Codename: Yin/Yang

Udgivet den december 1, 2006 af Spritt

Film, Danmark 2006
Instr.: Henrik Andersen & Bo Mørch Penstoft
Bobble productions

Tidligere på året dukkede der på en af foreningens maillister, en åben invitation op til galapremiæren på en ny dansk zombie film med titlen Codename Yin/Yang. Forestillingen var i en biograf i Århus, og det så ikke umiddelbart ud som om der var planlagt nogen i København. Jeg kontaktede derfor folkene bag for at høre om vi evt. måtte vise filmen på Fantasticon, da det ville være helt i tråd med de Danske hard-to-get film vi viste sidste år. Denne ide var de helt med på, faktisk mere end det, de ville komme og holde et oplæg i forbindelse med filmen, og fortælle om dens tilbliven.

Ni mand m/k troppede de op, så der var mulighed for at tale med såvel instruktører, effektfolk og skuespillere om filmen.

Arrangementet startede med et kort oplæg til filmen, hvor den blev beskrevet som en øl og popcorn film, en film der var lavet for at have det sjovt, og som de håbede også ville være underholdende at se. Filmen var gradvist vokset i længde, efterhånden som ambitionerne steg, hvilket betød at manuskriptet var blevet ændret mange gange, også efter optagelserne var begyndt. Ændringer fandt dog også sted af andre årsager, som bl.a. da den ene hovedperson efterhånden var for langt henne i graviditeten til at hun syntes det var sjovt at rende rundt og være kommandosoldat, ellers som da den anden hovedperson brækkede foden sådan at den nøje og længe indøvede slutkamp ikke længere kunne indeholde en masse martial art. Af gode råd til andre der kaster sig ud i lignende projekter blev der bl.a. givet at hvis man bruger råt kød som effekter, så skal man huske at putte det i køleskabet natten over, mellem optage dage, da det ellers er ret så ubehageligt at kaste rundt med dagen efter.

Efter filmen blev der holdt et kort oplæg omkring produktionsselskabet AMOS, et selskab der er dannet for at hjælpe amatør genre- film. De fortalte også om Bobble production, som er et netværk de var ved at prøve at opbygge, der gerne skulle gøre det lettere at samle folk der har interesse i at lave film som Yin/Yang.

Filmen:
Plottet kort: en gal professor har, støttet af amerikanerne, gang i et projekt der skal skabe de ultimative krigere-zombier. Projektet er dog ved at løbe af sporet, og man frygter at de sexede specialagenter Yin/Yang skal stoppe professoren. Derfor bliver skurken Mr. Moreno sendt af sted for at stoppe dem. Yang er kampsporteksperten, der med sværd og martial arts nedlægger fjenderne mens Yin benytter kraftige skydevåben. Fjenderne består såvel af specialstyrker der er sat ind for at stoppe dem, samt af zombier fra professorens forsøg.

Filmen starter ud i et godt tempo, men lige pludselig er det som om man er kommet i tanke om at man hellere må få fortalt hvad plottet går ud på, hvilket superskurken så gør via voice-over mens han kigger sine instrukser igennem. Herefter vender filmen så tilbage til action-scenerne.

Ingen tvivl om at denne film skal ses for hvad den er: optagelser af folk der har haft det rigtigt sjovt med det de har lavet. Splatter film-genrens specielle humor er der masser af, den lever således på en masse genre-klicheer på godt og ondt. Således er det kampene og effekterne der holder filmen oppe, mens karaktererne til tider er for kliché og overspillet. Filmen har nogle rigtigt flotte effekter, bl.a. gode billeder af et sønderbombet Århus (byen som ifølge Yin/Yang folkene er Danmarks intellektuelle hovedstad), og som i enhver splatter film er det heller ikke mængder af blod der mangler. Desværre kommer plottet i vejen for handlingen, da de scener, der har med selve plottet at gøre, er ret lange og trækker filmens tempo ned. Var filmen blevet strammet noget mere op, ville den have vundet meget. Fans af amatør -splatter, -horror og – zombie film bør dog ikke snyde sig for denne film

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 12

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

BloodRayne

Udgivet den oktober 1, 2006 af Spritt

Film, USA 2005
Instr.: Uwe Boll
Medv.: Kristanna Loken, Michelle Rodriguez, Michael Madsen, Ben Kingsley, Billy Zane, Udo Kier, Meat Loaf, Geraldine Chaplin, m.fl.

Den tyske instruktør Uwe Bolls stjerne er opadgående. Hans film får større og større budgetter, rollerne bliver besat af større og større navne, og han lader til at være meget velkommen i Hollywood. Ikke desto mindre har Boll åbenbart en hær af indædte modstandere som kappes om at kritisere alt hvad han rører ved. Da BloodRayne er den første og hidtil eneste (men næppe sidste) film jeg har set fra hans instruktørhånd, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed hvor berettiget kritikken er, men den virker meget overdrevet. Som om der er gået sport i det.

Filmen handler om en krig mellem vampyrer og mennesker. Den foregår i en ikke nærmere specificeret øst-europæisk middelalder, i tiden før europæerne selv kunne fremstille krudt (heldigvis kan man istedet importere noget fra Kina). Hovedpersonen er Rayne (Kristanna Loken), som er en dhampir, altså halvt menneske og halvt vampyr. Hun tørster ikke efter menneskeblod, men kan leve af blod fra dyr og andre vampyrer (!). Hun er ude på at få hævn over sin far, Kagan, vampyrenes konge (Ben Kingsley), fordi han voldtog og senere dræbte hendes mor. Hun bliver af omveje medlem af The Brimstone Society, som er den hemmelige gruppe der organiserer menneskenes modstand mod vampyrene. Rayne bliver våbensøster til de hårdkogte vampyrjægere Vladimir (Michael Madsen), Sebastian (Matt Davis) og Kathrine (Michelle Rodriguez). Katherines far, Elrich (Billy Zane) er blevet vampyr, og er nu i vampyrkongen Kagans tjeneste, hvor han er i position til at forråde The Brimstone Society… For at bekæmpe Kagan må Rayne finde øjet og hjertet fra den mægtigste vampyr der nogensinde har eksisteret. Hans kropsdele blev for århundreder siden spredt for alle vinde.

