Batman – I flagermusens skygge

Udgivet den oktober 12, 2005 af Admin

Batman: Helvedes Yngel
Orig. titel: ”Batman: Harvest Breed” (2000)
George Pratt
Tegneserie, 96 sider. G. Floy Studio 2005, 128,00 kr.

Batman tegnet af Neal Adams
Orig. titel ikke anført
Denny O’Neil, Neal Adams, Dick Giordano m. fl.
Tegneserie, 240 sider. Egmont Serieforlaget 2005, 249,00 kr.

Batman Begins: Den officielle tegneserieudgave af filmen
Orig. titel ikke anført
Scott Beatty, Kilian Plunkett & Serge Lapointe
Tegneserie, sidetal ikke anført. Egmont Serieforlaget 2005, 39,50 kr.

Siden Batman – skabt af Bob Kane – debuterede i det berømte nr. 27 af Detective Comics i 1939, har figuren gennem årene været udsat for ret så forskellige fortolkninger. Fra de allertidligste historier, som åbent vedkendte sin gæld til den hårdkogte kriminalfortælling, til de følgende årtiers Batman, der blev stadig mere ”high camp” og usandsynlig. Det var i de år Bat-man rejste til Månen. Robin var hurtigt kommet til, og serien var blevet mere familievenlig. Det var også i de år at Frederic Wertham (i Seduction of the Innocent (1954)) og Tørk Haxthausen (i Opdragelse til Terror (1955)) gjor-de Batman og Robin til et berygtet homoseksuelt par. Senere kom tilføjelser som Batwoman, Batgirl og Bat-Hound, og efterhånden blev det alt sammen meget tåbe-ligt. Man vil mene at bunden blev nået med den – bevidst – campe-de tv-serie (1966-1968), der havde Adam West og Burt Ward i roller-ne som Batman og Robin.

I 1970 fik Dennis O’Neil, Neal Adams og Dick Giordano bragt figuren tilbage til udgangspunktet i en række mere hårde og mørke historier. De historier er i dag klassikere. Det kan man læse om i den nyligt udgivne Batman tegnet af Neal Adams, der rummer en række af de bedste historier. Men grundlæggende mangler disse historier nok lige det sidste for rigtig at komme ud over tidens superhelteskabelon – selvom de nu også er ret prægede af tidens interesse for horrorserier, her er flere gengangere og monstre – og der skulle gå nogle år før dét ske-te.

Det var først med Frank Millers banebrydende miniserier The Dark Knight Returns/Nattens Rid-der vender tilbage (1986) og Batman: Year One/Nattens Ridder: År ét (1987) – sidstnævnte tegnet af David Mazzuchelli – at Batman for alvor trådte i karakter. I Millers fortolkning er Batman – Bruce Wayne – en nattens hævner, besat af at hævne mordet på sine foræl-dre, som han så dræbt af en til-fældig overfaldsmand da han var dreng. Forbryderen blev aldrig fanget. Batman har til stadighed billederne af sine forældres død kørende i baghovedet, og det la-der serierne os ikke glemme. Overhovedet er det vel Batmans motivation for at trække i dragten igen og igen, en motivation han vel ville miste, hvis forældrenes morder blev fanget og dømt. Det var derfor også en fejltagelse, når Tim Burton i sin ellers glimrende filmatisering – Batman (1989) – gjorde The Joker til morderen og lod Batman få sin hævn, eller når Christopher Nolan i den nye Batman-film – Batman Begins (2005) – lader morderen blive dræbt af en anden.

I forbindelse med den nye film er der, som det også var tilfældet med de foregående fire Batman-film – Batman (1989), Batman Returns (1992), Batman Forever (1995) og Batman & Robin (1997) – , udgivet en tegneserieversion af filmen, her skrevet af Scott Beatty og tegnet af Kilian Plunkett & Ser-ge Lapointe. Det er vel næsten uundgåeligt at den slags kommer. Det er navne, der har beskæftiget sig med Batman før, men det er vel næppe toppen af serieskabere. Som det var tilfældet med de fore-gående tegneserieversioner af filmene er resultatet da heller ikke mere end hæderligt, og er ikke på højde med filmen.


Man vil mene at det, der gør Batman væsentlig mere interessant end alle de andre superhelte, hvad enten det er Superman, Spider-Man, Daredevil, X-Men eller andre, er at Batman egentlig ikke er en superhelt. Han har ingen superkræfter, er ikke fra en anden planet, er ikke mutant, er ikke blevet bidt af en radioaktiv edderkop eller er blevet udsat for kosmisk stråling. Han er blot en stærk mand i god form, med en masse hjælpemidler. Endvidere er næ-sten alle væsentlige figurer i Bat-man en slags dobbeltkarakterer: Batman/Bruce Wayne, Catwo-man/Selina Kyle, Twoface/Harvey Dent, The Penguin/Oswald Chesterfield Cobblepot, The Riddler/Edward Nygma. Undtagelserne er Ras Al G’hul, der er én af de få mere tilregnelige skurke i Batman, og The Joker, hvis fortid dog afslø-res i Alan Moore & Brian Bolland’s Batman: The Killing Joke/Den der ler sidst… (1988). Disse skurke er ikke superskurke, de er typisk splittergale. Og som med Batman er det svært at vide hvad der er personen og hvad der er masken.

I dag kører der flere – og ret – forskellige Batman-serier i USA, lige fra de mere typiske titler ”Batman” og ”Detective Comics”, over den mere voksenrettede ”Batman: Legends of the Dark Knight”, til den nu nedlagte ”The Batman Adventures”, der var en tegnese-rieversion i stil med tegnefilmene, og som må siges at være mere børnerettet. Endvidere udgives et Superman/Batman-blad, ”Worlds Finest Comics”, ligesom Batman er del af The Justice League of America (JLA), så de nuværende fortolkninger af figuren er ret vari-erede. Endelig udgives en række graphic novels og miniserier, nog-le af dem såkaldte Elseworlds-historier, hvor figurerne placeres i helt andre tider og omgivelser udenfor den almindelige kontinui-tet. Det er i de grafiske romaner og miniserierne man især finder de mest voksenrettede og mest inte-ressante historier. Det er også her de mest interessante tegnese-rieskabere arbejder.

Blandt Batman-hovedværkerne er de ovenfor omtalte The Dark Knight Returns, Batman: Year One og The Killing Joke. Hertil kommer titler som Grant Morrison og Dave McKean’s Arkham Asylum (1989), Bill Wray, Jim Starlin & Berni Wrightson’s The Cult (1991), Jeph Loeb & Tim Sale’s The Long Halloween (1999), samt Jeph Loeb & Jim Lee’s Batman: Hush (2002-2003). Til denne gruppe føjer sig George Pratt’s Batman: Harvest Breed/Helvedes Yngel fra 2000.

George Pratt (f. 1960), der først og fremmest er kunstmaler og illustrator, har ikke begået særlig mange tegneserier. Det er blevet til et par grafiske romaner, bl.a. om bluesmusikere, men inden for superheltegenren har han kun leveret Wolverine: Netsuke (2003) og Batman: Harvest Breed/ Helve-des yngel (2000). Så det er ikke en superhelteveteran vi her taler om, og det mærkes.

For seks år siden begik nogen – eller noget – tre mord i Gotham City. Morderen blev aldrig fundet, men folkestemningen krævede en skyldig, så en adopteret vietnamesisk pige, Luci, der blev set på to af gerningsstederne, blev dømt og sat i forvaring. Nu er mordene begyndt igen, efterhånden er der begået fire, og endnu en gang fører sporet Batman til Luci og derfra videre til Mzizi, en hvid ma-giker fra Haiti, der kan lægge yderligere brikker til spillet, for det er ikke almindelig morder der er på spil. Mordene finder sted i et bestemt mønster, der skal ende med at danne et skævvredent kors. Ved det femte mord vil Helvedes porte blive kastet åbne for altid, og tiden for Helvedes Yngel oprinde. Mens dæmonerne begynder at sværme over Gotham City er Batman i et kapløb med tiden for at forhindre det sidste mord …

Dette er en af de mest skrabede og usædvanlige Batman-historier man har læst, og det er ikke ment ubetinget positivt. Af de faste punkter i mytologien er her kun – og absolut kun – Batman og Jim Gordon. Her er ingen Alfred, ingen Robin, næsten intet af Bathulen, ingen Batmobil, ingen kendte skurke. Batman er skildret noget lille og tynd i det, med en meget lang kappe og meget lange tynde flagermusører. Det er ikke helt det billede man er vant til. Forholdet mellem Batman og Jim Gordon er også mere bittert end sædvanligt. Man er ikke rigtig begejstret, og fornemmer at Pratt ikke er til-strækkeligt inde i figurerne.

Tegningerne er i en malet stil, sådan grundlæggende tættere på Bill Sienkiewicz end på Alex Ross (Kingdom Come), for nu at bruge en sammenligning, så det er den mere skæve stil man er ovre i. Det er på den ene side ganske spændende. På den anden side er det undertiden umuligt at se hvad der foregår i billederne.

Selve historien begynder ganske godt. Især er den første halvdel god og stemningsfuld, selvom Pratt ikke rigtig formår at afvikle historien flydende. Men historiens slutning, afsløringen af hvem der stod bag mordene, og motivatio-nen for dette er ualmindelig svag, og det trækker ned. Omvendt løfter det historien, at der faktisk er tale om en okkult horror-historie, og det ikke ender med en rationel forklaring af en slags. Men det er for skrabet og lidt. Ærgerligt nok, for det kunne være blevet en rigtig god historie, hvis den havde været fortalt bedre, mindre radi-kalt og mindre skrabet – og ikke mindst hvis den havde haft en anden og bedre forklaring på og motivation for mordene.

Alt i alt er Helvedes Yngel ikke Batman-historien at begynde med. Hvis man vil læse de mere traditionelle Batman-historier er Batman tegnet af Neal Adams et godt sted at begynde. Hvis det er den ny Batman man er efter, bør man begynde med Batman: Year One/Nattens Ridder: År ét. Hvis man så stadig er med og fortsætter, kan man før eller siden nå frem til Helvedes Yngel. Og så er den ikke så dårlig at læse.

Anmeldt af Erling Søby i Himmelskibet nr.8

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Asterix – Da himlen faldt ned om ørerne

Udgivet den oktober 12, 2005 af Admin

Da himlen faldt ned om ørerne
Uderzo
Asterix tegneserie
Serieforlaget 2005

Så kom det nye Asterix album, som har nummer 33 (det er vist uden diverse filmalbum). Albummet hedder Da himlen faldt ned om ørerne!. Det er det underligste Asterix album jeg har læst. Rumvæsener lander og kæmper for at bemægtige sig trylledrikken fra de gæve gallere. Der er to fraktioner der kæmper om trylledrikken. De gode er fra planeten tadsylwine (anagram for Walt Disney) og de onde fra Nagma (som er et anagram for Manga). Nå men tilbage til historien. Den starter med at Obelix og Asterix opdager at vild-svin og beboere i deres landsby er forstenede. På himlen opdager de en stor guldfarvet kugle. Rumvæsenet Toon kommer ned fra kuglen og fortæller at de onde Nagmaer er på vej for at få fat i trylledrikken, så de kan bruge den til at bekæmpe Tadsylwanerne. Toon har heldigvis sine kloner til at hjælpe sig mod Nagmaerne. Toon ligner Micky Mouse (dog er han lilla, har små ører og har ikke røde underbukser på), klonerne ligner supermand ret meget og Nagmaerne ser tydeligt japanske ud. I resten af historien kæmper de så om trylledrikken.

Historien er efter min mening lidt for søgt og de har sjældent de gode ordspil, som man er forvænt med, når man læser Asterix. Det er ikke fordi at jeg er mod at man fornyer serien, men hvis man skal forny sig, så skal det ske med et superb album og det er dette album ikke. Selv om historierne ikke har været i top siden Goscinny døde, er dette dog det dårligste album til dato, (filmalbummet over Asterix operation Bautasten kommer dog tæt på). Uderzo har udtalt at Asterix ikke vil fortsætte med at udkomme når han engang dør, måske skulle han have stoppet da Goscinny døde!

Anmeldt af Kim H. Pierri i Himmelskibet nr.8

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Jacob Hedegaard Pedersen: Høst

Udgivet den oktober 6, 2005 af Admin

Høst
Jacob Hedegaard Pedersen
Roman, 197 sider
Hovedland 2005

Det er ikke, fordi Danmark svømmer i forfattere, der holder sig inden for de fantastiske genrer – der er dog heldigvis nogle, som holder en dansk tradition i live. Jacob Hedegaard Pedersen har over de sidste ti år udgivet ti ro-maner inden for horror (Tarot-serien) og fantasy (Dværgenes krønike). Jeg må dog indrømme, at jeg ikke har rørt hans bøger siden debuten Dyret: Apokalypser fra 1995. Den var første bind i Tarot-serien og burde, som jeg husker den, aldrig været blevet udgivet. Det var derfor noget af en bitter overraskelse, da det gik op for mig, at Høst var femte bind i serien, hvilket jeg ikke havde opdaget, før jeg investerede i den.

Lykkeligvis er der gået ti år siden debuten, og Hedegaard Pedersen er kommet langt. Hvor Dyret: Apokalypser druknede i højtravende floskler om universets herskere, der kæmpede mod hinanden, holder Høst sig helt nede på jorden. Vi befinder os i pro-vinsbyen Vesterbæk i august, og høsten er lige startet. Omkring byen er høstmaskinerne begyndt på deres arbejde, og lyden af dem danner en konstant baggrundsstøj for byen – indtil folk begynder at forsvinde, og maskinerne lang-somt går i stå. Vi introduceres til et større persongalleri, som ikke alle vil overleve dagen, og en stadig mindre flok, som forsøger at finde en forklaring. Ikke at der umiddelbart gives nogen, og det er en af romanens styrker. Det lykkes forfatteren at antyde de ting, der skal antydes, og vise andre – han kender tydeligvis sin genre, og selv om han falder i nogle ganske få klicheer, lykkes det ham at styre omkring de fleste. Der er endda plads til et par små, intertekstuelle referencer, bl.a. til Night of the Living Dead. Det er tydeligvis også samme stemning, Hedegaard Pedersen har forsøgt at ramme, og det er i høj grad lykkedes – der er samme low-budget intensitet, og Høst kunne faktisk i mine øjne blive noget så sjældent som en vellykket dansk horrorfilm: fokus på personerne og ikke så megen effekt- og splatjageri, som ofte er dansk horrors skæbne.

Nu er der tale om bind 5 i en serie, og læsere, der har været igennem alle bind, vil sandsynligvis se mere i romanen, end jeg har gjort. Ikke desto mindre synes jeg, at den står fint på egne ben. Nye læsere kan sagtens begynde her – den umiddelbart eneste serie-forbindelse er romanens epilog, som man med udbytte kan undlade at læse; faktisk vil jeg anbefale det, for de sidste tre sider falder fuldstændig i den forkerte grøft i forhold til resten af romanen og virker direkte ødelæggende på læseoplevelsen. Man kunne håbe på en director’s cut, hvor de simpelthen var fjernet, i så tilfælde ville der være tale om en perle inden for dansk horror.

Bagsiden på Høst rummer den Stephen King-sammenligning, som åbenbart skal til for at sælge horror i lille Danmark. Eneste store lighed mellem de to er dog, at de begge lader en by og dens beboere gå igen i forfatterskabet. Dette skulle være sidste bind i serien, så Hedegaard Pedersen har afgjort sat et passende punktum for Vesterbæk. I en sådan grad, at jeg har overvejet at læse hans ældre bøger og i al fald fremover vil følge, hvad der kommer fra hans hånd.

Anmeldt af Janus Andersen i Himmelskibet nr.8

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jack London: Skyggen og Lynet

Udgivet den oktober 5, 2005 af Admin

Skyggen og Lynet
Jack London
Novellesamling, 232 sider
Science Fiction Cirklen 2005

I Science Fiction Cirklens serie af novellesamlinger er turen kommet til Jack London. London – der blev født i 1876 og kun levede til 1916 – nåede at udgive en hel del romaner og noveller, hvor af mange sikkert kender hans historier fra den store vilde natur. Men han skrev altså også nogle science fiction-historier, hvoraf en god del nu er samlet i denne danske oversættelse.

Titelnovellen er en klassisk historie om den gale videnskabsmand, men med den variation at han er blevet til to brødre der konkurrerer på gale opfindelser. Denne novelle er fra 1903, en forholdsvis tidlig novelle, som da også virker en smule tør i det. Mere attende århundrede end tyvende århundrede. Ideen i den er fin nok, men handlingen i den er ret forudsigelig og personerne er noget kedelige. Novellerne er anbragt i kronologisk rækkefølge, så de første par noveller er faktisk endnu mere gammeldags i stilen.

Man kunne da tro at denne bog kun er for dem der enten går efter anderledes historier af Jack London, eller dem som gerne vil læse nogle eksempler på tidlig science fiction. Men læser man lidt videre, dukker der faktisk en del tekster i mere moderne stil op. Af de mere interessante er ”Hele verdens fjende” om en mand der bliver svigtet af systemet og beslutter sig for at tage hævn. Den er ret underholdende læsning. Generelt er det nok de mere humoristiske der fungerer bedst for mig, måske fordi den fremtids-teknologi der er i novellerne er noget der var sci-ence fiction i 1910, men er enten hverdagsting eller forældet tekno-logi her i det 21. århundrede.

Af andre noveller, som er værd at fremhæve, er der faktisk også en enkelt tidlig – ”Et fortidslevn” fra 1901 – som er en grotesk historie om hvordan en meget stædig jæger får ram på en kæmpestort fortidsdyr. Min favorit i samlingen er nok ”Debs’ drøm.” Det kan diskuteres om den er en egentlig science fiction – den handler om at der udbryder generalstrejke i USA. Vores helt er en rigmand, som til at starte med bliver en smule fortørnet over ikke at kunne få fløde til kaffen og friskbagte rundstykker til morgenmanden. Siden udvikler situationen sig over i det mere og mere groteske.

Af science fiction temaer kommer samlingen vidt omkring: Der er som nævnt gale videnskabsmænd, og de findes både i den variant der vil redde verden og den variant der vil ødelægge verden, og så dem der bare er gale. Der er historier som foregår meget langt ude i fremtiden, en historie om biologisk krigsførsel, og endda en om besøg fra rummet. Den længste af novellerne – ”Den skarlagensrøde pest” – foregår i et postapokalyptisk USA. Men for os der er blevet bombarderet med den slags historier er der ikke meget nyt i den, hverken mht. måden katastrofen indtraf på, mht. handlingen eller mht. personerne.

Det er jo så samlingens problem: Den er primært lavet til dem der er interesseret i gamle sf-historier og ikke til dem der bare gerne vil læse gode historier. Men er man lidt til begge dele, er bogen en udmærket ting at anskaffe. Og hvis man bare ikke kan få nok af god science fiction på dansk, kan man jo nøjes med at læse de bedste af novellerne. Den sidste novelle jeg vil fremhæve er også den sidste i samlingen og noget af det sidste London skrev: ”Den Røde” handler om en opdagelsesrejsende der er havnet blandt nogle uciviliserede vilde, hvor han døden nær af forskellige tropesygdomme skal forsøge at få adgang til deres ”hel-lige” område ude i junglen, hvor der er et mystisk objekt ”fra stjernerne.” Som med de fleste af de andre noveller skal man ikke for-vente det helt vilde Star Trek plot, men som novelle fungerer den godt.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.8

Udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Asger Johansen: Anders

Udgivet den oktober 4, 2005 af Admin

Anders
Asger Johansen
Roman, 275 sider
Mellemgaard 2005

Margaret Atwood er nok det bedst kendte eksempel på en forfatter (succesfuld endda), der skriver science fiction og derpå nægter, at hendes værker har det mindste at gøre med SF overhovedet. Det mest kendte eksempel, men langt fra det eneste. Det er ikke en genre, der gør sig i de finere, litterære kredse. Men jeg må dog indrømme en vis overraskelse, da jeg på bagsiden af Asger Johansens Anders så den beskrevet som ”en psykologisk spændingsroman, som tenderer science fiction-genren”. Det er Mellemgaard, som står for udgivelsen, og forlaget har dog tidligere sendt bl.a. Brian Roland Larsen og Jon Brændsgaard Toft på markedet uden på nogen måde at skamme sig over disse værkers genretilhørsforhold.

En gennemlæsning af romanen afslørede dog, at der måske var en god pointe med det.

Anders, både romanen og hovedpersonen, som den er navngivet efter, gennemgår tre faser. Første del af bogen er faktisk klas-sisk science fiction – vi introduceres til, hvad der muligvis er den sidste by på Jorden. Det skrives aldrig ligeud, men der afsløres heller ingen forbindelse med andre samfund – meningen er tydeligvis, at disse mennesker må ses som en verden i sig selv, hvilket naturligvis også kan give personernes handlinger så meget mere vægt, når de får konsekvenser for hele verden.

Byen hedder O og er bygget på ruinerne af en tidligere metropolis ved navn M. Den styres af eneherskeren Axel Graversen, som kontrollerer alle ved hjælp af sine allestedsnærværende grå-mænd og endeløs ideologisk indoktrinering. Snart introduceres vi for Anders Kampmann, en ung man, hvis liv omvæltes, da det går op for ham, at han er søn af ypperstepræsten i den nu nedstyrtede M, og at det er op til ham at genrejse Templet og bringe kærligheden tilbage til verden.

Og her forlader vi så SF-territoriet, da Kampmann skifter navn til Engel og bliver missionær blandt samfundets bærme. I stedet skiftes der modus til religiøs lignelse, en messias-fortælling komplet med teatralsk dialog og store optrin. Og samtidig får vi grunden til, at det runger lidt hult at kalde Anders for SF, for roma-nens grundlæggende konflikt er mellem ”tanken” og ”kærligheden” – med tanken, der må anses for SF-genrens ideologiske fundament, som det, der må afskaf-fes, og kærligheden som det ene-ste rigtige. For en SF-læser må især denne del af bogen betegnes som noget af en ørkenvandring.

Tredje og sidste fase i bogen er dog spændingsromanen, hvor Anders overgår til ypperstepræst og starter selve kampen mod Graversens regime – og langt den mest interessante del af bogen, for her lykkes det forfatteren at smide nogle enkelte overraskelser efter læseren – men i det store hele er der ikke tale om en bog, som vil tiltage mange SF-læsere. Sproget er glimtvis underholdende, men generelt for floromvundent, især når der skiftes til direkte tale og fuldstændig urealistiske monologer. Handlingen har det med at gå i stå til fordel for budskabet – for der er tydeligvis tale om en roman, hvor det er budskabet, der er vig-tigst; og budskabet kan man finde underfundigt eller ligegyldigt, men det holder selve fortællingen nede i didaktik og dårlig konstruktion. Generelt nok en bog, som bør forbeholdes New Age-læserne.

Anmeldt af Janus Andersen i Himmelskibet nr.8

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

The Brothers Grimm

Udgivet den oktober 1, 2005 af Spritt

Film, USA 2005, 118 min.
Instr. Terry Gilliam
Medv. Matt Damon, Heath Ledger, Jonathan Pryce, Peter Stormare, m.fl.

Forventningerne til Terry Gilliams første film siden 1998 var pænt store. Konceptet, med Brødrene Grimm som to opfindsomme småsvindlere og eventyrere i en 1800-talsverden fuld af overtro (og en lille smule magi), lød også lige præcis som noget, instruktøren af Brazil (1985) ville kunne få noget meget interessant ud af. Desværre lever filmen slet ikke op til forventningerne. Der er mange flotte kameravinkler og masser af gode special effects (filmen er Gilliams dyreste til da-to), men historien mangler både retning, inspiration og dybde. Det ligner højtbetalt, kommercielt venstrehåndsarbejde, hvad mange kommentatorer også har antydet, eftersom Gilliams egentlige passi-on ligger i hans andet aktuelle projekt, filmen Tideland, som er en dyster voksen-udgave af Alice in Wonderland (som endnu kun har haft premiere på filmfestival-ler). Lad os håbe, det går væsentligt bedre med den.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 8

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 8

Udgivet den oktober 1, 2005 af Admin

himmelskibet-08Efterår 2005
40 sider. 35kr
Forsidebillede af Patrick Leis
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Thomas Winther

Indhold:

Redaktionelt – ved Thomas Winther
Den sidste turing-test – Novelle af Thomas Strømsholt
Den fantastiske virkelighed – Artikel af Flemming R.P. Rasch
Kærlighed og undergang – om Grete Roulund – Artikel af Janus Andersen
Filmpremierer i Danmark – Ved Flemming Espersson
Fantasticon 2005 – Som oplevet af Flemming R.P. Rasch
Kælderverden – Novelle af Helene Hindberg
Patrick Leis galleri
Horrorquiz

Film/TV-anmeldelser:

Boganmeldelser:

Tegneserieanmeldelse:

Tegneserie-film – Ved Tue Sørensen
Nye Tv-serier. – Ved Tue Sørensen
Star Wars – seks film, en lang historie – Artikel af Morten Greis
Perfekt – Novelle af Flemming R.P. Rasch
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen og Tue Sørensen
Nyt fantastik på dansk – Ved Janus Andersen
Foreningen Fantastik

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Himmelskibet 7

Udgivet den juli 1, 2005 af Admin

himmelskibet-07Sommer 2005
28 sider. 35kr
Forsidebillede “The Wizard’s Hand” af Jesper Ejsing
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Indhold:

Redaktionelt – ved Klaus Æ. Mogensen
Sjælespiser – eller legenden om den røde. – Novelle af Camilla Wandahl
Valg – Novelle af Marie W. Oscilowski
Fanboy Blues – Tegneserie af Lars Kramhøft
Interview med Christopher Priest – Refereret af Flemming R.P. Rasch
Gæt og Raistlin – to troldmænd – Artikel af Kim H. Pierri
Fantastik uden internet – Spørgeskema v/Olav M.J. Christiansen
Den fantastiske virkelighed – Artikel af Flemming R.P. Rasch

Film/TV-anmeldelser:

Boganmeldelser:

Fanzineanmeldelse:

Tegneserie-film – Ved Tue Sørensen
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen og Tue Sørensen
Nyt fantastik på dansk – Ved Janus Andersen
Foreningen Fantastik

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Doctor Who (2005)

Udgivet den juni 29, 2005 af Admin

Doctor Who
TV-serie, England, 2005
Medv.: Christopher Eccleston,Billie Piper, m.fl.

Det er efterhånden længe siden – 20 år? – at den gamle Doctor Who TV-serie blev vist på dansk fjernsyn, og jeg husker ikke særlig meget fra den. Så det er med så godt som helt friske øjne at jeg har set den seneste britiske BBC-fornyelse af serien, som efter sigende har helt forrygende seertal i England og Canada. Det handler om ‘the Doctor’, som er den sidste overlevende af den fremmede race ‘the Timelords’ og rejser rundt i den sidste tidsmaskine, ‘the Tardis’. Helt præcis hvad hans mission eller formål er, står ikke helt klart, men han er i hvert fald superekspert i næsten alt (især historie) og bliver hele tiden rodet ind i farlige og spændende eventyr hvor alting (inkl. hans beregninger) går galt. I første afsnit overtaler han den 19-årige pige, Rose, til at tage med ham ud i tidens korridorer, og hun bliver hans faste følgesvendinde. De tager både frem og tilbage i tiden; i andet afsnit ser de solen opsluge Jorden fem milliarder år ude i fremtiden. I tredje afsnit er de tilbage i 1860’erne og møder Charles Dickens. I fjerde og femte afsnit er Englands fremmeste politikere blevet skiftet ud med aliens, som vil ødelægge Jorden for at sælge den som skrot. I sjette afsnit møder vi for første gang i denne serie Doctor Whos ærkefjende-race, ‘the Daleks’, som laver ravage i en samling af alien artifacts 53 etager under jorden i Utah i 2012. I syvende afsnit kommer de til år 200.000, hvor et “bountiful and glorious human empire” findes, og de må afværge en fjendtlig overtagelse af en rumstation. I ottende afsnit (det seneste) tager de tilbage til 1987 og redder Roses far, som blev dræbt af en flugtbilist, hvilket skaber store problemer med tidslinjen. TV-serien som helhed er overraskende vellavet (især i betragtning af et meget lille SFX-budget) og velskrevet; især gøres der meget ud af personerne og den menneskelige dimension, og det fungerer.

Begge hovedroller – Doktoren og Rose – spiller virkelig godt. Christopher Eccleston som Doktoren er – for det meste – fuld af smil og optimisme og sorgløshed, og serien indholder i det hele taget utrolig mange humoristiske indfald. F.eks. hives en jukebox frem i år 200.000 og kaldes en “ipod”, og den spiller nogle af “alletiders største klassikere”, som f.eks. Britney Spears’ “Toxic”… Det er fin selvironisk science fiction, og det effektive komiske aspekt bidrager til at man accepterer nogle plotelementer som ellers ville virke utroværdige. ‘Hård’ science fiction er det ikke, men i betragtning af hvor rodede tidsrejsehistorier ofte bliver, synes jeg det er lykkedes rigtig godt at lave god, intelligent underholdning ud af Doctor Who-konceptet. Især afsnit 6-8 var jeg rigtig imponeret over; jeg havde selvfølgelig gruet for tidsparadokserne i afsnit 8, men de klarede det ved at spille meget stærkt på det personlige og følelsesmæssige element i stedet, så historien faktisk blev virkelig rørende. Jeg håber at serien får flere penge til speciel effects nu hvor den tilsyneladende er blevet en stor succes. Alt andet ville være synd.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.7

Udgivet i Film, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Nyarlathotep #2

Udgivet den juni 12, 2005 af Admin

Nyarlathotep #2
Thomas Winther & Co.
Fanzine, 108 sider
www.hplovecraft.dk

Der er gået næsten 2 år siden Thomas Winther udsendte det første (og aldeles fremragende) nr. af Nyarlathotep, et fanzine om den lige dele gale og geniale kultforfatter Howard Phillips Lovecraft. Nu er han så tilbage (Thomas altså!), og det med en ordentlig moppedreng af et blad på hele 108 sider, stoppet med artikler og anmeldelser, dels af redaktøren selv, og også fra en række andre skribenter.

Der lægges ud med den ambitiøse, 22 sider lange “Overnaturlig Horror i DK” af Thomas Winther selv, som med udgangspunkt i Lovecrafts essay “Supernatural Horror in Literature” systematisk gennemgår bøger på dansk som på et eller andet plan bevæger sig inden for det overnaturlige gys, cosmic fright, osv.

om ved kort at referere handlingen i de mange bøger uden at afsløre for meget, og man får et godt indtryk af genrens udvikling igennem årene (artiklen dækker 1863-1957). Jeg ser i øvrigt frem til at artiklen udvides med nogle nyere forfattere i næste nummer…

Nyarlathotep #2 (fremover forkortet N2) indeholder derudover en stribe anmeldelser af bøger, tegneserier og film baseret på og inspireret af Lovecrafts værker, men ingen store overraskelser her – Thomas Winther når nærmest hver gang frem til at bøgerne er bedre end filmene!

Der er også noveller, både fanfiction som den virkelig spændende og velskrevne “Når Morgenen Gryr” af Sarah Fürst, oversættelser af to originale Lovecraft-noveller, anmeldelser af computerspil, plus flere artikler om bl.a. Lovecraft-forskning og gysertegneserier i 70’erne. Der er altså læsestof til lang tid, med andre ord!

Det ‘faglige’ niveau er højt hele vejen igennem, og stilen er seriøs og straight. Redaktøren burde dog have været lidt mere omhyggelig med at læse korrektur, for der er altså nogle ret dumme fejl hist og her – f.eks. står der i første linje af Walther Lakes oversættelse af novellen “Nyarlathotep”: “Måske var det nysgerrighed som fik mig til at gå mad (…)”.

En af bidragsyderne i N2 (det lyder s’gu smart), Erling Søby, skriver i en mail til Thomas (som er gengivet i bladet) at selvom han håber der kommer en 2’er, så har han svært ved at se hvad den skulle indeholde, fordi 1’eren allerede har rundet så godt om emnet. Og jeg er fuldstændig enig!

Man kommer nemlig ikke udenom at N2 er en betydeligt smallere og mere perifer udgivelse end 1’eren, og at den hovedsageligt henvender sig til virkeligt hardcore fans. Jeg mener, det er selvfølgelig godt at være dybdegående, men for pokker Thomas, hvem går op i at Necronomicon engang er blevet nævnt i en fucking Jumbobog???

Forsiden på bladet er til gengæld totalt lækker – især det udsmattede stankelben oppe til højre giver det hele sådan et dejligt snusket undergrunds-look, synes jeg. Der skulle helt klart være flere af den slags udtværede dyr inde i bladet, men det kan der jo arbejdes videre på i den 3’er der varsles…

Under alle omstændigheder må man tage hatten af for Thomas Winthers dedikation til emnet, og hans utrolige grundighed (han skal selvfølgelig også være bibliotekar!). Den mand helmer simpelthen ikke før hver en sten er blevet vendt i Lovecraft-land!

Personligt håber jeg dog at bladet fremover vil lægge større vægt på fanfiction som noveller og tegninger, for det er her essensen af – og kærligheden til – Lovecrafts univers lever videre.

Anmeldt af Lars Kramhøft i Himmelskibet nr.7

Udgivet i Fanzines, Horror, Magasiner | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar