Den nye koloni – Lige under overfladen 5

Udgivet den august 22, 2012 af Admin

Den nye koloni – Lige under overfladen 5
Antologi Red.: Carl-Eddy Skovgaard
Science Fiction Cirklen
2011, 336s

SFC’s antologi af SF-noveller fra lovende danske forfattere er nu nået til den 5. årlige udgave. Antologien bliver tykkere år for år, og denne gang indeholder den 24 historier (eller 23 plus en tegneserie). Den første historie er også en af de bedste, nemlig Lars Ahn Pedersens “En helt almindelig død”, som handler om en gammel mand der godt kunne tænke sig at dø. Da historien foregår i en fremtid hvor døden stort set er afskaffet, skal der et større bureaukratisk maskineri i gang før noget så besværligt kan lade sig gøre. Som sædvanlig en yderst velskrevet historie fra en meget talentfuld forfatter, der sikkert ville blive rendt på dørene af de store forlag, hvis ikke det var fordi han insisterer på at skrive i de fantastiske genrer (og ikke bare en af dem, men dem alle sammen, nogle gange endda i samme historier!).

A. Silvestri står for et af antologiens absolut mest originale indslag med historien “Glemmer du så husker jeg alt”. Den handler om en systemkritiker i en totalitær fremtid, som er blevet idømt en medicinsk straf som gør at han vågner helt uden hukommelse hver morgen og hver eneste dag må gennemgå hele sit liv ved langsomt at modnes som menneske (gennemgå emotionel pubertet, etc.) og samtidig gradvist huske sit livs begivenheder, komplet med komprimerede versioner af kriser, depressioner og lykkelige perioder. Han skriver derfor bl.a. et næsten identisk politisk manifest hver dag og gennemgår frustrerede og voldelige episoder, som dagligt går ud over hans kæreste, som har besluttet at tage sig af ham.

Et andet af antologiens højdepunkter er Richard Ipsens “Lysets by”, som foregår ved floden Ganges i Indien og kommer med en spændende forklaring på hvorfor ingen tilsyneladende nogensinde bliver syge af at drikke vandet fra den grumsede og forurenede flod. Det meste er endda baseret på rigtige, videnskabelige undersøgelser.

Andre af historierne er meget korte; Camilla Wandahl bidrager f.eks. med en ultrakort historie om en pige som er Oppe og gerne vil Ned …

Og der er Klaus Æ. Mogensens korte men særdeles sjove historie “Palins projekt”, om præsident Sarah Palin, som i kåd­hed beslutter at sætte et kæmpe rumkors op foran Månen, så Jordens kristne ikke længere behøver at skulle trækkes med et muslimsk symbol – seglmånen – på himlen. Den lugter autentisk af netop den form for absurditeter som amerikanske republikanere kan finde på – og så er der endda gode videnskabelige detaljer, for rumkorset kan naturligvis kun placeres i et Lagrange-punkt.

En af de længere historier er Sten Knudsens “Ad astra”, som handler om et rumskib fuldt af munke, som møder diverse ‘guder’ ude i rummet; rumvæsner som påstår at religion er noget de har designet for at primitive intelligenser som os hurtigere kan udvikle sig hen imod en teknisk avanceret civilisation.

Endelig vil jeg nævne Henning Andersens rumkrimi “Ananke”, som er skrevet i et højst underholdende, råt og sjovt sprog.

Ellers er historierne af svingende kvalitet, men de fleste er tankevækkende og fantasifulde, og de udgør tilsammen en fin antologi.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Alastair Reynolds – Pushing Ice

Udgivet den august 21, 2012 af Admin

Pushing Ice
Roman af Alastair Reynolds
Ace Books 2006, 580s.

Det var spændende at møde Alastair Reynolds på dette års Fantasticon, og som den ægte fanboy jeg er, sørgede jeg i løbet af con’en for at få signeret en lille håndfuld af hans bøger. Mens jeg ikke har fattet den store interesse for hans hovedserie af romaner (Revelation Space-serien, som er lige lovlig grå og gloomy for min smag – jeg fik samme indtryk af novellesamlingen Galactic North, som foregår i samme univers) er jeg blevet ganske glad for hans stand-alone romaner. Udover den nye Blue Remembered Earth, som jeg anmeldte i sidste nummer, er jeg lige nu i gang med The House of Suns (2008), som har en forbilledligt enkel og engagerende historie, der ville passe rigtig godt til en film. Den lidt tidligere roman, Pushing Ice, er mere kompleks, samtidig med at den på mange måder er af klassisk tilsnit. Historien er en blanding af Rendezvous med Rama og tv-serien Månebase Alpha, og hvorfor ikke? Et af kendetegnene ved klassikere er jo at de danner skole, og at elementer fra dem bliver til konventioner indenfor genren.

