Watchmen

Udgivet den april 19, 2009 af Admin

Watchmen
Film, USA 2009
Instruktion: Zack Snyder
Medvirkende: Malin Akerman, Billy Crudup, Matthew Goode, Jackie Earle Haley, Jeffrey Dean Morgan m.fl.
Baseret på Alan Moore og Dave Gibbons tegneserie.

I starten af Watchmen møder vi superhelten The Comedian. Det bliver dog et ret kort bekendtskab, for en ukendt maskeret person overfalder ham i hans lejlighed i et højhus og smider ham ud ad vinduet. Kun en enkelt superhelt ville kunne have overlevet det, den blå mand Dr. Manhattan. Hvis han er Watchmenuniversets svar på Superman, kan man sige at Batman er splittet op i tre personer: Der er Rorschach, som mentalt minder om Batman, Nite Owl som har en hule under sit hus med en masse udstyr, og Ozymandias, som er en excentrisk milliardær.

Rorschach er stort set den eneste aktive superhelt der er tilbage, jaget af myndighederne for sin brutale adfærd og frygtet af underverdenen af samme grund. I starten er han den eneste som forsøger at finde ud af hvad der ligger bag The Comedians død. Men skurken er hele tiden et skridt foran ham, og imens udvikler sagen sig til meget mere end en enkelt superhelts død. Da det ser mest sort ud, får han dog lidt hjælp af Nite Owl og sammen finder de efterhånden frem til superskurken bag det hele. Det klassiske plot-problem fra superhelte-historierne hvor Superman er sammen med andre helte – at Superman ville kunne løse alle problemerne på ca. et sekund – løses i øvrigt ganske elegant i Watchmen. Mere vil jeg så ikke sige om handlingen.

Watchmen er en tegneseriehistorie fra 1980erne. Den blev skabt på et tidspunkt hvor det at eksperimentere med indhold og form i tegneserier normalt rakte til at lade en superhelt blive narkoman for en stund for at forklare de unge læsere at det ikke var noget for dem, eller at lade en superhelt fra en helt andet tegneserieforlag gæsteoptræde. I hvert fald hvad angik de store forlag – der var også mange mere ekstreme eksperimenter blandt de mindre forlag, som for eksempel den meget asociale superhelt Wonder Warthog.

Oprindeligt startede Watchmen med noget som var meget almindeligt for forlaget DC: Man havde opkøbt et mindre forlags superhelte og skulle nu have dem proppet ind et sted i DCs eget univers. Det endte i stedet med at Moore lavede sine helt egne superhelte, der dog stadig havde lighedspunkter med de oprindelige superhelte fra forlaget Charlton.

Watchmen-tegneserien er en anti-superhelte-tegneserie. Det er den på flere måder. For det første foregår den i en verden hvor superhelte er bandlyste. I hvert fald på overfladen. På et lidt dybere plan vender den op og ned på superhelteformlen hvor det er superhelten der skal redde verden fra superskurken. Det er faktisk superheltene der i høj grad har forårsaget den krise verden er i, og det er superskurken som har en plan der skal redde den.

En tredje måde Watchmen er anti-superhelte på, er ved at have meget mere troværdige og realistiske personer end det – i hvert fald i 1980erne – var normalt i tegneserier. Mange fremhæver Marvel Comics serier fra 1960erne som værende realistiske, men der handlede det kun om at give superheltene lidt motivation og et par personlighedstræk. Det var stadig basalt set på superheltegenrens præmisser det foregik. I Watchmen har personerne faktisk psykologisk dybde. Det indebærer så også at de fleste af dem faktisk lider af ganske alvorlige personlighedsforstyrrelser, siden de kan finde på at iklæde sig kostumer og rende omkring og fange forbrydere.

Superhelte kan opfattes som et udtryk for den amerikanske drøms søgen efter retfærdighed. Netop en sådan retfærdighedssøgen finder man også hos 1980ernes statsledere Margaret Thatcher og Ronald Reagan: Der er de gode og de onde, og de onde skal bekæmpes med alle midler. Det er den politiske ideologi der i høj grad inspirerede Alan Moore til at lave Watchmen. Han var som mange andre intellektuelle på det tidspunkt ikke just fan af Thatcher og Reagan. Sjovt nok var danske Lars von Trier, i samme periode som disse tegneserier blev lavet, i gang med at lave sin såkaldte Europa-trilogi, hvor det gennemgående tema også var idealisten der søger retfærdighed, men ender med i stedet at lave en masse ulykker.

Jeg kan huske at da jeg læste Watchmen tilbage i 1980erne, var jeg meget begejstret for de første ti hæfter, men knap så glad for de sidste to. Det skyldtes blandt andet at slutningen virkede tvetydig:: Hvad mente Moore egentlig – var superskurken i virkeligheden helten eller hvad? Efter at have genlæst tegneserien og have tænkt meget over den, står det dog en del mere klart for mig. Men det er nok også hovedproblemet med historien – den stiller store krav til sin læser og skal forstås i nøje sammenhæng med hele superhelte-genren som sådan og de politiske aspekter af den underliggende ideologi.

Hvilket omsider bringer os til filmatiseringen. Et vigtigt plotelement er at på grund af superheltene er den kolde krigs terrorbalance blevet forvandlet til en ubalance, som truer med at blive til en altødelæggende verdenskrig. Det ville kræve rigtig meget omskrivning at få bare denne del til at fungere i en nutidig kontekst, så derfor er det et udmærket valg at lade handlingen i 1980erne som i tegneserien. Men jeg er bange for at transformationen til både en anden tid og et andet medium fjerner det af meningen i historien der måtte være tilbage. Så det er endt med ”bare” nok en superhelte-historie. Men en rigtig flot en, med interessante superhelte og – skurke, rigtig godt skuespil og god klassisk rockmusik.

Skurkens plan i Moores tegneserieversion er i øvrigt baseret på et afsnit af tv-serien The Outer Limits fra 1964. Her var de politiske og moralske aspekter trukket meget tydeligere op end i Watchmen. Afsnittet bliver i øvrigt krediteret i tegneserien, hvilket har overlevet i filmen. I filmen giver det imidlertid ikke meget mening mere, da netop denne del af plottet er en af de få ting der er ændret i forhold til tegneserien. Min tidligere nævnte skuffelse over slutningen af tegneserien skyldes i øvrigt blandt andet dette plot-element. Det virker for – undskyld udtrykket – tegneserieagtigt i forhold til resten af plottet. Det som de har erstattet det med i filmen, passer bedre med resten af plottet, men til gengæld virker det som en nem og ikke særlig gennemtænkt løsning.

Har man valget mellem at læse tegneserien og se filmen, må tegneserien absolut anbefales. Efter jeg har genlæst den, står den stadig som noget af det bedste der er lavet i superheltegenren. Filmen mangler meget af den kompleksitet og dybde der er i tegneserien, selv om den stort set følger tegneserien handlingsmæssigt. Men rigtig flot og godt håndværk er det – på en skala fra Daredevil til Ironman er den et sted i nærheden af Ironman. Man kan især fremhæve den overbevisende computergrafik der er lavet med Doc Manhattan-scenerne og en nærmest overnaturlig perfekt casting af Jackie Earle Haley som Rorschach.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

X-Files – I want to believe

Udgivet den april 19, 2009 af Admin

X-Files – I want to believe
Film, 2008, instr.: Chris Carter.

Så kom den anden film baseret på den gamle 90er tv-serie omsider dumpende forbi den lokale biograf. Recepten på sådan en tingest er: Tag de to hovedpersoner, støv et gammelt plot til tvserien af og fyld det op med et eller andet. Eller? Somme tider bliver man overrasket. Men ikke her. Et par uger efter jeg så filmen, kom jeg tilfældigvis til at se afsnit 13 af tv-serien. Det har et plot der minder meget om: En mand der enten er gal, udspekuleret eller synsk, eller en kombination af dette, kan tilsyneladende hjælpe med at finde nogle mennesker der er blevet kidnappet af en seriemorder. I øvrigt et plot som mere eller mindre er hugget fra Silence of the Lambs.

Men i tv-serien er der den specielle X-files twist på det: Der er noget muligvis overnaturligt på spil, og hovedpersonerne involveres på glimrende vis i historien både arbejdsmæssigt og privat (for Scullys vedkommende.) Tilmed bruges den evige konflikt mellem den ”troende” Mulder og den meget skeptiske Scully ganske fint i plottet. Men det var dengang. I filmen du skal tro på er god, har vores to helte forladt FBI. Der er således ikke nogen speciel grund til at de skal involveres i en sag med en synsk og en massemorder. Men hvad der ikke er, klistres elegant på med gaffer-tape: Mulder er jo ekspert i sådan noget med synske personer og vi ved jo alle hvor meget de egenskaber respekteres af FBI. Eller ikke. I det mindste kunne de lade FBI have skiftet generelt mening om Mulder, så det virkede rimeligt. Men det valgte de så ikke at gøre. De får altså Mulder med på sagen, selv om han er meget modvillig, hvorefter de prøver at få ham af sagen igen. Scully bliver så klistret på historien med en endnu tyndere undskyldning: Hun skal finde Mulder for dem og overtale ham! Hvorefter hendes rolle i filmen sådan set er udspillet, men alligevel bliver hun hængende til det sidste. Hvilket så også er godt for Mulder, da han på det tidspunkt arbejder stort set alene på sagen. Undervejs præsenteres vi så for en masse fyld, for at få det spinkle plot til at se ud af noget. Hvad det så ligner, er jeg ikke helt sikker på. I hvert fald er der endeløse scener hvor Scully og Mulder gentager de samme gamle diskussioner om at tro eller ikke tro på ”det derude”. I modsætning til det nævnte afsnit af tv-serier har det dog ingen anden funktion i plottet end at trække tingene ud. Så er der lidt action, og lidt opklaring af forbrydelse som er ok. Men ikke bedre end et middelmådigt afsnit af tv-serien. Og endelig – det må man give filmen – er der Amanda Peet og Billy Connolly, som spiller hhv. den FBI-agent der leder efterforskningen i starten af filmen og den synske mand. Det er nok hvad der alligevel reddede filmen for mig. Og David Duchovny kan stadig sin Agent Mulder rolle til perfektion, mens jeg synes Gillian Anderson ikke var så troværdig som Agent Scully, men det var nok mere plottet end skuespillerens skyld. Som sagt er plottet er seriemoder- plot. Det vil sige at der ikke er plads til det helst store special effects show. Det kan være både godt og skidt. Skidt når det skygger for og ødelægger et ellers godt plot. Godt til at dække over et halvtyndt plot. Her har vi så et halvtyndt plot (til en spillefilmslængde film) og ikke mange effekter. Det er nok ikke lige recepten på en film folk gider at se. Så den kan kun anbefales, hvis man absolut vil se alt der står X-files på eller man skal vælge mellem dem og nogle andre middelmådige film.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Fantasy & Science Fiction April/May 2009

Udgivet den april 12, 2009 af Admin

Fantasy & Science Fiction April/May 2009
www.fandsf.com

Det amerikanske magasin Fantasy & Science Ficion er sammen med Analog og Asimov’s et af de store novellemagasiner indenfor science fiction og fantasy. Adskillige historier derfra bliver hvert år nomineret til Hugo- og Nebula-priserne. Siden 1949 er det udkommet hver måned, men fra og med dette nummer gik man over til at udkomme hver anden måned i stedet, men med dobbelt så mange sider.

Indholdet er hvad titlen lover, masser af noveller i genrerne fantasy og science fiction, så det er et oplagt magasin for Himmelskibets læsere.

Redaktør Gordon van Gelder indleder ganske passende sin redaktionelle spalte med at skrive om novellemagasiners rolle i en verden hvor Internettet fylder mere og mere. Han beder særligt læserne huske på, at mange stadigvæk ikke er på nettet, og det publikum bør ikke gå tabt. Og selvom flere og flere historier kommer frit på nettet, påpeger han at magasinerne ikke bare kan forsvinde af den grund, da det oftest er der de bliver trykt først.

Magasinerne er vigtige for genrens udvikling, da det er her forfattere kan prøve deres ideer af, måske ideer der ikke helt kan fylde en hel roman, men alligevel være nok så spændende. Vel nok kan det være rart blot at købe opsamlingsantologier med de bedste noveller fra et givent år eller en bestemt forfatter, men disse historier kommer ikke af sig selv. Vil man være på forkant med hvad der sker i genren, er det i magasinerne man skal følge med, også selvom det betyder at man kommer til at læse nogle mindre gode historier, der ikke kommer videre i processen.

Dette nummer indeholder overvejende mest fantasy. Den første længere novelle, og også en af de bedre, er Sean McMullens ”The Spiral Briar”, som jeg bedst kan beskrive som steampunk – uden at det er en genre jeg er bekendt med. Den er sat til år 1449, angiveligt en alternativ tidslinje hvor der er magi i verden. Sir Gerald mangler sin datter, som er forsvundet efter at være blevet forbandet af en elver. Han bliver opsøgt af smeden Tordal, der lover at han kan bygge et særligt skib der vil kunne angribe elvernes land. Gerald indvilliger i at finansiere det storstilede byggeprojekt, og Tordal går i gang med at bygge et dampdrevet skib udstyret med kraftige kanoner. Det er en spændende blanding af god gammeldags ingeniørkunst og ridderlig fantasy.

Der er desværre også mindre gode fantasyfortællinger. Blandt andet “A Wild and a Wicked Youth” af Ellen Kushner, der primært har det problem at det egentlig er en prolog om hovedpersonens barndom fra hendes roman Swordspoint: A Melodrama of Manners. Til gengæld var genoptrykningen af klassikeren ”The Brave Little Toaster” af Thomas M. Disch (der døde sidste år) fra 1980. Det er egentlig en børnefortælling, men det hyggelige eventyr om en række husholdsningsartikler ført an af en brødrister, der drager ud i verden i håb om at finde deres ejer, der har været væk i to år, kan bestemt nydes af alle.

Af science fiction historier er særligt to værd at fremhæve. Først ”Andreanna” af S. L. Gilbow – en fantastisk original historie om en robot der fungerer som turistguide, som under en ulykke går i baglås og ikke kan andet end at gentage sit oplæg om diverse seværdigheder. Novellen er skrevet med skiftende indslag fra robottens talestrøm og de mennesker omkring den der forsøger at redde robotten. Således får vi et interessant billede af den verden det foregår i.

Den lidt længere ”The Price of Silence” af Deborah J. Ross har det hele. Et spændende plot fra start til slut om en koloniplanet der pludselig bliver meget stille. En ekspedition sendes dertil og finder ud af at hele planeten tilsyneladende har været udsat for et altødelæggende angreb. Der er velskrevne personer og en god realistisk skildring af livet ombord som besætning på et sådant rumskib.

Det er selvfølgelig primært noveller der optager de 258 sider, men der er også plads til blandt andet anmeldelser af både nye og kommende bøger, et par specielle film og en virkelig lærerig populærvidenskabelig artikel om balloner! Med alt lige fra verdensomrejser i luftballon til interessante egenskaber ved vandballoner.

Samlet set er April/May-nummeret ikke noget fantastisk nummer, da der er for mange uinteressante historier – som jeg ikke har nævnt – og jeg tvivler også på vi vil se noget fra dette nummer på nomineringslisten til de store priser næste år.

Anmeldt af Jeppe Larsen i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Fantasy, Magasiner, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Slutstrand

Udgivet den april 12, 2009 af Admin

Slutstrand
Teaterstykke 2009.
Manuskript: Nicolas Bro
Instruktion: Christoffer Berdal
Scenografi: Mia Stensgaard
med Ellen Hillingsø, Elsebeth Steentoft, Bodil Jørgensen, Birgitte Hjort Sørensen, Anne Vester Høyer, Kirsten Peüliche, Tina Gylling Mortensen og Frederikke Lyster.
Gik på Kaleidoskop/K1.

Science fiction på en scene er ikke noget man ser så ofte, men det hænder da. Måske virker det lidt afskrækkende at skulle lave troværdige kulisser til det. Men når Wagner kan have en drage med i sin opera, hvorfor så ikke et rumskib på scenen? Hvis jeg selv skal svare, så er det måske fordi dragen kan fortolkes på mange måder, og publikum har nemt ved at opfatte dragen som symbolsk, mens et rumskib i science fiction normalt skal opfattes ganske konkret, selv om det kan have symbolske overtoner. Så hvor en papmache-drage eller en ”drage” der er en mand i en hvid kittel, går an med Wagner, vil et rumskib, der ikke er et rumskib, bare være uforståeligt, mens et papmache-rumskib formentlig vil fremkalde utilsigtet latter. Og apropos det, så var der en af dem der sad nede foran til den forestilling jeg overværede som grinede hysterisk gennem store dele af forestillingen, uden hensyn til hvad hensigten med det der foregik på scenen var.

Men Nicolas Bro undgår helt rumskib-problemet ved at lade sit stykke foregå i en dystoptisk fremtid. Det vil sige at science fiction- elementet består i at handlingen foregår i fremtiden og ikke så meget i teknologi. Dystopi er måske så meget sagt: Det der er sket er at alle mænd er døde for 33 år siden. Den geniale forsker ”Mother” har formået at skabe otte børn – alle kvinder – tre år efter katastrofen, men ellers er der ingen nye mennesker født siden. ”Mother” har også formået at redde nogle kønsskifteopererede mænd, dvs. de er nu kvinder, men bortset fra det, er der ingen mænd tilbage i verden. Hvad der blevet af de kønsskifteopererede kvinder, melder historien så vidt jeg husker intet om.

Det som har udryddet mændene, er en virus. Siden katastrofen har ”Mother” og hendes assistent Kim – en af de kønsskifteopererede hun reddede – arbejdet for at finde en kur så mændene kan genskabes. Men det har været forgæves, og ved forestillingens start er ”Mother” død. Vi befinder os da i byen New Stockholm. Der er tale om et utopisk samfund hvor kvinderne lever i fred og kun har brug for et korps af sortklædte ”sorgbearbejdere” til at holde orden i samfundet. Der er indført nogle følelsesmæssige rettigheder for alle, hvoraf vi hører om nogle stykker, så som retten til at finde oplysninger om sin far. Som nævnt er der jo kun født otte mennesker siden katastrofen, og det har ikke været muligt at skabe nye mennesker uden mændene, dvs. alle har en far som er død.

Slutstrand starter med at ”Mother” er død. Hele nationen sørger over det. Vi ser dog kun hendes assistent Kim og en af de otte af ”Mother”s børn Eva. Gennem dem får vi fortalt hvad det er der foregår. Dels hvad jeg lige har fortalt og dels at Evas far er en mand ved navn Joseph, der havde været død i mange år da katastrofen indtrådte, mens hvis sæd åbenbart var den eneste der havde overlevet. Og da vi får mandens efternavn, kan vi begynde at ane at det utopiske kvindesamfund ikke får lov at vare stykket ud: Eva taler pænt om sin far, mens Kim fortæller hende at han var en gal massemorder. Stalin, var hans efternavn.

I resten af første akt trænger krisen sig mere og mere på: ”Mother”s otte børn blev sendt ud i verden mens de var små, og i Afrika har Evas søster Lillith skabt en militærstat som truer med at invadere New Stockholm. Politikeren Bergman prøver at forhandle en fred igennem, men det går helt galt (i en scene hvor overnævnte publikums latter ikke var helt malplaceret). I andet akt får vi så enden på det hele, New Stockholm i særdeleshed og mennesket som sådan i almindelighed. Titlen på stykket referer til den sidste scene der foregår på en strand, i et flashback fra ganske kort tid før ”Mother” døde, med ”Mother” og Kim som de eneste der er til stede på scenen.

Mit generelle indtryk af Slutstrand er at det er et noget forvirret stykke. Der er lidt af det hele: Tragedie, komedie, lange monologer, skarpt tegnede personer, dybsindige tanker og knapt så dybe tanker. Det er bevægelsen fra det stærkt dramatiske til det meget symbolske og langt ude filosoferende jeg har et problem med. I andet akt blandes der for eksempel nogle metabetragtninger over skuespillet selv ind i dialogen. Det hører til hvad jeg vil kalde overflødigt fedt på en forestilling, der i øvrigt har noget helt andet at fortælle end hvad et teater er.

I virkeligheden er det mændene det hele handler om, selv om der ingen mænd optræder i forestillingen. Som det siges flere gange, så er det en andens blik på sig selv som kvinderne savner, når de ikke har mændene: De ved ikke hvad det vil sige at være kvinder uden mændene til sammenligning. Og på samme måde kan publikum netop se hvad mændene er, ved at se hvad der mangler. Og hvad der ikke mangler. Kim, der jo var født som mand, viser sig at være noget af en gal videnskabs m/k. Det er så desværre noget som Slutstrand har som en del af sit budskab: Det er videnskabens manipuleren med os selv, der skaber al ulykken. For mig ikke så lidt af en kliche og desuden noget vrøvl: Uden videnskaben ville vi leve i snit 30 år og være plaget af alverdens sygdomme undervejs, som videnskaben har formået at fjerne ved at manipulere med vores immunsystem m.m.

Teknisk set fungerede det hele som smurt. Der er tre huse pakket ind i plastic på scenegulvet, og de åbnes og bruges lidt ad gangen i de forskellige scener. Scenerne skifter mellem forskellige skuespillere – nogle går igen, andre forsvinder ud af stykket. Der er personer og begivenheder vi kun hører om, som alligevel står helt klart for os. Scene for scene er det et rigtig godt stykke med mange interessante betragtninger, farverige og ofte godt tegnede personer, samt velformulerede replikker. Så det er lidt ærgerligt med de store udsving scenerne imellem. Hård science fiction er det bestemt heller ikke, men den til tider lidt løse omgang med naturvidenskaben kan jeg nu godt tilgive Nicolas Bro. Man må håbe at han eller andre talentfulde danske dramatikere har endnu mere at byde på i science fictiongenren. Og at publikum gider at se det: Der var vel kun ca. 1/3 fyldt i teateret til den forestilling jeg var til. Ikke mange flere end skuespillerne, der i øvrigt alle leverede et godt stykke arbejde. Men det er vel science fictions svøbe at enten er det helt uinteressant som kunstværk eller også er det uinteressant for det store flertal af befolkningen.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Manga Messias + Manga-biblen

Udgivet den april 12, 2009 af Admin

Manga Messias
Kumai, Hidenori m. fl.
Bibelselskabet 2008 288 sider.

Manga-biblen
Siku/Akinsiku
Kristeligt Dagblad 2008
218 sider.

Dette kan sådan set kun blive episk. Hele Biblen mod Det Ny Testamente. Storbritannien/Nigeria mod Japan. Sort-hvid mod farve. Kristeligt Dagblad mod Bibelselskabet.

Skulle man skrive om hvilken udgivelse der forkynder stoffet bedst, er alene selve disponeringen af stoffet et meget stort emne. Da jeg ikke regner med at det er dét dette blads læsere vil høre om, vil jeg nøjes med at anmelde dem som tegneserier, slet og ret.

Manga Messias holder sig til meget tæt til den ”typiske” manga- stil – den er så anonym som den kan blive. Jeg havde håbet på at en så speciel fortælling ville blive givet et virkeligt særligt udtryk, men jeg kan godt se at et enkelt udtryk faktisk er gavnligt hvis læserne er børn.

Desuden er der en perlerække af meget flotte billeder, hvor lyset virkelig skinner. Det er en god effekt. Hvis I skulle have lyst til at se på den, så kig på side 30 (de tre vise mænd), s. 112 (helbredelsen af en spedalsk), 244 (Jesus træder slagen under fode) – og himlen på allersidste side af fortællingen. Det viser at computere kan være et nyttigt værktøj for tegnere.

Uheldigvis er der også megen sjusk. Se side 76, 79 og 100 (manglende eller ufærdige ansigter, der ikke kan forklares af manga-stilen!), og de grimt, skitse- agtigt tegnede farisæerere på side 49, 118f., 125, 146 etc. Det er synd og skam for et ellers udmærket stykke håndværk.

Hele miljøet og alle dragterne virker autentiske nok – netop derfor er det lidt underligt at alle disse mellemøstlige folk ser temmelig vesterlandske ud. Måske bortset fra dem der har lilla hårog sjove øjenfarver, ligesom man er vant til det fra anden manga/anime. Men gør det noget? Nej! Tværtimod er det lidt ærgerligt at manga-stilen ikke er blevet udnyttet mere, til at forsyne historien med action og flere sprælske indfald, såsom hvor Johannes står og råber i mikrofon, for gennemslagskraft over for de andre disciple. Det jeg siger, er: Der er intet i vejen med stilen – det havde blot været rart at se noget virkeligt anderledes, når denne tegneserie jo nu er fra orienten. Men måske var den også virkelig anderledes for det japanske publikum?

Ét sted hvor der dog helt klart er tale om spildt potentiale, er lignelserne. Der er ikke noget som lige netop dém, hvor der er mulighed for at gå helt amok som tegner. Og hvordan er dét så kommunikeret? Jo, bortset fra nogle få steder, hvor de illustreret med den slags nuttede tegninger som japanerne bruger til pædagogik, så er lignelserne illustreret med at Jesus står og taler. Igen er der intet i vejen med det, det er bare synd og skam at formatet ikke udnyttes mere.

Manga Messias er på alle måder effektivt nok kommunikeret. En teolog ville nok sætte spørgsmålstegn ved prioriteringen af stoffet, der er f.eks. flere versioner af samme historie gengivet, og kronologien er ændret nogle steder, men hele vejen i margenen står der hvor i testamenterne historierne er taget fra, så det vil næppe irritere selv den fundamentalistiske kristne.

Alt i alt: En udmærket tegneserie.

Men når overskriften på forsiden er: ”Er han kommet for at redde verden… eller for at udslette den?”, havde jeg nok forventet at historien var blevet fortalt fra en vinkel hvor man virkelig var i tvivl om det, og når der på bagsiden står: ”Tør du læse denne fortælling, selv hvis den ændrer dit liv for altid?”, så havde jeg selvfølgelig én eller anden forhåbning om at den ville skille sig mere ud fra mængden.

Den kristne indfaldsvinkel, er: Det er Biblen – det skal være noget særligt.

Hvis man vil læse noget virkelig, virkelig anderledes, så skal man læse Manga-biblen. Og dette kommer fra én hvis første indgangsvinkel til kristendommen var ”Super-Book”!

Den er tegnet og fortalt af et nigeriansk-britisk makkerpar, så det er på én og samme tid en vestlig tolkning af manga-stilen, samtidig med at begge er afrikanske. Jeg kan slet ikke se at det er manga. Det er sit helt eget, og dét er fantastisk. Bare se på farvespillet på forsiden! Og selv om den ikke er i farver, så er der massevis af fantastiske illustrationer inden i: Kain og syndens hånd (s. 17), og ikke mindst Johannes Åbenbaring (198f.) hvor lyseffekten – i sorthvid! – er fremragende.


De skitse-agtige tegninger er meget dynamiske og hjælper virkelig fortællingen frem, men noget af tiden ser det desværre sjusket ud, og der er også nogle forvirrende billeder, såsom flugten fra Sodoma (s. 27), hvor englene ligner Nazgul der jagter Lot, og hvor Moses deler vandene (s. 43f.), kan jeg slet ikke se at det skal være vand.

Alle de steder hvor der er lignelser, kommer en anden mere ”komisk” stil ind, gerne med moderne beklædning (de onde vinbønder s. 170, er klart den bedste). Dette skaber en distance i selve teksten, der understreger at der er tale om allegorier. Den lejlighedsvise humor gør at det ikke virker moraliserende.

Men hvor meget godt der end er at sige om talrige passager i tegneserien, er der ét enormt problem.

Når man vil have Biblen omsat til manga, og sætter et meget lavt antal sider som maksimum, er det vel fordi man vil appellere til de yngre generationer, og deres manglende tålmod.

Metoden står desværre blot til hinder for målet: Jeg anser mig selv for at være temmelig kvik, og jeg har også et godt kendskab til Biblen af en lægmand at være. Og denne bog forvirrer mig virkelig. Jeg bladrede videre for at se hvad tegneren nu havde fundet på, men jeg var noget så grusomt i vildrede om hvad der overhovedet foregik. Det er et rigtigt dårligt tegn.

Det er en imponerende, visuel tour de force… men som en samlet fortælling falder den til jorden.

Man kan sige at de to tegneserier komplementerer hinanden, eftersom begge, trods deres mangler, stadig er læseværdige. Manga Messias har handlingen, Manga-biblen har billederne.

Til forældre der gerne vil have at deres børn får noget af stoffet på rygraden, om ikke andet end så for at blive klogere på hvad vores kulturs rødder er, er Manga Messias fin, men almindelig.

Til tegneseriefans i al almindelighed, er Manga-biblen et kig værd, alene pga. dens egenartethed, men den kræver stort tålmod.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Manga, Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Megalex

Udgivet den april 12, 2009 af Admin

Megalex nr. 1-3
Alexandro Jodorowsky og Fred Beltran
Tegneserie, Arboris 1999-2008

Alexandro Jodorowsky har officielt mistet forstanden. Ja. Igen.

Aldrig i mit liv har jeg set en serie med så stor friktion i mellem de forskellige tråde i handlingen. Men er det så godt eller skidt? Well, det er godt og skidt. Så, hvad handler den om? Boy, is that the million dollar question! I bind 1 får vi præsenteret planeten Megalex, styret af en ond konge, dronning og prinsesse, og den er så godt som totalt dækket med ens huse, befolket af kloner – men lidt natur holder stadig stand, Asterix-style. En klon (kaldet Afvigeren) bliver mislykket og må flygte. Men planeten er også truet af mærkelige væsener udefra. Okay. Teknologi mod natur – ret plat og set mange gange før (NB: Det teknologiske og kolde herredømme foretrækker stadig lærerinder med enorme babser). I bind 2 lægger det ud med at lege terrorister-eller-frihedskæmpere. Hvorefter vi erfarer at der er et magisk eventyrrige i midten af planeten, styret af en gammel fyr, hans talende ulv og hans brors spøgelse. Pusterør kan dræbe højt avancerede robotter. Zerain, ”den pukkelryggede engel”, introduceres, som er ulykkeligt forelsket i den onde prinsesse Kavatah, som selv lider pga. en forbandelse. Afvigeren bliver brugt som et ridedyr i en duel mod sumo-brydere. Tegneserien svinger fra plat til AWESOME. I bind 3 viser det sig at hele planetens ulykkelige situation skyldes en helvedesmaskine skabt for at stoppe en ond Messias, som dog for længst var skredet, hvilket gjorde deres horrible løsning morsomt unødvendig. Der er også incest, hvorefter alle slutter fred og er glade. Slut. Okaaaay. Hvad fanden var det lige, jeg læste? Jodorowsky har ladet sig inspirere af sin egen måde at skrive John Difool på: Vi starter ud med et relativt simpelt scenarie i en science fiction-baseret verden (i Jodorowsky-forstand. Bær lidt over med mig, ikke?), derefter hældes der på med religiøs mysticisme. Handlingen springer lidt rundt fra lokation til lokation, og karakterene starter i ét hjørne for at ende i et andet (og derudover så ændres også på hjørnernes vinkler). Den basale forskel på de to serier består i, at i John Difool er alle personerne flertydige og interessante – og selv om der er virkeligt mange af dem, kan man ret hurtigt beskrive hvad hver enkelt af dem står for. Det er meget sværere med personerne i Megalex, og det er ikke fordi de er mere komplekse, men blot fordi vi får mindre at vide om dem. John Difool var handlingsmæssigt mere sær end dette, med f.eks. de underlige vismænd på Jorden som vi aldrig fik at vide hvor kom fra, men de temaer der blev taget op om tro og kærlighed, var til at forstå. I Megalex’ tilfælde, har jeg ikke clue one om hvad der foregår. Men selv om det er et kaos af dimensioner, er det noget smukt kaos. Der er, så vidt jeg kan se, digital farvelægning i de første to bind. Det er lidt stift, men det er ret interessant (det sidste bind er mere konventionelt farvelagt, og af den grund mere dynamisk at se på). Det er også fuldt berettiget at sige at alle de enkelte scener i sig selv er enten morsomme, spændende, flotte eller sexede… problemet opstår først når man tænker over det, hvilket man før eller senere bliver nødt til.

Ergo: Jeg havde en god læseoplevelse, men det er stadig noget bras. Jeg arbejder på at forstå hvordan det overhovedet er muligt.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.21

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Light Brigade

Udgivet den april 12, 2009 af Admin

Light Brigade
Tegneserie af Peter J. Tomasi og Peter Snejbjerg, DC Comics 2006, 200 s.

Paperback-udgivelsen af Light Brigade eller Lysbrigaden, som den på mystisk vis kom til at hedde i den danske udgivelse, har ikke så meget at gøre med dette nummers tema om science fiction. Men da vi er meget tæt på Fantasticon 2009, hvor Peter Snejbjerg er en af gæsterne, blev redaktøren og jeg enige om at Himmelskibet burde indeholde en eller anden form for omtale af ham.

På overfladen starter Light Brigade som en krigshistorie. Vi er i Belgien under Anden Verdenskrig. En gruppe amerikanske soldater ligger gravet ned i improviserede skyttegrave i en kirkegård, vel vidende at de nok nærmer sig afslutningen på den store krig, men også klar over at de er langt færre tilbage nu end da de gik i land på Omaha Beach i Normandiet.

Skildringen af forholdene er nøgtern og uglorværdig, som skildringen af krig efter min mening bør være. Den kan være nødvendig, men det gør den ikke nødvendigvis smuk eller heroisk. Det heroiske kommer af de folk der ser galskaben og grusomhederne og trods det kæmper videre, måske for dem derhjemme, men nok snarere fordi de er der, ikke har noget valg og ikke mindst fordi de gerne vil holde sig i live længe nok til at nå hjem igen.

Men under overfladen er tingene ikke som i en normal krigsfortælling. En numerisk overlegen deling af tyske soldater nærmer sig, og viser sig at være nærmest umulige at slå ihjel. De ligner de nazister som hovedpersonerne er sendt ud for at bekæmpe, men der er noget overnaturligt ved dem.

For der er ikke bare krig i verden, der er krig i den overnaturlige verden. I dette tilfælde med rødder helt tilbage til de apokryfe skrifter. For længe siden sendte Gud sine engle til jorden for at at bekæmpe de onde væsener som Satan sendte ud for at fordærve os syndere. Men nogle af dem fandt behag i menneskenes døtre og avlede en ny race med dem, Nephilim.

Blandingen af mennesker og engle faldt ikke i god jord hos skaberguden, så derfor sendte han en syndflod for at fjerne denne verderstyggelighed. Men det er ikke bare mus og mænd, men også guddommelige væsener der nogle gange kan lægge planer der ikke går som ventet. Ihvertfald lykkes det ikke gennem den verdensomspændende syndflod at få has på Nephilim.

I stedet er de stadig her på Jorden flere tusinde år senere med en plan om at storme himlens porte, en plan som vore hovedpersoner bliver rekrutteret til at forpurre.

Midt i denne overnaturlige konfrontation møder vi soldaten Chris Stavros, som lige har fået at vide at et biluheld har taget livet af hans kone og efterladt hans lille søn tilbage i staterne uden nogen til at tage sig af ham. Normalt siger man at der ikke er nogle ateister i et skyttehul, men Stavros har mistet sin tro, så selv da det overnaturlige begynder at vise sig for øjnene af ham er han skeptisk.

Stavros bliver derfor den mest spændende person i bogen at følge – vil hans valg af ikke at acceptere det der sker for ham som “Guds vilje” føre ham igennem, eller har Tomasi sat ham op som et stråmands-argument for at kunne føre en spirituel pointe igennem? Hvad det ender med skal ikke afsløres her.

Enten man tror eller ej, så er Tomasi og Snejbjergs fortælling flot og vellavet. Det kan virke lidt grotesk at bruge et udtryk som “flot” om en krigsserie, men jeg synes at Peter Snejbjerg gør et perfekt arbejde med at skabe den rette stemning, både når det gælder de beskidte og fatale træfninger mellem de almindelige soldater og de mere storladne spirituelle elementer.

Tomasi skruer en velfortalt historie sammen, som i bedste krigsroman-stil sætter et kompagni af meget forskellige soldater sammen der ender med at supplere hinanden. De religiøse aspekter af fortællingen kan være lidt sværere at håndtere. Jeg vil vove den påstand at hvis en tilsvarende historie var kommet på markedet fra en forfatter med muslimsk baggrund, så havde der lydt et ramaskrig om forherligelse af hellig krig.

Men nu tilhører Tomasis historie jo den mere “acceptable” gren af de mellemøstlige religioner, så derfor slipper den med bemærkninger som “The evil is evil and the good is good in Tomasi’s well-paced tale”, som anmelderen fra Variety er citeret for på bagsiden af den amerikanske udgave.

Personligt kunne jeg godt have tænkt mig at der var lidt mere af den moralske tvetydighed man finder i så mange andre amerikanske serier der inkorporerer den store strid mellem Himmel og Helvede i deres handling. Men trods mine ideologiske forbehold, så følte jeg mig ganske godt underholdt under læsningen.

Anmeldt af Kent Damgaard i Himmelskibet nr.21

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Lawman

Udgivet den april 12, 2009 af Admin

Lawman
Tegneserie af Erwin Neutzsky-Wulff (Forfatter) og Jørgen Bitsch (Tegner)
Progressive Publishing, 2008

Jeg vil begynde anmeldelsen af Lawman med et lille personligt tilbageblik, for jeg synes det er lidt ironisk, at jeg er endt med at sidde her med et anmeldereksemplar af Lawman af Jørgen Bitch og Erwin Neutzsky-Wulff.

Jeg opdagede Wulff på det lokale bibliotek. Den gang var jeg omkring de sytten, og i årene derefter var hans skriverier i høj grad med til at påvirke mig. Specielt nogen ting han skrev i de to bøger Okkultisme og Magi var med til at jeg begyndte at udforske de mere obskure hjørner af den amerikanske tegneserie- og populærkultur, og se bare hvad det har ført til.

En anden ting jeg lærte af at læse Wulff den gang, var en modvilje mod socialdemokrati, velmenende massebevægelser og politisk korrekthed. Så gik der nogen år, jeg grundlagde min egen karriere (den jeg tjener penge på, ikke den hvor jeg skriver om tegneserier) og derfor fulgte jeg ikke hans omfattende produktion. Stor var min overraskelse derfor, da jeg senere vendte tilbage og opdagede at Wulff nu var ude og markere sig til venstre for midten.

Men egentlig gav det mening, de politiske vinde i Danmark var skiftet og Wulff gør sig bedst i opposition til den herskende ideologi. Hvis man gik det borgerlige Danmark efter i sømmene, var der også grund til bekymring – hvis man havde kastet sit lod ind hos højrefløjen i håb om at det ville give plads til mere frihed og individualisme.

Den frygtede røde indoktrinering blev afløst af en pæn national kanon over alt fra litteratur til passende egnsretter. Politisk korrekthed viste sig at gå fint hånd i hånd med borgerlig pænhed. Individuel tanke og ytringsfrihed viste sig at være mest velkommen hvis den blev vendt ud mod andre lande eller en uspecifik gruppe af indvandrere.

Så selv om vi nok står politisk forskelligt placeret, så må man jo give Neutzsky-Wulff ret i at der i høj grad er brug for nogen herhjemme som taler magten midt imod. Pressen gør det kun sjældent, og i stedet for at grave i dybden med hvad der sker, virker det mere som at se et afsnit af Robinson-ekspeditionen hvor man snakker om alliancer og hvem der bliver stemt hjem næste gang. Og det bringer os så frem til det seneste bud på dette fra den ældre, men bestemt ikke tandløse ulv i Vinstrup.

Lawman starter ud som postbud og hedder egentlig Brian Laumand. Da han bliver bortrationaliseret, på grund af positiv særbehandling af indvandrere, indser han at der er behov for at få ryddet op i det danske samfund. Hans gamle mor på alderdomshjemmet, som mistænkeligt ligner en ældre udgave af Pia Kjærsgaard, syr hans postuniform om til et superheltekostume, og Lawman går i gang med at rydde ud i det blødsødne danske samfunds værste bærme, BZ’ere, narkomaner, muslimer og hvad der ellers findes af ting og sager som den pæne dansker helst er fri for at se på.

Som en personificeret folkesjæl står han skulder ved skulder med statsministeren og kaster sig videre ud i kampen mod terror. Her får han undervejs følgeskab af den ellers så pæne og velmenende Hu-man, en tidligere lektor ved universitetet med alle de rigtige meninger. Det virker som en ulige kamp for samfundets undergravende elementer, kun Kaptajn Anarko virker til at kunne yde værdig modstand.

To ting man godt kunne tro om Lawman er at den er morsom, og at det er en tegneserie om superhelte. Min forventning om at den skulle være morsom, kom nok fra det politiske standup show som Neutzsky-Wulff på et tidspunkt leverede på P.H. Cafeen. Det havde titlen “Politiske Kvæk” (var man ikke til stede eller har fulgt det Wulffske fanzine Bathos, så kan man se hans optræden på YouTube under http://www.youtube.com/watch?v=rX-wytJYEZw). Lawman er politisk satire, og som Jørgen Bitsch selv påpeger, så behøver den ikke at være morsom, og som min kollega Thomas Strømsholt bemærkede på Tegneseriesiden, så skal den gøre ondt. Lawman ligger et sted mellem den dybdegående realisme i fremskrivningen af det danske samfund som Wulff laver i “Verden” og den mere løsslupne tilgang der er i “Politiske kvæk”. Jeg havde nok personligt ønsket mig lidt mere af “Verden” i serien, men der er nok ting man skal hold til i bøgerne, ligesom der er ting der kun lader sig sige i tegneserier.

At Lawman er en serie om superhelte, kunne man godt forledes til at tro. Specielt når man læser Neutzsky-Wulffs forklaringer på nettet om hvorfor genren er noget hø. Hans påstand er at der ikke er kommet noget godt indenfor genren siden 50’erne og at Stan Lee har slået en ellers lovende genre ihjel. Med tanke tilbage på hvor meget han influerede mine valg tidligere, så må jeg sige “Erwin, hvis vi skal males op i det her hjørne sammen, så får vi brug for mere plads”. Jeg synes stadigt der er lyspunkter derude, hvis man graver et spadestik ned under “Crisis of infinite secret invasions”, så er der stadigt folk som Moore, Ellis, Ennis, Morrison og flere andre. Vi er langt fra den subversive undergrund som man havde i min ungdom i 70’erne, men alt er i mine øjne ikke tabt endnu.

Lawman bruger superheltegenren, men hardcore tilhængere af den skal nok forberede sig på, at det ikke er alt de får at se de vil kunne lide. Her er genren vendt på hovedet. Her er en “What-if”, hvor de symboler vi normalt føler vi skal støtte, er i ledtog med det vi ikke helt kan undlade at krumme tæer over. Vi er tættere på The Boys af Garth Ennis, tilsat en industristørrelse dosis ideologi.

Min vurdering af Lawman er, at den, som alt hvad Wulff rører ved, vil være besværlig at komme overens med for læseren. Den vil nok udløse både arrige “arj, helt ærligt, det kan han ikke mene” og mere forstående “øh, nåh ja” undervejs. Langt mindre er der egentlig at sige om de tegninger som Jørgen Bitsch har leveret (hvilket jeg håber at kompensere for med et længere interview med ham på Tegneseriesiden). De er fremragende og af international klasse. Han rammer både superhelte-genren og virkelighedens personer lige på kornet, med små hilsner til Far til fire og Iznogood. Jeg havde lejlighed til at se to manuskriptsider fra Wulff, og med dem i baghovedet kan man virkeligt se hvor godt de to supplerer hinanden. Wulff støber kuglerne, men Jørgen Bitsch har haft meget frie hænder, ikke mindst til de flotte splash-pages hvoraf en del kan ses udstillet i butik Obskur, Oehlenslægersgade 36 på Vesterbro, hvor man også kan se nogen af hans mere erotiske illustrationer til Wulff’s Rum.

Pressematerialet til Lawman kører meget på de samme virkemidler som gamle dags biografer. Man stillede bårer op til de faldne udenfor biograf-lokalet når der skulle vises gyserfilm, så folk fik et ekstra mentalt kick på vejen ind om hvor slemt det nok bliver. “Tør du læse Lawman?” og “Tør I give denne tegneserie til jeres børn?”. På trods af, at jeg idag er en kapitalens lejesvend, så vil jeg sige, at det burde være to gange “ja” til spørgsmålet. Jeg husker selv den rynken på næsen der var, da jeg som skoleelev fandt en marxistisk verdenshistorie i tegneserieform på skolens bibliotek og syntes, at den var da fascinerende fordi den sagde de mest underlige ting. Jeg frygter ikke at vi bliver muslimer og terrorister af at tænke selv og selv vælge hvad vi læser – jeg frygter for hvad der sker når vi holder op med selv at vælge.

Anmeldt af Kent Damgaard i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Dean Vincent Carter: Djævelens Hånd

Udgivet den april 1, 2009 af Admin

Djævelens Hånd
Roman af Dean Vincent Carter
Sesam 2006
252 sider, 279 kr.

Ashley arbejder på magasinet Missing Link, et magasin der skriver om naturens særheder og vanskabninger. Han er blevet kontaktet af Mather der påstår han har en helt unik kæmpemyg. Mather bor alene på en ø med sin myg, og Ashley tager af sted for at dække historien. Myggen er et monster med et vingefang på 20 cm og en krop på størrelse med en knytnæve. Det viser sig dog snart at Mather blot brugte myggen for at lokke Ashley ud til øen, hvor han har makabre planer med ham.

Bogen lægger ud med at handle om en asiatisk myte om en kvinde der er blevet forvandlet til en kæmpemyg med en umådelig blodtørst på jagt efter blodet fra den der forbandede hende. Bogen indledes med et Lovecraft-citat (fra ”The Call of Cthulhu”), der handler om at der er ting i verden vi ikke formår at fatte, hvilket passer godt med den myte bogen i starten handler om. Hovedparten af bogen handler dog mere om Ashleys forsøg på at undslippe Mathers morbide og drabelige eksperimenter. Eksperimenterne får det til at virke som om den inspiration der er hentet hos Lovecraft er fra novellen ”Re-Animator” (en bygning hvor Mather bor, var også tidligere beboet af en Hr. West).

Bogen henvender sig mere til fans af film som Hostel end til Weird Fiction fans. Bort set fra stilskiftet fra mytologi til morbiditet er handlingen meget forudsigelig og ret uinteressant.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.17

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Poe – 4 Makabre hyldester

Udgivet den april 1, 2009 af Admin

Poe – 4 Makabre hyldester
Poe – 4 Makabre hyldester
Antologi indeholdende A.M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart, Steen Langstrup
2 Feet Entertainment, 2009
112 sider, 50kr.

I anledningen af 200 året for Edgar Allan Poes fødsel tog forfatteren Steen Langstrup initiativet til en dansk hyldestantologi. Bogen blev udgivet i forbindelse med Krimimessen i Horsens, hvilket må siges at være passende da Poe ikke kun regnes for skaberen af den moderene horror fortælling, men også til krimi-genren, med sine fortællinger om detektiven Dupin.

Bogens fire noveller er alle tolkninger af klassiske Poenoveller, men ud over at være inspireret af Poe, så er de alle blevet drejet i en endnu mere makaber retning end Poes originaler.

Poes fortælling ”The Tell-tale Heart” handler om, den skyld det at begå et mord kan give. I fortællingen bliver morderen ved med at kunne høre den døde mands hjerte slå, uanset hvor han opholder sig. I A.M. Vedsø Olesens udgave ”Orkestergraven” bliver en dirigent forelsket i en sangerinde, og specielti hendes fortryllende stemme. Efterhånden bliver han fuldstændig besat af hendes sang, og det er ved at drive ham til vanvid. Han sætter sig derfor for at gøre hende stemme tavs, hvilket dog på ingen måde gør at han slipper for vanvidet. Vedsø Olesen var gæst på såvel Fantasticon 2005 og Eurocon 2007 i forbindelse med hendes trilogi om den ægyptiske kaosgud Seth. Man er ikke i tvivl om hvilken novelle det er ”Orkestergraven” er inspireret af, og den kan bestemt kaldes en makaber hyldest.

Steen Langstrup eget bidrag er novellen ”Metro” inspireret af Poe novellen ”William Wilson”. Det er blevet til fortællingen om en forretningsmand der vender hjem efter en længere udlandstur. Da han lander, bliver han ringet op af sin assistent der fortæller at politiet er efter ham, da han ligner en voldtægtsforbryder der har været på spil i nogle utroligt voldelige overfald. Han beslutter sig til at tage hjem og sove, og vil så tage kontakt til politiet næste dag. På turen hjem er han alene med en ung pige i metoren, lige ind til hans dobbeltgænger træder ind i toget.

Rikke Schubarts navn har det med at dukke op i forbindelse med horror herhjemme. Hun forsker på området og har udgivet en række faglitterære værker om emnet bl.a. I lyst og død fra 1993. Hun udgav for nyligt ungdoms vampyrbogen Bid, men kaster sig her ud i en af de mest makabre settings man kan forestille sig – en tandlægens konsultation. ”Ormekur” beretter om tandlægen Henning der er sygeligt besat af det perfekte tandsæt. Hans kone er en smuk kvinde, men hendes ene fortand er lettere skæv, men det går Henning så meget på at han når de er i seng sammen helst tager hende bagfra, for ikke at risikerer at se tanden. Helst galt går det den dag han under en omgang analsex opdager at hun har orm… Historien er en nytolkning af ”Berenice”.

Sidste bidrag er Patrick Leis novellen ”Opløsning”, en nytolkning af ”The Fall of the House of Usher”. Dette er den novelle i bogen hvor stilen mest er holdt i samme stil som originalen. ”The Fall of the House of Usher” er en novelle i den gotiske stil, en stil som Leis har beholdt beholdt i sit bidrag ”Opløsning”.

Advokaten Harker bliver bedt af sin chef om at tage til Rumænien for at bistå ved udfærdigelsen af nogle testamenter, samt hjælpe med et ejendomskøb. Da han ankommer til Ushers ejendom, er det dog tydeligt at denne gamle slægt er i opløsning.

opløsning. Novellen har Leis bygget op med en tydelige inspiration til Stokers Dracula, med klare referencer til dette værk, bl.a. da Usher præsenterer sig, og undskylder at han ikke kan spise med da han er på en meget speciel diet, samt selvfølgelig det faktum at hovedpersonen der hos Poe er navnløs, her er døbt Harker, og hans ærinde er også lig det med hans navnebror fra Dracula.

Bogens fire bidrag er meget tydeligt ikke forsøg på at gøre Poe kunsten efter, men derimod, som titlen siger, hyldester til ham på deres egne makabre måder. Samtidig er de fire bidrag også internt meget forskellige, da forfatterne netop har fået lov til at sætte deres eget præ, på bidragene og ikke har været underlagt at skulle holde sig inden for nogle bestemte fortællemæssige rammer.

Bogen er således et gensyn med klassiske historier, men bestemt på en helt ny måde.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Antologi, Bøger, Horror | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar