Thomas Strømsholt – Dr. Wunderkammers oversættelser

Dr. Wunderkammers oversættelser
Novellesamling af Thomas Strømsholt
H. Harksen Productions, 2016, 197 sider

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har været begejstret for Thomas Strømsholts noveller lige siden jeg første gang stødte på dem. Hans historier er stemningsfyldte, og flere af dem har en folklore-fornemmelse over sig, hvor man nærmere har på fornemmelsen at man læser en gammel overlevering end en nyskrevet novelle.

Strømsholt er dog ikke en der strør om sig med udgivelser. Han har været med i en række antologier og har haft noveller i Himmelskibet flere gange (bl.a. i forrige nummer). Dr. Wunderkammers oversættelser er således kun den anden samling der er kommer på dansk med hans noveller. Der er udkommet to engelsksprogede samlinger, men det er mere kuriositeter, da de er udkommet på et speciel forlag som går meget op i at bogens opsætning og tryk er godt. Dertil er det også bøger som er kommet i meget små oplag.

Da jeg modtog Dr. Wunderkammers oversættelser, blev jeg på den ene side lidt skuffet over at de fleste af novellerne var genbrug fra antologier og de engelske udgivelser, men omvendt så var det både et glædeligt gensyn med disse noveller og samtidig også en ny, god læseoplevelse at læse dem på dansk for første gang, netop ved at det er forfatteren selv der har stået for oversættelserne og derfor været helt opmærksom på at sprog og stemning har været som oprindelig tiltænkt.

Dr. Wunderkammer er ikke en gennemgående karakter i alle novellerne, men er med i nogle af dem, uden at det dog er den samme karakter. I den indledende novelle forsøger hun at genskabe Guds tavshed på et unikt kirkeorgel, noget som kræver den største opofrelse.

Novellen “A Thing of Beauty” er perfekt for en bibliofil som mig. Heri gør en samler alt hvad han kan for at samle alle værker af en bestemt afdød forfatter. Rygtet vil at der er et sidste værk som aldrig er udkommet, men som er færdigskrevet. Det lykkes ham at opspore den samler som har værket. Det viser sig at det er en meget speciel bog, en bog der på mange måder har sin egen vilje og ikke lader sig læse af hvem som helst.

Harksens forlag startede med at udgive Lovecraft-inspirerede bøger, hvoraf en var Urban Cthulhu: Nightmare Cities. Strømsholt bidrag til den bog er også i den nye samling med den danske titel “Arkitektens øjne”. Novellen fanger en god Lovecraft-tone i forhold til at beskrive gamle byer og landskaber, men samtidig er den også Strømsholts helt egen og en virkelig stærk novelle, som både var blandt mine favoritter i Urban Cthulhu samt i denne nye samling.

Strømsholt er en forfatter der forlanger noget af sine læsere. Han er ikke en man sætter sig og læser i bussen på vej til arbejde. Han er en som man sætter sig med og giver sin fulde opmærksomhed, men gør man det, så giver han også en fantastisk læseoplevelse retur, og jeg kan bestemt kun anbefale denne bog til folk der gerne vil begrave sig i en bogs mystiske fortælleunivers.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jonas Wilmann – Frygt-filerne III

Frygt-filerne III
Novellesamling af Jonas Wilmann
Forlaget KAOS, 2016, 214 sider

Jonas Wilmann har efterhånden en del novellesamlinger bag sig. Frygt-filerne er nu en trilogi af horrornovellesamlinger, hvori novellerne ikke direkte hører samme. Det er ikke som i hans bøger By og Udkantshistorier, der hver har fælles et univers som historierne foregår i. Frygt-filerne er mere varieret i setting og temaer, men stilistisk passer de sammen.

Det betyder også at hvis man ikke har læst de to første bind af Frygt-filerne, så kan man sagtens starte med bind 3, hvis man ønsker en god gang dansk-skrevne horrornoveller. Og Wilmann er god til at skrive horrornoveller, noget der blev understreget da bind ét af serien vandt prisen for årets horrorudgivelse da den udkom.

I flere af bogens otte noveller er der et okkult element. Om det så er i form af en bog der påvirker læseren i en grad der ændrer hende, eller om det er en antik trædukke som måske lå til grund for historien om Pinocchio, en udgave af historien som Disney næppe ville have taget til sig, og som børn ser danse i juleshowet. Der er forbandelser der først efter flere år går i opfyldelse, da offeret dermed har mere at miste, og en der redder sit liv ved at indgå en ugudelig aftale med dem på den anden side.

Novellerne holder en høj standard og præsenterer flere aspekter af hvad horror kan være. I efterordet skriver Wilmann selv at han var ved at gå i stå med at skrive horrornoveller, en træthed som man ikke som læser sporer i bogen. I efterordet skriver han både lidt om tilblivelsen af bogen og novellerne, men også at dette bliver sidste bind i serien. Dermed ikke at det bliver hans sidste horrornoveller, men blot at der ikke vil kommer flere som en del af denne serie.

Jeg glæder mig til at se i hvilket setup han i fremtiden vil udgive horrornoveller.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Hvis jeg overlever natten

Hvis jeg overlever natten
Fortællinger fra mørket
Antologi
Enter Darkness, 2016, 232 sider

Der er godt gang i udgivelsen af antologier på det danske fantastik-marked, og nu er endnu et genrer forlag åbnet. Enter Darkness hedder forlaget, som er et enmandsforetagende, og der lægges ud med antologien Hvis jeg overlever natten, som er en samling af syv mørke og dystre fortællinger. De noveller som er udvalgt til samlingen, har alle forskellige tilgange til hvad der er mørkt og dystert.

A. Silvestri indleder samlingen med sin novelle “In uteri”, en på mange måder vulgær novelle, omkring en verden hvor dyresex kan føre til groteske skabninger. I novellen følger vi en af dem som sørger for at disse skabninger ikke får lov at leve. Novellen har en vulgær tone som passer perfekt til historien, og med denne historie er antologien for alvor sparket i gang.

Samlingens anden novelle er titelnovellen, nemlig Savanna Linds “Hvis jeg overlever natten”. Her møder vi en kvinde med svære psykiske problemer, hvor et brud med hendes kæreste har bragt hende ind i en psykose. Hun har skabt sin egen tilgang til virkeligheden, hvor hun prøver at forholde sig til bruddet, mens bl.a. dørene taler til hende.

Lars Ahns “Hvor hesten ligger begravet” lægger op til at være en klassisk historie om en helhest. Denne gang er der dog ingen tvivl om hvor helhesten stammer fra, da en hest er blevet begravet under en byggetomt for at bringe lykke over bygeriet. Selvfølgelig går det ikke sådan, men selvom det kan virke til at være en historie der er let at forudsige slutningen på, så sørger Lars Ahn på vanlig vis for at komme med et uforudset tvist i løbet af den velskrevne og spændende historie.

I Susanne Thranes “Der er ingen bånd der binder mig” er der også indbygget et tvist. Denne er dog ret let at gennemskue allerede tidligt, da der er lagt hints ind som er lette et spotte. Dette gør at historien desværre bliver lidt uinteressant.

I “Fobi” af Kasper Grandetoft kan man omskrive ordsproget “just because you are paranoid, doesn’t mean they aren’t out to get you” til “just because you got arachnophobia, doesn’t mean that the spiders aren’t going to get you”. Martin er ikke bange for noget, lige bortset fra edderkopper. En dag da han skal fælde et træ i haven, kommer han til skade med motorsaven, og efterfølgende bliver han forfulgt af edderkopper, hvilket ikke blot er noget han selv kan se; hans kæreste bliver bl.a. bragt ind i dette da hun skal hive en edderkop ud af hans øre.

I ”Bambusjkaernes herre” af Morten Carlsen opsøges en mand af en gammel ven, som fortæller en utrolig historie om noget han har oplevet. Den historie der bliver fortalt, handler om en mand der får skabt sig sit eget lille rige i Afrika. Der er noget med sproget og tonen i denne novelle som ikke fungerer ordentligt for mig. Jeg tror godt jeg kan se hvad forfatteren stiler efter, men jeg mener desværre ikke han rammer den.

Bogen sluttes af med science fiction-historien “Den tavse zone” af Flemming Johansen. Et hold er på en fremmed planet for at tage prøver støder på fremmed liv. Det er liv i form af noget lav der vokser på klipperne. Det er første gang mennesket støder på liv i rummet, så dette kan være den største opdagelse i historien, men også den farligste. Ikke at det er en ny ide at mikroorganismer potentielt kan være den farligste fremmede livsform man kan støde på, men novellen fletter truslen fint ind i det spil der finder sted imellem holdet af astronauter der udtager prøverne. En god historie som runder samlingen godt af.

En antologi repræsenterer redaktørens valg og fravalg i forhold til hvilke historier der er medtaget. På den måde kommer de også til at repræsentere redaktørens smag. Smag er som bekendt svært at diskuterer, da den er individuel, og enhver har ret til sin egen. Det var ikke alle novellerne der ramte min smag, og et par stykker ramte nok helt forbi, men det at redaktøren har udvalgt dem, viser at de kan ramme andres smag. Og når det er sagt, så er det overordnet set en god samling, og jeg vil se frem til Fortællinger fra mørket II, som forlaget allerede har lavet en indkaldelse på noveller til.

I mellemtiden har forlaget også gang i en kortroman-konkurrence, hvor det skal være en splatterhistorie, der fortælles. Alt i alt så lover det godt for fremtidens udgivelser fra Enter Darkness.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Antologi, Bøger, Horror | Tagget , , , , , , , , , | 1 kommentar

Carina Evytt – Gøglerkongens sværd

Dragernes konge 2:
Gøglerkongens sværd
Roman af Carina Evytt
Tellerup, 2016, 461 sider

Andet bind i serien Dragernes konge er ikke som bind 1 skrevet af Pernille Eybye, men derimod af Carina Evytt, og det har undertitlen Gøglerkongens sværd. I dette bind er det ikke Taysin og Lill, vi følger, men klatretyven Kiri. Hun hyres til at stjæle et sværd, der bevogtes af mørke troldmænd og onde væsner. Det er således en anden historie fra samme verden som fortælles her, men der er referencer på tværs af bøgerne. Den cliffhanger som bind 1 således slutter med må man altså vente længere end til bind 2 med at få forløst.

Hurtigt i bind 2 får man hints om hvad det er der skal smelte hovedpersonerne fra de to bind sammen til en samlet historie.

Historierne er også meget godt opbygget i forhold til temaer. Der er det klassiske med unge mennesker der udvikler sig igennem de udfordringer de stilles overfor, men også kærlighed, venskab og svigt.

Selvom det selvfølgeligt skinner igennem at det er to forskellige forfattere, så er historierne i god tråd med hinanden, og jeg er ikke i tvivl om at de nok skal få historierne flettet godt sammen. Dette kommer til at ske i næste bind, som bliver skrevet af de to forfattere i fællesskab.

Det er langt fra første gang at flere forfattere går sammen om at skrive i samme verden, men det er ikke så tit vi har set det herhjemme, og når vi har, så har det oftere været i form af noveller end i romanform. Det bliver spændende at se hvordan de vil lade historierne udfolde sig og flette sig sammen i tredje bind.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Pernille Eybye – Heksejægerens bytte

Dragernes konge 1:
Heksejægerens bytte
Roman af Pernille Eybye
Tellerup, 2016, 606 sider

I Heksejægerens bytte er den unge mand Taysin landsbyens smed, og han har sig et godt øje til den urtekyndiges datter Lill. Hun holder sig dog mest for sig selv, så det er ikke meget han har mulighed for at tale med hende. En dag da han er ude i skoven for at kigge til sine fælder, støder han på en familie som er på flugt. Det viser sig at datteren har magiske kundskaber, og da der er en hekseforfølgelse i landet, er de nu på flugt fra heksejægerne. Taysin opsøger Lill for at få hende til at hjælpe og behandle de sår familien har.

Senere er der sommerfest i den lille landsby, og midt i festen ankommer kongens hekse­jægere, da de har sporet familien til dette område. Heksejægerne ender med at ødelægge både festen og landsbyen i jagten på hekse, og flere må tage flugten, herunder Taysin og Lill.

Ikke overraskende viser det sig at Lill har magiske evner, som hun har prøvet at skjule i frygten for at blive angivet til heksejægerne, og Taysin må nu gang på gang gøre hvad han kan for at passe på hende og redde hende.

Bogen er dog ikke blot en lang flugt, det er i høj grad også historien om de to unge mennesker der ikke tør erkende deres kærlighed over for hinanden af frygt for den andens reaktion. Den er også en fortælling om venskab og om hvad frygt kan gøre ved venskaber.

Heksejægerens bytte er bind 1 i en serie, og der er flere hints til hvad der skal udfolde sig i de næste bind. Inden flugten fra landsbyen betror Taysins mor en hemmelighed til ham, som vil kunne få stor indflydelse på ikke bare hans, men måske også hele landets fremtid. Samtidig så lægges der også godt op til at det kongemord, som er fundet sted flere år før, hvor hekseforfølgelsen startede, igen vil få følger og et oprør kunne være på vej.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

H.P. Lovecraft’s kronologiske værker – 1917

H.P. Lovecraft’s kronologiske værker – 1917
Noveller af H.P. Lovecraft
HN Publishing, 2016
e-udgivelser

Det at Lovecrafts historier er i public domain, sammenholdt med e-bogs-formatet har gjort det lettere og billigere at udgive bøger, betyder at vi ser flere og flere danske Lovecraft-e-bøger. En del af disse udgivelser er af enkeltstående noveller. Forlaget Valeta har udgivet “Erich Zanns Musik”, og i Himmelskibet 46 anmeldte jeg forlaget Lingo Publishings lille stribe af udgivelser af oversatte Lovecraft noveller.

Forlaget HN Publishing har sat sig for at udgive Lovecrafts samlede udgivne værker i den rækkefølge som de oprindeligt er blevet udgivet. Det har indtil nu ført til udgivelsen af de tre noveller “Graven” (“The Tomb”), “Dagon” (“Dagon”) og “Erindringer om Dr. Samuel Johnson” (“A Reminisence of Dr. Samuel Johnson”), som hver deres e-bog. Omkring årsskiftet til 2017 blev de tre noveller så samlet i én udgivelse med titlen H.P. Love­craft’s kronologiske værker – 1917.

Graven

Starten på “Graven” (The Tomb) er et godt eksempel på hvorfor mange finder Lovecraft svært tilgængelig. Den starter meget knudret og i en stil hvor mange læsere nok vil springe fra. Man skal dog ikke snyde sig selv for at læse videre, for stilen indrammer perfekt historien om en ung mands fascination af historien om en gammel slægts endeligt. En slægt som de lokale hvisker gyselige ting om, hvis palæ brændte ned efter et lynnedslag. Den unge mands interesse centrerer sig om det gravsted hvor slægten er begravet, et gravkammer der ikke har været åbnet i 50 år. En dag finder han dog nøglen til gravkammeret, og hans undersøgelser fører ham ad mystiske veje. Dette er den første Lovecraft-udgivelse fra HN Publishing, men det bør ikke være her en ny læser begynder. Så bør man hellere starte med deres anden udgivelse “Dagon”. Hvis man så, som jeg, er til Lovecrafts stil, så kan/bør man vende tilbage til “Graven” og udforske forfatterskabet videre.

Dagon

Under første verdenskrig strander en sømand på havet i en redningsbåd, efter hans skib er blevet angrebet af den tyske flåde. Båden ender på et kæmpe stykke hævet havbund, hvor han finder beviser for at der findes væsner i havets dyb som er så afskyelige, at han ikke kan holde ud at leve videre med denne viden.

Novellen er en klassisk Lovecraft-novelle, hvor en person har fået en viden, der har drevet ham ud i sindssyge, og han sidder nu på det sidste og nedfælder sin viden.

Novellen er skrevet af Lovecraft inden han havde fået etableret sine mytologinoveller. På mange punkter er handlingen nærmest en tidlig udgave af novellen “The Call of Cthulhu”.

Lovecraft er svær at oversætte, men jeg syntes faktisk at denne oversættelse fanger novellens stemning godt. Den vil være et glimrende sted at starte for de der ønsker at stifte bekendtskab med Lovecraft.

Erindringer om Dr. Samuel Johnson

I denne historie er skribenten over 200 år gammel, men det er egentligt ikke så meget sin egen historie han fortæller, mere lidt om sit bekendtskab med Dr. Samuel Johnson. Novellen virker til at være en indledning til en længere beretning om bekendtskabet, men den kommer aldrig så langt, og så vidt jeg ved, skrev Lovecraft ikke andre noveller der samler op hvor denne stopper.

Denne historie skal nok læses som en humoristisk kommentar på Lovecraft selv og den kritik han fik af sin skrivestil. Den er hverken blandt de bedste eller mest interessante af hans værker, men det gør det næsten blot mere prisværdigt at den her bliver oversat. Andre ville nok have sprunget denne over, men det at forlaget vælger at oversætte og udgive den, viser at de har tænkt sig at udgive hele striben af Lovecrafts udgivne noveller, og det skal de bestemt have ros for. Historien selv er dog næppe interessant for andre end Lovecraft-fans.

Som Lovecraftfan ser jeg det som et prisværdigt projekt som forlaget har kastet sig ud i, specielt fordi de ikke udelukker at de senere vil samle deres oversættelser til en samlet bog der kunne ske at komme i print, men indtil videre må vi tage imod dem som de kommer.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , | 1 kommentar

Maya Salonin – Menneskesønnen

Menneskesønnen
Den 8. bog om Satan
Kortroman af Maya Salonin
Kandor, 2016, 66 sider

Ottende og sidste bind i Kandors serie, hvor forskellige forfattere giver deres bud på en fortælling om Satan, er skrevet af Maya Salonin. Denne gang tages der udgangspunkt i den kristne skabelsesberetning. Den starter helt inden universets skabelse, med Lucifer der bevæger sig rundt i mørket uden at kende til andet. Da universet skabes, bliver han både forundret og nysgerrig, så i stedet for at slutte sig til englekoret der bruger alt deres tid til at lovsynge og prise Gud og hans skaberværk, begiver Lucifer sig rundt på Jorden for at lære mere om denne verden. Gud konfronterer ham flere gange og byder ham at deltage i de andre engles kor, men Lucifer bliver ved med at være draget af jorden og skabningerne der lever her.

Det ender med at Gud sender Lucifer ud af Himmelen og fratager ham englestatussen, så han nu må leve som menneske. Hvor andre mennesker dog ikke har nogen sjæl, og de derfor forgår efter døden, så lever Lucifer videre på et åndeligt plan efter døden. Det samme gør de efterkommere som er kommet efter de børn som Lucifer fik som menneske, og efterhånden bliver der flere og flere sjæle der ikke har noget sted at tage hen efter døden. Lucifer må prøve at få Gud til at give dem plads i Himmelen, også selvom Lucifer godt ved at han aldrig selv vil blive lukket ind.

Denne historie er fortalt fra Satans synsvinkel og giver et bud på hvordan han måtte have oplevet det at blive kastet ud af Himmelen. Gud er i denne fortælling den gammeltestamentlige gud som på ingen måde er tilgivende og som ikke tolererer at nogen stiller spørgsmål ved den store skabelsesplan (samtidig med at han ikke vil fortælle hvad planen går ud på).

Bogen passer godt ind i serien og har en vinkel som ingen af de andre forfattere har valgt. Ud over at være godt fortalt, så belyser den også at ondt og godt ikke nødvendigvis er noget der kan dels op i sort/hvidt, men at det er nødvendigt at sætte sig ind i de bevæggrunde som ligger til grund for en handling. Og i denne bog et alternativt bud på hvad konflikten imellem Gud og Satan skyldes, end hvordan det normalt belyses.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Lars Kramhøft – Således forgår alverdens herlighed

Således forgår alverdens herlighed
12 Aspekter af ny, nordisk horror
Novellesamling af Lars Kramhøft
Illustreret af Mark Tholander
Calibat, 2016, 294 sider

Lars Kramhøft har efterhånden leveret historier til en række forskellige antologier, men dette er første gang vi ser en samling udelukkende med hans noveller. 12 styks er det blevet til, i en samling med undertitlen 12 aspekter af ny, nordisk horror.

De forskellige aspekter strækker sig over den skjulte uhygge, som da en bogsamler og forfatter opdager at en fiktiv person har sneget sig ind i litterære hovedværker og er begyndt at ødelægge dem indefra, bl.a. ved at dræbe hovedpersoner, til det mere direkte ubehag med en sindsforstyrret person, der er i gang med at spise sig selv.

Kramhøft viser også aspekter af klassiske horrorvæsener. Det værende den afdøde, som ikke går af vejen for at besætte de levende, blot for selv at få kontakt og afslutning med sin kæreste. Et andet aspekt er en vinkel på zombieficeringen, hvor man nu er ved at gøre det til en naturlig del af livet, at efter døden kommer en zombietilværelse, som de efterladte så må forholde sig til. I novellen “Aftenrøden” samles gamle mennesker i sikrede områder for at myndighederne netop kan være beredt på den dag de går over til næste fase. I novellen er det dog et tilfælde hvor lægernes monitorering ikke har været helt god, som følges.

I Kramhøfts fortolkning er vampyrmyten blev til et væsen der dræner folk for livsenergi, og lysarbejderen er ham der forsøger at befri verden for drænerne.

I “Jakes far” har drengen Jake ikke set sin far i måneder. Faderen har låst sig inde på sit laboratorium, og Jakes eneste kontakt med ham, er når Jake sender mad op via den lille elevator. Ingen tvivl om at der sker mystiske ting i laboratoriet og at der er noget derinde som ikke må slippe ud. Jake får dog problemer den dag nogen bryder ind i huset, for hvordan holder han dem væk fra faderen og laboratoriet?

I novellen “Cestoda” er over halvdelen af jordens befolkning inficeret med forskellige farlige parasitter, der bl.a. kan få folk til at ændre personlighed. Der er nogle der ønsker at studere nogle af disse parasittyper, specielt de parasitter der stammer fra rummet. I novellen følger vi dog ikke dem der fortager studierne, men derimod de som ufrivilligt er blevet udvalgt som testpersoner.

I en anden af samlingens noveller er det også fra rummet, at kimen til det ubehagelige stammer. Her er det en kæmpe meteorit, der har ramt jorden og sendt verden ind i en mørk tidsalder. Der er det yderligere problem, at nedslaget har åbnet op til det indre af jorden, og de væsner der nu er sluppet ud, er ikke venligt stemte over for os der bor på overfladen.

Dette er blot eksempler på nogle af de aspekter of horror-fortællinger som er i denne bog. Fælles for alle novellerne er at det er den stille horror der kommer snigende, som beskrives, fremfor at der smides en spandfuld blod og indvolde i hovedet på læseren. Dermed ikke sagt at bogen er blodfattig, det er blot ikke det som er det primære virkemiddel. Kramhøft er virkelig god til at give sine fortællinger den stemning som hører sig til for en god horrorfortælling.

Et andet af bogens virkemidler er at Mark Tholander til hver novelle har lavet en simpel, men stemningsunderbyggende illustration. De er med til at vise hvordan man med få virkemidler kan opnå noget godt.

Jeg må med skam erkende at jeg ikke er ordentligt inde i hvad der udkommer af horrorlitteratur i de andre nordiske lande og kan derfor ikke udtale mig om hvordan denne bog passer ind i forhold til ny nordisk horror. Jeg kan dog sige at bogen passer rigtigt godt ind i den nye danske horrortradition, som er blevet oparbejdet i de senere år, hvor en række forfattere har bragt nye stemmer og aspekter til.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jon Bing – Tanz – Gådernes planet

Tanz – Gådernes planet
Roman af Jon Bing
Science Fiction Cirklen
2016, 160 sider

Den norske forfatter Jon Bings bøger om biblioteksskibet Alexandria fortæller om det mægtige rumskib, som rejser imellem koloniserede planeter for at opsamle og dele viden imellem de mennesker der bor rundtomkring i galaksen. Der er ingen der længere har overblikket over hvor mange verdner der er blevet koloniseret, da mange kolonier er udsprunget af andre kolonier og man derfor for længst har mistet kontakten med Jorden. Der har dog (så vidt bibliotekarerne på Alexandria ved) aldrig været kontakt med intelligenser som ikke var mennesker.

I de tre første bind af serien ankom Alexandria til en ny verden i hvert bind. Via deres interaktion og vidensdeling hjalp de med til at løse konflikter som den verden måtte have. I dette fjerde (og sidste bind) er Alexandria på sin rejse imod de to tvillingeplaneter Flod og Ebbe. På den lange færd er de fleste af bibliotekarerne i dvale, men der er dog nogle som er vågne for at studere den viden som det mægtige skib indeholder. Skibet selv er programmeret til at afbryde sin færd hvis nogle af de sonder den konstant sender ud, støder på noget mystisk eller interessant.

Ved bogens start har Alexandria netop afbrudt sin færd og igangsat vækningen af nogle af de bibliotekarer, som ligger i dvale. Det de står op til, er en stor asteroide som ser ud til måske at være en planet som er undsluppet sit solsystem. Ved at granske asteroidens overflade finder de en formation som ser ud til at stave ordet TANZ. Et hold bliver sendt ned for at undersøge dette. Holdet består af de venner som vi kender fra de første bøger, men det viser sig hurtigt at være en noget anderledes mission, for asteroiden virker ubeboet, men der er et eller andet der fanger dem i en labyrint som de nyt må slippe ud af og i forsøget derpå måske også lykkes med at løse gåden om Tanz.

Det er en skam at Bing (der døde i 2014) aldrig fik skrevet mere end fire bøger om Alexandria, for det er en interessant ide at have et rumskib flyvende rundt med det ene formål, at sørge for at viden bliver opsamlet og delt. Tanz – Gådernes planet adskiller sig som nævnt fra de tre første bøger, hvilket bestemt er en god ting, for det er med til at udvide fortællingen om bøgernes univers.

Har man læst de første tre bind, så bør man bestemt også læse dette fjerde, og selvom serien er en ungdomsserie, så er der som sagt nogle gode ideer i den, som man også som den voksne læser vil kunne underholdes af. Det er bestemt også en serie man kan anbefale til den unge læser som gerne vil starte op på at læse science fiction.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Necropolis

Necropolis
Roman af Patrick Leis
Valeta, 2016

I 2003 udgav Patrick Leis zombiebogen Requiem på forlaget Carlsen. Dette virkede til at være en selvstændig bog, men det viste sig at den blot var en i en serie af zombiebøger fra hans side. Faktisk viste den sig at passe ind i en sammenfletning af flere af hans bøger, en sammenfletning som løbende er blevet mere udvidet.

I 2006 udkom Pax Immortalis på forlaget Facet, og der tegnede sig nu en trilogi om de dødes genopstandelse fra graven. Da næste bog, Necropolis, udkom i 2008 på Facet, viste det sig at det ikke var sådan at tingene forholdt sig, for her var tale om en prequel, som berettede om hvordan verden var gået under og hvad der havde ført til at zombiefaren havde udviklet sig. Bogen var ikke en decideret roman, men en samling af beretninger og fortællinger der sammensatte forhistorien. Samtidig trak den tråde til Leis’ science fic­tion-bog Psykonauten (Klim, 2007) og til en endnu ikke udgivet fortsættelse til denne.

Næste bind viste sig heller ikke at være afslutning, for her var der tale om to-binds udgivelsen Camp 41 (Facet, 2011) som rent tidsmæssigt finder sted midt i Necropolis. I bøgerne er der heldigvis en oversigt der viser hvordan de forskellige bøger er flettet sammen.

Nu er det ikke fordi der ikke er kommet horrorbøger fra Leis siden da, men sidste/næste bind i zombieserien har vi måttet vente på. Men nu er der nyt.

Planen er at hele serien skal udgives på forlaget Valeta, men i stedet for at starte med Requiem igen, har man valgt at udgive dem i den kronologiske rækkefølge og er derfor startet med Necropolis.

Jeg ved ikke om dette nødvendigvist er det kloge valg, da jeg tror denne bog fungerer bedst ved at blive læst som en prequel, men det må næsten være en der ikke har læst de andre bøger, som skal vurdere om det fungere at starte med dette bind. Noget der dog gør at folk, der allerede kender serien, bør læse denne genudgivelse, er at der her mere er tale om en ny udgave end blot en genudgivelse. Teksten er blevet gennemarbejdet, og der er både kommet nye kapitler, samt udvidelse til de eksisterende.

I stedet for at gentage den anmeldelse som jeg i sin tid lavede da bogen første gang udkom (kan læses i Himmelskibet nr. 19 eller på www.himmelskibet.dk), vil jeg mere gå ind i hvad det er for en type bog. Dette er ikke den klassiske zombiefortælling, hvor vi følger en lille flok menneskers kamp for at overleve interne stridigheder og trusler udefra fra andre desperate overlevende og de udøde. Det er den historie der fortælles i Requiem.

I Necropolis er det en række mindre beretninger i forskellig fortællestil, der fortæller om verdens undergang. Ved at det er en prequel, så ved man at det hele ender skidt og at stort set ingen af dem man følger, vil overleve; omvendt er der heller ingen som man rigtigt kommer til føle noget for og håber på deres overlevelse, da man kun følger dem kort. Dette fungerer i en bog som denne, da det netop ikke er beretningen om de enkelte mennesker, men om samfundets forfald.

Hvis man kigger i den oversigt der er i bogen over sammenhængen imellem bøgerne, så er der også knyttet nye bøger ind i sagaen nu, bl.a. Kafkalatte (udkommet på PrintXpress i 2013), hvilket også har resulteret i mindre omskrivninger af Necropolis for at få det hele til at passe sammen.

For de der allerede kender serien, er der som sagt stadig nyt at hente i denne bog i forhold til første udgave, og for de der ikke gør, så ved jeg ikke helt om ikke det vil være en fordel at de venter til Requiem udkommer og så starter der, for så at gå tilbage til Necropolis, men uanset hvad, så er det en serie der kan anbefales hvis man ønsker at læse en god serie om de levende døde, som er ved at indtage jorden, og om hvordan de overlevende forsøger at skabe et nyt samfund. Nu er det blot spændende hvor lang tid der går inden det hidtil uudgivne sidste bind udkommer og om de bøger der ligger inden Necrodemic-serien, nu også udgives/ genudgives.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar