Love

Udgivet den februar 24, 2012 af Admin

Love
Film, USA 2011, 90 min.
Instr.: William Eubank
Medv.: Gunner Wright, Corey Richardson, Bradley Horne, Nancy Stelle.

Året er 2039. Astronauten Lee Miller er alene på den internationale rumstation, og efter kort tid afskæres han fra al kontakt med Jorden. En pludselig krig har udryddet menneskeheden. Miller kan ikke komme ned; han sidder og koger i seks år, før han beslutter at smide sig ned gennem atmosfæren i en rumdragt (dvs. begå selvmord), men han gennemfører det ikke. Efter adskillige yderligere år i rumstationen, hvor Miller muligvis er blevet sindssyg, dukker der et stort firkantet rumskib op, som tager ham med. Rumskibet er tilsyneladende udsendt af en fremmed race for at optage menneskehedens historie og har været på Jorden i århundreder, hvor en gruppe mennesker har hjulpet den med sit projekt.

Love er en meget underlig film som bevæger sig meget langsomt. Den handler om at forbindelserne mellem mennesker (/væsner) er det vigtigste i livet, og hvad der sker når krig og ensomhed ødelægger det hele for os. Det er en lav-budget produktion, som ikke desto mindre er super-ambitiøs; den lægger sig klart op ad film som Rumrejsen År 2001 og Moon, med en del inspiration fra Carl Sagan, men fortællestilen er overdrevet uklar og mystisk, og store dele af handlingen har en decideret kedsommelig effekt. Det er en ganske interessant film at analysere; der er bare det problem at man meget let falder i søvn undervejs…

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.31

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Primal

Udgivet den februar 23, 2012 af Admin

Primal
Film, Australien, 2010, 90 min.
Instr.: Josh Reed
Medv.: Krew Boylan, Ch’aska Cuba de Reed, Santiago Cuba de Reed m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

Engang for længe siden i det land, vi nu kender som Australien, var et urmenneske for optaget af at male på en klippevæg til at opdage den truende skikkelse, der sneg sig ind på ham. Havde han anet uråd, ville han måske have vendt sig, inden han endte som monsterføde, og være blevet mødt af et ejendommeligt syn: Mens den fremmede nærmede sig, forsvandt mere og mere af dennes hoved i den blå luft, nærmest som overtapetseret af de naturrige omgivelser.

Vi springer 12.000 år frem – til nutiden, hvor horror-opfindsomheden er i højsædet. En gruppe unge med ringe selvopholdelsesdrift begiver sig ud i midten af ingenting for at finde førnævnte hulemaleri. I spidsen for disse står en antropologistuderende, der med hulemaleriet ser muligheden for at score sig en doktorgrad, noget der tilsyneladende ligger ham mere på sinde end vennernes ve og vel. For selvfølgelig er der ugler, undskyld, igler i mosen, men når man ikke tager en aggressiv kanin med hugtænder som første tegn på, at noget er grueligt galt, er man også selv ude om resten!

Urmandens maleri viser sig nemlig at være en advarsel, der er omtrent så nyttig som et skilt med påskriften ‘miner’ midt i et minefelt. Man ved, man skal træde varsomt, men havde sådan set haft mere nytte af informationen, inden man vadede ud i suppedasen. Ud over altædende insekter og mutationsrisiko, gemmer stedet på endnu en graverende hemmelighed. Egentlig synes der bare ikke at være nogen større sammenhæng mellem egnens forskellige farer, men med Australien som skueplads behøver den rundhåndede tilstedeværelse af dødbringende livsformer vel næsten heller ikke yderligere forklaring.

Selvfølgelig følger et af gruppens medlemmer snart i kaninens fodspor som hugtandet og hårdhudet monster, og de øvrige bliver ude af den, uvenner og er akkurat de idioter og skiderikker, som man kan forvente det af horror-metervare. Det er lige så selvfølgeligt, at vi fra starten kan regne ud, hvem af de seks, vi skal holde med, hvis nogen.

Opgøret tilfører et par nye problemer, som formentlig ville have været mere interessante end gruppemedlemmernes blod­tørstige forvandling, men det er alt, alt for sent i handlingen, og afviklingen bliver i stedet klodset og tåbelig. Hysteriske triumferingsudbrud og en uopfindsom og uelegant afrunding hjælper ikke på sagen. Ej heller pivringe CGI-effekter – et problem billige produktioner har det med at brække kæben på, når de absolut vil gabe over et eller andet spektakulært i klimakset.

Åh ja, kom det til at lyde, som om monstret i indledningen benytter sig af en sej predator-agtig camoufleringseffekt?? Det var absolut ikke meningen; skikkelsens gradvise forsvinden skyldes desværre en meget iøjnefaldende CGI-svipser – mindre end to minutter inde i filmen! Kan der siges noget som helst positivt om sådan en start, kan den måske have den præventive funktion, at folk allerede her hiver skiven ud af afspilleren og bruger den efterfølgende halvanden time på mere kvalificeret underholdning.

Karakter: 2-3/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.31

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Make-Out with Violence

Udgivet den februar 22, 2012 af Admin

Make-Out with Violence
Film, USA, 2008, 105 min.
Instr.: Deagol Brothers
Medv.: Erik Lehning, Cody DeVos, Leah High, Brett Miller
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

Den er ikke nem, den unge kærlighed. Patrick har kastet sin på Wendy, men hun ser ham kun som en ven og vil hellere have den mere rå Brian. Patricks aparte tvillingebror (med det for en dreng lige så aparte navn) Carol sværmer for Wendys veninde Addy, som til gengæld snarere fatter interesse for Brian. Imens forsøger Anne Haran til stadighed og altid lige forgæves at kapre Carol. Rody er tilsyneladende for cool til at tage del i cirkuset, og så er der Patrick og Carols lillebror og historiens fortæller, Beetle, der er tilpas ung til at ryste på hovedet af det hele fra en sikker afstand.

For at gøre hele kærlighedsbøvlet ekstra kompliceret og vanvittigt, går Wendy hen og forsvinder for aldrig mere at blive set i live. Efter længere tid ind­stilles eftersøgningen, og der holdes en symbolsk begravelse, så de efterladte kan komme videre. Alle i det lille lokalsamfund er på hver deres måde berørte af sagen og tackler den forskelligt, og der er bestemt dem, som har sværere end andre ved at lade Wendy hvile i fred.

Efter Wendys begravelse finder Cody og Beetle til deres forskrækkelse den forsvundne pige bundet fast mellem et par træer i et nærliggende buskads. Hun er hverken død eller levende, og rådvilde smugler de to brødre hende i ly af nattens mulm og mørke hjem i en sovepose. Da fundet går op for Patrick, udvikler han hurtigt en lidet sund besættelse af zombie-Wendy. Kunne hun ikke blive hans i live, kan hun i det mindste blive det i … hvad hun så er nu. Han passer hund og hus for Rody, der er taget bort en tid for at få Wendys død på afstand, og udnytter dette til at arrangere et opholdssted, hvor de tre brødre kan pleje Wendy, uden andre opdager det.

Hans største problem er nu ikke længere at få kvinden i sit liv, men at undgå hun slipper fri og æder ham!

Alle disse unge kærlighedskvaler mellem både de levende og en enkelt levende død er der blevet en skæv og begavet indie-film ud af. En film om, hvor svært det kan være at finde hinanden, men især om hvor svært det kan være at håndtere sorg, give slip og komme videre. At begrave de døde og lade dem ligge, så at sige. Resultatet, om end ikke udelt vellykket, er interessant og langt hen ad vejen underholdende.

Trods sin bund af vemodighed, godt hjulpet på vej af Beetle som fortæller (og endnu for ung til at tage del i kærlighedsræset, hvilket giver ham et vist køligt overblik), har filmen en del underspillet morsomme øjeblikke. Ikke mindst den herligt akavede Carol med det store hjerte og den knap så store forstand er garant for disse, som da Anne Haran håbefuldt inviterer ham på middag hos sin familie og han så selv medbringer en milkshake, som han sidder og drikker ved bordet. Eller da Patrick og Carol fodrer Wendy med en levende rotte, som fortæres på svinsk og blodig vis efterfulgt af en bøvs, og Patrick tydeligt frastødt, men også påfaldende tørt, kommenterer: “That is so gross …”

Make-Out with Violence er en zombiefilm med både hjerne og hjerte – altså billedligt talt. Og netop sidstnævnte er både filmens styrke og svaghed. Zombien udgør skam en interessant metafor, men den får bare aldrig rigtig yderligere berettigelse i historien end sin symbolværdi. Af samme grund går filmen trods en række gode tiltag og sjove indslag i sidste ende hen og bliver lidt lang i spyttet. Når man har smidt en zombiefilm i afspilleren, skal den hovedsagelige spilletid nødig være opfyldt af akavede finurligheder, håbløse forelskelser og klemte følelser.

Det er ærgerligt, når genren nu rummer rigeligt med eksempler på levende døde, der fint formår at balancere mellem allegorier og zombieudfoldelser. Ville Deagol-brødrene have zombiefolket med på vognen, måtte der i hvert fald gerne prædikes en smule mere for de omvendte. Wendy hæver sig ikke over følelsen af koncept, når hun udelukkende bruges til at illustrere Patricks problem med at give slip. Det kan måske indvendes, at zombien i den glimrende Deadgirl, Another World Entertainment udsendte tidligere på året, bare ligger fastspændt til et bord det meste af filmen igennem. Her var zombiekvinden dog i centrum for plottet, hvilket hævede karakteren fra død til levende død – gjorde hende organisk – og tilførte en fornemmelse af dynamik, selv i en enkel historie med få karakterer.

I Make-Out with Violence holder brødrene Wendy isoleret fra omverdenen og dermed de øvrige handlingsforløb og karaktersammenspil, hvilket for zombien til at forsvinde en smule i mængden. Dermed bejler filmen i højere grad til et ikke-zombiepublikum. Hvordan dette vil forholde sig til filmens levende døde element, er så et godt spørgsmål. Filmen vil formentlig have svært ved at ramme nogen bredere målgruppe, men dét er vel nu engang også indie-produktionernes natur…

Karakter: 6/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.31

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Smølferne

Udgivet den februar 21, 2012 af Admin

Smølferne
Film, USA, 2011, 103 min.
Instruktion: Raja Gosnell
Medvirkende: Hank Azaria (Gargamel), Neil Patrick Harris (Patrick Winslow), Jayma Mays (Grace Winslow)

Den belgiske tegner Pierre Culliford (1928-1992), der tegnede under pseudonymet Peyo, har skabt flere tegneserier, bl.a. Benny Bomstærk, Henrik og Hagbart og Smølferne. Smølferne optrådte første gang i Henrik og Hagbart-albummet “Den fortryllede fløjte” i en birolle, men fik senere deres egen serie. Efter Peyos død har andre tegnere fortsat at tegne smølferne. Der er også i 1990’erne produceret tegnefilm om smølferne. Og nu er der så kommet en spillefilm med smølferne. Filmen er rimelig trofast overfor smølferne som figurer, men de er efter min mening mere naive i filmen end i tegneserien.

Filmen adskiller sig fra tegneserien i hvert fald i et henseende. Smølferne bor i tegneserien i et fjernt sted, Det glemte land, som er besværligt at rejse til, men er dog et konkret sted og en del af verden. Man kan i Henrik og Hagbart-albummet “Det glemte land” læse om deres besværlige rejse til smølfernes land. Og den verden smølferne er en del af, er Henrik og Hagbarts, der er en karikeret middelalder, hvor trolddom og magi er en del af verden.

I filmen er smølfernes land ikke en rigtig del af verden, men fuldstændig afsondret fra den. Smølferne kommer til verden gennem en portal eller vortex som åbner sig i et vandfald som de kommer til ved en tilfældighed, da de bliver jaget af deres ærkefjende Gargamel. Og når portalen lukker sig, kan de ikke vende tilbage.

I filmen kommer smølferne så til nutidens New York City. Handlingen i filmen er enkel. Smølfernes ærkefjende, troldmanden Gargamel, og hans trofaste kat Azrael er ude efter dem. Han vil bruge dem til at producere et magisk ekstrakt, så han kan forstærke sine magiske kræfter. Smølferne har et problem, da de skal bruge magi for at åbne portalen igen, eftersom magi som bekendt ikke er så naturlig i New York City. De støder på reklamemanden Patrick Winslow, der så hjælper dem. Resten af filmen går ud på finde en løsning til at åbne portalen, så smølferne kan vende tilbage til deres land. Hvordan det går, vil jeg ikke afsløre her.

Ligesom i kunsten i det 20 århundrede (blandt andre Jackson Pollock med hans action painting og William Bourroughs med hans ‘cut up’ teknik), spiller tilfældigheden i skikkelse af Klodsesmølf en stor rolle i filmen og driver handlingen fremad. Kontrolleret indgriben i verden som magi kontra tilfældighedens rolle spiller en central rolle i filmen.

Humoren i filmen svinger fra det irriterende fjollede til ganske gode ideer som er morsomme. Eksempel på gode ideer er når smølferne lander på taget af en taxa, hvor der er en reklame for The Blue Man Group. Eller når de er i en legetøjsbutik og Smølfine ser nogle legetøjs-enhjørninger og udbryder: Nå, det var dér alle enhjørningerne blev af.

Beskrivelsen af reklamemandens arbejdsliv er for fjollet, og Hank Azaria, der spiller Gargamel, overspiller alt for meget. Instruktøren Raja Gosnell har forsøgt at lave en film som børn og voksne kan se sammen ved at handlingen foregår i nutidens New York i stedet for middelalderen, og resultatet er ganske godt efter min mening.

Karakter: 6 ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr.31

Udgivet i Animation, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 31

Udgivet den februar 20, 2012 af Admin

Himmelskibet 31
Vinter 2012
60 sider, 50kr
Forside illustration Julealf af Kiri Ø. Leonard
Forside grafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6979

Indhold:
Den fantastiske virkelighed – Af Flemming R.P. Rasch
Hest – Novelle af A. Silvestri
Her finder du de bedste noveller på nettet – Artikel af Lars Ahn Pedersen
Degenereret – Novelle af Sari Therkelsen Arent
ANMELDELSER
Film:

  • Smølferne
  • Make-Out with Violence
  • Primal
  • Love
  • Arriettys hemmelige verden
  • Mask Maker
  • Cold Fish
  • Attack the Block

Bøger:

  • A. Silvestri – Pandaemonium
  • Michael Kamp – Bunker 137
  • Jørgen Kristiansen – Københavnske Fabeldyr
  • Jonas Wilmann – Smukke Anna
  • Dystre Danmark 2
  • Teddy Vork – Diget
  • Jon Brændsgaard Toft – Laya
  • Anne-Marie Vedsø Olesen – Glasborgen
  • Jacob Hedegaard Pedersen – Nilrems rejse

Tegneserier

  • The Walking Dead
  • Yoko Tsuno nr. 25: Lucifers tjenerinde

Dagens auktion – Tegneseriestribe af Preben Pedersen og Thomas Winther
Interview: A. Silvestri – Interview ved Janus Andersen
Interview: Jonas Wilmann – Interview ved Janus Andersen
Odysseus rejser hjem – Novelle af Jesper Rugård Jensen
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen
SF-Tegneserier: Nexus – Artikel af Tue Sørensen
Nyt fantastik på dansk – Ved Janus Andersen
Kalender

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Arriettys hemmelige verden

Udgivet den januar 24, 2012 af Admin

Arriettys hemmelige verden
Tegnefilm, japansk, dansk tale
Studio Ghibli 2011
Manus: Hayao Miyazaki
Instr.: Hiromasa Yonebayashi

Arrietty er en ny japansk tegnefilm (netop tegne) om pigen Arietty,der er 10 centimeter høj og bor under gulvbrædderne i et gammelt hus i Japan langt ude på landet. Filmen bygger på Mary Nortons bøger om Lånerne (The Borrowers). Filmen er instrueret af Hiromasa Yonebayashi og med manuskript af  Hayao Miyazaki og Keiko Niwa.

Jeg er stor fan af Studio Ghibli, selvfølgelig mest på grund Miyazaki, og jeg har læst Lånerne igen igen som barn, så da jeg så at Arietty blev vist i Palads, så var det afsted til centrum, og den ikke alt for charmerende biograf.

Filmen, er som nævnt ovenfor, opdateret til at foregå i et moderne Japan, og dette fungerer faktisk rigtigt godt. Den føles nutidig (eller snarere tidløs, som så ofte med Ghibli-film), samtidig med at den har beholdt meget af stemningen fra bøgerne – et af mine absolutte favoritøjeblik var, da jeg fangede busten, lånerne har i deres gang, en springer fra et skakspil. Men også den måde vand fungerer på i lånernes verden, er bemærkelsesværdig – f.eks. er vands overfladespænding af større betydning, når de hælder te op fra deres miniature-tekander.

Det er en udmærket film, der er fint i tråd med de oprindelige bøger, men også tilføjer dem noget nyt, og opdaterer dem på en nænsom måde til nutiden.

Jeg synes, at der er to store problemer i filmen, nemlig de to steder, hvor den slår over i et prædikende tonefald – det ene, hvor klimaproblemer og lånernes forsvinden nærmest slås sammen, og det andet, hvor Arietty og drengen siger farvel. Begge scener er dialogmæssigt så tynde, at jeg sad og krummede tæer, samtidig med, at jeg overvejede om det kunne være oversættelserne, det var galt med. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at tro, at scenerne var så firkantede oprindeligt.
En anden svaghed ved filmen, eller rettere noget jeg savner fra bøgerne, er hele fornemmelsen af isolatisme. De lånere, man møder i bogen, er indelukkede, mistænksomme og bange for res­ten af verden, og det er en af de kampe Arrietty kæmper og som har stor betydning for hende. Jeg husker det som om, hun faktisk aldrig har været uden for deres gemmested, og derfor virker det dobbelt stærkt for hende at komme både ud i huset og ud i det fri.

Men ud over disse klager, så er jeg meget mere positiv end negativ. Det er en smuk film, og den rammer i høj grad den stemning, jeg husker fra mine gennemlæsninger af bøgerne. Langt mere end f.eks. filmen fra 1997 med John Goodyear (som jeg synes var sjov, men en meget fri fortolkning.) Samtidig er forholdet mellem Arrietty og drengen fint tegnet, og både Arriettys far og mor er godt skitseret. Jeg glæder mig til at se den med de japanske stemmer (eller nok snarere høre dem), da de danske ditto var noget flade i det. Og endnu mere positivt, filmen har fået mig til at bestille de engelske udgaver af Lånerne, inklusive de senere som jeg aldrig fik læst på dansk.

Anmeldt af Jesper Rugård Jensen i Himmelskibet nr.31

Udgivet i Animation, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

The Best Science Fiction and Fantasy of the Year Volume 5

Udgivet den december 13, 2011 af Admin

The Best Science Fiction and Fantasy of the Year Volume 5
Antologi
Jonathan Strahan (red.)
Night Shade Books, 2011, 536 sider.

De fleste samlinger med årets bedste noveller plejer at holde sig til en enkelt genre så som Gardner Dozois’ The Year’s Best Science Fiction, men der er undtagelser for dem, som godt kan lide blandede bolsjer.

En af dem var The Year’s Best Fantasy and Horror, som dog stoppede i 2008 efter 21 udgivelser. Heldigvis havde Jonathan Strahan i mellemtiden lanceret The Best Science Fiction and Fantasy of the Year, som nu er inde i sit femte år og sikrer, at der fortsat er noget for læsere med hang til både science fiction OG fantasy samt alt det ind imellem.

Udover at være anmelderredaktør på Locus Magazine er Strahan også en flittig antologist, så seks ud af de 29 udvalgte noveller, der ifølge ham var de bedste i 2010, bærer hans egne fingeraftryk. Tre af dem – deriblandt den finske komet Hannu Rajaniemis “Elegy for a Young Elk” – stammer fra det nummer af online-magasinet Subterranean Magazine, som han var gæsteredaktør på.

I det hele taget er online-magasinerne godt repræsenteret hos Strahan, mens trykte magasiner som Asimov’s Science Fiction og The Magazine of Fantasy and Science Fiction til sammen kun har fem historier med, og Analog helt glimrer ved sit fravær.

I stedet dominerer førnævnte Subterranean med fem noveller efterfulgt af online-magasiner som Strange Horizons (3), Apex Magazine (2), Clarkesworld (1), Lightspeed (1) og Shareable (1).

Med andre ord blev tæt på halvdelen (13 ud af 29) af Strahans foretrukne oprindeligt bragt på nettet, hvilket til dels siger noget om udviklingen inden for det engelsksprogede genrenovelle-marked. Men det fortæller også, at online-magasinerne måske har været mere villige til at satse på yngre forfattere, der udfordrer genre-grænserne, end de traditionelle magasiner.

Eksempler på dette er Rachel Swirskys “The Lady Who Plucked Red Flowers beneath the Queen’s Window” – endnu en novelle fra Subterranean, der foregår i et fantasy-univers, men er fortalt på en måde, som mere leder tankerne hen på science fiction – eller Lavie Tidhars “The Night Train” fra Strange Horizons, der bedst kan betegnes som eksperimentel cyberpunk.

Helt sort/hvidt er billedet dog ikke. Godt nok står Asimov’s for to af de mest rendyrkede science fiction-fortællinger – James Patrick Kellys “Plus or Minus” (en opdatering af Tom Godwins “The Cold Equations”) og Geoffrey A. Landis’ “The Sultan of the Clouds” – men bladet bragte også Sara Genges “Sins of the Father,” der handler om havfruer, omend af den genmanipulerede slags. Både Kelly og Landis er ligesom Swirsky nomineret til en Nebula for deres historier.

Derudover indeholder antologien også noveller af kendte navne som Neil Gaiman, Bruce Sterling og Pat Cadigan, som alle leverer varen i større (Gaiman) eller mindre (Sterling) grad. Men for mig er det snarere muligheden for at blive overrasket af en forfatter, man ikke har læst før, der får mig til at købe disse opsamlinger.

Denne gang kom overraskelsen fra tre kvindelige forfattere, som mest er kendt for at skrive til teenagere. Sarah Rees Brennans “The Spy Who Never Grew Up” forestiller sig ganske vellykket Peter Pan i rollen som hemmelig agent, mens Holly Black (kendt fra Spiderwick-serien) i “The Aarne-Thompson Classification Revue” på rørende og morsom vis fortæller om en varulvepige, der ved et uheld får en rolle i en musical og opdager, at hun på scenen ikke behøver at skjule sig selv. Endelig er der Diana Peterfreunds “The Care and Feeding of Your Baby Killer Unicorn,” som lige præcis handler om det, titlen siger. Det er My Little Pony, bare med meget spidse tænder…  

Faren ved at lave en antologi som The Best Science Fiction and Fantasy of the Year er selvfølgelig, at man sætter sig mellem to stole og ender med slet ikke at ramme sit publikum. Der skal nok være hardcore science fiction-læsere, som vil rynke på næsen over fantasy-indslagene og vice versa, men de er som nævnt rigelig dækket ind i forvejen andetsteds.

For de mere eventyrlystne er Strahans antologi derimod en perfekt anledning til at få en fornemmelse af, hvad der rører sig inden for de fantastiske noveller. Det er selvfølgelig ikke alle historier, som rammer lige plet, men generelt er niveauet som altid hos Strahan tårnhøjt, og hans smag er tilpas bred til, at alle med garanti bør få nogle store læseoplevelser ud af mødet.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy, Science Fiction | Tagget , | 1 kommentar

Arch Enemy # 1+2

Udgivet den december 9, 2011 af Admin

Arch Enemy # 1+2
Tegneserier af Lars Kram
Octopulp, 2011
http://graphicly.com/octopulp/

Lars Kramhøft er en gammel kending af Himmelskibet. Han har tidligere haft små striber heri og lavede forsiden til nr. 13. Jeg har læst flere af de selv­udgivne ting, som han udgav da han startede med at skabe tegneserier for en 9-10 år siden. Serierne hed bl.a. Low Life og Almost heroes, hvilket begge var serier om personer med forskellige superkræfter og spøjse egenskaber. Dengang havde serierne et glimt i øjet, humor og gerne folk med store næser. Nu tegner ham som Lars Kram, hvilket nok er for at slippe for bøvlet med det Ø hans navn indeholder, da han nu udgiver elektronisk, og derfor ikke er begrænset af hvad der kan kopieres og sendes ud, som hans tidligere serier. Den nye serie hedder Arch Enemy, og igen har vi med superevner at gøre, men denne gang noget mere dystert, og væk er de humoristiske store næser.

Det hele starter dog med et bankrøveri. Mens det står på, ser vi i tilbageblik, hvad der ligger til grund for forbrydelsen. Marvin der står bag bankrøveriet, gør det kun for at skaffe penge til at passe sin syge mor. Røveriet bliver forpurret af superhelten Star, en superhelt der ikke er en spejderdreng som f.eks. Supermand. Star er således ikke bange for at flå hovedet af en forbryder.

Hovedpersonen Marvin er således ikke helten, men forbryderen, og da han bliver ramt strålerne fra det mystiske våben han selv havde fået fingrene i, kan man nok udlede at vi her ser fødslen af skurken. En anden sekvens der også viser dette, er en sekvens der minder meget om den kendte Batman-sekvens hvor Bruce Waynes forældre bliver dræbt af en røver i en gyde. I Arch Enemy er det dog Marvin der er røveren.

Vi er stadig blot i opstarten af serien og er ved at blive præsenteret for person galleriet, hvilket gøres via en række flashbacks hvori vi høre om baggrunden for det der sker. Alt dette gøres i en flot gennemført tegne- og fortællestil, der gør at serien nok skal blive spændende at følge fremover.

De to første numre af Arch enemy kan læses gratis på http://graphicly.com/octopulp/, og nummer 3 koster blot 0.99$. Man downloader ikke hæfterne, men læser dem online. Desværre fungerer siden ikke helt godt til en iPad, og jeg havde lidt problemer med at komme i gang med at læse dem. Det fungerede dog noget bedre på min stationære computer. Man skal dog ikke lade tekniske problemer ødelægge at dette er en serie med både et flok grafisk udtryk og en god historie.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Morten Dürr – Sort Chok

Udgivet den december 8, 2011 af Admin

Sort Chok
Gyserserie af Morten Dürr

Alligatorblod
Alinea, 2011, 82 sider

En papfar fra helvede
Alinea, 2011, 82 sider

Øksemorderens kranium
Alinea, 2011, 82 sider

Der er mange teorier om hvordan man skal forholde sig til børn. Om man skal pakke dem ind i vat og lade dem vente med at opleve den virkelige verden til de engang er voksne, eller om man lige så godt kan lade dem vide hvordan tingene hænger sammen. Af disse to modpoler af tilgange til børn høre børnegyserserien Sort Chok til den sidste. Forfatteren Morten Dürr er ikke bange for at lade børnene vide at der er blod inden i mennesker, eller at man dør af at få en økse i hovedet.

Sort Chok er en bogserie til børn fra 9-års-alderen, og jeg er sikker på at mange af de børn der er, eller skal til at blive introduceret til det gode gys, vil elske dem.

I Øksemorterens kranium bliver to drenge betalt af indehaveren af det lokale filmudlejning for at skaffe et menneskekranie. Den ene af drengenes far arbejder som graver på kirkegården, og de ved at han smider knogleresterne fra de sløjfede grave i en container. Selvom mystiske spøgelsesagtige børn forsøger at advare dem, finder de et kranie til deres handel. Det viser sig dog at kraniet er resterne af en skolelærer der da han var i live tog livet af en hel skoleklasse.

I Alligatorblod er det igen en historie om to drenge, og igen er det en af deres fædres arbejde hvorfra der skaffes det der får dem i knibe: Genmodificeret alligatorblod. Reagensglasset er blot lånt for sjov, men da den ene af drengene kommer til at knuse reagensglasset, og derved bliver udsat for blodet, bliver han omdannet til monster med sylespidse tænder som er glimrende til at flå i menneskekød.

I En papfar fra helvede bliver en stak bøger forbyttet på et bibliotek, hvilket gør at Noahs mor får lånt nogle andre bøger en de hun egentligt havde tænkt sig. I en af bøgerne er bl.a. en illustration af et pentagram og en dæmon der skal til at spise et spædbarn. Da der bliver læst op af bogen, bliver der åbnet en mulighed for at en af helvedes væsner kan slippe op og tage bolig i et menneske. Dette sker samtidig med at Noah bliver præsenteret for sin nye papfar.

Bøgerne er børnebøger og er skrevet i det sprog og med det glimt i øjet som sådanne bør have. De er rigt illustreret af Erik Petri, illustrationer der står godt til både handling og stemning i bøgerne. Bøgerne er en god start for de børn der kan vokse op og blive rigtige horrorlæsere. Dette gør at jeg selvfølgelig kun kan anbefale bøgerne.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Tenebrarum

Udgivet den december 7, 2011 af Admin

Tenebrarum
Nr 1. tema: Cannibal Holocaust
96 sider

Nr.2 tema: Zombie Holocaust
84 sider

Der er ved at være langt imellem nye zines om genrefilm, da de fleste der gerne vil skrive om film efterhånden gør det via blogs. Når filmene så oven i købet er film fra 70’erne og 80’erne, så er der efterhånden heller ikke så meget nyt at skrive om dem, da mange af dem er blevet beskrevet fra ende til anden et hav af gange i andre ines og bøger. Magasinet Tenebrarum har fundet sin egen formel til at skilde sig ud, og stadig gøre sig interessant på tryk. Hvert nummer omhandler kun èn film, som den så kan gå i dybden med i form af anmeldelse, analyse og information om filmen som ikke ellers er alment kendt. Zinet er rigt illustreret med stills, lobbykort og plakater fra hele verden, herunder også de originale danske plakater.

Første nummer er 96 sider om Ruggero Deodatos Cannibal Holocaust, eller Kannibal Massakren som den er den danske titel. Det er en film om et tv-hold har været i amazonas jungle for at filme de indfødte ”vilde”. tv- holdet har dog i høj grad iscenesat deres optagelser ved at være brutale mod de indfødte, noget der bliver taget fortrydeligt op og hævnet. Et nyt hold tager af sted for at opspore hvad der skete med det tidligere, men der er nu ikke længere særlig stor tålmodighed i forhold til de udefra kommende.

Filmen blev forbudt i flere lande bl.a. pga. de optagelser der viste den rigtige slagtning af en kæmpe havskildpadde, samt af en slange der langsomt fortærer en levende abe.

Der er mange voldsomme scener, bl.a. en mand der dræber sin kone ved at banke hende med en sten. Endeligt er der den meget berømte scene med en kvinde der er blevet spiddet på en pæl. Det der dog gør størst indtryk når man ser filmen, er den måde hvorpå de hvide ”civiliserede” kommer til stammen og opføre sig yderst brutalt overfor lokalbefolkningen.

I zinet genemgåes filmens handling, og den analyseres i forhold til hvordan scenerne virker og hvad der er hensigten med dem. Bladet giver derfor bedst mening at læse efter at man har set filmen, men der gives så mange detaljer at men også har lyst til at se filmen igen bagefter, for bedre at kunne forholde sig til alle de nye detaljer man nu er blevet gjort opmærksom på.

Det meget medieomtale filmen fik, bliver også analyseret, og der er beretninger fra screenings af filmen som instruktøren måtte flygte fra, så oprørte var tilskuerne.

Bladet er fyldt med stills, også fra lost ”scenes”. Der er bl.a. to billeder fra en ikke færdiggjort udgave af filmen som man ville lave til det arabiske marked. Alle scener der indeholdt nøgenhed (hvilket er mange) blev også filmet i udgaver hvor skuespillerne var påklædt eller tildækket, for på den måde at kunne klare censuren i de arabiske lande. Man skulle dog mene at censurmyndigheder ville have mange andre problemer med filmen end nøgenhed, og jeg har heller ikke hørt at nogen af de lande der har forbudt filmen gjorde det pga. de mange nøgenscener. Scenen med den nøgne spiddede kvinde blev således også lavet i en udgave hvor hun var påklædt. Disse alternative scener er desværre forsvundet og der findes kun enkelte stills af dem, hvoraf to er gengivet i zinet.

Mens nummer 1 omhandlede en klassiker inden for kannibal­genren og Italiens horrorfilm, så er nummer 2 om en film der ikke er af helt samme format, men som alligevel vil være at finde i det fleste genresamlinger. Zombie Holocaust (aka. Zombie Massakren) af Mario Giolamis. Dette nummer fylder i omfang det samme som nummer 1, men da filmen er mindre interessant, indeholder den færre informationer, hvilket redaktøren af magasinet begrunder i at der simpelthen er færre information tilgængelig om denne film. Der gøres en del ud af at sammenligne Zombie Holocaust med Zombie Flesh Eaters (en klassiker som et fremtidigt nummer er tiltænkt at skulle omhandle). Sammenligningen ligger lige for da de har samme producent, og der er gengangere i en af de mandlige skuespillere, samt sågar i nogle scener der genbruges. Begge film omhandler amerikanere der rejser til et eksotisk land hvor de finder zombier. Filmen sammenlignes også meget med Cannibal Holocaust, men specielt bruges scener og temaer fra Cannibal Holocaust til at fremhæve scener der ikke fungerer nær så godt i Zombie Holocaust.

En af de konklusioner de kommer frem til er at selvom filmens titel er Zombie Holocaust, så er filmen ikke en zombiefilm. Zombierne dukker først op sent i filmen, de dræber ikke og er ikke specielt interesseret i menneskekød. Nogle der dog er interesseret i menneskekød, er de kannibaler der er med i filmen, og da disse spiller en størrer rolle i filmen end zombierne gør, så er filmen mere en kannibalfilm.

Bladet gennemgår også historien omkring den udgave af filmen der blev udgivet under titlen Doctor Butcher M.D., en film der er en omklippet udgave af Zombie Holocaust, hvortil der er tilsat ekstra scener.

Selvom filmen ikke får mange roser med på vejen, så har man efter at have siddet med et gennemarbejdet magasin som Tenebrarum lyst til at gense filmen.

At læse magasiner som disse er som at se ekstramaterialet på en DVD hvor der er gjort noget ud af dette. Det giver indsigt i historien omkring filmen og fremhæver fejl i filmen. Bladet præsenterer filmene rigtigt godt, da teksten er gennemarbejdet og de mange stills og det promotion­materiale der er gengivet, er i scannet i høj opløsning således de er rigtigt godt gengivet i bladet. Det meget promotion­materiale viser også godt hvordan samme film bliver promoveret i forskellige lande.

Udgivere havde satset på 1-2 magasiner om året, men der gik 2 år imellem de to første numre. Da jeg selv kender til det at have en noget skæv udgivelsesrate på sit zine (mit eget zine Nyarlathotep har haft en meget uregelmæssig udgivelsesrate) kan jeg sagtens sætte mig ind i at et nummer hurtigt kan blive forsinket. Jeg ser dog frem til næste nummer da det kommer til at omhandle Zombie 2 aka Zombie Flesh Eaters som er en af mine egne favoritter ikke mindst pga. undervandskampen imellem en haj og en zombie.

Bladene kan begge bestilles på www.tenebrarum.info, og skulle man ikke have filmene i forvejen, så er de udkommet fra Another World Entertainment, og det vil være en god ide at have filmene klar, for når man har læst bladene har man lyst til at se/gense dem.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Fanzines, Horror, Magasiner | Tagget , , , | Skriv en kommentar