Richard K. Morgan: Woken Furies

Udgivet den april 6, 2006 af Admin

Woken Furies
Richard K. Morgan
Roman, 400 sider
Victor Gollancz 2005
£9.99 (hardcover)

I 2005 kom der troligt en ny Richard Morgan roman, Woken Furies. Igen er det Takeshi Kovacs der er tilbage med sine voldelige eventyr i en mandschauvinistisk verden. I romanerne Altered Carbon (2002) og Broken Angels (2003) fik vi et baggrundsbillede af en serie spredte koloniserede planeter i galaksen, i et eller andet løst styre fra Protektoratet. Som tidligere supersoldat/ spion/lejemorder og med opgaven gennem rå uhæmmet vold at effektuere Protektoratets magt og sikre at alle planeter holder sig til de udstukne politikker, har vi gennem Kovacs rejser fået et godt indblik i de fleste af disse fjerne verdener (beboelige planeter er ikke så almindelige som i mange andre science fiction romaner).

Undervejs stødte Kovacs ind i en stime af skuffelser, forræderier og nederlag, både over for sig selv og over for Protektoratet. I denne bog er den desillusionerede Kovacs så tilbage hvor det hele startede – på sin fødeplanet, dér hvor han blev rekrutteret til at begynde med, på Harlan’s World (tydelig hyldest til Harlan Ellison). Koloniseret for 400 år siden og kendt i hele galaksen for sin glansfulde liberale revolution under ledelse af den karismatiske kvinde Falconer, lever legenden om den dengang for længe siden magtfulde kvinde (et særsyn i romanserien) stadig her. Det er nu århundreder siden Falconer døde og de Første Familier har et effektivt oligarki. Men er Falconer nu også vitterligt død? Det er jo meget svært at dø helt i denne fremtid af jeg-programmer der kan downloades i nye kroppe/ kloner, sendes over store afstande og med kriminelles kroppe der kan lejes mens ‘de’ afsoner deres straffe i en databank. Kovacs er jo død utallige gange i de foregående to bøger. Måske er Falconer også et sted derude?

Da Kovacs helt uplanlagt kommer til at redde Sylvie Oshima, begynder en lang proces med at udgrunde hvad sandheden om Falconer egentlig er. Han ledsager Sylvie på en rejse ind i en dødszone hvor ‘mimints’ – autonome dræbermaskiner tilovers fra tidligere krige – hersker. Efter utallige farer og fælder ender Kovacs tilbage i civilisationen, men sammen med resterne af Falconers undergrundsbevægelse. Han ender med at flygte desperat henover planetens overflade, forfulgt af en illegal high-tech klon af ham selv der er ude efter at slå originalen ihjel.

Som i de tidligere bøger er volden skruet op på fuld styrke, vi følger vores helt igennem den ene fatale personlige kvæstelse efter den anden, hjælperne og fjender dør brutalt, ja faktisk går det hårdere ud over Kovacs få hjælpere end over de mange fjender. De ender alle med at blive brutalt slagtet ud over flere udpenslede dødsscener. Der ser ikke ud til at være nogen glædelig udvej for Richard Morgan – hans version af Darwinismen, som disse bøger hylder som grundprincip, er at kun gennem lidelse kan der findes status quo. Egentlig forløsning, frelse eller held findes ikke i Morgans verden, og de onde er altid klogere og hurtigere end Kovacs.

Mørkesynet til trods er bøgerne fulde af gode ideer, stærke billedskabende beskrivelser og gedigen prosa. Morgan kan det der med at skrive så vi er fanget i suspense kurven. Uanset hvor brutalt det bliver, eller hvor usympatiske vore hovedpersoner gebærder sig, læser man fascineret videre, og bogen rummer uforglemmelige beskrivelser af miljøet i Morgans fremtid, som f.eks. storbyer som Millsport, og Morgans evne til at fastholde os i en langtrukken handling demonstreres til fulde i kapitel 31s mange siders beskrivelse af en intens klatretur på klippevæg

Dobbeltheden i slutningerne fortsætter også i denne bog (der afsluttes med en rigtig overraskelse), og dobbeltheden dækker faktisk værket om Kovacs generelt, for hvad skal vi egentlig med denne sentimentale helt der én gang for alle er bestemt af skæbnen til at blive tvunget igennem lidelse konstant og alligevel beholder sit positive individualistiske syn på at ét menneske kan og skal gøre en forskel, beholder sin autoritetstro på Protektoratet selv længe efter læseren har afsvoret denne. Dette i en verden af kooperativ udnyttelse, institutionel social darwinisme og udpræget mandschauvinisme. Morgans upspeeded og upgraded udgave af Raymond Chandlers skabelonhelt fortsætter mod nye triste eventyr i bog efter bog.

Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.10

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Richard K. Morgan: Market Forces

Udgivet den april 6, 2006 af Admin

Market Forces
Richard K. Morgan
Roman, 385 sider
Victor Gollancz / Orion 2004
£10.99 (hardcover)
ISBN 0-575-07512-0

Netop som jeg var blevet vant til at der hvert år dumpede en Morgan bog om Takeshi Kovacs ind af døren fra Gollancz, brød Morgan systemet med denne bog, der godt nok er en roman sat i det fremtidssamfund som Morgan er ved at skrive sig ind i med Kovacs bøgerne, men som foregår et helt andet sted i verden.

Chris Faulkner er en succesfuld økonom som netop er blevet headhuntet til Conflict Investment, en afdeling af de notorisk aggressive Shorn Associates. Vi befinder os ca. 50 år ude i fremtiden, og på dette tidspunkt er London et uindtageligt fort for de rige, dem med arbejde. Omkring London ligger Ødelandet kaldet ‘Udelukkelseszonerne’, hvor de fattige og de arbejdsløse er tvunget til at hutle sig igennem. Karrierelivet for de mest ambitiøse foregår ved at man bogstaveligt talt kæmper (med alle kneb) mod hinanden ude i disse øde områder. “Den enes død, den andens brød.”

Med firmaet Conflict Investment har Morgan privatiseret den ultimative fordom om CIA som en gruppe mordere der aktivt udrydder alt og alle der står i vejen for The American Way. Forskellen er at Conflict Investment gør det udelukkende og helt åbenlyst for profit. Med sådanne dagsordener er det ikke noget under at også firmaets egne ansatte tager tingene i egen hånd, til egen fordel. En af firmaets partnere, Louise Hewitt, ser tidligt Faulkner som en konkurrent og gør alt for at komme af med ham på den meget permanente måde. Vores helt har dog en enkelt ven, den meget lidt refleksive Mike Bryant der ynder at tage ud i zonerne og massakrere en omgang ”bandemedlemmer” (hvad enten de så er det eller ej i virkeligheden). Som alle Morgans bøger er også denne her tætpakket med action, utallige døde kroppe, og “hele kontinenter af bare bryster”.

Bogens grundlæggende præmis er underlig: Man finder de bedste økonomer ved at lade kandidaterne konkurrere mod hinanden på bogstaveligt taget liv og død, og de synes alle at det er sjovt og spændende. ER det nu også en særlig rentabel idé? Selv i en tid med megen arbejdsløshed. Godt nok har jeg i min tid mødt en hel del ret så hjernetomme økonomer hvis ‘fornemmelse for sne’ – lad os bare kalde det det – deres medmenneskelige sensitivitet og connection til naturen var non-eksistent. Og som typisk fandt udpræget glæde i drengede fornøjelser der helt svarer til voksenudgaven af den ‘løben ind i væggen med fuld fart igen og igen’, som visse drenge kan finde på at synes er sjovt. Men de er altså meget sjældent blevet andet end medarbejdere, ofte endda korttidsansatte. At få en større rolle i firmaerne kræver mere – meget mere. Jeg tror slet ikke på den. Slet ikke når man lige udenfor døren, i ‘zonerne’, har millioner af fattige der kan købes billigt til at være stand-in i denne ‘krig’.

Bogens anden præmis: At penge flyder fra konflikter, er jo sand nok på overfladen. Morgan glemmer så behændigt at for de allerfleste er konflikter lig med tab. Tab der på ingen måde opvejer de få tjente penge i sammenligning. Igen synes jeg forenklingen ikke bærer en hel bog; jeg savner dem der taber på Shorns gevinster, dem der havde investeret i det modsatte udfald af konflikten.

Men selve hovedproblemet som jeg ser bogen, er at handyret Morgan ser konkurrence udelukkende som en sejrherre/taber konstellation. Hewitt har et udsagn hen imod slutningen af bogen om at udnytte fordelene af skiftende alliancer, men igen er det udelukkende ment som en vej til den ultimative sejr. Win-win situationer og kompromiser, som jo i virkelighedens verden præger de bedste resultater, er slet ikke inde i Morgans univers.

Og ‘argumentet’ som Morgan lægger i munden på sine personer for at undertrykke resten af verden, er decideret kvalmt og minder om Kiplings dengang patriotiske, nu stærkt racistiske digt “White Man’s Burden”. Chefen for Shorn udtaler:

“Do you really think that we can afford to have the developing world develop? You think we could have survived the rise of a modern, articulated Chinese superpower twenty years ago? You think we could manage an Africa full of countries run by intelligent and uncorrupted democrats? Or a Latin America run by men like Barranco? Just imagine it for a moment. Whole populations getting educated, and healthy, and secure, and aspirational. Women’s rights, for Christ’s sake. We can’t afford these things to happen.”

Uden tvivl var det tilsvarende primitive tanker der fór gennem hovederne på de feudale baroner i renæssancen. Men vi ved i dag at de tog fejl. Europæiske bønder er uddannede, sunde, socialt sikre og har drømme om fremtiden. Selv kvinderne har om ikke reel ligestilling, så dog noget der ligner. Meget langt fra det feudale synspunkt. Men klart en udvikling der har gjort Danmark til et af verdens rigeste og fredeligste lande.

Her ved den tredje titel fra Morgan begynder et klart billede sig at tegne sig mht. forfatterens overordnede interesse. Alle bøgerne har forbavsende åbne slutninger. Som om Morgan ikke nødvendigvis mener hvad personerne/bøgernes præmis siger, eller i hvert fald ikke vil begrænse læserens evne til at konkludere frit. I stedet virker det som om Morgan afprøver et eksperiment og lader læseren drage sine egne konklusioner mht. validiteten af fiktionen. Jeg skal ikke afsløre bogens afsluttende handling, men det virker som om Morgan siger at denne type samfund vil ødelægge sig selv indefra – til trods for at bogens personer virker meget begejstrede for netop dette univers. Hvad vil han med denne dobbelthed? Bogen giver intet svar.

Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.10

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Richard K. Morgan: Altered Carbon

Udgivet den april 6, 2006 af Admin

Altered Carbon
Roman, 416 sider
Victor Gollancz 2002
£16.95 (hardcover)
ISBN 0575073217

Richard Morgan er endnu én i den dejligt lange række af nye britiske forfattere, der konsekvent sender en roman på markedet hvert år. Morgan underviser i engelsk på Strathclyde Universitet og vil alene derfor nok konstant blive sammenlignet med andre ‘skotter’ som Iain Banks og Ken Macleod, men Morgans romaner adskiller sig kraftigt fra de to kollegers. Dette er ikke traditionel space opera, og dette er ikke politisk science fiction. Dette er cyberpunk for teenagenørder, fuld af umulige gadgets og utallige storbarmede blondiner. Denne – Morgans første bog – udspiller sig i San Francisco, og selvom det er langt fra Glasgow, så fremstiller Morgan sin bys layout logisk og konsekvent, og man bliver hurtigt fortrolig med byen.

Måske ligger Morgan under for lidt britisk puritanisme, men med al den sex, og der er meget sex i denne bog, meget mere end handlingen reelt kræver, undrer det mig lidt når nu det er San Francisco der er bogens setting, at der ikke er en eneste bøsse i miljøet? Jeg troede at de netop i denne by ville være mere synlige? Men det er åbenbart for grænseoverskridende for Morgan?

Ellers er præmissen i denne bog at vi er i stand til at kopiere vores sind/ånd/sjæl og overføre den igen og igen og derigennem opnå en praktisk udødelighed. Det skrev David Brin også om i Kiln People og gjorde det rigtig godt, men hvor Brin sender jeg-programmet ind i en kunstig kopi, kan Morgan overføre jeg-programmet til et hvilket som helst levende menneske. Såvel hjerner som kroppe kan også opbevares uendeligt, kriminelle bliver således straffet ved at deres jeg– program ‘fastfryses’ i en årrække. I mellemtiden kan fængselsvæsnet, der nu sparer en masse kvadratmeter, udleje eller ligefrem sælge de kriminelles kroppe til kinky jetsets der har lyst til at ligne en efterlyst massemorder eller voldtægtsforbryder i en uges tid.

Er man rig – og der er meget store forskelle imellem de midler som den enkelte har rådighed over – kan man betale for at holde en eller flere kloner. Disse kan endda opstilles forskellige steder i verden, og man kan så nøjes med at sende jeg-programmet fra klon til klon i stedet for at rejse ‘selv’. Ingen venten i lufthavnen, ingen dårlig flymad, ingen terrorister, intet jetlag.

Vores helt, for en sådan én er der i denne spicy adventure detective story, som den ville have heddet i 1930’erne, er Takeshi Kovacs, og han bruger teknologien på en helt anden måde. Kovacs er lejesoldat og i tip-top form. Kovacs udnytter de ‘frit tilgængelige’ kroppe til at maskere sig til den konkrete mission, og han kan derfor slippe af sted med at være mere voldsom og voldelig end normale mennesker.

Denne meget voldelige debutroman begynder med at Kovacs bliver hyret af Laurens Bancroft, en ‘met’ (kortformen af Metusalem), en af de exceptionelt rige mennesker der har levet i hundreder af år igennem en stribe af egne successive kloner. Bancroft har netop begået selvmord – sprængt sit hoved i småstykker for derigennem at udelukke muligheden af en kopiering og dermed genopståen. Men han er selvfølgelig rig nok til at have hemmelige kloner. En af disse kloner kontakter Kovacs. Han er overbevist om at han ikke har begået selvmord, selvom alle beviser peger på det. Politiet nægter at overveje andre muligheder, sagen er simpelthen for oplagt til andet end selvmord, men Kovacs begynder at se på de umulige muligheder.

Næsten med det samme kaster romanen os ud i labyrintiske plots (jeg måtte have blyanten frem, altid et positivt tegn) og personlige jalousier i den rige del af samfundet koblet med eskapader ned i de mere klamme dele af byens pulserende liv. Det giver selvfølgelig også Morgan plads til hvad en kritiker meget passende har kaldt “oceaner af blod og kvadratkilometer af blottede bryster”.

Dette er en Mørk Fremtid, komplet med meget rå gangstere, et arsenal af narkotika, superskønne, men selvfølgelig totalt undertrykte ludere der alle bliver brutalt – og meget detaljeret brutalt – myrdet. Dialogen er et lærestykke i fladpandet, hæmningsløst egoistisk, kloakslam som man kan undre sig over alligevel bliver udgivet i USA. Det man kunne forvente som europæer i en sådan bog, er vel nok et formål med alt dette – andet end ren underholdning. Altså politisk, social, samfundsmæssig kritik. Men det findes der ikke meget af, ikke direkte ihvertfald. Det tætteste man kommer nogle udtalte holdninger (andet end en åbenlys erotisk fascination af det kvindelige køn) er

1) en uargumenteret modstand mod Katolicismen og dens “refusal to make use of medical advances”.

Hvilket jo er fuldstændig uden tanke for fx jesuitternes bidrag til de medicinske videnskaber fra 1600- tallet og til og med i dag. Enten kan han ikke se forskellen imellem forskning i at reparere mennesker (=vedligeholde skaberværket) og så det at flytte sjæle fra krop til krop (=ændre på skaberværket), eller også overser han bare denne forskel med vilje for at slå sine personlige ateistiske pointer fast (og det er jo en forfatters ret).

Og 2) at det er de undertrykte, de desperate, de kriminelle, dem der ikke har noget som helst at tabe og derfor kan tillade sig at være helt nådesløse, der ender på toppen vha. hensynsløs udnyttelse af andre. Modsat meget amerikansk fiktion (science fiction og andet), der prøver at overbevise os om at det altid er godheden der sejrer. Det er faktisk helt befriende at se det modsatte argument således spillet ud. Det er bare synd at det ikke er i en mere seriøs roman.

For jeg synes Morgan taber ‘sagen’ på gulvet med det modsat rettede naive synspunkt han lægger ind i Kovacs, der opererer ud fra devisen at:

“You should never stop trying to make a difference. Sometimes justice can be done.”

Så forsvinder mørket og kritikken af den amerikanske selvforståelse, ikke mindst som den er koncentreret omkring drømmerne i San Francisco. Derfor ender også dette forsøg på seriøsitet i romanen med at blive underlagt de stramme rammer for en overfladisk håbefuld detective novel tilsat store dele voldspornografi for at indfange husaren i os alle.

Så, jo det er stilistisk en flot debutroman. Historien flyder problemfrit, handlingen er kompliceret, men har sin egen interne logik. Personerne er mere overfladiske, og der er ikke særligt dybe lag i bogen. Den er skabt primært til at underholde. Men det gør den nu også godt. Hænger man stadig lidt tilbage i puberteten og er interesseret i en upspeeded, mørkere, og meget mere voldspornografisk udgave af Dashiell Hammett, så er denne her lige sagen. Vi andre ser lige forfatterskabet lidt an over tid.

Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.10

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Tor Åge Bringsværd: “Pinocchio-papirerne” & “Ker Shus”

Udgivet den april 1, 2006 af Admin

Pinocchio-papirerne
Tor Åge Bringsværd
Roman, 141 sider, kr. 198
Introite! Publishers 2006
(Norsk original 1978)

Ker Shus
Tor Åge Bringsværd
Roman, 160 sider, kr. 228
Introite! Publishers 2006
(Norsk original 1983)

Det danske forlag Introite! Publishers har valgt at oversætte et par af den norske forfatter Tor Åge Bringsværds ældre science fiction-romaner. Bringsværd er Norges mest læste sf-forfatter, men næppe (som forlaget skriver) Norges mest læste forfatter, selvom hans popularitet ikke begrænser sig til egentlige sffans. Han har vundet et stort antal priser for sine bøger og skuespil. Bringsværd har samarbejdet en del med Norges anden store sf-forfatter, Jon Bing, som på dansk nok mest er kendt for sine ungdomsromaner.

De to bøger er trykt i ganske nydelige hardcover-udgaver med fint papir og en flot grafisk stil. Forlaget har lidt usædvanligt valgt at bruge fotos af forfatteren som omslagsillustrationer. Begge bøger er forholdsvis korte og er derfor hurtigt læst, men det betyder ikke at indholdet er tyndt.

Pinnochio-papirerne er den ældste af de to bøger, men paradoksalt nok den der bærer alderen bedst. Det er en surrealistisk historie, som man nok i dag vilde kategorisere som ‘urban fantasy’, fortalt gennem en række breve, dagbogsnotater, artikler og politirapporter. Denne brudte fortællestil med skiftende tone og synsvinkel bidrager til bogens drømmende stemning.

Den norske folkemindesamler Jonas Refn tager til Budapest for at møde sin kollega Varga, som imidlertid er forsvundet. Refn finder nogle papirer, som Varga måske har skrevet. Dels er der en artikel, som genfortæller en masse myter om mennesker født af planter, og dels er der nogle noter, der angiver at være fra en dagbog skrevet af selveste Pinnocchio! Ikke Pinocchio helt som vi kender ham fra Disneys tegnefilm, men den virkelige skikkelse, der inspirerede til historien.

Refn bliver hvirvlet ind i en uvirkelig historie, der blander østeuropæisk bureaukrati fra før Murens fald med en mytisk beretning om en krig, der er lige så gammel som menneskeheden selv.

Pinnocchio-papirerne fremstår som en bog, der næsten lige så godt kunne have været skrevet i dag som for knap 30 år siden.

Hvor Pinnocchio-papirerne er fantasy, er Ker Shus til gengæld ren science fiction. Den foregår på Jorden i en fjern fremtid, hvor planeten af ikke nærmere forklarede grunde er holdt op med at rotere. Alt liv findes derfor i tusmørkezonen mellem den brændende sol og det isnende mørke. Tusmørkezonen er befolket af primitive folkefærd, der er en blanding af dyr og mennesker.

Hovedpersonen Rokam bor blandt de katteagtige Felin, men er anderledes – han har hverken pels eller hale, og hans ‘far’ viser sig at være en robot. Rokam kommer efter sin ‘fars’ død væk fra sin stamme og ender hos det underjordiske rottefolk Gna, der fatter interesse for ham. For måske er Rokam nøglen til at kontrollere teknologien i de gamle, forladte menneskebyer såsom Ker Shus, der stadig udsender robotfly som jager dyremenneskene.

Rokam kommer selv med tiden ind i den forbudte by, hvor han finder at mange ting ikke er som han troede – men kan han gøre noget ved det?

Ker Shus minder på mange måder om de bøger, vores egen Niels E. Nielsen skrev i 1970’erne, og den fremstår trods mange gode kvaliteter ikke så original som Pinnochiopapirerne. Bogens dommedagstema hører lidt en anden tid til – ikke fordi det er mindre aktuelt, men fordi emnet blev ret udtømt i den kolde krigs tid. Men hvis man savner nye bøger fra Nielsens hånd, kan denne læses som en udmærket erstatning.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.10

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 10

Udgivet den april 1, 2006 af Admin

himmelskibet-10Forår 2006
52 sider. 35kr
Forsidebillede af Bjarne Hansen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Indhold:
Redaktionelt – ved Klaus Æ. Mogensen
Et par ord fra den nye høvding – ved Tue Sørensen
Enden på et mareridt – Novelle af Thomas Strømsholt
Richard Fleischer 1916-2006 – Nekrolog af Knud Larn
Jagthunden – Novelle af Richard Ipsen
Opdatering – Novelle af Niels Gjerløff
Denne verden og den anden verden – Artikel af Morten Greis
Exorcisten – Artikel af Thomas Winther
Silver Series Part 1 – Kunst af Laura Andersen
Den Fantastiske virkelighed – Artikel af Flemming R.P. Rasch
Komiks.dk 2006 – 3 conreps – Reportage af Sørensen, Rasch og Winther

Anmeldelser
Film og TV:

Bøger:

Tegneserie:

Tegneserie- og filmnyt – Ved Tue Sørensen
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen
Nyt fantastik på dansk – Ved Janus Andersen
Stanislaw Lem 1921-2006 – Nekrolog af Flemming R.P. Rasch
Torkel Franzen 1950-2006 – Nekrolog af Knud Larn
Filmpremierer i Danmark
Foreningen Fantastik

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Dennis Jürgensen – Lifesupply

Udgivet den januar 3, 2006 af Admin

Lifesupply
Dennis Jürgensen
Bokssæt, med bl.a. bøgerne
Kadavermarch og Kadaverjagt
Tellerup 2005, 1.395 kr.
www.lifesupply.dk

”Lifesupply”, er navnet på et medicinsk præparat, som kan forlænge livet med op til 30 år. Et sådan middel blev selvfølgelig straksen bestseller, blandt de rige derhavde råd til at købe det. Men det, som de rige folk har i krystalbyerne, vil resten af verdens befolkning også have, så det var naturligt at der også kom en hvermands udgave af Lifesupply.
Medikamentet blev derfor udviklet i en billig pilleudgave, en udgave der dog viste sig at have en bivirkning. Den ikke kun forlænger livet, den gør også at man ikke dør (eller rettere sagt ikke forbliver død). Dette er nogen lunde scenariet i Dennis Jürgensens bog Kadavermarch fra 1991. Bogen er et must for fans af zombie litteratur og film. Den
indeholder en masse splat, en sort humor, men også en solid historie med masser af overraskelser. Det er umuligt, at forudsige hvem der overlever, og hvem der lige pludselig
bliver zombieficeret. En anmelder skrev i Jyllandsposten ”Forrygende ulækkert, men ganske underholdende… Efter hundrede sider, bliver man træt af alle de kadavere
på march.” Til dette havde jeg i en anmeldelse jeg skrev i fanzinet Stay Sick kommentaren: ”Bare kom med yderligere hundrede sider.”

Det er så det, Dennis Jürgensen nu har gjort. Hans bog Kadaverjagt er på 129 sider, og er
hverken en fortsættelse eller en forhistorie. De to historier foregår nemlig samtidig. Mens Kadavermarch fortalte om krystalbyerne, og en gruppe menneskers flugt rundt i landet, fortæller Kadaverjagt om livet på øen Anholdt, i de selv samme dage hvor zombie-plagen for alvor bryder løs. Historien fortæller, hvordan lokalbefolkningen forsøger at rydde øen for zombier og ellers forskanse sig. Antallet af beboere på Anholdt er begrænset, men til
gengæld er der nogle skibe der er grundstøt på øen. Disse grundstødninger er sket, fordi skibenes besætninger er blevet til zombier, og derfor ikke har kunnet følge den planlagte kurs. Dette gør, at lokalbefolkningen må tage på en jagt rundt på øen, for at få den renset for zombier. Kadavermarch ender med, at en lille flok overlevende lander med en helikopter på Anholdt, så det er ikke den store overraskelse at Kadaverjagt ender med at denne helikopter lander.

I Kadavermarch skulle man nogle sider ind i bogen, inden den første zombie dukkede op, hvorimod de er til stede fra første linie i Kadaverjagt, og så køre den ellers derud af. I Kadavermarch fulgte man flere personer end vi gør i Kadaverjagt, og den forgik i mange
flere forskellige lokaliteter, hvilket gjorden den mere varieret, men den havde også tre gange så mange sider at fortælle historien på. Kadaverjagt er et godt supplement til
Kadavermarch, et supplement som fans har ventet på i årevis.

Nu er LifeSupply ikke blot navnet på medikamentet, det er også navnet på en box-udgivelse fra forlaget Tellerup, en boks som er rettet til fans af Kadavermarch. Boksen indeholder selvfølgelig bøgerne Kadavarmarch og Kadavarjagt. Det er anden udgaven
af Kadavarmarch, der følger med boksen, en udgave der har fået en ny illustration på omslaget (har man allerede bogen med det oprindelig omslag, er der lige plads nok i
boksen, til at denne også kan være der). Kadavermarch er også vedlagt som lydbog oplæst af Torben Sekov. Boksen indeholder også en survival guide (illustreret af Patrick Leis), med gode råd som aldrig at prøve at genoplive døde (det sker ofte helt af sig selv), og altid at gemme den sidste kugle til sig selv. Af andet lir indeholder boksen også en Kadavermarch kasket, keyhanger og et badge. Har man spekuleret på hvordan punkbandet The Rotten Leprechauns, som man møder i Kadavermarch, lyder, kommer svaret også i dette bokssæt, da deres CD ”Coming to get you” er vedlagt (mon ikke den titel er lånt fra Night of the living dead?). The Rotten Leprechauns, er ikke det første element fra Dennis Jürgensen bøger, som er blevet virkeliggjort. Tidligere er det også sket med Slimkasketten og tegnserien, fra bøgerne om Freddy og monstrene.

Der er ifølge forlaget ikke planer om at udsende Kadaverjagt separat, så vil man have dette gensyn med Dennis Jürgensens zombie univers, så er der ingen vej uden om denne
boks. For fans af zombiefilm og -litteratur, er boksen næsten et must (som minimum bør man anskaffe sig Kadavermarch som sælges separat). Som det høre sig og bør, så er
boksen selvfølgelig kun lavet i et begrænsetantal, men de 150 eksemplarer er desværre hverken nummererede eller signerede, hvilket ellers ville være elsket blandt fans.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.9

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 9

Udgivet den januar 1, 2006 af Admin

himmelskibet-09Vinter 2005/2006
48 sider. 35kr
Forsidebillede af Michael Bernth
Redaktør: Flemming R.P. Rasch

Indhold:
Redaktionelt – ved Flemming R.P. Rasch
Skovtur – Novelle af Richard Ipsen
Ardelstans Stjerne – Novelle af Klaus Æ. Mogensen
Guldbæltet – Eventyr af Karina Bjerregaard
Min sidste time – Novelle af Erik Pedersen
Fantastiks novellekonkurrence 2006 – Ved Flemming R.P. Rasch
Robotbiler til køreprøve – Reportage ved Ebbe Rasch
Ärth – Eksempel på en rollespilsverden ved Peter Knutsen
To troldmænd – Kommentar af Morten Greis
Flesh Gordon – Tegneserie af Bo Larsen

Anmeldelser
Film:

Tegneserie:

Rollespil:

Bøger:

Magaziner:

Tegneserie- og filmnyt – Ved Tue Sørensen
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen
Nyt fantastik på dansk – Ved Janus Andersen
Robert Sheckley 1929-2005
George Sayer 1914-2005
En meddelelse fra formanden
Foreningen Fantastik
Octavia E. Butler 1947-2006

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Doctor Who: The Christmas Invasion

Udgivet den december 28, 2005 af Admin

Doctor Who: The Christmas Invasion
TV-film, England, 2005, 60 min.
Instr. og forfatter: Russell T. Davies
Medv.: David Tennant, Billie Piper, m.fl.

Første sæson af den nye Doctor Who TV-serie afsluttedes med et time-langt afsnit, The Christmas Invasion, som introducerede den nye (tiende) Doctor, spillet af David Tennant. En race af krigeriske rumvæsener, The Sycorax, ankommer til vores solsystem og truer med at dræbe en tredjedel af Jordens befolkning medmindre vi overgiver os og bliver deres slaver. Doktoren, som er udmattet efter sin seneste kropsudskiftning, sover gennem de første to tredjedele af afsnittet, hvor invasionen skrider mere og mere frem, og situationen tilspidses. Han når dog at vågne tids nok til at redde dagen (og julen). Afsnittet er OK underholdning, men ikke helt så godt som resten af TV-serien. Der er – efter at Doktoren først er vågnet – sjove referencer til alt fra Lion King til Douglas Adams, men den nye doktor, David Tennant, er desværre ikke halvt så karismatisk som den forrige, Christopher Eccleston. Man kan dog godt vænne sig til ham. Det bedste ved dette afsnit er at det her for første gang står klart at diverse fremmede racer er blevet bevidste om Jordens eksistens, og at Jorden derfor bliver nødt til at forberede sig på mere interaktion med resten af det kosmiske samfund. Langsomt bliver denne TV-serie – som jo genoptages til foråret – således mere og mere science fiction- præget, hvilket kun kan beskrives som en god ting.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.9

Udgivet i Film, Science Fiction, tv-serie | Tagget , , , | Skriv en kommentar

King Kong

Udgivet den december 23, 2005 af Admin

King Kong
Film, USA 2005, 188 min.
Instr. Peter Jackson
Medv. Naomi Watts, Adrien Brody, Jack Black, m.fl.

Manden bag Lord of the Ringstrilogien, Peter Jackson, har efter Tolkien-succesen kastet sig over sit mangeårige drømmeprojekt: en storslået genindspilning af den oprindelige King Kong-film fra 1933. Med et estimeret budget på rundt regnet 300 mio. dollars og en spilletid på 3 timer og 8 minutter kan vi nu se resultatet i biograferne, og underholdende er det da. Skuespillerne er gode, effekterne er spektakulære, og især dinosaurerne imponerer. Mere om dem om lidt.

Filmen har, trods sine gode produktionsværdier, flere problemer. Der er to hovedelementer i historien: det ene er affektionsforholdet mellem Kong og Ann Darrow, og det andet er filminstruktørens berømmelsesbegær, som får ham til at bringe aben til New York og udstille den for betalende publikummer.

Første element fungerer kun hvis det ikke er for bogstaveligt. Der er ligesom ikke den store fremtid i et forhold mellem en menneskeskvinde og en 8 meter høj gorilla, så romancen skal ikke udpensles for meget, men holdes på det symbolske ”beauty and the beast”-plan, hvor det er velfungerende i diverse overførte betydninger. I denne film er det hele lidt for realistisk fremstillet, og derfor ikke plausibelt. Det hjælper dog en del at kilden til Kongs sympati for Ann er hendes komiske danseoptrin, som hun opfører for at distrahere ham, for det er et sjovt element som på en god måde skaber en forbindelse mellem de to figurer. Men det er ikke helt nok til at gøre deres forhold meningsfuldt. Man føler aldrig at figurene har bare skyggen af mulighed for at opnå et harmonisk forhold, så deres stærke følelser for hinanden virker mestendels overdrevne og uoverbevisende.

Det andet element, med instruktøren som bringer Kong til New York for at udstille ham og derved høste berømmelse og anerkendelse, fungerer langt dårligere endnu. Han har været på en ø fyldt med DINOSAURER, og så bringer han bare en kæmpeabe med tilbage?!? Det er jo latterligt! Alle er da langt mere interesseret i nulevende dinosaurer! Selvfølgelig kræver romance-elementet (for slet ikke at snakke om filmens titel) at det er et menneskelignende væsen som er i fokus, men her konflikterer historiens logik simpelthen med det grundlæggende præmis. Man kan indvende at det i 1930erne (hvor filmen også foregår) var en større sensation med en kæmpeabe end med dinosaurer, da de sidstnævnte måske ikke var så kendte og elskede dengang, men filmen skal jo helst også fungere for et nutidigt publikum. Og det liv, de finder på Skull Island er i sig selv en langt større (også videnskabelig) sensation end bare en enkelt kæmpeabe. I denne films univers burde hovedpersonen slet ikke være Kong, men Kranieøen. Også de mystiske indfødte på øen ville vi gerne have set lidt mere til.

Hvis Kong skulle være troværdig som central figur, så skulle der i det mindste skabes en forbindelse mellem de to historieelementer nævnt ovenfor, så de kunne fastholde og forstærke hinanden, f.eks. ved at instruktøren også selv havde en vis sympati for de to turtelduer, eller i hvert fald havde større og mere beundringsværdige ambitioner end blot at udstille sit eget patetiske ego i form af en ydmyget kæmpeabe i fangeskab. Men sådan en forbindelse er der ikke.

Filmens fortællestruktur i øvrigt løber også ind i adskillige problemer. En del scener er alt for lange, uden at være stærke nok til reelt at bidrage ret meget til historien og personskildringen. Den værste scene er nok der hvor Jack Driscoll skal redde Ann fra Kong på bjergtoppen. Dette lader sig kun gøre fordi der meget bekvemt lige er en hel flok kæmpeflagermus som vælger at angribe Kong lige på det rette tidspunkt. Næh hvor heldigt – og absurd utroværdigt.

Det sidste jeg vil kritisere er personlighedsskildringerne. Skuespillerne er gode, og der er godt med sjov dialog. Men figurene bliver aldrig til tre-dimensionelle mennesker. De er simpelt tegnede, udklippet i pap, og udstyrede med karikerede, unuancerede træk. Der skabes aldrig rigtig noget følelsesmæssigt engagement. Og med gode skuespillere som Naomi Watts og Adrien Brody er det noget at en bedrift at gøre deres roller så tomme for substans som de er her!

Konklusionen er at King Kong ikke kun burde have været genindspillet, den burde også have været gendigtet. For den oprindelige både på den ene og den anden måde mere sort/hvide historie fra 1933 holder ikke i dag – især ikke med nutidens dyreste produktionsværdier.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.9

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Alien Adventure og Haunted House

Udgivet den december 21, 2005 af Spritt

Alien Adventure og Haunted House

Alien Adventure

Tycho Brahe Planetariet har netop haft premiere på to små nye computeranimerede 3-D film på hver ca. 15 min. Den første, Alien Adventure, handler om nogle aliens som finder Jorden, og vil checke om der er intelligent liv. Tilfældigvis kommer de til at lande i en ny, men endnu uåbnet forlystelsespark, Adventure Planet, hvor de gennemgår de for dem fremmedartede (og folketomme) forlystelser. De tager siden af sted igen, konkluderende at der på Jorden åbenbart ikke er nogen interesse for videnskab. Der er ikke nogen egentlig handling (udover selve konceptet) eller dialog i filmen; den viser blot de forskellige forlystelser på en komisk og teknisk imponerende måde.

Den anden film, Haunted House, er rent handlingsmæssigt ligeså minimalistisk. Man følger en kats natlige runder i en hjemsøgt mansion, fyldt med farlige og besynderlige spøgelser og gespenster, levende dukker, skeletter der står op af gravene, osv. Der er også et astral-legeme fra en sovende hund, som forfølger katten, samt rigeligt med rotter og slanger og den slags.

Man ser filmene med 3-D-briller på. Film- og farveteknikken til opnåelse af 3-D-effekten via rød/ grønne briller har været brugt mindst siden 1950erne, og jeg må indrømme at jeg ikke er så imponeret over hvor ”langt” man er kommet på dette område siden. Jeg var mere imponeret over Captain EO i begyndelsen af ’80erne (det var dog også live action). 3-Deffekterne i Planetariets animationsfilm er flotte nok, men rent animationsmæssigt kan man i dag lave noget der er stort set ligeså godt i 2-D. Den dybde der kan opnås i de bedste animationsfilm i dag, som man f.eks. så det i The Incredibles, er næsten så 3-Dagtig som den kan blive på et fladt lærred. Og Planetarie-forestillingen fokuserede mere på dybde i selve skærmbilledet, end på effekter der virkelig så ud til at springe ud mod tilskueren. Så jeg synes ikke at disse 3-D-film er bedre lavet end de bedre computeranimerede 2-D-tegnefilm. Det er omtrent samme niveau. Og man savner noget handling i disse 3-D-kortfilm, men det er selvfølgelig begrænset hvad man kan forlange på 15 minutter. Et andet kritikpunkt er at Planetarie-filmene ikke var optimeret til et Planetarium. De brugte langtfra hele det halvkugleformede lærred, men blot en firkantet del af det. Så det virkede i hvert fald på mig som om man sådan set ligeså godt kunne have set filmene i en biograf. [De fås også på DVD –red.]

I betragtning af filmene ikke rigtig indeholdt nogen egentlig handling, og at der var et væsentligt fokus på små-humoristiske situationer i især den første af filmene, må de siges at udgøre særdeles let underholdning, og hvis jeg skal vurdere målgruppen, så tror jeg det hovedsageligt er børn som vil lade sig underholde af disse film.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 9

Udgivet i Animation, Film, Horror, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar