Snow White & the Huntsman

Udgivet den december 1, 2012 af Admin

Snow White & the Huntsman
Film, USA, 2012, 127 min.
Insruktør: Rupert Sanders
Medvirkende: Kristen Stewart, Chris Hemsworth, Charlize Theron m.fl.

Jeg må indrømme, at da jeg så traileren til Snow White & the Huntsman, syntes jeg, at den så spændende ud. Flotte billeder og Snehvide som actionfilm. Jo, jeg gik med visse forventninger i biografen.

Og det begynder også godt. Indledningsscenen er en fryd for øjet. Bloddråben som drypper ned i de hvide omgivelser. Jo, det ser godt ud.

I den oversættelse af Brødrene Grimms der ligger på www.grimmstories.com står der at “En morgen kaldte hun [den onde dronning] på en af jægerne og sagde: “Jeg vil ikke mere se Snehvide for mine øjne. Tag hende med ud i skoven og slå hende ihjel og bring mig lever og lunge.”

Denne jæger får så i filmen en mere aktiv rolle end i eventyret. Han gør så ikke som dronningen beder ham om, men indleder i stedet et samarbejde med Snehvide. Og ideen med at lade jægeren få en aktiv rolle er god, når det er en action udgave af Snehvide, man vil lave. Filmen formår at underholde hele vejen igennem og umiddelbart er billedsiden også meget smuk. Men alligevel synes jeg ikke at filmen er vellykket. Den har efter min mening nogle mangler. De mest graverende mangler er måden instruktøren fortæller sin historie på og så billedsiden.

Eventyret om Snehvide er opbygget omkring konflikten mellem den skønne og onde dronning og den endnu kønnere og uskyldige Snehvide. Denne spænding og kontrast formår instruktøren ikke at bygge ordenligt op i filmen. Uden at komme ind på diskussion om skønhedsidealer og hvem der er kønnere end hvem, så er Charlize Theron langt kønnere end Kristen Stewart, selv om hun også er køn. Men dette er ikke det eneste problem. Det andet problem er at Kristen Stewart ikke formår at give Snehvide et format af kvindelig styrke som modspil til dronningen. Og instruktøren og manuskriptforfatteren bidrager heller ikke til det. Det kommer særligt til syne i slutningen af filmen hvor de fratager Snehvide alle hendes kvindelige styrker ved at iføre hende en ringbrynje. Nærmest perfidt bliver det når jægeren siger til Snehvide: “Ringbrynje klæder dig godt.”

I stedet for at lade jægeren, som det ligesom blev lagt op til, stå for filmens action, ødelægger man dette fuldstændig ved i slutningen at tilføre Snehvide en actionrolle. Og i konflikten mellem de to kvinder kommer dronningen til at fremstå i sin ondskab som havende langt større format end Snehvide. Havde instruktøren været en kunstner der kunne fortælle en historie, havde han ikke lavet sådan nogle brølere, men formået at give Snehvide et format overfor dronningen.

Den anden mangel er efter min mening billedsiden. Instruktøren Rupert Sanders kommer fra reklamebranchen, og det kan virkelig ses. Reklameæstetik er noget andet end filmkunst/æstetik. Jeg nævnte før at billedsiden var flot, og det er den sådan set også. Men jeg blev hurtigt træt af den. Sanders har ikke nogen billedmæssig kunstnerisk vision: En vision som Tarsem Singh havde da han lavede sin mere ironisk/humoristiske familieudgave af eventyret om Snehvide (Lille spejl på væggen dér). Sanders har hentet inspiration fra flere sider og tilpasset disse inspirationer til de forskellige scener. For eksempel er inspirationen til kampscenerne tydeligt taget fra Peter Jackson, og dværgenes land kunne være inspireret af Tim Burton. Men han formår ikke at holde samme billedmæssige tone hele vejen i filmen, og han formår ikke at lade billedsiden fortælle sin del af historien.

Min mening om filmen kan således bedst sammenfattes med disse ord fra Johannes Åbenbaring da Johannes sluger en bog, som han får fra en engel: “I min mund var den sød som honning, men da jeg havde slugt den, var den bitter i min mave.” (Johannes Åbenbaring kap. 10 v. 10)

Karakter: 3,5 ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Svejk i 3. verdenskrig

Udgivet den november 18, 2012 af Admin

Svejk i 3. verdenskrig
Amatørteater-forestilling, Køge Scenen, 2012, ca. 3 timer (inkl. pause)
Instr.: Kristine Bech Klindt
Medv.: Thomas Liborius, Merete Carsen, Michael Jelved, Per Jensen, Mette Kabler Hansen, Rasmus Wichmann, m.fl

Køge Amatørteater opfører i november seks forestillinger af Svend Åge Madsens skuespil “Svejk i 3. verdenskrig”, oprindeligt skrevet i 1984

Skuespillet er efter min mening ikke science fiction som sådan, men en alternativ fremtidsmeditation over hvordan Danmark ville reagere hvis landet blev besat af russerne, og efterfølgende af amerikanerne. Temaet krystalliserer sig i begrebet “hjælpemat”, som betyder at  modstanderen (Danmark) hjælper sin fjende med at sætte sig selv i skakmat. Hvad andet kan et lille og våbenløst land som Danmark gøre, andet end venligt at være supermagterne behjælpelig med at invadere os? Og dog, helt så simpelt er det ikke, for netop ved det at vi ikke gør modstand, bliver det umuligt for supermagterne at bekæmpe os, og så ved de ikke hvad de skal gøre med os – og ender med at lade os være i fred igen. Madsens skuespil fokuserer på hundehandleren Svejk – en solid dansk arbejder – og dennes møde med den invaderende overmagts officerer, som hans hundeøjne og bondesnuhed naturligvis driver til vanvid. Han slår senere følge med den aristokratiske Anita Bjørnstad, sover sig gennem den modstandbevægelse som hans rejsekammarater organiserer, og hjælper den russiske officer Ivanova med at desertere. Turen går gennem det ganske danske land, hvor man også møder bonden Johan, og så er alle befolkningsgrupperne vist også repræsenteret. Da amerikanerne til sidst befrier landet, er de på deres egen måde mindst ligeså utålelige som russerne.

Svend Åge Madsens skuespil er en slags fortsættelse til Bertolt Brechts Svejk i anden verdenskrig, og de politiske undertoner og underfundigheder er de samme, i dansk tilsnit. Man aner også at Madsen stilmæssigt lægger sig op ad Beckett (Mens vi venter på Godot), specielt med alle de små henkastede bemærkninger som figurerne kommer med undervejs. Køge Amatørteater skal have ros for at turde at binde an med så (for?) ambitiøst et projekt, som er en sen opfølger til deres 2005 produktion af Jaroslaw Haseks “Den Gode Soldat Svejks Eventyr”. Man mærker dog at der her netop er tale om amatørteater. De Beckettske henkastede bemærkninger som er udtryk for figurernes smålige, indelukkede forargelse, og således bør leveres med sagte – måske lidt vrissen – indignation, siges fuldstændig som om de var en del af den normale dialog. Flere af de medvirkende har ikke tid til at spille skuespil; de har for travlt med at huske deres replikker (godt der er sufflør!). Men sådan er amatørteater jo, og det er under alle omstændigheder beundringsværdigt at de besidder viljen og passionen til at stille op på de skrå brædder. Inklusive pausen varede stykket samfulde tre timer, hvilket var lige i overkanten for en amatørproduktion af sådan et krævende skuespil. Der kom en del utidig fnis og fjant fra publikum; man kunne forledes til at tro at nogle af dem kun var dukket op for at grine af amatørerne. Snarere tror jeg dog der var tale om familiemedlemmer og venner, som syntes at det var sjovt at se deres venner og slægtninge på scenen.

– Tue Sørensen

Udgivet i Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Nikolaj Johansen – Skygger fra Oktoberland

Udgivet den november 16, 2012 af Admin

Skygger fra Oktoberland
Roman af Nikolaj Johansen
Replikant, 2012 , 214 sider

En pige forsvinder ind i en dyster verden hvor solen aldrig skinner. Hun dukker op ved en by hvori de kristne der tror på guds ord lever, mens hedningene lever uden for byens grænser. Hedningene er misdannede små mennesker der lever et nærmest dyrisk liv. I byen er tingene dog heller ikke sikre, selvom hun hurtigt møder en dreng der gerne vil hjælpe hende. Det lader dog til at der ikke rigtigt er nogen der ved hvordan hun skal komme tilbage til sin egen verden, og de der måske ved det, er svære at komme i kontakt med. I et forsøg på at opsøge en der kan vide noget om at rejse imellem verdner, bliver hun næsten et offer for Forføreren, som vil suge livskraften ud af hende. Hun bliver dog reddet af manden Mort, som dog tager sig betalt ved i første omgang at fortære hendes ene hånd. Han går også under navnet kannibalen.

Da hun ikke ved hvordan det er korrekt at opføre sig i denne verden, kommer hun til at skræmme to børn, hvilket gør at hun bliver mistænkt for at være en heks, og det er nu igen Mort hun tyr til for redning, men igen tager han sig betalt af hendes kød.

Det er en mørk og dyster verden pigen er kommet til, og der er ikke noget der virker til at hun har mulighed for at komme tilbage til sin egen verden igen, og efterhånden som hun tager mere og mere fysisk og psykisk skade, er det også svært at se hvordan hun skal komme tilbage til sit gamle liv.

Heksefeberen vokser og forstærker sig selv hele tiden mens den bliver mere og mere ødelægende for byen, og farligere og farligere for pigen

I hendes egen verden kæmper hendes familie med tabet. Hendes far er kommet i kontakt med en kvinde der kan se glimt af den verden som pigen er havnet i. Selvom han ikke tror på det han hører, så opsøger han kvinden igen og igen for at høre nyt. Hun tager sig dog også betalt for sine oplysninger, og hun invaderer lige så stille hans sind.

Broderen forsøger via chat-rooms at blive klogere på mystiske personforsvindinger, og han kommer i kontakt med folk som man også kan mistænke for ikke at ville ham noget godt. Moderen håber stadig på at politiet kan finde ud af noget, men sagen er dog hurtigt blevet skrinlagt, da der ikke er nogen spor at gå efter.

Hobens heksejagt beskrives både ud fra hvad pigen oplever, men broderen oplevere den også, dog igennem et rollepil, hvor stemningen bliver nådesløs over for de anklagede.

Det er en historie om en familietragedie som intet godt kan komme af. De forskellige handlingsforløb kan virke rodede, men det er lige så meget fordi der ikke lægges op til at de skal samles og forløses. Det gør det også svært af finde ud af hvad det er forfatteren gerne vil med historien. Bogen er bygget op som en sammensmeltning af en del der bygger på research af en ‘virkelig’ hændelse, samt spekulationer omkring hvad der kunne være hændt. Historien om pigen i det mørke land er meget dyster, og fungerer rigtigt godt som en dyster fortælling om håbløshed, og om ting der kører af sporet

Man fornemmer inspirationen fra andre forfattere, der har skrevet om hekseforfølgelser som Hawthorne og andre der har skrevet historier om den nådeløshed som omklamrede heksejagten.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 34

Udgivet den november 15, 2012 af Admin


Efterår 2012
52 sider, 50kr
Forside illustration af Christian Guldager
Forside grafik af Michael Bernth
Redaktør: Thomas Winther

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6976

Indhold

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

The League of Extra­ordinary Gentlemen: Century: 2009

Udgivet den august 29, 2012 af Admin

The League of Extra­ordinary Gentlemen: Century: 2009
Tegneserie, 80 sider
Skrevet af Alan Moore
Tegnet af Kevin O’Neil
Top Shelf, 2012, $9,95

Century: 2009 er tredje og sidste bind i den tredje fortælling om The League of Extraordinary Gentlemen, som udspiller sig over det 20. århundrede i en noget anderledes udgave end den vi kender. De to foregående bind foregik i 1910 og 1969, og nu er turen så kommet til 2009 (som vel strengt taget er det 21. århundrede, men lad os ikke fortabe os i detaljer).

I starten af historien ser det ikke godt ud for vores helte. Den eneste der er tilbage fra gruppen, er Orlando. Allan Quartermain er gået til i narkotika, og ingen har set noget til Mina Murray siden hun forsvandt i 1969. Orlando bliver så kontaktet af Prospero (ham fra Shakespeares Stormen), som fortæller at det står helt galt til: Månebarnet, som skal blive den næste Antikrist, er blevet født, og Ligaen har ikke forhindret det, sådan som de ellers var blevet pålagt. Orlando må nu se om hun kan samle stumperne af Ligaen og få løst den opgave, som ikke blev løst i to foregående forsøg, da Ligaen var større og mægtigere – noget der ligner en umulig opgave.

Baggrundsverdenen for The League of Extraordinary Gentlemen er en alternate history som den kunne have set ud hvis mange af litteraturens helte- og skurkeskikkelser, fra Allan Quartermain og Kaptajn Nemo til Dracula og Moriarty, rent faktisk havde levet. I det 20. århundrede har det blandt andet udmøntet sig i at skurken i Anden Verdenskrig ikke var Hitler, men Charlie Chaplins Hitler-parodi Adenoid Hynkel fra The Great Dictator. I tiden efter Verdenskrigen har Storbritannien tilsyneladende været underlagt Big Brothers diktatur – dette er dog sket noget før 1984.

Ellers ligner 2009 i det store og hele sig selv, bare en smule mere trist, slidt og desillusioneret end i virkeligheden, og husene og flyvemaskinerne er noget mere retrofuturistiske (a la Dan Dare, som der også er nogle referencer til i tegneserien).

Kevin O’Neils tegninger er som sædvanligt flotte, og der er nogle scener hvor han får lov til at udfolde sin evne udi det groteske, men han får desværre ikke helt samme mulighed som i tidligere bind til virkelig at vise hvad han kan. Selv i 1969-bindet var der trods alt mulighed for nogle psykedeliske scener; tilsvarende er der ikke rigtig plads til her.

Ligesom de to tidligere bind lider dette under at Moore og O’Neil ikke har kunnet bruge det 20. århundredes mere farverige litterære figurer, da de stadig er underlagt copyright. Så Ligaen består ikke af fx The Doctor (Who?), de britiske Avengers, Danger Man, the Saint, Thun­derbirds, Judge Dredd og hvem man nu ellers kunne finde på at sammensætte en britisk supergruppe af. Der er nogle referencer til James Bond og (især) Harry Potter, men det er temmelig tyndt sammenlignet med Ligaen som den så ud i de to første serier. De øvrige referencer (som der selvfølgelig er masser af) er noget mere obskure, især for ikke-englændere.

Historien er også en smule tynd. Vores helte finder ret nemt deres Antikrist, der dog viser sig ret umulig at overvinde, indtil redningen (næsten bogstaveligt) falder ned fra himlen. Det er en ret sjov deus ex machina – få vil næppe gætte hvem redningsmanden er – men det er stadig en deus ex machina, og det er altså ikke den mest tilfredsstillende form for afslutning på en dramatisk historie.

Der er dog tale om en afslutning på hele sagaen om The League of Extraordinary Gentlemen, så dem der har fulgt med i serien til nu bør læse den. Det virker ikke som det er muligt for Moore og O’Neil at fortsætte serien herfra – at lægge nogle historier i fremtiden vil gå imod hele konceptet med at bruge kendte litterære figurer i en alternativ verdenshistorie. Det er da muligt at der kan lægges nogle historier før de første serier, men det virker heller ikke rigtig sandsynligt. Vi får se …

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Jonas Wilmann – Frygt-filerne

Udgivet den august 28, 2012 af Admin

Frygt-filerne
Novellesamling af Jonas Wilmann
Forlaget KAOS, 2012, 248 sider

Tidligere når jeg har anmeldt Jonas Wilmanns bøger, har jeg ment at de ofte har været for korte i forhold til den historie der var mulighed for at fortælle. Denne gang skal fortællingerne være korte, da der denne gang er tale om en novellesamling, hvor fortællingerne netop skal være korte og skarpe.

De otte noveller er horror-fortællinger, men de er også skæbnefortællinger. Det er manden der bliver opslugt i internettet og forgår i den virkelige verden mens han fanges ind af pornosidernes sirener. En anden novelle er om manden der er så opslugt af sit arbejde som kunstkonservator at han (eller jobbet) ender med at fortære hans familie. En mand har så længe gået i frygt for det kvindelige køn, at han ikke ved hvordan han skal håndterer kontakten til en kvinde. Endnu et tema som kan relateres til den virkelige verden, er historien om hvordan noget der ser monstrøst ud, viser sig ikke at være det, men at det monstrøse kan gemme sig lige under overfladen i det normale. Der er således flere af historierne der direkte eller indirekte handler om frygten for virkeligheden.

Af andre typer historier er der historien om en ældgammel hemmelighed som ligger skjult under en lille ø, og som bedemanden ind til nu har været uvidende om. Han bliver introduceret til hemmeligheden via en nekrofil praktikant.

Der er også en hilsen til hor­ror-fortællingens forfader, den gotiske fortælling, med kvinder lukket inde på en herregård. Her er det tre søstre der skal beslutte sig til hvad de vil gøre med arven efter deres bedstemor. Der er dog noget i deres historie som de ikke alle husker.

Samlingens sidste fortælling er navngivet “Horror”. En hor­ror-forfatters forsvar for en genre som er ugleset og som ofte henvises til børne- eller ungdomsbiblioteket, da voksne læsere ikke forventes at kunne tage den seriøst. Her er også hilsner til de anmeldere der ikke forstår forfatterens hensigter. En novelle der umiddelbart kunne virke som en bitter forfatters forsvar for sin genre og modsvar til sine kritikere, men det er faktisk en rigtig god horror-novelle, og den af samlingens historier jeg vil mene er bedst.

Historierne i samlingen er både godt fortalte og skarpe i deres fortælling, og det viser sig også her at novellen er et rigtigt godt format til horror. Det vigtigste er dog altid at en historie har det omfang som historien kan bære og har behov for, og novellerne i denne samling har den længde de skal have.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Flemming Rasch – Minerne på Orthomyx og andre SF-noveller

Udgivet den august 26, 2012 af Admin

Minerne på Orthomyx og andre SF-noveller
Samling af Flemming Rasch
Science Fiction Cirklen 2011

Denne novellesamling af Flem­ming Rasch rummer 27 korte, skæve historier, der spænder fra satiriske, politiske allegorier over en science fiction-fans dagdrømme til skæve, underfundige historier, som er mere weird fic­tion eller poetiske end de er science fiction.

Længden på historierne er svingende, generelt er de alle korte, og har samlingen en svaghed, så er det, at de ofte er for korte, og at forfatteren har for meget på hjerte, og det går lidt for hurtigt med at få det fortalt. Flere af særligt de små historier synes nærmest at være synopser eller udkast til længere historier, som venter på at blive skrevet.

Samlingen spænder vidt, og de mange historier er en tur gennem en science fiction-fans brede læsning, og man aner inspirationen og lysten til at gå i de store og klassiske forfatteres spor såsom Clarke, Niven, Dick, Hein­lein, Bradbury og mange flere, og samtidig er det også en science fiction-fans legen med genren og den skæve ide, som kommer til én på alle tidspunkter af døgnet, og lige akkurat blomstrer op til at være en finurlig, lille historie. En fornøjelse ved læsningen af novellesamlingen er at få et indblik i andre science fic­tion-entusiasters tilgang til interessen.

Samlingen rummer mærkelige historier om folk strandet i aparte lejligheder, hvorfra de har et netværk af telefoner til at komme i kontakt med hinanden, til historien om en mand med en fjernkontrol, der kan skyde folk på TV og forvandle elendige sit-coms til gode science fiction-serier, og hvem finder ikke det savnet? Der er historierne om Janus Rumghoul II og hans bizarre eventyr, hvor universets bedste chokoladekage gentagne gange spiller en roller, og der er en del korte, korte historier om den interplanetare plante, der ved et kedeligt uheld forårsager mindre katastrofer på jorden. Historierne er tankespind og der er sjove ideer iblandt, men flere historier er skitser, som savner at blive foldet helt ud for at give en fuldt, afrundet læseoplevelse.

Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Freddy E. Silva – Mediatropolis

Udgivet den august 25, 2012 af Admin

Mediatropolis
Roman af Freddy E. Silva
Forlaget Valeta, 2012, 358 sider

FullMetal er en blodig sport der er meget populært i året 2060. I spillet kæmper to hold en drabelig kamp for at score point med en jernkugle på en magnetisk bane. Alle kneb gælder når man skal forbi modstanderne. Spillerne er langtidsfanger fra fængslerne, så der er ingen medlidenhed fra publikum. Det er medie-koncernen GigaMedia som står bag, et firma der står bag flere reality shows, men deres store guldæg er Full Metal.

Nicolas King er blevet uskyldigt dømt for mordet på sin kone, og han bliver udvalgt til at skulle tage sin plads i FullMetal da et af holdene netop har mistet en spiller. King viser sig at være en rigtigt dygtig spiller, der formår at bringe taktik ind i spillet. Dette gør ham populær blandt publikum, men hadet blandt modspillerne. Hans medspillere er også glade for ham, for efterhånden som de vinder flere kampe, får de flere privilegier i fængslet. En af fangevogterne får også sympati for King og forsøger at hjælpe ham, både i hverdagen og i forhold til Kings sag.

Det viser sig at der er folk i fængslet som kender til sandheden om Kings sag, men det er svært at få talt sammen da de hele tiden er overvåget, og der er kameraer og mikrofoner over alt. King sætter sig for at ville slippe væk, hvilket bestemt ikke er ligetil.

Bogen henter inspiration i Stephen Kings The Running Man, som også handler om et blodigt tv-program og hvor hovedpersonen kæmper både for at overleve og for at komme ud af sin situation. Den verden der beskrives, er meget styret af medierne, men hvor folk meget hurtigt mister interessen for de medieskabte kendisser, derfor er medierne nødt til hele tiden at gøre tingene mere ekstreme for at holde seerne fanget.

Silva har et meget levende og beskrivende sprog, hvilket både gælder personbeskrivelser, men også de mange actionscener er beskrevet så man ikke kan lade være med at blive fanget ind i handlingen.

På forlagets hjemmeside kan man se det interview jeg lavede med Silva på årets fantasticon.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Carl S. Torgius – Syndfloden

Udgivet den august 24, 2012 af Admin

Syndfloden
Carl S. Torgius
Science Fiction Cirklen 2010

Syndfloden er en interessant bog. Det er ikke nogen god bog, men den er i det mindste relativt hurtigt læst med sine ca. 200 sider, og dog formåede den flere steder at være en kedsommelig læseoplevelse. Bogen er interessant, fordi det nu snart 100 år gamle værk er nærmest en tidskapsel ind i en anden tidsperiode.

Syndfloden er en dansk science fiction-roman fra 1913, som SFC under Niels Dalsgaards kyndige indsigt har genudgivet, og det er interessant at læse så gammel en science fiction-historie, dels fordi den er dansk, og derfor foregår tæt hjemmepå, og dels fordi den fortsat er så langt fra læserens egen hverdag. På 100 år er der sket mange ændringer.

Bogen er en katastrofefortælling, hvor forfatteren skaber et mikrokosmos ud af en gruppe overlevende, og vi får således en række forskellige blik på datidens sociale og politiske forhold, hvor de overlevende repræsenterer forskellige dele af samfundet, fra rigmanden der har finansieret ubåden til den socialistiske talsmand for arbejderne. Udgangspunktet er, at en komet nærmer sig jorden, og en lille gruppe mennesker tager tilflugt i en ubåd, hvor de formår at overleve, mens resten af menneskeheden går under. Vi følger nu gruppens forsøg på at bygge et nyt samfund op.

Vejen til en ny fremtid er lang og omstændelig for de overlevende, som for en kort tid finder levnene efter Atlantis, inden det endnu en gang opsluges af havet. Siden finder de sidste overlevende land, som de påbegynder en ny koloni ved, men flere farer lurer i form af både magtkampe blandt de overlevende og en kamp mod de sidste farer fra kometen i form af giftskyer.

Katastrofefortællinger som Syndfloden eller f.eks. den klassiske Da trifitterne kom af John Wyndham bruger fortællingens ramme til at udforske forskellige aspekter af samfundet, som det kollapser og de overlevende forsøger at finde en ny orden, hvilket i Syndfloden bruges til lange samtaler, og her er Carl Torgius ingen stærk forfatter, og samtalerne forvandler sig let til træske monologer. Ikke desto mindre er afsnittene interessante, men mest for vinduet ind i en anden tidsalder og de tanker, der her blev gjort om samfundet og dets indretning. En ting man med sikkerhed lærer er, at anarkister var uønskede og at datidens blik på dem var, at de var folk, der ødelagde ting for den meningsløse ødelæggelses skyld.

Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

The One Ring

Udgivet den august 23, 2012 af Admin

The One Ring
Rollespil af Francesco Nepitello
Cubicle 7, 2011

The One Ring, med undertitlen Adventures Over the Edge of the Wild, er et rollespil, der tager udgangspunkt i årene efter slaget ved Det ensomme bjerg. Allerede nu har jeg afsløret nok til at skarpsindige læsere ved, at vi er i Tolkiens univers, og at rollespillet udspiller sig få år efter begivenhederne i Hobbitten.

The One Ring er et flot produceret rollespil. The One Ring kommer i en kassette med to bøger, én til spillerne og én til spilleder, to kort over Dunkelskov og omgivelser, igen ét til spillerne og ét til spilleder, og syv terninger – en 12-sidet terning med en Gandalf-rune og en Sauron-rune, samt seks 6-sidede terninger, hvor der er trykt en sejrsrune sammen med 6’eren. Bøgerne er trykt på glittet papir, er helt i farver og illustrationerne er flotte og meget stemningsrige, og flere af dem er af selveste John Howe, der har leveret nogle af de mest stemningsfyldte illustrationer af Middle Earth.

I The One Ring spiller man eventyrere i form af hobbitter, elvere fra Dunkelskov, dværge fra Erebor eller nogle af de mennesker, der bor omkring Laketown, i vildmarken eller som er flokkedes om Beorn. Systemet bygger i al sin enkelthed på, at hver spiller vælger en race/kultur, dernæst en baggrund for karakteren og sidst hvilket kald, karakteren følger. Der spenderes nogle point på at personliggøre karakteren ved at købe færdigheder for pointene, og der vælges udstyr – rustning, våben og rejsegrej – og til sidst et niveau i Va­lor eller Virtue. Systemet kombinerer karrierevalg med pointkøb til at gøre det hurtigt med at lave karakterer. Når først spillet er gået i gang, er der rige muligheder for at opbygge karaktererne yderligere – færdigheder forbedres langsomt gennem deres anvendelse og optjente skill points kan spenderes i vintersæsonen, hvor alle overvintrer, til at forbedre evner, og heltene kan forbedre deres Valor og Virtue, som en slags ‘levels’, der åbner for tilegnelsen af legendarisk udstyr – som når Frodo og Bilbo erhverver sig brynjer og klinger – og for nye evner, som elvernes evner udi trolddom, som fortryller Bilbos rejseselskab, da dværgene og hobbitten er på vej gennem skoven.

Spilmekanikken i The One Ring ligger meget i tråd med nyere tids regelsystemer, hvor der er lagt vægt på at færdigheder og evner skal løse en bred kategori af problemer på enkel vis, og kampsystemet er fokuseret på heltene. Der bruges ikke et system med figurer og grids, men et abstrakt system, hvor det er heltenes relative positioner, som spiller ind. Kampe mod orker og edderkopper tager ikke lang tid, men der er rig plads til dramatik og heltemod. Kampsystemet bruger ikke et avanceret eller tabelrigt system for angreb og skade, som dets forgænger, Middle Earth Roleplaying Sys­tem (MERP), gjorde. Overordnet set fungerer systemet ved, at der rulles en 12-sidet terning samt et antal 6-sidede terninger, der svarer til heltens færdighed – om det er i at svømme, synge eller svinge med økser – og hvis summen af terningerne når sværhedsgraden, lykkes opgaven. Derefter tæller man antallet af 6’ere på de 6-sidede terninger for at se graden af succes. Fejler rullet, kan spilleren spendere Håb-point for at opnå en succes, men det er risikabelt for en helt med meget lidt eller slet intet Håb er sårbar over for Skyggens indflydelse og kan blive opslugt af dragesyge eller andet vanvid.

The One Ring fokuserer på at bringe mange af oplevelserne fra Hobbitten til live, og spillet besidder derfor både regler for, hvorledes dynamikken i rejseselskabet er, hvor lang tid det tager at rejse mellem to steder, og hvilke udfordringer, der kan opstå undervejs. De mange forskellige områder, som regelsystemet dækker, er alle steder håndteret ved enkle mekanismer, der gør det let at bruge reglerne.

Styrken ved The One Ring er dens loyalitet over for kildematerialet. Der er gjort en dyd ud af et bygge regelsystem og spilmekanik op over Tolkiens univers – men kun med baggrund i Hobbitten frem for hele forfatterskabet – og mange moderne fantasy-elementer findes med god grund derfor ikke i The One Ring, da de heller ikke har deres plads i Tolkiens værk. I stedet er et stemningsrigt univers og et let tilgængeligt regelsystem pakket ind i smukke bøger, som rummer spiloplevelser for både erfarne som uerfarne rollespillere.

Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Rollespil | Tagget , | Skriv en kommentar