Såvidt så godt. Hun finder tingene, og får regnskabet gjort op med sin far – selvom det aldrig står klart hvad hun egentlig skulle bruge øjet og hjertet til. Jeg savnede også at se lidt mere til Elrich, hvis få scener var ganske udmærkede.

Filmen bærer præg af at være et rip-off af Underworld. Vi har vampyrkrigen, vi har den gamle familiekonflikt og vi har et klart forsøg på at fremmane samme type gennemgående cinematografi som i Underworld. Istedet for den postmoderne/melankolske blå-sorte stil som dominerer i Underworld, er BloodRayne holdt i en let kvalmende, gusten bacon-brun kulør. Denne passer faktisk udmærket til filmen, og giver netop den trykkende og fugtige efterårstemning som en (fantasy)film der foregår i middelalderen (og om natten!) har brug for, samtidig med at den tilslører de dele af baggrundene – og kampscenerne – som er indsat digitalt. Actionsekvenserne er ikke helt håbløse – sværdkampene er ganske udmærkede -, omend de (ligesom i mange andre film, inkl. Under-world) er klippet så hurtigt at man ikke rigtig har nogen chance for at se, hvad der egentlig foregår. Men så slipper skuespillerne jo også for rent faktisk at behøve at kunne noget.

BloodRayne er baseret på et computerspil som jeg ikke har spillet. Men spillets fans er vist ikke så glade for filmen, som på IMDb får den noget kedelige karakter 2,5 ud af 10 – ja, faktisk ligger den nr. 44 på IMDb’s Bottom 100, altså listen over de 100 dårlig-ste film overhovedet. Så dårlig er filmen nu ikke. Noget mesterværk kan man ikke kalde den, men jeg har set mange meget kedeligere film. De kendte skuespillere gør filmen pænt interessant at følge med i, selvom specielt Michael Madsen ikke rigtigt har hjertet med i sit spil. Herudover kan man indvende at dialogen sine steder er stiv og opstyltet, men det er nu ikke slemt. Michael Madsens skuffende præstation opvejes af de øvriges, hvor især den indædte Michelle Rodriguez tager kegler. Jeg synes heller ikke at Ben Kingsley har noget at skamme sig over, og Udo Kier tager helt klart sin lille rolle meget seriøst. Kristanna Loken i titelrollen er okay, men ikke supergod. Hun er for ”blød”, specielt personlighedsmæssigt, til at være overbevisende. Hun spiller udmærket, og ser godt ud, men virker malplaceret og urealistisk, selv i dette miljø. Og ligesom de andre figurer (måske med undtagelse af Michelle Rodriguez) er hun fuldkommen én-dimensionelt skildret, og man lærer intet om hvordan hun f.eks. er blevet så god til at fægte. Men det er jo også kun en detalje.

Som genrefilm er BloodRayne bestemt ikke allerværst, selvom jeg heller ikke vil gå så langt som til at kalde den ”god”. Den holdt min opmærksomhed hele vejen igennem, men en pæn del af det underholdende ved den er jo at den er halvdårlig. Min karakter til denne film bliver 4 ud af 10. Men jeg lader muligheden stå åben for at det kan blive en kultklassiker som måske en dag i tidens fylde vil begynde at se en hel del bedre ud. Imidlertid kan der ikke herske tvivl om at en tilsyneladende ufrivillig komik altid vil være en del af nydelsen ved at se den – men det interessante er at stilen er så gennemført at man faktisk aldrig bliver helt overbevist om at det komiske og kitchede ved filmen i virkeligheden er … ufrivilligt.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 11

Udgivet i Fantasy, Film, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 11

Udgivet den oktober 1, 2006 af Admin

himmelskibet-11Efterår 2006
48 sider. 35kr
Forsidebillede af Laura Andersen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Thomas Winther

Indhold:

Redaktionelt – ved Thomas Winther

TEMA: BØGER I FANTASTIKKEN
Bogens forskellige roller – Artikel af Thomas Winther
Fra det fantastiske overdrev: Tryllebøger – Artikel af Morten Greis
Science fiction der refererer til science fiction – Artikel af Knud Larn
Herr Liebeswerks rædselsbibliotek – Novelle af Thomas Strømsholt

Den Fantastiske virkelighed – Artikel af Flemming R.P. Rasch
Film på Fantasticon 2006
Fantasticon 2006 – ved Flemming R.P. Rasch
Pigen med de mosgrønne øjne – Novelle af Klaus Æ. Mogensen
Tegneserier på nettet – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Tegneserie- og filmnyt – Ved Tue Sørensen

Anmeldelser
Bøger:

Film:

Podcastroman:

CD-boks:

Filmpremierer i Danmark

Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen
Nyt fantastik på dansk – Ved Janus Andersen
Foreningen Fantastik

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Pirates of the Caribbean – Dead Man’s Chest

Udgivet den juni 23, 2006 af Admin

Pirates of the Caribbean – Dead Man’s Chest
Film, 150min Disney, 2006
Instruktør: Gore Verbinski
Medvirkende: Johnny Depp, Orlando Bloom, Keira Knightley, m.fl.

Pirates Of The Caribbean: Dead Man’s Chest (eller blot Pirates II) er en af de film, som har indspillet fleste penge på kortest tid nogensinde. Ikke dårligt af en toer – og fuldt fortjent. For instruktøren Gore Verbinski, som også instruerede den første film, har ikke skyet nogen midler for at gøre filmen underholdende. Fægtekampe, som ville gøre de tre musketerer misundelige, kæmpe søslag, slimede zombie-sørøvere, morsomme kannibaler, Voodoo og selveste søuhyret Kraken er proppet i gryden til en sammenkogt ret med lidt for enhver smag. Det hele er krydret med moderne selvironi, som ligger milevidt fra de gammeldags sørøverfilm, som den ligner, men som ikke ville være i stand til at underholde et moderne publikum. Erol Flynn var da en flot fyr. Men ærlig talt lidt todimensional. Så er der mere dybde i den charmerende Jack Sparrow, som skifter loyalitet oftere end han skifter undertøj, og som gerne sælger sine venner til evig fortabelse på havets bund for selv at slippe for samme skæbne.

Helteparret Will Turner (Orando Bloom) og Elizabeth Swann (Keira Knightley), som sluttede den første film med at leve lykkeligt til deres dages ende, får en brat opvågnen, da de an-holdes og kastes i fængsel på deres bryllupsdag. Det er straffen for at have hjulpet den notoriske pirat Jack Sparrow til at flygte. Derfor må Will og Elizabeth selv tage flugten sammen med Kaptajn Jack.

Efter at have sluppet for Den Sorte Forbandelse og fået skibet Black Pearl tilbage, er Jack Sparrow kommet i en ny knibe. Hans gamle skibskammerat ”Bootstrap” Bill Turner (Will Turners far) er ikke død, men lugter blot dårligt og er også mere end almindeligt bleg. Bootstrap Bill er vendt tilbage fra bunden af havet for at fortælle, at Jack har et udestående regnskab med Davy Jones, som er kaptajn på spøgelsesskibet Den Flyvende Hollænder. Falder man i kløerne på Davy Jones, kan man vælge mellem døden og hundrede års tjeneste på spøgelseskibet, som færdes lige godt under van-det og på overfladen. Det ulykkelige mandskab kommer efterhån-den til at ligne de havdyr, de lever iblandt.

Udsigten til at ende på havets bund skræmmer selv Jack Spar-row, som kaster sig ud i en jagt på det, der skal give ham magten over den skræmmende Davy Jones. En jagt som mange andre er interesserede i. For med Davy Jones følger magten over det frygtelige søuhyre Kraken – og dermed herredømmet over havet. Det er let at pege fingre af Pirates II. Filmen blander ubekymret genrerne, og karakterernes menneskesyn passer bedre til nutiden end til 1600-tallet. Og hvad skal søuhyrer og magi i det hele taget i en historisk film? Det er også lemfældig omgang med myterne, når Davy Jones gøres til kaptajn på Den Flyvende Hollænder – og tilmed give ham kontrollen med Kraken, som i denne udgave ligner noget fra Lovecraft.

Kritikken er bare ikke relevant, når vi som her taler om en renlivet underholdningsfilm, hvis oprinde-lige plot er bygget over en gammel Disney-forlystelse (Disney har i øvrigt ombygget forlystelsen, så den nu også passer til Pirates II). Hvis folk køber billetten og gyser og griner i biografen, er formålet opfyldt. Og hvad det angår, er Pirates-filmene noget af det mest forfriskende og velkonstruerede, jeg har set i årevis. De digitale effekter – og de er mange – er fremragende. Johnny Depp er genial som Jack Sparrow, og filmens formelle heltepar, Orlando Bloom og Keira Knightley giver godt modspil til den udsyrede sørøverkaptajn med de svømmende øjne og de flagrende armbevægelser.

Selv om filmen er lang, er der handling nok til at holde tempoet oppe i fulde to en halv time. Det actionmæssige højdepunkt er en over 10 minutter lang tresidet fægtekamp på toppen af et løbsk rullende møllehjul. Stik dén, d’Artagnan! Skulle tempoet alligevel blive for adstadigt, er filmen proppet med rappe one-liners og listige referencer til film fra de sidste fire-fem årtier.

Da Himmelskibet har en lang produktionstid, vil Pirates II være forsvundet fra plakaterne i stort set alle landets biografer, når dette læses. Det er synd, men heldigvis vil der så være forholdsvis kort tid, til filmen kan købes eller lejes på DVD. Det betyder også, at ventetiden er kort til biografpremieren på den tredje film i rækken. Og det er en fordel, eftersom toeren ender i en kæmpe cliffhanger og mangler en egen afslutning og konklusion. Skulle du ikke have set filmen, vil jeg ikke afsløre slutningen. Men tiden vil vise, om de, der slutter filmen med at være døde, også fortsætter med det. Og om skurkene er uhelbredeligt onde, eller de kan vendes til det gode.

Anmeldt af John Alex Hvidlykke i Himmelskibet nr.11

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Superman Returns

Udgivet den juni 22, 2006 af Admin

Superman Returns
Film, 154 min.
Warner Bros. 2006
Instruktør: Bryan Singer
Medvirkende: Brandon Routh, Kevin Spacey, Kate Bosworth m.fl.

Det er efterhånden mange år siden at de første rygter om en ny Superman-film kom på banen. Der har også været flere projekter på tegnebordet, bl.a. med Nicholas Cage som Manden af Stål, men de gik alle sammen lige så stille i sig selv igen, ofte på grund af uenigheder mellem instruktører og filmselskab. Men efter de senere års store successer med superheltefilm som Spider-Man, X-Men og Batman Begins var det oplagt at der blev gjort alvor af det. Super-man er trods alt superhelten over alle superhelte og en af det tyvende århundredes allermest kendte ikoner. Warner hyrede derfor instruktøren Bryan Singer, som havde lavet de to første film om X-Men (og skulle have lavet den tredje, hvis det ikke var fordi han hellere ville lave Superman Re-turns).

Til forskel fra den nye Batman-film, Batman Begins, har Warner valgt at lade Superman Returns være en fortsættelse af de klassiske Superman-film fra 70’erne og 80’erne. Eller i hvert fald de to første; Warner har klogeligt valgt at ignorere de katastrofale Superman III og IV (for slet ikke at tale om Supergirl). Det fornemmes allerede fra titelsekvensen, der benytter samme effekter som den oprindelige film, og selvfølgelig genbruger man også John Williams’ gamle Superman-tema. Også visuelt har filmen mange referencer til de gamle, især ved genbrug af Krypton og Supermans fort på Arktis. Marlon Brando gentager også sin rolle som Jor-El i form af genbrug af gamle optagelser fra den første film. Mest slående er måske valget af Brandon Routh til titelrollen – den knægt ligner fak-tisk Christopher Reeve en hel del, især som Clark Kent.

Der skal forstille at være gået fem år siden de gamle film. Det betyder ikke at filmen foregår i 80’erne; man er nødt til mentalt at flytte de gamle film frem til årtusindskiftet for at få det til at passe. Superman har været væk fra Jorden i de mellemliggende år for at opsøge resterne af sin fødeplanet Krypton, og da han kommer tilbage, er meget anderledes. Lois Lane har kæreste og barn, og Lex Luthor er på fri fod, blandt andet fordi Superman ikke mødte op i retten for at vidne mod ham. Lois har netop vundet Pulitzer-prisen på en artikel med titlen “Why the World Doesn’t Need Superman”, så der er lagt brænde på bålet til genforeningen. Der gøres i det hele taget meget ud af at portrættere Superman som en der står udenfor; en der nok er vokset op på Jorden, men som kommer udefra og ikke rigtig hører til – men som måske alligevel har en rolle at spille. Den rolle er rollen som frelser, og der smøres tykt på med kristus-metaforer. Jor-El er faderen der har sendt sin eneste søn til Jorden for at være et forbillede og frelse dem fra deres synder. Det viser sig da også hurtigt at verden faktisk har brug for Superman, ikke mindst på grund af Lex Luthors skumle planer.

Lex Luthor bliver mesterligt spillet af Kevin Spacey og er ikke længere den fjollede småforbryder med storhedsvanvid, som Gene Hackman portrætterede i de gamle film. Han er en kynisk self-made man med store ambitioner og en grandiøs plan, der kan gøre dem til virkelighed. Der skal ikke her afsløres hvad planen går ud på; lad det bare være sagt at den får den gamle Luthors planer til at ligne et røveri i en døgnkiosk – og han har taget højde for Supermans mulige indblanding. På mange måder er Luthor en langt mere imponerende figur end Superman. Kal-El har jo ligesom ikke gjort noget for at få sine evner, hvor Luthor har måttet kæmpe sig op fra en fattig barndom til den magtposition, han har, uden andet end sin hjerne til hjælp. Forskellen mellem dem er at hvor Luthor har valgt at bruge sine evner til selvisk vinding på bekostning af menneskeheden, så har Superman – der med sine evner kunne have gjort sig til Jordens herre – valgt at vie sit liv til at hjælpe andre.

Filmens effekter er flotte uden at være for påtrængende, og der sker nok til at filmens over 2½ time ikke virker for meget. Meget af handlingen er forudsigelig, men der er dog et par ordentlige overraskelser undeevejs, så det hele ikke ender som ren nostalgi. Ud over referencerne til de gamle film, er der også nogle sjove referencer til tegneserierne, bl.a. en scene der til forveksling ligner den fra forsden af Action Comics nr. 1, som bragte den første Superman-historie tilbage i 1938. Skuespillerne er generelt godt valgt til deres roller; dog kan man indvende at selvom Kate Bosworth er ganske nydelig som Lois Lane, er hun lidt ung (23 år) til at være mor til et femårigt barn – især fordi det skal forestille at hun har haft en længere journalistkarriere inden hun fik barn. Brandon Routh virker også lidt yngre end Christopher Reeve gjorde i samme rolle, men hvad fanden – han er jo Superman.

Alt i alt er filmen et must for dem, der kunne lide de to første gamle Superman-film. Jeg har svært ved at bedømme hvor godt den vil virke på biografgængere, der ikke har set de gamle film. Især kan filmens første time, hvor nostalgien dominerer over handlingen, måske virke lang på dem som ikke fanger referencerne. Man kan også diskutere om Superman er den mest interessante superhelt at lave film om. Hans renskurede spejderdrenge-image passer måske ikke så godt til vores postmodernistiske tid, hvor helte på film og i tegneserie er anderledes komplekse og tvetydige. Her har Warner og Singer nok gjort det kloge valg ved bevidst at overspille det renskurede, så Superman bliver mere ikon end menneske – han er den frelser, som vores krisefyldte verden af i dag faktisk godt kunne bruge. Det er så bare ærgerligt at han ikke findes i virkeligheden, og han er svær som rollemodel hvis man ikke lige selv har superkræfter. Det efterlader så Lex Luthor som den eneste rolle-model, man faktisk kan følge, og jeg var da selv flere gange under filmen tæt på at heppe på ham. Han er en mand med en fantastisk mission, som han selv, ikke helt misvisende, sammenligner med da Prometheus bragte ilden til mennesket. Og hvem kan lade være med at beundre et dødeligt menneske, som uden tøven vælger at sætte sig op i mod en gud?

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.11

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

The Lord of the Rings – Complete songs & Poems

Udgivet den juni 12, 2006 af Admin

The Lord of the Rings – Complete songs & Poems
The Tolkien Ensamble & Christopher Lee
4 CD bokssæt inkl 112 s. bog 2006

På samme måde som filmfolk har en svær opgave foran sig, når de skal lave en filmatisering af en elsket bog, så har musikere det også når de skal sætte musik til andres vers. Tolkiens bøger Ringenes Herre er fyldt med sange og vers. Der synges for at fortælle historier, eller når der skal gives udtryk for følelser eller stemninger.

Den danske musiker Caspar Reiff dannende Tolkien Ensamblet for at sætte musik til disse sange, og sammen med forskellige musikere og sangere har de tolket sangene. Resultatet er blevet godkendt af Tolkiens selskabet og ensamblets koncerter er velbesøgte hvorhen i verden de kommer rundt. Der er så mange sange i bøgerne at de ikke kan være på en CD, men nu med udgivelsen af CD nummer 4 (Leaving Rivendell) er de igennem hele værket. CD’erne har ikke taget sangene i kronologisk rækkefølge, noget der nu er rådet bod på, hvor hele værket er kommet i en 4-CD boks, hvor sangene bringes i den rigtige rækkefølge.

Den øgede interesse omkring Ringenes Herre som filmene medførte har Tolkien Ensamblet også kunnet mærke på deres salgstal, ikke mindst da de på CD 3 (At Dawn in Rivendell) fik Christopher Lee til at medvirke både som oplæser af nogle af de digte der ikke skulle sættes musik til, samt til at synge Treebeards sange. Efter sigende så har Christopher Lee tidligere gjort sig som opera sanger, og han har da også en kraftig stemme. På CD 4 synger han Théodens sange.

Numrene er meget forskellige, da der både er sange sunget af hobitter, elvere og mennesker, og ensamblet har gjort meget ud af at sørge for at den musikalske stil er meget forskellig, hvor det er Tom McEwan der synger nogle af Hob-bit sangene som var de irske drikke viser, så synger Kurt Ravn de mere storladne elver-sange. Et af de klart bedste valg indenfor sangere er at Poul Dissing synger Gollums sange. Uanset hvad man må mene om Dissings stemme, så gør han det godt som Gollum.


Det er som sagt noget af et minefelt de har begivet sig ud på med denne udgivelse, og mange Tolkien fans vil nok sætte spørgsmålstegn ved resultatet. Personligt kan jeg rigtigt godt lide tolkningerne, og kan kun anbefale ensamblets udgivelser. Jeg glæder mig til de går i gang med Hobbitten, og jeg har hørt Reiff udtale at de også har kig på de digte der findes i Silmarillion.

Da jeg købte bokssættet var der en ting der irriterede mig. Jeg kunne ikke finde ud af forside illustrationen. Ingen tvivl om at det er Saurons øje der er illustreret, men der var noget galt. Det slog mig at illustrationen måtte være vendt på hovedet, da det mere lignede et langghåret øje end et flammende øje, mens det så rigtigt ud når det blev vendt på hovedet. Ifølge en mail fra Ensamblet fik jeg oplyst at de betragtede illustrationen som en der viste øjet på toppen af et bjerg af lava. Jeg skrev dog også til kongehuset, da illustrationen er lavet af Hendes Majestæt Dronningen (såvel de tidligere CD’er, samt den medfølgende bog til bokssættet er med hendes illustrationer). Svaret fra hoffet bekræftede at illustrationen er blevet vendt på hovedet.

En omvendt illustration skal dog ikke holde mig fra endnu engang at anbefale denne udgivelse.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.11

Udgivet i Fantasy, Musik | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Marvel Zombies

Udgivet den juni 12, 2006 af Admin

Marvel Zombies
Kirkman, Phillips & Chung
Marvel 2006

Ultimate Fantastic Four #21-23 – Crossover
Miller, Land & Ryan
Marvel 2005

Marvels Ultimate-univers er en separat serie, hvor deres helte er gjort yngre, for på den måde at rette deres udgivelser mod et yngre publikum. Denne anden målgruppe til trods, så er det via Ultimateuniverset at Marvel introducerer et zombie-univers. Ultimate Fantastic Four #21-23 er en storyline med titlen Crossover. Reed Richards er blevet håndplukket til at deltage i Baxter-bygningens tænketank for unge genier. Det er lykkedes Richards at udvikle en tidsmaskine, men maskinen er dog er ved at give store problemer, da en flok terrorister truer med at dræbe hele menneskeheden ved at dræbe det første dyr der kravlede på land, dengang i evolutionens tidlige morgen. Terroristerne stoppes, men sagen gør at der bliver givet besked om at projektet skal nedlægges. Reed arbejder dog videre, da det er lykkedes ham at videreudvikle sin maskine, så den nu kan bruges til at rejse mellem parallelverderner. Han er kommet i kontakt med sit eget modstykke i en anden verden, og sammen får de udviklet en transporter så man kan rejse mellem de parallelle universer. Ultimate Reed rejser igennem, hvilket viser sig at være en stor fejl.

I paralleluniverset er alle superhelte (og skurke) blevet omdannet til zombier via en virus der er kommet med en mutant fra rummet. Superzombierne har nu fortæret stort set alt hvad der er at fortære, hvilket er grunden til at zombie- Reed hjalp til med at bygge transporteren, så de kan komme igennem til Ultimate-verdenen, hvor de kan finde flere mennesker de kan æde. De fantastiske zombie-fire rejser igennem, men bliver dog stoppet af de resterende 3 fantastiske Ultimate-fire, mens Ultimate- Reed finder sammen med nogle af de få overlevende i zombieverdenen, en meget lille flok mennesker ledet af Magneto. Med Magnetos hjælp lykkedes det Ultimate-Reed at komme tilbage, mens Magneto bliver i zombieverdenen og destruerer transporteren.

Marvel var ikke helt klar til at slippe dette zombieunivers endnu og ville gerne lave en miniserie om hvad der videre hænder her. Man hyrede Robert Kirkman, som står bag den populære zombieserie Walking Dead (udgives af forlaget Image) til at skrive en miniserie, og Sean Philips blev hyret til at tegne serien. Kirkman blev ikke kun hyret pga. sit arbejde med zombieserier, han har også arbejdet med superhelte-serier. Han skriver bl.a. serien Marvel Team-Up og har tidligere også arbejdet med serier om Marvel-figurer som FF og Captain America. Forsiderne på Marvel zombies er lavet af Arthur Suydam, og er alle zombie-spoofs på kendte Marvel-forsider. Således var forsiden af Marvel Zombies #1 en ‘kopi’ af forsiden fra første gang SpiderMan var med i Amazing Fantasy (nr.15), hvor det denne gang dog er en zombie-Spider-Man der svinger sig af sted med et skelet.

Historien i Marvel Zombies starter som sagt hvor Crossover sluttede. Magneto har netop ødelagt transporteren, og han vender sig nu mod den hob af super-zombies der har udset sig ham som deres næste måltid. Magneto kæmper bravt, men det er svært at kæmpe mod folk der ikke reagerer på at de får blæst det meste af maveregionen af (Daredevil) eller skåret halvdelen af hovedet af (hvilket sker for Colonel America, der i zombie-universet ikke har rangen af Captain). Kampen er dog knap ovre før The Silver Surfer dukker op, og zombierne vender nu deres sult mod ham.

Hæfte #1 kan godt være noget forvirrende, hvis man ikke har forhistorien fra Crossover med, men i de senere hæfter kommer man fuldt ind i universet, superzombiernes kamp for at finde føde og de få overlevende heltes kamp for at beholde livet. Selvom de nu er zombier, er der stadig brug for dem til at redde resterne af deres verden, da Galactus dukker op for at fortære hele jorden. Zombiernes kamp er dog ikke så meget for at redde Jorden, den er mere for at få del i alt det kød der må sidde på Galactus’ kæmpekrop. Ud over kampen mod Galactus kommer det også til kampe mellem gamle fjender som Spider-Man vs. Venom, Colonel America vs. the Red Skull og Wolverine vs. Juggernaut. Vi har ofte set kampe mellem disse, men denne gang er det kamp til døden, hvilket vi ikke normalt ser i superheltetegneserier.

Udgivelsen er meget speciel, men jeg synes den kommer rigtigt godt af sted med at krydse zombieog superheltegenrene. Den krævede at lige jeg fik en hurtig opdatering på Marvel-universet og de forskellige figurer, men omvendt er der sider af disse figurer man ikke har set før, så den kan sagtens læses uden dette forkundskab.

Historien er som sagt skrevet af Robert Kirkman. Hans serie Walking Dead er en serie om en lille flok mennesker der forsøger at overleve i en verden fyldt med zombier. Serien starter da zombieplagen starter, så man følger personerne igennem deres erkendelse af hvad der sker og at der ikke kommer nogen og redder dem – de må klare sig selv. Historien i Walking Dead lægger sig meget op af Romeros Night of the Living Dead og Dawn of the Dead, hvor det egentligt ikke er kampen mod zombierne eller splatter-elementet i zombiescenerne der er i fokus. Det er nærmere fortællingen om folk der lever i en verden på randen af undergang og om hvordan disse personer klarer dette pres og det at skulle leve tæt sammen med folk, hvor det eneste de har til fælles med dem er frygten for de levende døde.

Historien i Marvel Zombies er meget anderledes. Her er det zombierne man følger og deres kamp for at få mere føde. Når de har spist, kan de tænke klart, fundere over situationen, samt lægge planer om hvordan de kan skaffe mere føde. Når sulten overmander dem, bliver de aggressive og angriber hinanden (selvom de dog gang på gang må erkende at zombie-kød er uspiseligt)

Ideen med Marvel Zombies er sjov, og historien er både veltegnet og godt skrevet, men jeg tror det er fint at det blot er en miniserie og ikke noget der skal fortsætte. Alle 5 numre i serien er udkommet, men det ville undre mig meget om ikke serien kommer til at udkomme i en TPB-udgave. Crossover er udkommet som TPB’en Ultimate Fantastic Four Vol.5 – Crossover – og det lader til at Zombierne dukker op igen i et par enkelte numre fra Ultimate Fantastic Four nr. 30, hvor der vil ske et opgør med de Zombie- Fantastic Four som slap igennem til Ultimate-verdenen.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.10

Udgivet i Horror, Tegneserier | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Walter Jon Williams: Dread Empire’s Fall 3: Conventions of War

Udgivet den juni 6, 2006 af Admin

Dread Empire’s Fall 3: Conventions of War
Walter Jon Williams
Roman, 677 sider
HarperCollins 2005
$7.99 (paperback)

Conventions of War er det afsluttende bind i trilogien Dread Empire’s Fall (de to første bind er anmeldt i Himmelskibet nr. 3). Det er militaristisk space opera, skrevet af en forfatter som har forsøgt sig (som regel med held) i mange science fiction-undergenrer. Jeg synes han er sluppet rimelig godt fra denne trilogi, og det på trods af at jeg normalt ikke er meget for undergenren af militær-sf.

Trilogien foregår i et interstellart imperie befolket af fem racer (herunder mennesker). Indtil trilogiens start herskede en sjette race, the Shaa, med hård hånd et samfund med meget rigide konventioner. Da den sidste Shaa dør, opstår der et magttomrum, som den ene af de tidligere underordnede racer, the Naxid, prøver at overtage på bekostning af de øvrige racer. Det finder disse andre racer sig selvfølgelig ikke i, og der opstår en borgerkrig, som udgør baggrunden for trilogiens handling.

Vi følger på skift to officerer, Gareth Martinez og Caro Sula, som på hver deres måde er militære genier, især fordi de bryder med de tidligere så fastlåste krigskonventioner. På trods af successen af disse konventionsbrud, er de ikke specielt populære blandt de traditionsbundne admiraler i flåden, og de to helte kæmper lige så meget mod bureaukrati og traditioner som mod Naxiderne. Martinez og Sula har været romantisk involveret med hinanden, men er af omstændighederne blevet tvunget fra hinanden. Martinez har måttet indgå i et politisk ægteskab for at fremme sin families status, og Sula har en dyster hemmelighed, som gør at hun ikke umiddelbart tør lade sig gifte med nogen. Selvom begge tilhører overklassen, bærer de hver deres sociale stigmata, og det fører også til konflikter. Sulas forældre blev da hun var barn henrettet for korruption, og Martinez’ familie bliver betragtet som en slags bondeadel (Williams bor i New Mexico, og man kan godt fornemme at det er forbilledet for den planet, Martinez-familien kommer fra ).

I dette tredje bind leder Sula oprørsbevægelsen på imperiets hovedplanet mens Martinez er taget med en flåde ud for at trænge ind i naxidernes territorium. Af disse handlingsforløb er det Sulas modstandskamp der er den mest spændende. I bogens begyndelse er modstandsbevægelsen på grund af en katastrofal mislykket aktion blevet reduceret til en håndfuld mennesker med Sula som eneste overlevende officer. Hvor mange ville have opgivet i den situation, vælger hun at kæmpe videre, og hun får efterhånden opbygget en habil modstandsorganisation, blandt andet ved at indgå alliancer med den lokale mafia (i krig og kærlig-hed…). Modstandskampen er bekrevet realistisk brutalt og uromantisk, og til forskel fra mange lignende historier handler det ikke om at lave én vellykket mission, der på et øjeblik knækker tyran-nernes jerngreb. Det er en lang og sej kamp med flere tilbageslag, og slaget vindes lige så meget ved hjælp af hacking og propaganda som ved hjælp af skydevåben og sprængstoffer.

Martinez’ fortsatte karriere i flåden er knapt så spændende, specielt fordi den meget er en fortsættelse af hvad der er sket i de tidligere bind, uden de helt store overraskelser. Det har Willi-ams’ tilsyneladende været klar over, så han liver historien lidt op med et mordmysterie ombord på det rumskib, som Martinez overtager kommandoen af. Da det er skibets tidligere kaptajn, der er myrdet, er Martinez selv en af de hovedmistænkte, så hans eget skind er på spil hvis han ikke kan opklare mordet.

Romanen (og dermed trilogien) runder af med en afslutning på borgerkrigen, og Martinez og Sula bliver belønnet på mere eller mindre retfærdig vis for deres indsats. Situationen i imperiet (som efter Shaaernes uddøen nærmere er et oligarki) er i det store og hele uforandret; det er stadig traditonalisterne der bestemmer. Men katten er sluppet ud af sækken, og spørgsmålet er om alle i imperiet i længden vil finde sig i en opretholdelse af status quo. Blandt andet er Martinez’ familie, som bor på randen af imperiet, interesseret i at få lov til at kolonisere de planeter, man ved findes hinsides nogle af de ydre ormehuller. I det hele taget er der plads til flere historier i bogens univers, og jeg vil sikkert købe dem, hvis Williams skriver dem. Jeg tror også universet vil fungere fint som basis for rollespil, og det ville ikke være første gang at en af Williams’ bøger er blevet brugt til det. R. Talsorian Games har lavet en sourcebook om hans roman Hardwired til deres spil Cyberpunk 2020.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.11

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Scott Sigler: Earthcore, Ancestor & Infection

Udgivet den juni 6, 2006 af Admin

Earthcore
Scott Sigler
Podcastroman Podiobooks,
2005-6

Ancestor
Scott Sigler
Podcastroman Podiobooks,
2006

Infection
Scott Sigler
Podcastroman Podiobooks,
2006

Podcasting er et fremstormende medie på nettet, hvor alle slags mennesker lægger lydfiler ud til download via såkaldte feeds, så folk kan få dem direkte ned på deres computer eller iPod så snart de er lagt op. Forfattere har set dette som en ny mulighed for at fortælle og distribuere deres historier, og den amerikanske sci-fi/horror forfatter Scott Sigler var en af de første til at prøve dette med sin roman Earthcore. Siden da er det blevet til i alt 3 pod-castromaner og han er gået i gang med den fjerde, The Rookie, her i september.

Alle podcasts kan downloades i MP3-format via : www.podiobooks.com og/eller http://scottsigler.podshow.com.

Earthcore

Scott Sigler havde allerede skrevet Earthcore og endda fået den rettet til af et forlag, men af forskellige årsager blev den aldrig udgivet, så Sigler besluttede sig for at prøve at lave bogen til en podcast hvor han ugentligt ville udgive sin oplæsning af et par kapitler til download på sin weblog. Det blev en stor succes med flere tusinde lyttere og derefter blev Earthcore udgivet af Dragon Moon Press (ISBN: 1896944329).

Historien finder sted i Utah-bjergene hvor minefirmaet Earthcore kommer på sporet af en potentiel platinåre begravet dybt i Funeral Mountain og et hastigt omfangsrigt minearbejde sættes i gang, under hård ledelse af Connell Kirkland. Men bjerget er præget af mystik, og har en fortid præget af mystiske uopklarede sager om forsvundne personer, men det skræmmer ikke Kirkland. Dr. Veronica Reeves er også interesseret i bjerget, da hun mener at være på sporet af en ældgammel, meget avanceret civilisation, der gør sig specielt bemærket ved at have fremstillet meget skarpe knive af rent platin. Dette udvikler sig til en spændingsfyldt og actionpræget sci-fi/horror historie dybt nede i undergrundshulerne i Funeral Mountain, hvor bjergets bizarre hemmelighed er ved at gå op for personerne mens de må kæmpe for livet.

Det er udpræget en spændings- og actionhistorie, hvilket egner sig godt til podcastformatet da det fanger lytteren godt, men jeg synes nu også den har andre gode sider, specielt i forhold til de to efterfølgende podcast der er endnu mere action og horror, og Earthcore ser jeg stadig også som det bedste af hans værker. Han skildrer godt den hårde minebranche og den kyniske ledelse fra Kirkland hvor det handler om penge før de ansattes sikkerhed. Selvom de fleste af personerne er noget stereotype, med alt fra videnskabsfolk der bliver helt opslugt og glemmer al fare omkring dem, til benhårde ex-jægersoldater der kan ignorere enhver smerte, så er de i det mindste gennemført. De har alle en baggrund der forklarer hvem de er og hvorfor de agerer som de gør.

Hvad lydsiden angår så er det god klar lydkvalitet og Sigler fortæller sin historie godt og med en tilpas entusiasme og indlevelse, uden at det bliver for overdrevent og skabet. Han formår at holde lytteren fast i historien, hvilket er vigtigt da man hurtigt kan tabe tråden hvis man ikke lige er koncentreret i et minut eller to.

Historien vil gøre sig godt på film og der er flere muligheder for efterfølgere, hvilket Sigler allerede har lovet at han arbejder på.

Ancestor

Scott Sigler gentog successen med Earthcore, men denne gang med en historie skrevet direkte til podcastformatet og med endnu mere vold og blod. Ancestor tager udgangspunkt i via genteknologi at designe et dyrs DNA hvis organer skal kunne bruge til organtransplantationer til mennesker, hvilket der naturligvis er store penge i. Det lykkes for et firma via en supercomputer at skabe DNAet til et sådant væsen og de går straks i gang med at opfostre et godt antal af dem ved at bruge køer som rugemødre. Væsenerne viser sig at være langt stærkere og mere intelligente end man havde forestillet sig, og så kører historien ellers i et klassisk overlevelsesscenarie for de ansatte der må kæmpe mod disse meget sultne monstre. Dermed har Ancestor en opbygning der minder en del om Earthcore, men desværre må jeg sige med endnu mere fokus på ren action og splatter der vil gøre sig godt på film, og man får da også associationer til monsterfilm som fx Resident Evil. Men det skal man nu heller ikke kimse af, for det er skam god solid spændende underholdning man bliver grebet af.

Sigler er skam en god fortæller og han er kun blevet bedre siden Earthcore, hvor han har arbejdet lidt mere med sin imitation af sine personer og deres dialog. Ancestor skulle udkomme i bogform i 2007, også fra Dragon Moon Press.


Infection

I modsætning til de to andre historier hvor det var en gruppe af mennesker der stod overfor en ydre trussel, handler Infection kun om en mand, Perry Dawsey, og hans kamp mod noget inde i ham selv. Dawsey var engang en lovende amerikansk fodboldspiller, men har måtte droppe karrieren grundet en slem knæskade og arbejder nu i et computerfirma. Han lever et trivielt og roligt liv, men kæmper stadig med en voldelig fortid, da det en dag begynder at klø voldsomt flere steder på kroppen. Han prøver at ignorere det først, men med tiden går det op for Dawsey, at det er mere end blot almindelige sår, men at der er levende intelligente væsener inde i hans krop der for hver dag bliver stærkere. Resten af historien går så med Dawsey der kæmper mod disse væsener i hans krop på no-get nær selvmorderisk vis, mens deres egentlige formål langsomt bliver klarere.

Infection er mindst dobbelt så blodig og makaber som Ancestor, og selvom det kun er en lydbog er det ikke for mindreårige. Det kan til tider blive for meget, som om at Sigler blot trækker historien ud i ekstremer for at få pakket så mange ubehagelige og bizarre scener ind i historien som muligt. Det hele bliver en lang optakt til den endelige afsløring af hvad disse væsener har til hensigt når de er færdige med at vokse, og denne kulmination i de sidste to afsnit er temmelig kort og ufyldestgørende, og ligger vel egentlig også op til den efterfølger Sigler allerede har sagt han vil lave.

I lyddelen har Sigler udviklet sig meget på både god og dårlig vis. Han gør nu endnu mere brug af podcastformatet ved at lave uhyggelige effekter der ikke vil kunne være en del af en bog, gæstevokaler, og generelt har dialogen mere karakter af egentligt skuespil. Desværre er hans lydfiler ved at blive fyldt godt op med en masse ekstrasnak, reklamer og indtalte telefonbeskeder fra fans. Det er selvfølgelig noget man kan spole forbi, men det kan nemt tage overhånd.

Anmeldt af Jeppe Larsen i Himmelskibet nr.11

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Lise Bidstrup: Spiralportens Vogter

Udgivet den juni 1, 2006 af Admin

Spiralportens Vogter
Lise Bidstrup
Roman, 226s.
Facet, 2006

I rækken af bøger der handler om et ungt menneske der kommer på troldmandsskole og redder verden fra trusler, som skolens forsamlede magikere åbenbart ikke kan stille noget op imod, har vi her Lise Bidstrups bud. Og så alligevel ikke. For her bliver man ikke bare født til berømmelse, og bare det at komme ind på skolen tager en god del af bogen. Hovedpersonen Kwami går og drømmer om at komme på troldsmandsskole, eller akademiet som det hedder her. Og troldmænd har en ganske bestemt opgave i dette univers – det er dem som kan åbne de mystiske porte, der forbinder de kendte verdener. Det er altså hendes store ambition at blive en slags dørmand, og det er der jo ikke noget galt i, da verden har brug for dørmænd (og -kvinder, i dette tilfælde.)

Den stakkels Kwami venter på at de magiske ar, der vokser frem på alle med troldmandsevner, skal vise sig. Men intet sker. Så hun beslutter at opsøge akademiet uanset sin tilsyneladende mangel på evner. Det lykkedes ikke rigtig i første forsøg, men hun får lidt hjælp og forsøger igen. Ind vil hun, om hun så skal bryde ind på akademiet! Det lykkes hende da også at få rodet sig ud i nogle store problemer, der har forbindelse til en alvorlig trussel mod alle verdnerne.

Op til da er historien både ganske velskrevet og spændende og plottet hænger godt sammen. Desværre sker der det at Bidstrup vælger at lade os følge både helten og skurken igennem den sidste del af romanen, og det tager ret meget af spændingen ud af historien. Det er en skam, for plottet og ideerne til en rigtig spændende historie er der. I stedet bliver det lidt for forudsigeligt. Jeg fornemmer også at visse detaljer i plottet og i hvordan magien fungerer ikke er tænkt helt igennem. Men en dramatisk slutning får vi dog, hvor Kwami får muligheden for at få ram på skurken.

Alt i alt er det en udmærket bog, der er ikke meget overflødig tekst i den, og den er ikke blot en genfortælling af kendte historier (i hvert fald hvad angår historier jeg har læst) og jeg kan godt lide at den foregår i en verden, som hverken er vores normale verden tilføjet lidt fantasy pynt, eller en fantasyverden overlæsset med klicheer. I forhold til Bidstrups første bog, som også er anmeldt ovenfor, er der klart sket en forbedring i hendes evne til at skrue en spændende historie sammen.

Anmeldt af Flemming R.P. Rash i Himmelskibet nr.11

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar