The Amazing Spider-Man

Udgivet den august 15, 2012 af Admin

The Amazing Spider-Man
Film, USA, 2012, 136 min.
Instr.: Marc Webb
Medv.: Andrew Garfield, Emma Stone, Rhys Ifans, Sally Field, Martin Sheen, m.fl.

NB: Denne anmeldelse indeholder enkelte mindre spoilere.

Så blev det tid til den nye Spider-Man film, hvis foromtale og markedføring må siges at være druknet lidt i The Avengers’ enorme succes. Efter at Tobey Maguire blev træt af (og for gammel til) rollen som Peter Parker/Spider-Man, besluttede filmselskabet Sony (som stadig har rettighederne til at lave film med vores venlige nabolags­edderkop) at starte helt forfra på historien og universet, hellere end at fortsætte de tidligere films historie med nye skuespillere. Historien i den nye film tager udgangspunkt i mysteriet om Peter Parkers forældre (som i et tegneserie-årshæfte fra 1968 blev afsløret som værende CIA-agenter, der var døde i kampen mod Captain America-skurken the Red Skull), som her var videnskabsfolk for Norman Osborne, der blev dræbt da de ikke ville overdrage en farlig ny teknik til Oscorp. Peter Parker, som ikke aner noget om dette, finder deres noter og er dum nok til at bringe dem direkte til sin fars gamle partner, Dr. Curtis Connors, der stadig arbejder for Oscorp. Connors var også med i Sam Raimis Spider-Man-film, og nu får han endelig lov til at blive til superskurken The Lizard, hvis modbydelige plan er også at lave alle andre mennesker om til øgler ved hjælp af den formel som han har fået fra Peter. Peter er tilfældigvis i mellemtiden blevet bidt af en genmodificeret edderkop i Connors’ laboratorium, så han kan nu tage kampen op mod superskurken som … the Amazing Spider-Man!

Filmen er fint underholdende og indeholder flere elementer der er marginalt bedre end i Raimis filmserie. Den indeholder dig også elementer som er dårligere, og plottet i sin helhed arbejder ikke særlig godt sammen med personskildringerne. Man føler aldrig tilstedeværelsen af nogen stærk trussel, og spændingskurven holder ikke vand ved nærmere eftersyn. Figurerne forbliver overfladiske, selvom især Andrew Garfields skuespil er ganske udmærket. Sally Field som Aunt May og Martin Sheen som Uncle Ben giver også et ekstra element af klasse. Og Stan Lee har en god scene, midt i en slåskamp mellem helten og skurken. Hvad man dog mangler i filmen er flere referencer til tegneserierne.

Jeg har svært ved at forstå hvorfor filmversioner af superhelte-tegneserier oftest laver nogle helt nye historier i stedet for at trække på de myriader af gode historier, der allerede findes. Producenterne ved jo udmærket at kun en forsvindende lille del af publikum vil have læst de historier. I nogle af Marvel-filmene (Iron Man og The Avengers især) er nye idéer kombineret med gamle på en måde der fungerer, men andre gange går det mindre godt. F.eks. dør Captain Stacy i den nye Spider-Man-film på en ret tilfældig og meningsløs måde (the Lizard stikker sine kløer gennem ham), hvor han i tegneserien dør ved at skubbe et barn væk fra nogle faldende murbrokker, som han så selv bliver ramt af. Her er filmens løsning klart dårligere og langt mindre intens end tegneseriens, og sådan er det også i flere andre tilfælde. Selvom der er visse signifikante forandringer i forhold til Raimis film, så lugter The Amazing Spider-Man en hel del af at man her har lavet et klassisk Hollywood remake, som af kommercielle grunde fokuserer mest på at fange en række af de samme situationer som i de forrige film, i stedet for rent faktisk at bruge det massive kildemateriale til noget.

I forhold til tidligere tider, hvor man kun kunne drømme længselsfuldt om en big-budget live action Spider-Man-film, så gør den nye film sig ganske godt; den har flotte produktionsværdier og rigeligt med action. Men i forhold til at der nu kommer en ny storstilet superheltefilm i biografen stort set hver anden uge, så bidrager The Amazing Spider-Man desværre ikke rigtig med noget nyt – hvilket er dødærgerligt, for der er supermange fede historier at tage af i tegneserien.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Avengers

Udgivet den august 14, 2012 af Admin

The Avengers
Film, USA 2012, 143 min.
Instr.: Joss Whedon
Medv.: Robert Downey Jr., Chris Hemsworth, Chris Evans, Scarlett Johansson, Mark Ruffalo, Tom Hiddleston, Samuel L. Jackson, m.fl.

Look out, world! Joss Whedon has arrived! Efter i en årrække at have kæmpet sig vej gennem tv-verdenen med genre-serier som Buffy the Vampire Slayer, den tragisk kortlivede Firefly og den ret bizarre Dollhouse har Whedon nu sprunget alle rammer og leveret varen med usvigelig sikkerhed og manér. Marvel Studios, som jo kender ham fra hans korte periode som forfatter på tegneserien The Astonishing X-Men, gik med til at give Whedon fuld kontrol over både manuskript til og instruktion af The Avengers; en film som Marvel har bygget op til i fire år med deres i særklasse vellykkede superheltefilm Iron Man, Thor, Captain America: The First Avenger og Iron Man 2 (nåja, og så The Incredible Hulk, der dog var knap så vellykket).

Satsningen lykkes: The Avengers er blevet et brag af en rekordsucces og set og nydt af horder af mennesker som normalt ikke ser superheltefilm. Hvorfor? Fordi filmen er hammergodt skrevet, pakket til bris­tepunktet med fed dialog og naturligvis samtidig er en kulørt katastrofefilm af karat, hvor konstant action og glorværdig by-ødelæggelse drøner hen over lærredet, kun strategisk punkteret af sjove og seje replikker. Dette er den sjældne type film hvor både de garvede tegnese­rie-fans og det brede publikum jubler, for den tilfredsstiller begge lejre med dejlige detaljer og flotte scenerier i skøn forening. Og veloplagt skuespil, ikke at forglemme.

Filmen beskriver hvordan den internationale efterretningstjeneste S.H.I.E.L.D., i form af director Nick Fury (Sam Jackson), planlægger at samle elitegruppen The Avengers for at imødegå trusler af hidtil usete størrelsesordner, såsom invasioner fra rummet. Kontakten til Asgård i Thor-filmen har nemlig afsløret eksistensen af ekstremt magtfulde væsner fra andre verdener, og dem bliver man nødt til at have et forsvar i mod. Så da Loke dukker op i S.H.I.E.L.D.s tophemmelige facilitet og stjæler ‘the cube’, aktiverer Nick Fury Avengers-protokollen og indkalder vores lidet erfarne helte til S.H.I.E.L.D.s kæmpemæssige flyvende base, the Helicarrier, hvorfra de kan spore og overvåge Lokes aktiviteter. De får da også fanget ham, men ikke før han har aftalt med en mystisk allieret fra rummet at åbne en portal til New York, hvorigennem en kæmpe rumhær strøm­mer ind. Så må vores helte træde i karakter og kaste sig ind i kampen for at forhindre Jordens folk i at blive slavebundet.

Alle figurerne får god opmærksomhed og gode replikker, og frem for alt ser de brandgodt ud på biograflærredet (og jeg burde vide det; jeg så filmen fire gange). Iron Mans rustning er jo smukt designet, Thor ser dejligt selvfed og overlegen ud, Hulk er som Hulk skal være, og Captain America viser både sit format og sin forlegenhed ved at holde sig lidt i baggrunden, uden at han på noget tidspunkt forsvinder. Og man kan jo kun elske Scarlett Johanssons Black Widow og Jeremy Renners Hawkeye. Filmen har alt hvad en god Marvel-tegneserie skal have: skænderier og slåskampe mellem heltene, masser af humor, episk destruktion, og en lovende fornemmelse af et kosmisk perspektiv lurende i baggrunden. Sådan!! Jo, der er småting man kunne kritisere, men de svinder ind som dug for solen i lyset af filmens skyhøje underholdningsværdi. Det er en film man kan begejstres over igen og igen – og især da når de nu også har lovet at der kommer en disk-version som er over 30 minutter længere, med en del ekstra scener med specielt Captain America. Åh, forventningens glæde …

Whedon er vistnok blevet kaldt nørden over dem alle, og The Avengers beviser så sandelig også i rigt mål at manden kan sin popkultur på fingrene. Og nu er verden så åben for Whedon, der med denne films milliardindtjening med et slag (endelig! Og fortjent!) er blevet Hollywoods ‘golden boy’. Nu må tænderne jo løbe i vand hos enhver sci-fi fan, når man tænker på at manden bag Firefly og Serenity nu har helt frie hænder til at lave sine næste filmprojekter, og helt sikkert vil kunne få dem finansieret ad infinitum. Ingen tvivl overhovedet om at den mand har en perlerække af fede genrefilm foran sig! “Halleluja”, fristes man næsten til at sige … 🙂

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

No Reason

Udgivet den august 13, 2012 af Admin

No Reason
Tyskland, 2010, 74 min.
Instr.: Olaf Ittenbach
Medv.: Irene Holzfurtner, Matthias Engel, Timothy Balme m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2012

Olaf is Itten-back, og denne gang har den splatterglade tysker kastet sig over, hvad der kunne ligne et Saw-agtigt spil om indsigt og forløsning gennem lidelse. I modsætning til denne lange og noget gentagende franchise, synes det dog forfriskende, at der i No Reason spiller et metafysisk element ind.

Filmen indledes med en gammel hjemmevideo af et par forældre, der leger i sneen sammen med deres barn, og titelsekvensen udspiller sig på en baggrund af fotografier fra samme barns liv. Jennifers liv. Så vidt, så idyllisk – indtil hun mange år senere skyder en mand ned i en forladt fabrikshal for efterfølgende at blæse en kugle igennem sit eget hoved. Idet resten af verden forsvinder for hendes øjne, ser hun en mystisk mand, der badet i lys forbereder hende på at blive konfronteret med sin fortid. Og måske en brat opvågnen.

I den efterfølgende scene vågner hun dog glad og tilfreds op og tager afsked med sin mand, der er på vej ud af døren (og i øv­rigt minder om en meget rævesmilende Lars Løkke Rasmussen). Parret har en søn og skal til at flytte i ejerbolig. Alt synes endnu godt. Mens Jennifer går hjemme med sønnen, dukker et ubehageligt påtrængende postbud op og afleverer en pakke, men Jennifer får ikke set nærmere på indholdet grundet den ene efterfølgende forstyrrelse efter den anden. En ældre dame i opgangen tager sig af Jennifers søn, da hun senere må ud for at købe ind, men da hun vender tilbage, er babysitteren og drengen som sunket i jorden. Og som prikken over i’et modtager hun en kuvert med intime billeder af hendes mand sammen med en af nabokvinderne.

Stakkels Jennifer tager sig et karbad for at dulme nerverne og falder i søvn. Da hun vågner, er alt badet i et flimrende, rødt lys, og lejligheden flyder med blod, indvolde, kropsdele og lemlæstede lig, mens en mystisk stemme lover at vise hende vejen til lyset. Det bliver begyndelsen på en makaber, mareridtsagtig proces, der vil bringe Jennifer vished om ikke blot den forsvundne søn, men også sig selv.

No Reason er en meget eksplicit affære ud i drab og tortur, og bliver der lagt nogen som helst fingre imellem, er det i hvert fald kun, fordi de skal hugges af. Filmen skyr på ingen måde heller nøgenhed; den kvindelige hovedrolleindehaver tilbringer det meste af filmen uden en trævl på kroppen og indsmurt i blod. Det lugter måske langt væk af exploitation, men snarere end at caste en ung godbid (upåagtet om vedkommende kunne skuespille eller ej), har Ittenbach med Irene Holzfurtner satset på et lidt mere modent eksemplar, og dette taler til filmens fordel.

Jennifer ligner et almindeligt menneske, og Holzfurtner udfylder rollen med indlevelse. Hendes nøgenhed distraherer ikke fra indholdet ved at signalere sex, men virker i stedet som et billede på sårbarhed og – sammen med blodet – måske endda genfødsel? I det hele taget indeholder No Reason en del symbolik og tilstræber med sit gådefulde plot, sin opbygning og visuelle æstetik tydeligvis at række ud over den gængse splatterfilm.

En del af tiden holder dette fint, mens filmen til andre tider synes noget prætentiøs med en lettere opstyltet filosoferen, som når fx Jennifers torturbøddel og guide iført blækspruttelædermaske spytter det ene fede fremmedord efter det andet af sig. Det tilstræbte kunstneriske præg støder sammen med et nærmest anmasende væld af grusomheder, vulgariteter og blodsprøjtende effekter og skaber en interessant, men også lidt ujævn kombination. Hvornår er blodsudgydelserne redskaber til at fortælle historien, og hvornår er historien bare en undskyldning for at showcase flest muligt splat­ter­effekter? Det lader til at Ittenbach gerne vil både spise sin blodpølse og beholde den. Jeg kan af samme grund godt se No Reason lande mellem to stole og mange afskrive den som blot et selvhøjtideligt og forvrøvlet forsøg på at gå den kommercielt succesfulde Saw-serie i bedene. Samtidig kan nogle scener og virkemidler godt synes en smule klodset forløst, ligesom ikke alle indslag og elementers relevans virker lige gennemskuelige.

Alligevel skal No Reason have point for forsøget og ikke mindst en velgørende suggestiv opbygning. Filmen lykkes da også tilstrækkeligt til, at jeg både følte mig underholdt hele vejen igennem og gerne giver den et kig mere ved lejlighed.

Ittenbachs produktioner er måske ikke fantastiske, men selv de mindre gode af dem er gennemsyret af en genrekærlighed og fandenivoldskhed, som gør det svært ikke at lade sig rive med, hvis man er til splat. Når dette ydermere er det bedste, jeg endnu har set fra instruktørens hånd, har fans ingen grund til at betænke sig. Andre bør dog nok gå mere forsigtigt frem.

De, der beslutter at give filmen en chance, kan evt. holde udkig efter Timothy Balme (der spillede den plæneklippersvingende zombieudrydder Lionel i Peter Jacksons splattermilepæl Braindead), i en mindre rolle.

Karakter: 6/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 33

Udgivet den august 12, 2012 af Admin


Sommer 2012
56 sider, 50kr
Forside illustration af Manfred Christiansen
Forside grafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6977

Indhold

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 1 kommentar

Abraham Lincoln: Vampire Hunter

Udgivet den august 4, 2012 af Admin

Abraham Lincoln: Vampire Hunter
Film, USA, 2012, 105 min.
Instr.: Timur Bekmambetov
Medv.: Benjamin Walker, Rufus Sewell, Dominic Cooper, Mary Elizabeth Winstead, Will Johnson, m.fl.

Legendariske figurers eftermæle har det med at eskalere. Det gælder både i virkeligheden og i fiktionen. Gode mennesker helgenkåres, og den arketypiske sagnhelt bliver med tiden til en superhelt. Den moderne superhelt er interessant fordi den i antikken starter som en mytologisk hero, der oftest er en gud eller en halvgud. I dag er superhelten et symbol på det almindelige menneske (den maskerede helt er endda i kraft af sin maske netop ”hr. hvem-som-helst”), bare i en fantasi-form som giver mennesket magt til at ændre sin egen skæbne, som tidligere var styret af guderne. Det er et brud med hybris og nemesis; i stedet har mennesket vilje og selvstyre til bl.a. vhja. fornuft og teknologi at omforme verden til noget der passer os bedre.

I Abraham Lincoln: Vampire Hunter skildres præsident Lincoln som en hemmelig superhelt, via et præmis med et kæmpeglimt i øjet. Hele konceptet og pointen med at en beundret historisk person var vampyrjæger er selvfølgelig for sjov, og det er man nødt til at acceptere for at kunne sluge præmisset. Producer Tim Burton (!) og instruktør Timur Bekmambetov er 100% dedikeret til denne sjove idé, og har taget den alvorligt på den seje måde. Det her er ikke amatøragtig pladderhumor som flere andre film af lignende type, f.eks. den uudholdelige Hamlet the Vampire Slayer (2008) og den middelmådige Rosencrantz and Guildenstern are Undead (2009). Næh, her er der kælet for alle narrative og filmtekniske detaljer. Det er muligvis ikke for det brede publikum, men til gengæld vil det smalle publikum elske det.

Manuskriptet til Abraham Lincoln: Vampire Hunter er skrevet af Seth Grahame-Smith, som er (en lille smule) kendt for litteraturparodien Pride and Prejudice and Zombies (Quirk Books, 2009). At tage dette komiske blandingskoncept til næste niveau med Lincoln og vampyrer virker eminent logisk, og resultatet er langt bedre end det forrige.

I filmens verden er vampyrenes ondskab sidestillet – næsten identificeret – med slaveriets ondskab. Derfor giver det mening at Lincoln bekæmper dem begge. Og heldigvis for ham så får han i dette filmunivers, uden yderligere forklaring, superkræfter ved blot at kæmpe for sandheden! I filmens første del oplæres han til at blive vampyrjæger, så han kan hævne sig på den vampyr der dræbte hans mor. Men i løbet af filmen fatter han gradvist interesse for politik og slave-spørgsmålet, og ender som præsident under borgerkrigen, hvor vampyrene selvfølgelig vender tilbage på det værst tænkelige tidspunkt. Det er en imponerende kombination af rigtig historie og alternativ historie, og det virker mægtig fint. Min eneste anke er at der er for få action-scener med sølv-øksen, og overgangen mellem hans tid som vampyrjæger og hans tid som politiker virker ikke helt plotmæssigt gennemført (hvorfor forsøger hans dødsfjender, vampyrene, ikke at dræbe ham mens han er politiker?). Men det er sådan set mindre detaljer i en film som er såre velspillet og såre velproduceret, og har hvad jeg vil kalde et både humoristisk og intelligent præmis. Jeg elsker når popkultur og finkultur blandes sammen, og de to ting har efter min mening mere med hinanden at gøre end de fleste tror.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.34

Udgivet i Film | Tagget , , | 1 kommentar

Laputa – slottet i himlen

Udgivet den juli 19, 2012 af Admin

Laputa – slottet i himlen
Tegnefilm, Japan, 125 min.
Instrueret og skrevet af Hayao Miyazaki
Ghibli Studio, 1986
Distribueret af Camera Film

De danske biografer har efterhånden arbejdet sig gennem den japanske tegnefilminstruktør Hayao Miyazakis bagkatalog. Efter denne film mangler kun debutfilmen The Castle of Cagliostro, som det ikke er sandsynligt kommer i biograferne, da der er tale om en enkelt film i en række om mestertyven Lupin III; en figur som Miyazaki ikke har skabt. Det er ellers en udmærket film, selvom fortællestilen langt hen ad vejen er meget anderledes end man er vant til fra Miyazaki. Men nok om den, nu handler det om Laputa – slottet i himlen.

Laputa er den første egentlige Studio Ghibli-film, selvom Nausicäa fra Vindenes Dal ofte regnes med, fordi det var denne films succes der dannede grundlaget for tegnefilmstudiets oprettelse. Nogle steder kan man godt se at budgettet er mindre end i dag, fx når folk i baggrunden ikke bevæger sig eller har ansigtet fastfrosset i en bestemt mimik, men ellers er der tale om en rigtig flot animeret film med meget smukke baggrunde malet af Miyazaki selv.

Historien er en klassisk adventure-fortælling inspireret af blandt andet Skatteøen. Der er mere tempo og action end i de fleste af Miyazakis film, men der bliver også tid til scener, hvor man dvæler ved naturens skønhed. Ingen Miyazaki-film uden grønne bakker, blomstrende enge og drivende, hvide skyer!

Filmen starter bogstavelig talt med at pigen Sheeta falder ned fra himlen lige i armene på drengen Pazu. Pazu er en forældreløs dreng, der hjælper til i minerne i en by ved en dyb kløft. Sheeta er forfulgt af både pirater og regeringssoldater, der især gerne vil have fingrene i den amulet, som pigen har arvet fra sin nu afdøde forældre. Amuletten (i den danske oversættelse lidt fantasiløst kaldet en ‘flyvesten’) kan nemlig blandt andet vise vejen til den flyvende ø Laputa, hvor legenden vil vide at man kan finde enorme rigdomme og mægtige våben.

Laputa var nemlig engang hovedstaden i et rige af flyvende øer, som med hård hånd styrede store dele af verden. Beboerne på Laputa rådede over teknologi der ligger langt ud over det der ellers er tilgængeligt i filmens verden, der nærmest er som det tidlige 20. århundredes Europa, bare med bedre flyvemaskiner og luftskibe (Miyazaki er jo som bekendt glad for flyvning). Laputas rige gik til grunde af ukendte årsager, men den som kan finde og beherske slottet i himlen, kan herske over verden, og det er der naturligt nok flere der er interesserede i.

Den første del af filmen er domineret af en menneskejagt, hvor forskellige prøver at få fat i Sheeta og Pazu. Der er farverige pirater, en krigerisk general og den mystiske, iskolde mand Muska, der har sin helt egen agenda. Vejen til Laputa er fyldt med udfordringer, men det er først når vores helte og skurke når dertil at handlingen rigtig spidser til op til den ret kataklysmiske finale.

Filmens historie er særdeles velfungerende som adventure i stil med Jules Verne, Robert Louis Stevenson og Rider Haggard, men den er ikke bare en actionfilm. Miyazaki har altid noget mere på hjerte, og filmen har budskaber om krigens ondskab og om forholdet mellem natur og teknologi, både som modstandere og allierede. Disse budskaber virker dog hverken påtrængende eller påklistrede; de er mere implicitte end eksplicitte.

Som så ofte hos Miyazaki er der stærke kvindelige figurer; ikke kun Sheeta, men også piraternes leder, en festlig dame med viltre, lyserøde fletninger. I det hele taget er der mere slapstick-humor end vi er vant til hos Miyazaki; på denne måde minder filmen faktisk en del om førnævnte The Castle of Cagliostro.

Jeg har flere gange før set Laputa – slottet i himlen på (amerikansk) DVD, og det er en af mine absolutte favoritter blandt Miyazakis film – og det siger en del. Forpremieren i Grand var første gang jeg så filmen på et stort lærred, og sådan fortjener den at blive set – flot er den. Filmen blev vist med japansk tale og danske undertekster, og det er ikke mit indtryk at den bliver tilgængelig med dansk tale. Det gør nu ikke noget. De japanske stemmer er fremragende, og filmen er alligevel ikke specielt egnet til mindre børn – dertil er der for mange voldsomme scener og en ret kompliceret historie. Større børn og voksne vil til gengæld næppe undgå at blive suget ind i filmens univers og historie. Kan varmt anbefales!

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Animation, Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Prometheus

Udgivet den maj 31, 2012 af Admin

Prometheus
Film, USA 2012, 126 min.
Instr.: Ridley Scott
Medv.: Noomi Rapace, Charlize Theron, Michael Fassbender, Idris Elba, Logan Marshall-Green, Guy Pierce, m.fl.

Der har været en del snak i fankredse om hvilken type film Prometheus ville være. Ville det være en Alien-film som sådan, eller en film med en separat science fiction-historie? Svaret er: begge dele. Selve de kendte Alien-designs og væsner fra Alien-filmserien indgår ikke specifikt i historien, men den er en direkte prequel til Alien-serien, og den indeholder flere monstre som tydeligvis skal forestille at udvikle sig til de kendte Aliens. Prometheus er en univers-opbyggende film som understøtter de senere Alien-films fundament, og gør de to første Alien-film – Ridley Scott’s og James Cameron’s – endnu bedre, samtidig med at dens gennemførthed selvfølgelig gør de forfærdelige efterfølgere (Alien3, Alien: Resurrection og AvP-filmene) endnu dårligere, pga.det spildte potentiale.

Det er svært at sige ret meget om handlingen uden at komme med spoilers, men lidt bliver jeg nødt til at afsløre. ”Prometheus” er navnet på et forskningsrumskib som under finansiering af Weyland Industries i 2091 sendes til et stjernesystem omkring 35 lysår væk, hvilket åbenbart kan gøres på ca. to år. De to arkæologer Shaw (Noomi Rapace) og Holloway (Logan Marshall-Green) har fundet koordinaterne til stjernesystemet på diverse ældgamle hulemalerier, og har udviklet den tese at rumvæsnerne fra dette system, nærmest som guder, har skabt menneskene. Og den tese vil de meget gerne teste. De ankommer til målet, som viser sig at være en 2000 år gammel militærbase hvor rumvæsnerne udviklede biologiske våben. Men nogle af våbnene slap løs og basen måtte lukkes ned. Hvilket var fantastisk heldigt i betragtning af hvilket mål våbnene eller skulle have været brugt imod …

Den aldrende Peter Weyland tog med på rejsen i håb om at møde nogle rumvæsner som kunne gøre ham udødelig, men selvom han får chancen for at møde et af væsnerne, går det naturligvis ikke helt som han havde håbet.

Historien er god, men da filmen slutter er der stadig en 3-4 meget vigtige spørgsmål omkring plotsammenhængen som ikke er blevet besvaret. Der lægges op til en efterfølger, som går i en anden retning end Alien-filmene, og den håber jeg da, de laver, men man kan have sine tvivl, netop fordi det ville blive en helt anden historie. For Prometheus fungerer slutningen godt; det er en rigtig sci-fi-slutning som sender fortællingen op på et højere plan. Men hvis ikke de vigtige plotspørgsmål besvares, så ender det med at ligne den type ufærdige plot som man desværre ofte ser i film hvor producenterne ikke har haft idéer nok til en rigtig helstøbt historie. Jeg har dog på fornemmelsen at en del af spørgsmålene vil blive besvaret i ekstra-materialet der vil komme med på DVD og Blu-ray, og udforske dette univers yderligere, ligesom vi f.eks. også så det med ekstra-materialet til Watchmen-filmen. Jeg håber bestemt vi får en extended edition på disc, for der er også mange detaljer i personskildringen som mangler noget uddybelse. Historien i filmen kører derudaf med høj hastighed, og der bliver ikke rigtig dvælet i nævneværdig grad ved nogle af personerne, hvilket er en skam. Noomi Rapace’s Elizabeth Shaw er den klare hovedperson, som f.eks. plages af at hun er steril (men dét bliver hun ikke ved med at være…!), men selv hun får faktisk ikke særlig meget tid i søgelyset, og hendes kæreste, Holloway, gåes der langt mindre i dybden med; hans reaktioner virker ikke som en videnskabsmands. Filmens pressemateriale og interviews snakker meget om at de to figurer har visse spirituelle overbevisninger og forventninger, men det er en subtekst som selve filmen ikke bruger ret meget tid på. Af de øvrige figurer er kaptajnen, Janek (Idris Elba), den bedste, mens et par af videnskabsfolkene er nogle værre idioter. Filmen lider lidt af at den gerne vil inkludere nogle detalje- og karaktertyper fra de gamle film som bare ikke passer ind i denne film, og derfor kommer et par af de dummere personer efter min mening til at passe dårligt ind i denne films historie. Men, i sidste ende er de fleste af personerne jo alligevel MONSTER FOOD, så det kan jo være det samme, hæhæ!

Til trods for at der ikke er den store brug af CGI, er effekterne i Prometheus af højeste kaliber. Der er mange rigtig smukke hi tech-scener, og teknologien spiller hele tiden en vigtig rolle i historiens fremadskriden. Rumskibsmiljøet er dog noget poleret; det lidt beskidte og ”godt brugte” look fra den første Alien-film, som formidler en overbevisende autenticitet, er ikke i så høj grad til stede her; måske fordi man (bortset fra en enkelt sex-scene) overhovedet ikke ser besætningens personlige living quarters. Det er dog muligt at man skal se filmen et par gange før man kan danne sig et ordentligt indtryk af dette.

Filmen er i 3D, men jeg må indrømme at jeg ikke lagde mærke til nogle specielle 3D-effekter, så jeg er ret sikker på at den gør sig lige så godt i 2D. Det er en superflot film, men i sidste ende sidder man stadig tilbage med en lille håndfuld kritikpunkter.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film, Horror, Science Fiction | Tagget , , | 1 kommentar

Guillermo Del Toro og Chuck Hogan – Den evige nat

Udgivet den maj 26, 2012 af Admin

Den evige nat
Roman af Guillermo Del Toro og Chuck Hogan
Hr. Ferdinand 2012, 414 sider.

Den evige nat er sidste bind i Del Toro og Hogans Strain-triologi. Jorden er blevet indhyllet i et næsten uendeligt mørke. Dette er sket da den vampyr der kaldes Herren dræbte de resterende seks af de ældste vampyrer, ved at sørge for atomeksplosioner på deres fødesteder. Dette har fjernet hans mægtigste fjender og deres afkom og har også indhyllet jorden i et næsten uendeligt mærke. Det er nu kun er få timer hver dag at solens stråler er kraftige nok til at trænge igennem asken i atmosfæren. Dette har givet Herren og hans vampyr hær let mulighed for at overtage magten og undertvinge sig mennesket.

Der er gået to år siden hændelserne i bind 2. Det er ikke en krig Herren har indledt, han har simpelthen overtaget den. Som i mange andre magtovertagelser så har han starte med at likviderede de tidligere lovgivere, ledere, intellektuelle og populære personer. Han omdannede derefter et nøje udvalgt antal til vampyrer og gjorde ellers de resterende mennesker til slaver. De fleste mennesker lever stadig i byerne for at sørge for at en form for samfund stadig virker, mens andre blev sendt i arbejdslejre, hvori de også tappes for at sørge for føde til vampyrerne. Herren har således opbygget et rige hvori han har kontrol og sikres at der opretholdes en balance imellem vampyrer og ”føde”.

Eph og hans lille oprørsgruppe kæmper stadig imod herren. De er klar over at på mange måder er kampen tabt, for samfundet vil aldrig blive det samme, men de opgiver ikke at få vampyrerne fjernet. Det er lykkedes dem at skaffe en mindre atombombe, men skal have skaffet en detonator, og de ved heller ikke hvor Herrens oprindelsessted er, og ved derved ikke hvor den skal sprænges. De har dog bogen Occido Lumen hvori alt om vampyrernes historie står, men den er svær at læse, og selvom de får hjælp af den vampyr der omtales som Den Fødte, så er det ikke muligt for dem at identificerer stedet.

Herren ser ikke oprørsgruppen som en direkte trussel, men vil dem selvfølgeligt gerne til livs, og ikke mindst vil han have fat i Occido Lumen som er den sidste trussel imod ham. Han kan dog godt lidt at lege med sine ofre inden han dræber dem, og han vil gerne lade gruppen lide. Han har således bortført Ephs nu 13-årige søn og har brugt de sidste to år på at overtage faderrollen for barnet. Dette er for at pine Eph, men også for at forberede sønnens krop på at kunne blive den næste krop som Herren vil tage bolig i.

Strain-triologien er et
vampyrunivers hvor vampyrerne ikke glimter i sollys og forelsker sig i teenagerpiger. Her er vampyrerne væsner der ikke går op i de menneskelige værdier, og deres fremtoning er da også monstrøs, og de bliver mindre og mindre menneskelige i udseende. Herrens vampyr hær ”strigoierne” er skånselsløse marionetter der lyder deres herrers mindste bud og som han kan ”fjernstyre” og derved kan være til stede flere steder på en gang.

Den evige nat er mørk og dyster, det er en ulige kamp som oprørerne har indledt. Gruppen er også splitte indadtil, og forræderi er hele tiden en faktor der skal tages højde for.

Bind tre er den bedste bog i serien, men trilogien skal ses som et samlet værk, og den kan på alle måder anbefales til alle der er trætte af sødsuppe vampyrerne fra Twillight, True Blood, Vampire Diaries og de utallige andre føllelseladede vampyr historier der for tiden præger bog og ikke mindste tv-scenen. I Strain-trilogien er vampyrerne kyniske udspekulerede og ikke mindst er de monstre.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Lise Bidstrup – Pectus’ Sten

Udgivet den maj 25, 2012 af Admin

Pectus’ Sten
Roman af Lise Bidstrup
Forlaget Carlsen 2011

Den unge Laus opsøges af nogle sære, gamle mænd. De forsøger at lokke ham til at tage alene til et hotel i Amsterdam for at deltage i ”en konkurrence”. Laus vælger ikke at melde dem til politiet, men i stedet at ignorere dem og de lyserøde breve de sender til ham. Jeg ved ikke om det var tilsigtet fra Bidstrups side, men jeg fik nogle helt andre associationer end den unge helt der skal redde verden, men i starten har svært ved at blive overtalt.

Overtalt bliver han til sidst, og han får da til opgave at finde Pectus’ Sten. (Her må anmelderen indflette en protest over at man bruger ejefald med apostrof i en titel. Det virker umiddelbart klodset, uden at være mærkeligt på den gode måde. Men okay, det er ikke noget stort problem). Pectus, om hvem vi ikke rigtig får noget at vide, har en sten som både skal findes og bruges i et meget vigtigt ritual, som skal udføres med flere hundrede års mellemrum. Laus er den ene af de udvalgte, som skal finde stenen, den anden er en pige fra England, Isabell. De to udsættes herefter for en række opgaver og udfordringer, på deres vej rundt i hele verden for at redde verden.

Men naturligvis ingen fantasy-bog uden en skurk. Skurkene her er to magiske væsener, i starten forklædt som mennesker, som gennem det mest af bogen forsøger at få fat i Pectus’ Sten og få ram på de to ”udvalgte” børn. Børnene får til gengæld hjælp i form at en magisk dims, som redder dem ud af mange farer, og nogle mere godmodige væsener. De tre gamle mænd laver tilsyneladende ikke andet end at følge lidt med i hvad der sker, da først de har sat begivenhederne i gang.

Plotmæssigt hænger historien udmærket sammen det meste af bogen, men til sidst virker det som om der er planlagt at lave en fortsættelse. Der er nogle ting som ikke bliver ordentlig afklaret og specielt en persons adfærd, som virker meget underlig og aldrig bliver forklaret. Væsenerne og personerne svinger fra de lidt for kedelige og velkendte til nogle mere interessante og originale. Blandt andet nogle havvæsener og nogle luftvæsener, synes jeg virkede ret interessante, men de bliver desværre ikke brugt særligt meget.

Problemet med Pectus’ Sten er at den ikke rigtig ved hvad den vil: Fortælle en udviklingshistorie om de to børn, som er det der er lagt op til, ved at den følger en velprøvet eventyr-skabelon? Fortælle om en verden som ligner vores på overfladen, men i virkeligheden er styret af andre regler og indeholder et mylder af forskellige magiske væsener? I forhold til førstnævnte får vi aldrig en god forklaring på hvorfor netop de to er blevet udvalgt, og det er begrænset hvor meget de udvikler sig og får afklaret de personlige problemer de har i starten af bogen. I forhold til sidstnævnte får vi blot nogle glimt af den magiske verden, men ikke nok til at den bliver rigtig levende og sammenhængende.

Som jeg skrev om en anden børne/ungdoms-bog, som jeg anmeldte for nogle år siden, og hvor jeg stadig fortryder en del af det jeg skrev, så er jeg ikke i målgruppen for bogen her. I modsætning til dengang, vil jeg ikke automatisk konkludere at bogen er dårlig, fordi jeg ikke fik den helt store læseoplevelse ud af den. Dem der er i målgruppen, vil formentlig føle sig udmærket underholdt af bogens to meget forskellige hovedpersoner, de onde magter som jager dem og det høje tempo handlingen har det meste af tiden. Bogen er letlæst og velskrevet og den har en udmærket sammensætning af de ingredienser der indgår i en fantasy-roman. Med ovennævnte forbehold.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Supernatural Noir

Udgivet den maj 24, 2012 af Admin

Supernatural Noir
Antologi, Ellen Datlow (red.)
Dark Horse Books, 2011, 397 s.

En af æresgæsterne på dette års Fantasticon er den erfarne og respekterede redaktør Ellen Datlow, som blandt andet er kendt for antologi-serierne Year’s Best Fantasy and Horror (fra 1988 til 2008) og The Best Horror of the Year, som snart er på vej i sin fjerde udgave.

Hun har også redigeret en lang række original-antologier, og sidste år bød på hele fire af slagsen: Teeth: Vampire Tales, Naked City: New Tales of Urban Fantasy, Blood and Other Cravings samt Supernatural Noir, som denne anmeldelse handler om.

Sidstnævnte adskiller sig ved at være lidt af et genre-eksperiment: hvad sker der, hvis man blander det overnaturlige med noir-genren? I sin indledning forklarer Datlow, at mens der er blevet udgivet masser af overnaturlige detektiv-historier, så findes der relativt få noir-noveller med overnaturlige elementer.

At der er en forskel på de to definitioner, står klart, når man har læst Supernatural Noir, men antologien viser også, hvor svært det kan være at skelne mellem dem, og det er heller ikke alle de medvirkende forfattere, som har evnet at gøre det.

Mest vellykket er Caítlin R. Kiernans ”The Maltese Unicorn”, som rammer den hårdkogte tone fra Raymond Chandler og Dashiell Hammett helt perfekt med en fortælling fra 30ernes New York om troldkvinder på jagt efter en, ahem, dildo lavet af enhjørningehorn. Historien er samtidig ikke uden humor og byder både på en kvindelig hovedperson og en femme fatale samt på adskillige kvikke one-liners og replikskifter.

De øvrige noveller når ikke op på samme niveau, men et par af dem er tæt på. ”Little Shit” af Melanie Tem har en fascinerende hovedperson: en ung pige, som kan skifte udseende og læse tanker, hvilket hun bruger til at fange sexforbrydere og pædofile i samarbejde med politiet, mens Gregory Frosts åbningsnovelle ”The Dingus” er klassisk noir om en tidligere boksetræner, som forsøger at opklare, hvem – eller rettere hvad – der tog livet af en af hans gamle boksere.

Der er desuden fine bidrag fra Lucius Shepard, Elizabeth Bear, Tom Piccirilli og John Langan, men der er også et par stykker, hvor balancen tipper over og mere bliver horror end “overnaturlig noir” – ikke at det nødvendigvis gør historierne dårlige, men man fornemmer, at det ikke var Datlows formål med antologien.

Uanset hvad er Supernatural Noir værd at anskaffe sig, hvis man har en forkærlighed for både det hårdkogte og det overnaturlige og vil se, hvordan en række topforfattere har grebet udfordringen an.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Antologi, Bøger | Tagget , , | 1 kommentar