Pushing Ice er velskrevet; en rigtig page-turner. Historien starter i 2057 ombord på et rumskib der skubber is-kometer ind­ad i solsystemet; en profession hvis udøvere kalder sig ice-pushers. Men i løbet af kort tid begynder den vilde action. Jupiter-månen Janus forlader pludselig sit kredsløb og sætter kurs mod en fremmed stjerne, og så accelererer den ellers. Tydeligvis er Janus i virkeligheden et fremmed rumskib med ukendt formål, og vores hovedpersoners rumskib er det eneste der kan nå at indhente og studere Janus inden den forlader solsystemet. Rumskibet bliver fanget i Janus’ motorers kraftfelt og bliver hjælpeløst trukket med ud i det mørke interstellare rum. Til sidst må de crashe rumskibet på bagsiden af Janus og starte en mangeårig tilværelse som ufrivillige passagerer på en interstellar rumrejse. Udover de mange eksotiske problemer der skabes af situationen i sig selv, handler historien om magtkampen og det personlige forhold mellem rumeventyrets to kvindelige ledere, Bella og Svetlana. De starter som venner, men bliver med tiden bitre fjender og eksilerer hinanden efter tur, efterhånden som deres respektive lederstjerner hhv. synker og hæver sig. Skildringen af de to kvinder er ganske vellykket, og man kan undre sig over at personskildringen i Reynolds’ efterfølgende romaner faktisk er langt mindre detaljeret og mere papagtig.

Udviklingen i Pushing Ice kan ikke refereres i detaljer, for der sker meget hurtigt en masse ting, som det ville spoile historien at nævne i en anmeldelse. Plottet er spændende og opslugende, men i sidste ende griber det lidt for meget om sig, og der er mange spørgsmål som man aldrig får forklaringer på. Men undervejs beskrives en masse interessant teknologi og nogle mindeværdige aliens. I sidste ende handler bogen om at opridse en mulig vision for hvordan livets og civilisationers udvikling i universet er gået for sig over tid og hvad det hele er endt med. Som sagt er der mange ting man ikke får svar på, og det gør bogen en smule skuffende; det store pay-off indfinder sig ikke. Visionen for livets skæbne i universet er desuden ret gloomy, hvilket ikke er så tilfredsstillende for den optimistis­ke læser. Men romanen indeholder rigtig mange gode oplevelser, realistiske beskrivelser og imponerende idéer undervejs, og er bestemt et bekendtskab værd.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Sick in the head

Udgivet den august 20, 2012 af Admin

Sick in the head
Fanzine af Peter Ryberg Larsen
44 sider, 2012, 35 kr

Det er ved at være længe siden vi sidst har set et nyt dansk trykt filmfanzine. Hjemmesider og specielt blogs har overtaget og er blevet zine-skribenternes foretrukne, da nettet giver mulighed for hurtige opdateringer, og man slipper for tryk og distributionsbesværet. Det var derfor med stor glæde jeg fandt ud af at der nu er startet et nyt trykt zine (pudsigt nok så var det på en blog jeg hørte om bladet), og fik selvfølgelig straks bestilt et eksemplar.

Bladet er i det klassiske A5 fanzine-format, med et virkeligt flot og indbydende layout holdt mest i sorte sider med hvid skrift. Selvom forsiden er prydet af et indbundet blødende hoved, så gør det at man virkeligt får lyst til at læse dette zine. Indholdet er også underholdende skrevet, og som ethvert godt filmfanzine er der masser af holdninger og personlige meninger i bladets artikler. Dette skinner bl.a. igennem i artiklen der er en kritisk kommentar til de mange revives og prequels der for tiden laves i Hollywood. Bladet indeholder en top-ti over redaktørens favorit-horrorfilm samt et interview med en af zine-scenens erfarne skribenter, Jesper Mørch. Som ethvert godt film-zine er der også masser af anmeldelser af horror film som Satan’s Sadists, Thriller – en grym film og Cannibal women in the avocado jungle of death.

Zinet har masser af personlighed og sjæl, og jeg kan kun håbe at redaktøren har fået mere blod på tanden, således dette zine får lov at leve i mere end et nummer.

Zinet kan bestilles på www.n0x.dk/sith/

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Fanzines, Horror, Magasiner | Tagget , | Skriv en kommentar

Lille spejl på væggen der

Udgivet den august 19, 2012 af Admin

Lille spejl på væggen der
Film, USA, 106 min.
Instruktør: Tarsem Singh
Medvirkende: Lily Collins, Julia Roberts, Armie Hammer m.fl.

Lille spejl på væggen der er en af to Snehvide-film der lanceres i år. Den anden film er Snowwhite and the Huntsman. Om der kommer flere, ved jeg ikke.

Lille spejl på væggen der er en af de film som i lighed med Shrek-filmene og Terry Gilliams Brothers Grimm (der som bekendt udgav eventyr, bl.a. eventyret om Snehvide) laver lidt sjov med eventyrets regler og fortællemåde.
Handlingen i eventyret kender alle, så den er det ikke nødvendigt at komme ind på her. Der er byttet lidt rundt på forskellige elementer i handlingen, men uden at afsløre for meget, fungerer det f.eks. godt at dværgene her er en flok tyve­knægte. I forhold til i brødrene Grimms forlæg har spejlet større magisk kraft og spiller en større rolle i filmen end i eventyret, så titlen er velvalgt (også den originale titel, som er Mirror Mirror). Den visuelle side fungerer fint med kulisserne, og kostumerne er tilpas overdrevne. Men filmen går ikke så langt som for eksempel Shrek-filmene i at parodiere og lave sjov med eventyrets konventioner. Filmen forsøger også lidt at holde tonen som vi kender den i Disneys tegnefilmversion og forsøger at blande uskyldigheden med ironi, nok for at både barnet og forældrene kan få noget ud af den. Endvidere er der en smule plat humor, som er irriterende, men som man ikke finder i Shrek-filmene som jeg husker dem (de to jeg har set). Her er prinsen i Snehvides liv Alcott, spillet af Armie Hammer, for plat. Derimod spiller Julia Roberts glimrende som dronningen. Balancen mellem det uskyldige og ironiske fungerer fint, men ødelægges når humoren bliver for plat.

Filmen er ganske underholdende og fungerer fint som familiefilm, men hvis man er til eventyrfilm der bruger ironi og humor, vil jeg nok hellere anbefale at se film som Shrek eller Brothers Grimm, som så vidt jeg husker ikke fik så god modtagelse og anmeldelser, men som jeg synes var god.

Karakter: 6 ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

The Innkeepers

Udgivet den august 18, 2012 af Admin

The Innkeepers
Film, USA, 2011, 92 min.
Instr.: Ti West
Medv.: Sara Paxton, Kelly McGillis, Pat Healy m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Instruktøren Ti West gjorde sig for et par år siden bemærket blandt horrorfans med The House of the Devil, en gyser sat i 1980’ernes USA og med den særlige force, at den i udtryk og opbygning var en gennemført gengivelse af 70’ernes og 80’ernes gyserfilm. Filmen var både stemningsmættet og spændende og det var derfor med en vis forventning, jeg satte anmeldereksemplaret af The Innkeepers i afspilleren.

I denne omgang har instruktøren angiveligt ladet sig inspirere af 60’ernes spøgelsesfilm som bl.a. The Haunting. Det gamle hotel The Yankee Pedlar Inn står over for sin sidste week­end, før den sløje forretning skal dreje nøgle om. De to ansatte Claire og Luke, der hænger på den sidste tjans, er fascinerede af historien om en kvinde, der efter sigende skulle hjemsøge hotellet. Gæsterne er fåtallige, og de to ansatte har rigeligt med tid til at pjatte indbyrdes, undersøge stedet for mystisk aktivitet og for Claires vedkommende lade fantasien få frit løb i en lang, mørk nat med sære lyde og mystisk rumsteren. Men overreagerer hun bare, eller har hotellet virkelig logerende, der ikke tilhører de levendes verden?

Ti West er en instruktør, der tager sig god tid til at opbygge sin fortælling, og filmens første halvdel forløber hovedsagelig med at etablere karakterer og opbygge atmosfære. Sara Pax­ton udstråler en naivitet og kejtet sødme, der gør det svært ikke at holde af og med Claire, mens Pat Healy danner en god modvægt til hende som den tørre kyniker Luke. Rollerne er velbesatte, og deres indbyrdes kemi fungerer godt. Kelly McGillis giver den som en falleret skuespiller, der i stedet har etableret sig som medium og måske kan hjælpe de to hotelansatte mod åndernes magt (ups, utilsigtet ordspil!).

Halvvejs igennem filmen begynder uhyggen at indfinde sig – eller der er i hvert fald tiltag. Filmen bygger flere gange en spænding op; pirrer for igen og igen at lade luften sive ud. Intensiteten synes bare ikke at blive hængende mellem scenerne og fortætte atmosfæren. Der er med andre ord snarere udsving på spændingskurven end en støt stigning. Dertil kommer en alt for ordinær spøgelseshistorie med alt for ditto virkemidler.

Med omtrent 10 minutter tilbage bliver filmen endelig rigtig intens, men selv om det er fedt, må det siges at være både for lidt og for sent. Ydermere virker den efterfølgende afrunding vag og uforløst. Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at det virkelig gælder om at have øjnene med sig i den sidste scene. Blink og du går glip af det. Sid for langt fra skærmen (og det behøver vitterligt ikke være langt!), og du går glip af det. Okay, for lige at gå hele vejen: Undlad at google slutningen efterfølgende, og du vil sikkert aldrig opdage det. Måske lige subtilt nok …

Det samme gælder sammenhængen. Filmen forærer os måske nok brikkerne til puslespillet, men vi må selv sørge for at sætte dem sammen. Ikke fordi en film ikke må kræve noget af sit publikum eller lægge op til fortolkning, men intet ved The Innkeepers giver indtryk af, at der ligger noget sådant i kortene. Her havde det formentlig hjulpet filmen en del, hvis Ti West enten havde gjort pointen mere gennemskuelig eller tilført en åbenlys skævhed, der manede til spekulation. I stedet ender The Innkeepers med at minde om så mange andre spøgelseshistorier, men mindre oprivende og med en umiddelbart fesen, uforløst slutning, hvilket er synd, da den ellers både har charmerende hovedpersoner og kommer udmærket fra start.

Men helt ærligt: En gyser, der ikke leverer på uhyggefronten og alligevel forventer, at publikum gider gense den for at få det hele med? Nej, vel? Jeg tror bare, jeg sætter den næste film på …

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.33
Karakter: 4/10

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Supernatural Tales

Udgivet den august 17, 2012 af Admin

Supernatural Tales
Moviebattle 2012
Another World Entertainment 2012

Supernatural Tales er en samling af danske gyserfilm, der alle medvirkede i undergrundsfilmkonkurrencen MovieBattle på CPH PIX 2012. Årets tema var Supernatural Horror. Movie­Battle blev startet i 2004 af film­instruktøren Shaky Gonzalez for at sætte gang i undergrunden, og det er siden blevet en del af filmfestivalen CPH PIX.

Udover de film der blev udtaget til finalen, indeholder samlingen også flere af de film der ikke gjorde. De to DVD’er indeholder i a1t 16 kortfilm, der alle indeholder overnaturlige elementer. Filmene er meget forskellige, og selvom budgetterne ikke har været store, så er der masser af idérigdom i disse film.

I filmen “Emma” (instruktør: Philip Th. Pedersen) tager nogle vennepar på en weekendtur til Sverige, hvor tingene fra starten går galt. Det ene pars babysitter melder fra i sidste øjeblik, så de er nød til at tage deres 10-årige datter med. Da de kommer til hytten, kommer ejeren og fortæller dem at de ikke kan være i hytte alligevel, og at de er nødt til at køre igen. De beslutter sig dog for at blive og bryder ind i hytten. På et tidspunkt i løbet af aftenen bliver huset omringet af små piger, som bestemt ikke er venligt stemte. Det er en klassisk spøgelseshistorie om en uret der er sket for mange år siden som nu bliver hævnet, uanset hvem hævnen så rammer.

En succubus er en kvindelig dæmon. En mand der er sammen med en succubus, bliver drænet for energi. Deraf to af samlingens film med titlen “Succubus”. Den første af dem (instruktør: Martin Vrede Nielsen) handler om en desillusioneret mand der møder en kvinde som virker til at være interesseret i ham og hans situation. Han må dog sande at hun ikke er en normal kvinde. Den anden film med titlen “Succubus” omhandler en kvinde der bliver besat af en succubus og nu er nødt til at være dæmonens genstand i jagten på den mandlige sæd.

“Outpost” (instruktør: Esben Halfdan Blaakilde) er en zombiefilm der finder sted på en enmandsbemandet russisk forpost. Sovjetunionen er lige faldet, og folk på de særlige militærstationer skal slette alt materiale i henhold til instrukserne. Noget sådan skal dog gå galt, hvilket det også gør. Det er en alternativ zombiefilm om den ensomme zombie der vandre i sit eget spor mens den venter på at føde kommer forbi. Filmen løb med både juryens og publikums pris i konkurrencen.

“Den Gyldne Regel” (instruktør: Jack Hansen) er historien om en date som går galt. Tommy er på en date med en kvinde han har mødt på nettet, men selvom de kun lige har mødtes, ved hun skræmmende meget om ham, alle hans små hemmeligheder. Men selvom hun skræmmer ham, bliver han dog på daten, som bliver mere og mere mærkelig og ubehagelig for Tommy. Den gyldne regel er en af grundstenene i kristendommen. Det er reglen om at gøre mod andre som man ønsker de skal gøre imod en selv. Det er dog først i filmens sidste minut vi får at vide hvordan denne passer ind i historien. Jeg savnede at man tidligere i historien havde fået indikationer af hvordan tingene hang sammen, således at man selv ville kunne regne det ud og det ikke havde været nødvendigt direkte at fortælle det i sidste scene.

“Kissing the Bride” (instruktør: Martin Andersen): Sent en nat køre en mand hjemad. Han har været holdt ind til siden for at få lidt søvn, men nu fortsætter turen. Han finder en café ved motorvejen, men til hans store overraskelse er de udgået for kaffe. Her hører han vandrehistorien om at en brud der hjemsøger vejene i nærheden. Hvis man ser hende og checker in på værelse 7 på motellet, vil hun opsøge personen for at finde ud af om han er hendes udkårne. Manden griner selvfølgelig af dette og checker roligt ind på værelse nummer 7. Han må nu stå prøven overfor bruden.

De andre film i samlingen dækker bredt. Der er historier om folk der støder på morderiske satanister, drabelige dæmoner, samvittighedsfulde vampyrer eller slet og ret løber ind i døden. Der er flere gode film i samlingen og masser af idérigdom. Det er glædeligt at der er så stor tilslutning til en konkurrence som denne, hvad man kun kan håbe kan styrke dansk horror film. Det er derfor også prisværdigt at Another World Entertainment sikrer at filmene kan nå bredere ud end filmfestivallens publikum ved at udgive dem på DVD. Ved ikke kun at medtage finale-filmene på de to DVD’er, kan man sige at det samlede indtryk bliver lidt dårligere, da disse generelt ikke er helt så gode, men bestemt værd at se. Uanset hvad, så giver det et mere varieret udbud, og ikke mindst så giver det flere film, film det ellers ikke nødvendigvis havde været lige let at få set.

Det er en rigtig god udgivelse, og man kan kun håbe at næste MovieBattles emne også er inden for de fantastiske genrer (i 2010 var emnet postapokalypse, og Another World Entertainment udgav 6 af bidragene på DVD’en Wasteland Tales) så vi kan få dansk film til at fokuserer mere på disse genrer.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | 1 kommentar

Jonathan Maberry – Råd og fordærv

Udgivet den august 16, 2012 af Admin

Råd og fordærv
Roman af Jonathan Maberry
Originaltitel: Rot & Ruin
PeoplePress Jr, 2012, 548 sider

Vi befinder os ca. 12 år efter de døde rejste sig og overtog verden. Eller rettere, de overtog langt størstedelen af verden, for i små enklaver har de levende opbygget minisamfund, som forsøger at fungerer bag de hegn, der holder zombierne ude. Benny var kun ganske få år gammel, da zombieplagen brød ud og hans mor og far omkom. Hans ældre bror flygtede med ham og har taget sig af ham siden. Broderen Tom er nu dusørjæger, og han drager ud i fordærvet uden for hegnet og opsporer bestemte zombier for at give dem fred. Dette sker på opfordring af zombiens familie, der ikke længere ønsker at deres slægtninge er udøde. Benny nærmer sig nu sit 15. år, og han skal nu til at have et job for at kunne bevare fulde madrationer. Han prøver forskellige jobs, men ender med at gå i sin bror fodspor.

Igennem sin bror får han en bedre forståelse for at zombierne skal behandles med respekt, da de er tidligere mennesker, og selvom de er meget farlige, er de ikke onde, da de drives af deres instinkter. Ondskaben møder Benny dog blandt andre mennesker, specielt hos nogle dusør­jægere, der har en hemmelighed de for alt i verden vil skjule, også hvis det indebærer at bortføre og dræbe. Dette får han for alvor at mærke da rygtet om “den forsvundne pige” begynder at florerer. Hun skulle være en pige på 13-14 år som lever i zombieland og klarer sig selv. Rygtet vil at hun har set og oplevet noget som to brutale dusørjægere ikke vil have kommer frem, og da Bennys veninde Nix måske har viden om hvor den forsvundne pige holder til, forsøger dusørjægerne at dræbe Tom og Benny og bortføre Nix for at tage hende med til ‘Legeland’ hvor hun vil blive sat i arenaen for at deltage i de ulovlige zombie-kampe.

Bogen er en ungdomsroman og ikke så blodig og splattet som andre zombie bøger. Der er dog blodige scener, men det er mere i kampe mod andre mennesker, end det er mod zombierne. Bogens primære historie er Bennys udvikling fra barn til voksen i en verden hvor man meget hurtig kan blive voksen. Han skal forholde sig til svigt, ondskab, kærlighed og spørgsmålet om hvad han vil med sit liv. Det er ikke alle tingene han får styr på, men bogen lægger meget op til kun at være første bind i en serie, og næste bind er ude på engelsk, men mon ikke også vi får den på dansk senere.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Helldriver

Udgivet den august 16, 2012 af Admin

Helldriver
Film, Japan, 2010, 112 min.
Instr.: Yoshihiro Nishimura
Medv.: Yumiko Hara, Eihi Shiina, Yûrei Yanagi m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Pigen Kika vokser op med en svagelig far og en tyrannisk og sadistisk mor, som sammen med sin lige så onde (men mere tungnemme) bror ender med at slå den stakkels mand ihjel, mens Kika forfærdet ser til. Et meteornedslag redder Kika fra at dele sin fars skæbne, da stenen slår ned gennem moderens bryst og flår hendes hjerte ud. Men det er som bekendt svært at holde en god skurk nede, så den væmmelige kvinde snupper da bare Kikas hjerte og stopper det på plads i sig selv. Hvor svært kan det være?!

Af uransagelige årsager udspringer fra psykopatkvinden en epidemi, der hurtigt sætter Japan på den anden ende. For at skille de raske fra de smittede, rejser man en mur (som sidstnævnte åbenbart ikke formår at bryde ned til trods for, at de uden videre kan slå hul i den …!) tværs over landet. Med smitten følger, foruden en glubende appetit på menneskekød, også et gummiagtigt gevir, som viser sig at kunne omdannes til et effektivt rusmiddel. Taku, en tidligere børnehjems-forstander, forsøger at tjene til dagen og vejen ved at samle og sælge sådanne gevirer til skumle bagmænd.

Da jagten på levebrødet en dag går skævt, er det Kika, nu genopstanden som kampduelig kyborg, der redder Takus skind. Hun slår pjalterne sammen med ham og børnehjemmets eneste overlevende knægt, den tavse Navnløs. Men zombierne er ikke den eneste fare ved deres lyssky gesjæft, og lovens lange arm ender med at slå kløerne i dem. Lyder det rodet og omstændeligt? Vent engang, det bliver bedre …

Det er helt almindeligt at film har en åbningssekvens der vækker interessen, etablerer præmisserne, og videre i den dur. Derefter en titelsekvens. Og så starter filmen for alvor. Helldrivers titelsekvens kommer tre kvarter inde i filmen. Ovennævnte smøre ER åbningssekvensen!

Herefter kommer der så skub i den egentlige historie om, hvordan vores hovedpersoner som dødsdømte fanger får en chance for at beholde deres liv mod at drage ind i det inficerede område for at udslette smittekilden – en opgave, der meget belejligt giver Kika mulighed for at konfrontere sin ondskabsfulde møgkælling af en mor og tilbageerobre sit hjerte.

Film som The Machine Girl og Tokyo Gore Police i instruktørens bagkatalog forpligter til en gavmild blanding af splat og det ene mere absurde optrin end det andet, og Helldriver leverer alt andet lige rigeligt på disse fronter. I fjendeland regner det på det nærmeste med skyts i form af bidske zombiehoveder. Zombierne har deres egen bar med mennesker på menuen. Afhuggede kropsdele samler sig til en grotesk zombie-amazone. En zombiekvinde bruger sin zombiebaby som våben ved at svinge den rundt i navlestrengen. Disse er blot nogle af de mange og opfindsomme optrin som Helldriver bombarderer sit publikum med.

Det er nogle gange for hysterisk og fladpandet til at være sjovt, og andre gange bizart nok til faktisk at virke; en blodig tornado af et sukkerchok, der skyder med tilstrækkeligt spredehagl til at nogle af dem nødvendigvis rammer. Men under sådanne omstændigheder er næsten to timers spilletid længere end filmen kan bære. Der bliver for meget tid til at tage sig til hovedet over tåbelighederne, og selv de indspark, der fungerer, taber ofte pusten, fordi instruktøren lige skal malke dem for ekstra blodsprøjt eller absurditeter snarere end at stoppe, mens legen er god.

Det er lidt som en filmisk pendant til den dér type person, der på det rigtige tidspunkt får sagt eller gjort den rigtige ting, som får alle til at le og klappe i hænderne – og efterfølgende kører selvsamme publikum træt ved selvsmagende at tærske langhalm på øjeblikket.

Retfærdigvis har filmen som bekendt dog flere underholdende øjeblikke og kreative påfund. Fans af instruktørens tidligere film, og den moderne japanske B-splatterbølge i almindelighed, går næppe helt galt i byen her. For andre fans af zombier, splat og spas kan filmen såmænd nok også generere et par gode grin, ikke mindst som baggrundsstøj mens man alligevel stener, skvadrer og skåler.

Karakter: 5/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

The Amazing Spider-Man

Udgivet den august 15, 2012 af Admin

The Amazing Spider-Man
Film, USA, 2012, 136 min.
Instr.: Marc Webb
Medv.: Andrew Garfield, Emma Stone, Rhys Ifans, Sally Field, Martin Sheen, m.fl.

NB: Denne anmeldelse indeholder enkelte mindre spoilere.

Så blev det tid til den nye Spider-Man film, hvis foromtale og markedføring må siges at være druknet lidt i The Avengers’ enorme succes. Efter at Tobey Maguire blev træt af (og for gammel til) rollen som Peter Parker/Spider-Man, besluttede filmselskabet Sony (som stadig har rettighederne til at lave film med vores venlige nabolags­edderkop) at starte helt forfra på historien og universet, hellere end at fortsætte de tidligere films historie med nye skuespillere. Historien i den nye film tager udgangspunkt i mysteriet om Peter Parkers forældre (som i et tegneserie-årshæfte fra 1968 blev afsløret som værende CIA-agenter, der var døde i kampen mod Captain America-skurken the Red Skull), som her var videnskabsfolk for Norman Osborne, der blev dræbt da de ikke ville overdrage en farlig ny teknik til Oscorp. Peter Parker, som ikke aner noget om dette, finder deres noter og er dum nok til at bringe dem direkte til sin fars gamle partner, Dr. Curtis Connors, der stadig arbejder for Oscorp. Connors var også med i Sam Raimis Spider-Man-film, og nu får han endelig lov til at blive til superskurken The Lizard, hvis modbydelige plan er også at lave alle andre mennesker om til øgler ved hjælp af den formel som han har fået fra Peter. Peter er tilfældigvis i mellemtiden blevet bidt af en genmodificeret edderkop i Connors’ laboratorium, så han kan nu tage kampen op mod superskurken som … the Amazing Spider-Man!

Filmen er fint underholdende og indeholder flere elementer der er marginalt bedre end i Raimis filmserie. Den indeholder dig også elementer som er dårligere, og plottet i sin helhed arbejder ikke særlig godt sammen med personskildringerne. Man føler aldrig tilstedeværelsen af nogen stærk trussel, og spændingskurven holder ikke vand ved nærmere eftersyn. Figurerne forbliver overfladiske, selvom især Andrew Garfields skuespil er ganske udmærket. Sally Field som Aunt May og Martin Sheen som Uncle Ben giver også et ekstra element af klasse. Og Stan Lee har en god scene, midt i en slåskamp mellem helten og skurken. Hvad man dog mangler i filmen er flere referencer til tegneserierne.

Jeg har svært ved at forstå hvorfor filmversioner af superhelte-tegneserier oftest laver nogle helt nye historier i stedet for at trække på de myriader af gode historier, der allerede findes. Producenterne ved jo udmærket at kun en forsvindende lille del af publikum vil have læst de historier. I nogle af Marvel-filmene (Iron Man og The Avengers især) er nye idéer kombineret med gamle på en måde der fungerer, men andre gange går det mindre godt. F.eks. dør Captain Stacy i den nye Spider-Man-film på en ret tilfældig og meningsløs måde (the Lizard stikker sine kløer gennem ham), hvor han i tegneserien dør ved at skubbe et barn væk fra nogle faldende murbrokker, som han så selv bliver ramt af. Her er filmens løsning klart dårligere og langt mindre intens end tegneseriens, og sådan er det også i flere andre tilfælde. Selvom der er visse signifikante forandringer i forhold til Raimis film, så lugter The Amazing Spider-Man en hel del af at man her har lavet et klassisk Hollywood remake, som af kommercielle grunde fokuserer mest på at fange en række af de samme situationer som i de forrige film, i stedet for rent faktisk at bruge det massive kildemateriale til noget.

I forhold til tidligere tider, hvor man kun kunne drømme længselsfuldt om en big-budget live action Spider-Man-film, så gør den nye film sig ganske godt; den har flotte produktionsværdier og rigeligt med action. Men i forhold til at der nu kommer en ny storstilet superheltefilm i biografen stort set hver anden uge, så bidrager The Amazing Spider-Man desværre ikke rigtig med noget nyt – hvilket er dødærgerligt, for der er supermange fede historier at tage af i tegneserien.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Avengers

Udgivet den august 14, 2012 af Admin

The Avengers
Film, USA 2012, 143 min.
Instr.: Joss Whedon
Medv.: Robert Downey Jr., Chris Hemsworth, Chris Evans, Scarlett Johansson, Mark Ruffalo, Tom Hiddleston, Samuel L. Jackson, m.fl.

Look out, world! Joss Whedon has arrived! Efter i en årrække at have kæmpet sig vej gennem tv-verdenen med genre-serier som Buffy the Vampire Slayer, den tragisk kortlivede Firefly og den ret bizarre Dollhouse har Whedon nu sprunget alle rammer og leveret varen med usvigelig sikkerhed og manér. Marvel Studios, som jo kender ham fra hans korte periode som forfatter på tegneserien The Astonishing X-Men, gik med til at give Whedon fuld kontrol over både manuskript til og instruktion af The Avengers; en film som Marvel har bygget op til i fire år med deres i særklasse vellykkede superheltefilm Iron Man, Thor, Captain America: The First Avenger og Iron Man 2 (nåja, og så The Incredible Hulk, der dog var knap så vellykket).

Satsningen lykkes: The Avengers er blevet et brag af en rekordsucces og set og nydt af horder af mennesker som normalt ikke ser superheltefilm. Hvorfor? Fordi filmen er hammergodt skrevet, pakket til bris­tepunktet med fed dialog og naturligvis samtidig er en kulørt katastrofefilm af karat, hvor konstant action og glorværdig by-ødelæggelse drøner hen over lærredet, kun strategisk punkteret af sjove og seje replikker. Dette er den sjældne type film hvor både de garvede tegnese­rie-fans og det brede publikum jubler, for den tilfredsstiller begge lejre med dejlige detaljer og flotte scenerier i skøn forening. Og veloplagt skuespil, ikke at forglemme.

Filmen beskriver hvordan den internationale efterretningstjeneste S.H.I.E.L.D., i form af director Nick Fury (Sam Jackson), planlægger at samle elitegruppen The Avengers for at imødegå trusler af hidtil usete størrelsesordner, såsom invasioner fra rummet. Kontakten til Asgård i Thor-filmen har nemlig afsløret eksistensen af ekstremt magtfulde væsner fra andre verdener, og dem bliver man nødt til at have et forsvar i mod. Så da Loke dukker op i S.H.I.E.L.D.s tophemmelige facilitet og stjæler ‘the cube’, aktiverer Nick Fury Avengers-protokollen og indkalder vores lidet erfarne helte til S.H.I.E.L.D.s kæmpemæssige flyvende base, the Helicarrier, hvorfra de kan spore og overvåge Lokes aktiviteter. De får da også fanget ham, men ikke før han har aftalt med en mystisk allieret fra rummet at åbne en portal til New York, hvorigennem en kæmpe rumhær strøm­mer ind. Så må vores helte træde i karakter og kaste sig ind i kampen for at forhindre Jordens folk i at blive slavebundet.

Alle figurerne får god opmærksomhed og gode replikker, og frem for alt ser de brandgodt ud på biograflærredet (og jeg burde vide det; jeg så filmen fire gange). Iron Mans rustning er jo smukt designet, Thor ser dejligt selvfed og overlegen ud, Hulk er som Hulk skal være, og Captain America viser både sit format og sin forlegenhed ved at holde sig lidt i baggrunden, uden at han på noget tidspunkt forsvinder. Og man kan jo kun elske Scarlett Johanssons Black Widow og Jeremy Renners Hawkeye. Filmen har alt hvad en god Marvel-tegneserie skal have: skænderier og slåskampe mellem heltene, masser af humor, episk destruktion, og en lovende fornemmelse af et kosmisk perspektiv lurende i baggrunden. Sådan!! Jo, der er småting man kunne kritisere, men de svinder ind som dug for solen i lyset af filmens skyhøje underholdningsværdi. Det er en film man kan begejstres over igen og igen – og især da når de nu også har lovet at der kommer en disk-version som er over 30 minutter længere, med en del ekstra scener med specielt Captain America. Åh, forventningens glæde …

Whedon er vistnok blevet kaldt nørden over dem alle, og The Avengers beviser så sandelig også i rigt mål at manden kan sin popkultur på fingrene. Og nu er verden så åben for Whedon, der med denne films milliardindtjening med et slag (endelig! Og fortjent!) er blevet Hollywoods ‘golden boy’. Nu må tænderne jo løbe i vand hos enhver sci-fi fan, når man tænker på at manden bag Firefly og Serenity nu har helt frie hænder til at lave sine næste filmprojekter, og helt sikkert vil kunne få dem finansieret ad infinitum. Ingen tvivl overhovedet om at den mand har en perlerække af fede genrefilm foran sig! “Halleluja”, fristes man næsten til at sige … 🙂

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33

Udgivet i Film | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar