Carl S. Torgius – Syndfloden

Udgivet den august 24, 2012 af Admin

Syndfloden
Carl S. Torgius
Science Fiction Cirklen 2010

Syndfloden er en interessant bog. Det er ikke nogen god bog, men den er i det mindste relativt hurtigt læst med sine ca. 200 sider, og dog formåede den flere steder at være en kedsommelig læseoplevelse. Bogen er interessant, fordi det nu snart 100 år gamle værk er nærmest en tidskapsel ind i en anden tidsperiode.

Syndfloden er en dansk science fiction-roman fra 1913, som SFC under Niels Dalsgaards kyndige indsigt har genudgivet, og det er interessant at læse så gammel en science fiction-historie, dels fordi den er dansk, og derfor foregår tæt hjemmepå, og dels fordi den fortsat er så langt fra læserens egen hverdag. På 100 år er der sket mange ændringer.

Bogen er en katastrofefortælling, hvor forfatteren skaber et mikrokosmos ud af en gruppe overlevende, og vi får således en række forskellige blik på datidens sociale og politiske forhold, hvor de overlevende repræsenterer forskellige dele af samfundet, fra rigmanden der har finansieret ubåden til den socialistiske talsmand for arbejderne. Udgangspunktet er, at en komet nærmer sig jorden, og en lille gruppe mennesker tager tilflugt i en ubåd, hvor de formår at overleve, mens resten af menneskeheden går under. Vi følger nu gruppens forsøg på at bygge et nyt samfund op.

Vejen til en ny fremtid er lang og omstændelig for de overlevende, som for en kort tid finder levnene efter Atlantis, inden det endnu en gang opsluges af havet. Siden finder de sidste overlevende land, som de påbegynder en ny koloni ved, men flere farer lurer i form af både magtkampe blandt de overlevende og en kamp mod de sidste farer fra kometen i form af giftskyer.

Katastrofefortællinger som Syndfloden eller f.eks. den klassiske Da trifitterne kom af John Wyndham bruger fortællingens ramme til at udforske forskellige aspekter af samfundet, som det kollapser og de overlevende forsøger at finde en ny orden, hvilket i Syndfloden bruges til lange samtaler, og her er Carl Torgius ingen stærk forfatter, og samtalerne forvandler sig let til træske monologer. Ikke desto mindre er afsnittene interessante, men mest for vinduet ind i en anden tidsalder og de tanker, der her blev gjort om samfundet og dets indretning. En ting man med sikkerhed lærer er, at anarkister var uønskede og at datidens blik på dem var, at de var folk, der ødelagde ting for den meningsløse ødelæggelses skyld.

Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

The One Ring

Udgivet den august 23, 2012 af Admin

The One Ring
Rollespil af Francesco Nepitello
Cubicle 7, 2011

The One Ring, med undertitlen Adventures Over the Edge of the Wild, er et rollespil, der tager udgangspunkt i årene efter slaget ved Det ensomme bjerg. Allerede nu har jeg afsløret nok til at skarpsindige læsere ved, at vi er i Tolkiens univers, og at rollespillet udspiller sig få år efter begivenhederne i Hobbitten.

The One Ring er et flot produceret rollespil. The One Ring kommer i en kassette med to bøger, én til spillerne og én til spilleder, to kort over Dunkelskov og omgivelser, igen ét til spillerne og ét til spilleder, og syv terninger – en 12-sidet terning med en Gandalf-rune og en Sauron-rune, samt seks 6-sidede terninger, hvor der er trykt en sejrsrune sammen med 6’eren. Bøgerne er trykt på glittet papir, er helt i farver og illustrationerne er flotte og meget stemningsrige, og flere af dem er af selveste John Howe, der har leveret nogle af de mest stemningsfyldte illustrationer af Middle Earth.

I The One Ring spiller man eventyrere i form af hobbitter, elvere fra Dunkelskov, dværge fra Erebor eller nogle af de mennesker, der bor omkring Laketown, i vildmarken eller som er flokkedes om Beorn. Systemet bygger i al sin enkelthed på, at hver spiller vælger en race/kultur, dernæst en baggrund for karakteren og sidst hvilket kald, karakteren følger. Der spenderes nogle point på at personliggøre karakteren ved at købe færdigheder for pointene, og der vælges udstyr – rustning, våben og rejsegrej – og til sidst et niveau i Va­lor eller Virtue. Systemet kombinerer karrierevalg med pointkøb til at gøre det hurtigt med at lave karakterer. Når først spillet er gået i gang, er der rige muligheder for at opbygge karaktererne yderligere – færdigheder forbedres langsomt gennem deres anvendelse og optjente skill points kan spenderes i vintersæsonen, hvor alle overvintrer, til at forbedre evner, og heltene kan forbedre deres Valor og Virtue, som en slags ‘levels’, der åbner for tilegnelsen af legendarisk udstyr – som når Frodo og Bilbo erhverver sig brynjer og klinger – og for nye evner, som elvernes evner udi trolddom, som fortryller Bilbos rejseselskab, da dværgene og hobbitten er på vej gennem skoven.

Spilmekanikken i The One Ring ligger meget i tråd med nyere tids regelsystemer, hvor der er lagt vægt på at færdigheder og evner skal løse en bred kategori af problemer på enkel vis, og kampsystemet er fokuseret på heltene. Der bruges ikke et system med figurer og grids, men et abstrakt system, hvor det er heltenes relative positioner, som spiller ind. Kampe mod orker og edderkopper tager ikke lang tid, men der er rig plads til dramatik og heltemod. Kampsystemet bruger ikke et avanceret eller tabelrigt system for angreb og skade, som dets forgænger, Middle Earth Roleplaying Sys­tem (MERP), gjorde. Overordnet set fungerer systemet ved, at der rulles en 12-sidet terning samt et antal 6-sidede terninger, der svarer til heltens færdighed – om det er i at svømme, synge eller svinge med økser – og hvis summen af terningerne når sværhedsgraden, lykkes opgaven. Derefter tæller man antallet af 6’ere på de 6-sidede terninger for at se graden af succes. Fejler rullet, kan spilleren spendere Håb-point for at opnå en succes, men det er risikabelt for en helt med meget lidt eller slet intet Håb er sårbar over for Skyggens indflydelse og kan blive opslugt af dragesyge eller andet vanvid.

The One Ring fokuserer på at bringe mange af oplevelserne fra Hobbitten til live, og spillet besidder derfor både regler for, hvorledes dynamikken i rejseselskabet er, hvor lang tid det tager at rejse mellem to steder, og hvilke udfordringer, der kan opstå undervejs. De mange forskellige områder, som regelsystemet dækker, er alle steder håndteret ved enkle mekanismer, der gør det let at bruge reglerne.

Styrken ved The One Ring er dens loyalitet over for kildematerialet. Der er gjort en dyd ud af et bygge regelsystem og spilmekanik op over Tolkiens univers – men kun med baggrund i Hobbitten frem for hele forfatterskabet – og mange moderne fantasy-elementer findes med god grund derfor ikke i The One Ring, da de heller ikke har deres plads i Tolkiens værk. I stedet er et stemningsrigt univers og et let tilgængeligt regelsystem pakket ind i smukke bøger, som rummer spiloplevelser for både erfarne som uerfarne rollespillere.

Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Rollespil | Tagget , | Skriv en kommentar

Den nye koloni – Lige under overfladen 5

Udgivet den august 22, 2012 af Admin

Den nye koloni – Lige under overfladen 5
Antologi Red.: Carl-Eddy Skovgaard
Science Fiction Cirklen
2011, 336s

SFC’s antologi af SF-noveller fra lovende danske forfattere er nu nået til den 5. årlige udgave. Antologien bliver tykkere år for år, og denne gang indeholder den 24 historier (eller 23 plus en tegneserie). Den første historie er også en af de bedste, nemlig Lars Ahn Pedersens “En helt almindelig død”, som handler om en gammel mand der godt kunne tænke sig at dø. Da historien foregår i en fremtid hvor døden stort set er afskaffet, skal der et større bureaukratisk maskineri i gang før noget så besværligt kan lade sig gøre. Som sædvanlig en yderst velskrevet historie fra en meget talentfuld forfatter, der sikkert ville blive rendt på dørene af de store forlag, hvis ikke det var fordi han insisterer på at skrive i de fantastiske genrer (og ikke bare en af dem, men dem alle sammen, nogle gange endda i samme historier!).

A. Silvestri står for et af antologiens absolut mest originale indslag med historien “Glemmer du så husker jeg alt”. Den handler om en systemkritiker i en totalitær fremtid, som er blevet idømt en medicinsk straf som gør at han vågner helt uden hukommelse hver morgen og hver eneste dag må gennemgå hele sit liv ved langsomt at modnes som menneske (gennemgå emotionel pubertet, etc.) og samtidig gradvist huske sit livs begivenheder, komplet med komprimerede versioner af kriser, depressioner og lykkelige perioder. Han skriver derfor bl.a. et næsten identisk politisk manifest hver dag og gennemgår frustrerede og voldelige episoder, som dagligt går ud over hans kæreste, som har besluttet at tage sig af ham.

Et andet af antologiens højdepunkter er Richard Ipsens “Lysets by”, som foregår ved floden Ganges i Indien og kommer med en spændende forklaring på hvorfor ingen tilsyneladende nogensinde bliver syge af at drikke vandet fra den grumsede og forurenede flod. Det meste er endda baseret på rigtige, videnskabelige undersøgelser.

Andre af historierne er meget korte; Camilla Wandahl bidrager f.eks. med en ultrakort historie om en pige som er Oppe og gerne vil Ned …

Og der er Klaus Æ. Mogensens korte men særdeles sjove historie “Palins projekt”, om præsident Sarah Palin, som i kåd­hed beslutter at sætte et kæmpe rumkors op foran Månen, så Jordens kristne ikke længere behøver at skulle trækkes med et muslimsk symbol – seglmånen – på himlen. Den lugter autentisk af netop den form for absurditeter som amerikanske republikanere kan finde på – og så er der endda gode videnskabelige detaljer, for rumkorset kan naturligvis kun placeres i et Lagrange-punkt.

En af de længere historier er Sten Knudsens “Ad astra”, som handler om et rumskib fuldt af munke, som møder diverse ‘guder’ ude i rummet; rumvæsner som påstår at religion er noget de har designet for at primitive intelligenser som os hurtigere kan udvikle sig hen imod en teknisk avanceret civilisation.

Endelig vil jeg nævne Henning Andersens rumkrimi “Ananke”, som er skrevet i et højst underholdende, råt og sjovt sprog.

Ellers er historierne af svingende kvalitet, men de fleste er tankevækkende og fantasifulde, og de udgør tilsammen en fin antologi.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Alastair Reynolds – Pushing Ice

Udgivet den august 21, 2012 af Admin

Pushing Ice
Roman af Alastair Reynolds
Ace Books 2006, 580s.

Det var spændende at møde Alastair Reynolds på dette års Fantasticon, og som den ægte fanboy jeg er, sørgede jeg i løbet af con’en for at få signeret en lille håndfuld af hans bøger. Mens jeg ikke har fattet den store interesse for hans hovedserie af romaner (Revelation Space-serien, som er lige lovlig grå og gloomy for min smag – jeg fik samme indtryk af novellesamlingen Galactic North, som foregår i samme univers) er jeg blevet ganske glad for hans stand-alone romaner. Udover den nye Blue Remembered Earth, som jeg anmeldte i sidste nummer, er jeg lige nu i gang med The House of Suns (2008), som har en forbilledligt enkel og engagerende historie, der ville passe rigtig godt til en film. Den lidt tidligere roman, Pushing Ice, er mere kompleks, samtidig med at den på mange måder er af klassisk tilsnit. Historien er en blanding af Rendezvous med Rama og tv-serien Månebase Alpha, og hvorfor ikke? Et af kendetegnene ved klassikere er jo at de danner skole, og at elementer fra dem bliver til konventioner indenfor genren.

Pushing Ice er velskrevet; en rigtig page-turner. Historien starter i 2057 ombord på et rumskib der skubber is-kometer ind­ad i solsystemet; en profession hvis udøvere kalder sig ice-pushers. Men i løbet af kort tid begynder den vilde action. Jupiter-månen Janus forlader pludselig sit kredsløb og sætter kurs mod en fremmed stjerne, og så accelererer den ellers. Tydeligvis er Janus i virkeligheden et fremmed rumskib med ukendt formål, og vores hovedpersoners rumskib er det eneste der kan nå at indhente og studere Janus inden den forlader solsystemet. Rumskibet bliver fanget i Janus’ motorers kraftfelt og bliver hjælpeløst trukket med ud i det mørke interstellare rum. Til sidst må de crashe rumskibet på bagsiden af Janus og starte en mangeårig tilværelse som ufrivillige passagerer på en interstellar rumrejse. Udover de mange eksotiske problemer der skabes af situationen i sig selv, handler historien om magtkampen og det personlige forhold mellem rumeventyrets to kvindelige ledere, Bella og Svetlana. De starter som venner, men bliver med tiden bitre fjender og eksilerer hinanden efter tur, efterhånden som deres respektive lederstjerner hhv. synker og hæver sig. Skildringen af de to kvinder er ganske vellykket, og man kan undre sig over at personskildringen i Reynolds’ efterfølgende romaner faktisk er langt mindre detaljeret og mere papagtig.

Udviklingen i Pushing Ice kan ikke refereres i detaljer, for der sker meget hurtigt en masse ting, som det ville spoile historien at nævne i en anmeldelse. Plottet er spændende og opslugende, men i sidste ende griber det lidt for meget om sig, og der er mange spørgsmål som man aldrig får forklaringer på. Men undervejs beskrives en masse interessant teknologi og nogle mindeværdige aliens. I sidste ende handler bogen om at opridse en mulig vision for hvordan livets og civilisationers udvikling i universet er gået for sig over tid og hvad det hele er endt med. Som sagt er der mange ting man ikke får svar på, og det gør bogen en smule skuffende; det store pay-off indfinder sig ikke. Visionen for livets skæbne i universet er desuden ret gloomy, hvilket ikke er så tilfredsstillende for den optimistis­ke læser. Men romanen indeholder rigtig mange gode oplevelser, realistiske beskrivelser og imponerende idéer undervejs, og er bestemt et bekendtskab værd.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Sick in the head

Udgivet den august 20, 2012 af Admin

Sick in the head
Fanzine af Peter Ryberg Larsen
44 sider, 2012, 35 kr

Det er ved at være længe siden vi sidst har set et nyt dansk trykt filmfanzine. Hjemmesider og specielt blogs har overtaget og er blevet zine-skribenternes foretrukne, da nettet giver mulighed for hurtige opdateringer, og man slipper for tryk og distributionsbesværet. Det var derfor med stor glæde jeg fandt ud af at der nu er startet et nyt trykt zine (pudsigt nok så var det på en blog jeg hørte om bladet), og fik selvfølgelig straks bestilt et eksemplar.

Bladet er i det klassiske A5 fanzine-format, med et virkeligt flot og indbydende layout holdt mest i sorte sider med hvid skrift. Selvom forsiden er prydet af et indbundet blødende hoved, så gør det at man virkeligt får lyst til at læse dette zine. Indholdet er også underholdende skrevet, og som ethvert godt filmfanzine er der masser af holdninger og personlige meninger i bladets artikler. Dette skinner bl.a. igennem i artiklen der er en kritisk kommentar til de mange revives og prequels der for tiden laves i Hollywood. Bladet indeholder en top-ti over redaktørens favorit-horrorfilm samt et interview med en af zine-scenens erfarne skribenter, Jesper Mørch. Som ethvert godt film-zine er der også masser af anmeldelser af horror film som Satan’s Sadists, Thriller – en grym film og Cannibal women in the avocado jungle of death.

Zinet har masser af personlighed og sjæl, og jeg kan kun håbe at redaktøren har fået mere blod på tanden, således dette zine får lov at leve i mere end et nummer.

Zinet kan bestilles på www.n0x.dk/sith/

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Fanzines, Horror, Magasiner | Tagget , | Skriv en kommentar

Lille spejl på væggen der

Udgivet den august 19, 2012 af Admin

Lille spejl på væggen der
Film, USA, 106 min.
Instruktør: Tarsem Singh
Medvirkende: Lily Collins, Julia Roberts, Armie Hammer m.fl.

Lille spejl på væggen der er en af to Snehvide-film der lanceres i år. Den anden film er Snowwhite and the Huntsman. Om der kommer flere, ved jeg ikke.

Lille spejl på væggen der er en af de film som i lighed med Shrek-filmene og Terry Gilliams Brothers Grimm (der som bekendt udgav eventyr, bl.a. eventyret om Snehvide) laver lidt sjov med eventyrets regler og fortællemåde.
Handlingen i eventyret kender alle, så den er det ikke nødvendigt at komme ind på her. Der er byttet lidt rundt på forskellige elementer i handlingen, men uden at afsløre for meget, fungerer det f.eks. godt at dværgene her er en flok tyve­knægte. I forhold til i brødrene Grimms forlæg har spejlet større magisk kraft og spiller en større rolle i filmen end i eventyret, så titlen er velvalgt (også den originale titel, som er Mirror Mirror). Den visuelle side fungerer fint med kulisserne, og kostumerne er tilpas overdrevne. Men filmen går ikke så langt som for eksempel Shrek-filmene i at parodiere og lave sjov med eventyrets konventioner. Filmen forsøger også lidt at holde tonen som vi kender den i Disneys tegnefilmversion og forsøger at blande uskyldigheden med ironi, nok for at både barnet og forældrene kan få noget ud af den. Endvidere er der en smule plat humor, som er irriterende, men som man ikke finder i Shrek-filmene som jeg husker dem (de to jeg har set). Her er prinsen i Snehvides liv Alcott, spillet af Armie Hammer, for plat. Derimod spiller Julia Roberts glimrende som dronningen. Balancen mellem det uskyldige og ironiske fungerer fint, men ødelægges når humoren bliver for plat.

Filmen er ganske underholdende og fungerer fint som familiefilm, men hvis man er til eventyrfilm der bruger ironi og humor, vil jeg nok hellere anbefale at se film som Shrek eller Brothers Grimm, som så vidt jeg husker ikke fik så god modtagelse og anmeldelser, men som jeg synes var god.

Karakter: 6 ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

The Innkeepers

Udgivet den august 18, 2012 af Admin

The Innkeepers
Film, USA, 2011, 92 min.
Instr.: Ti West
Medv.: Sara Paxton, Kelly McGillis, Pat Healy m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Instruktøren Ti West gjorde sig for et par år siden bemærket blandt horrorfans med The House of the Devil, en gyser sat i 1980’ernes USA og med den særlige force, at den i udtryk og opbygning var en gennemført gengivelse af 70’ernes og 80’ernes gyserfilm. Filmen var både stemningsmættet og spændende og det var derfor med en vis forventning, jeg satte anmeldereksemplaret af The Innkeepers i afspilleren.

I denne omgang har instruktøren angiveligt ladet sig inspirere af 60’ernes spøgelsesfilm som bl.a. The Haunting. Det gamle hotel The Yankee Pedlar Inn står over for sin sidste week­end, før den sløje forretning skal dreje nøgle om. De to ansatte Claire og Luke, der hænger på den sidste tjans, er fascinerede af historien om en kvinde, der efter sigende skulle hjemsøge hotellet. Gæsterne er fåtallige, og de to ansatte har rigeligt med tid til at pjatte indbyrdes, undersøge stedet for mystisk aktivitet og for Claires vedkommende lade fantasien få frit løb i en lang, mørk nat med sære lyde og mystisk rumsteren. Men overreagerer hun bare, eller har hotellet virkelig logerende, der ikke tilhører de levendes verden?

Ti West er en instruktør, der tager sig god tid til at opbygge sin fortælling, og filmens første halvdel forløber hovedsagelig med at etablere karakterer og opbygge atmosfære. Sara Pax­ton udstråler en naivitet og kejtet sødme, der gør det svært ikke at holde af og med Claire, mens Pat Healy danner en god modvægt til hende som den tørre kyniker Luke. Rollerne er velbesatte, og deres indbyrdes kemi fungerer godt. Kelly McGillis giver den som en falleret skuespiller, der i stedet har etableret sig som medium og måske kan hjælpe de to hotelansatte mod åndernes magt (ups, utilsigtet ordspil!).

Halvvejs igennem filmen begynder uhyggen at indfinde sig – eller der er i hvert fald tiltag. Filmen bygger flere gange en spænding op; pirrer for igen og igen at lade luften sive ud. Intensiteten synes bare ikke at blive hængende mellem scenerne og fortætte atmosfæren. Der er med andre ord snarere udsving på spændingskurven end en støt stigning. Dertil kommer en alt for ordinær spøgelseshistorie med alt for ditto virkemidler.

Med omtrent 10 minutter tilbage bliver filmen endelig rigtig intens, men selv om det er fedt, må det siges at være både for lidt og for sent. Ydermere virker den efterfølgende afrunding vag og uforløst. Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at det virkelig gælder om at have øjnene med sig i den sidste scene. Blink og du går glip af det. Sid for langt fra skærmen (og det behøver vitterligt ikke være langt!), og du går glip af det. Okay, for lige at gå hele vejen: Undlad at google slutningen efterfølgende, og du vil sikkert aldrig opdage det. Måske lige subtilt nok …

Det samme gælder sammenhængen. Filmen forærer os måske nok brikkerne til puslespillet, men vi må selv sørge for at sætte dem sammen. Ikke fordi en film ikke må kræve noget af sit publikum eller lægge op til fortolkning, men intet ved The Innkeepers giver indtryk af, at der ligger noget sådant i kortene. Her havde det formentlig hjulpet filmen en del, hvis Ti West enten havde gjort pointen mere gennemskuelig eller tilført en åbenlys skævhed, der manede til spekulation. I stedet ender The Innkeepers med at minde om så mange andre spøgelseshistorier, men mindre oprivende og med en umiddelbart fesen, uforløst slutning, hvilket er synd, da den ellers både har charmerende hovedpersoner og kommer udmærket fra start.

Men helt ærligt: En gyser, der ikke leverer på uhyggefronten og alligevel forventer, at publikum gider gense den for at få det hele med? Nej, vel? Jeg tror bare, jeg sætter den næste film på …

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.33
Karakter: 4/10

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Supernatural Tales

Udgivet den august 17, 2012 af Admin

Supernatural Tales
Moviebattle 2012
Another World Entertainment 2012

Supernatural Tales er en samling af danske gyserfilm, der alle medvirkede i undergrundsfilmkonkurrencen MovieBattle på CPH PIX 2012. Årets tema var Supernatural Horror. Movie­Battle blev startet i 2004 af film­instruktøren Shaky Gonzalez for at sætte gang i undergrunden, og det er siden blevet en del af filmfestivalen CPH PIX.

Udover de film der blev udtaget til finalen, indeholder samlingen også flere af de film der ikke gjorde. De to DVD’er indeholder i a1t 16 kortfilm, der alle indeholder overnaturlige elementer. Filmene er meget forskellige, og selvom budgetterne ikke har været store, så er der masser af idérigdom i disse film.

I filmen “Emma” (instruktør: Philip Th. Pedersen) tager nogle vennepar på en weekendtur til Sverige, hvor tingene fra starten går galt. Det ene pars babysitter melder fra i sidste øjeblik, så de er nød til at tage deres 10-årige datter med. Da de kommer til hytten, kommer ejeren og fortæller dem at de ikke kan være i hytte alligevel, og at de er nødt til at køre igen. De beslutter sig dog for at blive og bryder ind i hytten. På et tidspunkt i løbet af aftenen bliver huset omringet af små piger, som bestemt ikke er venligt stemte. Det er en klassisk spøgelseshistorie om en uret der er sket for mange år siden som nu bliver hævnet, uanset hvem hævnen så rammer.

En succubus er en kvindelig dæmon. En mand der er sammen med en succubus, bliver drænet for energi. Deraf to af samlingens film med titlen “Succubus”. Den første af dem (instruktør: Martin Vrede Nielsen) handler om en desillusioneret mand der møder en kvinde som virker til at være interesseret i ham og hans situation. Han må dog sande at hun ikke er en normal kvinde. Den anden film med titlen “Succubus” omhandler en kvinde der bliver besat af en succubus og nu er nødt til at være dæmonens genstand i jagten på den mandlige sæd.

“Outpost” (instruktør: Esben Halfdan Blaakilde) er en zombiefilm der finder sted på en enmandsbemandet russisk forpost. Sovjetunionen er lige faldet, og folk på de særlige militærstationer skal slette alt materiale i henhold til instrukserne. Noget sådan skal dog gå galt, hvilket det også gør. Det er en alternativ zombiefilm om den ensomme zombie der vandre i sit eget spor mens den venter på at føde kommer forbi. Filmen løb med både juryens og publikums pris i konkurrencen.

“Den Gyldne Regel” (instruktør: Jack Hansen) er historien om en date som går galt. Tommy er på en date med en kvinde han har mødt på nettet, men selvom de kun lige har mødtes, ved hun skræmmende meget om ham, alle hans små hemmeligheder. Men selvom hun skræmmer ham, bliver han dog på daten, som bliver mere og mere mærkelig og ubehagelig for Tommy. Den gyldne regel er en af grundstenene i kristendommen. Det er reglen om at gøre mod andre som man ønsker de skal gøre imod en selv. Det er dog først i filmens sidste minut vi får at vide hvordan denne passer ind i historien. Jeg savnede at man tidligere i historien havde fået indikationer af hvordan tingene hang sammen, således at man selv ville kunne regne det ud og det ikke havde været nødvendigt direkte at fortælle det i sidste scene.

“Kissing the Bride” (instruktør: Martin Andersen): Sent en nat køre en mand hjemad. Han har været holdt ind til siden for at få lidt søvn, men nu fortsætter turen. Han finder en café ved motorvejen, men til hans store overraskelse er de udgået for kaffe. Her hører han vandrehistorien om at en brud der hjemsøger vejene i nærheden. Hvis man ser hende og checker in på værelse 7 på motellet, vil hun opsøge personen for at finde ud af om han er hendes udkårne. Manden griner selvfølgelig af dette og checker roligt ind på værelse nummer 7. Han må nu stå prøven overfor bruden.

De andre film i samlingen dækker bredt. Der er historier om folk der støder på morderiske satanister, drabelige dæmoner, samvittighedsfulde vampyrer eller slet og ret løber ind i døden. Der er flere gode film i samlingen og masser af idérigdom. Det er glædeligt at der er så stor tilslutning til en konkurrence som denne, hvad man kun kan håbe kan styrke dansk horror film. Det er derfor også prisværdigt at Another World Entertainment sikrer at filmene kan nå bredere ud end filmfestivallens publikum ved at udgive dem på DVD. Ved ikke kun at medtage finale-filmene på de to DVD’er, kan man sige at det samlede indtryk bliver lidt dårligere, da disse generelt ikke er helt så gode, men bestemt værd at se. Uanset hvad, så giver det et mere varieret udbud, og ikke mindst så giver det flere film, film det ellers ikke nødvendigvis havde været lige let at få set.

Det er en rigtig god udgivelse, og man kan kun håbe at næste MovieBattles emne også er inden for de fantastiske genrer (i 2010 var emnet postapokalypse, og Another World Entertainment udgav 6 af bidragene på DVD’en Wasteland Tales) så vi kan få dansk film til at fokuserer mere på disse genrer.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | 1 kommentar

Jonathan Maberry – Råd og fordærv

Udgivet den august 16, 2012 af Admin

Råd og fordærv
Roman af Jonathan Maberry
Originaltitel: Rot & Ruin
PeoplePress Jr, 2012, 548 sider

Vi befinder os ca. 12 år efter de døde rejste sig og overtog verden. Eller rettere, de overtog langt størstedelen af verden, for i små enklaver har de levende opbygget minisamfund, som forsøger at fungerer bag de hegn, der holder zombierne ude. Benny var kun ganske få år gammel, da zombieplagen brød ud og hans mor og far omkom. Hans ældre bror flygtede med ham og har taget sig af ham siden. Broderen Tom er nu dusørjæger, og han drager ud i fordærvet uden for hegnet og opsporer bestemte zombier for at give dem fred. Dette sker på opfordring af zombiens familie, der ikke længere ønsker at deres slægtninge er udøde. Benny nærmer sig nu sit 15. år, og han skal nu til at have et job for at kunne bevare fulde madrationer. Han prøver forskellige jobs, men ender med at gå i sin bror fodspor.

Igennem sin bror får han en bedre forståelse for at zombierne skal behandles med respekt, da de er tidligere mennesker, og selvom de er meget farlige, er de ikke onde, da de drives af deres instinkter. Ondskaben møder Benny dog blandt andre mennesker, specielt hos nogle dusør­jægere, der har en hemmelighed de for alt i verden vil skjule, også hvis det indebærer at bortføre og dræbe. Dette får han for alvor at mærke da rygtet om “den forsvundne pige” begynder at florerer. Hun skulle være en pige på 13-14 år som lever i zombieland og klarer sig selv. Rygtet vil at hun har set og oplevet noget som to brutale dusørjægere ikke vil have kommer frem, og da Bennys veninde Nix måske har viden om hvor den forsvundne pige holder til, forsøger dusørjægerne at dræbe Tom og Benny og bortføre Nix for at tage hende med til ‘Legeland’ hvor hun vil blive sat i arenaen for at deltage i de ulovlige zombie-kampe.

Bogen er en ungdomsroman og ikke så blodig og splattet som andre zombie bøger. Der er dog blodige scener, men det er mere i kampe mod andre mennesker, end det er mod zombierne. Bogens primære historie er Bennys udvikling fra barn til voksen i en verden hvor man meget hurtig kan blive voksen. Han skal forholde sig til svigt, ondskab, kærlighed og spørgsmålet om hvad han vil med sit liv. Det er ikke alle tingene han får styr på, men bogen lægger meget op til kun at være første bind i en serie, og næste bind er ude på engelsk, men mon ikke også vi får den på dansk senere.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Helldriver

Udgivet den august 16, 2012 af Admin

Helldriver
Film, Japan, 2010, 112 min.
Instr.: Yoshihiro Nishimura
Medv.: Yumiko Hara, Eihi Shiina, Yûrei Yanagi m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Pigen Kika vokser op med en svagelig far og en tyrannisk og sadistisk mor, som sammen med sin lige så onde (men mere tungnemme) bror ender med at slå den stakkels mand ihjel, mens Kika forfærdet ser til. Et meteornedslag redder Kika fra at dele sin fars skæbne, da stenen slår ned gennem moderens bryst og flår hendes hjerte ud. Men det er som bekendt svært at holde en god skurk nede, så den væmmelige kvinde snupper da bare Kikas hjerte og stopper det på plads i sig selv. Hvor svært kan det være?!

Af uransagelige årsager udspringer fra psykopatkvinden en epidemi, der hurtigt sætter Japan på den anden ende. For at skille de raske fra de smittede, rejser man en mur (som sidstnævnte åbenbart ikke formår at bryde ned til trods for, at de uden videre kan slå hul i den …!) tværs over landet. Med smitten følger, foruden en glubende appetit på menneskekød, også et gummiagtigt gevir, som viser sig at kunne omdannes til et effektivt rusmiddel. Taku, en tidligere børnehjems-forstander, forsøger at tjene til dagen og vejen ved at samle og sælge sådanne gevirer til skumle bagmænd.

Da jagten på levebrødet en dag går skævt, er det Kika, nu genopstanden som kampduelig kyborg, der redder Takus skind. Hun slår pjalterne sammen med ham og børnehjemmets eneste overlevende knægt, den tavse Navnløs. Men zombierne er ikke den eneste fare ved deres lyssky gesjæft, og lovens lange arm ender med at slå kløerne i dem. Lyder det rodet og omstændeligt? Vent engang, det bliver bedre …

Det er helt almindeligt at film har en åbningssekvens der vækker interessen, etablerer præmisserne, og videre i den dur. Derefter en titelsekvens. Og så starter filmen for alvor. Helldrivers titelsekvens kommer tre kvarter inde i filmen. Ovennævnte smøre ER åbningssekvensen!

Herefter kommer der så skub i den egentlige historie om, hvordan vores hovedpersoner som dødsdømte fanger får en chance for at beholde deres liv mod at drage ind i det inficerede område for at udslette smittekilden – en opgave, der meget belejligt giver Kika mulighed for at konfrontere sin ondskabsfulde møgkælling af en mor og tilbageerobre sit hjerte.

Film som The Machine Girl og Tokyo Gore Police i instruktørens bagkatalog forpligter til en gavmild blanding af splat og det ene mere absurde optrin end det andet, og Helldriver leverer alt andet lige rigeligt på disse fronter. I fjendeland regner det på det nærmeste med skyts i form af bidske zombiehoveder. Zombierne har deres egen bar med mennesker på menuen. Afhuggede kropsdele samler sig til en grotesk zombie-amazone. En zombiekvinde bruger sin zombiebaby som våben ved at svinge den rundt i navlestrengen. Disse er blot nogle af de mange og opfindsomme optrin som Helldriver bombarderer sit publikum med.

Det er nogle gange for hysterisk og fladpandet til at være sjovt, og andre gange bizart nok til faktisk at virke; en blodig tornado af et sukkerchok, der skyder med tilstrækkeligt spredehagl til at nogle af dem nødvendigvis rammer. Men under sådanne omstændigheder er næsten to timers spilletid længere end filmen kan bære. Der bliver for meget tid til at tage sig til hovedet over tåbelighederne, og selv de indspark, der fungerer, taber ofte pusten, fordi instruktøren lige skal malke dem for ekstra blodsprøjt eller absurditeter snarere end at stoppe, mens legen er god.

Det er lidt som en filmisk pendant til den dér type person, der på det rigtige tidspunkt får sagt eller gjort den rigtige ting, som får alle til at le og klappe i hænderne – og efterfølgende kører selvsamme publikum træt ved selvsmagende at tærske langhalm på øjeblikket.

Retfærdigvis har filmen som bekendt dog flere underholdende øjeblikke og kreative påfund. Fans af instruktørens tidligere film, og den moderne japanske B-splatterbølge i almindelighed, går næppe helt galt i byen her. For andre fans af zombier, splat og spas kan filmen såmænd nok også generere et par gode grin, ikke mindst som baggrundsstøj mens man alligevel stener, skvadrer og skåler.

Karakter: 5/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar