Himmelskibet 21

himmelskibet-21Sommer 2009
56 sider. 50kr
Forsideillustration af ars Majgaard a.k.a. ‘Stork’ fra Asylum 9
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Tue Sørensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6999

Indhold
Redaktionelt
Formanden siger – Af Jesper Rugård Jensen
Nekrolog: J.G. Ballard 1930-2009 – Af H.H. Løyche
Havfruens Himmelfærd – Novelle af Lars Ahn Pedersen
Den Fantastiske Virkelighed – Af Tue Sørensen

Tema: Science fiction i tegneserier
Planet Comics
Manga-Fremtider
Adam Warlock
Introduktion til Yoko Tsuno
Dan Dare: Fremtiden set fra 1950
Fra Tordenagenterne til Kaptajn Amerika
På falderebet

Anmeldelser

Film:

Bøger:

Tegneserier:

Nyt om fantastik – ved Klaus Æ. Mogensen
Nyt fantastik på dansk – Ved Janus Andersen

Foreningen Fantastik

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Star Trek

Star Trek
Film, USA, 2009, 127 min.
Instr.: J.J. Abrams
Medvrk.: Chris Pine, Zachary Quinto, Zoe Saldana, Karl Urban, Simon Pegg, Anton Yelchin, Bruce Greenwood, m.fl.

Jeg vil starte med at sige at, til trods for den kritiske røst som kommer til orde i en del af denne anmeldelse, så er jeg faktisk meget stor fan af Star Trek-fænomenet, på godt og ondt. Star Trek-filmene og tv-serierne var populære i rigtig lang tid, og bliver det sikkert igen. Fra 1987, hvor The Next Generation startede, og helt til 2005, hvor fjerde og sidste sæson af Enterprise sluttede, kørte der uafbrudt en eller to Star Trek tv-serier. Star Trek så ud til at have fundet sin niche hos publikum. Men så skete der noget. Skal man tro produktions-selskabet Paramount, så begyndte publikum ganske enkelt bare at blive trætte af Star Trek. Sandheden er imidlertid at producenterne trådte i spinaten og lavede pokkers dårlige og utiltalende historier i den sidste film (Star Trek X: Nemesis, 2002) og tv-serie (Enterprise, 2001-2005), der derfor floppede. Da Enterprise måtte stoppe, var der megen tænders gnidsel, især fra Paramount og fra pressen i øvrigt. Uh og åh, folk kan ikke lide Star Trek mere! Star Trek-fænomenet er afgået ved døden! Hvad skal vi dog gøre?! Den oplagte løsning var selvfølgelig at lave nogle bedre historier. Men Hollywood (som Paramount i høj grad må siges at være en del af) har ingen hjerne; de kan kun ”tænke” med bankkontoen. Og deres logik var at når folk jo tydeligvis og helt klart ikke er interesseret i klassisk Star Trek længere, så må man forny konceptet! Og hvordan gør man så det?

Well. Først bliver jeg nødt til at sige at Star Trek generelt blandt fans af litterær science fiction – og det inkluderer også mig selv – anses for at være ret overfladisk. Det er generelt bedre end det typiske sci-fi tv, men det siger ikke så meget i forhold til den trykte litteraturs højere kvalitetsniveau (Isaac Asimov plejede at sige at Hollywood var ca. 50 år bagud i forhold til sf-litteraturen). Star Trek har sine styrker, og sin underholdningsværdi, men der er også mange uvidenskabelige og decideret skøre ting i, og overordnet set er gennemsnitskvaliteten ikke superhøj. Personligt holder jeg mest af det utopiske element i Gene Roddenberrys fremtidsvision; for mig er det denne optimistiske kommentar på samfundsudviklingen som gør Star Trek interessant, og som gør hovedpersonerne og deres samfund til gode, heroiske og idealistiske rollemodeller. Men hver enkelt historie; hver enkelt episodes plot, og også adskillige af personerne, er faktisk ofte både dårlige og irriterende. Men okay, det må man tage med. Det er på rigtig mange punkter lidt overfladisk, men derfor kan man jo godt lade sig underholde af det alligevel.

Hvad er så Paramounts løsning – i den hellige profits navn – på problemet med den dalende publikumsinteresse? Jamen, er det ikke indlysende: Konceptet må i genopfindelsen gøres ENDNU MERE OVERFLADISK, så de umælende masser lettere vil kunne konsumere det! Det lyder måske hårdt – og elitært – men jeg har svært ved at drage nogen anden konklusion. Det jeg bedst kan lide ved Star Trek – det utopiske og optimistiske element – er siden Roddenberrys død blevet mere og mere udvandet, udvisket og ignoreret. Ikke fordi fans’ene ikke kunne lide det – for det kan de godt – men fordi producenterne ikke forstod hvad der var fedt ved det. Rick Berman og Michael Piller ville (i Deep Space 9, f.eks.) hellere lave ”spidsfindige” analogier over samtidens Amerika end at gå utopiens ærinde (after all, enhver ordentlig utopi minder jo om kommunisme!). Og i den nye film har de nye producenter, J.J. Abrams og hans slæng (stadig under Paramounts overherredømme), taget skridtet fuldt ud og komplet ignoreret det utopiske element. Er det så stadig Star Trek? Well, heldigvis kan man stadig implicit læse det utopiske aspekt ind i historien. Filmen siger ikke at det ikke er der. Men heller ikke at det er der. Vi må således vente til næste film eller tv-serie med at se om vi hører noget til det igen. Nanna Frank Rasmussen fra Jyllands-Posten skal roses for at konkludere i sin Star Trek-anmeldelse fra d. 8. maj: ”En original fremtidsvision forsvinder i Star Trek i et sort hul.”

At noget er overfladisk betyder bl.a. at det nægter at tage stilling til vigtige spørgsmål, f.eks. om hvordan samfundet burde se ud. Men, bevares, når det kommer til stykket, så er de fleste science fiction-film overfladiske, og derfor kan de som sagt godt være underholdende alligevel. Man skal jo ikke kimse af visuelt lir, sjov dialog, udmærkede personskildringer og fint skuespil. Den nye Star Trek-film er på mange måder god. Jo, den er! Der er rigeligt med action, personernes dynamik er yderst vellykket, og referencer til kendte Trek-elementer er der myriader af. Specielt Zachary Quinto gør det helt genialt som en opfrisket udgave af Spock, og Chris Pine som Kirk er heller ikke dårlig. Jeg vil såmænd mægtig gerne se en ny tv-serie med dette hold af figurer.

Alligevel irriteres man lidt af en alt for dårlig historie (som er så ligegyldig at den ikke er værd at referere), for mange meningsløse action-scener, lidt for meget trættende komik, og en alt, alt for svag central historie, hvor stakkels Eric Bana som Nero slet ikke får lov til at folde sig ud. Det frygtelige våben, ”red matter”, får man ingen som helst forklaring på hvad er, så hverken videnskaben eller plotlogikken er i orden; der er tale om næsten 100% ren underholdning, i meget høj grad sammensat af sjove kommentarer til Trek-folket, som ikke-Trek-fans næppe vil fange. Alligevel vil jeg sige at, netop overfladiskheden taget i betragtning, er filmen faktisk særdeles effektivt sat sammen. Man må beundre instruktørens evne til at organisere scener så de ser bedragerisk substantielle ud, og holde publikums opmærksomhed fra den ene scene til den anden. Der hintes til en vis personbaggrund, som imidlertid alligevel ikke udforskes, men det glemmer man at lægge mærke til i forbifarten. Man tænker heller ikke så meget over hvordan samfundet i denne film ser ud, for det hektiske tempo gør det klart at der virkelig ikke er tid til at vise sådan noget. En sjov ting er i øvrigt de “lens flare” effekter som er gennemgående i hele filmen – ikke kun på Enterprises bro, men i den mørke bar hvor Kirk møder Uhura, og snart sagt alle andre lokationer. Hvis man lige lægger mærke til det, så er disse prætentiøse lyseffekter overalt, og hvis der er nogen retfærdighed til i denne verden, så vil denne film for fremtiden blive kendt i fan-kredse som Star Trek: The Light Show! 🙂

Denne film er på mange måder et opgør med det langsomme, snakkende klassiske Star Trek. Som mestendels var snakkende fordi det havde et lavt budget, og derfor var nødt til at indfange publikum med gode historier. Dét handicap er Paramount nu blevet kvit – skal man så græde eller grine? Nu kan de nøjes med at fokusere på de populære figurer, hvilket i øvrigt afspejler den udvikling der også har fundet sted indenfor amerikanske tegneserier i de senere år. Historierne drejer sig mere og mere om hovedpersonerne og deres personligheder eller evner, fordi forfatterne/ redaktørerne i vore dage desværre ekstremt sjældent får gode historie-idéer. Nogle påstår at alle de bedste ting kom dengang man var 12, og at det derfor er en illusion affødt af nostalgi at man som voksen synes at kvaliteten er dalet i de sidste mange år. Det benægter jeg pure. Jeg mener – og kan snildt finde på at skrive en tyk bog om det en dag – at det kunstneriske niveau inden for stort set alt generelt har været i nedadgående i over hundrede år, omend med en moderne bølgetop i 1950’erne-1980’erne.

Men, igen, hvis man tager Star Trek for hvad det er, og sammenligner den nye film med det klassiske materiale, så er forskellen i virkeligheden ikke så stor, og den nye film er yderst underholdende hvis man (som jeg) synes at personerne er underholdende.

Mens mange har udråbt den nye film til den bedste Star Trekfilm hidtil, så vil jeg bestemt ikke sætte den over hverken The Motion Picture, The Voyage Home eller First Contact, men allerhøjst kalde den den fjerdebedste Trek-film. Men det er da også meget godt! Den kunne have været meget bedre på en lang række områder, og i sidste ende er det jo bare gammel analog vin på nye digitale flasker, men set på baggrund af Star Treks generelle kvalitetsniveau, så er der i yderste konsekvens ikke ret meget at klage over. Manglen på det utopiske baggrundsmiljø er faktisk min eneste helt store anke. Min kritik af den nye films overfladiskhed er især motiveret af at pressen, både den trykte og den digitale, tilsyneladende overhovedet ikke anser denne overfladiskhed for et problem, men tværtimod byder den velkommen fordi den er mere tilgængelig, dvs. mere kommerciel og letfordøjelig. De fleste anmeldelser af denne film har bare sagt de samme ting om og om igen; at denne film ikke kun er for nørder, men for et bredere publikum, og ofte er det endda nævnt at de gamle fans af det klassiske Trek sikkert ikke vil kunne lide den nye film, hvilket er komplet i modstrid med fakta; hovedparten af Star Trekfandommen har faktisk taget godt i mod den nye film. Det er krystalklart at pressemeddelelsernes retorik imod de gamle fans var et led i markedsføringen af denne film, kalkuleret til at få medier og almindelige mennesker til at tro at denne film ikke kun var for nørder. Og OK, den er for et bredere publikum, men hele dens basis – alt hvad der gør den rigtig underholdende – er stadig en masse referencer til klassisk Trek, og dermed placerer den sig også grundigt blandt de klassiske fans. At Paramount således på et bedragerisk grundlag direkte fremmedgjorde de gamle fans under markedsføringen, er et beskidt og usympatisk trick som jeg sent vil tilgive dem for.

Karakter: 8 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.21

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Terminator: Salvation

Terminator: Salvation
Film, USA, 2009, 115 min.
Instr.: McG
Medvrk.: Christian Bale, Sam Worthington, Anton Yelchin, Bryce Dallas Howard, Moon Bloodgood, m.fl.

Op til denne fjerde Terminatorfilm genså jeg lige de tre første. Jeg synes faktisk de alle tre er ret gode. Mange synes at 3’eren er dårlig og meningsløs, men jeg synes den er helt OK. Ikke noget super-kunstværk, og ikke helt så god som de to første, men næsten. Den 4. film er desværre (ligesom den 4. Indiana Jones og den 4. Die Hard-film) slet ikke i samme klasse som de tre første. Den er faktisk ganske håbløs, når man kigger nærmere på den. Handlingen er der ikke meget kød på. John Connor render rundt og leder efter Kyle Reese (hans fremtidige far, efter at denne sendes tilbage i tiden, som vist i den første film), og må redde ham fra maskinerne (så han senere kan sende ham tilbage til fortiden). Samtidig render en proto-Terminator med menneskehjerne (og menneskeloyalitet) rundt og blander sig, bare så producenterne kan sige at det stadigvæk er en Terminator- film. Derudover er der bare action-scener. Det er ekstremt tyndt. Var det ikke for nogle anstændige skuespillere, ville man sidde og vånde sig.

Udover at filmen generelt er et stemningsløst Hollywoodsamlebåndsprodukt uden interessante detaljer i verdensbeskrivelsen og uden inspiration i udførelsen (det virker grangiveligt som om tiden er løbet fra denne franchise; som om den samfundsmæssige stemning er skiftet fuldstændig), så fungerer tidsrejse-delen af det overordnede plot heller ikke længere – de roder bare endnu mere rundt i begivenhederne. Indrømmet, selv i de første tre film er der problemer med tidsrejselogikken. Det er tilsyneladende fremtiden der bestemmer hvad der sker i fortiden, så begivenhederne sker åbenbart med bagvendt kausalitet – ligesom da de første Terminators opfindes ved hjælp af den chip der er sendt til fortiden fra fremtiden. Til alle nøglebegivenhederne mangler der altså en første årsag. Alt dette kunne måske fungere hvis tidslinjen var frosset, og der kun skete det eneste, der kunne ske. Men nej, for allerede i T2 udskyder de dommedag og ændrer således på tidslinjen, som således ikke er frosset. Der er med andre ord ingen regler for hvordan det hele hænger sammen. Og forklaringer får man ikke i 4’eren. Hvor meget maskinerne egentlig ved, står fuldstændig uklart. De ved på en eller anden måde at Kyle Reese bør elimineres, men hvordan ved de det? På dette tidspunkt er Reese jo bare en tilfældig ung fyr der ikke engang er blevet fuldgyldigt medlem af modstandsbevægelsen endnu. Og den nye proto-Terminator, Marcus Wright (som ligger i dvale fra 2003 til 2018), ved af en eller anden grund også at han bare skal nævne Reese for at få Connors fulde opmærksomhed. Hvor hulen ved han det fra? Man kunne opstille en liste med hundreder af spørgsmål til denne films logik, og de fleste af svarene ville være selvmodsigende. Selvom der ikke er nogen tidsrejse i denne film, så kan man alligevel drage en del konklusioner desangående. Det er jo maskinerne der opfinder tidsmaskinen (får man at vide i den første film) og derved ad omveje skaber John Connor, men de sender også Terminators tilbage i tiden for at eliminere John Connor! Den oplagte løsning, som selv maskin-intelligens må kunne se: Lad dog for pokker være med at lave tidsmaskinen in the first place!

Men så logisk tænker Hollywood- manuskriptforfattere ikke, og de har nu rodet os ud i noget der ikke længere kan hænge sammen. Det er et manuskript der overhovedet ikke bekymrer sig om personerne, og ikke er interesseret i en historie der bare giver en lille smule mening. Terminator-franchisen burde kun have været på tre film, for den fjerde gør det ulideligt tydeligt at plottet har malet sig selv op i et hjørne og er endt som et paradoks: det væsentlige plot her er bare at John Connor skal redde sin far, så han kan sende ham tilbage i tiden så han selv bliver født, så han kan sende sin far tilbage i tiden så han selv bliver født, etc., etc.

Den logiske modsigelse der blev etableret i de første film, kommer cirklen rundt med den fjerde, og det ødelægger desværre det hele. Den tynde logik som de første tre film er baseret på, kan ganske enkelt ikke bære en fjerde uden at al mening bryder grædende sammen. Film som denne, med logikløse plots, kan man kun tage seriøst hvis de ikke selv tager sig for seriøst (de første tre film var selvbevidst pop-kultur, og aspirerede heller ikke til mere) – og det er bl.a. den fejl, denne film begår. Den træder med vilje ned i plothullerne, så de fremstår med al mulig tydelighed, og forsøger så sammenbidt at tage det hele alvorligt på en måde som det aldrig var beregnet til. Vi har derfor en film som på den ene side er et filmselskabs virkeligt desperate forsøg på at koge mere og tyndere suppe på Terminator-konceptet, og på den anden side er behandlet über-professionelt af skuespillere og producere, som jo gør hvad de kan for at gøre sig fortjent til deres lønsedler. Resultatet er uudholdeligt prætentiøst. Christian Bales overdrevne hengivelse til rollen som John Connor gør det hele utrolig stift og afslører desværre plottet som værende stupidt. Og nævnte jeg ”usammenhængende”? Nårh ja, det gjorde jeg vist, once or twice… Det kalder jeg at skyde sig selv i foden. Det er bare så dårligt. Det er faktisk tæt på at have ødelagt hele film-serien for mig. Suk.

Rygtet siger at denne fjerde film kun er den første i en ny Terminator-trilogi. Well, muuuligvis kan de sidste film i så tilfælde rage de brændte kastanjer ud af ilden – og hvis du tror på det, så kan jeg også give dig et godt tilbud på Rundetårn… Karakter: 2 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.21

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Antichrist

Film, Danmark 2009, min.
Instr.: Lars von Trier
Medvrk.: Willem Dafoe, Charlotte Gainsbourg

Von Trier har fået ry for at kunne forarge sit publikum, hvilket åbenbart skulle være lykkedes for ham igen nede i Cannes med hans seneste frembringelse Antichrist. Men for os der er vant til lidt af hvert i splatterfilm med mere, er der nu ikke noget særligt at komme efter hvad chokeffekter angår. Derimod er der tale om en ganske original og velgennemført horrorfilm, som har kvaliteter der rager langt over det meste af det der er lavet i genren.

Historien er, som med de fleste von Trier-film ganske enkel: Mand og kone mister deres barn ved en tragisk ulykke. Mand får hurtigt bearbejdet sin sorg. Kvinden gør ikke. Manden, der er psykoterapeut, beslutter sig mod lægernes anbefaling at prøve selv at hjælpe hende. Vi finder ud af at konen kort inden ulykken arbejdede på et speciale om hekseprocesser og nær havde fået et sammenbrud af det. Manden beslutter at udsætte konen for chokterapi ved at tage hende med ud til hytten i skoven hvor hun var sammen med den afdøde søn og arbejdede med specialet om hekse. Så er der ligesom lagt på heksebålet til en omgang terapi som manden overhovedet ikke har styr på.

Først og fremmest er billedsiden af denne film noget af et mesterværk. Det vil føre for vidt at komme med beskrivelser af det hele, så jeg vil nøjes med et eksempel: Prologen til filmen, der foregår mens de to forældre dyrker sex og barnet imens bevæger sig nærmere og nærmere katastrofen, er udført i ganske langsom slow-motion uden dialog, men med passende klip, så der hele tiden sker noget, på trods af det langsomme tempo.

På nær nogle få statister er der kun to skuespillere i filmen, så det hele står og falder lidt med om de kan levere varen. Det kan de i høj grad. Willem Dafoe, der har haft en noget svingende karriere siden sine store roller i film som Platoon og Mississippi Burning, leverer alt det han faktisk kan her, og Charlotte Gainsbourg, som nok er mere kendt i Frankrig end i Hollywood, giver den ret overbevisende som en kvinde med seriøse psykiske problemer.

Der er et væld af referencer i filmen. Blandt andet til von Triers store forbillede Andrev Tarkovsky, i form af scener der ligner noget fra Tarkovskys film, men også tematisk: Naturen spiller en meget stor rolle, ligesom hos Tarkovsky, men hos von Trier bliver naturen i stedet for at være det mystiske gode i verden til det mystiske onde. I Tarkovskys Solaris er der for eksempel en scene hvor man ser en række meget idylliske tegninger/ billeder, mens der i Antichrist bliver vist en serie billeder med hekseprocesser. Igen i Solaris forgår en del af handlingen ved et hus som ligger i meget idylliske natur-omgivelser, mens huset – kaldet Eden – i Antichrist er faldefærdigt og under angreb fra den omliggende natur.

På et tidspunkt i filmen får vi at vide at Freud ikke er noget man bruger mere i psykologien og psykoterapi. Men vores hovedperson-psykoterapeut kunne faktisk have haft stor nytte af lidt Freud: Konen lider tydeligvis af skyld over barnets død. Så voldsomt at hun er under længerevarende behandling for det. Hun bliver da konfronteret endnu mere direkte med sin skyld, ved at de tager ud til huset i skoven og hun dropper al sin medicin. I første omgang ser det ud til at hjælpe, men Freud ville have luret at der blot er sket det at hun har fortrængt sin skyld, som pludselig vender tilbage fra det ubevidste som noget meget mere uhyggeligt. Antichrist er da også en uhyggelig historie lige efter bogen – Freuds ”Det Uhyggelige” – hvor alt det som tilsyneladende er hyggeligt, viser sig at være det modsatte: Den hyggelige hytte i skoven. Den hjemlige hygge mellem manden og konen. Og ikke mindst: Dyrene i skoven, som i følge Disney er noget af det mest hyggelige der findes. Og det er på ægte Freudvis hvor tingene ”vender tilbage” i en kun let forandret form. Det uhyggelige ligger nemlig ifølge Freud i at man både genkender tingen og oplever den som fremmed. Der er mange andre ting som kører lige efter Freud, men hvis jeg skulle nævne det hele, ville jeg nok afsløre det meste af handlingen.

At en film er en genre-film kan betyde flere ting: Det er i hvert fald sikkert at Antichrist benytter sig af virkemidler fra (andre) horrorfilm. En del af scenerne mindede mig for eksempel om scener fra Stephen King-filmatiseringer. Genrefilm kan også benytte sig af en fast formular for hvordan en film skal være. En typisk middelmådig horrorfilm har en indledning, hvor vi stadig svæver et sted mellem virkelighedens verden og den uhyggelige verden, men når først det er afsløret at vampyrer findes, at manden var besat af en dæmon eller hvad det nu kan være, følger plottet en ganske forudsigelig kurs, hvor der kæmpes mod det overnaturlige indtil det enten overvindes eller vinder, alternativt tilsyneladende overvindes, men viser sig alligevel at vinde. Tricket i den gode horrorfilm er derimod at holde alle muligheder i spil så længe som muligt uden at det bliver kedeligt. Det lever Antichrist til fulde op til. Først til allersidst er vi nået til den endelige kamp mod det overnaturlige.

Der er en del typiske von Trier-elementer i filmen. Nogle af dem kan virke irriterende. Måske overdriver han sin symbolik lidt nogle steder. Specielt når symbolikken tager fysisk form og optræder direkte for os. Måske går der lidt for meget seher- hvad-jeg-kan-med-et-kamera i det i visse scener.

Og så er der dem som ikke kan lide filmen af moralsk/politiske årsager: Antichrist er blevet udlagt som at von Trier vil fortælle os at kvinder på bunden er onde. Men det er simpelthen for enkelt stillet op. Der er selvfølgelig det i filmen, fordi det er en del af plottet at konen forsker i hekse, men alt det dér fortolknings- halløj er i virkeligheden en gang vrøvl, når det drejer sig om en film der har tilstrækkelig kunstnerisk dybde til at vise mange forskellige ting samtidigt.

Så tag bare og få set filmen, hvis du er ved at være træt af horrorfilm der ligner hinanden til forveksling.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr. 21

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Asterix og de Olympiske Lege

Film, Frankrig 2008, 116 min.
Instr.: Frédéric Forestier & Thomas Langmann
Medvrk.: Gérard Depardieu, Clovis Cornillac, Alain Delon, m.fl.

Asterix tegneserie-albummene bliver både filmatiseret som tegnefilm og som live action-film. Mens danske A-film lavede den vellykkede tegnefilm Asterix og vikingerne, så blev der arbejdet på live action-filmen Asterix og de olympiske lege som er baseret på Asterix-albummet Olympisk mester! Der er lavet 3 live action-film og 8 tegnefilm. Den første live action-film var ret ringe, men nummer 2, baseret på Asterix og Kleopatra-albummet, var rigtig god. Desværre er den nyeste film mindst lige så ringe som den første.

Der er stort set ikke noget tilbage fra det oprindelige album. Der er én scene der direkte er taget fra albummet og vel 2-3 scener der er tæt på noget i albummet. Historien er skrevet helt om. Filmskaberne ville vel have en kærlighedshistorie med, så de skaber en ny karakter ved navn Romantix. Han kommer fra Asterix’ landsby, men er forelsket i den græske prinsesse Irina. Desværre er Cæsars søn, Brutus, også forelsket i hende. Hun vil dog kun have Romantix, og derfor erklærer hun at det kun er vinderen af De Olympiske Lege der er værdig til at gifte sig med hende. Derfor tager alle de gæve gallere til Grækenland for at deltage i legene.

Det kan godt være at der ikke er så meget fra albummet i filmen, men til gengæld bliver Mirakulix ligesom i den første live action-film bortført under en druidekongres, hvor druiderne holder konkurrencer i deres magiske evner. Hvordan de har kunnet opstøve så mange druider i Grækenland, eller om Asterix, Obelix og Mirakulix er rejst hele den lange vej tilbage til Gallien midt i historien, får man ikke noget at vide om.

Mollusculus, som er hovedkonkurrenten i albummet, er desværre blevet henvist til en mindre birolle i filmen. I albummet er han den fantastiske sportsmand, der bliver så psykisk nedbrudt af gallernes overstyrke at han begynder at feje gulve. Der er desværre ikke en eneste kost med i filmen. I stedet har man indsat Brutus, som konkurrenten. Han skal altså vinde De Olympiske Lege uden at have styrken, så han prøver det ene kneb efter det andet, som både inkluderer doping, korruption og andet snyd. Han prøver også ustandseligt at tage sin far Cæsar af dage på alverdens udspekulerede måder, men det virker aldrig. Han er blevet et magtliderligt lille bæst, der sender sine mænd på pinebænken eller i cirkus (som løvemad) for den mindste lille kommentar.

Da filmen burde være sluttet og Romantix er blevet gift med sin prinsesse, så er der en latterlig sekvens dér hvor scenen med vildsvinefesten i landsbyen burde have været. Der er i stedet puttet en celebrety-middag ind. Her ser man fodboldspilleren Zinédine Zidane spille fodbold med en oppustet svineblære (er det mon hentet fra Svennerik og Gylledrikken?) og Tony Parker fra det franske landshold i Basketball drible med selvsamme bold. Det er vel noget de har lagt ind for at få nogle flere kendte hoveder ind i filmens skuespillerliste. Det er i hvert fald ikke noget der forbedrer filmens kvalitet. Der er dog en sportsmand der passer godt ind i filmen, og det er racerkøreren Michael Schumacher. Han spiller stridsvognkøreren Schumix, som konkurrerer med Brutus og Romantix i det afsluttende stridsvognløb.

Det er svært at vurdere skuespillernes præstation, da det materiale de skal spille er så dårligt. Jeg syntes at Alain Delon spiller rigtigt godt som Cæsar. Der er forøvrigt en ny skuespiller der spiller Cæsar i hver af live action-filmene. Det er faktisk utroligt hvor få skuespillere fra den forrige film der vender tilbage. Det er stort set kun Gérard Depardieu som spiller samme rolle i alle filmene. Han spiller Obelix.

Hvis den skulle have karakter blev det vel 1 ud af 5 bautasten.

Anmeldt af Kim Pierri i Himmelskibet nr. 21

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Doomsday

Doomsday
Film, GB/USA/Sydafrika/Tyskland, 2008, 113 min.
Instr.: Neil Marshall
Medvrk.: Rhona Mitra, Bob Hoskins, Adrian Lester, Sean Pertwee, Malcolm McDowell, Alexander Siddig, m.fl.

Doomsday foregår i 2035 hvor en virus har hærget Skotland, så det siden 2008 har været afskåret fra omverdenen. Virussen dukker så op i London, og et lille gruppe britiske soldater og læger bliver sendt ind i den skotske karantænezone for at se om en forsvunden videnskabsmand skulle have fundet en kur mod virussen. Det har de grund til at tro fordi sattellitfotos pludselig viser at der er levende mennesker i Glasgows gader. Og så går den voldsomme tur ellers gennem det ødelagte Skotland i APCs (Armoured Personnel Carriers, ligesom i Aliens), hvor folk har organiseret sig i bybander på den ene side, og middelalderriddere i højlandsborge på den anden.

Filmen er en klar hyldest til sci-fi/action-film som Aliens, Mad Max 2, Escape From New York, The Warriors og 28 Days Later…, og har store mængder tilsigtede referencer til disse og lignende film, både i scenerne og dialogen. Den film den er mest inspireret af er 2019: After the Fall of New York (1983), fra hvilken hele ridder-æstetikken tydeligvis er lånt. Både volden og situationerne er overgearede og urealistiske, og man må konstant sige til sig selv at det her er en hyldest til, og en pastiche på, post-apokalyptiske ’80er-film, og ikke skal tages alvorligt. Men filmen tager efter min mening alligevel sig selv lidt for alvorligt, med latterlige mængder af blod, og ubehagelige (men allernådigst korte) scener af tortur og kannibalisme – horrorfans vil nok nyde det mere end jeg. Filmen har mange store plothuller (hvorfor er skotterne f.eks. kannibaler når de tilsyneladende har store mængder kvæg?), men det gør ikke så meget, for det er meningen at det skal være sej action-underholdning og ikke andet.

Man kan beskylde filmen for at være uoriginal, uspændende og urealistisk, og desuden mangle godt skuespil (med undtagelse af Shakespeare-skuespilleren Adrian Lester, som spiller en hårdkogt ”Corporal Hicks”-type, igen i bedste Aliens-stil), og man vil have helt ret. Man har set så meget af det her før at det desværre er tæt på at være effektløst. Filmen er tydeligvis produceret af folk med stor nostalgi for de post-apokalyptiske ’80er-film, og det kan man også godt respektere. De har helt klart villet lave en ’80er-film med 2008-produktionsværdier. Det er bestemt også lykkedes i nogen grad, men mange af de elementer, der fokuseres på i denne film – især alt det med de gale og sadistiske kannibal-anarkist- læderfetish-punkere – faldt heller ikke i min smag i ’80erne, så jeg kan med min bedste vilje ikke kalde Doomsday mere end middelmådig. Men for folk som elskede Mad Max 2, er Doomsday utvivlsomt himmelsk god, og er bestemt også tilført den råhed som mange – især filmproducenter – tydeligvis mener at film skal have i dag. Når film ikke længere har gode historier at overgå hinanden med, så må de jo ty til chok-effekter i stedet for, og dét gør de.

Rhona Mitra, der spiller den Ripley-agtige hovedrolle, saboterer desværre i høj grad filmen med sit frygtelige skuespil og sin totalt manglende karisma. Hun virker visuelt som en dårligere kopi af Kate Beckinsale; hendes tøj, hår, hårdkogte attitude og voldelige facon er som taget ud af Underworld. Mitra ligner Beckinsale meget, og jeg blev ved med at se Beckinsales ansigt på Mitras. Jeg havde sikkert nydt filmen meget mere hvis den havde haft den ægte vare i hovedrollen i stedet for fattigmandsudgaven.

Karakter: 5 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Outlander

Outlander
Film, USA/Tyskland, 2008, 115 min.
Instr.: Howard McCain
Medvrk.: James Caviezel, Sophia Myles, John Hurt, Ron Perlman, Jack Huston, m.fl.

Jaaaa, en sci-fi/vikinge-film!! Jeg må sige at det begynder godt. Vor helt, Kainan (Caviezel), styrter ned med sit rumskib i en norsk sø i år 709. Hans nødsender fortæller ham at han er landet på en ”abandoned seed colony”, og går straks i gang med at lære ham det lokale sprog, ”nordisk” (dvs., for det internationale publikums skyld, engelsk). Cool! I filmens allerførste minutter klarer den således at forklare de ting som i mange andre lignende film ofte forbliver uforklarede: hvordan kan han sproget, og hvordan kan en rummand være 100% menneskelig? Her er Jorden en tidligere koloni, som aldrig kom ordentligt i gang, og menneskene på Jorden stammer således tydeligvis fra Kainans rummenneskerace. Så langt, så godt.

Men kan filmen holde kvaliteten? Nej. Den er såmænd elementært spændende nok, og skal tydeligvis være et gedigent SF-bud på hvordan Beowulfmyten startede (den lokale konge, spillet af John Hurt, hedder Rothgar): Kainans folk udryddede en anden planets dominerende væsner, de alien/predator-lignende moorwens, som man aldrig finder ud af om er intelligente eller hvad. Men blodtørstige er de. Det lykkedes dog én af disse moorwens at overleve, tage en frygtelig hævn, og tillige smutte med på Kainans rumskib, så den nu kan terrorisere vikingerne! Kainan forsøger at overtale vikingerne til at lytte til hans råd, og bliver fanget i deres lokale intriger. Til slut må han vælge mellem sit eget folk og jord-/nordboerne…

Der er stort set ingen originale detaljer i filmen overhovedet. Den blev omtalt i markedsføringen som en blanding af Braveheart og Highlander, men det synes jeg er helt forkert; den fremstår tværtimod som et rip-off af lige dele Beowulf (den computeranimerede 2007-udgave, komplet med en kristen præst), Alien og Predator, og har en stemning der minder meget om The 13th Warrior. Der er nogle gode skuespillere med, men de har ikke meget at lave. Caviezel selv er ret god; han kan virkelig spille med enorm weltschmerz, og ser hele tiden ud som om han bærer hele verdens byrde på sine skuldre. Vikingerne i øvrigt ser lidt kunstige ud (og det indledende panorama af deres by, komplet med Yggdrasil voksende ud af kongens træstolpehus, er meget tydeligt CGI-lavet), og man forstår f.eks. ikke hvorfor Sophia Myles’ naturligt lyse hår er farvet skrigende rødbrunt; med lyst hår ligner hun ellers netop en rigtig Wagner-skjoldmø (som man kunne erfare i den desværre lidt kedelige film-udgave af Tristan + Isolde fra 2006). Men det kan være de mente at hun så ville ligne Miranda Otto i Lord of the Rings for meget, for hendes rolle er næsten den samme. Det er ærgeligt at så mange elementer i filmen er kopier af andre film, og at store dele af historien ikke rigtig hænger sammen (ja, man kunne let lave en længere liste her, men det ville involvere for mange spoilere), for ellers kunne Outlander have været ganske god. Den er dog acceptabel underholdning som den er; bestemt værd at se en enkelt gang.

Karakter: 6 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Starship Troopers 3: Marauder

Starship Troopers 3: Marauder
Film, USA, 2008,
Instr.: Edward Neumeier
Medvrk.: Casper Van Dien, Jolene Blalock, Boris Kodjoe, Stephen Hogan, Amanda Donohoe, Marnette Patterson, Jenny Stead, m.fl.

Starship Troopers 3 er det man kalder en Highlander III; nemlig en 3’er der ignorerer 2’eren og fortsætter direkte fra 1’eren. Og det er skønt, eftersom Starship Troopers 2 var ren spildtid – det var en straight-to-DVD udgivelse fra 2004 der handlede om nogle få troopers der var fanget på en base omringet af insekter som bl.a. kunne skifte form til menneskeskikkelse (argh!), og der var ikke skyggen af social satire. Ikke desto mindre solgte dem åbenbart godt nok til at der også blev givet grønt lys for en 3’er, og denne gang valgte de heldigvis at tage udfordringen op og gå tilbage til den første films samfundssatiriske univers. Den originale Starship Troopers (1997) er i høj grad en kult-film, som mange elsker, men mange desværre også hader – og derfor vil en lavbudgets-fortsættelse uden den super-professionelle og begavede Paul Verhoeven ved roret også have svært med at opnå god ”street credit”. Ikke desto mindre mener jeg at forfatter (og nu også instruktør) Ed Neumeier har gjort et virkelig godt stykke arbejde med de få ressourcer og middelmådige skuespillere, han havde til rådighed her

Johnny Rico (Casper van Dien) vender tilbage som krigshærdet oberst, men hans trofaste venner fra den oprindelige film, Carmen (Denise Richards) og Carl (Neil Patrick Harris), er her skiftet ud med nogle som opfylder nøjagtig de samme roller, nemlig den seje kvindelige pilot Lola Beck (Jolene Blalock) og den komisk uerfarne general Dix Hauser (Boris Kodjoe). Dette trekløver må igen testes til det yderste for at modstå de slemme insektvæsner som (siger Føderationens ledere) vil udslette menneskeheden. Udover alle de kritikpunkter overfor totalitære og i dybeste henseende også vores nuværende samfund, som den første film formidlede gennem sin satire, tages der i 3’eren bl.a. hul på religion og dødsstraf! En systemkritiker – fredsterroristen Elmo Gonif – bliver henrettet sammen med 51 af sine nærmeste venner i hvad der med ærefrygt omtales som den største massehenrettelse siden det 21. århundrede!!

Historien omhandler en synsk og spirituel Sky Marshall (rumflådens øverste leder, og popsanger), Omar Anoke, som drages til ørkenplaneten OM-1, hvor et mystisk, gudelignende insektvæsen – Behemecoytal! – venter på at få adgang til alle Føderationens hemmeligheder ved at udsuge Anoke’s hjerne! Føderationens befolkning er samtidig ved at gennemgå en kristen vækkelse, og snart erklæres det officielt at Gud faktisk findes alligevel, and He’s on our side! Anoke’s spirituelle besættelse af Behemecoytal får en af de andre figurer til at foreslå at de hellere må slå ham ihjel! ”It’s the wrong god!”

Slutningen byder på introduktionen af det nøgleelement fra Heinlein’s roman som manglede i den oprindelige film: kampdragterne! Her kaldet marauders, og introduceret som om de var frelsende engle. Det er cinematisk satire og selv-glorificerende visuel retorik i højeste gear! Eneste kritikpunkt er at skuespillerne ikke er de bedste, og dialogen ikke er så sej og veludført som i den oprindelige film; at helhedsindtrykket simpelthen ikke er så professionelt som det var under Verhoeven’s ledelse, hvilket er ærgeligt, men noget som en ægte fan af dette fantastisk sjove og meningsfulde filmunivers sagtens kan leve med. Absolut anbefalet til alle fans af den oprindelige film!

IMDb-rating i øjeblikket: 4.6 ud af 10. Min karakter: 8 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Twilight

Twilight
Film, USA, 2008, 112 min.
Instr.: Catherine Hardwicke
Medvrk.: Kristen Stewart, Robert Pattinson, Billy Burke, Peter Facinelli, Ashley Greene, m.fl.

Så er der dømt vampyr-romance! Stephanie Meyers ungdomsbøger om en 15-16-årig pige som forelsker sig i en vampyr som

har været 17 år gammel ”ret længe”, er nu nået til filmlærredet, og udover denne første film er der planlagt tre mere, hvoraf den næstkommende, The Twilight Saga: New Moon, kommer allerede til november i år (med samme hold skuespillere, naturligvis). Der er tale om Anne Rice lite og om endnu en udgave af ”the beauty and the beast”. Klichéen er fuldkommen: ung pige forføres af erfaren og frygtelig farlig fyr, og arven fra Anne Rice sikrer at drikning af blod bliver et tydeligt symbol på sex. Hele situationen er en romantisering af sex for unge (piger) som endnu ikke er helt gamle nok til det.

Handlingen kort: Bella Swan (Kristen Stewart) flytter frem og tilbage mellem sine skilte forældre, og skal nu starte i en ny high school klasse i den lille overskyede by Forks i staten Washington (nær den canadiske grænse), hvor Bellas far er politichef, og hvor antallet af solskinsdage er det laveste i USA. Den første dag møder hun den mystiske Edward Cullen (Robert Pattinson), som rynker på næsen af hende, og snart efter forsvinder i et par dage. Bella forstår ikke hvorfor han åbenbart synes at hun er så afskyvækkende. Men da han kommer tilbage er han pludselig enormt flink overfor hende, og afslører snart (well, Bella gætter det, men det er også ret tydeligt) at han er vampyr, født i 1901, og gjort til vampyr i 1918. Han fortæller at ingen nogensinde har haft en sådan effekt på ham som hun har: han finder duften af hendes blod helt uimodståelig! Han modstår dog alligevel, for han og hans lokale vampyrgruppe (allesammen meget blege og med hver deres personlighed) har nogle vidtløftige principper som tit har resulteret i konflikter med andre vampyrer: de drikker ikke menneskeblod, og gør ikke nogen til vampyrer som ikke selv beder om det. Men Bella føler sig næsten ligeså stærkt tiltrukket af ham som han af hende, og de beslutter at indlede et forhold, trods de tragiske pinsler Edward må undergå for at modstå trangen til at drikke Bellas blod! Hvor længe kan det mon vare før Bella selv beder om at få taget sin mødom, øh, jeg mener, blive gjort til vampyr…?

De lidt grinagtige klichéer til trods, så synes jeg faktisk det er en udmærket ungdomsfilm (jeg har dog ikke læst bøgerne). Produktionsværdierne er ganske imponerende, og stemningen er rigtig effektiv. Bella er en type som passer godt ind i vampyrgruppen, og selve den romantiske del (til forskel fra så meget andet i historien) virker faktisk ikke spor søgt. Hele situationen er godt nok ganske absurd (hvorfor går en 100-årig vampyr i high school? Og hvis de ikke drikker menneskeblod eller gør folk til vampyrer, hvad er der så tilbage der er farligt ved dem?), og på en række punkter svær/umulig at tage alvorligt, men den stemningsmæssige udførelse er faktisk overraskende vellykket. Hatten af for instruktøren.

Med lidt god vilje kan de fleste fejl og mangler i filmen undskyldes ved at det er en film for unge teenagere, som således også indeholder en del halv-platte ønskedrøms-elementer (sådan noget åd jeg da også selv op da jeg var 14, f.eks. med The Last Starfighter), men det gør den ikke mindre spændende. Da filmen, ligesom bøgerne, blev en stor succes, må den jo ramme noget i tidens ungdom. Det minder faktisk rigtig meget om en slags amerikansk svar på Harry Potter-fænomenet, hovedsageligt for teenagepiger – og så med hugtænder. Meget postmoderne…

Anyway, jeg så denne film på DVD, og handlingen, personerne og stilen var absorberende nok til at jeg vil gå ind og se de kommende film i serien i biografen. Karakter: 7 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Underworld: Rise of the Lycans

Underworld: Rise of the Lycans
Film, USA, 2009, 92 min.
Instr.: Patrick Tatopoulos
Medvrk.: Michael Sheen, Bill Nighy, Rhona Mitra, Kevin Grevioux, Steven Mackintosh, m.fl.

Film nr. 3 i Underworld-serien er en prequel som fortæller den forhistorie der blev omtalt i den første film. Som sådan ved man jo hvad der sker, men det spændende ligger ikke i hvordan det ender, men i hvordan det forløber. Og det er faktisk rigtig fedt lavet. Historien foregår for nogle hundrede år siden et sted i central- Europa, hvor vampyrene har deres egen by, hvorfra de engang i mellem handler med menneskene, som til at begynde med blot tror at de er rige godsejere. Vampyrene bruger varulve som slaver og har dem boende i underjordiske fangehuller, men der lever også vilde varulve i de omkringliggende skove. En dag fødes der i vampyrbyen en varulv i menneskeskikkelse, som vokser op til at blive den stærkeste af varulvene; en naturlig leder: Lucian (eminent spillet af Michael Sheen). For at sikre hans loyalitet opdrages Lucian som en priviligeret tjener for vampyrlederen Viktors familie, hvilket dog resulterer i at Lucian forelsker sig i Viktors datter, Sonja. Samtidig bliver vampyrenes mishandling af hans artsfæller ham for meget, og under Lucians ledelse gør varulveslaverne oprør. Da de flygter ud i skoven, viser det sig at de vilde varulve derude også anerkender Lucian som leder, og nu er varulvene pludselig stærke og velorganiserede og i stand til at bekrige vampyrene.

Der er spandevis af action og godt skuespil i denne film. Det er fantastisk at se store britiske skuespillere som Michael Sheen og Bill Nighy kaste sig ind i sådan et filmprojekt med liv og sjæl. Rhona Mitra er ingen stor skuespiller, men fungerer fordi hun lige netop ligner Kate Beckinsale så meget at det er troværdigt at Selene, i den første film, minder Viktor så meget om sin datter at han adopterer hende. Som sådan fungerer denne prequel utrolig godt og konsekvent som forhistorie til den første film, som den derved underbygger markant. Der er ikke introduceret nogle nye og anderledes idéer som på mindste måde undergraver den første film. Det er bare det simple plot vi hørte om som en detalje i den første film, der her er blevet blæst op i en mere nuanceret udgave. En sådan konsekvens og integritet – og beherskelse! – er en sjældenhed i Hollywood-film.

Og ja, både vampyrer og varulve kan tilsyneladende formere sig i filmens verden, omend de også kan gøre almindelige mennesker til vampyrer eller varulve ved at bide dem. Om vampyrenes lyst til at drikke (menneske)blod hører man i disse film ikke et pip, hvilket jeg på en eller anden måde finder forfriskende. Det er et brud med den bide- og blod-fetish der ellers tit er omkring vampyrer. I disse film er de således måske mere fantasy-væsner end horrorvæsner, omend de i imponerende grad bevarer deres seje farlighed og deres outsider-plads i menneskenes verden. Man hører dog ikke ret meget om mennesker; i denne historie handler det hele om de interne intriger vampyrene og varulvene imellem. Også dét er forfriskende!

I det hele taget er film nr. 3 alt det som film nr. 2 – Underworld: Evolution – ikke var, nemlig en værdig og forbedrende tilføjelse til den første films univers. Hurra for det!

Karakter: 9 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar