Nicole Boyle Rødtnes: Dødsbørn Skeletter i skabet 1

Udgivet den december 14, 2010 af Admin

Dødsbørn Skeletter i skabet 1
Roman af Nicole Boyle Rødtnes
Facet 2010 258 sider 199kr

Davie vil betegne sig selv som en kedelig dreng for hvem intet spændende sker. Han håber derfor at den praktik han skal i forbindelse med slutningen af skolen kan få ham til at opleve noget spændende.

Som afslutning på skolen skal børnene i nogle praktik perioder. I et år ad gangen flytter de ind hos en tilfældig tildelt læremester, hvor de så skal stå i praktik. Davie håber på at bliver noget spændende som øgletæmmer, men trækker kloakpasser. Hvad der lyder som en kedelig praktikplads. giver i løbet af den første måned mere spænding end han kunne drømme om. Han bliver bl.a. bidt af en af de kæmpe blåslanger der lever i kloakkerne, og han bliver rodet ind i indbrud, gravrøveri og muligvis mord. Midt i det hele stikker hans fætter af fra den institution han er på og begynder at true Davie til forskellige ting.

Fætteren er et dødsbarn, hvilket er en person for hvem alt levende der kommer i berøring med ham dør. Dette er grunden til at de spærres inde straks efter fødslen. De er let genkendelige da de allerede ved fødslen har et rødt mærke i panden. Et dødsbarn opstår når sjælen hos et ufødt par river sig løs og tager bolig i et andet ufødt barns krop. Den oprindelige krop dør, mens den nye krop fødes med den vilde sjæl som et dødsbarn.

Det er svært at definere det univers bogen foregår i. Det virker til at være en lavmagisk moderne fantasy-verden. Der er ikke nogen elektricitet, men derimod en magisk ildkilde hvor flammen er en tæmmet ild fra ildøglen, mens de våben der bruges, er revolvere. I hver familie har man et skab med familiens skelet, et skelet der har styr på alt hvad der er sket i familien igennem generationer. Dette gør at det kan være svært at holde på hemmeligheder, med mindre man kan få skelettet med at holde dem.

Nicole Boyle Rødtnes er en af medstifterne af HUF, og dette er hendes første udgivelse. Næste bind af de i alt 4 er planlagt til 2011, men yderligere så jeg på hendes hjemmeside at hun får en novelle med den kommende gyserantologi fra Tellerup. Måske vi skal høre hende om hun vil bidrage med en novelle til Himmelskibet, for jeg vil bestemt gerne læse mere fra hendes hånd.

Dødsbørn er en god historie, og det skal blive spændende at følge med i de fremtidige bind, dog håber jeg der kommer en bedre introduktion til det univers som er fortællingens ramme.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.24

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jan Schwerdfeger: Positron Generator 3 Ixo Syndromet

Udgivet den december 13, 2010 af Admin

Positron Generator 3 Ixo Syndromet
Roman af Jan Schwerdfeger
Ørnens Forlag, 2010 248 kr. 306 sider

Dette er tredje og sidste del af Schwerdfegers sf/fantasy-serie Positron Generator. Vi følger stadig Jet Zi, Zang Poh, Ceachel og Li Mu Chi i deres kamp mod Ixolitterne. Et af de problemer de står overfor, er at planeten Ventura er forsvundet fra den fysiske verden og ind i oververdenen, hvilket ikke blot betyder at deres hjemplanet er forsvundet, men det truer også den magnetiske balance i solsystemet og derfor alle planeterne. For at redde Ventura skal en kraftkrystal til planeten, og den skal forbindes med planetens energi. Ixolitterne kæmper ikke blot med at rejse sig efter deres våben Ultra Z blev ødelagt, men der er atter magtkampe i deres egne rækker om, hvem der skal lede deres invasion af hele universet.

Bogen er ligesom de to tidligere rigt illustreret med computermanipulerede modelbilleder og har et appendiks, der giver oplysninger om teknologi, fartøjer og planeter. I det hele taget er bogen helt i stil med de første to bind Storm over Ventura og Angreb fra Ultra Z (anmeldt i Himmelskibet nr. 17 og 19). Også her i bind tre tales om magnetisme som var det magi, og personerne flytter sig imellem det fysiske og metafysiske plan.

Bogen får rundet historien af, uden at den udvikler fortællingens univers yderligere, men kunne man lide de to første, bør man bestemt få slutningen med.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.24

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jesper Gottlieb: Veiled in a Sunlit Haze

Udgivet den december 12, 2010 af Admin

Veiled in a Sunlit Haze
Roman af Jesper Gottlieb
Booklocker 354 sider

Veiled in a Sunlit Haze er et sympatisk forsøg på at skrive ny fantasy for voksne. Den er engelsksproget og skrevet af danskeren Jesper Gottlieb.

Historien handler om Askillen, adoptivsøn af en diktator, der er blevet opdraget til at skulle udføre diktatorens folkedrab og overtage verdensherredømmet, men som gennem mødet med en mystisk mand (og sin mors opdragelse) vender sig mod hadet og myrderierne i en races navn og i stedet ender med at bekæmpe diktatoren Eliphas.

Det forfriskende at se danskere skrive fantasy, der ikke udelukkende er rettet mod børn. Desværre synes jeg ikke helt historien lever op til dens potentiale.

Først og fremmest er historien på en eller anden måde meget skitseagtig. Som læser lever man sig ikke helt ind i personerne og der mangler generelt fornemmelsen af, at der er noget på spil. Nogle af problemerne er Gottliebs skrivestil, og en lang række af de beskrivende afsnit er skrevet meget generelt. Der mangler det pust af konkrete detaljer, der kan give billederne liv. Eksempelvis er alle (eller næsten alle) de store kampscener beskrevet med ‘music’. Folk har ‘strong emotions’, men det siges ikke hvilke eller hvordan de føles fysisk. Der er en udpræget mangel på nyskabende billedsprog i bogen, og alt for meget bliver beskrevet med de samme fraser. Det er synd, for der er en række muligheder for at tage fat i det kronkrete i den opbyggede verden.

Der er elementer i historien, der slet og ret virker kunstige: Først og fremmest Talis’ snak med sin Besøgende, og specielt hans Kvæst (som Pratchett ville sige). Den er umotiveret og ufærdig og til dels uforklaret. Det går aldrig rigtig op for mig, hvorfor han drager ud på den, og hvad konklusionen egentlig er. Derudover er hele Talis’ plan meget lidt forklaret, og det undrer en som læser, at han er ved at opbygge en alliance, uden at hverken elvere, mennesker eller andre kender noget til ham.

Andre psykologiske ‘huller’ er Allisons pludselige stigen til hærfører – det angives i bogen at hun har forstand på strategi – førend hun har ledet et slag eller noget tilsvarende. I forvejen er det ikke alt for klart, hvorfor hun og hendes bror er med i Talis’ gruppe. Det eneste jeg kan se af forklaring, er at de er halvt elevere/mennesker. Og når vi nu er ved kampene, som alle er beskrevet med meget store penselstrøg, så virker det som om udfordringerne i logistikken ved at organisere tusinder af krigere er markant undervurderet: En enkelt mand kan råbe en hel hær op, det tager under en dag at indtage en by fra fjenden bliver opdaget til alle i den er udslettet.

Af petitesser – som jeg alligevel ikke kan nære mig fra at nævne – er brugen af navne i bogen. Der er noget ‘forkert’ ved dem. De fire guder har navne som taget fra en rollespilsmanual: Oberon, Orcalus, Los og Paladin. De fem racer er mennesker, shamaner, dæmoner, dværge og elvere, og det bliver ikke forklaret, hvorfor lige de navne er valgt, og deres betydning bliver slet ikke brugt. Shamanerne bruger runer, men har ingen shamanistiske træk overhovedet, igen ånderejser, totemdyr eller indvielsesritualer. Folks navne er en blandet landhandel af engelsk, arabisk og selvopfunden. Det hjælper ikke på min indlevelse at to soldater hedder Hugin og Munin og jeg søger efter Odin eller andre referencer. Det er mere forvirrende end forklarende. Navne er magiske, og de trækker ofte en række tanker med sig, så man skal være varsom med, hvordan man bruger dem i sine historier. I bogen bliver en række af mine forventninger til personer/folkeslag/guder ikke indfriet på trods af, at deres navne har peget i en bestemt retning, og det virker frustrerende på mig som læser.

Ideen med at helten er fostersøn af skurken er ikke så ringe, men de psykologiske mål står desværre ikke mål med udførelsen. Jeg har svært ved at tro på personerne, og dermed også på deres indre liv. Igen virker det som om det er alt for generelt beskrevet.

Jeg tror, at bogen kunne have vundet ved at blive skåret til, således at fokus udelukkende er på Askillen og hans kamp mod sig selv, eventuelt uden Petro og Talis’ og uden at man ser guderne direkte, men kun hører rygter om dem.

Anmeldt af Jesper Rugård Jensen i Himmelskibet nr.24

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Proxima – Dansk science fiction tidsskrift

Udgivet den december 12, 2010 af Admin

Proxima – Dansk science fiction tidsskrift
Nr. 88, 89, 90 & ekstranummer
Redaktør Niels Dalgaard
Science Fiction Cirklen, 2008-2009

Tidsskriftet Proxima fejrede i efteråret 35 års jubilæum (tillykke med det), og gennem de 35 år har Science Fiction Cirklen bidraget til udbredelsen af kendskabet til science fiction i Danmark. Hvert nummer er på næsten 150 sider. Tætskrevne og dedikeret med stor entusiasme til science fiction. Hvert nummer rummer et antal artikler, enten forfattet af foreningens egne medlemmer eller oversat fra andre tidsskrifter, og de omhandler forskellige temaer inden for science fiction-litteraturen. Foruden artiklerne er der et par noveller, der ikke har været tidligere udgivet, samt en bred vifte af anmeldelser af science fictionlitteratur eller af bøger om science fiction-litteratur.


Nr. 88 (efterår 2008) indeholder tre artikler. To af foreningens egne medlemmer, henholdsvis om ‘future history’ og om tidsrejser, og en artikel fra tidsskriftet Science Fiction Studies om sex i science fiction under den nye bølge. Særligt den første og sidste artikel er interessante, da de kommer vidt omkring og forfatterne til de to artikler er velbelæste. Er man interesseret i, hvorledes fremtidig historie ser ud og anvendes litterært, eller i hvorledes forfattere har kæmpet med forlag og redaktører om sex og unoder i deres historier er disse to artikler klart anbefalelsesværdige. Den sidste artikel om tidsrejser er en gennemgang af den tidsrejsendes motiver for at rejse i tid, og trods at artiklen kommer vidt om, og årsagerne er mange, får den aldrig rigtigt løftet sig op over selve observationen af de mange forskellige former og får sagt noget interessant, og artiklen forbliver mestendels et kuriosum. De to noveller, henholdsvis “Tilpasning” af Stanley Weinbaum og “Mit besøg i Utopia” af Elizabeth Corbett, er interessante, mestendels af historiske årsager. Weinbaums er fra 1935, og det er interessant at læse en så ‘gammel’ science fiction-historie, da det sætter moderne historier i relief, hvorfor Corbetts historie bliver så langt mere interessant, da det er første gang siden 1869, at den udgives!


Nr. 89 (forår 2009) indeholder fire artikler, heraf er en en bibliografi over dansk science fiction i 2006. Af de tilbageværende tre artikler er de to af dem igen bidrag af foreningens egne medlemmer, og de handler denne gang om en gennemgang af danske science fiction-udgivelser i 2008, hvor Knud Larn tager temperaturen på publikationerne, og den er desværre noget svingende. Det er interessant at få en status over de danske udgivelser, og det giver samtidig et indblik i, hvor omfangsrig Proximas anmeldelser af danske udgivelser er, da de fleste af de omtalte værker er anmeldt samme år af andre anmeldere andetsteds i Proxima. Den anden artikel er en detaljeret gennemgang af The Cambridge Companion to Science Fiction, og den giver et godt indblik i science fiction-litteraturens historie, og med artikelforfatterens indsigtsfulde kommentarer, er det en lærerig artikel. Den sidste artikel handler om ‘Store dumme genstande’ og er bragt i oversættelse fra tidsskriftet Extrapolation, hvor den gennemgår en række gigantiske, kunstigt frembragte genstande i litteraturen såsom Ringverden og Rama. Artiklen er interessant, men for denne anmelder syntes mængden af fortællinger, som den byggede på, at være for lille til, at artiklen rigtigt fik nogen substans.


Nr. 90 (efterår 2009) rummer tre artikler og en enkelt novelle, som næsten samler sig omkring et tema, der kan kaldes britisk science fiction. To af artiklerne er produceret af SFCs medlemmer selv. Den første er et interview med Charles Stross om dennes forfatterskab – omend det er uklart i hvilken sammenhæng interviewet er foretaget, f.eks. er der et “publikum”, som deltager i interviewet med spørgsmål. Den anden artikel er en samtale bl.a. med Charles Stross og Gwyneth Jones om britisk science fiction – og som sammen stiller interviewet med Stross i et større perspektiv – blandt er det fristende at antage, at det førnævnte interview med Charles Stross er foretaget ved samme arrangement, som samtalen om britisk science fiction, nemlig “ved en festival for fantastisk litteratur i København i efteråret 2009″. Samtalen giver et godt indblik i forholdene omkring britisk science fiction-litteratur, både med at få historier udgivet og hvad man skriver om, og hvorfor det er så meget lettere i velfærdsstater. Den tredje artikel handler om gruppe forfattere kategoriseret som ‘vilde humanister’ og er oversat fra The New York Review of Science Fiction”. En særdeles interessant artikel, der gennemgår en række nyere udgivelser, hvis vægtning er de humanistiske videnskaber fremfor de naturvidenskabelige; lidt frækt formuleret, så er det ikke klassisk ingeniør-science fiction. Novellen er denne gang af Charles Stross.

Ekstranummer (oktober 2009), udgivet i forbindelse med 35 års jubilæet. Dette nummer er blandt andet intenderet som en introduktion for nye læsere og medlemmer. Niels Dalgaard, bladets redaktør, gennemgår foreningens historie, og der er en række artikler og anmeldelser, der alle er genoptryk fra tidligere numre af Proxima. De første artikler er oversigter over science fiction-litteratur, og de sidste er dyberegående analyser af dele af science fiction-litteraturen. Tilsvarende er anmeldelserne udvalgt fra tidligere numre. Særligt er Niels Dalsgaards gennemgang af Proximas og Science Fiction Cirklens historie interessant. De første mange år af foreningens historie er sobert gennemgået, men tonen skifter omkring tidspunktet for dannelsen af foreningen Fantastik, men det er åbenbart et ømt punkt (se f.eks. også Dalgaards bemærkning til samme i anmeldelsen af Græsprinsessen og andre historier i Proxima 90), som stadig smerter.

Tidsskrifterne er på sin vis anonyme. Der er f.eks. ingen leder eller lignende klumme, og hvor hver artikel indledes med en kort beskrivelse, der anbringer artiklen i en større sammenhæng, er det vanskeligt at afgøre, om det er artikelforfatteren eller redaktøren, der taler, og til trods for at navnet SFC gennemsyrer Proxima, er det ikke lige til at regne ud, at tidsskriftet kun vil beskæftige sig med science fiction-litteratur, og der er derved ingen film, tegneserier eller andre medier blandt artiklerne eller anmeldelserne. Til gengæld er tilgangen til litteraturen seriøs og vidende.

Anmeldelserne er spændende læsning, og det er gennem dem, at bladets identitet virkeligt kommer frem. Et tilbagevendende tema i anmeldelserne er, hvorfor en given tekst er science fiction i et sådant omfang, at den skal anmeldes. Det medfører, at noveller i antologier enten anmærkes som ikke værende science fiction, eller slet ikke omtales. Trods for at Proxima kun anmelder den skrevne side af science fiction, kommer den vidt omkring, og anmeldelserne er således opdelt efter sprog (dansk, engelsk, norsk, tysk m.fl.) eller om det værker, der omhandler science fiction-litteraturen. Der er ydermere en tendens til, at anmelderne kommer ud i en længere digression i en given anmeldelse, f.eks. om genren Space Opera eller om tidsskrifternes nuværende situation, som gør anmeldelsen til et helt lille essay, hvilket gør dem ekstra interessante. De mange forskellige anmeldere har hver deres stemme, men man lærer hurtigt at genkende stemmerne fra de meget flittige og generelt meget vidende anmeldere. Blandt dem finder vi også kendinge fra Himmelskibet, såsom Flemming Rasch og Rasmus Wichman, hvor sidstnævnte med vanlig omhu lader sin anmeldelse munde ud i en rant. Alt i alt er det et solidt tidsskrift, der gør en dyd ud af at formidle science fiction-litteratur på dansk, og må det gøre det mange år fremover.

Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet nr.23

Udgivet i Magasiner, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Fantasy and Science Fiction Oktober/november & December 2009

Udgivet den december 12, 2010 af Admin

Fantasy & Science Fiction
Oktober/november 2009, 322 sider
December 2009, 258 sider

Det har været 60 års jubilæumsår for magasinet Fantasy & Science Fiction i 2009, men oktober/november-nummeret er det rigtige jubilæumsnummer. og det er markeret med hele 322 sider spækket med noveller fra mange af de faste bidragydere til magasinet. Herunder navne som Albert E. Cowdrey, Joe Haldeman, Robert Silverberg, Elizabeth Hand og selvfølgelig Robert Reed. Alle introducerer deres novelle med en kort eller længere historisk anekdote om deres forhold til magasinet. Nummeret for december er godt nok kun markeret med en måned, men det er stadig et normalt dobbeltnummer. Redaktøren har blot gjort det sådan for at rette op på de dobbelt-månedelige udgivelser, så månederne ikke går på tværs af år.

I 1980 lavede F&SF en konkurrence, hvor de bad læserne komme med deres forudsigelser for 2010, og i 2010 ville man så præmiere den bedste forudsigelse. Vinderen blev Allen Mc- Neill for hans forudsigelse om personlige håndholdte computere. Hans svar på udnævnelsen er trykt i den redaktionelle indledning.

Læseoplevelsen med disse to numre var vidt forskellig. Jubilæumsnummeret var jeg noget skuffet over, med kun få interessante historier, mens december- nummeret havde flere både gode og også sjove historier.


Af de bedre historier fra jubilæumsudgaven skal nævnes Lucius Shepards “Halloween Town” om bygningsarbejderen Clyde Ormoloo, der efter en ulykke bliver umådeligt intelligent. Det gør, at han vil prøve noget nyt med sit liv og komme lidt væk, så han flytter til byen Halloween. Et mærkværdigt lille samfund, der er så afskåret fra resten af landet, at hverken kabel eller satellit tv når derud, og de derfor får tilsendt alt på DVD’er. Clyde får en affære med ekskonen til en, der viser sig at være hele byens grundejer, og han finder frem til nogen af byens gemte hemmeligheder. Spændende originalt koncept med en overraskende slutning, men historien er desværre en anelse for lang.

Joe Haldeman har skrevet en rigtig science fiction horrorhistorie med “Never Blood Enough”. På planeten Runaway er xenobiologen Travis det tætteste de har på en læge, så han bliver sat til at undersøge et mystisk dødsfald, hvor en kvinde er blevet drænet for al blod. Slutningen vil næppe overraske, men den er stadig effektiv. Derudover var det egentlig mere forfatternes anekdoter om magasinet jeg fandt interessant at læse end deres noveller.

December-nummeret havde dog som sagt flere læseværdige noveller og et par af dem yderst morsomme, dog uden at være fjollede. Fx i Terry Bissons “Farewell Atlantis” om Stella og Frank der vågner op på et rumskib efter en nedfrysning, uden at have nogen ide om, hvad de laver der. Rumskibets AI fortæller dem, at de er de sidste overlevende mennesker og de nu skal befolke Jorden på ny. Men da de kommer ned til overfladen, finder de et fuldt befolket New York fra nutiden. Historien er egentlig bare fjollet, bygget op af situationskomik og den endelige afsløring af, hvad der egentlig foregår og hvem de to er, er også temmelig langt ude, men det har skam noget med Atlantis at gøre. Tager man ikke novellen for seriøst, er den skam ganske underholdende.

“Hell of a Fix” af Matthew Hughes er en syret og skrupskør historie om himmel og helvede. Chesney kommer til at slå sin finger med en hammer, og med hans eder og forbandelser hidkalder han ved en tilfældighed en dæmon. Dæmonen insisterer på, at han skal indgå en handel, der selvfølgelig indebærer, at han skal sælge sin sjæl til djævelen. Chesney afviser dog blankt, da han fastholder, at han ikke havde intentioner om at hidkalde en dæmon, men blot bandede over sin forslåede finger. Men så går det helt galt. Alle dæmonerne i helvedet går i arbejdsnedlæggelse, og det får store konsekvenser for livet på Jorden. Mennesket har nemlig bogstaveligt talt brug for både englen og dæmonen siddende på hver sin skulder. Det er både fjollet, morsomt og godt skrevet, men det kan skam også tages lidt seriøst i en diskussion om, hvorvidt egenskaber som grådighed og egoisme faktisk er nødvendige.

Der er også mere almindelige noveller, så at sige; heraf to der foregår på en månekoloni. Den ene, “Illusions of Tranquility” af Brendan Du Bois, hvor den gamle pionerånd om at have en base på månen er helt død. De få kolonister der bor deroppe, lever meget fattigt og er ikke i stand til at komme tilbage til Jorden. Sarah Thomas’ novelle “The Economy of Vacuum” er ikke meget mere positiv i sin fortælling om en månekoloni, der kun huser en eneste beboer. Hun føler sig i forvejen alene, men da noget der antydes til at være en ny verdenskrig bryder ud på Jorden, bliver hun for alvor isoleret.

Fantasy & Science Fiction fortsætter med at trykke vidt forskellige historier. Jeg kan især godt lide dem, når de er humoristiske dog uden at blive pjattede og idiotiske, som fx de humoristiske noveller i Analog ofte bliver. Jeg er dog mindre begejstret for den type historier, der også fylder meget i magasinet, hvor det mere virker som om, forfatteren vil prøve sine litterære og sproglige kundskaber af end rent faktisk fortælle læseren en god historie. Der er selvfølgelig undtagelser hvor begge dele opnås.

Anmeldt af Jeppe Larsen i Himmelskibet nr.24

Udgivet i Fantasy, Magasiner, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Legend of the Five Rings, Third Edition

Udgivet den december 12, 2010 af Admin

Legend of the Five Rings, Third Edition
Rollespil, 358 sider
AEG, 2005, $39.95*

Dette er tredje udgave af rollespillet Legend of the Five Rings (L5R), men rollespillet er baseret på et samlekortspil af samme navn, først udgivet i 1995 (første udgave af rollespillet er fra 1997). Man får klart fornemmelsen af, at kortspillet er en større forretning end rollespillet, men det betyder ikke at rollespillet er noget sjusket venstrehåndsarbejde – der er faktisk tale om et af de mest gennemarbejdede spil på markedet.

L5R er et fantasy-rollespil, der primært er baseret på samauraitidens Japan, men spilleverdenen Rokugan har også elementer fra kejsertidens Kina ud over at indeholde sine egne, unikke elementer – ikke mindst en mængde trolddom og magiske væsener, man næppe fandt i virkelighedens historiske Japan og Kina – om end magien har rod i myter fra disse lande. Spillerfigurerne er typisk medlemmer af samurai-klassen (adelen) og er normalt enten ”bushi” (krigere) eller ”shugenja” (præster/magikere), men man kan også være bl.a. spejder, magistrat eller hofsnog. Man kan vælge at tilhøre den ene eller anden af Rokugans klaner; et valg der har ret stor betydning, eftersom valget af klan giver forskellige fordele og ulemper og afgør, hvilke samuraiskoler, man kan være uddannet i – og det giver igen særlige fordele og ulemper. Mange af klanerne ligger i mere eller mindre åben krig med hinanden, men det er alligevel muligt for en håndfuld spillere at spille figurer fra forskellige klaner, for kampen mod Rokugans indre og ydre fjender kan samle selv de argeste rivaler – og der er fjender nok at vælge imellem, fra forrædere, der søger at vælte kejseren, til udøde og trolde fra The Shadowlands, et ubehageligt område sydvest for Rokugan.

Figurer bliver lavet efter et system, der er en blanding af et klasse/ niveau-system (som kendt fra bl. a. Dungeons & Dragons) og et færdighedsbaseret system (som kendt fra bl.a. GURPS). Generelt kan figurer frit træne alle færdigheder (dog er magiske formularer forbeholdt shugenjaer), men når man har trænet tilstrækkelig mange færdigheder, opnår man indsigt nok til at stige en grad i sin skole, og det giver nogle unikke og ret betydningsfulde egenskaber. Indtrykket efter at have spillet L5R tre søndage, er at denne blanding virker ret godt – skolerne sikrer at figurerne forbliver forskellige, mens den gradvise træning af færdigheder gør, at figurer ikke som i rene niveau-baserede systemer pludselig bliver bedre til alting på én gang. Skolerne med deres hemmelige træningsprogrammer er samtidig en meget troværdig forklaring på at have noget, der ligner klasser og niveauer – noget, som det kan være ret svært at få øje på i andre systemer.

Første udgave af L5R introducerede en ny måde at bruge terninger på, som går under navnet ”roll and keep”: Når man skal gøre noget, ruller man et antal tisidede terninger lig med summen af en grundegenskab og en færdighed, hvorefter man beholder et antal (normalt de højeste) lig med grundegenskaben. Jo højere sum, jo bedre resultat kan man opnå – men man skal satse på et højt resultat for at kunne få det, og hvis det ikke lykkedes, får man ikke engang lov til at lykkedes med et mindre resultat. Terninger, der lander på en tier, giver ret til at rulle terningen igen og lægge det nye slag oveni , og det kan gentage sig lige så mange gange, som man kan blive ved med at slå ti. Der er altså ikke nogen øvre grænse for, hvor høj en værdi en terning kan have, og selv en krøbling kan med en vis portion held overvinde en samurai-mester. I anden udgave gik forlaget AEG over til et simplere system, men efter massivt krav fra spillerne er man i denne tredje udgave vendt tilbage til det gamle system – dog med nogle modifikationer, der skulle gøre balancen mellem grundegenskaber og færdigheder bedre. Det ser umiddelbart ud til at være lykkedes meget godt, og i det hele taget virker reglerne godt gennemtænkte både med hensyn til balance, spilbarhed og underholdningsværdi. Centralt for spillet er et stærkt fokus på figurernes ære, hæder og status, som kan give reelle fordele og ulemper og ikke bare er meningstomme tal på figurarket. Reglerne er på mellemniveau i kompleksitet, omtrent på linje med White Wolf-spillene og de nyere udgaver af Dungeons & Dragons.

Den fysiske indpakning af spillet er ganske lækker, med hardcover- omslag, syet ryg og et lækkert layout med mange gode farvebilleder. Teksten er velorganiseret og forsynet med et glimrende stikordsregister, så det er ikke svært at finde den information, man ønsker – og bogen indeholder al den information, man behøver for at spille spillet, hvad enten man er spiller eller spilleder. Prisen er i den høje ende (ca. 350 kr. i danske butikker), men jeg synes man får rigtig meget for pengene.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.9

Udgivet i Fantasy, Rollespil | Tagget , | Skriv en kommentar

Requiem Chevalier Vampire

Udgivet den december 12, 2010 af Admin

Requiem Chevalier Vampire
Skrevet af Pat Mills, tegnet af Olivier Ledroit
Bind 1-8, Nickel editions 2000-2008

Ét ord: nazi-zombier.

Så, hvad er så den bedste tegneserie nogensinde? Der er mange kandidater, og på forskellige tidspunkter har forskellige værker af Hergé, Mézières og Christin, Cothias, Kielland samt Bill Sienkiewicz og Jodorowsky (had-kærlighed). Men ved I hvad jeg virkelig hader? Tacito og Froideval for 666 og Dead hunter, så netop fordi Olivier Ledroit har samarbejdet med Froideval på La chronique de la Lune noire (el. Den sorte månes krønike” som vi kender den), og fordi Pat Mills har samarbejdet med Tacito på Claudia, Chevalier Vampire, er det intet mindre end utroligt at Requiem sådan er blevet min yndlingsserie (indtil videre).

Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor utrolig kunsten er, men jeg vil da prøve. Den er først og fremmest ekstremt krævende af læseren. Der er byer, enorme hære, sværme af drager, teutonske riddere… og føromtalte nazizombier. Der er simpelthen så meget at se på, så mange detaljer at gå tabt i, i de kæmpemæssige scenerier i kraftige farver. Lidt ligesom i Den sorte månes krønike, men med så megen mere dybde i billede, at det får Oliviers tidligere værker til at ligne de rene skitser i forhold til. Den primære farve er rød som helvedes flammer, men af én eller anden grund kan jeg ikke blive træt af at kigge på det. Måske fordi der er så megen variation i nuancerne. Der er en tendens til at de samme motiver optræder igen og igen – dvs. at der er parallelle sekvenser, som opfordrer til at læseren går tilbage til tidligere albums, for at se om man kan genkende noget. Et lige lovligt overbrugt motiv, er dog de to sæt øjne i close-up (westernstil), og personen der spytter efter at have dræbt en modstander. Jeg tror at grunden til at de samme motiver går igen og igen, skyldes Ledroits interesse for reinkarnation.

Handlingen… er rent geni. Intet mindre. En nazi-soldat (Heinrich) bliver slået ihjel på østfronten, og ankommer straks efter til planeten Resurrection hvor mennesker får nye former alt efter hvor onde de var – mindre syndere bliver zombier, de værste bliver til vampyrer, såsom vores hovedperson. Jeg synes særligt godt om at Heinrich har en så subjektiv hukommelse. Umiddelbart er han ædel, men det bliver snart tydeligt at han lyver for sig selv om sine minder, så vi får lov til at gå tilbage og se noget vi allerede har set, men denne hvad der virkelig skete (eller…?).

Det er ikke kun de onde der havner på planeten – der er også fyldt med lemurer (ofre), som kan forlade stedet, hvis deres mordere dør. Det er som en meget velgennemtænkt fælde. Umiddelbart belønnes de ondeste jo med de største kræfter, men jo værre de har været – jo flere hævngerrige ofre vil der være til bogstavelig talt at hjemsøge dem. Nogle af de mægtigste ”genoplivede” tæller Dracula (én af de få som også var vampyr på Jorden), kejser Nero (den obligatoriske, overspillede homo-skurk) … og Adolf Hitler i en cameo! Det fungerer overraskende godt med disse kendte personligheder. I stedet for at gøre det for poppet, har de fået nogle fantastiske ”make-overs”. Og selve vampyr-fænomenet har fået nyt liv, takket være deres fantasifulde allegoriske kostumer, insignia og tatoveringer. Vampyren er tilbage som et sandt mørkets aristokrati som man ikke skal lægge sig ud med! Hvis jeg skal sige noget negativt om dette, er det at der introduceres mange, alt for mange karakterer med stor fanfare – hvorefter de glider i baggrunden meget hurtigt igen. Det betyder dog ikke at de ikke vil blive fulgt op på i senere album. Det er, trods alt, lidt tidligt at udtale sig om.

Heinrich slås til ridder under navnet Requiem og sættes ind mod grev Draculas fjender. Han opdager snart at han har været på planeten før i et andet liv, som en tysk sværdridder der konspirerede mod Dracula, og at fjenden ledes af hans (jødiske) kæreste på Jorden. Så det kan jo kun gå galt. Heinrich er en kompleks figur – det er han nødt til at være, for at man kan acceptere en nazist som hovedperson. Han har gjort frygtelige ting som han ikke vil indrømme, og dog har han kerne af ægte ridderlighed. Modsat alle sine fæller, føler han sig for eksempel ikke hævet over loven. Han dræber gladelig sine fjender, men har dårlig samvittighed over nogle af sine forbrydelser, og han skifter i mellem at nyde vampyrlivet og kalde sig selv for et monster. Det lyder vældig ”emo”, men på én eller anden måde er det lykkedes at komme ud over denne kliché, så at han er nuanceret i stedet for blot ynkværdig, såsom så ærgerligt mange af de moderne vampyrer. Det hjælper også gevaldigt at han skal vænne sig til at dele krop og sjæl med en satanistisk korsridder. Heinrich er interessant, fordi han lider tilstrækkeligt til at man gerne vil se ham opnå en form for frelse. Og på den anden side vil man jo ikke have at en SS-mand bliver frelst. Det er aldeles ikke til at sige hvad det hele skal ende med, og det er jeg lykkelig for.

Det som jeg sådan har hadet ved Tacito og Froideval, er alt det sjofle og overdrevent voldelige. En tegneserie om helvede skorter ikke just på den slags, men ærligt talt så er jeg rimeligt sensibel, og jeg synes ikke at den går over stregen, som alt for mange tegneserier efterhånden gør. Heinrich er måske en nazivampyrridder fra helvede, men han er da i det mindste en nazivampyrridder fra helvede med en ret konservativ seksualitet. Dét sagt, så er det selvfølgelig stadig en voksen tegneserie. Jeg vil ikke sige at der er noget umoralsk over den, overhovedet. At vise helvede som et sted man ikke vil havne, er næppe det værste man kan gøre.

Jeg vil anbefale at købe bindene på fransk, da man får hvert album uden afbrydelser, med en flot forside og flotte, flotte middelalderlige motiver på indersiden, i stedet for Heavy Metals tyndere, skrøbeligere sider. Der er nemlig ikke meget tekst ud over kortfattede, kyniske og humoristiske ping-pong dialoger, så på dette punkt, kræver det ikke det store af læseren. Men kan man nu ikke fransk, så tag hvilken som helst version I kan få! Dette er nemlig den ultimative illustrerede oplevelse, og kan man overhovedet lide tegneserier, bør man for enhver pris ikke snyde sig selv for den.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Yumi Tamura: Basara

Udgivet den december 12, 2010 af Admin

Basara 1-4
Yumi Tamura
Tegneserie i pocketformat
Ca. 200 sider per bind
Mangasimo 2006-7

Tegneseriemarkedet bliver i disse år oversvømmet af japanske tegneserier eller ‘manga’, mest hen-vendt til teenage-drenge og -piger. Yumi Tamuras Basara henvender sig nok mest til piger, men kan også læses af drenge – eller for den sags skyld voksne med trang til et uprætentiøst eventyr.

Basara foregår i en fremtid hvor det meste af Japan som følge af krig og forurening er blevet til en ødemark befolket af beduinlignende stammer. Landet regeres af en despotisk konge, der har uddelegeret ledelsen af de forskellige regioner til sine sønner. De sydvestlige egne, hvor historien starter, er således regeret af Shuri, kaldet den Røde Konge. I en ørkenby bliver der født et tvillinge-par, hvorom det bliver spået at en af dem er et skæbnebarn, der vil blive en ledestjerne for folket og rigets frelser. Alle tror at det er drengen Tatara der er skæbne-barnet, men da Tatara bliver dræbt af den Røde Konges mænd, overtager hans søster Sasara hans plads og navn. Hun er mindre og mere spinkel end den afdøde bror, men hendes folk vælger at tro på illusionen for ikke at miste håbet. Sasara viser sig da også hurtigt at være en karismatisk og snarrådig leder, der også får hjælp af nogle gode rådgivere i kampen mod den Røde Konge.

Mens hun tager et bad i en varm kilde, møder hun en ung mand, og de bliver fascineret af hinanden og sætter hinanden stævnemøde flere gange senere. Hvad Sasara ikke ved, er at den unge mand i virkeligheden er den Røde Konge, og den Røde Konge ved ikke at den kønne Sasara i virkeligheden er hans ærkefjende Tatara.

Med andre ord er der tale om et klassiske eventyr, selvom historien foregår i fremtiden og der ikke forekommer magi som sådan. Der er ikke de store overraskelser i plottet, og Basara fungerer især på grund af det grundlæggende dra-ma og de passionerede hovedpersoner.og hemmelighedfulde bipersoner. Tegningerne er ikke specielt fremragende; de er ofte ret forvirrende, og baggrun-dene er sjældent mere end nødtørftigt tegnet. Jeg følte mig dog godt underholdt af serien og regner med at blive ved med at læse den. Der er planlagt 27 bind i serien, så historien er knapt nok begyndt endnu.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.13

Udgivet i Manga, Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Eclipse Three

Udgivet den december 11, 2010 af Admin

Eclipse Three
Antologi Redaktør Jonathan Strahan
Night Shade Books 2009
289 sider

I løbet af få år er australieren Jonathan Strahan blevet en af de mest aktive og prominente redaktører på science fiction- og fantasy-scenen. Udover at være redaktør for anmelderdelen i det toneangivende magasin Locus har han stået fadder til adskillige antologier, deriblandt The New Space Opera 1-2 sammen med veteranen Gardner Dozois og sin egen The Best Science Fiction and Fantasy of the Year. Hans største bidrag indtil nu har dog været antologiserien Eclipse, som foreløbig er udkommet i tre bind, med et fjerde på vej.

Eclipse er en såkaldt originalantologiserie, hvilket vil sige, at den består af lutter noveller, som ikke har været udgivet andetsteds før. Forbillederne er klassiske serier som Orbit og Universe, men med den forskel ,at hvor de var rene science fiction-antologier, har Strahan en noget bredere definition af, hvad der er genre-litteratur.

Eclipse er med andre ord en serie for de læsere, som ikke har noget imod at prøve kræfter med flere forskellige afarter af SF og fantasy. Jeg skal på forhånd nævne, at jeg ikke har læst Eclipse One, men den skal efter alt at dømme have en overvægt af fantasy-noveller. Eclipse Two er derimod domineret af science fiction og indeholder blandt andet Hugo-vinderen “Exhalation” af Ted Chiang.

Med Eclipse Three har Strahan valgt en helt tredje vej, for flere af de 15 bidrag er svære at placere inden for de traditionelle genre-bokse. Det gør den måske ikke helt så tilgængelig som forgængerne, men omvendt er niveauet tårnhøjt, og de få noveller, der falder igennem, gør det kun, fordi de skuffer ved ikke at bryde med rammerne.

Åbningsnovellen “The Pelican Bar” af Karen Joy Fowler er nok det mest ekstreme eksempel på Strahans tankegang, fordi den ved første øjekast ikke virker til at indeholde fantastiske elementer og derfor slet ikke burde være med. Uanset hvad er det en fremragende og frysende uhyggelig fortælling om en rebelsk teenagepige, hvis forældre i afmagt sender hende til en kostskole, der viser sig at være en mareridtsagtig opdragelsesanstalt, hvor eleverne mister enhver form for identitet gennem et sindrigt system af straffeaktioner.

Min favorit er dog Nicola Griffiths “It Takes Two”, hvor en forretningskvinde og en kvindelig stripper til deres gensidige overraskelse falder med et brag for hinanden og skal til at kaste sig ud i den helt store romance. Men halvvejs inde i fortællingen smider Griffith en overraskende oplysning på bordet, der ikke alene vender alt på hovedet, men også sender os direkte over i science fiction-afdelingen og stiller spørgsmålet, om det er følelser eller kemi, der styrer, hvem vi forelsker os i. Det sker sjældent, men det her er en af de få gange, hvor personerne er så levende beskrevet, at jeg har læst en novelle flere gange, fordi jeg ikke havde lyst til at slippe dem. “It Takes Two” er da også fortjent blevet nomineret til en Hugo.

Et andet højdepunkt er Maureen F. McHughs “Useless Things” – en nærfremtidsberetning om en dukkemager, som laver tro kopier af babyer. Men novellens styrke ligger i dens beskrivelse af et kriseramt USA, og hovedpersonens forsøg på at leve op til sine egne idealer om ikke at være bange for dem, der har endnu mindre at gøre godt med end hende selv.

Caitlín R. Kiernans “Galápagos” er nok det bidrag, som er tættest på at være en traditionel science fiction-historie. Rammen er velkendt nok fra værker som 2001: A Space Odyssey, Rendezvous With Rama og Solaris, men Kiernans udgave er langt mærkeligere, mere mareridts- og horrorpræget og, frem for alt, mere seksuelt orienteret end sine forgængere.

Nu er det lidt pudsigt, at tre ud af de fire fremhævede noveller er science fiction, for en af Strahans store styrker som redaktør er i mine øjne hans evne til at blande genrekortene godt og grundigt. Det samme kan siges om de forfattere, han har valgt at tage med. Eclipse Three har ingen trækplastre i form af stjernenavne – udover de nævnte er de mest kendte nok Peter S. Beagle, Paul Di Filippo, og Pat Cadigan – men for den nysgerrige læser er antologien fyldt med smagsprøver på en række eventyrlystne forfattere.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.24

Udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy, Science Fiction | Tagget , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Steen Langstrup: Plantagen 1 – Den Hvilende ondskab

Udgivet den december 10, 2010 af Admin

Plantagen 1 – Den Hvilende ondskab
Roman af Steen Langstrup
2 Feet Entertainment 2010, 350 sider

Hans var altid styret af sin kone, så da hun i den sidste tid at sit liv besluttede sig for at oprette et fristed til utilpassede unge, går han med på ideen. Planen går også ud på at samle familien omkring projektet. Da hun dør, fortsætter Hans, og han køber en nedlagt plantage i byen Gillsby og inviterer sine børn derud i en weekend. Sønnen David og hans kone Mona er bestemt ikke meget for ideen, hvilket datteren Kristina heller ikke er. De ser dette som den meget dominerende mors forsøg på at beholde magten, selv efter døden. I løbet af weekenden sker der dog ting der får dem alle til helt at glemme moren og planerne.

Det viser sig hurtigt at der er en ondskab i skoven, der omkredser plantagen. I Gillsby har man det med ikke at tale om, de ting der sker, bl.a. den børnedødelighed der tidligere var i byen (Blodets nætter, Høst 1995). En anden ting der er blevet fortiet, og næsten glemt, er det hegn der indkredser en del af den indre skov. Bag dette hegn findes ruinerne af en landsby, der i sin tid har været vært for de fleste af hekseafbrændingerne i Danmark. En af disse kastede en forbandelse på stedet. En ondskab, der efter at have hvilet i mange år, nu er vågnet på ny. Da Kristinas 9-årige søn ser en pige i skoven og følger hende, finder familien ud af, at de få rygter om stedet, de har hørt, nok har noget på sig.

Bogen er bestemt spændende, også da Langstrup normalt ikke har noget imod at tage livet af såvel hovedpersoner, som børn, og det er derfor ikke til at forudsige, hvem der slipper fra den vågnede ondskab. Selve ondskaben er et noget anderledes væsen, end man er vant til. Man kan forstille sig, og har før set, mange af skovens dyr og sagnvæsner blive brugt i ondskabens tjeneste, men det som Langstrup her har valgt, er jeg ikke stødt på før. Tankerne ledes mest hen på The Blob.

Bogen har en slutning, men der er dog en åbning for mere, og bogen er da også blot den første i en serie. Det er således næppe sidste gang, at vi bliver taget med til den plagede by Gillsby, og jeg glæder mig til næste besøg, og for folk der ikke har stiftet bekendtskab med stedet endnu, er Plantagen I et godt sted at starte.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.24

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar