Patrick Leis – Bødlen

Bødlen
Roman af Patrick Leis
Forlaget Kandor 2012, 88 sider

Bødlen er en kortroman udgivet af Kandor og skrevet af Patrick Leis. Det er en fortælling, der placerer sig solidt i science fiction-genren med tidsrejser og paradokser nok til at fylde en eftermiddag eller to (eller måske den samme).

Historien tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad man kan gøre for at forhindre en ulykke, hvor mange mennesker kan man ofre for at redde andre. Her er det helt bogstaveligt sat op, hvis man i Israel kunne rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel inden Holocaust, skulle man så gøre det? Leis har her sammenbrygget en elementært spændende fortælling om, hvad der kunne ske, hvis den israelske regering havde midlerne og besluttede sig for at forsøge at snigmyrde Adolf, og historien har de i tidsrejsehistorier obligatoriske twists i slutningen. Jeg skal ikke referere for meget af handlingen. Det er en hæsblæsende historie med focus på action og på at beskrive konsekvenserne af forsøget på at skaffe verden af med diktatoren, og man lader sig nemt rive med af fortællingens tempo.

Udover selve historien er der en introduktion ved Leis om det etiske spørgsmål, som historien skal besvare og et par appendikser med en oversigt over Israels og de europæsiske jøders historie, Adoldf Hitler, teleportering mv. Jeg synes, det er en fortrinlig idé med ekstramaterialet, men kunne måske have ønsket mig noget mere fylde end tidslinjer og meget korte noter. Måske et par essays om Hitler eller Holocaust til at bruge i undervisningen, måske tidslinjer fra flere forskellige synsvinker, eksempelvis er der ikke i Zionisme/Israel-oversigten en be­skrivelse af de zionistisketerrororganisationer, der angiveligt opererede i Palæstinaområdet før Israel blev selvstændigt, og diskussionen om antisemitismen (eller Hitler) omfatter slet ikke den omfattende antisemitisme, der har eksisteret i Europa siden Middelalderen, eller at eugenik mv. blev praktiseret i eksempelvis Danmark i stor stil. Specielt fordi, der er så stor kontrovers om Israel og antisemitisme stadigvæk, kunne det være oplagt med et indspark om vinkler og kildekritik på historien om Israel, og det er meget svært, for ikke sige umuligt at finde gode kilder på internettet, der ikke på den ene eller anden måde, er bigotte partsindlæg.

I introduktionen stiller Leis spørgsmålet: “Vil du dræbe en mand for at forhindre, at han myrder 1000?”, og han viser os mulige konsekvenser af denne handling, men lader selve det etiske spørgsmål stå ubesvaret. Det svar jeg læser, er at det ikke er muligt at forudse konsekvensen af vores handlinger, og at det snildt kan gå værre end vi havde tænkt os, men det etiske grundspørgsmål bliver højst indirekte behandlet, hvilket jeg synes er synd, når forordet lægger op til, at det er det vi skal have besvaret.

Selve fortællingen er actionpræget og med en række skiftende figurer som ankerpunkt, men disse er ikke nogen, der har sat sig fast, desværre, for historien er som sagt velskrevet, og den fremtidsverden, der er tænkt, er spændende, men der mangler (for mig i hvert fald) nogle karakterer, man fatter sympati for og hvis valg og problemer synes væsentlige. Det kunne have være afhjulpet, hvis Leis havde dvælet mere ved de enkelte personer, og selvom bogen så var blevet længere, så havde det ikke været noget problem, tværtimod.

Alt i alt en bog, der har mange kvaliteter, og som er et godt stop på vejen til at tænke over verdenshistorien og mulighederne for at ændre på den.

Anmeldt af Jesper Rugård Jensen i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Kim Fupz Aakeson, Erik Barfoed og Mikkel Sommer – De gale

De gale
Graphic novel af Kim Fupz Aakeson, Erik Barfoed og Mikkel Sommer
144 sider, kr. 249,95
Høst & Søn 2012

Der er gået mode i graphic novels, murstenstegneserier i bogformat. Nogle gange virker det som om graphic novels er tegneserier hvor tegningernes og plottets kvalitet er underordnede, bare historien er ‘litterær’ nok, så det var med blandede forventninger at jeg gik i gang med at læse De gale.

De gale er baseret på Kim Fupz Aakesons tyve år gamle roman, der i 1992 vandt en nordisk konkurrence for ungdomsromaner. Aakeson har sammen med forfatteren Erik Barfoed bearbejdet og opdateret historien, så den foregår i nutiden med GPS, iPads m.m. Tegninger og farver er af den unge tegner Mikkel Sommer (født 1987). Jeg har ikke læst romanen, så anmeldelsen her handler alene om tegneserien (undskyld, den grafiske roman).

Historien er klassisk undergangs-science fiction. En virus har bredt sig, som får især ældre til at glemme alting, indtil de sidder eller står og gentager de samme sætninger uden tanke for at spise eller drikke. Vi følger de to unge mænd Steff og Topper (senere i følgeskab med pigen Popsy) på vej fra Sønderjylland til Helsingør, hvor Steffs forældre og søster bor. Det bliver en klassisk ‘road movie’ gennem et land i forfald, hvor opportunister søger at udnytte situationen og fascister prøver at tage magten. Historien er som sådan ret forudsigelig, men alligevel spændende og vedkommende.

Mikkel Sommers tegninger er meget enkle og løse i stregen, men når man lige har vænnet sig til dem, fungerer de okay i sammenhængen. Farvelægningen er til tider rigtig flot, men i passager der foregår om natten, kan det være svært at se hvad der foregår.

De gale flytter ingen milepæle inden for hverken science fiction eller tegneserier (undskyld, graphic novels), men det er en god og gedigen historie, som er hurtigt læst, blandt andet fordi de enkle tegninger ikke inviterer til at man dvæler ved siderne (bortset fra et enkelt opslag med Lillebæltsbroen i solnedgang). Bogen henvender sig mest til unge, men spørgsmålet er hvor mange af dem der er villige til at hoste op med 250 kr. for den. Det forventes nok at bibliotekerne i sidste ende finansierer udgivelsen.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Bøger, Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Fantasy & Science Fiction + Asimov’s Science Fiction

Fantasy & Science Fiction
Jan/Feb, Mar/Apr 2012

Asimov’s Science Fiction
Februar, Apr/May 2012

Jeg har købt to års abonnementer af Fantasy & Science Fiction (F&SF) og Asimov’s Science Fiction (ASF) for at anmelde dem til Himmelskibet.

Jeg vil sige at magasinerne er meget amerikanske. Det er kun amerikanske forfattere. Sproget er meget forståeligt. Der er det med engelsk at der er 5,6 millioner engelske ord. Det er derfor ikke muligt at nogensinde lære alle ord. Jeg støder engang i mellem på et nyt ord i magasinerne og slår det op på internettet for at lære det. 60 procent af engelsk kommer fra fransk, og jeg er på min anden 2-ugers sprogrejse i Frankrig mens jeg skriver denne artikel. Hvad gøres ikke i “fandom”?

Hvert andet nummer af ASF er et dobbeltnummer med dobbelt så meget indhold. ASF handler kun om science fiction. Der er ikke særligt mange boganmeldelser og tegneserier, men de har i stedet science fiction-digte for at gøre det lidt sjovt.

Der er en speciel sjov historie i F&SF, hvor nogle aliens kommer til jorden for at tilbagekøbe de huse som de amerikanske bolig-ejere er blevet smidt ud af, så de kan sidde i dem igen. Det er en lille sjov historie om den økonomiske krise.

En ting jeg vil sige, er at Ken Liu blevet kritiseret af Lars i et tidligere nummer for at være den dårligste forfatter, men at han nu er blevet bedre. Han har skrevet en historie om en japansk pige med en indre dæmon som hun kan bruge til at gøre godt og ondt.

I ASF er der rum-sagaer. Der er historier om fremtidens augmentationsteknologi, hvor man får yderligere kropsfunktionalitet ved hjælp af nye elektroniske dele. Der er rigtigt mange historier om robotter som er ret gode. Der er også historier om mystiske mænd. En historie handler om en sexet robotmor, hvilket jeg syntes er ret sejt.

I F&SF er der en del historier om fantastiske væsener i verdenskrigene. Det er f.eks. en kobold som dukker op for soldater i første verdenskrig. De historier syntes jeg ikke særligt godt om. Der er også science fiction som foregår stort set lige nu i år 2012. Jeg syntes at de fantastiske væsener hører hjemme i den fantastiske verden og science fiction bør foregå i fremtiden. Ellers virker det ikke så godt.

Jeg vil sige at der er mange gode historier i F&SF men at jeg bedst kan lide ASF. ASF‘s stil er mere en stil som jeg godt kan lide.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Fantasy, Magasiner, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Troldjægeren

Troldjægeren
Film, Norge
Instruktør: André Øvredal
2010, 99 min

Filmen starter med en tekst der fortæller at filmselskabet anonymt har fået tilsendt to harddiske der indeholdt de optagelser der er blevet til denne film. Det fortælles yderligere at det ikke har været muligt at få ægtheden bekræftet, men at alt tyder på at de er ægte (i bedste Blair Witch stil).

Tre universitets studerende er ude for at optage en film om jagten på nogle bjørne der angriber bøndernes dyr. Selvom bjørnen bliver skudt, er der noget mærkeligt med sporene omkring den, og yderligere er der en mystisk jæger som de andre bjørnejægere ikke rigtigt kender til. Han kører i en ramponeret Land Rover med en endnu mere smadret campingvogn på slæb. De unge sætter sig for at finde ud af hvad han er for en type. I starten er han meget afvisende over for dem, men han beslutter sig på et tidspunkt for at indvie dem i hans job. Dette gør han mest fordi han egentligt er ved at være træt af jobbet. Hans profession er Troldjæger.

I Norge lever der trolde i bjergene. Der er forskellige typer af trolde, men fælles for dem er at de er store, dumme og farlige. Jægerens job er at sørge for at jage de trolde der slipper ud af de revirer som de lever i. Han jager dem både for at sikre at de ikke dræber, men er også med til at sikre at offentligheden ikke får besked om at trolde findes. Bjørneangrebene er således dækhistorier for trolde der har været på spil.

For tiden er der mange trolde der har flyttet sig uden for revirerne, og de unge følger jægeren i jagten og i undersøgelserne af hvorfor troldene ikke bliver i deres normale områder.

Filmen gør meget ud af at sandsynliggøre at trolde er en naturlig del af den norske fauna ved at fortælle om de forskellige typer af trolde, men placerer også dem i miljøer der ville være sandsynlige. Troldene er store og dumme som i eventyrene, og der er yderligere eventyr­referencer ved at jægeren bl.a. bruger tre bukke på en bro som lokkemad.

Filmen er opfindsom, spændende, humoristisk (uden at være en komedie) og den dokumentariske stil fungerer rigtigt godt i den. Effekterne er rigtigt godt lavet, og troldene er som man ville kunne forstille sig at ældgamle dumme skabninger der lever i skoven og jordhuller vil se ud.

Når jeg ser en norsk film som denne, kan det ikke andet end ærgre mig at dansk film ikke vil lave en film som denne. En dansk udgave vil være Far til Fire hvor Lille Per leder efter Krøllebølle på Bornholm.

Ærgrelsen over at dansk film ikke ville turde lave et projekt som denne skal på ingen måde gå ud over Troldjægeren, som formår at levendegøre troldene i en spændende film som underholdt mig fra start til slut.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

John Kenn Mortensen – Post-it monstre

Post-it monstre
Kunstbog af John Kenn Mortensen
Aben maler, 2011

Første gang jeg stødte på Post-it monstrene, var da der begyndte at cirkulerer links til Don Kenn Gallery blog på forskellige andre blogs. Allerede fra starten blev jeg imponeret af den streg som han havde brugt til at tegne forskellige monsterillustrationer på post-it labels. Der er noget hyggeligt uhyggeligt over de svævende spøgelser og andre monstre der er illustreret. De mennesker der er med på billederne, kigger mere med undersøgende, nysgerrige blik på monstrene end med gru, hvilket er med til at give lidt samme udtryk som når helte møder trolde o.l. i børneeventyr. Eventyrligt er et af de ord jeg vil knytte til disse illustrationer.

Jeg blev glad da jeg erfarede af forlaget Aben maler havde samlet Don Kenns illustrationer i en bog. Kunstbøger har gerne det problem at de ikke kan gengive billeder i den rigtige størrelse, men da ‘lærredet’ i dette tilfælde har en begrænsede størrelse, så er der her muligheden for netop at gengive ordentlige udgaver af originalerne. Illustrationerne kan også findes på hans blog, men til alle de der lige som jeg godt kan lide at have ting på tryk er denne bog et oplagt køb.

http://johnkenn.blogspot.com/

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Bøger, Horror | Tagget , , , , | 1 kommentar

Grufulde mørke – Nye Cthulhu Mythos noveller

Grufulde mørke – Nye Cthulhu Mythos noveller
H. Harksen Produktions, 2012, 230 sider

Harksen har endnu engang samlet en række noveller der finder sted i Cthulhu-mytologien eller som på anden vis er inspireret af H.P. Lovecrafts værker. Denne gang er inspirationen endnu tydeligere end i de to første bind, da forfatterne denne gang har skullet finde inspiration i citater fra Lovecrafts idébog, også kendt som Commonplace Book. Hver af denne samlings noveller indledes med det citat som forfatteren har valgt at lade sig inspirerer af til sin historie.

Første novelle er Thomas Daugaards “Spejlet”, hvori et ungt par finder et meget unikt spejl på et loppemarked. Det er meget gammelt, men det er specielt rammen der har nogle forunderlige og groteske udskæringer. Den unge kvinde fortaber sig igen og igen i timevis foran spejlet, og hendes kæreste forsøger desperat at finde ud af hvad det er med dette spejl, for han afskyr det, og afskyr det som det gør ved hans kæreste. Novellen er en rigtigt god indgangshistorie til denne samling, da den sætter en god stemning, og det er en af samlingens bedste bidrag.

I “Kælderen” af Bjarke Schjødt Larsen er en universitetsstuderende på vej til Randers for at deltage i en goth-fest med en gammel veninde. Han studerer ægyptisk dødekultur, noget der har en hvis relation til aftenens fest, da det viser sig at være en hyldest fest til Nyarlathotep. Der er nogle gode ideer i historien, men desværre starter den meget klichefyldt med en gammel fuld mand der advarer den unge mand om at tage til Randers, et element der er lidt for slidt i Lovecraft-efterligninger.

Næste novelle er “Under marehalmen” af Martin Wangsgaard Jürgensen. En ung familie er taget i et sommerhus tæt ved klitterne og havet. Det er et fredeligt sted, men når det bliver mørkt, er der en dæmpet lyd i natten, som foruroliger dem, og efter de har været der i flere dage, bliver lyden mere og mere forstyrrede, og det står efterhånden klart at det ikke er en naturlig lyd. Dette er en novelle der langsomt bygger uhyggen op, noget den gør rigtigt godt, og man bliver fanget ind i ubehaget på samme måde som det unge par.

Lars Kramhøfts historie “Djævelen byggede et hus” er opbygget som gengivelsen af et fundet manuskript, hvori en mand der er erklæret sindssyg beretter om hvordan han og hans venner startede med at flirte med okkultismen, hvilket endte med at han nu sidder og nedfælder sine oplevelser for at advarer verden imod den viden han har fået. Dette er den klassiske opbygning af en Lovecraft-fortælling, men den er godt og spændende skrevet.

Helene Hindbergs novelle “Hvad skal barnet hedde” omhandler en gravid kvinde der bliver mere og mere overbevist om at der må være noget galt med hendes ufødte barn. Der er nærmest noget Rosemarys baby over situationen. Helene var selv højgravid da hun skrev historien, men efter hun har født, ser der heldigvis ikke ud til at være noget overnaturligt ved hendes barn 🙂

“I helvede venter rommen” af Jon Terje Østberg handler om en mand på flugt fra sit liv, som ender på en ø, hvor han tager logi ved en af beboerne. Historien er en mareridtsrus hvor hovedpersonen oplever sit helvede. En god og stemningsfyldt historie.

Forrige nummer af Himmelskibet stod i Silvestris tegn, i en grad så den på flere blogs omtales som Silvestri-nummeret. Hans navn skal da også nævnes i dette nummer, da den sidste af novellerne i Grufulde mørke netop er skrevet af A. Silvestri. I novellen “I et vindue” følger vi en psykolog der skal forsøge at hjælpe nogle betjente med at håndterer de oplevelser de har haft på en bestemt sag. Det startede med et udkald til husspektakler, men det der mødte dem, var et hus hvor rummene var dækket af en tynd rød hinde af blod, og en familiefar der på grotesk vis havde maltrakteret sin familie. Dette er dog ikke det værste i sagen, og psykologen ender med at skulle kæmpe for ikke også selv at blive et offer for sagen. Dette er nok den af samlingens historier, der har mindst med Lovecraft at gøre, men det ændrer ikke på at det er en rigtig god historie på den helt rigtige groteske måde.

Det er ikke let at skrive Lovecraft- og Cthulu-mythos inspirerede historier, da der er skrevet rigtigt meget af den slags i forvejen. Dog syntes jeg at Harksen formår at udvælge nogle historier til sine antologier der er med til at give en dansk vinkel på mytologien, og det er med til at berettige disse udgivelser. Det at han nu har kunnet udgive bind nummer tre, viser at der heldigvis også er læsere på det danske marked som efterspørger disse samlinger.

I Grufulde mørke er historierne dog ikke mere Cthulhu-mythos inspirerede end at de også vil kunne anbefale til de horrorlæsere der ikke er så meget til Lovecraft (ja, tænk sig, de findes, og faktisk i ret stort tal). Tom Kristensens illustrationer er med til at gøre bogen endnu mere stemningsfyldt og højner bestemt bogens kvaliteter endnu mere.

Jeg vil afrunde denne anmeldelse som jeg vist også har afrundet mine andre anmeldelser af Harksens udgivelser, med et ønske om at bøgerne sælger så godt at han bliver ved med at udgive flere bøger af denne type.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Antologi, Bøger, Horror | Tagget , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Jan K – Johan og det knuste hjerte

Johan og det knuste hjerte
Roman af Jan K
Kandor 2012, 340 sider

Johan har siden barndommen set folks hjerter svæve over deres hoveder. I starten troede han det var helt normalt at kunne se dette, men efterhånden som han fandt ud af at dette var helt specielt, holdt han denne viden for sig selv. Via denne viden kan han se hvordan folk har det, og han kan således se at hans mor svinder hen i sorg over Johans fars død.

En dag efter skole hjælper Johan klassekammeraten Amalie, da nogle drenge er efter hende. Dette gør dog at disse bøller nu også er efter ham, og en dag jager de Johan og Amalie for at give dem tæsk. Lige i det bøllerne finder Johan og Amalie, forsvinder de to børn ind i en anden verden.

Den nye verden er Carolo, en middelalder-fantasy-verden der ruster sig til krig, og her skal de to børn nu prøve at finde sammen igen, men også forsøge at finde den lim der binder alting sammen, som vil kunne bruges til at reparere Johans mors hjerte igen, og ikke mindst skal de finde tilbage til vores verden igen.

Bogen bygger på samme opskrift som mange andre danske ungdoms fantasy-bøger, hvor unge fra vores verden havner i en fantasy-verden hvor de skal løse en opgave og finde tilbage til vores verden igen. Det originale i denne bog er Johans evne til at se folks hjerter og derved se hvordan de har det dybest nede. Desværre er dette ikke en evne han har over for beboerne i Carolo, så evnen spiller ikke så stor en rolle i bogen som forventet. Den genbrugte skabelon skal dog ikke ødelægge helhedsindtrykket af at dette er en god debutungdomsroman.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Nicole Boyle Rødtnes – Ildfugl

Ildfugl
Skeletter i skabet 3
Roman af Nicole Boyle Rødtnes
Facet 2012, 420 sider

Davie har været i lære som skeletinspektør og kloakpasser. Begge dele har ledt til katastrofer og bragt ham i fare. I dette tredje bind i Boyle Rødtnes’ serie, hvor hver familie har et skelet der holder styr på hele familiens hemmeligheder og dårligdomme, er tiderne blevet mørkere. Der er et komplot i gang der skal lede en af byens vigtigste familier til magten over de tre bystater. Davie er kommet i klemme i dette komplot og er en af de få der ved at det er via trusler og mord at politikeren Adamo forsøger at tilrane sig magten. Davie må dog gå stille med sin viden for ikke at bringe sig selv, sine venner og familie i farer. Faren kommer dog konstant til ham, ikke mindst da han kommer i praktik som flammetæmmer. I dette job skal han hjælpe med at tæmme flammer fanget fra øgler, således at flammerne kan blive stabile husflammer. Alle flammer har en personlighed, og det er ikke alle der gerne vil tæmmes, og nogle har ambitioner om at udvikle sig til ildfugle, noget der dog kræver meget af såvel flammen som flammetæmmeren.

I dette bind kommer Davie også til de to andre bystater, og det er tydeligt at der er et oprør på vej imod Davies hjemby Zantora, da de andre byer er trætte af at Zantora sidder på størstedelen af magten. Der er bl.a. ikke tilladt for de andre byer at indfange øgler og derved selv tæmme flammer; de er nødt til at vente på at Zantora sender tæmmede flammer til dem.

Det virker til at alle som Davie har drøftet sin viden med, dør, og at den der udfører mordene er Davies dødsbarne fætter Davon, som stadig er på fri fod. Davon er farligere ed nogensinde og benytter sig i høj grad af at han kan dræbe ved berøring.

Med bind tre er Skeletter i skabet-universet blevet endnu mere helstøbt, fantasifuldt og spændende. Nicole har udviklet sig meget som fortæller og formår virkeligt at indfange læseren i sin fortælling. Bind tre er heldigvis ikke slutningen på historien; dette bind har blot bygget konflikterne og problemerne endnu mere op for Davie, og det skal blive spændene at følge historiens fortsatte udvikling.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Sort vand

Sort vand
Roman af Patrick Leis
Facet 2012, 230 sider

På havet gled en formløs skygge gennem vandet som en undersøisk tåge… Den svømmede uden mål eller bevidsthed, men ganske langsomt nærmede det sorte vand sig Barsø…

De tre teenagere Mike, Adrian og Laura er på den lille ø Barsø og har besluttet sig for at indlede deres ferie med en svømmetur i havet. Barsø er en lille ø i Lillebælt, en ø med kun én asfalteret vej og få huse. De tre unge vælger dog at sejle til en endnu mindre ø for at bade. Det skulle egentligt bare være en hyggelig dag for tre barndomsvenner, og umiddelbart er den største forstyrrelse at de to drenge skal til at begynde at vænne sig til at synet af deres barndoms veninde iklædt badedragt, hvilket sætter helt andre tanker i spil hos dem end sidste sommer, da hun i mellemtiden har fået kvindelige former. Selv om noget sådan fylder meget i hovedet på en teenage­dreng, så bliver alt fokus hurtigt rettet imod det sorte vand som er dukket op ved den lille badeø. Det sorte i vandet virker meget fortryllende, men det går det hurtigt op for dem at det er yderst farligt og dræbende. I starten lader de til at være i sikkerhed så længe de er på land, men da en kraftig regn sætter ind, begynder det sorte vand at krybe ind over øen. De lykkedes dog de tre at komme ind til hovedøen, men nu har det sorte vand retning også retning imod Barsø, og selvom der kun er få beboere, så udgør de en glimrende fødekilde for det sorte vand som hele tiden udvikler sig og bliver mere og mere mål­søgende

Det sorte vand er resultatet af et forsøg på at fremstille en bakteriekultur som vil kunne bruges til at rense olietanke på skibe, men under en af forsøgene sker et uheld, som koster en arbejdsmand livet og forårsager et lille udslip, men da bakteriekulturen vokser efterhånden som den indtager organisk materiale, har det sorte vand fået en betydelig størrelse da det når Barsø.

Beboerne står over for en formløs trussel, der konstant sniger sig ind på dem, uden de har mulighed for at stoppe det, og deres flugtmuligheder bliver hele tiden mindre og mindre, samtidig med at truslen bliver mere og mere sulten. Efterhånden som truslen fortærer sig frem, virker den også til at blive mere intelligent og udspekuleret, selvom den stadig er drevet af det ene formål at fortære for at formerer sig

Hele bogen er en lang flugt fra det sorte vand, hvilket gør at den holder et højt og spændende tempo, og der er meget få af bogens personer som vi når at følge særligt længe, inden de bliver indhentet af det sorte vand. I samme stil som flere af Leis’ andre bøger, kan man ikke vide sig sikker på hvem man skal satse sine penge på overlever, for et altopslugende væsen er ligeglad med om det mad der er foran det er voksent, teenager eller et barn. Der er også hele tiden det foruroligende, at en ting er om bogens personer slipper væk fra øen, men hvordan sikrer man sig at det sorte vand ikke slipper væk?

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Bong of the Dead

Bong of the Dead
Film, USA 2011, 98 min.
Instr.: Thomas Newman
Medv.: Jy Harris, Mark Wynn, Simone Bailly m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

De levende døde er tilbage igen-igen, og denne gang skyldes epidemien en række mystiske meteornedslag.

For størstedelen af menneskeheden er dette en katastrofe. For de to bonghoveder Edwin og Tommy (monstro opkaldt efter en vis hr. Chong?) betyder det derimod blot en endnu federe koger, da det går op for dem, at forarbejdede zombiehjerner udgør en ekstremt potent gødning til deres private hampedyrkning.

De to herrers massive hang til bongpiben nødvendiggør hurtigt flere zombiehjerner. Regeringen har haft held til at inddæmme det værste af katastrofen i såkaldte risikozoner, så stik imod al sund fornuft må vores to vind og skæve protagonister udstikke en kurs lige lukt ind i helvede for at skaffe det nødvendige materiale til deres Bong of the Dead.

Efter et (narrativt klodset) sammenstød med den relativt intelligente og talende zombie, Alex Montgomery Dickens III, der vil underkaste sig de levende døde og organisere dem mod menneskeheden (men reelt næppe ville være i stand til at holde styr på en skildpadde i et badekar), drager Edwin og Tommy videre mod målet.

Deres forsøg på at forsyne sig ved en umiddelbart forladt benzintank fører til et længere ophold end planlagt og mødet med den smukke Leah, som naturligvis skal indvies i bong­rygningens glæder. Og som formentlig også er filmens fremmeste kvalitet.

Misforstå mig ikke, Bong of the Dead har skam flere underholdende scener undervejs (og det kan godt være, den er ekstra sjov for bongrygere), men overordnet set savner den ofte lidt fremdrift. De tilrøgede eskapader er lidt hit & miss, og filmens meget få seriøse momenter virker nemt malplacerede og akavede, når de pludselig forvilder sig ind i konteksten. Ret skal dog være ret, og den meget rammende titel har jo allerede på forhånd slået fast, hvad man går ind til.

Men det er ikke kun stener­scenerne, der bliver lidt meget; en næsten 10 minutter lang, dialogfri indledningssekvens, hvori en meteor lander i haven hos et ældre ægtepar, der dermed bliver ofre for epidemien, er for eksempel endnu en sekvens, der sagtens kunne være trimmet til.

Indslag som en alternativ kreation af et brusebad eller et par topløse zombielebber, der snaver hinandens ansigter i smadder i filmens velgørende blodige klimaks, trækker op, men da hele filmen forløber uden for risikozonen – uden jeg dermed afslører noget vigtigt – er det i længden svært ikke at have fornemmelsen af for meget ”bong” og for lidt ”dead”.

Ud over at være mere behagelig mod øjet end Edwin og Tommy er Leah en både mere udholdelig og interessant karakter. At de to herrer i forvejen taler umiskendeligt stener’sk er én ting; det er i længden irriterende nok, at de f.eks. ikke bare kan sige ”zombie” om de rådnende, menneskeædende skikkelser, de sporadisk støder på – næ, det skal partout være en længere smøre som ”cocksucking, motherfucking, piece of shit zaaaambie”, og det skal partout leveres staccato.

Åbenbart.

Sammenholdt med en lydside, der udelukkende er blevet til i efterbehandlingen, udgør dette en vægtig anke. Ud over at der selvfølgelig er lagt lydeffekter på de forskellige hændelser, betyder dette nemlig også, at alle medvirkende er eftersynkroniseret af sig selv. Den i forvejen klodsede dialog stikker derfor endnu mere ud, og der er et frustrerende overflødighedshorn af karikeret stønnen og grynten i diverse situationer. Resultatet distraherer mildest talt fra oplevelsen.

Læg dertil et overforbrug af nærbilleder, der vidner om enten instruktørens forsøg på at camouflere et beskedent budget, der måske ikke har formået at gøre alting helt så postapokalyptisk, som filmen gerne ville det, eller manglende erfaring udi filmproduktion. At sidstnævnte spiller ind, findes der i hvert fald andre eksempler på: I en scene, hvor en person tænder en bordlampe for at afsløre sit ansigt, udelades nemlig til gengæld det dramatiske close up, der kunne have forsynet klippet med den tiltrængte kraft. I stedet får vi skuldertrækkende lov til at bevidne afsløringen fra den anden ende af lokalet …

Nu kan det hele måske lyde utroligt nederen dér, men Bong of the Dead er ikke et så totalt dårligt trip (gnæg), at instruktøren bør blive hverken stenet (haha) eller for den sags skyld fyret (hehe), og skiven kan måske godt ryge (hihi) på som fyld til en zombieaften med vennerne dér, men den er mere skæv (høhø) end fed (hoho) og opnår derfor ikke nogen høj (fnis) karakter. Dér.

Ahem …

Hvis du trods alle disse forbehold alligevel kaster dig over Bong of the Dead, så husk i hvert fald at tjekke rulleteksterne for en ekstra scene, som antyder en opfølger, jeg alt andet lige faktisk gerne så produceret … hvis instruktøren i mellemtiden har fået bedre styr på det filmtekniske og gødet sin hamp med en god dosis ekstra zombier, vel at mærke!

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.32

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar