Jesper W. Lindberg – Bigfoot og Yetien

Bigfoot og Yetien
Myter og mysterier #2
af Jesper W. Lindberg
Tellerup, 2016, 87 sider

Der er af flere omgange udkommet bøger, der har redegjort for forskellige myter, sagn og mysterier, og hvor det tiltænkte publikum har været unge. Forlaget Tellerup er ved at udgive en ny serie af sådanne bøger, og de første tre bind er udkommet, og har emnerne “Uhyret i Loch Ness”, “Bigfoot og Yetien” og “Jack the Ripper”. I denne anmeldelse er det bogen om “Bigfoot og Yetien” som er omdrejningspunkt.

Bogen gennemgår en række af de bedst kendte observationer af bigfoots, yetier og andre store menneskeaber, både de der er blevet afsløret som fup og de der stadig regnes som værende ‘beviser’ for disse væseners eksistens. Det er næsten sjovest at læse om de der er blevet afsløret som fup, for det er utroligt så mange der har forsøgt at få opmærksomhed og tjene nogle penge på at lave billeder af disse væsner.

Bogen er en god indgang til at give en oversigt over myterne, uden at man føler at den prædiker at man enten skal tro eller ikke tro. Den har nærmest en vinkel der siger, at selvom meget er afsløret som svindel eller værende observerede bjørne og andre dyr, og vi ikke har et endeligt bevis, så kan tvivlen godt kom­me myten til gode, og mysteriet kan holdes åbent.

Bogen er således ikke til folk der allerede er velbevandret i emnet, men den er en god indgang for de der gerne vil præsenteres for nogle af de myter og mysterier som findes derude.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Faglitteratur | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

A. Silvestri – Sand og sten, stål og glas

Sand og sten, stål og glas
Udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Calibat, 2016, 222 sider

Hvis man har fulgt Silvestri på Facebook eller på hans blog, så har man også kunnet følge hans planer om at samle de forskellige noveller han har fået udgivet i magasiner (som Himmelskibet) og antologier, da noveller udgivet på den måde ofte hurtigt ‘forsvinder’. Disse vil han nu samle i en række novellesamlinger, som i starten kun var tænkt til at skulle være ebogs-udgivelser. På bloggen lagde han op til læserne at komme med input til formatet, og det endte med at der kom et kort efterord til hver af novellerne, noget jeg syntes fungerer rigtigt godt.
Den første samling der er udkommet, er Sand og sten, stål og glas, som er en samling af science fiction-noveller. Den består af otte noveller, hvoraf de syv har været udgivet tidligere, primært i forskellige udgivelser fra Science Fiction Cirklen, mens den sidste udgives for første gang.

Verdens undergang er en form for tema i disse noveller, eller man skal måske nærmere sige verdens forandring. For jorden stopper ikke med at rotere, men menneskets levevilkår er eller bliver forandret. I nogle af novellerne er forandringen på vej, mens vi i andre befinder os i perioden hvor en ny verdensorden er ved at blive bygget. Om det så er ved at de overlevende nu skal klare sig med ældre tiders teknologi, eller ved at de er ved at skulle skabe grobund for at kommende generationer skal kunne overleve.

I samlingens første novelle har et nyt styre taget over, men vi følger alligevel tilblivelsen ved at en af det nye styres skabere sidder og beretter om tilblivelsen og om hvor meget bedre verden er blevet. Imellem alle de lovprisende ord kan man dog hurtigt spore diktaturet, og novellen sluttes da også af med at tilhøreren må møde det nye styres konsekvens. Flere af de andre noveller har refereret til denne indledende tekst. Novellerne kan læses som uafhængige tekster, men de kan også læses som værende nogen der beskriver den samme verdens udvikling, blot set fra meget forskellige tidsperioder.

I bogens anden novelle, “Glemmer du, så husker jeg alt”. er der endnu en person der møder den konsekvens som styret lader ramme sine kritikere. Her er det en forfatter, der igennem flere bøger har været kritisk overfor styret, men en dag hentes han, og hans hukommelse slettes. Hver morgen vågner han nu op med en mental tilstand der er på barnestadiet, og så langsomt opbygges han til sit voksne sind i løbet af dagen. Hans kone gør hvad hun kan for at sørge for at han bliver sig selv i løbet af dagen, på trods af at han altid har været voldelig over for hende, men da det er det hun forbinder med hans kærlighed til hende, så er det det hun nærmest prøver at få frem hver dag.

Dette er en novelle hvori det efterord som er knyttet til hver novelle, virkeligt giver noget ekstra med, da Silvestri her skriver om hvordan det netop har været det at nogen voldsramte kvinder bliver i det voldelige forhold, som han ville bruge i denne novelle.

I den næste novelle er efterordet også interessant at få med som læser. Novellen er skrevet som en ordblind der forsøger at skrive sin beretning, og i efterordet fortæller Silvestri lidt om sit forarbejde med at sætte sig ind i hvordan ordblindes fejl er opbygget. Det er et interessant eksperiment, og som læser vænner man sig hurtigt til at læse igennem skribentens formuleringer og stavemåder.

“Matthæus 20:16” er en tidsrejsehistorie, hvor det er lykkedes en mand at rejse frem i tiden. Her er han ventet, og der venter ham en vigtig mission og en stor beslutning. Der er ingen mulighed for at rejse tilbage igen. Fremtiden er således noget helt andet end han havde forestillet sig, for hans formål med at rejse, var egentligt blot for at gøre det, og så kunne vende tilbage og hovere overfor sine kolleger i de videnskabelige kredse.

“Ukrudt” er en dyster beretning om en flok mennesker der er ved at sikre sig at en planet i fremtiden vil være beboelig for mennesker. Dette kan dog kun ske ved at planetens fauna efterhånden bliver skræmt fra at gøre mennesker fortræd, noget der dog kun kan sikres via store ofre. Dette er nok min favorit i samlingen, og den beskriver en form for terraforming som jeg ikke har set beskrevet før.

“I sit ansigts sved” er fortællingen om hvordan plattenslagere forsøger at klare sig i en verden hvor maskiner og elektriske apparater ikke længere fungerer og hvor gamle arbejdsmetoder nu skal sikre at der stadig produceres fødevarer og andre produkter.

I “Sand og sten, stål og glas” er samfundet nu kommet til et punkt hvor styret vurderer at der kun er plads til folk så længe de kan bidrage til samfundets udvikling. Vi følger her en af dem som skal sidde og tage beslutninger om hvornår folk ikke længere bidrager nok. En dag finder han dog en fejl i systemet, noget som han slet ikke kan forholde sig til, for i hans øjne så kan systemet ikke lave fejl, så hvad skal han nu gøre?

“Den allersidste dans”. Dette er en undergangssymfoni og er en interessant tekst at læse, en tekst som giver en god afslutning på denne samling.

Silvestris projekt med at samle sine noveller må siges at være lykkedes i dette første bind. Når man nu sidder med slutresultatet, fornemmer man ikke at dette ‘blot’ er en opsamling, men man sidder faktisk med en samling der fungerer som en selvstændig novellesamling, der genremæssigt og tematisk hænger sammen. Skulle man have læst de af novellerne der tidligere har været udgivet i forvejen, så er der stadig noget at komme efter her, da enkelte historier ofte kan drukne i antologier der har 15-20 noveller i sig, men hvor de her mere fungerer som en del af enhed. Ligeledes har han været igennem dem igen og har omskrevet og strammet dem op hvor han har fundet det nødvendigt.

Ud over de mange antologier som Silvestri har bidraget til, har han også en række selvstændige bøger bag sig, og denne bør stå i bogsamlingen ved siden af de andre, og har man ikke stiftet bekendtskab med science fiction-delen af hans forfatterskab, så er dette bestemt et godt sted at gøre det.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mikkel Harris Carlsen – M

M
Roman af Mikkel Harris Carlsen
Kandor, 2016, 170 sider

Selvom Fuglene af Mikkel Harris Carlsen, som jeg netop har anmeldt herover,adskiller sig i sin opbygning fra hans tidligere udgivelser såsom Kakerlakmennesket (anmeldt i Himmelskibet 38) og Midnatsmuse (anmeldt i Himmelskibet 44), så er der en genkendelighed i de groteske og mystiske fortælling han beskriver. I 2016 udgav han også romanen M, som adskiller sig fra alle de tidligere. Her er decideret tale om en roman, også selvom der har sneget sig en novelle ind som et kapitel.

Vi følger en ung forfatterspire, som egentlig var udset til at skulle overtage sin fars forretningsimperium, men for hvem drømmen om at leve som forfatter trækker. Han er flyttet væk fra forældrene og har slået sig ned under sit pseudonym, og han prøver nu at skrive historier til forskellige magasiner for at brødføde sig den vej. Han er dog ramt af en skriveblokade og forsøger nu at finde inspiration omkring sig. I den gade hvor hans pensionat ligger, er der et antikvariat som han begynder at besøge flere gange om ugen. Indehaveren kan fortælle ham meget om området, og ikke mindst om litteratur i alle dets former. Det viser sig at der tidligere har boet en kæmpende forfatter ved navn Thomas Bradbury på samme værelse som vores hovedperson, og han forsøger at grave i denne forfatters historie og skæbne. Dette leder ham til den prostituerede M, som var blevet Bradburys ven og på mange måder også hans muse. Bradbury er dog forsvundet, og der er ikke rigtig nogen spor der leder til hvad der er sket.

På mange måder misunder hovedpersonen Bradburys mys­tiske skæbne, for netop det at være en forhutlet kæmpende forfatter, er netop det som hovedpersonen søger, måske også i sit forsøg på at fjerne sig fra den plan som forældrene har lagt for ham.

Der er mange punkter hvorpå denne bog adskiller sig fra Mikkel Harris Carlsens andre bøger. Til dels er det en roman, men det er også en historie der ikke begiver sig ud i det groteske på samme måde som de andre. Godt nok er nogle af de historier som M fortæller om sit arbejde til hovedpersonen groteske, men med undtagelse af én, så er der ikke nogen der indeholder noget mystisk eller overnaturligt. I den ene er der dog indeholder noget sådant, er det mystiske meget fysisk, men ikke noget der for alvor ændrer på bogens overordnede fortælling.

Bogens bagside fortæller at dette er en hyldest til gamle bøger, magiske ord, fabulerende fortællelyst og litterære mysterier. Ingen tvivl om at Harris Carlsen skriver i en tone som er fabulerende, men den historie som han fortæller her, måtte meget gerne have været mere fabulerende og mystisk.

Ingen tvivl om at jeg mere er til historierne i hans andre bøger end i denne, men omvendt så er det også helt rart at se ham kaste sig ud i en roman fremfor de korte fortællinger som vi normalt ser fra hans hånd. Det er altid spændende når en forfatter forsøger sig på noget nyt og ikke blot bliver ved det sikre og velkendte. Jeg skal så også som læser huske at lægge de forrige bøger fra mig når jeg sidder med den næste og derved give forfatteren plads til at udfolde sig på nye måder.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mikkel Harris Carlsen – Fuglene

Fuglene
Roman af Mikkel Harris Carlsen
Forlaget Æther, 2016, 144 sider

Forlaget beskriver selv Mikkel Harris Carlsens nye bog som en ‘absurd roman’, og absurd er en meget passende beskrivelse, men om det er en roman, er mere et spørgsmål.

Vi følger regnskabsmedarbejderen John igennem en lang række groteske episoder. De har ikke anden sammenhæng end at de omfatter ham, og der er ingen konsekvens imellem historierne, så når John i et brudstykke maltrakteres i en slagterbutik, har det ingen indflydelse på at han i et efterfølgende skal til at motionere mere.

Bogen har sammenhæng og giver mening på samme måde, som en nats drømme kan tage drømmeren igennem et hav af forskellige scenarier, som imens drømmen står på, føles som sammenhængende, men efterfølgende kun kan gengives i usammenhængende brudstykker. Det er det samme der gør sig gældende i denne bog, så den kan være svær at kalde en roman, men omvendt er det heller ikke en novellesamling, for den fungerer bedst som et samlet værk, som giver et indblik i Johns mærkelige verden. En verden der på trods af sine groteskheder, og det at hovedpersonen dør et par gange, stadig hænger sammen, da den nulstilles for hver fortælling.

Havde det været en novellesamling, ville jeg i anmeldelsen have fremhævet de noveller jeg syntes bedst om, men dette er ikke noveller. Jeg vil dog kort beskrive et par af brudstykkerne for at give et indtryk af bogen.

Det er valgdag, og John er netop gået ind i boksen for at stemme. Imens hans øjne løber hen over stemmesedlen, hører han en presset mand fra boksen ved siden af, der beder ham om at række noget papir ind under, da der er løbet tør derinde. John er en flink mand, så han deler sin stemmeseddel i to og rækker den ene del under til den trængende mand ved siden af.

I en anden stiger John ind i en overfyldt elevator. Selvom den er helt fyldt, så bliver folk ved med at stige på, og til sidst kan ingen røre sig, og ingen kan stige af. Menneskeklumpen ender med at stå samlet i elevatoren i flere måneder, hvilket bl.a. fører til kannibalisme for at de kan overleve. Da de endelig kommer ud, går de hvert til sit.

Sådan følger den ene korte tekst den anden, og samlet giver den en fortælling om det groteske univers som John er fanget i.

Det der gør at dette fungerer så godt som det gør, er at forfatteren skriver i en bekrivende stil som perfekt understøtter universet.

Dette er Harris Carlsens fjerde bog, og han har flere gange haft noveller trykt i Himmelskibet (senest i nummer 46), så der har været rig mulighed for at stifte bekendtskab med hans groteske historier tidligere, og hvis disse faldt i din smag så skal du bestemt ikke undlade at anskaffe sig Fuglene, for her er endnu et indblik i et fantastisk fortælleunivers.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Monster

Monster – 11 horror-noveller
Antologi
Teddy Vork, A. Silvestri, Lars Ahn Pedersen m.fl.
Kandor, 2016, 218 sider

Forlaget Kandor er for nyligt blevet lagt ind under forlaget Dreamlitt, da Kandor var et enmandsforlag, hvor arbejdet efterhånden var ved at overstige hvad der var sjovt for redaktøren. Kandor videreføres som navn, så vi vil se flere bøger med dette labl lpå, men der er da også stadig et par bøger under det gamle setup, som vi endnu ikke har fået omtalt i Himmelskibet.

En af disse er antologien Monster. Kandor har tidligere udgivet antologierne Vampyr og Varulv, der hver især indeholdt forskellige vinkler på de klassiske monstre. Denne gang er emnet blot monstre, hvilket giver mulighed for endnu bredere fortællinger. For selvom der var mange vinkler på at fortælle om f.eks. varulve, så var det også noget, der gjorde at det var svært at blive overrasket som læser, da det var givet at det var en variant af lige netop dette monster som de enkelte historier handlede om.

I Monster har der været mere frit spil, og det er også en god variation i det monstrøse som hver af de 11 bidrag byder på.

Teddy Vorks “Tomme Kar” indleder samlingen, og den har en religiøs tilgang til emnet, da der her er tale om besættelse og forsøg på eksorcisme. Det er på mange måder en klassisk Vork-novelle, hvor historien skrider stille og roligt fremad, imens uhyggen opbygges.

Det næste bidrag er også et bidrag som på mange måder er let genkendeligt for forfatteren. Det er A. Silvestris “Om blod og blæk”. Silvestri har flere gange skrevet i samme weird fiction-tradition som bl.a. Clive Barker, og denne novelle er i denne tradition. Her er det monstrøse meget fysisk, men også meget hemmeligt. Det lurer skjult og kræver et offer fra sine følgerer, et offer som skal komme fra personen selv, men omvendt så bliver man også en del af væsenet. Dette er lige en novelle for mig, da den ikke kun handler om at beskrive et ubeskriveligt monster, men også i højere grad handler om at beskrive den indflydelse som mødet har på hovedpersonen.

En forfatter, der i lige så høj grad som Silvestri ynder at lege med genrer, og som ikke lader sig styre af de opstillede konventioner, men som stadig navigerer rundt i dem og sammensætter dem på nye spændende måder, er Lars Ahn Pedersen. I bidraget til denne antologi fortæller han en spøgelseshistorie. En forfatter har sat sig for at skulle skrive en spøgelseshistorie og har taget logi i en hjemsøgt lejlighed. I starten oplever han ikke noget, men dette ændrer sig. Sideløbende fortælles en historie fra bygningens fortid hvor den var et sindssygehospital. Alt dette lyder meget klassisk indenfor spøgelseshistorier, men Lars Ahn formår alligevel at bringe andre vinkler ind i historien.

Dette var tre eksempler på samlingens monsterfortællinger. Derudover er der fortællinger hvor det er i mennesket det monstrøse bor, og andre hvor der er forskellige udefra-kommende trusler. Der er sågar en historie med en af de andre klassiske monstre nemlig en mumie, eller i hvert fald et mumificeret monster.

Samlingen kommer godt rundt i et stort emne, men er på ingen måde udtømmende. Dens force er netop at det ikke på forhånd er klart for læseren hvilket monster der er tale om, så det giver mulighed for overraskelser.

En negativ ting ved denne antologi er at redaktøren, ligesom i Varulv, ikke har inddraget et forord eller en præsentation af samlingen og novellerne. Da Monster bygger på en novellekonkurrence, synes jeg det kunne have været interessant at læse noget om hvilke udvælgelseskriterier der var blevet brugt og på den måde have fået bogens noveller linket sammen og skabt en mere helstøbt samling. Det er desværre de færreste antologi-redaktører der gør dette, og i Monster mangler det også.

Så vidt jeg kan se, så fortsætter Kandor-brandet som et selvstændigt brand under Dreamlitt, men det bliver alligevel spændende at se hvad der sker fremover, og om vi får flere antologier af den generelt høje kvalitet som forlaget har været garant for.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Antologi, Bøger, Horror | Tagget , , , , , , | 1 kommentar

Mads Schack-Lindhardt – Tir Nazrâls arving

Tir Nazrâls arving
Roman af Mads Schack-Lindhardt
mellemgaard, 2016, 328 sider

Tir Nazrâls arving fortæller historien om drengen Sebastian, der er enebarn. Han flytter med sine forældre ind i sin afdøde onkels hus. Her møder han naboen, den sære ældre dame Martha, som han falder i snak med. En aften giver han efter for sin nysgerrighed og følger efter hende, da hun forsvinder ind i sit drivhus. Herved ender han i Tir Nazrâl. Tir Nazrâl er et gigantisk træ, der indeholder adgang til samtlige universer, der nogensinde er blevet skrevet bøger om. Disse universer er af forskellige aldre og historier, som ikke er skrevet færdig og kan ændres løbende, hvis forfatteren ændrer dele af bogen.

Da Sebastian ankommer til Tir Nazrâl, er dets eksistens under angreb af en ond troldmand fra et af universerne, og han må drage ud på en farefuld færd med Martha og flere andre ledsagere for at redde det.

Fortællingen har elementer af en metaroman, da Tir Nazrâl er hjemsted for alle fortællinger, der nogensinde er skrevet. Derfor diskuteres fantasygenren på nogle tidspunkter undervejs i fortællingen og man støder flere gange, på referencer til andre fantasybøger. Dette gør bogen spændende og anderledes, men kræver samtidig en fin balancegang hos forfatteren, da der er stor mulighed for, at fortællingen hurtig kan komme til at læne sig op ad andre bøgers ideer og universer. Blandt andet genbruges ideen fra Harry Potter om Horcruxer, objekter, der kan holde en del af en persons sjæl i live, selvom de dør, hvilket er, hvad Voldemort brugte til at skabe sin udødelighed. Dette benytter den onde troldmand i denne fortælling sig også af.

Forfatteren undgår dog fint at indlemme lange passager og større stykker af bogen med referencer til tidligere store fantasyværker. Referencerne er delvist skjulte, men opfattes af den erfarne læser af fantasybøger og bruges i en fornuftig mængde, der gør, at bogen som helhed fremstår som en original fortælling med en ny og anderledes tilgang til fantasygenren.

Bogen henvender sig til folk i alle aldre med interesse for fantasyromaner. Den er spændende og fyldt med action, som de fleste romaner af samme genre, men samtidig tilføjer den også genren noget nyt. Den henvender sig til det unge publikum, men appellerer samtidig også til den ældre og mere erfarne læser med sin anderledes fortælling, som giver læseren med forståelse for den intertekstualitet forfatteren benytter sig, mulighed for at gå et spadestik dybere i sin analyse af bogen. Tir-Näzrals arving er første bog i serien om Stjernekrønikerne, så det bliver bestemt interessant at se, hvordan historien fortsætter i næste bog.

Anmeldt af Mads Bækmand Raun i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mathilde Gram – Arvens hævn

Arvens hævn
Roman af Mathilde Gram
One Horizon Publishing, 2016, 585 sider

Arvens hævn er Mathilde Grams anden roman og hendes første i fantasygenren. Den er udgivet på forfatterens eget forlag.

I bogen møder vi Aria. Aria er en blanding af lys og mørk engel. En forbudt forening, der sender den spæde Aria i pleje hos en ældre engel. Efter hendes plejemors død må hun begive sig ud for at finde det gemte rige Zilicius. Her lærer hun mere om sin skæbne og sine evner og får allierede der hjælper hende i kampen mod den onde fyrste og det mørke der spreder sig. Samtidig må hun kæmpe mod og med sin spirende kærlighed til den mørke engel Milas.

Mathilde Gram formår at bygge et stort og interessant univers op. Selve grundideen og plottet er godt. Det er desværre ikke godt nok til at gøre op for at flowet i bogen er tungt, og sproget er langsomt og gentagende. Det er en følelsestung historie, hvilket især kommer til udtryk i et væld af indre monologer, filosofering og uafsluttede (tøvende) sætninger. Det sænker tempoet i historien og gør læseoplevelsen irriterende, frustrerende og langsommelig: tre ting som en bog på knap 600 sider ikke kan bære, uden at blive en nedslidende oplevelse at bevæge sig igennem. Man fornemmer fraværet af en redaktør på bogen, da der fremstår et behov for at der blev skåret i teksten, så historien fremstår skarpere.

I bund og grund er grundtanken med Arvens Hævn fin, men udførelsen lader meget tilbage at ønske.

Anmeldt af Cecilie Fakkelskov i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Helge Kastrup – Under

Under
Roman af Helge Kastrup
Ulven og Uglen, 2016, 350 sider

Under er titlen på Helge Kastrups roman, og det er historien om Helge Kastrup, der finder en skjult verden under København, hvor et lille utopisk samfund er opstået for århundreder siden og i vis hemmelige lærdom Helge gradvist oplæres i, indtil han en dag som ældre herre indkaldes for at opklare et mord begået i et lukket rum. Hen over syv dage efterforskes mordgåden, som udvikler sig til historier om ulykkelig kærlighed, en mystisk forsvinding og hovedpersonens møde med sin sjælemage fra Nepal, da hun tilfældigvis er i København til en kvindekonference.

Dagligt følger vi hovedpersonens mange små løgne for at slippe væk fra sin kone og børn, så han kan tage ind til København og slippe ned i de underjordiskes verden, hvor mordet skal opklares, personers mystiske forsvinden afdækkes, en række mærkelige tyverier håndteres og lyden af mystisk musik forløses.

Til sidst falder det hele i hak i en historie om bosniske flygtninge drevet under jorden (af blandt andet Dansk Folkepartis fjendtlighed over for flygtninge) og et jalousimord, der har strandet den forsvundne morder i en tidsløkke, mens hovedpersonen opnår fuldkommenhed gennem tantrisk sex med sin sjælemage.

Under, som både refererer til en verden ‘under’ og til det underfulde, er en roman, der med rødderne i den magiske realismes genre forsøger at fortælle en slags krimi, mens den udforsker underverdenens filosofiske verdensbillede, som er en slags parallel til hovedpersonens interesse for og dyrkelse af buddhismen, som også er forfatterens egen, da hovedperson og forfatter er samme person, selvom det i bogens eventyrlige format er uklart, hvor forfatteren ender og den fiktive hovedperson begynder.

Romanen er drevet frem af hovedpersonens gradvise indvielse i buddhismens mysterier og i underverdenens mysterier, alt imens der begås verdensbygning af de underjordiskes samfund, mens historien akkompagneres af sære fortællinger, der dels er en finurlig leg med sære tanker af forfatteren, som det er eksempler, der skal understøtte romanens filosofiske pointer, og dette suppleres af mordmysteriet, som kræver en introduktion til fysikkens verden, som er reflekteret af forfatterens/hovedpersonens uddannelse og hverv som underviser i fysik.

Undervejs fungerer bogen som platform for forfatterens småfilosofiske overvejelser og tilbagevendende advarsler mod astrologi og anden religiøs overtro. Midt i alt dette er der et mord, som skal opklares, og med mordet følger mysterium på mysterium, som til sidst forløses i et kosmisk hele, som viser sig at være også uden for forfatterens evne at forstå, da han ender med at basere det på følgerne af fysikkens love, som han betror læseren, at han heller ikke selv formår at forklare.

Trods de mange tråde, som forfatteren Helge Kastrup gennem sit til tider altmodiske sprog og opstyltede ‘bedstefar-humor’ konstant spinder ind og ud af hinanden, så er Under en tam fortælling.

Der er intet bid i verdensbygningen med de underjordiskes verden, som er et utopisk samfund, der konsekvent er bedre end vores, og derfor ikke er mere end kedelig moralisering, og verdensbygningen mister sit værd, når alle forklaringer grundlæggende bunder i, at det er ‘magisk’ og der derfor ikke er noget at forklare.

Ligeledes er mysterierne tamme, for der er aldrig noget på spil. Ingen er i fare, intet risikeres, og alt, der finder sted, er hovedpersonens indvielse til de større mysterier, men alt det forløber uden nogen form for konflikt.

Efterforskningen af mordet er ikke mere efterforskning, end at det hele klares ved at læse breve og snakke med beboerne i samfundet under jorden, og twistet i mordgåden skal forestille at bygge på indsigt i fysikkens verden, men når det kommer til den endelige afsløring, går forfatteren til bekendelse og indrømmer, at han heller ikke selv ved, hvordan hans fikse ide egentlig hænger sammen, og samtidig med at det lader læseren uden egentlig chance for at regne mysteriet ud undervejs.

Under indskriver sig i flere genrer fra historier om skjulte parallel-verdener, som f.eks. Neil Gaimans Neverwhere til historier, hvor forfatteren går i dybden med et smalt emne og gør det til grundlaget for sin bog, som f.eks. Perez-Revertes Dumasklubben eller Umberto Ecos Foucaults pendul, til historier, der nærmest er moderne introduktioner til religiøse forestillinger, som f.eks. Alan Moores tegneserie Promethea, men i modsætning til de nævnte værker, så bliver Under aldrig en spændende bog.

Anmeldt af Morten Greis i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Rhiannon Frater – As the World Dies

As the World Dies
Bind 1: De første dage
Bind 2: Forskanset bag muren
Romaner af Rhiannon Frater
Tellerup, 2013, 2014
432 sider, 484 sider

Katie var en succesrig advokat, og hun var gift med den kvinde hun elskede. Hele hendes verden ændrede sig den dag hendes kone forsøgte at bide og dræbe hende.

Samtidig er den underkuede Jenni blevet angrebet af sin mand. Dette er ikke som den hustruvold som han tidligere har udsat hende for; denne gang forsøger han at dræbe og æde hende. Det der dog i endnu højere grad skræmmer og ryster hende da hun flygter fra huset. er at hendes børn også er frådende monstre som er efter hende.

De to kvinder finder sammen i deres flugt igennem en verden som er i opløsning og hvor de døde har rejst sig som frådende zombier.

De sætter sig for at tage ud til den sommerlejer hvor Jennies stedsøn er, for at sikre sig at han er i sikkerhed, og derefter begiver de sig ud for at finde ud af om der overhovedet er noget sted som er sikkert.

De kommer til en by som er ved at forskanse sig, men som dog stadig er åben for at tage overlevede ind. De kommer hurtigt til at indgå blandt nogle af de ledende personer i det lille samfund og kommer til at spille vigtige roller i deres forsøg på at sikre byen imod de levende døde.

Dette er et kort resume af første bind i Rhiannon Fraters zombieserie As the World Dies. Romanens omdrejningspunkt er de to kvinder og hvordan de sammen og hver især bearbejder den nye situation.

Jenni har igennem sit ægteskab været vant til modgang, og hun har længe ønsket en forandring i sit liv. Selvom den hændte forandring på ingen måde var den hun ønskede, så har hun alligevel fundet en styrke i sig selv til at bearbejde den og sørge for at arbejde på at få det bedste ud af den. Hun fokuserer på at være der for sin stedsøn, men også på den nye veninde hun har fået, samt at udvikle sig som en selvstændig kvinde

Katie har derimod fået en lykkelig tilværelse flået fra sig. Hun er vant til at være stærk og handlekraftig, hvilket hun fortsætter med at være i denne nye situation, men hun bære på den stor sorg det er at vide at hendes elskede stavrer rundt som en af de levende døde, noget hun har meget svært ved at forholde sig til. De to kvinder er meget forskellige, men de henter meget støtte hos hinanden.

Det lille samfund er ved at bliver opbygget, og de mest handlekraftige bliver hurtigt i centrum for det. Travis bliver et samlingspunkt, da han sørger for at der sker fremskridt i forskansningen, men borgmesteren og andre administrative er med til at sikre at mad og andre fornødenheder bliver fordelt. Det lille samfund gør også meget for at sikre at andre overlevende kan komme hen til dem og finde sikkerhed der. Det er dog også et skrøbeligt lille samfund, for der begynder at opstå konflikter og i en situation hvor man er under denne form for undtagelsestilstand er der svære valg der skal træffes, og der er ikke altid enighed om hvilke løsninger der skal vælges.

Den første halvdel af bogen er en beskrivelse af en flugt fra de levende døde samt forsøg på at finde ud af hvordan man bedst kan skabe en sikkerhed når man er under konstant angreb. Den del af bogen er spændende pga. den megen action, mens bogen bliver mere interessant i den anden halvdel, hvor de nu har fundet en form for sikkerhed, men nu for alvor skal til at forholde sig til situationen og til hinanden.

Seriens bind to har fået den meget passende titel Forskanset bag muren, for det er netop det den handler om. Det lille samfund gør hvad det kan for at finde ud af hvordan det skal fungerer. Efterhånden som de får styr på deres forsyninger og får ryddet bygninger der kan bruges til at bo i, skal de forholde sig til hvordan de skal opretholde lov og orden i et samfund hvor noget sådan er brudt sammen. Da der kommer mistanke om at der er sket mord, og ikke mindst da en voldtægt finder sted, må de finde ud af hvilke straffe de vil bruge over for de levende.

Det er dog ikke kun blandt de levende inden for barriererne, og de døde udenfor, at truslerne kommer. En forbryderbande hærger i området og efterlader et spor af vold, voldtægter og mord. Beboerne i den forskansede by må finde ud af hvordan de vil tage kampen op imod en sådan trussel.

Dette er en zombiehistorie i stil med The Walking Dead og Dawn of the Dead, hvor der er fokus på de personlige relationer og på hvordan folk reagerer i en i situation hvor det højeste man kan ønske sig at opnå er at overleve en enkelt dag mere. As the world dies er ikke helt så dyster og og morbid som de to andre nævnte titler, og bogen er nok også mest tænkt til den unge læser, men den kan bestemt også anbefales til den voksne læser af zombie-dystopier.

De første dage er på mange måder et klassisk første bind i en trilogi. Den sørger for at få sat rammen og stemningen og få etableret karaktererne. I bind to virker tingene i første omgang til at være sikre, men så begynder trusler at vise sig.

Bind tre, hvor i det hele skal afsluttes, er ikke udkommet på dansk, og det virker ikke som om den kommer. Jeg tænker at dette er et tegn på at zombie-markedet er ved at være mættet og at forlaget derfor har vurderet at en oversættelse af bind tre ikke ville kunne tjene sig selv hjem. Dette er selvfølgeligt en skam for os der nu har læst de to første bind og som gerne vil have afslutningen med.

En hurtig søgning på nettet afslører at tredje bind har den engelske titel Siege og at hovedpersonerne i dette bind kommer i kontakt med en gruppe på hundredvis af overlevende, der lever under en streng senators militærdiktatur. Jeg tænker det nok ender med at jeg må få anskaffet mig dette tredje bind på engelsk for at få slutningen på historien med.

Ud over de tre bind i trilogien har Frater også skrevet tre novellesamlinger (As the World Dies – untold tales vol. 1-3) med historier fra denne zombie-inficerede verden, men nu hvor bind tre ser ud til at være droppet på dansk, så udkommer de næppe heller herhjemme.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | 1 kommentar

René Toft – Skurkistan

Skurkistan
Roman af René Toft
Forlaget Calibat

Der er noget råddent i Skurkistan. Sådan, bananråddent. På den særlige skumle og skurkagtig måde, der normalt kun er forbeholdt slyngler, tølpere og røvere. Nogen har stålet kaliffens kæreste eje. Det er uhørt. Ikke at nogen stjæler og lyver. Det gør alle i Skurkistan. Lov nr. 1 tilsiger nemlig at alle skal være skurkagtige i Skurkistan. Dette har ikke overraskende uoverskuelige følger for økonomien, idet få ting er i nogens eje ret længe af gangen. Ikke at der var ret meget at stjæle fra hinanden. Kaliffen har nemlig taget det meste og puger guld i kister, som ligger gemt bag lås og slå i hundreder af værelser i hans palads, hvis tårne ramler ind i himlen. Men kaliffens kæreste eje? Aldrig sket før. Og skønt han både besidder et lille sort fipskæg, en rød fez og hedder Boris Ondisulet, så er han bestemt ikke tilfreds. Jagten går ind på tyven, og snart er fanden løs på Ramasjangvej. Eller rettere, den lille vaneforbryder, drengen Ingolf, er løs. Og ligeså hans ven, pigen Lydia. Og bødlen Bulder, viseren, en rusten cykel, oraklet, luftpiraten, paladsgarden, kaliffen, og resten af landets balstyriske beboere.

Skurkistan er en letlæst børnebog, i Rune T. Kidde og Ole Lund Kirkegaards ånd. En røverhistorie tilsat en god portion af den galskab, der er en såre mangel af i disse år. Helt lever den vel ikke op til de to herrers niveau. Historien måtte gerne have været lidt strammere, og der måtte gerne have vært lidt mere på spil for Ingolf og Lydia – men det er bestemt en hæderlig fortælling. Der må gerne komme endnu mere galskab fra dén kant. Skurkistan er illustreret af forfatteren selv, og de understøtter bogens humor på fortræffelig vis.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | 1 kommentar