jeg går ud fra de fleste har set. Senere kom to af de mest vellykkede toere i filmhistorien, Terminator 2 og Aliens. Efter manuskriptet til sin ekskone Kathryn Bigelows film Strange Days, så vi ikke så meget til Cameron i science fiction genren – han fik af en eller anden grund udviklet en interesse for sunkne skibe og andre ting i dybet. Så det var noget man som fan af Camerons science fiction-film havde ventet spændt på, da der blev premiere på Camerons nye science fiction film Avatar.

Det jeg husker, fra da jeg så Aliens i biografen, var den intense handling, plottet der hele tiden skubbede handlingen frem i ekspresfart. Jeg havde aldrig set noget lignende. Avatar starter lidt langsomt, men leverer også intens handling og spænding, når den først kommer i gang. Det hele kredser om soldaten Jake Sully, og hvordan han forvandler sig fra en benhård soldat til naturen og de indfødtes forsvarer. Set før og mange gange før, men sådan er det i mange af Camerons film – personerne er letgenkendelige og nærmest klicheer, men vi forstår fuldstændig hvad de er for nogle, så vi ikke spilder tid på at dvæle ved det, frem for at følge handlingen. På det punkt er Avatar nok svagere end de bedste af Camerons film – lidt for meget kliche, og alligevel lidt for meget dvælen ved personerne. Men skuespillerne, især Sam Worthington – den rigtige helt fra seneste Terminatorfilm formår at få det hele til at glide ned.

Plottet i filmen er ganske letforståeligt: Udover hvad jeg har antydet ovenfor, skal man vide at det foregår på en uspecificeret planet langt ude i fremtiden, hvor de onde kapitalistiske jordboere vil frarøve de indfødte deres naturressourcer, ligeledes uspecificerede i form af stoffet unobtainium. Delene i plottet spiller ganske fint sammen, mens de fysiske love på planeten nok hører mest hjemme i fantasy- genren, på trods af den formelle science fiction som genre. Derved adskiller Cameron sig dog ikke fra flertallet af Hollywoods science fiction, men måske en smule fra sine egne tidligere værker. Det være sagt, så havde jeg en lidt dårlig smag i munden over filmen.

Det er noget med budskabet i den. Hvis man tolker en film som en anvisning på hvordan man bør opføre sig, kan man konkludere at det gælder om finde ud af hvem der har ejendomsretten, i dette tilfælde de indfødte, og derefter kaste alle moralske hæmninger overbord i kampen for at ejendomsretten tilfalder den der har ret til den, inklusiv at foranstalte et større blodbad. Der er tale om romantisering af en revolutionær ideologi eller en slags selvtægtfilm. Den eneste grund til at det fungerer, er at de onde i filmen bliver fremstillet som så absolut onde, at man slet ingen sympati har for dem. Hvilket så fik mig til at fatte en eller anden sympati for dem alligevel, uanset at det var ret klart at det ville gå dem ilde. Hvor vidt en film så skal tolkes som en anvisning på hvordan man skal opføre sig, kan man diskutere, men når der ikke er andet i filmen end action og så et ret tydeligt budskab, synes jeg det er relevant.

Fik jeg sagt at filmen teknisk set er et mesterværk? Det kan man ikke benægte. Bare den fremmede planets flora og fauna er alle pengene værd. Hvis der kommer en toer, som Cameron som nævnt er mester i, kan man håbe at den vil vise den anden side af historien. Vi får godt nok antydet hvorfor vores indianeraliens er så glade for deres unobtainium i undergrunden, men jeg kunne godt tænke mig at vide hvorfor menneskene er så ivrige efter at få fat i det.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr. 23

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Astro Boy

Udgivet den december 1, 2009 af Spritt

Computeranimeret tegnefilm,
USA/Japan/Hong Kong 2009, 94 min.
Instr.: David Bowers
Medvrk. (stemmer): Freddie Highmore, Nicolas Cage, Kristen Bell, Donald Sutherland, m.fl.

Den banebrydende japanske tegner Osamu Tezuka (f. 1928, d. 1989) anses generelt for at være manga-stilens pionér, lidt ligesom Jack Kirby var det for amerikanske superhelte-tegneserier i begyndelsen af 1960erne. Tezukas hovedværk var tegneserien Astro Boy, som begyndte at udkomme i 1952, efterfulgt af en tegnefilm-serie i 1963. Den stort anlagte nye computer-animerede Astro Boy-film har været undervejs i adskillige år og har været længe ventet af fans. Den var dog ingen stor succes i de amerikanske biografer. Fans’ene af tegneserien er, som det så ofte sker, opdelt i to lejre; dem som synes filmen ikke er tro nok mod forlægget, og dem som synes at filmen faktisk er en forbedring. Jeg har ikke selv læst tegneserien, men jeg vil tro at der er en del sandhed i begge synspunkter.

Historien foregår i fremtiden. En højteknologisk by, Metro City, har forladt overfladens forurening og elendighed og svæver i ensom majestæt blandt skyerne. Geniet Dr. Tenma har skabt en robot-industri som har gjort livet i byen let og ubesværet for borgerne. Alle har robottjenere som adlyder Asimovs robotlove, og bortset lige fra en paranoid og krigsliderlig præsident er alt luksus og idyl. Nede på jordoverfladen er det hele nærmest blevet til en gigantisk losseplads, bl.a. fordi Metro City smider alt sit gamle, ubrugelige junk (inkl. mere eller mindre udtjente robotter) derned. Vi har altså en klar opdeling af verden i en rig del og en fattig del, hvor den fattige del er ved at gå til i den rige dels affald og overforbrug.

Dr. Tenma har en søn, Toby, som i en ulykke med en ny krigsrobot bliver opløst til atomer. I sin sorg skaber Dr. Tenma en robotudgave af sin søn, komplet med Tobys hukommelse, samt en masse robotiske superevner. Da robotten dog ikke minder tilstrækkelig meget om den originale Toby, bliver den udstødt og ender nede på jordoverfladen, hvor den møder både en gruppe forældreløse børn og en hel del kasserede men stadig funktionelle robotter. Det er dem der giver Toby-robotten dens nye navn: Astro.

Filmens egentlige tema, selvom det behandles lige lovlig komisk og overfladisk, er slaveri og menneskerettigheder. Astro Boy, som den futuristiske udgave af Pinocchio han jo er, er en robot med rigtige følelser, og i forlængelse deraf er det helt givet meningen at de øvrige robotter, som har hver deres personlighed, skal opfattes på samme måde. På jordoverfladen kommer Astro Boy som noget af det første i kontakt med den leninistiske (!) Robot Revolutionary Front, som kæmper (komisk og ineffektivt) for frihed og ligestilling for robotter. Derigennem kommer man til at se Metro Citys robotøkonomi som en meget tydelig slaveøkonomi.

Filmen har store mængder action (og naturligvis adskillige elementer som jeg ikke har plads til at nævne her), kampe mod kæmperobotter og naturligvis et opgør både med den krigsgale præsident og hele problematikken med den rige og den fattige verden. Den er flot animeret (i en mere vestlig end anime-agtig stil) og er på intet tidspunkt kedelig, men heller ikke videre uforudsigelig. Den har ikke helt substans, kant og skarphed nok i historien til at være rigtig god; de fleste elementer er lige lidt for milde og tamme. Detaljerigdommen er f.eks. heller ikke i samme klasse som Miyazakis gyldne standard. Men den er bestemt halvanden times bekendtskab værd, og jeg giver den et ekstra point for dens klare progressive stillingtagen til verdenssituationen.

Karakter: 7 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 23

Udgivet i Animation, Film, Science Fiction | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Delgo

Udgivet den oktober 29, 2009 af Admin

Delgo
Computeranimeret tegnefilm,
USA 2008, 94 min.
Instr.: Marc F. Adler & Jason Maurer
Medvirk. (stemmer): Freddie Prinze Jr., Jennifer Love Hewitt, Val Kilmer, Anne Bancroft, m.fl.

Historien om denne fantasy-tegnefilm er ret sørgelig. Instruktøren fik i 1998 den idé at producere en computeranimeret tegnefilm uden om de store filmselskaber og postede omkring 40 millioner dollars i projektet. Efter mange års slid med animationen fik filmen endelig premiere i over to tusind amerikanske biografer i december 2008 – og blev det største flop i flere år. Kun en halv million dollars kunne den inkassere. Da filmen udkom, var animationen ikke længere i topklasse, og store dele af historien virkede som en efterligning af Star Wars-filmene – og ikke kun de gamle, men i høj grad også de nye. Dét virkede ikke til filmens fordel.

Delgo handler om en fantasyverden med flere racer. De to vigtige er the Lockni og the Nohrin. De er humanoide, men the Lockni er lettere reptilagtige, mens the Nohrin har insektvinger og kan flyve. Derudover er der forskellige orc-agtige racer rundt omkring. The Nohrin boede tidligere på svævende øer, men da disse gik til grunde (af årsager vi ikke får at vide), måtte de flytte ned til the Lockni, som venligt gav dem lov til at bo i deres land. Men the Nohrin overtog mere og mere af landet, og da the Lockni ikke ville afgive mere, blev der krig. Nohrin-kongens onde søster, Sedessa, stod bag det hele og fik hugget vingerne af og blev forvist til orcernes land, også fordi hun forsøgte at forgive resten af den kongelige familie. Nu er der gået 15 år, og forholdet mellem the Nohrin og the Lockni er fortsat spændt (jeg overvejede om det mon skulle forestille at være en analogi over israelerne og palæstinenserne, men det holder vist ikke). Hovedpersonerne er Nohrin- kongens unge datter, prinsesse Kyla, og den unge forældreløse Lockni-fyr Delgo, som mødes og bliver interesseret i hinanden. Delgos forældre blev dræbt da Sedessa ødelagde Lockni- landsbyen 15 år tidligere, og Delgo er blevet opdraget af en lokal jedi-agtig fyr som har trænet ham i at kunne flytte en bestemt art lysende sten rundt med tankens kraft. Samme evne har alle medlemmerne af Lockniernes ‘regering’, the Stone Sage Council, som minder ikke så lidt om Jedi-rådet fra de nye Star Wars-film. Kyla og Delgo er faktisk ikke særlig vigtige for det overordnede plot. Det næste der sker, er at Sedessa har samlet orc-stammerne og nu angriber både the Lockni og the Nohrin, som samtidig er røget i totterne på hinanden i et slag som minder grangiveligt om noget fra The Phantom Menace. Prinsesse Kyla får så overbevist Nohrinkrigerne om at de skal slå sig sammen med Lockni-krigerne, og det er vist ikke for meget at sige at de til sidst selvfølgelig får has på den onde Sedessa.

Animationen er sådan set ganske pæn, omend man ikke helt kan se om den kropslige lighed mellem the Lockni og the Nohrin skal forestille at betyde at de er beslægtede (det hælder jeg mest til), eller om det bare er animationsstilen som er lidt ensformig. Baggrundene er flot lavet, men desværre ikke så fantasifuldt som man kunne ønske sig. Alle dyr og planter er blot let forandrede varianter af noget kendt, og det kan man faktisk også sige om historien. Udover en del klare ligheder med Star Wars og The Dark Crystal har Delgo et sidekick, vennen Filo, som skal forestille at udgøre comic relief. Det gør han ved fuldstændig at efterligne Donkey fra Shrek. Også 100%. Jeg måtte slå op på IMDb for at sikre mig at det ikke var Eddie Murphy der lagde stemme til denne figur. Nej, det er en fyr ved navn Chris Kattan. Desværre er Filo overhovedet ikke morsom, men kun komplet irriterende. Der er en del mislykket og malplaceret humor i denne film, hvilket desværre gør den ekstra kedelig. Det skal dog siges at filmen hovedsageligt er for børn, og at den som sådan sikkert udgør fin underholdning hvis man er under 8 år gammel. Andre kan den ikke anbefales til.

Det burde måske nævnes at både Battle for Terra og Delgo er blevet sammenlignet kraftigt med James Camerons kommende film Avatar, da en del af både historierne og designet ser ud til at være ret meget i samme stil. Producenterne af Delgo har endda truet med sagsanlæg mod 20th Century Fox, som producerer Avatar. Jeg ser meget frem til Avatar og finder det meget ærgeligt at der dels er en hel del ‘bad buzz’ om filmen i månederne inden den kommer, og at der dels er kommet nogle film i tiden op til som muligvis ligner visse dele af Avatar så meget at det ikke bliver en helt frisk oplevelse at se James Camerons film. Ak ja – sådan er der jo så meget!

Karakter: 4 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.22

Udgivet i Animation, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Drag Me To Hell

Udgivet den oktober 28, 2009 af Admin

Drag Me To Hell
Film, USA, 2009, 99 min.
Instr.: Sam Raimi
Medvrk.: Alison Lohman, Justin Long, David Paymer, Reggie Lee, m.fl.

Christine Brown er bankassistent og nedkalder en sigøjnerforbandelse over sig da hun nægter en gammel sigøjnerkælling (tjek selv – det er en kælling!) henstand på sit boliglån. En lamia pudses på Christine, som nu har tre dage til at forsøge at formilde dæmonen eller overføre forbandelsen til en anden person. Klarer hun ikke det, vil hun og hendes udødelige sjæl blive trukket lige lukt ned i helvede.

Jeg er ikke den store Raimiekspert, men når man kigger på hans tidligere horror-film, så virker han som om han tilhører samme skole som Peter Jackson og elsker at lave horror-komedier med ulækre effekter, som egentlig ikke er uhyggelige. Drag Me To Hell falder helt ind i samme mønster – og hvis sådan en film er tilstrækkelig sjov, så er det også meget underholdende. Denne film er dog ikke så sjov igen. Den har fine produktionsværdier og en dejlig lys og åben stemning (ikke ulig Slither), hvilket er behageligt for en seer som mig, der ikke rigtig gider at sidde gennem en masse dystre og mørke scener, og således sikkert også appetitvækkende for et bredt mainstream-publikum som måske ikke normalt ville gå ind og se horror-film. Men det er alligevel en ‘lille’ film, med en ganske simpel historie.

Af en eller anden grund gik medierne helt i selvsving i anmelderkorpsets lovprisning af denne film. Jeg syntes nu den var lettere kedelig og mange steder forudsigelig, men jeg må indrømme at den stilmæssigt var pænt subtil. Jeg var ganske klar over at det var en horror-komedie, så jeg forstod godt stilen og grinede da også de rigtige steder – hver gang det hele blev lidt for ekstremt – men folk der ikke har vidst hvad de kunne forvente, har måske ikke helt fattet komikken, men forvekslet den med latterlighed.

Anyway, anmelderne i medierne var åbenbart begejstrede fordi de da i hvert fald forstod den underfundige fortællestil og sandsynligvis bare havde forventet endnu en amatøragtigt fortalt horrorfilm. Personligt deler jeg som sagt ikke anmeldernes entusiasme; jeg syntes det alt i alt var et middelmådigt produkt som mestendels er hurtigt glemt og ikke udmærker sig noget videre – hvis altså det ikke var for slutningen, som jeg ikke havde (men måske nok burde have) forudset! Slutningen er dejlig! Den er lige en tand ekstra tankevækkende, i relation til resten af historien, og går rigtig godt i spænd med filmens titel! Den udgør et sjovt, tilfredsstillende og lidt provokerende twist, og hæver for mig filmen fra en 5- rating til en 6-rating. Ganske fint – men jeg kan sagtens få armene ned.

Karakter: 6 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.22

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Død sne

Udgivet den oktober 28, 2009 af Admin

Død snø
Spillefilm, Norge 2009.
Andre titler: Død sne (DK), Dead Snow (US).
Instr. Tommy Wirkola, 90 min.
Gyser/action/komedie.

Okay, det her var årets skuffelse. Og det er ærgerligt, for umiddelbart havde den tre ting der virkelig talte for den:
– Den har nazi-zombier (bedste kombination siden Simon & Garfunkel).
– Den er norsk – det er rart at komme lidt uden for den angelsaxiske indsnævring.
– Den har en simpelt skåret handling.
Når det sidste er en god ting, er det fordi der så ikke kommer nogle af de evnesvage forviklinger, twist endings eller den inkonsekvens der plager så mange gyserfilm.

Handlingen: Nogle medicinstuderende er i de norske bjerge hvor de finder noget af en skat, der altså viser sig at være naziguld. Dette skaffer dem mange, mange udøde nazister på nakken.

Som filmen skrider frem, har den ikke så få andre ting der taler til dens fordel: Utroligt god scenografi og effekter (nazisterne der kommer op igennem sneen, er eksempelvis et helt utroligt flot syn), for ikke at nævne en fantastisk location, nemlig de norske fjelde, og en flok hovedpersoner der ikke foretager sig noget dumt. De deler sig ikke op, de bevæbner sig straks for at imødegå truslen, og de ved hvornår det er tid til at løbe og hvornår det er tid til at slås. Desuden er soundtracket godt, og “Bjergkongens hal” og norsk dansemusik bruges på en ret vittig måde.

Castet er til gengæld meget kliché-præget (én nørd, én billig tøs … blablabla).

Problemet opstår i dens forsøg på overhovedet at være en “norsk gyserkomedie med nazizombier” – fordi ingen af elementerne fungerer.

Den fejler fordi den ikke er særligt norsk. Dertil er der for mange referencer til engelsksprogede gyserfilm, og derfor er der intet, undtagen sproget, der adskiller den fra normen. Apropos sproget, snøvler skuespillerne i det i hidtil uset grad. Jeg troede at De Grønne Slagtere var topmålet for hvor utydeligt skuespillere kunne tale, men det er næsten umuligt at høre hvad der bliver sagt. Nordmændene har før gjort grin med at danskere ikke engang kan forstå hvad hinanden siger – nu er de i samme tvivlsomme liga!

Den fejler fordi den ikke formår at skabe uhygge. Hvis hovedpersonerne basalt set er lidt usympatiske i deres omgang med hinanden, som en flok unge amerikanere i en slasher-film, er der ingen grund til at kære sig om deres skæbne. Filmen er effektivt ulækker, men uhyggelig er den altså ikke.

Den fejler fordi den ikke formår at være en komedie. Det kan lade sig gøre at mikse gys med komedie (ligesom Evil Dead II og Braindead, som der refereres muntert til), men det gør man ved at sørge for at det som skal være uhyggeligt, vækker latter i stedet for frygt – det nytter ikke at man, som her, tager en følsom scene der skal vække vores sympati, så indsætter en komisk overdrevent voldsscene med morsomme ‘quips’, for så at gå videre til noget utroligt tragisk.

Humoren gør dramaet umuligt at tage seriøst, og det var nok også meningen, men dramaet dræber samtidigt humoren. Det er rigtigt ærgerligt, for den kunne være blevet enten meget skræmmende eller hysterisk morsom, hvis man havde truffet et valg om stemningen. Man kunne eksempelvis havde skåret de kvikke bemærkninger ud eller kørt dramaet ud i det tragikomiske – så havde der været en helstøbt film.

Sidst og ikke mindst: Den fejler fordi nazi-temaet ikke udnyttes. Man kan ikke bare give udøde nogle flotte kostumer på, og så tro at det gør hele arbejdet. Uden nogen replikker, manøvrer eller nogen der heiler eller bare noget, kunne de udøde lige så vel have været udøde vikinger der ledte efter deres skat, eller vrede samiske ånder. Det gør ingen forskel på handlingen.

Og lad mig tilføje at de udøde faktisk slet ikke er zombier, men tværtimod gengangere, da de hverken er hjernedøde automata, eller smitter og derved skaber risikoen for en ‘zombie apocalypse’. Men denne ‘case of mistaken identity’ optimeres i filmen og fører til en akut frygt for at blive bidt og smittet blandt hovedpersonerne, hvilket fører til nogle groteskt morsomme fejlgreb. Den slags kunne filmen godt have satset på.

Noget der faktisk er tiltalende, er at hovedpersonerne overvejer hvordan de skal slippe ud af pinen, hvilket fører til at de finder ud af hvorfor de er udset som ofre. Det er en unik drejning, men det irriterer mig grænseløst at de overhovedet overvejer at give nazisterne hvad de vil have. Appeasement-politikken slog fejl over for de levende nazister – hvorfor skulle det så hjælpe mod udøde nazister?!

Alt i alt er filmen et godt stykke håndværk med hensyn til kameravinkler og effekter, og den skal nok blive en succes på det præmis, men den skuffer fælt fordi den trods alt havde så mange gode ting at byde på, og derfor med få bearbejdninger kunne være blevet god.

Som den blev, er det en film der ikke er en gyserkomedie, men i stedet er en blanding af gyser- og komedie-scener der skurrer mod hinanden.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.22

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

G.I. Joe – The Rise of Cobra

Udgivet den oktober 28, 2009 af Admin

G.I. Joe – The Rise of Cobra
Film, USA, 2009, 118 min.
Instr.: Stephen Sommers
Medvrk.: Christopher Eccleston, Sienna Miller, Jonathan Pryce, Dennis Quaid, m.fl.

I 1980erne var de amerikanske Marvel-blade fulde af reklamer for G.I. Joe. Udover at være en serie action-figurer udkom G.I. Joe også som tegneserie fra Marvel, men da det bare var en militær- serie, fattede jeg aldrig selv interesse for den. Men nu da filmen kom, så tænkte jeg at den jo er baseret på en tegneserie og sikkert har masser af god action og effekter, så jeg måtte da hellere se den! En veninde havde set den, og fortalte mig at den var meget tegneserie-agtig. Og jo tak, det kan man vist roligt sige! G.I. Joe er et elite-team indenfor det amerikanske militær, og her sættes de ind mod et andet eliteteam af bad guys, som en militær- videnskabsmand har hyret til at stjæle hans egne nanit-missiler, som han senere vil bruge til at overtage verdensherredømmet. Men selv hvis dét slår fejl, så har han en snedig back-up plan…

Jeg morede mig kosteligt. Og hvor fedt at se store, seriøse skuespillere tage sig selv væsentligt mindre alvorligt i en hyperventilerende actionfilm! Humoren er ikke altid i top, men plottet er totalt James Bond-agtigt, og vores helte har den vildeste teknologi til rådighed, inkl. exoskeletter som reelt giver dem superkræfter! Så de smadrer ned af Champs-Élysées i et stakåndet forsøg på at redde Eiffeltårnet fra at blive brugt som første offer for superskurkens metalædende nanit-missiler! Alt i mens det gode holds karateekspert har et opgør med det onde holds karate-ekspert, som er hans stedbror! Og helten (‘baronen’) er ved at gå i spåner over at hans gamle flamme (‘baronessen’ – det er deres søde kælenavne for hinanden!) er blevet leder af det onde hold… Se, dét’ en rigtig actionfilm! Og kærlighed er der også!

Personerne i filmen – både de gode og de onde – er forviklede med hinanden på kryds og tværs i både romantiske og slægtsmæssige kombinationer, så der er overraskende meget substans i figurernes baggrunde. Det er en film som formår at have nonstop action samtidig med at den ikke fornærmer publikums intelligens. Det er sgu lidt af en kunst. Hvis man går i biffen for at blive underholdt, så går man i hvert fald ikke skuffet hjem. Jeg glæder mig til at se den igen; den vil meget hurtigt få en plads på min DVD-hylde. Og en efterfølger skal også være velkommen.

Karakter: 7 ud af 10. Og hvis den holder til adskillige gensyn, opjusterer jeg det sikkert til 8.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.22

Udgivet i Film | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Nightmare City 2035

Udgivet den oktober 23, 2009 af Admin

Nightmare City 2035
Film, USA/Bulgarien, 2007, 86 min.
Instr. Terence H. Winkless
Medvrk.: Maxwell Caulfield, Alexis Thorpe, Todd Jensen, Stefan Ivanov, m.fl.

Selvom titlen måske nærmere tyder på et computerspil, så er Nightmare City 2035 faktisk en anstændig sci-fi film med en udmærket cyberpunk-historie og ganske gode visuelle effekter. Efter internettets sammenbrud i 2020 er en online-hungrende befolkning blevet udstyret med microchips – eller identichips – i hjernen, som bl.a. skaber en illusion om en bedre verden omkring dem (ja, meget ligesom i Stanslaw Lem’s Fremtidskongressen, hvor det dog er kemikalier i luften der skaber illusionerne). Bl. a. på grund af en anarkistisk oprørsgruppe er denne illusion nu ved at briste, og magteliten pønser nu på at bruge chippen til at kontrollere hele befolkningens hjernekemi, dvs. gøre dem til viljeløse forbrugerzombier. Oprørernes leder er pigen Kyla, som render rundt med selve identichippens prototype, idet hun som lille blev adopteret af dens opfinder, og hun kan bruge chippens fulde potentiale, såsom at projicere holografiske billeder fra nethinden, og downloade virus i computere direkte via øjnene, og kontrollere de automatiske politi-droner.

Filmen er tydeligvis en lavbudget- produktion, optaget i Bulgarien med bulgarsk arbejdskraft (det ser man af slutteksterne), og den ligner også på mange punkter en Roger Corman-produktion. Man introduceres i begyndelsen til de to politi-mænd, McDowell (Maxwell Caulfield) og Stevenson (Stefan Ivanov); især sidstnævnte overspiller ret kraftigt i sit forsøg på at spille en voldelig amerikansk strømer. Men både historie og skuespil er faktisk bedre end man skulle tro (Maxwell Caulfield er trækplastret her, og han gør det faktisk overraskende godt), og når den først er kommet i gang, er der ikke et kedeligt øjeblik. Effekterne er lavet med tydelig lidenskab og går rigtig godt i spænd med plottet. Der er ikke spildt penge på dyre action-shots og eksplosioner (selvom der er nogle virkelig flotte laser-gevær-effekter); selve action’en ligger mere i menneskelige situationer såsom fysiske nærkampe, polemisk dialog og politisk substans. Som en bruger nævnte på IMDb’s forum: det er ikke en stor film med små ideer, men en lille film med store ideer. En ganske sej og velproduceret sci-fi film, selvom visse elementer dels er lidt amatøragtige og dels set ret ofte før. Men alligevel en værdig DVD i en science fiction fans samling. Karakter: 8 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.15

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Sleeper

Udgivet den oktober 22, 2009 af Admin

Sleeper
Film, USA 1973, 89 min.
Instr.: Woody Allen
Medvirk.: Woody Allen, Diane Keaton, John Beck, m.fl.

“I’m a clarinet player in 1973, I’m going to the hospital for a lousy operation, I wake up 200 years later and I’m Flash Gordon!!”

Hvis der er noget menneske i den virkelige verden der kan forveksles med Howard the Duck, altid ængstelig, komplet forvirret og “trapped in a world he never made”, så er det Woody Allen! Og i allerhøjeste grad i netop denne film. Det var med stor begejstring at jeg, imens jeg så filmen, indså at Stallone-filmen Demolition Man fra 1993 (som jeg er stor fan af) faktisk er en genindspilning af Sleeper – med macho-action-helten Sylvester Stallone i slapstick-neurotikeren Woody Allens rolle – en hysterisk morsom udskiftning! Det overordnede plot er det samme: En fyr er blevet frosset ned i nutiden, og genoplives et par hundrede år ude i fremtiden. Samfundet er nu et totalitært utopia befolket af forkælede, clueless borgere som elsker deres Stalinagtige Store Leder, som har skabt deres samfund. Der findes dog også en ulovlig underground; en revolutionær modstandsbevægelse, som vil vælte Lederen. Desuden dyrkes der sex på kunstig vis og med teknologisk hjælp, fordi alle er blevet frigide – undtagen dem der nedstammer fra italienere (endnu en fed grund til at give Stallone hovedrollen i 1993-udgaven; det gør hele situationen mere Zardoz-agtig!).

Begge film er sci-fi-komedier, også i den grad, men Demolition Man er så også lige med sikker hånd gjort til en politi-actionfilm med en superskurk (Simon Phoenix, spillet af Wesley Snipes – en figur som ikke er med i Sleeper). Der er flere forskelle; Sleeper er meget mere en slapstickfilm, og Woody Allens figur, Miles Monroe, er bl.a. indehaver af en health food-forretning og kommer med flere referencer til økologisk mad (virker meget aktuelt, også i dag! I Sleepers fremtid har man dog opdaget at fedt, fløde og tobak faktisk er de allersundeste ting man kan indtage!). Miles Monroe er den samme neurotiske splejs som Allen altid spiller, men den fremtid han kommer til er så ubehjælpeligt overfladisk og handlingslammet at Monroe faktisk næsten er en Jens Lyn-figur i sammenligning med disse fremtidsborgere. Samfundet minder meget om samfundet i Logan’s Run (1976), både visuelt og strukturelt. Sex er en af de meget yndede underholdningsformer, og der bruges (ligesom i Barbarella fra 1968) en ‘orgasmotron’ til formålet. I begyndelsen af filmen bliver Monroe udspurgt af nogle videnskabsmænd fra modstandsbevægelsen og kan bl.a. bekræfte at sports-TV var en form for tortur; Bela Lugosi var borgmester i New York, og Charles DeGaulle var en berømt fransk kok.

Allen skrev selv musikken til Sleeper. Der er tale om ragtime jazz i højt tempo, som skrues op hver gang der er en slapstick-scene (også i højt tempo). Effekten er lidt ligesom en blanding af big band-lydsporet til Citizen Kane og kazoo-temaet til The Benny Hill Show… Komikken er direkte inspireret af Buster Keaton og Charlie Chaplin og fungerer ganske fint. Allen er selv utrolig sjov i denne rolle; jeg tror ikke jeg før har oplevet ham som værende så effektivt komisk. Filmen er spækket med god dialog og tankevækkende indfaldsvinkler fra start til slut. Selve slutningen er dog lidt vag; selvom den Store Leder, ahem, bliver taget ved næsen, så hører man ikke om modstandsbevægelsen kommer ordentligt i gennem med sit forehavende. Men det er måske meningen at man selv skal tolke historien videre. Filmen er i øvrigt løst baseret på H.G. Wells’ The Sleeper Awakes (1910), og Allen konsulterede med både Isaac Asimov og Ben Bova for at sikre sig at det teknologiske element i filmen var tilstrækkeligt overbevisende.

Sleeper skal varmt anbefales til alle; det er absolut og helt unægteligt en af de 50 bedste SF-film der er lavet. DVDen kan anskaffes fra Amazon.co.uk til ca. £3, og hvis du ikke ejer Demolition Man, så tag og køb den med ved samme lejlighed; den kan fås endnu billigere.

Karakter: 10 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.22

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar