True Blood sæson 1
TV-serie produceret af HBO
Manuskript Alan Ball
Baseret på The Southern Vampire Mysteries romanserie om Sookie Stackhouse af Charlaine Harris
Hvis du (ligesom jeg) synes Twilight– filmen overtrådte lidt for mange vampyrtraditioner, var rent til grin eller bare laaaangtrukken og Buffy lige manglede lidt kant så er dette SERIEN… Dermed ikke sagt, at True Blood ikke også overtræder diverse regler, men dels er de fleste regler jo til for at blive brudt og dels så er det jo velkendt at vampyrfilm får nyt liv (høhø) ved at nyfortolke tidligere tiders skildringer af samme.
Manuskriptet er skrevet af Alan Ball kendt fra Six Feet Under og American Beauty – selv om den er baseret på en urban fantasy-serie så har den kvaliteter, der får den op og ringe.
Vi befinder os i en alternativ virkelighed i den dampende lumre amerikanske sydstat Louisiana, der med sine traditioner for Voodoo, skøre præster og flamboyante personligheder er de perfekte omgivelser for noget mystisk og fantastisk.
Den væsentligste forskel på seriens virkelighed og vores er, at vampyrer er ‘kommet ud af skabet’ efter opfindelsen af en kunstig blodtype, som vampyrer kan overleve på, og da de derfor ikke behøver at slubre løs på almindelig gode borgere længere, kræver de nu lige rettigheder som borgere i menneskenes verden – komplet med spindoktorer, marketingfolk og politikere.
Parallellerne til diskrimination på basis af seksuel orientering, race osv. er hermed skåret ud i pap og gjort bogstavelige (introsekvensen har sågar et af de klassiske amerikanske kirkeskilte, hvor teksten dog læser “God hates fangs”…).
Alt dette er her i 1. sæson dog mestendels baggrund for vores hovedpersoner som befinder sig i en flække kaldet Bon Temps, hvor Anna Paquin (bl.a. kendt som Rogue i X-Men-filmene) er den tolerante, forældreløse servitrice – Sookie – i den lokale snask. Hun er tilfældigvis lidt speciel, idet hun kan læse tanker, hvilket har gjort hende noget irriteret over folks væremåde overfor hinanden i almindelighed og hende selv i særdeleshed.
Ind træder ‘høj, bleg, fremmed’, med manerer som en rigtig sydstats gentleman fra det forrige århundrede og bestiller kunstigt blod. og hun fascineres af dette første møde med en vampyr, som hun ikke kan læse tankerne på…
Inden længe begynder der at dukke døde ‘fangbangers’ (folk der har dyrket sex med en vampyr) op i den lille by, og Sookies temmelig naive He-man af en lillebror befinder sig konstant i problemer til halsen. Jagten på denne morder er grundhistorien i første sæson. Samtidig er kroens supercharmerende sorte kok ved at rode sig ud i noget snavs, da han bl.a. handler med vampyrblod, der selvfølgelig har spændende konsekvenser, når det bruges af almindelige mennesker. Sookies veninde har store problemer med sin alkoholiserede mor; venlige vampyr-Bill har nogen særdeles ubehagelige venner, og kroens ejer render nøgen rundt i skoven?!
Sådan går det over stok og sten i 1. sæson, og det skifter mellem varierende grader af spøjse perversioner, samfundssatire, passende med blod og et væld af pudsige bifigurer. Bemærk at alle afsnit ender med en overraskende cliffhanger, som gør det næsten umuligt ikke at fortsætte. Anna Paquin har absolut udviklet sig i en positiv retning, og det er et held at hun er newzealænder og derfor ikke har amerikanernes sædvanlige puritanske holdning til kroppen. Teknisk set er det en fejlfri serie med glimrende effekter både visuelt og auditivt, der er specielt vigtig i forbindelse med skildringen af Sookies telepatiske evner. Skuespillet er mere end fremragende over hele linien, og kendere af Star Trek vil genkende flere af birolleindehaverne. Det siger sig selv, at HBO scorer et hit her igen, og serien har netop afsluttet 2. sæson i USA og fået lovning på en tredje. Kan anbefales.
Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet nr.22
